Har den moderne ernæringsforskning taget fejl?
Den moderne ernæringsforskning har været fejl-fokuseret på fedt og kulhydrater, og man har derved ignoreret og ikke forsket i proteiners vigtige rolle. 40 års forskning var fejl-fokuseret. De sidste 40 års ernæringsforskning har fejlagtigt koncentreret sig om fedt og kulhydrater, og ignoreret proteiners betydning for, hvor meget vi spiser. Proteiner udgør kun ca. 15% af energien i kosten – men afgør i høj grad, hvornår vi stopper med at spise.
De sidste 40 års ernæringsforskning har fejlagtigt koncentreret sig om fedt- og kulhydratkomponenterne i kosten, og ignoreret proteiners betydning for, hvor meget vi spiser, ref.10219.
Proteiner blev ignoreret, fordi det kun udgør ca. 15% af energiindtagelsen, og fordi proteinindtaget har holdt sig forholdsvis stabilt på tværs af tid, og når man sammenlignede forskellige befolkningsgrupper.
I 1950’erne var man optaget at af finde enkle løsninger på det komplicerede ernæringsområde. Man opdagede på denne tid sammenhængen mellem kosten og hjertesygdomme, og at mættet fedt (som findes i smør, ost og fedt kød) forhøjer blodets samlede indhold af kolesterol. Man opdagede, at LDL-kolesterol (det dårlige kolesterol) blev forhøjet af mættet fedt, og at risikoen for hjertesygdomme derved steg. Man erklærede (fejlagtigt skulle det vise sig) rødt kød for at være årsagen til åreforkalkning, hjerteproblemer og tarmkræft. Da mættet fedt blev erklæret for at være dårligt for sundheden skabte man "sunde alternativer" i form af planteolier med højt indhold af flerumættede fedtsyrer (majsolie, tidselolie, solsikkeolie, rapsolie osv. ). På basis af disse olier lavede man margarine, stegemargarine og dressinger. Disse nye madingredienser kom til at indgå i stort set al forarbejdet mad og bagværk. Det tilførte kosten flere omega-6 fedtstof, på bekostning af de gode omega-3 fedtstoffer. Desuden indførte det transfedtsyrer, en uheldig og unaturlig fedttypeform.
Senere fandt ernæringseksperterne på, at mættet fedt skulle erstattes med kulhydrater, især stivelseholdige kulhydrater (som i kartofler og brød samt andre kornprodukter). I begyndelsen af 1990’erne var disse anbefalinger blevet så rodfæstede, at de blev anset for at være det eneste rigtige. Man anbefalede kostpyramiden, hvor mel fyldte godt op i bunden. Man overså, at det glykæmiske indeks derved blev alt for højt. Som det gælder for fedtstofferne, gælder det også for kulhydraterne: Nogle er gode og nogle er dårlige. De gode kulhydrater har et højt glykæmisk indeks, dvs. at de ikke får blodsukkeret til at svinge tsunami-agtigt, og som medfører kroniske sygdomme som aldersdiabetes, højt blodtryk, hjertesygdomme, fedme, forhøjet urinsyreniveau i blodet, forhøjet triglycerid i blodet (triglycerider er byggesten for fedtvæv), forhøjet småtæt (small dense). LDL-kolesterol og reduceret HDL-kolesterol. Tilsammen kaldes dette for "Syndrom X", ref.10163 s.48.
Staffan Lindeberg er professor ved Lunds universitet. Han fortæller, at han som ung læge var opmærksom på ernæringsforskningen, men at den blev udført af biokemikere uden klinisk erfaring, og fokuserede på næringsstoffer, kalorier og kostfibre. Lægerne syntes ikke, at denne forskning havde fokus nok på sygdomme.
Da Staffan Lindeberg begyndte at studere ernæringsvidenskaben fandt han, at den (modsat forskningen i dyrs ernæring) ikke havde et evolutionært perspektiv. "Vegetaren John Harvey Kellogg havde mere indflydelse end Charles Darwin", som han skriver, ref.10164.
Da planteolier (vegetabilske olier) blev introduceret i 1940’erne og 1950’erne var der ingen, som vidste, at forholdet mellem omega-6 og omega-3 er af stor betydning for sundheden, og at disse planteolier generelt indeholder for meget omega-6 i forhold til omega-3. De værste syndere er tidselolie, jordnøddeolie (der har ekstremt højt omega-6/omega-3 forhold), bomuldsfrøolie, solsikkeolie, sesamolie og majsolie. Derimod er valnøddeolie og rapsolie bedre. Hørfrøolie er endnu bedre, med lavt indhold af omega-6 og højt indhold af omega-3, ref.10163 s.54.
Hvad er årsagen til, at kostråd kan virke forvirrende?
Ernæringsrådgivere er usikre på de råd, som er givet de senere årtier vedrørende totalt fedt, mættet fedt, totalt kulhydrat, æg, mælk og kød samt indtagelse af visse vitaminer, ref.10278.
Man har været usikker på de kostråd, som man igennem de senere årtier har givet som forebyggelse mod åreforkalkning, og de ledsagende sygdomme (bl.a. hjertesygdom, hjernesygdom, fedme, øget blodtryk, fedtstof-sygdomme og type-2-diabetes) og undertiden er kostråd blevet ændret.
Der er bred enighed om, at grøntsager og frugt er sundt. Men der er forbavsende lidt af solid evidens bag alle de foreslåede kostmodeller, ref.10279.
Hvorfor er det vanskeligt at skaffe sikker viden inden for ernæringsområdet?
Fysiologi er kompliceret. Vi kender langtfra alle enzymer og biokemiske reaktioner. Efter at et stof er blevet omdannet, kender vi ofte ikke dets videre skæbne.
Epidemiologi er også uklar. Hvis man undersøger virkningen af, at folk drikker vin, indgår der som skygge, at vindrikkerne drikker mindre mælk. Skyldes resultatet så mere vin eller mindre mælk?
Studierne kan være tendentiøse. Hvert studie, som finder noget, som man har valgt at stole på, vil forstærke denne opfattelse. Studier, som modsiger dette, vil blive ignoreret, ref.10352.
