Search Posts

Den kontroversielle polyvagus-hypotese

Polyvagal-teorien

Polyvagal-hypotesen eller -teorien (poly- "mange" + vagal "at vandre")

Polyvagal-teorien er en samling af påstande om evolutionær udvikling af vagusnetven i kroppen og dens psykologiske rolle i følelsesregulering, sociale forbindelser og frygtrespons. Selvom det ikke er en teori som er almindelig anerkendt og godtaget (af state-of-the-art social-neurovidenskaben), [1] [2] [3] [4] [5] [6] er det alligevel blevet en populær teori blandt nogle læger og nogle patienter [7].

Hypotesens forslag til hvordan systemer tilhørende vagusnerben blev udviklet i flere omtrin (dvs. påståede fylogenetiske undersystemer og -stadier):
Vagusnerven er en primær komponent i det nervesystem som ikke er under viljens kontrol (dvs. det autonome nervesystem). Den kontroversielle polyvagale teori fokuserer på strukturen og funktionen af ​​de to udad-fra-hjernen-mod-kroppen-gående (efferente) grene af vagusnerven i hovedet (vagus-kranialnerven), som begge stammer fra rygmarven (medulla) [8]. Mere specifikt hævdes det i polyvagal-hypotesen, at hver af disse to vagus-grene er forbundet med en tilpasningsdygtig (adaptiv) adfærdsstrategi; den vagusgren som vender mod maven (den ventrale gren) er ifølge polyvagal-hypotesen mere afslappende i sin funktion og den vagusgren som vender mod ryggen (den dorsale gren) er ifølge polyvagal-hypotesen mere aktiv i sin funktion. Det hævdes, at vagusnervesystemet (det vagale system) hæmmer oprindelige instinkter som fra dengang vi var aber (primale instinkter) ved at være en del af det hvilende nervesystem (det parasympatiske nervesystem), og i modsætning (opposition) hertil er det aktive frygt/flugt/angrib-system (dvs. det sympatiske nervesystem) involveret i mobiliseringsadfærd (ikke-hvile adfærd). Ifølge polyvagal-teorien er disse modsatte systemer evolutionært udviklet i flere trin (dvs.
fylogenetisk ordnet og aktiveret ad flere omgange) [8].

Anatomiske formodninger og påstande:
Vagusnerven (også kaldet den 10. kranienerve) viderebringer (transmitterer) hvilenervesystemets signaler (dvs. de parasympatiske signaler) til og fra hjertet/lungerne/fordøjelseskanalen. Dette er velkendt og et faktum, der blev etableret før midten af 1900-tallet [9]. Polyvagal-hypotesen ("the polyvagal theory") blev foreslået i 1994 (for nu over 25 år siden) af Stephen Porges, leder af Brain-Body Center ved University of Illinois i Chicago i USA. Som det er blevet fastslået siden tidligt i udforskningen af nervesystemets opbygning (neuroanatomien), omfatter det nervesystem, som ikke er under viljens styring (dvs.det autonome nervesystem), nervefibre, der
videregiver (transmitterer) information fra kroppen op mod hjernen (hvilket kaldes "den afferente påvirkningsretning"). Ifølge polyvagal-teoriens påstand er denne effekt blevet observeret og demonstreret ved tilpasningsdygtig adfærdsændribg (adaptiv reaktivitet), der er afhængig af nervesystemets evolutionære udvikling i flere trin (de neurale nervetrådes fylogenetiske udvikling).

Polyvagal-teorien hævder f.eks., at menneskelige ansigtsudtryk er forbundet med eller afspejler (reflekterer) fysiske reaktioner, såsom ændringer i hjertet eller fordøjelsesændringer [10].

Stephen Porges argumenterer for denne teori med henvisning til observationer fra både evolutionær biologi (arternes udvikling) og studier af nerver (neurologi).

Grenene af den vagale nerve (vagusnerven) hævdes i polyvagal-teorien at tjene forskellige evolutionært udviklede stressreaktioner (stress-responser) hos pattedyr: og at der er en mere primitiv gren, der kan siges at fremkalde immobiliseringsadfærd (f.eks. at spille død eller at "fryse" i en truende situation, dvs. ikke gøre noget), mens det påstås at der er en mere ikke-primitiv gren (mere udviklet gren), der kan siges at være forbundet med social kommunikation og beroligende adfærd. Disse stress-respons-funktioner hævdes at følge en trinvis evolutionær udvikling (et fylogenetisk hierarki), hvor de mest primitive systemer kun aktiveres, når de mere udviklede funktioner fejler (se kritik nedenfor af denne påstand). Disse nervebaner (neurale veje) regulerer individuets ubevidste "autonome" tilstand og viser sig i form af individets følelsesmæssige og sociale adfærd, påstås det. Ifølge denne teori dikterer kroppens fysiologiske tilstand således individets adfærd og psykologiske oplevelse.

