Arboretet i Hørsholm kunne d. 15 maj 2011 fejre sit 75 års jubilæum.

Rundvisninger i 2011
Tirsdag d. 7 juni kl. 19 (50 kr./person)
Onsdag d. 14. september kl. 19 (50 kr./person)
Tirsdag d. 11 oktober kl. 18 (50 kr./person)

Åbningstider: Alle dage mellem 7,30 og solnedgang.
Adresse: Arboretet, Kirkegårdsvej 3a, 2970 Hørsholm, SE PLACERING PÅ GOOGLEKORT
Telefon: 3533 1500
E-mail: arboretet@life.ku.dk

På rundtur i Arboretet

PUNKT 1 Turen starter ved hovedindgangen, hvor et af de første træer man møder er en libanonceder (Cedrus libani). [Der er skilt på dette træ]
Arten var økonomisk vigtig for de tidlige civilisationer omkring Middelhavet.
De engang storslåede skove blev næsten udryddet, men man er nu i gang med at genetablere skovene.

PUNKT 2 Følg Søvejen til højre forbi kornel samlingen (Cornus).
I det tidlige forår blomstrer kirsebærkornellen (Cornus mas) med små gule blomster.
Midt på sommeren ses Cornus kousa med hvide »blomster«, der egentlig er højblade, svarende til de røde »blomster« på en julestjerne.
De rigtige blomster er små og findes mellem højbladene.
På venstre side af vejen står en gruppe østasiatiske nåletræer.

PUNKT 3 Længere fremme på venstre hånd findes forskellige vilde arter af æble (Malus), pære (Pyrus), røn (Sorbus), bærmispel (Amelanchier), og tjørn (Crataegus).
Alle hører til rosenfamilien.
Gruppen er meget smuk, når den blomstrer i maj, men er også værd at se, når den om efteråret står fuld af farverige frugter.

PUNKT 4 Iøjnefaldende, højt klatrende i nogle træer på højre side af vejen findes en kiwiplante, Actinidia arguta var. cordifolia, der får små »kiwifrugter«.
Lige før kirsebærtræerne ses nogle sjældne, men ikke særligt kønne, søjleformede lærke, der er opstået i afkom af en krydsning mellem europæisk (Larix decidua) og japansk lærk (Larix kæmpferi). De er meget iøjnefaldende. [Man kan næppe finde skilte på disse træer]
Kirsebærtræerne til højre for vejen og ned mod søen blomstrer i det tidlige forår, enkelte endog i milde perioder om vinteren (typer af Prunus subhirtella).
Mange arter af kirsebær har en iøjnefaldende bark, for eksempel Prunus maackii.

PUNKT 5 På hjørnet ved den første lange plæne ses »Henrys poppel« (Populus x henryana), der er en sort poppelhybrid og et af de hurtigst voksende træer i Arboretet. [Træet er iøjnefaldende højt, men man kan næppe finde et skilt på dette træ]
Op langs plænen er plantet forskellige ege, der er podninger eller frøplanter af berømte gamle egetræer.
Bag Henrys poppel står papegøjebusken (Parrotia persica), der har fået navn efter sine spraglede efterårsfarver.

PUNKT 6 Ved stien langs den næste græsplæne – og i øvrigt spredt i Arboretet – står troldnød (Hamamelis) der er meget iøjnefaldende, når de midt om vinteren står fulde af gule blomster.
Arter i denne slægt er de første (H. mollis) og de sidste (H.´virginiana) planter, som er i fuld blomst hvert år.

PUNKT 7 Fra vejen og ned mod Ubberød Dam står samlingen af el (Alnus) og birk (Betula), med blandt andet de to danske arter, dunbirk (B. pubescens) og vortebirk (B. pendula).
Dunbirken kan angribes af en svamp, således at træet danner »heksekoste«, dvs. misdannede grene. Heksekostene er meget store og iøjnefaldende. [Man kan næppe finde et skilt på dette træ]
Rødbirk (B.utilis var.utilis, tidligere B.albosinensis var. septentrionalis) er en af de mere eksotiske birke med en meget usædvanlig bark. [På et generelt skilt for området omtales en kobberbirk, men der mangler skilte på nogle af birketræerne, og kobberbirken kan måske ikke findes]

PUNKT 8 Derefter kommer man igennem en stor gruppe nåletræer fra Europa, Vestasien og Nordafrika.
Blandt de europæiske nåletræer findes velkendte og sjældnere arter af gran (Picea), fyr (Pinus), lærk (Larix) og ædelgran (Abies).
Også en efterkommer af den sidste oprindelige danske skovfyr (Pinus sylvestris), med rødbrun bark, ses her.
Træet er en podning af Bangsbofyrren fra Læsø.
Man kan desuden se to cedertræer fra Middelhavsområdet, atlascederen (Cedrus atlantica) i grønne og blålige former og libanoncederen (C. libani).

PUNKT 9 Fra Gøgebakken (53 m over havet [Der mangler skiltning til dette sted]) er der en flot udsigt over hele området.
Det er også et udmærket sted til at observere de iøjnefaldende kogler af de mange nåletræer.

PUNKT 10 På Frihedslyst, der er den ›nye‹ udvidelse syd for Arboretet, er tilplantningen først begyndt i midten af 1980’erne.
Her kan man få en ide om, hvordan den gamle del af Arboretet så ud for 50 år siden.
På Frihedslyst er træerne ordnet geografisk: Amerika, Europa og Asien. I starten kommer man forbi et område med vandgraner.

PUNKT 11 I dette sydøstligste hjørne af Arboretet gemmer der sig et lille »paradis« hvor man kan sidde og nyde den lille sø og naturen.
Søen blev anlagt i 2005 i forbindelse med at en rørlagt grøft blev re-etableret som et åbent vandløb.
Vandet er overløbsvand fra Spejdersøen.
Søprojektet blev finansieret med midler fra G.B.Hartmanns Familiefond. Man kan gå over broen og ind i bøgeskoven. Hvis man går til venstre, når man er kommet ind i skoven, kommer man forbi en spejderhytte og frem til Spejdersøen.

PUNKT 12 I en langstrakt dalsænkning, findes en samling af naturindsamlede rhododendronarter. [De er placeret et stykke fra vejen, så man kommer måske ikke tæt på dem]
De har stor variation i blomster- og bladtyper og der vil være blomstrende eksemplarer i store dele af året.

PUNKT 13 Efter Spejdersøen går man op i det hjørne af Arboretet, der rummer de nordamerikanske nåletræer. [Der er en vis risiko for at gå forkert på dette sted, og ende på stien, som man startede med]
Mange af disse nåletræer er blevet værdifulde skovtræer i Danmark, for eksempel sitkagran (Picea sitchensis), kæmpethuja (Thuja plicata), kæmpegran (Abies grandis) og douglasgran (Pseudotsuga menziesii) i store, flotte eksemplarer. [Der mangler skilte på nogle af træerne]
Det er frodige, hurtigt- voksende træarter, og i Arboretet, hvor de er plantet på en stor gruset bakke, danner de en af de smukkeste grupper.
En art, der er værd at se efter, er mammuttræet (Sequoiadendron giganteum), der i sit hjemland Californien kan blive 100 m højt.

PUNKT 14 Tilbage ad vejen, der fører op til Arboretets flagstang, findes på højre side – foran og imellem de amerikanske nåletræer – træagtige bælgplanter: Robinie (Robinia pseudoacacia), tretorn (Gleditsia) med lange, grenede torne på stammerne og Cladrastis lutea, som har smukke gyldne høstfarver.

PUNKT 15 Før græsplanen ses på venstre hånd en stor løn (Acer).
Om sommeren lyser Acer tataricums lakrøde frugter op, og man kan også se nogle arter (for eksempel Acer pensylvanicum) med »slangebark«, dvs. hvide striber på den grønne bund.
Mange løn får røde eller gule høstfarver, så man kan opleve lidt af det farvespil, som kendes fra det nord-østlige Nordamerika og Østasien.
Et godt stykke inde i området med løn findes nogle store eksemplarer af den amerikanske sukkerløn (Acer saccharum), hvis saft i det tidlige forår kan tappes og inddampes til ahornsirup.