Positive resultater publiceres oftere end negative. I en undersøgelse af 206 artikler fandt 100% af de, som industrien havde støttet, positive resultater. Blandt de ikke-industrielt støttede var der derimod hele 37%, som havde konklusioner, som ikke var favorable og positive, ref.10353. Konklusioner som støtter almindelige antagelser viderebringes oftere af medierne.
I spørgeskemaundersøgelser svarer folk forkert, eller undervurderer deres usunde kost. 25% af energiindtagelsen rapporteres ikke, ref.10354.
Kostundersøgelser har for få deltagere. Variationen er for lille (alle spiser måske for meget salt). Der er for få syge eller døde i forsøgsgruppen til at give klare resultater.
Sygdommene underdiagnosticeres, eller diagnosticeres forskelligt i forskellige lande – især i langtidsstudier, hvor diagnose-metoderne ændres over tid, men forskelligt fra sted til sted.
Resultaterne fra dyreforsøg kan måske ikke let overføres til mennesker. Måske får dyret en kost, som skævvrider resultaterne (kasein fra komælk er bioaktivt, og altså ikke et neutralt protein for dyr, ref.10353.
Kontrolgrupper kan være utroværdige, f.eks. ved at folk føler sig inspireret til at ændre på deres kost i forsøgsperioden, eller blot undlader at spise så meget af visse ting.
Måske er det ikke tilfældige folk, som nægter at deltage i et studie eller ikke gennemfører en forsøgskostplan, så forsøgsgruppen skævvrides. Økonomiske interesser kan skævvride anbefalinger.
Konklusioner om lægemidler viderebringes hellere end konklusioner efter simple kostændringer (Da "Lyon Diet Heart" studiet påviste, at kostændring efter hjerteskade gav nedsat dødelighed, blev dette studie langt mindre citeret end et studie om medicin, der gav samme virkning, ref.10356.
Forskere og medier kan komme til at skævvride sandheden ved at bruge analogier, som genfortæller en foretrukken historie på en overbevisende måde.
Forudfattede meninger kan få betydning, f.eks. opfattelsen af naturligt kontra unaturligt. Bælgplanters fytoøstrogener opfattes måske som mere naturlige, selv om det er plantens kemiske forsvar (og hos får er i stand til at gøre dyret ufrugtbart – hvorved planten opnår, at der spises mindre af planten), ref.10357.
Andre "sikre" antagelser kan være: At planter er sundere end kød; at mælk modvirker knoglebrud, at omega-3 modvirker hjerteskade; at fibre i kosten er sundt osv. Måske er nogle af disse "sikre udsagn" for unuancerede.
De umådelig mange studier af kostvirkninger på sygdomme læses ikke altid af de, som i praksis skal udarbejde kostråd. Der er kort sagt mange forhindringer for, at vi får helt troværdige kostråd.
Er ernæringsforskning mulig?
Det er altså sjældent, at man i praksis kan påvise klare resultater af kostens virkning. Ernæringsområdet er for komplekst. Måske fordi folk har forskellig genetik, og måske fordi man ved at ændre på en kostfaktor samtidig også ændrer andre kostfaktorer.
Som supplement kunne man bruge en evolutionær tilgang, der er kritisk overfor kost, som først er kommet til inden for de seneste ca. 10.000 år (og endog inden for de sidste 2,5 mill. år, hvis de er kommet til at udgøre en stor andel af den daglige kost), ref.10232.
Hvor hurtigt gik evolutionen – sammenlignet med et år?
Evolution er generelt en langsom proces. Hvis vi antager, at hvirveldyrenes alder svarer til rundt regnet 365 mill. år, ville vi i denne forsimplede udregning få, at 1 kalenderdag svarer til 1 mill. år i virkeligheden. Så ville de første pattedyr udvikles midt i juni, primaterne sidst i oktober, hominider på to ben udvikledes juleaften og det moderne menneske Homo sapiens udvikledes kl. 19:30 nytårsaften.
De første mennesker ville forlade Afrika kl. 21:30. Nogle ville komme til Europa kl. 23. Til Skandinavien kl. 23:40. Landbrug udvikles kl. 23:45, og hjerte/kar-sygdomme opstår som noget helt nyt kl. 23:59:50, ref.10154s.4.
Hvornår udvikledes vores kost-fysiologi?
Det er blevet foreslået, at vores evne til at udnytte kosten blev udviklet i Miocæn, – en periode fra for 23 til 5 mill. år siden, hvor vore forfædre nok især var vegetarer, ref.10184.
Omvendt er det blevet foreslået, at menneskets specielle udvikling er tilpasset et højt indtag af kød. (Selv chimpanser kan finde på at spise 65 g kød pr. dag i tørtiden, ref.10185
Der er intet som modsiger, at vi i høj grad har været kødspisere i 2 mill. år, ref.10186.
Som tidligere nævnt fandt man blandt 229 traditionelle jæger&samler-befolkningsgrupper, at 73% fik over halvdelen af deres kalorieindtag fra kød (incl. evt. fisk og skaldyr), ref.10187.
Hos fem afrikanske stammer var kødindtaget 26%, 33%, 44%, 48% og 68%, ref.10188.
Hvor gammel er vores fysiologi?
Den seneste finpudsning af menneskets fysiologi stammer tilbage fra for 2,5 mill. år siden, der førte frem til det "fuldt moderne menneske" for 200.000 år siden, der førte frem til det "fuldt moderne menneske" for 200.000 år siden,ref.10191.
Hvornår begyndte menneskets forfædre at spise kød?
Efterhånden kom kød til at indgå i kosten, muligvis med stigende andel fra for ca. 2 millioner år siden, ref.10181.
Er vores fysiologi tilpasset til nutidskosten?
Vores fysiologi er bagud. Sammenlignet med de store ændringer i kosten, der er sket, er vores fysiologi forblevet ret konstant, ref.10179.
Der er enkelte undtagelser, såsom den forlængede evne til at tåle mælkesukker ud over de første 5 år i børnealderen – en evne som findes hos den hvide race (kaukaser-racen).
Har vores gener kunnet tilpasse sig kostændringer?
I befolkninger, hvor mælk fra husdyr blev en vigtig ressource, skete en evolution af laktose-tolerance. Muligvis er der også sket en selektion af gener, som giver modstandsdygtighed mod diabetes, ref.10180.