Polyvagal-teorien har, hvis man går ud fra, at den er rigtig på nogle punkter, mange implikationer for studiet af stress, følelser og social adfærd, som traditionelt har brugt andre måder at teste for stress, såsom hjertefrekvens og kortisolniveau mv. Måling af vagusnerve-aktivitet ("vagal tone") hos mennesker er for polyvagusteori-tilhængere blevet et nyt mål (nyt indeks) for stress-sårbarhed og reaktivitet i undersøgelser af mennesker med affektive lidelser.

Den vagusnerve-gren, der vender mod ryggen (Dorsalt vagalt kompleks (DVC)):
Den rygvendte (dorsale) gren af ​​vagusnerven stammer fra den rygvendte (dorsale) motoriske nerveecellekrop-hob ("kerne") og betragtes i polyvagus-hypotesen som en evolutionært-udviklingsmæssigt (fylogenetisk) ældre gren af de to grene af vagusnerven [11] – se kritik nedenfor af denne påstand. Denne rygvendte (dorsale) gren er uden fedt-skede (dvs. ikke-myeliniseret) og findes i de fleste hvirveldyr. I polyvagal-teorien kalder man dette "den vegetative vagus", fordi den ifølge polyvagal-teorien betragtes som værende forbundet med primære overlevelsesstrategier hos primitive hvirveldyr, krybdyr og padder [11] – se kritik nedenfor af denne påstand. Under stort stress "fryser" disse dyr (holder op med at bevæge sig), når de er truet, men bevarer deres metaboliske ressourcer. Dette trækker på de forenklende påstande fra Triune-hjerneteorien, som ikke længere betragtes som nøjagtige på grund af de mange undtagelser fra denne regel (se engelsk Wikipedia: "Triune brain – Status for the model").

Den vagusnerve-gren, der vender mod ryggen (dorsalt vagalt kompleks (DVC)) tilvejebringer primær kontrol af organer under subdiaphragmatic viscerale organer, såsom fordøjelseskanalen. Under normale forhold opretholder DVC reguleringen af ​​disse fordøjelsesprocesser. Imidlertid kan langvarig desinhibering være dødelig for pattedyr, da det resulterer i apnø og bradykardi . [8] [ tvivlsom – diskuter ]

Det ventrale vagale kompleks (VVC) Redigere
Med øget neurale kompleksitet set hos pattedyr (på grund af fylogenetisk udvikling) siges der at have udviklet et mere sofistikeret system for at berige adfærdsmæssige og affektive reaktioner på et stadig mere komplekst miljø. [8] [ tvivlsom – diskuter ] Den ventrale gren af ​​vagusen stammer fra kernen ambiguus og myelineres for at give mere hurtighed til at reagere. [8] Polyvagal teori kalder dette "smart vagus", fordi den forbinder det med reguleringen af ​​sympatisk "kamp eller flugt" -adfærd i form af social tilknyttet adfærd. [11] Disse adfærd siges at omfatte social kommunikation og selv beroligende og beroligende. [8] Med andre ord siges denne gren af ​​vagus at hæmme eller desinhibere defensive limbiske kredsløb , afhængigt af situationen. Bemærk: Attributtering af defensiv adfærd udelukkende til det limbiske system er en overforenkling , da disse udløses af _opfattede_ trusler, hvilket kræver et samspil mellem hjerneområder, der udfører sensorisk integration, hukommelse og semantisk viden med det limbiske system, der skal fremkaldes. Tilsvarende kræver regulering af følelser et komplekst samspil mellem højere kognitive områder og limbiske. Vagusnerven formidler kontrol af supradiaphragmatic viscerale organer, såsom spiserøret, bronkierne, svælget og strubehovedet. Det udøver også en vigtig indflydelse på hjertet. Når vagal tone til hjertets pacemakerer høj, en basislinje eller hvilepuls produceres. Med andre ord fungerer vagusen som en tilbageholdenhed eller bremse, der begrænser hjerterytmen. Imidlertid, når vagal tone fjernes, er der lidt hæmning af pacemakeren, og ifølge polyvagal teori kan hurtig mobilisering ("kamp / flugt") aktiveres i tider med stress, men uden at skulle engagere det sympatisk-binyresystem, da aktivering har en alvorlig biologisk pris. [8] Bemærk: Mens vagusnervens rolle i nedregulering af hjerterytmen er veletableret, er forestillingen om, at et Fight-or-flight-respons kan udløses uden at engagere det sympatiske nervesystem, ikke underbygget af noget bevis.

