Search Posts

Coronavirus-Covid19-vaccine

Hvor længe går der, før en vaccination er klar – og hvordan virker en vaccine?

En vaccine virker ved, at man trigger immunforsvaret til at reagere mod en virus og slå den ihjel. Det sker ved, at man sprøjter elementer af sygdommen ind i kroppen (nærmere bestemt elementer af virussets overflade, nemlig proteiner fra virusset eller gener, som kan få kroppen selv til at danne disse proteiner).

En vaccine kan ikke være klar i løbet af 14 dage. Det vil formentlig tage mindst 9-12 måneder eller længere.

Der er bestemte faser (1-2-3) i udviklingen af sådan en vaccine, og de tager tid. Først udfører man forsøg på dyr. Så får man tilladelse til at teste vaccinen på ganske få raske mennesker (fase 1 forsøg) og ser, om de får bivirkninger og antistof som forventet.

Dernæst går man til fase 2, hvor man tager en større gruppe syge mennesker og ser, om vaccinen beskytter dem. Her tjekker man også for sjældnere bivirkninger.

I fase 3 prøver man vaccinen af på mange mennesker. En af forudsætningerne for en afprøvning er imidlertid, at der – når vaccinen er udviklet – stadig er et udbrud af coronavirus. Uden syge testpersoner kan man nemlig ikke afprøve vaccinen.

I modsætning til udviklingen af en vaccine mod ebola, hvor fase 2 og 3 blev lagt sammen, vil myndighederne næppe give dispensation for processen, fordi dødeligheden er meget mindre med corona end med ebola.

===

I løbet af pandemiens første 3½ måned døde 100.000 af Covid-19 sygdommen i verden. Måske var tallet højere, for folk som døde hjemme eller på alderdomshjem blev ikke nødvendigvis talt med.

Virusset har en størrelse på ca. 80 milliardedele af en meter i diameter (hvilket ville svare til størrelsen af en kop i en spisestue på 4×4 meter, hvor spisestuen er en celle, som virusset inficerer).

Virussets navn er Sars-CoV-2. Det fremkalder en sygdom, som kaldes Covid-19 (ligesom HIV-virus kan fremkalde sygdommen AIDS).

Sars-CoV-2 virusset kommer højst sandsynligt fra flagermus, som har udviklet et kraftigt immunforsvar mod virus, hvilket driver deres virus til at formere sig hurtigt for at undgå flagermusens immunforsvar. Hvis sådanne virus kommer over i et pattedyr (som ikke har flagermusenes hurtigt-reagerende immunsystem) vil virusset kunne sprede sig i den nye vært. Forskning tyder på, at virusset fra flagermus inficerede et skældyr (engelsk: pangolin), og herfra sprang til et menneske i Kina.

Viruspartiklerne indåndes og kommer i kontakt med celler i svælget hos et menneske. Disse celler har på overfladen et stort antal receptorer, som kaldes Ace-2 receptorer. (Cellers receptorer har til opgave at lade stoffer passere ind i cellerne og kan udløse signaler mellem celler [en slags celle-til-celle kommunikation]). Virusset har på overfladen et protein, som kan lande på og bindes til receotorerne, hvorefter virusset kan sende sit genetiske materiale (af RNA) ind i cellen.
Inde i cellen indsætter virus-RNA'et sig i cellens egen replikationsmaskineri, hvorved der dannes mange kopier af virusset. De nydannede virus bryder ud af cellen, og fortsætter smittekæden i kroppen. Personen bliver efter nogen tid syg, og når kroppen har dannet nok antistoffer, bliver personen rask igen. Men nogle dør.

Virussets sygdom er ofte mild, hvilket giver virusset succes, for så smitter det mere i befolkningen. Mange mennesker, der er smittede, ved det ikke, og de kan derfor sprede smitten på deres arbejdsplads, under transport, i forretninger og andre steder, hvor de møder mennesker. Mange smittes måske ved indkøb i supermarkeder.

Sars-1 i 2003-epidemien dræbte 10%, og de syge nåede ofte på hospital inden de kunne smitte andre, og de smittede derfor ikke så mange andre.

Lungerne har mange celler med Ace-2 receptorer. Mange af disse celler ødelægges, og lungerne fyldes med stumper af sprængte, virusinficerede celler. Disse cellerester kan hos nogle mennesker aktivere immunsystemet så meget, at det bliver dødeligt. De dræbes af et overaktivt immunforløb, som fremkalder"cytokin-storm" (cytokiner er stoffer, som kan kaldes cellehormoner eller immunsignalstoffer; græsk: "cyto" = celle, "kino" = bevægelse).

Måske har nogle mennesker versioner af Ace-2 receptorer, som er mere følsomme for coronavirus-angreb.

Man kan se, at immunsystemet virker på virusset, eftersom forskere kan påvise neutraliserende antistoffer i patienternes blod. Disse antistoffer kan binde til virusset på bestemte steder, og derved forhindre virusset i at komme ind i nye celler.

Kroppens antistoffer vil formentlig beskytte personen mod denne virus et stykke tid, men slet ikke livsvarigt. Højst 1-2 år, skønner man. Så selv hvis alle blev smittet, ville sygdommen komme igen. Det er muligt, at virusset ikke ændrer sig, for det er allerede fremragende til at sprede sig. Men teoretisk kan det blive svagere. Det kan dog ikke udelukkes, at det kan mutere til et virus, som slår flere ihjel.

Virusset kan bekæmpes med en vaccine, og tidsskriftet Nature har optalt, at 78 vaccineprojekter er blevet startet i forskellige lande, foruden 37 som er under udvikling.

Nogle forskere har foreslået en måde at gøre udviklingen af en vaccine særlig hurtig. Nemlig ved bevidst at udsætte frivillige for virusset for derved at kunne bestemme en vaccines virkning. Det vil kunne fremskynde processen med mange måneder, hvilket ville kunne redde måske millioner af liv. Metoden er ikke uden risiko, men hvis de frivillige er unge og raske og hvis man står parat med intensiv behandling, er risikoen måske ikke stor for at forsøgspersonerne vil dø. Forsøget vil også skulle indebære, at nogle af de frivillige vil modtage virusset uden at få en vaccine (de vil få placebo i stedet), og vaccinen vil kun være bevist effektiv, hvis der i denne placebogruppe er nogle som bliver syge. Det er meget sandsynligt at man vil kunne finde unge mennesker, som vil deltage i et sådant vaccine-fremskyndende forsøg, men da virusset af ikke-forståede grunde undertiden medfører, at unge mennesker faktisk dør af sygdommen (fordi deres immunsystem overreagerer), er det ikke et forsøg, man let kaster sig ud i (man kan forsøge at hæmme immunsystemet hos sådanne personer, men altså ikke uden en vis risiko for at dette ikke er nok).

Link: The Guardian 12. april 2020

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *


CAPTCHA Image