Men generelt kan vores fysiologi slet ikke følge med ændringerne i vores kost. Vi er fanget i et tid-efterslæb. Vores fysiologi er dårligt tilpasset til vores livsstil.
Laktosetolerance (laktose er mælkesukker, som findes i mælk) bredte sig relativt hurtigt i Europa efter indførelse af dyre-hushold, således at europæere i dag i langt højere grad kan tåle mælk end andre befolkninger kan.
I nogle tilfælde kan evolution netop ske hurtigt – som hvis et genetisk træk udgør en dødelig trussel mod afkommets overlevelse. Så kan genetisk tilpasning ske på under 50 generationer (hvilket ville svare til under 1200 år) fra tidspunktet, hvor 1% af populationen har det genetiske træk, til 90% har det. Derimod kan det have taget flere tusinde generationer at gå fra 0% til 1% hyppigheden, ref.10181.
En fuldstændig fjernelse af det genetiske træk vil kunne tage umålelig-lang tid.
DNA-undersøgelser har vist, at mennesker genetisk har ændret sig mindre end 0,02% gennem 40.000 år, ref.10163 s.15.
Det betyder, at vi nutidsmennesket er praktisk talt (bortset fra få undtagelser) genetisk identisk med stenaldermennesket.
Hvad kræves for at nye genetiske træk kan opstå?
Nye genetiske træks opståen er et spørgsmål om, hvorvidt selektion og evolution kan fjerne eller ændre et genetisk træk. Dette afhænger af, om det pågældende genetiske træk har betydning for evnen til at lave afkom. Hvis børnene dør af sult inden de selv får børn, når de mangler genet for at nedbryde mælkesukker som voksne, så vil de børn, der bevarer evnen til at nedbryde mælkesukker som voksne overleve bedre og give denne genetiske evne videre til deres egne børn.
Hvis derimod en genetisk egenskab medfører sygdom hos ældre, vil effekten af en ny evne til at modstå dette, være mindre (populationsmæssigt vil det kunne give en selektionsfordel, hvis bedstemoderen overlever længe nok til at hjælpe sine børnebørn i vej, ref.10182.
Hvor lang tid tager det at udvikle et kostmønster i en dyreart?
Generelt er de fysiologiske træk, der er specielt for en dyreart, afspejlet i kostmønstre hos forfædre mange millioner år tidligere, ref.10183.
Det er blevet foreslået, at vores evne til at udnytte kosten blev udviklet i Miocæn, – en periode fra for 23 til 5 mill. år siden, hvor vore forfædre nok især var vegetarer, ref.10184.
Omvendt er det blevet foreslået, at menneskets specielle udvikling er tilpasset et højt indtag af kød. (Selv chimpanser kan finde på at spise 65 g kød pr. dag i tørtiden, ref.10185
Der er intet som modsiger, at vi i høj grad har været kødspisere i 2 mill. år, ref.10186.
Man fandt blandt 229 traditionelle jæger&samler-befolkningsgrupper, at 73% fik over halvdelen af deres kalorieindtag fra kød (incl. evt. fisk og skaldyr), ref.10187.
Hos fem afrikanske stammer var kødindtaget 26%, 33%, 44%, 48% og 68%, ref.10188.
Hvor hurtigt kan gener tilpasse sig kostændringer?
I nogle tilfælde kan evolution netop ske hurtigt – som hvis et genetisk træk udgør en dødelig trussel mod afkommets overlevelse. Så kan genetisk tilpasning ske på under 50 generationer (hvilket ville svare til under 1200 år) fra tidspunktet, hvor 1% af populationen har det genetiske træk, til 90% har det. Derimod kan det have taget flere tusinde generationer at gå fra 0% til 1% hyppigheden, ref.10181.
En fuldstændig fjernelse af det genetiske træk vil kunne tage umålelig-lang tid.
Er europæere bedre tilpasset nutidskosten?
Europæere tåler mere nutidskost. I den udstrækning, at der er genetiske forskelle mellem forskellige befolkningsgrupper, viser det sig typisk, at europæere er noget mere resistente overfor disse sygdomme end andre grupper, ref.10178.
I USA har den sorte befolkning den højeste forekomst af fedme og en højere forekomst af diabetes end den hvide befolkning. De har dobbelt så stor risiko for at få at slagtilfælde i hjernen før 75-års alderen end andre befolkningsgrupper, ifølge U.S. Centers for Disease Control and Prevention. Men ud over eventuelle racemæssige forhold kan også sociale forhold gøre sig gældende i USA (traditioner, vaner, fattigdom, mangel på gode forretninger i området, manglende viden osv, manglende udbud af grøntsager. for mange fastfood-steder, få supermarkeder, få forretninger med sunde fødevarer – i de fattige dele af USA ). Tema for filmen "Soul Food Junkies", 2013 af Byron Hurt [http://www.reuters.com/article/2012/12/27/entertainment-us-soulfood-idUSBRE8BQ0ET20121227]
Hvad betyder genetiske faktorer for livsstilssygdommene?
Studiet af jæger&samler-kulturer, såsom Kitava-øbefolkningen viser, at genetiske faktorer ikke kan forklare manglen på åreforkalkningsrelaterede hjertesygdomme i traditionelle befolkningskulturer. Derimod er genetiske faktorer en vigtig årsag til variationen af risikoen for disse hjertesygdomme inden for en begrænset bybefolkning.
Hvilken variation af kostindtaget sker der gennem livet?
Proteinmålet og andre næringsmål varierer gennem individets levetid. Hos rotter er proteinmålet højt i disse situationer:
– under ungens opvækst,
– hos hannen i højere grad end hos hunnen,
– varierende med hunnens cyklus,
– under hunnens drægtighed og diegivning
Ligner vores biokemi andre pattedyrs biokemi?
Alle pattedyr meget ligner hinanden, når det gælder biokemien i fødens omsætning. Faktisk stammer vores viden om menneskets biokemi i høj grad fra studier af f.eks. rotter, ref.10165.
Er mennesket særlig tilpasset til at spise kød?
Det er blevet foreslået, at menneskets specielle udvikling er tilpasset et højt indtag af kød. (Selv chimpanser kan finde på at spise 65 g kød pr. dag i tørtiden, ref.10185).