Vagal tone som en fysiologisk markør for stress Redigere
For at opretholde homeostase , det centrale nervesystem reagerer konstant via neurale feedback på miljømæssige signaler. Stressende begivenheder forstyrrer den rytmiske struktur af autonome tilstande og derefter adfærd. Da vagus spiller sådan en integreret rolle i det perifere nervesystem via regulering af hjerterytme, antyder Porges, at amplituden af respiratorisk sinusarytmi (RSA) er et godt indeks for parasympatiske nervesystemsaktiviteter via hjertevagus. [12] Det vil sige, RSA foreslås som en målbar, ikke-invasiv måde at se, hvordan vagus modulerer pulsaktivitet som reaktion på stress. Hvis det er sandt, kan denne metode være nyttig til at måle individuelle forskelle i stressreaktivitet.

RSA er det udbredte mål for amplituden af ​​pulsrytmen forbundet med spontan vejrtrækningshastighed. [12] Forskning har vist, at amplituden af ​​RSA er en nøjagtig indikator for vagusens indflydelse på hjertet. [12] Da hæmmende virkninger af VVC-grenen af ​​vagus muliggør en bred vifte af adaptiv, prosocial adfærd, er det blevet teoretiseret, at personer med større vagal tone er i stand til at udvise et større udvalg af sådan adfærd. På den anden side er nedsat vagal tone forbundet med sygdomme og medicinske komplikationer, der kompromitterer CNS. [12] Disse komplikationer kan reducere ens evne til at reagere korrekt på stress.

Kliniske anvendelser hos det humane foster Redigere
Sunde menneskelige fostre har en høj variation i hjertefrekvensen, som medieres af vagus. [13] På den anden side er hjertefrekvensnedbremsninger, som også medieres af vagus, et tegn på føtal nød . Mere specifikt skaber langvarig tilbagetrækning af vagal indflydelse på hjertet en fysiologisk sårbarhed over for indflydelsen fra Dorsal Vagal Control, som igen producerer bradykardi (meget lav puls). Imidlertid er starten på denne deceleration almindeligvis forud for forbigående takykardi , hvilket afspejler de umiddelbare virkninger af tilbagetrækning fra Ventral vagal kontrol.

Resultater af Porges 'teori Redigere
Som beskrevet af Bessel van der Kolk , professor i psykiatri ved Boston University School of Medicine : [14]
Den polyvagale teori gav os en mere sofistikeret forståelse af sikkerheden og farens biologi, en baseret på det subtile samspil mellem de indre organer i vores egne kroppe og stemmerne og ansigterne hos menneskerne omkring os. Det forklarer, hvorfor et venligt ansigt eller en beroligende stemme dramatisk kan ændre den måde, vi føler på. Det præciserer, hvorfor det at vide, at vi bliver set og hørt af de vigtige mennesker i vores liv, kan få os til at føle os rolige og sikre, og hvorfor det at blive ignoreret eller afskediget kan udløse raseri eller mental sammenbrud. Det hjalp os med at forstå, hvorfor tilpasning med en anden person kan skifte os ud af uorganiserede og frygtede tilstande. Kort sagt får Porges teori os til at se ud over virkningerne af kamp eller flugt og sætte sociale forhold i centrum for vores forståelse af traumer.

Kritik Redigere
Lær mere
Dette afsnit skal udvides .
Kritikere af den polyvagale teori påpeger, at dens præmisser ikke understøttes af empirisk, videnskabelig forskning. Paul Grossman fra Universitetshospitalet Basel hævder, at der ikke er noget bevis for, at den dorsale motoriske kerne (DMN) er et evolutionært mere primitivt centrum for hjernestammen parasympatisk system end nucleus ambiguus (NA), og at intet bevis understøtter påstanden om, at pludselig fald i hjerteraten fremkaldt af ekstreme følelsesmæssige omstændigheder (som traumerelateret dissociation) skyldes DMN-efferent aktivitet i hjertet. [15] Faktisk synes der intet bevis for, at et sådant fald i første omgang sker i traumerelateret dissociation.