PUNKT 16 Den sidste gruppe træer er nåletræer fra Øst-asien.
Her findes adskillige store vandgraner (Metasequoia glyptostroboides).
Metasequoia-slægten blev i 1941 beskrevet fra fossiler, og senere samme år blev vandgranen forunderligt nok fundet lyslevende af en botaniker i det centrale Kina.
Arboretet fik i 1948 en portion af det først indsamlede frø, og introducerede dermed træet til Danmark.

PUNKT 17 På den anden side af vejen er en samling af mindre Rhododendron under opbygning.
Nogle af dem er formeret ved stiklinger, hvorved man bevarer de egenskaber (genetiske materiale), som de oprindelige planter havde.
Sådanne udvalgte typer får ofte et sortsnavn, der tilføjes efter artsnavnet.

PUNKT 18 Turen slutter på græsplænen foran flagstangen, hvor man ser en gruppe af tilsyneladende forskellige »arter« af enebær (Juniperus).
Alle planterne fra den midterste del af bevoksningen er imidlertid samme art (Juniperus communis) og stammer fra frø, høstet på en lokalitet i Nordsjælland.
Selvom man hos mange arter ser betydelig formvariation blandt det naturlige afkom, er det dog sjældent så stort som hos enebær.

Et arboret er en samling af træer og buske, som er udvalgt efter veldefinerede kriterier.
Et arboret adskiller sig fra en almindelig park, hvor træerne dyrkes af æstetiske grunde, ved især at rumme træer og buske af kendt oprindelse.
Den samme planteart vokser i naturen ofte i forskellig højde over havet og kan have tilpasset sig det lokale klima både i dalen og ved trægrænsen; derfor taler man om provenienser eller klimaracer fra en bestemt lokalitet.
En stor del af Arboretets virksomhed drejer sig om at skaffe provenienser, der trives i det danske klima.
Arboretets samling er også en genbank til videnskabelige studier og til genintroduktion af truede arter i naturen.
I Danmark findes i naturen meget få arter af træer, buske og slyngplanter, ikke engang 100 forskellige.
Det skyldes, at Nordeuropa under de sidste 7 store istider var dækket af is, og at Mellemeuropa var dækket af tundra og steppe uden muligheder for trævækst.
I Nordamerika og Østasien har der også været istider, men her kunne træerne undslippe de kolde tørre områder i nærliggende områder med tempererede og fugtige klimaer.
Selv om vi har så få naturlige arter, er der mange flere, der kan gro i det danske klima.
I Arboretet dyrkes ca.2000 arter, underarter og kultivarer på et området af 25 ha.
Arboretet i Hørsholm blev grundlagt på bar mark af Carl Syrach-Larsen i 1936. (I året 2011 var ingen træer i Arboreret altså over 75 år).
Det er en videreførelse af Forstbotanisk Have i Charlottenlund, der er 100 år ældre og derfor er mere skovagtig med mange træer i deres bedste alder.
Hvad er formålet med Arboretet? Formålet med Arboret i Hørsholm er at opbygge en studiesamling af træer og buske, der kan trives på friland i Danmark.
Samlingen bruges som basis for forskning og undervisning i botanik og relaterede emner.
Der leveres årligt ca 10.000 afskårne grene til undervisningen på Det Biovidenskabelige Fakultet og andre læreanstalter.
Der leveres stiklinger og frø til forskere verden over og frø, stiklinger og podekviste til planteskoler.
Hermed påvirker Arboretet det sortiment, der er til rådighed, når der skal plantes i parker, skove, læhegn og vildtremiser.
Arboretet er en del af Skov & Landskab ved Københavns Universitet.
Medarbejdere forsker i dendrologi, forstgenetik og tropisk skovbrug med tilknytning til Arboretet.
Forskning udføres i nært samarbejde med både danske og internationale forsker-grupper.
Forskningsfaciliteterne inkluderer et DNA-Laboratorium, væksthuse, planteskole, og et netværk af feltforsøg spredt over hele landet.
Kurser afholdes på bachelor-, master- og Ph.d.-niveau.
Hvert år besøges Arboretet af studerende, forskere og praktikere fra ind- og udland, heraf nogle på længere studieophold.
Der udveksles viden og planter med botaniske samlinger rundt om i verden.
Der er et godt samarbejde med de øvrige nordiske arboreter om indsamlingsrejser.
I de seneste tredive år har Arboretet været involveret i ekspeditioner til blandt andet Alaska, Canada, USA., Mexico, Japan, Korea, Kina, Sibirien, Sydamerika og New Zealand.
System i tingene Der har fra starten været system i den måde, hvorpå planterne er placeret i Arboretet.
Nåletræerne er plantet i 3 grupper: området inden for indgangen rummer østasiatiske arter, området sydvest herfor arter fra Europa og Vestasien, og i området mod sydøst vokser nordamerikanske arter.
Løvtræerne i den gamle del af Arboretet er placeret i slægts- og familiegrupper.
På Frihedslyst er planterne – både løvtræer og nåletræer – ordnet i geografiske grupper: Amerika sydøst for Spejdersøen, Asien imellem planteskolen/rhododendrondalen og Gøgebakken, og Europa syd for Gøgebakken.
Når man arbejder videnskabeligt med planter, bruger man et to-leddet navn for at definere, hvilken art man taler om.
Navnet er på latin, hvilket har den store fordel, at det er entydigt og internationalt.
På skiltene på Arboretets planter står plantens latinske navn, navnet på den familie, planten tilhører, proveniensen og landet, samt en international kode, der angiver, om planten er indsamlet i naturen »vild« (W), er opformeret fra en indsamlet vild plante (Z) eller er en kulturplante (G) (nederst til venstre).
På skiltets nederste højre hjørne står en kode for, hvor planten er placeret i samlingen.
Plantens registreringsnummer, hvor de første fire cifre angiver, hvornår planten er modtaget, (i reglen hvornår den er sået) står i øverste højre hjørne.
På bagsiden af skiltene står det danske navn – hvis der findes et -, familienavn, naturlig udbredelse og opformeringsår.
Arboretet er åbent for alle interesserede hver dag fra klokken 7:30 om morgenen til solnedgang.
Efter nærmere aftale kan der gives tilladelse til besøg på andre tidspunkter.
Er der interesse for en guidet rundvisning, er der 2 muligheder.
Enten at møde op til én af de ca. 5 årlige faste rundvisninger.
Disse annonceres på vores hjemmeside www.arboretet.dk og på Informationstavlen ved Arboretets hovedindgang.
Det koster 50 kr./person at deltage.
Grupper kan aftale specialrundvisninger efter eget ønske.
Se kontakt information nedenfor og hjemmesiden.
Grupperundvisninger koster 1000 kr.for ca. 2 timers rundvisning.
På Arboretets hjemmeside www.arboretet.dk er det muligt at søge efter specielle planter, og få disses placering printet på et kort over Arboretet.
En grundig vejledning foreligger samme sted.
Arboretet i Hørsholm Telefon: 3533 1500 Email: arboretet@life.ku.dk Web page: www.arboretet.dk Kirkegårdsvej 3A, 2970 Hørsholm Nærmeste busstoppested findes på Hørsholm Kongevej ved rundkørslen ved Dr.
Neergaardsvej.
Busser kører direkte fra København og fra Lyngby, Holte og Kokkedal togstationer.
Fra rundkørslen følges en asfalteret gang- og cykelsti mod øst, forbi Springdammen til indgangen til Arboretet.
For bilister er der kun adgang til Arboretet via Kirkegårdsvej, hvor biler bedes parkeret ved ingangen.
Oplev 2000 forskellige træer og buske i Arboretet i Hørsholm Velkommen til Arboretet Picea meyeri Sequoiadendron giganteum 5.
Lind er store løvfældende træer med hjerteformede blade.
Frugterne er små og sidder i klaser, der øverst har et langt forblad.
Der findes to arter af lind i Danmark, småbladet lind (Tilia cordata) og storbladet lind (Tilia platyphyllos).
Udover bladstørrelsen skelnes de nemmest på, at de unge skud er tæt behårede på storbladet lind.
De fleste lind, der plantes i Danmark, er en krydsning mellem de to arter.
Den kaldes parklind.
Siden middelalderen har lind været plantet som prydtræ, og især i baroktiden blev den plantet i haveanlæg.
I Hørsholm Slotshave nord for Arboretet ses en smuk allé af parklind på stien over voldgraven.