Der er intet som modsiger, at vi i høj grad har været kødspisere i 2 mill. år, ref.10186.
Som tidligere nævnt fandt man blandt 229 traditionelle jæger&samler-befolkningsgrupper, at 73% fik over halvdelen af deres kalorieindtag fra kød (incl. evt. fisk og skaldyr), ref.10187.
Hos fem afrikanske stammer var kødindtaget 26%, 33%, 44%, 48% og 68%, ref.10188.
Er fedtkvaliteten dårligere i nutidens kød end i stenalderen?
Det er sandsynligt, at jægere&samlere indtog kød med forholdsvis høje niveauer af enkeltumættede fedtsyrer (MUFA) og flerumættede fedtsyrer (PUFA), og at der var et balanceret forhold mellem omega-6-fedtsyrerne og omega-3-fedtsyrer i kosten, ref.10102.
I et forsøg over 50 dage blev virkningen af fedtfattig og fedtrig kost sammenlignet. I den fedtfattige kost kom 22% fra fedt, og i den fedtrige kost kom 39% af energien fra fedt. I begge kosttyper var forholdene ens mellem flerumættet og mættet fedt, og mellem omega-6-fedtsyre og omega-3-fedtsyre, samt mellem enkeltumættet fedt og total-fedt. Konklusionen var, at der ikke kunne ses nogen signifikant forskel i totalt cholesterol eller LDL-cholesterol, ref.10121.
Flere andre undersøgelser støtter dette, og det synes således at være i orden at spise en fedtrig kost, hvis der er tilstrækkeligt med enkeltumættet fedt (MUFA) og flerumættet fedt (PUFA) samt hvis der er et hensigtsmæssigt forhold mellem omega-6-fedtsyrer og omega-3-fedtsyrer, ref.10121.
Havde stenaldermennesket åreforkalkning?
Åreforkalkning findes i dag hos alle mennesker på vestlig og moderne kost, men er ukendt hos andre pattedyr og hos oprindelige folk. De fleste ældre vesterlændinge burde egentlig behandles for forhøjet blodtryk og blod-cholesterol,ref.10167.
Hvad er stenalderkost godt for?
Stenalderkost er godt for de moderne sygdomme, såsom åreforkalkning og højt blodtryk – og følgesygdomme heraf. Den er især gavnlig for mennesker med type-2 diabetes, hjerte- og blodkredsløbssygdomme, højt blodtryk, nyresten, astma og knogleskørhed. Men også til mennesker med autoimmune sygdomme såsom glutenintolerance (cøliaki og cøliaki i huden – såkaldt dermatitis herpetiformis), leddegigt, multipel sklerose og Sjögrens syndrom. Desuden kan stenalderkost nedsætte risikoen for mange kræftformer.
Mange mennesker har også oplevet en rensning af deres bihuler, mindre stivhed i leddene om morgenen, normalisering af tarmfunktionen, så der efter få uger kan opleves mindre fordøjelsesbesvær, mindre halsbrand, mindre mavesyreproblemer. Mennesker med forhøjet kolesteroltal og unormal blodsammensætning kan på 2 uger opleve forbedringer. Blodets indhold af triglycerider falder allerede i løbet af nogle dage. Koncentrationen af det gode kolesterol HDL-kolesterol vil stige kraftigt. Den samlede mængde kolesterol og LDL-kolesterol vil falde i løbet af de første to uger , ref.10163 s.40.
Hvornår begyndte menneskets forfædre at spise rodfrugter?
Planternes underjordiske oplagringsknolde blev hverdagsmad for 1-2 mill. år siden, ref.10181.
Er stenalderkost en slankekur?
Stenalderkost giver et gradvis vægttab over nogle få eller mange måneder. Det er mere en slags ny livsstil end en slankekur, og kan i modsætning til slankekure lettere holdes i det lange løb som en livslang metode til at holde vægten.
Er stenalderkost foreneligt med vegetarisme?
Vegetarisme er kulturelt betinget, og er ikke oprindeligt for mennesket (men kun for forfædrene til menneskets forfædre). Selv chimpanser spiser dyr, og er ikke udelukkende frugtspisere, som nogle påstår. Mennesket er blevet udviklet til menneske ved at ændre sin kost til at være omnivor med større vægt på animalsk føde end dets forfædre. Mennesket er ikke en herbivor, og ikke en carnivor, men en omnivor. En ko er herbivor og en løve er carnivor. En omnivor spiser både vegetabilsk og animalsk føde. Det er muligt at overleve på vegetabilsk kost alene, men det er ikke så let og i virkeligheden ikke så naturligt for mennesket, som at leve af både vegetabilsk og animalsk føde. En grønlænder kan ikke leve vegetabilsk, hvis føden skal findes i landet selv.
Der findes flere forskellige tilgange til vegetarisme. I Indien findes en vegetarisk tradition med kulturelle rødder langt tilbage i tid – ligesom man ikke spiser hunde i Europa, ikke spiser svin indenfor visse religioner osv. I USA er 3,2% vegetarer, i Europa er der flest vegetarer i England (6%), og der er 5% i Australien.
En nyere, vestlig vegetarisme tager udgangspunkt i dyrevelfærdstanker, undertiden af radikal karakter, som ikke ville være gennemførligt af alle befolkningsgrupper i verden. Så ville store områder af Jorden, som nu er beboet, ikke kunne være beboelige, idet mange ørkenområder, savannaområder, regnskove og marginale områder ikke kan bruges til planteavl, men udmærket kan bruges til husdyr. Geder og andre nøjsomme dyr kan omdanne planter, som slet ikke er egnet til menneskeføde, til næringsrig menneskeføde. Tilsvarende er mange samfund afhængige af fiskeri. Fisk kan omgøre havets planktonalger til menneskeføde. Dyr udnytter rester fra landbrugsproduktionen, som ikke kan bruges til andet. 38% af Jordens overflade bruges til landbrug. 11% af Jordens overflade kan dyrkes til planteafgrøder. 2% bruges til permanente planteafgrøder, såsom frugttræer. 25% bruges til husdyravl. Disse 25% af Jordens overflade, hvor der er husdyr, kan ikke alle bruges til at dyrke planteafgrøder. I mange traditionelle økonomier bruges dyr som en bank og bankens indestående – altså familiens dyr – arves af børnene, og udgør en mulighed for fattige familiers overlevelse. Hvis man ikke havde dyrene i disse økonomier, ville prisen på mad stige, og 2 milliarder mennesker ville dø, fordi 2 milliarder mennesker er afhængig af at have husdyr i disse traditionelle økonomier. For mange befolkningsgrupper i verden gælder, at overgang til ren vegetarisme ikke er en mulighed, af økonomiske grunde, eller fordi dette ville medføre sygdomme og sårbarhed overfor kostvariationer mv. Da stenalderkost betyder, at man undgår de fødevarer, som mennesket ikke er tilpasset biologisk, er det næppe foreneligt med vegetarisme.