"Der er enighed blandt evolutionære biologer om, at der er enorme artsforskelle mellem fisk, krybdyr (og fugle) med hensyn til, om dorsale brainstormcentre (svarende til DMN) eller ventrale centre (svarende til NA) er ansvarlige for parasympatisk kontrol af hjertefrekvensen. " [16]

Grossman påpeger også, at selv resultaterne af Porges 'egen undersøgelse af to firbenarter var mangelfuld på grund af uhensigtsmæssig måling af pulsvariationer. [17]

Mens kritikken ikke adresserer de kliniske spekulationer i den polyvagale teori direkte, modsiger den dens præmisser. Især underminerer det antydningen om, at der er et fylogenetisk hierarki, hvor det ene vagale system er mere primitivt end det andet, og derfor kun aktiveres, når det mere udviklede mislykkes (som i dissociation eller akut traume). Det har været kendt i omkring et århundrede, at "en differentiering af den viscerale efferente søjle af vagusnerven til en dorsal motorisk kerne og en ventrolateral kerne (nucleus ambiguus) først ses i krybdyr (Ariens Kappers, '12; Ariens Kappers et al. ., '36; Addens, '33) ". [18] Dette modsiger den polyvagale beskrivelse af den dorsale motoriske kerne som værende "fylogenetisk ældre"[ tvivlsomme – diskuter ] , eller hvis sidstnævnte er unik for pattedyr.

Derudover antyder nylige fund i lungefisk, at myelinerede vagusnervefibre, der fører fra kernen ambiguus til hjertet, længe før udviklingen af ​​pattedyr. [19] [20]

I polyvagal teori sidestilles udtrykket vagal tone med respiratorisk sinusarytmi (RSA), som antydes at være knyttet til dimensioner af psykopatologi. En række forskningsundersøgelser har evalueret RSA-respons på tværs af en række dimensioner af psykopatologi, men en omfattende metaanalyse har vist, at der ikke kan findes nogen klinisk meningsfuld sammenhæng mellem psykopatologi og RSA-reaktivitet. [21] Bortset fra dette vil en sammenhæng mellem vagal tone og stressregulering ikke nødvendigvis indikere en kausal rolle for vagusnerveaktiviteten på forskellige stressresponser hos pattedyr (se Korrelation betyder ikke årsagssammenhæng for mere).

Ved at overvægte vagusnervens rolle i beslutningen mellem frysning og andre frygtresponser ser teorien bort fra årtier af neurovidenskabelige fund om oprindelsen af ​​fryserespons [22] og frygtresponser generelt. [23] Mens vagusnerven utvivlsomt spiller en rolle i transmissionen af følelsesrelaterede signaler mellem hjernen og resten af ​​kroppen (en kendsgerning fastslået længe før fremkomsten af ​​polyvagale spekulationer, se Vagusstoff ), er der ingen beviser, der tyder på, at det har kontrol over, hvorvidt et frysesvar udløses eller ej.

Fra et metodologisk perspektiv opfylder mange påstande ikke kriterierne i en videnskabelig teori, fordi de er formuleret på en måde, der er for vag til empirisk testning. For eksempel er den nøjagtige funktion af de to foreslåede forskellige "vagale systemer" eller "det sociale engagementssystem" ikke forklaret [10], og heller ikke den af ​​"ansigt-hjerte-forbindelse" angiveligt legemliggjort i vagusens ventrale gren nerve. Desuden forklarer påstandene ikke nogen fund ud over, hvad der forklares mere præcist ved Thays Neurovisceral Integration Model. [24]

Mens andre hjerneområder, der vides at være involveret i frygtresponser (f.eks. Amygdala og periaqueductal grå [22] [23] ), nævnes af Porges, integrerer han dem ikke i beskrivelsen af ​​sine egne hypoteser. Den foreslåede anatomiske forskel mellem vagusnervens oprindelse hos pattedyr versus andre hvirveldyr, selvom den blev understøttet af nyere undersøgelser, ville være et utilstrækkeligt grundlag til at forklare komplekse sociale og følelsesmæssige adfærdsforskelle.

Derudover introducerer polyvagal teori udtrykket "neuroception" for "en neural proces, der gør det muligt for mennesker og andre pattedyr at engagere sig i social adfærd ved at skelne sikkert fra farlige sammenhænge". [10] Den forsøger således at omfatte flere kategorier af psykologiske fænomener, som hver især udgør et bredt forskningsfelt i sig selv: frygt , trusselopfattelse, social adfærd og følelsesregulering. Neuralsubstraterne for mange af de inkluderede fænomener er i det mindste foreløbigt kendte og omfatter et stort antal hjernestrukturer inklusive, men ikke begrænset til, vagusnerven. Polyvagal teori forklarer ikke mekanismen for nogen af ​​disse fænomener med nogen præcision, hvilket resulterer i en overforenkling snarere end en udvidelse eller forbedring af eksisterende viden.