6.
Birk er let genkendelig på den sorthvide stamme.
Der findes to arter i Danmark, vortebirk (Betula pendula) (6a) og dunbirk (Betula pubescens) (6b).
Navnene hentyder til, at på de helt unge kviste har dunbirk små hår, mens vortebirk er tæt besat med vorter.
Dunbirk kan angribes af en svamp der inficerer knopperne og danner hekse-koste, mens vortebirk næsten aldrig har heksekoste.
Birk er udprægede pionertræer, dvs. det er de første træer, der etablerer sig på et ryddet område.
Det er typisk for pionertræer, at de sætter mange frø, og en middel-stor birk kan årligt producere ca. 30 mio. frø.

7.
Skovfyr (Pinus sylvestris) er det eneste hjemmehørende store nåletræ i Danmark.
De sidste vildtvoksende skovfyr blev udryddet omkring år 1800, og det meste skovfyr, der vokser i Danmark i dag, stammer fra importeret frø.
Inden skovfyr uddøde, blev nogle af de allersidste småplanter gravet op og plantet omkring gårde på Læsø.
Bangsbo-fyrren, der nok er den mest kendte, stammer muligvis fra den oprindelige danske skovfyr.
Træet der ses her, og som er afbilledet på forsiden, er en efterkommer af Bangsbo-fyrren.

8.
Hassel (Corylus avellana) er en busk, dvs. at den har flere stammer.
Den fornyer sig ved at sætte nye stammer.
Allerede i stenalderen skar man hasselbuske ned, brugte de lange tynde stammer og ventede på at buskene skulle sætte nye.
Det er det, man kalder stævningsskovbrug, og det var sandsynligvis de første skovbrugsform i Danmark.
Rødel kan dyrkes på tilsvarende måde.
Hassel blomstrer i det tidlige forår inden løvspring.
Hanblomsterne sidder i 3-6 cm lange rakler.
Hunblomsterne sidder i små grønne knopper over hanraklerne.
Når de blomstrer, ses de bittesmå røde støvfang.

9.
Ask (Fraxinus excelsior) er et højt, slankt træ.
Bladene er sammensatte, og hvert blad består af 9-15 småblade.
Blomsterne kan både være hanlige, hunlige og tvekønnede.
Han- og hunblomster kan enten sidde sammen (enbo) eller på hvert sit træ (tvebo).
I skovbruget foretrækker man hantræer, der vokser hurtigere, da de ikke skal bruge energi på at danne frugter.
I gamle dage brugte man bladene fra ask og elm til husdyrfoder.
Derfor ser man ofte de to arter plantet på kirkegårde, fordi folk i urolige tider søgte tilflugt i kirken, mens dyrene blev samlet på kirkegården.

10.
Avnbøg (Carpinus betulus) er trods navnet ikke beslægtet med bøg.
Den hører ligesom hassel til birkefamilien.
Bladene kan minde om bøgens, men de har savtakkede kanter.
Frugterne sidder i klaser og har en karakteristisk trefliget vinge.
Avnbøgen har det hårdeste og mest slidstærke ved af alle danske træer.

11.
Kristtorn (Ilex aquifolium) er det eneste stedsegrønne løvtræ i Norden.
I Danmark findes den kun vildtvoksende vest for Storebælt.
Bladene har kraftige spidser.
Ifølge legenden var Jesu tornekrone lavet af kristtorn, og blodet fra hans pande farvede bærrene røde.

12.
Benved (Eonymus europaeus) er et lille træ, der bedst kendes på de grønne, kantede grene og lyserøde frugter med orange frø.
Den forekommer i ege- og askeskove på næringsrig jord.

13.
Eg er Danmarks nationaltræ.
Den kendes lettest på de lappede blade og den furede stamme.
Der er to hjemmehørende arter af eg i Danmark, stilkeg og vintereg.
Stilkeg (Quercus robur), som er den langt almindeligste, kendes på, at frugterne er stilkede.
De to arter krydser, og afkommet har blandede karaktertræk.
Formen på et egetræ er meget varierende.
I skove er ege ranke med næsten grenfri stamme og smal krone, mens fritstående ege oftest har kort stamme og bred krone (”sparekasseege”).
Siden vikingetiden har egetræ været det foretrukne til skibsbygning.
Til de største krigsskibe, linieskibene, gik der mere end 2000 store ege til at bygge et enkelt skib.
Rovdriften på eg og andre løvtræer førte til, at de danske skove stort set var forsvundet omkring år 1800.

14.
Bøg (Fagus sylvatica) er et stort skovtræ, op til 40 m højt.
Bladene er ovale og helrandede med bølget kant.
Barken er grå og glat.
Bøg er løvfældende, men på unge træer og hække bliver de visne blade siddende om vinteren.
Den hører ligesom eg til skålfrugtfamilien.
Frugten er en 3-4-lappet pigget skål med 1-3 brune, spiselige frø (bog).
Den vokser de fleste steder i landet, dog ikke langs kysterne i Vest- og Nordjylland.
Lige foran den store bøg vokser en kroget, såkaldt vrang bøg.
Vrange bøge er almindelige bøgetræer men de har en genetisk defekt, som giver det specielle udseende.

15.
Navr (Acer campestre) og spidsløn (Acer platanoides) hører til lønfamilien, der også omfatter ahorn.
Mens de to første er hjemmehørende i Danmark, kommer ahorn fra Mellem- og Sydeuropa hvorfra den blev indført i 1600-tallet.
Familien kendes på de håndlappede blade og vingede frugter.
Bladene hos navr er mindre og mere butte end hos de to andre arter.

16.
Ene (Juniperus communis) er en af de arter, der har været her længst.
Mens de andre arter under sidste istid igen rykkede sydpå, overlevede ene sandsynligvis i Vestjylland.
Den er nøjsom og hårdfør og tåler både vind og frost.
Dog kræver den lys og trives bedst i lysåbne skove og på heder.
Nåle og bær er aromatiske og har været anvendt til røgning, som duftspreder, i medicin og som krydderi i madlavning og snaps.
Den findes også i Grønland, hvor den er det eneste naturligt forekommende nåletræ.

Bevaring af danske træer og buske De fleste træer og buske der plantes i Danmark stammer fra udlandet, også selvom det er arter, som vokser naturligt her i landet.
Det skyldes, at importerede planter ofte er billigere og mere ensartede.
Men de træer og buske, der har eksisteret i Danmark gennem mange generationer, har en række fordele.
De har bevist deres levedygtighed og klimatilpasning, og de vilde dyr, laver, mosser og svampe er desuden bedre tilpasset de naturligt hjemmehørende arter.
Derfor er der generelt flere organismer, der er tilknyttet hjemmehørende arter.
Skov- og Naturstyrelsen har i samarbejde med Skov & Landskab, som Arboretet er en del af, startet en målrettet indsats for at bevare danske træer og buske.
På Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside www.sns.dk kan man læse mere om programmet for genbevaring af frø og planter i det danske landskab.
Hjemmehørende træer og buske Alm.hæg Alm.røn Ask Avnbøg Benved Bævreasp Bøg Dunbirk Dunet gedeblad Ene Femhannet pil Finsk røn Fuglekirsebær Gråpil Hassel Hvidtjørn Hybrideg Klipperøn Koralhvidtjørn Kristtorn Kvalkved Navr Parklind Rød kornel Rødel Seljepil Seljerøn Skovfyr Slåen Småbladet elm Småbladet lind Spidsløn Stilkeg Storbladet elm Storbladet lind Taks Tarmvridrøn Tørst Vintereg Vortebirk Vrietorn Øret pil