Udvikledes mennesket ved havet?
Chimpanser og mennesker er meget forskellige på kostområdet. Chimpansen har en større mave og længere tarm, mennesket har en større hjerne. Deres forskellige kost afspejler dette. Mennesket havde ikke været, hvad det er i dag, hvis vore forfædre var blevet ved med hovedsageligt at spise planter og frugter som chimpanserne stadig gør. Da mennesket begyndte at bruge værktøj, blev det i stand til at knuse knogler og når ind til knoglemarven eller hjerneskallen på dyr, som f.eks. løver havde dræbt.
For 5-7 millioner år siden var de kommende mennesker nok ret chimpanselignende, dvs. behårede, med stor tarm (der kan udtrække næringsstofferne fra deres fibreholdige plantekost), stor fremragende mave (som hos dyr, der spiser meget plantemateriale, – f.eks .heste og køer har også store maver) og klatrende i træer, ref.10163 s.42.
Derefter udviklede mennesket og chimpanserne sig i forskellig retning. Genetisk set er vi ifølge nogle sammenligninger ca. 1,7% forskellige fra chimpansen, ref.10163 s.42.
Mennesket har i dag 40% mindre tarm end chimpanserne, ref.10163 s.42. Menneskets hjerne er 3 gange større end chimpansens hjerne, ref.10163 s.42.
Vendepunktet i udviklingen kom, da menneskelinien fandt ud af, at der var meget mere energi i at spise kød. Da de derefter ikke havde brug for den lange tarm og store mave til at fordøje maden, fordi de ikke mere spiste så meget plantekost, blev tarmen kortere og maven mindre. Energien gik i stedet til at udvikle hjernen, som blev tredoblet i forhold til de nulevende chimpanser. Dette ville ikke have kunnet lade sig gøre, uden at vi spiste kød. Marvfedt i knogler er en koncentreret energikilde. Hjernen på ådslerne indeholdt fedtstoffet DHA, docosahexaensyre. Dette var også byggesten til vores egen hjerne. Uden DHA i kosten ville den store forøgelse af vores hjernekapacitet ikke have kunne lade sig gøre. Mike Richards har på Oxford universitet undersøgt knoglerne fra de stenalderfolk, som levede i England for 12.000 år siden. Hans studier viser, at deres kost var næsten identisk med den, som man finder for kødædende dyr øverst i fødekæden, såsom ulve og bjørne, ref.10163 s.43.[ Mike P. Richards, Hedges RM. Cough’s cave and sun hole cave human stable isotopic values indicate a high animal protein diet in the British upper Paleolithic. J Arhaeol Sci 2000;27:1-3].
Forestillingen om, at mennesket er beregnet til at være vegetar, er forkert. Man har også fundet direkte tegn på, at fortidsmennesket jagede store dyr. Imellem ribbenene på en uddød elefant med lige stødtænder, fundet i Tyskland, og 125.000 år gammel, fandt man et spyd fra et takstræ, ref.10163 s.43.
Man kan forstå, hvorfor det var en fordel at jage store dyr. Man vil kunne få samme energi ud af et stort dyr som f.eks. hvis man havde fanget 1600 mus. Men det ville kræve meget mere energi at fange de mange mus. Det var nok mere risikabelt at fange det store dyr, men det var meget energieffektivt, hvis det kunne lykkes. Desuden var kødet på det store dyr sundere, fordi det indeholdt den rigtige blanding af protein og fedt. Musene indeholder for lidt fedt, og ville ikke alene kunne udgøre kosten for et menneske. Der ville opstå proteinforgiftning (også kendt som kaninsult, som nybyggerne i Nordamerika erfarede). Et egerns krop består af 85% protein og kun 17% fedt. En nordamerikansk hjort indeholder 40% protein og 60% fedt, ref.10163 s.44.
Et menneske ville hurtigt nå proteinloftet, hvis det forsøgte at leve på egernkød alene. Men det ville klare sig fint på hjortekød alene. Der var derfor en god grund til at satse på store dyr for stenaldermennesket. Dog ville indtagelse af frugter og grønt også beskytte mod proteinforgiftning. Så længe man spiser masser af frisk frugt og grønt kan man ikke få for meget protein. Som ideal bør 55% af kalorierne i stenalderkosten komme fra magert kød, indmad, fisk og skaldyr, ref.10163 s.45.
Resten bør komme fra frisk frugt og grønt, visse nødder og gode planteolier. Vestlig kost har næsten diamentralt modsat det, som vi genetisk er programmeret til at spise, ref.10163 s.45.
I den typiske vestlige kost stammer 31% af kalorierne fra kornprodukter, 14% fra mælkeprodukter, 8% fra drikkevarer (hovedsageligt sodavand og juice), 4% fra olie og dressinger, 4% fra slik såsom småkager, chokolade og andet. Disse fødevarer udgør 61% af den energi, som vi i gennemsnit indtager, og næsten intet af dette fandtes i stenalderkosten. I den gennemsnitlige nutidskost stammer omkring 38% af kalorierne fra animalsk føde – og mest fra usunde, fedtrige kødvarer såsom fede hakkebøffer, bacon, dåseskinke, hot dogs osv, der heller ikke er som i stenalderen, ref.10163 s.45.
Hvornår var stenalderen?
Stenalderen startede for 2,5 million år siden, da de første grove stenværktøjer blev udviklet. Dette skete i Afrika. Der levede mindst 13 forskellige menneskearter i stenalderen, ref.10163 s.42.