Se også Redigere
Populær psykologi
Følelsesmæssig dysregulering
Kamp-eller-fly-respons
Fryseadfærd
Tend og blive ven
Autonome nervesystem
Referencer Redigere
Todorov, Alexander; Fiske, Susan; Prentice, Deborah (2011-02-11). Social neurovidenskab: Mod forståelse af det sociale sind . Oxford University Press. ISBN 978-0-19-972406-2.
Ward, Jamie (2016-12-14). Studerendes guide til social neurovidenskab . Psykologi Press. ISBN 978-1-317-43918-9.
Schutt, Russell K .; Seidman, Larry J .; Keshavan, Matcheri S. (2015). Social neurovidenskab: hjerne, sind og samfund . Harvard University Press. ISBN 978-0-674-72897-4. Litfin, Karen T .; Berntson, Gary G. (2006). Social neurovidenskab: Folk, der tænker på tænkende mennesker . MIT Tryk. ISBN 978-0-262-03335-0.
Baron-Cohen, Simon; Tager-Flusberg, Helen; Lombardo, Michael (2013-08-22). Forståelse af andre sind: Perspektiver fra udviklingsmæssig social neurovidenskab . OUP Oxford. ISBN 978-0-19-969297-2.
Cacioppo, Stephanie; Cacioppo, John T. (2020-08-11). Introduktion til social neurovidenskab . Princeton University Press. ISBN 978-0-691-16727-5.
Anstændighed, Jean; Cacioppo, John T. (2011). Oxford Handbook of Social Neuroscience . Oxford University Press. ISBN 978-0-19-534216-1.
"Polyvagal teori i praksis" . Rådgivning i dag . 2016-06-27 . Hentet 2020-10-31 .
Porges, Stephen W. (oktober 2001). "Den polyvagale teori: fylogenetiske substrater for et socialt nervesystem". International Journal of Psychophysiology . Elsevier. 42 (2): 123–146. doi : 10.1016 / S0167-8760 (01) 00162-3 . ISSN 0167-8760 . PMID 11587772 .
Dale, HH; Feldberg, W. (1934). "Den kemiske transmitter af vagus påvirker maven" . Journal of Physiology . 81 (3): 320–334. doi : 10.1113 / jphysiol.1934.sp003138 . ISSN 1469-7793 . PMC 1394148 . Hentet 2020-10-31 .
Porges, Stephen W. (april 2009). "Den polyvagale teori: Ny indsigt i adaptive reaktioner i det autonome nervesystem" . Cleveland Clinic Journal of Medicine . 76 (Supplement 2): S86 – S90. doi : 10.3949 / ccjm.76.s2.17 . ISSN 1939-2869 . PMC 3108032 . PMID 19376991 .
Beauchaine, Theodore P; Gatzke-Kopp, Lisa; Mead, Hilary K (februar 2007). "Polyvagal teori og udviklingspsykopatologi: Følelsesdysregulering og adfærdsproblemer fra førskole til ungdomsår" . Biologisk psykologi . Elsevier. 7 (2): 174–84. doi : 10.1016 / j.biopsycho.2005.08.008 . ISSN 0301-0511 . PMC 1801075 . PMID 17045726 .
Porges, Stephen W. (2011). Den polyvagale teori: Neurofysiologiske fundamenter for følelser, tilknytning, kommunikation og selvregulering . WW Norton & Company . ISBN 978-0-3937-0700-7.
Reed, Shawn F .; Ohel, Gonen; David, Rahav; Porges, Stephen W. (september 1999). "En neural forklaring af føtal hjertefrekvensmønster: En test af den polyvagale teori". Udviklingspsykobiologi . Wiley . 35 (2): 108–18. doi : 10.1002 / (SICI) 1098-2302 (199909) 35: 2 <108 :: AID-DEV4> 3.0.CO; 2-N . ISSN 1098-2302 . PMID 10461125 .
Van Der Kolk, Bessel (2014). Kroppen holder scoren: hjerne, sind og krop i helbredelsen af ​​traumer . New York: Viking Penguin. s. 80 . ISBN 9780670785933. Hentet 3. februar 2018 .