Hjemmehørende træer og buske I Danmark findes omkring 50 arter af træer og buske der af sig selv er indvandret efter sidste istids afslutning for ca. 12.000 år siden.
De benævnes hjemmehørende eller danske.
I forhold til andre områder i verden med tempereret klima har Nordeuropa kun få hjemmehørende arter.
I tertiærtiden, for mellem ca. 65 og 2 millioner år siden, var der subtropisk klima i Danmark, og skovfloraen var særdeles varieret og artsrig.
Efterfølgende kom seks istider, afbrudt af lange mellemistider, hvor klimaet var omtrent som nu.
I mellemistiderne »vandrede« træerne hertil fra små refugier (tilflugtssteder) i Sydeuropa, hvor de overlevede istiderne.
Mange træarter kunne imidlertid ikke overleve det ret kolde og tørre klima der herskede i Sydeuropa, og efter hver istid var der stadig færre arter tilbage i Europa.
De første træer og buske, der indvandrede efter sidste istid, var lyskrævende pionerplanter som ene, havtorn, pil og birk, arter som kunne tåle det hårde klima med korte somre og strenge vintre.
Den første egentlige skov bestod af birk, fyr, pil og røn med underskov af kvalkved og hæg.
Det første skyggetålende løvtræ der indvandrede var hassel (hassel-fyrretid 8200-7000 f.
Kr.).
Cirka 7500 år f.Kr.indvandrede de store skovtræer der krævede et stabilt klima, læ og god jordbund – lind, eg, el, elm og ask.
Først i bronzealderen (1500 år f.Kr.) kom bøgen hertil.
Bøgen har domineret vores skove fra cirka 800 år f.Kr.og til i dag.
Naturaliserede arter I det danske landskab vokser en række arter, som er ført hertil af mennesker.
Mens de fleste løvtræer er naturligt hjemmehørende i Danmark, er mange nåletræer indførte.
Alle gran- og fyrrearter, bortset fra skovfyr, har anden oprindelse.
Når en indført art har overlevet og formeret sig i mindst to generationer, siger man, den er naturaliseret.
De naturaliserede arter er en vigtig del af vores kultur og på sin vis lige så danske, som de arter der kom hertil ved egen hjælp.
Medicinplanter i Arboretet 1.
Turen starter hvor vejen deler sig i to ud for Arboretets bygninger.
Gå straks skarpt til højre ned ad et mindre spor, som fører tæt forbi to eksemplarer af japansk kornel (Cornus offi cinalis).
Cornus er et slægtsnavn for kornel, mens offi cinalis udgør den specifi kke del af artsnavnet og betyder “anvendelig som lægeplante”.
Frugten bruges i traditionel kinesisk medicin som et vanddrivende middel og til behandling af menstruationsproblemer.
De virksomme stoffer er en række særlige glykosider.

2.
Tilbage på Søvejen passerer man på venstre side en tarmvridrøn (Sorbus torminalis). [Der er tydeligt skilt ved træet]
Både det danske og latinske navn fortæller, at planten har været brugt mod mavesmerter, idet torminalis simpelthen betyder »anvendelig mod mavesmerter«.
De tørrede bær blev således anvendt mod mavepine, diarré og indvoldsorm.
I Danmark er tarmvridrøn et forholdsvis sjældent træ, som kun vokser vildt i den sydlige del af landet og på Bornholm.
I dag har planten ingen betydning i medicinsk sammenhæng.

3.
Drej atter af ned mod søen, hvor stien fører forbi en kæmpe stilkeg (Quercus robur) med en vedbend (Hedera helix) klatrende op ad stammen.
Både stilkeg og vedbend har medicinske egenskaber.
Stilkeg, og i øvrigt også vintereg (Quercus petraea), indeholder store mængder af tanniner og saponiner i barken.
Tanninernes sammentrækkende virkning har gjort barken til et populært middel mod diarre og blødninger i europæisk folkemedicin.
Saponiner har slimløsnende egenskaber, hvilket forklarer, at barken også har fundet anvendelse mod lunge- og halssygdomme.
I dag anbefales barkudtræk af unge grene stadig til behandling af diarré samt ved betændelsestilstande i slimhinder og hud.
Vedbend blade indeholder også saponiner, og planten var kendt i europæisk folkemedicin for sine sveddrivende, feberstillende og rensende egenskaber og som en kur mod indvoldsorm.
Udtræk af vedbendblade er i dag anerkendt som et slimløsnende middel ved betændelsestilstande i luftvejene.

4.
Ved at følge søens runding kommer man til en samling af piletræer, som i større eller mindre grad har medicinsk virkning i kraft af indholdet af salicin i barken.
Lav en lille afstikker op til skørpilen (Salix fragilis), som sammen med hvidpil (Salix alba) og purpurpil (Salix pupurea) hører til de mest salicinholdige arter.
Salicin er det stof, som oprindeligt ligger til grund for det smertestillende, syntetisk fremstillede produkt aspirin.
Pilebark har ikke alene været brugt i europæisk folkemedicin som et feber- og smertestillende middel, men også blandt nordamerikanske indianere og eskimoer.
Pilebark anvendes desuden mod forskellige former for gigt.

5.
Tilbage på stien langs søen står en række rhododendron på højre side, mens man på venstre hånd kommer til en tørst (Rhamnus frangula) stående bag en iøjenfaldende kamtjatkabirk (Betula ermanii) med afskallende, perlemorsagtig bark.
Tørst eller tørstetræ har været brugt i europæisk folkemedicin siden middelalderen.
Den tørrede bark, kendt som frangulabark, indeholder såkaldte anthraquinoner, som har en afførende virkning.
I frisk tilstand giver barken voldsom irritation i mave-tarmkanalen og forårsager opkastninger.

6.
Gå op på Søvejen og følg dens krumning et stykke.
Drej til højre ned ad en mindre sti, som fører tæt forbi en mahoniebusk (Mahonia aquifolium).
Denne plante blev oprindelig brugt af de californiske indianere mod appetitløshed og svækkelse.
De underjordiske dele indeholder alkaloider, blandt andet berberin, med en stærkt antibakteriel effekt.
Inden for amerikansk og europæisk plantemedicin bliver mahonie brugt mod hudlidelser som eksem og psoriasis og derudover mod galdeblære- og mavelidelser.
Videnskabelige forsøg understøtter plantens gavnlige effekt i behandlingen af psoriasis.

7.
Gå tilbage til Søvejen, og fortsæt til højre til i kommer ud til hovedvejen.
Gå lidt til højre og derefter til venstre ind i samlingen.
Lidt inde i nåletræssamlingen fører en mindre sti tæt forbi et noget buskagtigt eksemplar af vestamerikansk taks (Taxus brevifolia), som er nært beslægtet med den hjemmehørende art, almindelig taks (Taxus baccata).
Barken hos vestamerikansk taks indeholder taxol, som er anerkendt som et af de mest virksomme stoffer mod brystkræft, lungekræft og kræft i æggestokkene.
Plantens virkning blev opdaget gennem en omfattende screening af kræfthæmmende stoffer blandt ca. 40.000 plantearter, foretaget af det nationale kræftinstitut i USA.
I øvrigt er blade, bark og frø af vores almindelige taks meget giftige.

8.
Følg det mindre stisystem til en gaffelgrening, hvor to aspetræer (Populus tremuloides og Populus tremuloides x tremula) står i delingen med klynger af grøngul mistelten (Viscum album) hængende i grenene.
Misteltenen er en snylteplante, som skaffer sig næring ved at bore sine rødder ind i andre træers årer.
Overtro og myter er knyttet til denne ejendommelige plante.
I dansk folkemedicin har misteltenen været brugt til behandling af epilepsi helt op til midten af 1900-tallet.
De unge grene med blomster og frugter er i dag anerkendt som et middel mod slidgigt og bruges også som et blodtrykssænkende præparat.
I Tyskland og Schweiz er mistelten-ekstrakt hyppigt anvendt i alternativ kræftbehandling, da planten indeholder en slags proteiner, såkaldte lektiner, med immunstimulerende og kræftcelledræbende virkning.

