Search Posts

Coronavirus-Covid19-calmettevaccine

Den gamle "Calmette-vaccine", som blev udfaset af det danske vaccinationsprogram i 1980'erne, blev i foråret 2020 afprøvet i Holland mod coronavirus. Det er nemlig veldokumenteret, at vaccinen kan have effekt på andre infektioner.

Mens der arbejdes på at udvikle en egentlig vaccine mod Covid19-fremkaldende coronavirus forsøger man sig også med eksisterende vacciner.

På universitetshospitaler i Nijmegen og Utrecht i Holland vil 500 ansatte blive vaccineret med den 90 år gamle tuberkulosevaccine (BCG), der også er kendt som Bacillus Calmette-Guérinm, idet man håber, at denne Calmettevaccine kan beskytte mod coronavirus. Studiet i Holland omfatter 500 testpersoner og 500 i en placebogruppe.

Calmette-vaccinen i Danmark
Indtil 1980'erne blev danske skolebørn i 1. klasse vaccineret mod tuberkulose med Calmette-vaccinen.

Vaccinen giver en god beskyttelse mod de mest ubehagelige og farlige tuberkulose-former, såsom tuberkuløs hjernehindebetændelse og TB med spredning til hele kroppen, såkaldt milliær tuberkulose. Calmette-vaccinen havde beskyttende virkning i cirka 10 år mod tuberkulose. Calmette-vaccinationen gav dog ingen overbevisende beskyttelse mod den mest almindelig form for tuberkulose hos voksne, nemlig lungetuberkulose.

Smitterisikoen fra 1960'erne og fremad faldt dramatisk i Danmark for tuberkulose, og den årlige risiko var i 1980'erne under 1 procent pr. år. Derfor holdt man op med at vaccinere, da meget få børn ville forventes at blive smittet.

Det er imidlertid velkendt, at Calmette-vaccinen stimulerer immunforsvaret. Dette kan i bedste fald betyde, at coronavirus-smittede sundhedsarbejdere får mildere symptomer, siger forskerne.

»Vi er midt i udbruddet, så vi vil have resultaterne så hurtigt som muligt,« siger Marc Bonten, der er professor i molekylær epidemiologi ved UMC Utrecht.

Forskning tyder på, at BCG-vaccinen kan stimulere mellemleddet mellem det såkaldte ikke-specifikke immunforsvar og det specifikke immunforsvar i form af de antigen-præsenterende celler (APC), som er hvide blodlegemer, der er en del af pattedyrenes immunforsvar.

De antigen-præsenterence celler findes i huden og på de indre overflader af næse, lunger, mave og tarme. De antigen-præsenterende APC-celler præsenterer virus' antigen over for B-celler og T-celler.

Mihai Netea, der professor i eksperimentel medicin ved Radboud University Medical Center i Nijmegen, mener, at man kan håbe at færre mennesker i den vaccinerede gruppe bliver syge.

I Danmark har forskning på Statens Serum Institut vist, at BCG-vaccinen synes at kunne beskytte mod en række andre sygdomme, som vaccinen slet ikke var beregnet til at modvirke.

Et studie med 46.000 danskere har vist, at de der er vaccineret mod tuberkulose, dør sjældnere af en lang række ikke-relaterede sygdomme, såsom hjerte-kar-sygdomme, infektioner og neurologiske sygdomme.

»Vi synes, at det er virkelig interessant og en brik i forståelsen af, hvorfor nogle vacciner kan påvirke immunforsvaret på en måde, så risikoen for at få andre sygdomme også ændres,« mener ph.d.-studerende ved Statens Serum Institut (SSI) og OPEN, Syddansk Universitet, Andreas Rieckmann.

[Artikel i Ingeniøren "Hollandske forskere afprøver den ældgamle calmette-vaccine mod corona" af Henning Mølsted 18. marts 2020 https://ing.dk/artikel/hollantdske-forskere-afproever-aeldgamle-calmette-vaccine-mod-corona-233179, der har brugt Dutch News, Netdoktor og Videnskab.dk som kilder]

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *


CAPTCHA Image