Grossman, Paul; Taylor, Edwin W. (2007-02-01). "Mod forståelse af respiratorisk sinusarytmi: Forhold til hjertets vagale tone, evolution og bioadfærdsmæssige funktioner". Biologisk psykologi . Særudgave af biologisk psykologi om hjertevagal kontrol, følelser, psykopatologi og sundhed. 74 (2): 263-285. doi : 10.1016 / j.biopsycho.2005.11.014 . ISSN 0301-0511 . PMID 17081672 . S2CID 16818862 .
"Er der nogen, der kender til forskning, der dokumenterer et stort hjertefrekvensfald under episoder med psykologisk dissociation?" . ResearchGate . Hentet 22-01-2020 .
Grossman, Paul; Taylor, Edwin W. (2007-02-01). "Mod forståelse af respiratorisk sinusarytmi: Forhold til hjertets vagale tone, evolution og bioadfærdsmæssige funktioner". Biologisk psykologi . Særudgave af biologisk psykologi om hjertevagal kontrol, følelser, psykopatologi og sundhed. 74 (2): 263-285. doi : 10.1016 / j.biopsycho.2005.11.014 . ISSN 0301-0511 . PMID 17081672 . S2CID 16818862 .
Barbas-Henry, Heleen (1984). "Motorkernerne og de primære fremskrivninger af IXth, Xth, XIth og XIIth Cranial Nerves in the Monitor Lizard, Varanus exanthematicus". Journal of Comparative Neurology . 226 (4): 565-579. doi : 10.1002 / cne.902260409 . PMID 6747035 .
Monteiro, Diana (2018). "Kardiorespiratoriske interaktioner, der tidligere er identificeret som pattedyr, er til stede i den primitive lungefisk" . Videnskabelige fremskridt . 4 (2): eaaq0800. doi : 10.1126 / sciadv.aaq0800 . PMC 5833999 . PMID 29507882 .
Taylor, EW (2010). "Autonom kontrol af kardiorespiratoriske interaktioner i fisk, padder og krybdyr" . Brazilian Journal of Medical and Biological Research . 43 (7): 600–610. doi : 10.1590 / S0100-879X2010007500044 . PMID 20464342 .
Beauchaine, Theodore P .; Bell, Ziv; Knapton, Erin; McDonough-Caplan, lyng; Shader, Tiffany; Zisner, Aimee (2019). "Respiratorisk sinusarytmi-reaktivitet på tværs af empirisk baserede strukturelle dimensioner af psykopatologi: En metaanalyse" . Psykofysiologi . 56 (5): e13329. doi : 10.1111 / psyp.13329 . ISSN 1469-8986 . PMC 6453712 . PMID 30672603 .
Roelofs, Karin (2017). "Frys til handling: neurobiologiske mekanismer i frysning af dyr og mennesker" . Filosofiske transaktioner fra Royal Society B: Biologiske videnskaber . 372 (1718). doi : 10.1098 / rstb.2016.0206 . PMC 5332864 . PMID 28242739 .
Johansen, Joshua (2010). "Neurale substrater til forventningsmoduleret frygtindlæring i amygdala og periaqueductal grå" . Natur Neurovidenskab . 13 (8): 979–986. doi : 10.1038 / nn.2594 . PMC 2910797 . PMID 20601946 .
Thayer (2009). "Pulsvariation: En neurovisceral integrationsmodel" . Encyclopedia of Neuroscience . doi : 10.1016 / B978-008045046-9.01991-4 .
eksterne links Redigere
Den polyvagale teori
Den polyvagale teori: fylogenetiske substrater i et socialt nervesystem
Stephen Porges – ophavsmanden til den polyvagale teori.
"Hvordan dit nervesystem saboterer din evne til at forholde dig" Et interview med Stephen Porges Ph.D. af magasinet Nexus (marts / april 2006)
[1] Efter 20 års "polyvagale" hypoteser, er der nogen direkte beviser for de første 3 præmisser, der danner grundlaget for de polyvagale formodninger? Paul Grossman, Universitetshospitalet i Basel, Schweiz, om ResearchGate, med referencer og nogle diskussioner fra januar 2016
Sidst redigeret for 4 dage siden af FrDarryl
RELATEREDE ARTIKLER
Vagus nerve
Tiende kranialnerv