9.
På vejen ned mod Arboretets bygninger, hvor hegnet grænser tæt til stien, står et lille træ, Eucommia ulmoides, bag to haveaucuba (Aucuba japonica).
Eucommia ulmoides stammer fra Kina, hvor træet spiller en væsentlig rolle i den traditionelle medicin.
Barken bruges til at styrke lever- og nyrefunktion og til at sænke blodtrykket.
Den blodtrykssænkende virkning er understøttet af videnskabelige undersøgelser.
Nogle af de aktive stoffer findes i guttaperkaen, som er en gummiagtig substans, udvundet af barkens mælkesaft.

10.
På den anden side af vejen går en lille sti ind mellem træerne, og følger man stiens knæk til venstre, kommer man forbi et andet elegant og eksotisk træ, amurkorktræet (Phellodendron amurense).
Amurkorktræet vokser vildt i Kina, hvor barken bruges til stimulering af leverfunktionen og fordøjelsen, og i behandlingen af så forskellige sygdomme som dysenteri, gulsot, tuberkulose og meningitis.
Videnskabelige forsøg understøtter plantens effekt over for meningitis.
Barken indeholder alkaloider med antibiotisk virkning.

11.
Fortsæt ned ad stien, der løber parallelt med græsplænen.
Lige før man når Søvejen, står en gruppe af virginsk troldnødtræ (Hamamelis virginiana) på højre hånd.
Virginsk troldnød stammer fra Nordamerika, hvor den tanninrige bark blev brugt af indianerne mod blødninger, betændelse og hæmorroider.
Denne anvendelse ligger tæt op af nutidens, hvor udtræk af bark og blade bruges mod de samme skavanker, foruden i omslag og salver til behandling af åreknuder.
Destillatet af unge kviste er kendt som hamamelisvand, men virkningen af dette præparat er højst tvivlsom.

12.
Drej til højre af Søvejen og kort efter op ad den næste græsplæne og lav straks efter en kort afstikker til venstre, hvor der står et par individer af almindelig hvidtjørn (Crataegus laevigata).
Almindelig hvidtjørn har ligesom engriflet hvidtjørn (Crataegus monogyna) været anvendt i europæisk folkemedicin i forbindelse med hjertelidelser, kredsløbsforstyrrelser og nyresten.
Moderne videnskab har bekræftet, at kombinationen af blomster og blade indeholder et kompleks af flavonoider med hjertestyrkende egenskaber, hvilket udnyttes i talrige naturlægemidler i dag.

13.
Længere oppe ad græsplænen vokser en lille hunderose busk (Rosa canina) på venstre side.
Hunderosens hyben, og hyben i det hele taget, er kendt for et højt indhold af C-vitamin og blev i ældre tider brugt mod skørbug.
Imidlertid har hunderosehyben i dag fundet en anden og meget lovende anvendelse, idet de tørrede, pulveriserede frugter bruges mod slidgigt.
Frugterne indeholder særlige kulhydratholdige lipider, en slags fedtstof, som dæmper betændelsestilstande.
Denne gavnlige virkning af hyben understøttes af danske forskningsresultater, og en større produktion af hunderosehyben finder i dag sted på Langeland.

14.
For enden af græsplænen står man over for en større samling af almindelig ene (Juniperus communis).
Enebær, som i virkeligheden er bærkogler, indeholder en æterisk olie med bakteriedræbende og vanddrivende egenskaber.
I folkemedicinen blev enebærrene anvendt mod fordøjelsesproblemer og gigt.
I dag er enebær stadig et anerkendt middel mod dårlig fordøjelse.
Indtagelse af enebær anbefales ikke under graviditet, da olien muligvis kan stimulere sammentrækning af livmoderen og derved fremkalde abort.

15.
Turen sluttes af på parkeringspladsen foran Arboretets bygninger.
Her står et tempeltræ (Ginkgo biloba) lige til venstre for trappen ned til husene.
Tempeltræet regnes for at være verdens ældste træart og gror vildt i Kina, hvor det har været anvendt som medicinplante i flere tusinde år, blandt andet mod astma, diarre, hjertekrampe og frostknuder.
Bladene indeholder unikke stoffer, som øger blodgennem-strømningen og modvirker forskellige alderdomsrelaterede lidelser, deriblandt kredsløbs- forstyrrelser og Alzheimers sygdom.
Ginkgopræparater bruges også mod svimmelhed og tinnitus (susen for ørerne).
Effekten er til dels videnskabeligt dokumenteret, og ginkgo-produkter er i dag blandt de mest solgte naturlægemidler i Europa.
Medicinplanternes rolle globalt Syntetisk fremstillet medicin er i dag fremherskende i den vestlige verden.
Ikke desto mindre er det vigtigt at huske på, at adskillige kendte lægemidler som for eksempel aspirin og digoxin (hjertemedicin) oprindeligt er baseret på stoffer isoleret fra planter.
På globalt plan har medicinplanter stadig altafgørende betydning, idet man regner med, at ca. 80% af verdens befolkning anvender plantemedicin, enten som den foretrukne medicintype eller af mangel på alternativer.
Imidlertid er interessen for plantemedicin i den vestlige verden stærkt stigende.
Det hænger til dels sammen med, at syntetisk medicin også har begrænsninger og bivirkninger, men hænger måske i højere grad sammen med et ønske om at lære naturen bedre at kende.
Medicinplanter og deres indholdsstoffer En medicinplante er en plante, som i kraft af sine særlige indholdsstoffer anvendes til behandling af sygdomme og skavanker.
Mennesket har brugt medicinplanter siden tidernes morgen, hvor der ikke var andre muligheder end at ty til naturens produkter, når sygdomme skulle helbredes.
Hver kultur har haft sin egen lære inden for sygdomsbehandling og plantemedicin.
Et af de mest udviklede systemer findes i Kina, hvor man har nedskrevne medicinopskrifter, som går mere end 4000 år tilbage, og hvor mere end 7000 plantearter har status som medicinplanter.
Inden for moderne vestlig plantemedicin anvendes mere end 1000 europæiske arter.
De virksomme stoffer i medicinplanter tilhører en gruppe af kemiske forbindelser, som ikke er nødvendige for, at planten kan vokse og leve.
Stofferne kan derimod have betydning som forsvarsstoffer over for planteædende dyr, som tiltrækningsstoffer over for bestøvende insekter eller noget helt tredje.
I og med, at stofferne ganske ofte har en forsvarsfunktion i planten, kan de også være giftige – plantemedicin er derfor ikke altid ufarlig, bare fordi kilden er naturlig.
Nogle af de mest almindelige, virksomme stofgrupper er tanniner (garvestoffer med sammentrækkende effekt), alkaloider (nitrogenholdige, til tider giftige stoffer), saponiner (bitre, sæbeagtige stoffer) og flavonoider (ugiftige, ofte farvede stoffer).
De virksomme stofgrupper går gerne igen hos beslægtede planter, og derfor anvendes forskellige arter inden for en slægt ofte mod de samme sygdomme.
Arboretets samling af træer og buske rummer ca. 2000 arter, og af disse er ca. 100 velkendte medicinplanter.
Mange botaniske haver, deriblandt Botanisk Have i København, er i øvrigt oprindeligt grundlagt som en samling af medicinplanter.
Planterne på ruten i denne folder er en blanding af arter, som har været brugt i dansk, kinesisk og indiansk folkemedicin.
Nogle af arternes effekter er også dokumenteret videnskabeligt.
Latinske navne på planterne er taget med, da disse ind imellem giver et fingerpeg om planternes medicinske anvendelse.
Planterne på ruten er markerede med gule skilte.