Ikke alle disse var vore direkte forfædre. Stenalderen sluttede for ca. 10.000 år siden, efterhånden som mennesket indførte agerbrug, først i mellemøsten. Den sluttede derfor for ca. 500 generationer siden. For de fleste af os er det færre end 30 generationer siden, at vores forfædre forlod den gamle livsstil og vendte sig mod agerdyrkning. For eskimoer og indianere er det blot 5-7 generationer siden, i nogle samfund endnu mindre. Bortset fra et halvt dusin små stammesamfund i Sydamerika og nogle få samfund på Andaman-øerne i den Bengalske bugt er rene jæger&samlersamfund forsvundet fra Jordens overflade, ref.10163 s.11.
I den lange stenalderperiode spise mennesket stenalderkost, især magert kød, frisk frugt og grøntsager. Maden kunne være forskellig fra sted til sted afhængig af, hvad naturen bød, men 2/3 af, hvad det moderne menneske spiser, når det spiser forarbejdet eller vestlig kost, fandtes ikke i den oprindelige stenalderkost, ref.10163 s.9.
Vi kan følge spor tilbage i tiden, som viser, at magert kød dominerede stenaldermenneskets kost fra oprindelsen af stenalderen for 2,5 millioner år siden og til begyndelsen af agerbrugskulturen for ca. 10.000 år siden, ref.10163 s.11.
Hvilke makronæringsstoffer spiste stenaldermennesket?
Stenalderkost indeholder 19-35% protein (mod 15,5% i typisk moderne kost og 18-23% i kulhydratfattige modeslankekure).
Stenalderkost indeholder 22-40% kulhydrat (mod 49% i typisk moderne kost og 2-26% i kulhydratfattige modeslankekure).
Stenalderkost indeholder 28-47% fedt (mod 34% i typisk moderne kost og 51-78% i kulhydratfattige modeslankekure),ref.10163 s.17.
Hvornår var stenalderen?
Sygdom i hjerte og kredsløb er den væsentligste dødsårsag i USA. Disse sygdomme er skyld i 41% af alle dødsfald i USA, eller 1 ud af hvert 2,4 dødsfald. 50 millioner amerikanere har for højt blodtryk. 40 millioner amerikanere har for højt cholesteroltal. 10 millioner amerikanere har type-2 diabetes, ref.10163 s.12.
Hvordan var kolesteroltallet hos stenaldermennesket?
Undersøgelser af jæger&samlerkulturer tyder på, at stenaldermennesket havde et meget lavt kolesteroltal i blodet. Tilsvarende havde stenaldermennesket formentlig meget få hjertesygdomme, ref.10163 s.20.
Hvordan kan morgenmad på stenalderkost være?
En mulighed er en halv melon og 350 gram laks. Eller ægge-omelet fyldt med krabbekød og avocado, og dækket med ferskensalsa,, ref.10163 s.30.
Hvordan kan en medbragt frokost på stenalderkost være?
Det er bedst at forberede frokosten hjemmefra. F.eks. ved at medbringe nogle få skiver roastbeef eller kyllingebryst fra aftensmaden dagen før. I en salatskål kan man medbringe nogle tomatskiver, gulerod-stænger. Desuden medbringe et æble, en fersken osv, ref.10163 s.30.
Hvordan kan hjemmelavet frokost på stenalderkost være?
En mulighed er en salat med syv store rejer, 7 dl friske spinatblade, en revet gulerod, agurkeskiver, to tomater, dressing af olivenolie, citronsaft og krydderier. Eller søtunge simret i vinsauce, ledsaget af spinatsalat og gazpacho-suppe, ref.10163 s.30.
Hvordan kan aftensmad på stenalderkost være?
En mulighed er to magre svinekoteletter, 5 dl dampet broccoli og en blandet grøn salat af 5 dl hovedsalat, 1 dl tomat i tern, ½ dl hakket rødløg, ½ avocado og citrondressing – og som dessert 1 dl friske eller frosne blåbær og ½ dl hakkede mandler. Eller mager svinemørbrad, en blandet grøn salat med hørfrøolie, dampet broccoli, et glas Merlot-vin, en skål friske brombær med hakkede mandler. Friskpillede rejer eller grillstegt bøf, ref.10163 s.30
Hvad kan man bestille af stenalderkost til frokost på en restaurant?
Man kan bestille en blandet salat med f.eks. rejer og overhælde salaten med olivenolie og citron. Man skal så undgå brød, ost og færdiglavet salatdressing, ref.10163 s.30.
Hvad kan man bestille af stenalderkost til morgenmad på en restaurant?
Man kan bestille æg og melon til morgenmad, samt urtete eller koffeinfri kaffe, ref.10163 s.30.
Hvordan kan mellemmåltider på stenalderkost være?
En mulighed er ½ dl hakkede mandler og en kold svinekotelet, ref.10163 s.30.
Hvordan kan alternativet til en vaffelis være på stenalderkost?
En mulighed er en skål friske blåbær eller en skive melon fyldt med skiveskårne jordbær og valnødder, ref.10163 s.78.
Vil en stenalderkost (dvs. uden korn- og mælkeprodukter samt bælgfrugter) mangle vigtige næringsstoffer?
Stenalderkosten kræver ingen planlægning for at forsyne dig med alle de nødvendige næringsstoffer. Den overgår den almindelige kost på mange områder (såsom vitamin C, B1 (thiamin), B2 (riboflavin), B3 (niacin), B6, B12 og folinsyre, pantothensyre, biotin, magnesium, krom, kalium, selen, jern, zink, opløselige fibre, omega-3, enkeltumættede fedtsyrer, beta-karoten, A-vitamin, E-vitamin, K-vitamin mv. Dog mangler den D-vitamin, hvis du ikke får dette via solens omdannelse af kolesterol i huden til D-vitamin. D-vitamin kan behøves som tilskud, men det gælder også, hvis du spiser den moderne, vestlige nutidskost, ref.10163 s.30,32.
Var stenalder-mennesket sund?