Vagal tone
Stephen Porges

Indholdet er tilgængeligt under CC BY-SA 3.0, medmindre andet er angivet.
Fortrolighedspolitik Betingelser for brugDesktop
a collection of evolutionary, neuroscientific and psychological claims pertaining to the role of the vagus nerve in emotion regulation, social connection and fear response. While not endorsed by state-of-the-art social neuroscience,[1][2][3][4][5][6] it is nevertheless popular among some clinical practitioners and patients.[7]

Hypothesized phylogenetic subsystems/stages Edit
Vagusnerven er en primær komponent i det autonome nervesystem . Den polyvagale teori fokuserer på strukturen og funktionen af ​​de to efferente grene af vagus kranialnerven, som begge stammer fra medulla . [8] Mere specifikt hævdes det, at hver gren er forbundet med en anden adaptiv adfærdsstrategi; de ventrale grene er mere afslappende og de dorsale er mere aktive i naturen. Det hævdes, at det vagale system hæmmer primale instinkter ved at være en del af det parasympatiske nervesystem , og i opposition er det sympatisk-binyresystem involveret i mobiliseringsadfærd. Ifølge polyvagal teori er disse modsatte systemer detfylogenetisk ordnet og aktiveret til svar. [8]

Anatomiske formodninger Redigere
Den vagus , eller tiende kranienerve transmitterer parasympatiske signaler til og fra hjertet, lungerne, og fordøjelseskanalen, et faktum etableret før midten af det 20. århundrede. [9] "Polyvagal theory" blev introduceret i 1994 af Stephen Porges , direktør for Brain-Body Center ved University of Illinois i Chicago . Som det er blevet fastslået siden de tidlige dage af neuroanatomi, omfatter det autonome nervesystem nervefibre, der transmitterer information fra kroppen mod hjernen, kaldet afferent påvirkning. Ifølge polyvagal teori er denne effekt blevet observeret og demonstreret ved adaptiv reaktivitet afhængig afneurale kredsløbs fylogenetiske udvikling. [ citation needed ] Polyvagal teori hævder, at menneskelige ansigtsudtryk er forbundet med eller reflekterer fysiske reaktioner såsom hjerte- og fordøjelsesændringer. [10]

Porges argumenterer for denne teori med observationer fra både evolutionær biologi og neurologi. [ citat nødvendigt ]

Grenene af den vagale nerve hævdes at tjene forskellige evolutionære stressresponser hos pattedyr: jo mere primitiv gren siges at fremkalde immobiliseringsadfærd (fx feignende død), mens den mere udviklede gren siges at være forbundet med social kommunikation og beroligende adfærd. Disse funktioner hævdes at følge et fylogenetisk hierarki, hvor de mest primitive systemer kun aktiveres, når de mere udviklede funktioner fejler. Disse neurale veje regulerer autonom tilstand og udtryk for følelsesmæssig og social adfærd. Ifølge denne teori dikterer fysiologisk tilstand således rækkevidden af ​​adfærd og psykologisk oplevelse.

Polyvagal teori har mange implikationer for studiet af stress, følelser og social adfærd , som traditionelt har brugt mere perifere ophidselsesindeks, såsom hjertefrekvens og kortisolniveau . Måling af vagal tone hos mennesker er blevet et nyt indeks over stresssårbarhed og reaktivitet i mange undersøgelser af populationer med affektive lidelser . [ citat nødvendigt ]

Dorsalt vagalt kompleks (DVC) Redigere
The dorsal branch of the vagus originates in the dorsal motor nucleus and is considered the phylogenetically older branch.[11][dubious – discuss] This branch is unmyelinated and exists in most vertebrates. Polyvagal theory calls this the "vegetative vagus" because it sees it as being associated with primal survival strategies of primitive vertebrates, reptiles, and amphibians.[11] Under great stress, these animals "freeze" when threatened, conserving their metabolic resources. This draws on the simplifying claims of the Triune brain theory which are no longer considered accurate due to the many exceptions to this rule (please see Triune brain – Status of the model for more).

The DVC provides primary control of subdiaphragmatic visceral organs, such as the digestive tract. Under normal conditions, the DVC maintains regulation of these digestive processes. However, prolonged disinhibition can be lethal for mammals, as it results in apnea and bradycardia.[8][dubious – discuss]

The ventral vagal complex (VVC) Edit
With increased neural complexity seen in mammals (due to phylogenetic development) there is said to have evolved a more sophisticated system to enrich behavioral and affective responses to an increasingly complex environment.[8][dubious – discuss] The ventral branch of the vagus originates in the nucleus ambiguus and is myelinated to provide more speed in responding.[8] Polyvagal theory calls this the "smart vagus" because it associates it with the regulation of sympathetic "fight or flight" behaviors by way of social affiliative behaviors.[11] These behaviors are said to include social communication and self-soothing and calming.[8] In other words, this branch of the vagus is said to inhibit or disinhibit defensive limbic circuits, depending on the situation. Note: Attributing defensive behaviours purely to the limbic system is an oversimplification, as these are triggered by _perceived_ threats, thus requiring an interplay of brain areas performing sensory integration, memory and semantic knowledge with the limbic system to be elicited. Similarly, the regulation of emotions requires a complex interplay of higher cognitive areas with limbic ones. The vagus nerve mediates control of supradiaphragmatic visceral organs, such as the esophagus, bronchi, pharynx, and larynx. It also exerts an important influence on the heart. When vagal tone to the heart's pacemaker is high, a baseline or resting heart rate is produced. In other words, the vagus acts as a restraint, or brake, limiting heart rate. However, when vagal tone is removed, there is little inhibition to the pacemaker, and according to polyvagal theory, rapid mobilization ("fight/flight") can be activated in times of stress, but without having to engage the sympathetic-adrenal system, as activation comes at a severe biological cost.[8] Note: While the vagus nerve's role in downregulating the heart rate is well-established, the notion that a Fight-or-flight response can be triggered without engaging the sympathetic nervous system is not substantiated by any evidence.