Rhododendron Slægten
Rhododendron er nok den største eksisterende slægt af vedplanter med omkring 800 arter.
Det præcise antal er ikke kendt, da der eksisterer mange naturlige hybrider og desuden forekommer en stor naturlig variation inden for de enkelte arter.
Nogle accepterede »arter« kan vise sig at være hybrider efter nærmere studie og nogle af disse hybrider kan være planter, der er på vej til at udvikle sig til en ny art.
Alternativt vil vi se en naturlige nedbrydning af rene arter ved krydsbestøvning.
Arboretets egen samling tæller omkring 150 arter.
Europa har 6 arter af rhododendron.
Danmark har kun én art, Rhododendron tomentosum (tidligere kaldet Ledum palustre, mosepost), som er repræsenteret ved mindre end 50 individer i Råbjerg Mose i Jylland.
Grønland har tre arter, R. tomentosum, R. groenlandicum og R. lapponicum, der findes desuden en sjælden naturlig hybrid mellem R. tomentosum og R. lapponicum (R.
x vanhoeffeni).
Rhododendron findes 15 breddegrader fra Nordpolen i Grønland, og så langt mod syd som den tropiske skov i Nordøst Australien.
Nogle er 30 meter høje træer, andre er små krybende dværgplanter.
Nogle lever endda i kronen på andre træer som epifyter.
Rhododendron er mest kendt for de smukke blomster, men slægten inkluderer også arter med meget smukke og ofte aromatiske og vellugtende blade.
Rhododendron kan være stedsegrønne eller løvfældende.
De stedsegrønne varierer stærkt i bladenes størrelse og form.
De løvfældende blade har ofte smukke efterårsfarver.
Jo mere man lærer om rhododendron, jo mere imponeret bliver man over deres store morfologiske variation.
De fleste Rhododendron er giftige (nogle bliver brugt til at producere insektdræbende midler, og Rhododendron-grene smidt ind til får kan medføre, at fårene dør), men blomsternes kronblade er spiselige fra mindst to arter.
De fleste arter vil helst have sur jord, men nogle foretrækker kalkholdig jord.
De fleste foretrækker fugtig men veldrænet jord, selvom nogle gror i moser og kan tåle at blive oversvømmet.

Rhododendron taksonomi

Med så mange arter er det svært at danne sig et overblik over slægten.
For at hjælpe, er slægten blevet inddelt i en række undergrupper.
Disse undergrupper er stadig under forskningsdebat og ændringer kan forekomme.
I øjeblikket har Arboretet repræsentanter for planter i følgende fire undergrupper: 1.
Undergruppe Rhododendron (skællede (lepidote) rhododendron).
Udmærker sig ved små skæl på de unge planter og på undersiden af bladene.
Med det blotte øje eller lup, kan disse skæl ses som små prikker på bladene.
Skællene kan ligeledes forekomme på blomsterne, oversiden af bladene og bladstilken.
De fleste arter er småbladede og hører til i alpine og arktiske områder.
Nogle er epifyter og gror på andre træer eller på klipper med en lille smule jord.
De er overvejende stedsegrønne men nogle få er løvfældende.

2.
Undergruppe Hymenanthes (skælløse (elepidote) rhododendron).
Stedsegrønne blade uden skæl.
De er typiske større buske eller træer.
Nogle få arter er små krybende planter.
Mange har et smukt tykt lag filthår på undersiden af bladende eller på det nye løvs små grene og knopper.

3.
Undergruppe Pentanthes (løvfældende azalea).
Løvfældende uden skæl, og med endestillede blomsterhoveder.
Mange med duftende blomster og smukke efterårsfarver.

4.
Undergruppe Tsutsusi (sydasiatiske azalea).
Løvfældende, halv-stedsegrønt og stedsegrønt løv.
Ingen skæl.
Knopper og blomsterstilke kommer ud fra det samme knopskæl.
Arterne kendes på deres små blade og fladtrykte hår.
De er ofte fra sydligere breddegrader og svære at dyrke udendørs i Danmark.

Turen starter nær hovedindgangen.
Planternes placering er mærket på kortet med et nummer, der henviser til et afsnit i teksten.
Sølvgrå skilte markerer de omtalte planter.

1.
Rhododendron sutchuenense Dette er vores fineste, store, tidligblomstrende art.
Med sin lange blomstrings periode lokker denne art mange besøgende til i det tidlige forår.
De seneste varmere forår har betydet, at blomsterne ikke er blevet så beskadigede af frosten som tidligere år.
Undergruppen: Hymenanthes.
Blomstring: tidligt maj.

2.
Rhododendron schlippenbachii (koreaazalea).
Mange betragter denne som den fineste azalea art.
Det er Koreas nationalblomst og den har både smukke blomster og flotte efterårsfarver.
I modsætning til de fleste rhododendron, krydser den ikke med andre arter, og således vil frø, der er indsamlet i en have, med sikkerhed vokse op til den rene art igen.
Undergruppe: Pentanthera.
Blomstring: midt maj.

3.
På hjørnet af den første græsplæne og hovedvejen står Rhododendron groenlandicum, (grønlandsk post).
Den hed tidligere Ledum groenlandicum, men botaniske undersøgelser, herunder DNA analyse, viser at det er en rhododendron.
Denne producerer ikke en fin blomstring hvert år, men i de gode år er blomstringen værd at se.
Bladene er aromatiske.
Den er giftig, hvis den bliver håndteret ukorrekt, men bladene har været brugt og bruges stadig til at lave en beroligende te.
Den er vidt udbredt i Grønland og i de arktiske og alpine områder i Nordamerika.
Skæl kan ses som prikker på oversiden af bladene, hvis man har en lup.
Undergruppe: Rhododendron.
Blomstring: maj-juni.

4.
Midt i samlingen af gamle Rhododendron står Rhododendron rex.
Disse planter har de største blade af alle vores rhododendron.
Denne art kan kun vokse på beskyttede steder, Danmark er tæt på grænsen af dens klimatiske udbredelse.
Vores planter viser ofte tegn på frostskader på bladene før de folder sig ud.
Denne type skader giver en uregelmæssig blad form og en ujævn rand.
Det er en almindelig art i Sichuan, Kina.
Undergruppe: Hymenanthes.
Blomstring: pt. for ung.

5.
En lang gåtur fører til samlingen af Rhododendron fra de to ekspeditioner til Korea og Japan i 1976.
Her vokser de ved søbredden langs med vejen.
Midt i samlingen står Rhododendron brachycarpum subsp. tigerstedtii fra Korea.
Denne underart har overlevet -45º C i Mustila Arboretet i Finland og den formodes at være den mest hårdføre skælløse Rhododendron i verden.
Undergruppe Hymenanthes.
Blomstring: tidligt juni.

6.
Efter endnu en lang gåtur kommer man tæt på starten af Rhododendrondalen.
Langs med den øvre sti, i azalea samlingen, møder vi Rhododendron yedoense var. poukhanense.
Denne underart fra Korea og de omkringliggende øer er en af de mest hårdføre azaleaer.
Den har ofte været brugt til at producere hårdføre hybrider.
Planten er næsten helt løvfældende og de duftende blomster springer ud kort før de nye blade.
Hårene, der ligger fladtrykt på bladenes overflade, indikerer at den er et medlem af undergruppen Tsutsusi.
Blomstring: sent maj.

7.
Følger man stien under grenene fra den store eg møder man, Rhododendron albrechtii.
Den er nært beslægtet med R. schlippenbachii.
Denne elegante, duftende art er også en af de få, der ikke hybridiserer med andre arter.
Det er en fin hårdfør plante, med yndige, mørkt lyserøde blomster, der springer ud lidt før eller samtidigt med bladene i det tidlige forår.
Undergruppe: Pentanthes.
Blomstring: midt maj.

8.
Lidt længere fremme forbi azaleaerne finder man Rhododendron thomsonii, en fin rødblomstret art med cirkelrunde blade.
Denne art er også kendt for sin afskallende og flerfarvede bark.
Der vil gå nogle år før vores eksemplar er stort nok til, at man kan nyde dens spændende bark.
Et udtræk lavet af de vegetative dele, af denne meget giftige planteart, kan bruges som et naturligt insektdræbende middel.
Undergruppe: Hymenanthes.
Blomstring: midt april.

9.
I den fjerneste ende af den øverste sti står Rhododendron calophytum.
Dette er en af de hårdføre storbladede rhododendron.
Den kan blive meget gammel og former sig som et storslået, rigt blomstrende, paraplyformet træ op til 9 meter højt.
Den er almindelig i Sichuan og dele af Yunnan i Kina.
Undergruppe: Hymenanthes.
Blomstring: sent april.