I stenalderen var menneskene slanke og kendte ikke til hjerte/kar-sygdomme. Fotos fra 1800-tallet og starten af 1900-tallet af jæger&samlerkulturer viste altid indfødte folk som slanke, muskuløse og i god form. Det er samme beretninger, som man har fra opdagelsesrejsende og pionerer. De medicinske optegnelser angiver altid, at de indfødtes kropsfedt, blodcholesteroltal, blodtryk, insulinomsætning og kondition var god, uanset om man studerede folk i den australske ørken, i Brasiliens regnskab eller i Canadas polare områder, ref.10163 s.12.
Deres sundhedstilstand svarede til nutidens sunde, trænede atleter. Forhøjet blodtryk er næsten ukendt hos oprindelige folk. Yanomamo-indianerne (der levede i det nordlige Brasilien og det sydlige Venezuela), og som slet ikke kendte til salt så sent som i slutningen af 1960’erne, var helt fri for forhøjet blodtryk, og deres blodtryk steg ikke med alderen, ref.10163 s.12
Hvilken kost burde vi spise ud fra et evolutionært perspektiv?
Staffan Lindeberg diskuterer i sin bog Food and Western Disease: Health and Nutrition from an Evolutionary Perspective (Wiley-Blackwell 2010). kostens betydning ud fra perspektivet: Menneskets evolution. Staffan Lindeberg er professor ved Lunds universitet. Hans interesse for ernæringsområdet blev vakt, da han læste en artikel af S. Boyd Eaton fra 1985, ref.10170, som påpegede, at jæger&samler-kulturer ikke havde åreforkalkning – og var kødspisere.
Ved en evolutionær tilgang til mennesket vil man kunne spørge: "Hvad er det biologisk naturlige for mennesket?" Det vil give et andet svar, end når man siger til en person "Dit blodtryk er normalt". For hvis personen tilhører en blodtryksmæssigt unormal befolkning, har personen – set fra det biologisk naturlige – et forhøjet blodtryk, ref.10166.
Man kan derfor, som epidemiologen Geoffrey Rose foreslog, tale om "en syg population".
Hvilke fordele giver et evolutionært perspektiv på ernæringsforskningen?
Man overser risikoen, hvis man kun tænker på forholdene inden for populationen selv. Hvis alle i en befolkningsgruppe har åreforkalkning ved en vis alder, kan man komme til at kalde dette for normalt – selv om det er unormalt, hvis man sammenligner med det biologisk naturlige. Opgaven må derfor være at lede efter det biologisk naturlige, skriver Staffan Lindeberg, ref.10166.
De fleste ældre vesterlændinge burde egentlig behandles for forhøjet blodtryk og blod-cholesterol, ref.10167.
Hvor meget afviger vores kost fra stenalderkosten?
I en opgørelse fra USA i 1987-1988 kom man frem til, at kornprodukter udgjorde 31%, mejeriprodukter 14%, drikkevarer 8%, olier og dressinger 4% samt diverse sukkerprodukter 4% (i alt 61%) af den totale energiindtagelse,ref.10102.
Ingen af disse produkter fandtes i jæger&samlersamfundet.
Hvad var forholdet mellem protein og kulhydrat i stenalderkosten?
Kosten hos jægere&samlere var proteinrig og kulhydratfattig.
I jæger&samlersamfundet var indtagelsen af kød koblet med et forholdsvis højt proteinindhold og et ofte forholdsvis lavt indhold af kulhydrater i plantekilderne (fordi planteandelen omfattede meget frugt), ref.10102.
Er stenalderkost flere ting?
Aboriginere er befolkningsgrupper, som levede meget tæt på stenalderkosten. De spiste meget kød eller fisk. I nogle grupper var planter dog den dominerende fødekilde.
Medens inuitterne og masaierne i meget høj grad levede af kød (fedt), bestod kosten på øen Kitava af rod-grøntsager (dvs. stivelse), frugter, grøntsager og fisk. Men også kokosnødder (dvs. det mættede fedtstof laurinsyre).
Stenalderkost er altså flere forskellige kostsammensætninger.
Hvad viste studiet af Kitava-øbefolkningen?
Den måske mest grundigt undersøgte gruppe af nulevende mennesker, medens de stadig levede på stenaldervis, er befolkningen på øen Kitava i Trobriand-øgruppen i Papua New Guinea. Den svenske læge Staffan Lindeberg studerede Kitava-befolkningen i 1989. Det var på det tidspunkt et af de få folkegrupper i verden, som stadig var ret uberørt af vestlige kostvaner. Hverken blandt de 2.300 indbyggere på Kitava eller blandt de ca. 21.000 andre beboere på Trobriand-øerne fandtes tilfælde af pludselig hjertedød eller smerter bag brystbenet under anstrengelse, ref.10175.
De eneste tilfælde af pludselig død var efter drukning, fald fra en kokospalme eller mord som følge af en konflikt om land eller en partner. Generelt skyldtes dødsfald især malaria og andre infektioner, samt uheld, komplikationer ved graviditet – og alderdom. Børnedødeligheden som følge af især malaria var høj. Derfor var den gennemsnitlige levealder kun 45 år.
Hjerte-kardiogrammer af befolkningen på denne og to andre øer i Melanesien viste i 1989 ingen tegn på iskæmisk hjertesygdom, ref.10176.
Sult og mangelsygdom fandtes ikke. Ca. 6% af befolkningen var 60-95 år gammel. Pludselig hjertedød var ukendt. Ingen ældre viste tegn på demens eller dårlig hukommelse, ref.10175.
De ældre døde aldrig pludselig af et slagtilfælde. De vedblev med at være aktive, indtil de – typisk efter at føle træthed i nogle få dage – pludselig døde, måske af en infektion (ofte malaria). De ældste i befolkningen syntes altså at have et godt liv. Det er ikke ukendt, at folk i den vestlige verden kan dø så pludselig af ælde, men det er faktisk sjældent, at de ældre dør på den måde.
Alderen af folk kunne bestemmes ud fra 4 vigtige begivenheder på Kitava-øen, som alle, der havde oplevet det, ville kunne huske: 1912 var det år en hvid mand fra Tasmanien slog sig ned på øen og lavede en kokosplantage. 1966 var det år, han døde. 1942-43 var de år, hvor øen var besat af amerikansk og australsk militær. 1962 var det år, da en skole blev bygget på øen. Alle over 35 år kunne tydeligt huske det, hvis de havde oplevet disse begivenheder. Dette kunne også bekræftes ved at sammenholde familiemedlemmers erindringer.
