Hunde har måske 20.000 gener, og det er en udfordring at finde sygdomsgener heriblandt. Man har benyttet såkaldte "koblingsundersøgelser", hvor man følger nedarvningen af genetiske markører, dvs. DNA-steder, som nedarbejdes sammen med sygdommen. Når man ved, hvor markørerne er placeret på kromosomerne hos hunde med en bestemt sygdom, har man en indikation af, hvor et sygdomsgen må være placeret – idet markørerne jo nedarves sammen med sygdomsgenerne. En koblingsanalyse omfatter typisk 200-300 markører. Analysen er afhængig af, at man har DNA fra store familier af hunde med flere generationer af både syge og raske hunde.

Man bruger en analyseteknik, som kaldes GWAS (Genome Wide Association Studies). Ved denne teknik anvendes en chip, der kan teste for f.eks. 120.000 markører. Når man analyserer DNA fra et antal syge og raske hunde får man altså 120.000 oplysninger om markørerne i arvematerialet hos hver af de testede hunde. Ved at analysere dette i en computer kan man finde områder, hvor de syge hunde ligner hinanden, men er forskellige fra de raske hunde. Derved kan man altså udpege et DNA-område, hvor sygdomsgenet må være placeret. Ved at fokusere på det pågældende DNA-område kan man indsnævre det område, der er relevant, indtil man til sidst finder sygdomsgenet eller sygdomsgenerne.

Mennesket har 23 par kromosomer, hvorimod hunden har 39 par kromosomer. Rigtig mange af generne er fælles for hund og menneske. Hvert enkelt hundekromosom svarer til dele af menneskets kromosomer. F.eks. svarer hundens kromosom 13 (som betegnes CFA13, dvs. Canis familiaris 13) til menneskets kromosom 8. Det er velkendt, at ændringer i kromosom 8 kan være årsag til kræft hos mennesker. Områder på hundens kromosom 11 har tilsyneladende også stor betydning for udvikling af kræft. F.eks. er der hos greyhound fundet en sammenhæng mellem knoglekræft (osteosarkom) og kromosom 11.

I det såkaldte LUPA-projekt, der er finansieret af EU, sættes fokus på sygdomme, der både findes hos hunde og mennesker.

Kræft findes hos både hunde og mennesker. Sammenlignet med andre dyrearter er forekomsten af kræft høj hos hunde. Derfor er det et område, som har forskernes interesse. Kræft kan opstår, hvis de gener, som regulerer celledelinger, bliver ødelagt. De kan ødelægges på grund af mutationer eller som følge af større ændringer, hvor dele af et helt kromosom er væk eller kopieret, så der bliver flere kopier af generne i cellen end normalt. F.eks. har hunderacerne boxer, flatcoated retriever og golden retriever forøget forekomst af lymfomer, dvs. tumorer relateret til immunsystemet. Et studie har vist, at 20 ud af 36 hunde med T-cellelymfom manglede dele af kromosom 11. Nogle af de hunde, der led af andre former for lymfomer, havde ekstra kopier af dele af kromosom 13 og 31 i deres celler.

Nogle arvelige sygdomme findes hos både hunde og mennesker. Den hyppigste årsag tíl pludselig hjertedødsfald hos personer under 30 år findes også hos f.eks. boxer-hunde. Sygdommen kaldes ARVC (familiær ventrikulær arytmi). Det er en hjertesygdom, som angriber højre hjertekammer og giver ujævn hjerterytme. Sygdommen nedarves autosomal dominant. Undersøgelse af boxer-hunde med sygdommen har vist, at de syge boxere mangler en del af det såkaldte striatin-gen. Sygdommen viser sig, hvis der blot er nedarvet ét fejlgen, men hvis fejl-genet er arvet fra både moderen og faderen, udvikler sygdommen sig mere alvorligt (link). En anden arvelig sygdom hos boxere kaldes SAS (SubAortal Stenose). Det er en anden arvelig hjertesygdom, og boxere skal i Danmark være DNA-testet for SAS for at komme på Boxer-klubbens hvalpeliste.

Hos golden retrievere kan der forekomme en hudsygdom med genetisk baggrund, ichthyosis, der giver store, løse skæl i huden (fiskehud, mega skæl-syndrom). Sygdommen kendes også fra jack russell terrier og norwich terrier. Man har hos golden retrievere påvist en autosomal recessiv arvegang. Ved at teste 20 raske og 20 ichthyosis-syge hunde kunne man identificere et hidtil ukendt gen, hvor alle de syge hunde havde en stor mutation. I Frankrig er halvdelen af golden retrieverne bærere af sygdommen, og en fjerdedel af golden retrievere i Frankrig har sygdommen. Forekomsten i Danmark er formentlig lavere.

Knapt halvdelen af racen miniature bull terrier i England er bærere af en mutation, som medfører, at de tråde, som holder øjets linse på plads, brister, så linsen forskubber sig ("lukserer"). Da sygdommen nedarves autosomal recessivt bliver kun de hunde, der arver to defekte kopier af genet syge. De defekte kopier stammer fra forældrene, som altså begge må være bærere, dvs. med en defekt kopi og en normal kopi af genet. Hos sealyham terrier er godt en trediedel bærere af fejlgenet. Typisk er bærerne uden symptomer, men hos nogle racer kan bærerne af linseluksation vise lette symptomer, hvilket kaldes intermediær nedarvning. Linseluksation kendes bl.a. også fra jack russell terrier og tibetansk terrier.

Undertiden kan samme sygdom i virkeligheden opstå som følge af forskellige mutationer. Øjensygdommen PRA (progressiv retinal atrofi) findes hos golden retriever, og firmaet Optigen sælger en genetisk test for PRA. Dette virker godt som PRA-test i USA, men senere har det vist sig, at i Europa har golden retrievere med PRA-øjensygdommen en mutation på et andet DNA-område. Dette andet sted findes et gen (SLC4A3-genet), som faktisk giver PRA-øjensygdom hos mus. To forskellige gener kan altså fremkalde sygdommen hos golden retriever. Der er nu også udviklet en DNA-test for den anden mutation. De fleste laboratorier tester i øvrigt syge hunde gratis, idet de gerne vil afprøve deres DNA-test, og fordi pengene naturligvis tjenes på de test, som frikender avlshunde for sygdomsgenet.
Laboklin
Genetic diseases
aht.org.uk
Optigen
SLU

Danske forskere har studeret en hjertesygdom (endocardiose eller mitralklap-insufficiens) hos hunderacen cavalier king charles spaniel. Sygdommen er indtil videre lokaliseret til to områder på kromosom 13 og 14. Danske forskere har også studeret genetisk betinget diskusprolaps hos gravhund. Man har påvist et område på kromosom 12, som har meget stor indflydelse på udviklingen af diskusprolapsen. Disse to sygdomme er under flere geners kontrol, dvs. såkaldt polygene. Men man vil kunne selv i sådanne komplicerede situationer kunne håbe på at finde gener, som har stor betydning for udvikling af sygdommen, og tage højde for det i avlsprogrammet.

Konference
Wikipedia-artikel
Artikel i: Hunden nr.12, dec. 2010 s.18-22.

/ ejbn