Vagal tone as a physiological marker of stress
Results of Porges' theory
Criticism Edit
Learn more
This section needs expansion.
Critics of the polyvagal theory point out that its premises are not supported by empirical, scientific research. Paul Grossman of University Hospital Basel argues that there is no evidence that the dorsal motor nucleus (DMN) is an evolutionarily more primitive center of brainstem parasympathetic system than the nucleus ambiguus (NA), and that no evidence supports the claim that sudden decrease in heartrate elicited by extreme emotional circumstances (like trauma-related dissociation) is due to DMN efferent activity to the heart.[15] In fact, there seems no evidence that such decrease happens in trauma-related dissociation in the first place.

"There is consensus among evolutionary biologists that there are huge species differences among fishes, reptiles (and birds) with respect to whether dorsal brainstorm centers (corresponding to DMN) or ventral centers (corresponding to NA) are responsible for parasympathetic control of heart rate."[16]

Grossman also points out that even the results of Porges' own study on two species of lizard was flawed due to inappropriate measurement of heart rate variability.[17]

While the criticism does not address the clinical speculations of the polyvagal theory directly, it contradicts its premises. In particular, it undermines the suggestion that there is a phylogenetic hierarchy, where one vagal system is more primitive than the other, and therefore is activated only when the more evolved one fails (as in dissociation, or acute trauma). It has been known for roughly a century that "a differentiation of the visceral efferent column of the vagus nerve into a dorsal motor nucleus and a ventrolateral nucleus (nucleus ambiguus) is first seen in reptiles (Ariens Kappers, '12; Ariens Kappers et al., '36; Addens, '33)".[18] This contradicts the polyvagal description of the dorsal motor nucleus as being "phylogenetically older" than the nucleus ambiguus[dubious – discuss], or of the latter being unique to mammals.

In addition, recent findings in lungfish suggest that myelinated vagus nerve fibres leading from the nucleus ambiguus to the heart long precede the evolution of mammals.[19][20]

In polyvagal theory the term vagal tone is equated with respiratory sinus arrhythmia (RSA), which is suggested to be linked to dimensions of psychopathology. A number of research studies have evaluated RSA responses across a range of dimensions of psychopathology, but a comprehensive meta-analysis has shown that no clinically meaningful relation can be found between psychopathology and RSA reactivity.[21] Apart from this, a correlation between vagal tone and stress regulation would not necessarily indicate a causal role of the vagus nerve activity on different stress responses in mammals (see Correlation does not imply causation for more).

By overemphasizing the role of the vagus nerve in deciding between freezing and other fear responses, the theory disregards decades of neuroscientific findings on the origins of the freeze response[22] and fear responses in general.[23] While the vagus nerve undoubtedly plays a role in transmitting emotion-related signals between the brain and the rest of the body (a fact established long before the emergence of polyvagal speculations, see Vagusstoff), there is no evidence to suggest that it has any control over whether a freeze response is triggered or not.

From a methodological perspective, many claims do not meet the criteria of a scientific theory because they are formulated in a manner too vague for empirical testing. For example, the precise functioning of the two proposed distinct "vagal systems" or of the "social engagement system" is not explained,[10] nor is that of the "face-heart connection" supposedly embodied in the ventral branch of the vagus nerve. Furthermore, the claims do not explain any findings beyond what is explained more precisely by Thayer's Neurovisceral Integration Model.[24]

While other brain areas known to be involved in fear responses (e. g. the amygdala and periaqueductal gray[22][23]) are mentioned by Porges, he does not integrate them into the description of his own hypothesized systems. The proposed anatomical difference between the vagus nerve origins of mammals vs. other vertebrates, even if it were borne out by more recent studies, would be an insufficient basis for explaining complex social and emotional behaviour differences.

In addition, polyvagal theory introduces the term "neuroception" for "a neural process that enables humans and other mammals to engage in social behaviors by distinguishing safe from dangerous contexts".[10] It thus attempts to encompass several categories of psychological phenomena, each one of which constitutes a broad field of research in its own right: fear, threat perception, social behaviour, and emotion regulation. The neural substrates for many of the included phenomena are known at least tentatively, and comprise a large number of brain structures including, but not limited to, the vagus nerve. Polyvagal theory does not explain the mechanism of any of these phenomena with any precision, resulting in an oversimplification rather than an expansion or refinement of existing knowledge.

See also
References
External links
Last edited 4 days ago by FrDarryl
RELATED ARTICLES
Vagus nerve
Tenth cranial nerve

Vagal tone
Stephen Porges

Content is available under CC BY-SA 3.0 unless otherwise noted.
Privacy policy Terms of UseDesktop

Leave a Reply