10.
På den anden side af dalen står en samling af de skællede rhododendron.
Her er Rhododendron cinnabarinum en art, der er meget værdsat for sine hængende, rørformede, kødfulde blomster og aromaen fra dens løv.
Dens vegetative dele er giftige.
Overraskende steger og spiser man blomstens kronblade som en delikatesse i dele af Sikkim.
Blomsterne har varierende farver, vores er orange og gule.
Uheldigvis er den svær at dyrke og vi har mistet mange planter.
Undergruppe: Rhododendron.
Blomstring: midt maj.

11.
Tilbage til stien og længere fremme kommer man til Rhododendron smirnowii.
Denne art er kendt for det tykke lag af filthår, der dækker de nye stilke og knopper, og undersiden af bladene.
Kanten på bladene krøller normalt nedad.
Den kommer fra Kaukasus og er nok den mest hårdføre rhododendronart, med et tykt lag filthår.
Den krydsbestøver med R. ponticum i naturen.
Undergruppe: Hymenanthes.
Blomstring: maj-juni

12.
Lige før man forlader den nederste sti i Rhododendrondalen, passerer man Rhododendron luteum (guldazalea).
Den er Europas eneste hjemmehørende azalea.
Det er ret bemærkelsesværdigt, at dens nærmeste slægtninge er fundet i Nordamerika.
Dens blomster har en kraftig duft, selv på nogen afstand.
Da blomsterne åbner sig successivt i hver klase, har planten en lang blomstringsperiode.
Undergruppe: Pentanthes.
Blomstring: maj-juni.

13.
Ved siden af Spejdersøen vokser Rhododendron canadense.
I det nordøstlige Nordamerika vokser den i moser og i kanten af våde skove.
Selvom Rhododendron generelt lider under dårligt drænet jord, overlevede disse planter at være helt oversvømmede gennem lang tid i vinteren og foråret 2005, da søen gik over sine bredder.
Da søen endelig var tilbage til sin normale størrelse, havde planterne ikke kun overlevet, men de gav tilmed en imponerende opvisning af både blomster og blade, som om ingenting var sket.
Det er absolut en interessant art til våde haver.
Undergruppe: Pentanthes.
Blomstring: tidligt maj.

14.
Går man tilbage af hovedvejen til »Kirkegårdsrabatten« kan man se en samling af små rhododendronarter.
I denne samling står den bemærkelsesværdige Rhododendron williamsianum med runde blade og rødlige stilke og knopper.
Om foråret har de nye blade en meget smuk bronze farve, og de lyserøde klokkeformede blomster er et smukt syn.
Denne art er mere tolerant over for kalkholdig jord end de fleste andre Rhododendron arter, og passer derfor godt til mange områder i Danmark.
Undergruppe: Hymenanthes.
Blomstring: midt maj.

15.
Turen slutter med Rhododendron kiusianum ’Zuiko’.
Den er en af mange kloner af denne art, udvalgt for deres iøjnefaldende karakterer.
Arten forekommer i naturen kun på øen Kyushu i Japan.
Den er meget hårdfør og ideel til små haver og en af de bedste små azaleaer til det nordlige Europa.
Undergruppe: Tsutsusi.
Blomstring: maj-juni.

BLÅ RUTE Oprindelse De fleste af de planter vi har i vores haver, er indførte fra andre lande.
De fleste er hjemmehørende i Østasien, mest Kina og Japan, men der er også mange fra Nordamerika, især fra USA.
Ganske få af de almindeligt dyrkede arter kommer fra lande i Europa.
De er ofte de vilde former som dyrkes, det vil sige uden forudgående forædling.
Denne folder beskriver et bredt udsnit af disse arter.
Alle arterne vokser i Arboretet og kan ses hvis man følger den beskrevne rute.
Udbrelse er angivet efter plantenavn.
Hvorfor dyrke fremmede arter? Når vi i vid udstrækning dyrker fremmede arter, er det først og fremmest, fordi de har nogle egenskaber, der gør dem særligt egnede.
De fleste mennesker oplever også, at fremmede arter har en større prydværdi end planter i den danske natur.
Nogle arter dyrkes for deres blomster, andre for frugter, smukt løv eller andre egenskaber.

Klima
Danmark har et tempereret kystklima, og vintrene kan variere meget fra år til år, endda inden for samme år, hvor det kan være koldt i januar, mildt i februar og igen koldt i marts.
Det stiller store krav til planterne, og de planter, som introduceres i Danmark, skal derfor have oprindelse i et klima, der ligner det danske.
Værdifulde arter Arterne der beskrives i denne folder er normalt robuste og almindeligvis sunde og lette at dyrke.
De fleste er fuldt hårdføre til brug i haver overalt i Danmark.
Et par arter er kun hårdføre nok til dyrkning i Østdanmark, men det er anført under disse arter.
De beskrevne arter giver en bredde i egenskaber og oplevelser året igennem i form af blomster, frugter og farver på bladene.
Planteskolerne dyrker ofte forskellige typer og sorter af de pågældende arter, herunder dværgformer.
De kan afvige lidt fra de eksemplarer der ses i Arboretet, men ofte er det forbedringer i forhold til sundhed, blomster eller andre egenskaber.
I planteskolerne formeres de nævnte arter næsten udelukkende vegetativt, oftest ved stiklinger.
Det bevirker at planterne er i den voksne alder og kan sætte blomster og frugter allerede få år efter plantning, til tider samme år.
Hvis planterne formeres ved frø, vil de være i ungdomsalderen og vil først blomstre som voksne.
For de nævnte arter vil det variere fra ca. 5-10 år for røn, og op til 15-20 år for Magnolia.
Hertil kommer, at planterne i ungdomsalderen er mere følsomme overfor frost end de er i voksenalderen, og at der vil være stor variation i egenskaberne ved frøformerede planter.

Turen starter ved Arboretets hovedindgang og følger fortrinsvist hovedstierne.
Umiddelbart efter Arboretets bygninger drejer man til højre ned ad Søvejen, der følges til den løber ud i Hovedvejen.
Efter en afstikker ind i området nordøst for Hovedvejen følges Hovedvejen tilbage til indgangen.
Træer og buske på denne rute er markerede med blå skilte.

1.
Kirsebærkornel – Cornus mas.
Central- og Sydeuropa
Løvfældende busk, der med tiden kan blive et lille træ, op til 5-6 m højt, men sjældent over 4 m.
Blomsterne er gule, relativt små og samlet i små kvaste.
De kommer frem i februar til hen i april, afhængig af hvor mild vinteren er, og de tåler let frost.
Blomsterne følges ofte op af ca. 1 cm.
lange frugter, der modner og bliver røde i september.
De indeholder en stor sten, men kødet er spiseligt og velegnet til blandt andet gelé.
Kirsebærkornel er robust og vindstærk og tåler både klipning og beskæring.

2.
Vinget benved – Euonymus alatus.
Centrale Kina
Løvfældende busk, omkring 1,5 til 2 m høj.
Grenene er grønne og har korkvinger, deraf navnet.
Bladene er lysegrønne i udspring, og de farves ofte smukt røde ved løvfald i september-oktober.
Blomsterne er små og gullige, men efterfølges af smukke røde frugter.
Når frugten åbner sig, kommer de orange frø til syne.
Arten er både robust og hårdfør.
Den udvikles bedst i fuldt lys.

3a og B. Koreakornel – Cornus kousa.
Kina
Lille træ, til tider stor busk, der kan blive op til 4 m høj ofte dog kun 2-3 m, med dekorative, udbredte grene.
Sidst i juni, når mange af de andre buske er ved at afblomstre, dækkes grenene af store, hvide, oprette ”blomster”.
Det man tror er blomster er dog kun farvede højblade! De ”rigtige” blomster sidder ovenfor i en lille kugle.
Til tider følges blomsterne af en stor, rød og rund frugt, der modner i september.
Om efteråret farves bladene ofte smukt røde.
Det er en særdeles smuk og værdifuld art, og flere sorter er i handelen.
Desværre er den ikke helt hårdfør nok til Nord- og Vestjylland, hvor blomstringen ofte udebliver.
Bør kun beskæres moderat.

4.
Laurbærkirsebær – Prunus laurocerasus.
Sydøsteuropa og Lilleasien
Stedsegrønne, oprette buske, meget forskellige i vækstform og højde.
Her i landet kan de variere fra 1 til 3 m.
Bladene er store, læderagtige, skinnende på oversiden og meget dekorative.
Blomsterne er hvide, i oprette stande, men flere sorter blomstrer sjældent i Danmark.
Frugterne er sorte.
Det er yndede buske til havebrug, især på grund af de store, stedsegrønne blade.
De er normalt hårdføre og skyggetolerante, men kan fryse lidt tilbage.
Der forhandles sorter med forskellig højde og bladstørrelse.

5.
Duftsnebolle – Viburnum x burkwoodii.
En hybrid mellem to andre arter, den ene ukendt, den anden Viburnum carlesii.
Det er en opret, delvis stedsegrøn busk, idet kun nogle blade overvintrer.
Arten blomstrer i maj, omtrent samtidig med løvspring.
De små, svagt lyserøde og velduftende blomster er samlet i runde hoveder, deraf navnet snebolle.
Hybriden er fuldt hårdfør, men kræver lys for god blomstring.
Der forhandles også nærstående arter.

6.
Japansk snebolle – Viburnum tomentosum.
Kina og Japan
Oprette, løvfældende buske, 1,5 til 2,5 m i højden.
Bladene er store, op til 10 cm, og de farves ofte rødlige om efteråret før løvfald.
Blomsterne sidder i store, flade skærme med golde hvide blomster i kanten og små hvidlige blomster i midten.
Frugterne er sorte.
Arten er en smule krævende, men har man gode og lune vækstforhold, får man en smuk tilføjelse til haven.
I Nord – og Vestjylland kan den fryse lidt tilbage, og blomstringen udebliver da.

7.
Diervilla – Diervilla sessilifolia.
Nordamerika
Løvfældende busk, der bliver omkring 1 m høj.
Den sætter rodskud og kan danne et tæt, frodigt tæppe og den er velegnet som bunddække og til dækning af skråninger.
Bladene er relativt store, op til 15 cm lange, og de svovlgule blomster er ret små.
Blomstringen sker sommeren igennem.
Planterne kan fryse svagt tilbage.
De tåler kraftig tilbageskæring.

8.
Konvalbusk – Clethra alnifolia.
Nordamerika
Løvfældende busk, der bliver godt 1 m høj.
Den har ret store blade, men bemærker sig især ved de hvidlige, stærkt duftende blomster i oprette klaser.
Blomstringen begynder i august og kan vare hele september med.
Arten foretrækker en luftig, gerne lidt sur, jord og er et oplivende moment i surbundsbedet mellem rhododendron.

9.
Almindelig mahonie – Mahonia aquifolium.
Vestlige Nordamerika
Stedsegrøn busk, op til ca. 1 m høj, med helt oprette skud og til tider lidt rodskud.
Bladene er store, 20-30 cm lange, med normalt 7-9 småblade med grove tænder i bladranden.
Blomsterne er svovlgule, samlet i toppe, de fremkommer i april-maj.
Frugterne, som er spiselige, er sorte bær med kraftigt farvet saft.
Mahonia er meget anvendelig, fordi den er robust og særdeles tørke og skyggetålende.
I handlen findes ofte krydsninger med denne art, og der forhandles både stiklingeformerede sorter og frøplanter.

10.
Japansk løn – Acer palmatum.
Japan
Lille træ, oftest under 3 m højt, med ret svag vækst og smukke blade.
Det blomstrer i maj med små gule blomster og får smukke, røde efterårsfarver.
Arten foretrækker en kraftig, gerne let leret jord, og egner sig ikke til surbundsbedet.
Den tåler ikke skygge og for meget blæst og trives bedst som solitær med lav underbeplantning.
Der er mange sorter i handlen, nogle med røde eller brogede blade, og mange dværgformer.
Desværre ses ofte grensygdomme hos arten, og nogle af de nærtstående arter, blandt andet Acer japonicum, er ofte mere sunde

11.
Åkandemagnolie – Magnolia sieboldii.
Japan og Korea
Løvfældende store buske eller små træer, der bliver 3 m, undtagelsesvist 4 m, med udbredte grene.
Blomsterne, der kan minde om åkander, er skålformede, ofte op til 5 cm i diameter.
De mange og store kronblade er hvide, og i bunden af blomsten ses de røde støvdragere.
Blomstringen sker senere end hos de øvrige Magnolia og varer fra juni til juli.
Den efterfølges ofte af en interessant rød frugtstand med orange frø.
Det er en særdeles robust og hårdfør art, der kan lykkes overalt i Danmark.

12.
Tulipantræ – Liriodendron tulipifera.
Kina
Løvfældende træ, som her i landet kan blive 10-20 m højt med en gennemgående stamme med lysegrå bark.
Bladene er specielle i formen, næsten firkantede med 2 store lapper, og om efteråret farves de smukt gule.
Blomsterne er tulipanlignende, 4-5 cm store, grøngule, og ikke særlig iøjnefaldende.
Dette er det ægte tulipantræ og bør ikke forveksles med Magnolia, som ofte fejlagtigt benævnes tulipantræ.
Tulipantræet er smukt, men for stort til en almindelig have, og blomstringen sker ofte i en sen alder.
I Nord – og Vestjylland udvikles træet dårligt.

13.
Parykbusk – Cotinus coggygria.
Sydeuropa og østpå til Kina
Løvfældende busk, der her i landet bliver 2-3 meter høj.
Blomsterne er små og gullige, i løse toppe, men mange blomster udvikles til hårlignende stilke, der tilsammen danner et slør, deraf navnet parykbusk.
Busken kræver lys, den er som regel hårdfør, men kan fryse tilbage i kolde vintre, og parykken udebliver da.
Der forhandles også former med røde blade.
De er mindre hårdføre, men flotte i kraft af bladene.

14.
Ranunkelbusk – Kerria japonica.
Kina
Er hjemmehørende i Kina, men kom til Europa fra Japan, derfor navnet japonica.
Det er en løvfældende lille busk med grønne grene.
Den bliver omkring 1 meter høj, har friskgrønne blade og guldgule blomster i april-maj.
Ofte dyrkes en form med fyldte blomster ’Pleniflora’.
Frugten er en brun kapsel.
Planterne er normalt hårdføre, de er jordbundstolerante og tåler let skygge.

15.
Dronningebusk – Kolkwitzia amabilis.
Kina
Løvfældende busk, ofte op til 4 m høj og ligeså bred Den har overhængende grene, hvor blomsterne sidder på korte skud på oversiden af grenen.
Blomstringen foregår i slutningen af maj til ind i juni.
Blomsterne er ret store og lyserøde.
Arten er sund, robust og hårdfør.

16.
Buksbom – Buxus sempervirens.
Sydeuropa
Stedsegrønne buske med meget varierende vækstform, bladstørrelse og bladform.
’Arborescens’-typerne har smalle, lyse blade, høj buskformet vækst og tåler stærk beskæring.
’Rotundifolia’-typerne har mørkegrønne, læderagtige blade, og er meget skyggetolerante.
Buksbom er interessante planter, der har været dyrket i århundreder, og særlige lave former anvendes til hække på kirkegårde og i slotshaver.
De tåler generelt kraftig beskæring og skygge og er jordbundstolerante.
De er stadig meget populære haveplanter, blandt andet fordi de kan dyrkes i krukker.

17.
Perlerøn – Sorbus koehneana.
Centrale Kina
Lille træ eller busk op til 3 m høj, med kønne, finnede blade.
Blomsterne er hvide i maj – juni og efterfølges af hvide frugter i august-september.
Om efteråret farves løvet purpurrødt.
Er robust, hårdfør og let at dyrke.

18.
Stjernemagnolie – Magnolia stellata.
Japan
Løvfældende lille træ eller stor busk, rigt forgrenet og langsomt voksende.
Den bliver kun 3-4 m høj og omtrent ligeså bred.
Arten blomstrer før løvspring, normalt i april, med hvide, svagt duftende blomster.
Det er en af de mest robuste Magnolie.
Hertil kommer, at den er blomsterrig, svagtvoksende og har en køn vækst.
Arten foretrækker som andre magnolia en let sur jord, helst kalkfri og muldrig, og bør have læ for at udvikle sig godt.