Hvilken virkning har epigenetik på udnyttelsen af kosten?
Man ved ikke, hvilken rolle spiller tidlig udsættelse for lav-proteinholdig kost til babyer. Men hvis antagelsen om en protein-målsætning også gælder for babyer, vil protein-udvanding af kosten betyde ekstra indtagelse af fedt og kulhydrat for at nå proteinmålet – og hvis antagelsen om, at der findes en ernæringsmæssig-epigenetik hos mennesket, viser sig at være korrekt, vil der måske ved tidlig udsættelse for lav-proteinholdig kost til babyer blive lagt en grund til fedme ikke bare hos barnet selv men også i kommende generationer, ref.10220.
Hvor gammelt blev stenalder-mennesket?
Den ældste på Kitava-øen var 96 år, og ved et tidligere besøg var en vital 100-årig blevet interviewet. Det er tilsvarende en misforståelse, at stenaldermennesket ikke kunne blive gammelt. Den korte gennemsnitslevealder skyldtes især, at der var stor børnedødelighed. Hvis et stenaldermenneske nåede 50-års alderen, var dets forventede restlevetid sikkert nogenlunde som i nutiden, dvs. med en rimelig chance for at blive 80-90 år, og formentlig mere fysisk og mentalt aktiv end for nutidsmennesket i den alder, ref.10172.
Er nutidskosten sundere end tidligere kost?
Det var først, da man opfandt det hvide sukker, margarinen med indhold af transfedtsyrer og cigaretter (der giver oxidative, inflammatoriske virkninger), at dødeligheden af blodpropper og kræft begyndte at stige kraftigt. Før 1. verdenskrig var disse sygdomme et særsyn.
Lægemidler er blevet opfundet siden, men faktisk udgør bivirkninger af lægemidler en ikke ringe andel af dødsårsagerne. Derimod er gennemsnitsalderen steget – og det skyldes faktisk i høj grad en bedre kost for børnene i forhold til tidligere.
Men man kunne med enkle midler undgå de tilbageværende eller nyopståede problemer. Undertiden mangler visse kost-emner under graviditeten (såsom folinsyre, D3-vitamin, magnesium, omega-3-fedtsyrer) og under barnets opvækst (såsom sund kost på grund af useriøs mad), ref.10171.
Hvorfor burde vi spise stenalderkost?
Hvis en bil er beregnet til at køre på benzin vil det være katastrofalt at komme diesel på den. Og omvendt. Noget tilsvarende kan man sige om mennesket, der ikke er beregnet til at spise nutidens kost. Nutidens kost, dvs. korn, mælkeprodukter, raffineret sukker, fedtholdigt kød, salt og forarbejdet mad, er som diesel på en benzindreven bil. Et bærende argument for at vende tilbage til stenaldermad er, at det nutidige menneskes gener i store træk ikke har ændret sig i takt med de store ændringer, der er sket i menneskets kost. Omkring 70% af en amerikaners kost fandtes ikke i stenalderen, ref.10101.
Genetiske ændringer og tilpasninger sker uhyre langsomt, så der er næppe sket en metabolisk tilpasning til den ændrede kost – med få undtagelser, såsom at kunne tåle mælk som voksen.
Hvad spiste vores forfædre?
Vores primat-forfædre spiste frugt, planter, nødder og insekter i 50 millioner år eller mere, ref.10181.
Efterhånden også kød, muligvis med stigende andel fra for ca. 2 millioner år siden, ref.10181.
Planternes underjordiske oplagringsknolde blev hverdagsmad for 1-2 mill. år siden, ref.10181.
Generelt var føden formentlig varieret, da de enkelte plantekilder sikkert ikke forekom i overflod. Nutidens hverdagsmad bygger derimod på meget få kilder og meget få plantearter. Korn, mælk, raffineret fedt og sukker samt raffineret salt fandtes ikke, ref.10181.
Generelt bestod stenaldermenneskets kost formentlig af modne frugter, planters skud, blomster, knopper og unge blade, kød, knoglemarv, organer, fisk, muslinger, insekter og deres larver, æg, rødder, stængelknolde, nødder og frø af især ikke-græsarter. Den relative mængde af disse fødevarer er derimod ukendt, og varierede blandt befolkningsgrupperne.
Hvad bestod stenalderkosten af?
Generelt bestod stenaldermenneskets kost formentlig af modne frugter, planters skud, blomster, knopper og unge blade, kød, knoglemarv, organer, fisk, muslinger, insekter og deres larver, æg, rødder, stængelknolde, nødder og frø af især ikke-græsarter. Den relative mængde af disse fødevarer er derimod ukendt, og varierede blandt befolkningsgrupperne.
Hvorved adskilte stenaldermenneskets kost sig fra nutidens kost?
Jægere&samlere har indtaget en stor mængde antioxidanter, fibre, vitaminer og fytokemikalier fra frugt og grønt. Indtagelse af salt har været meget mindre end i dag. Livsstilen har været meget anderledes med megen motion i hverdagen.
Hvad var forholdet mellem animalsk føde og planteføde i stenalderen?
Der er stor uenighed om, hvordan kalorieindtaget var fordelt mellem kødkalorier og plantekalorier i stenalderen. Her har man også inddraget chimpansernes fødeindtagelse som et sammenligningsgrundlag, da chimpansernes fordøjelseskanal fungerer nogenlunde som menneskets. Chimpansers føde er for omkring 95% baseret på planter, hvor resten (5%) bliver dækket af insekter, æg og kød fra dyreunger.
Andre mener imidlertid, at mennesket netop kun udviklede sig, fordi det indtog meget større mængder højkvalitetsføde, såsom animalsk kød, hvorved mavetarmkanalen blev mindre i forhold til kropsmassen, og hjernemassen blev større i stedet for. I nutidens jæger&samler-samfund er fordelingen typisk 64-68% animalske kalorier og 32-36% plantekalorier, ref.10121.
Hvor meget energi var der i stenaldermenneskets kost?
Kosten var energibegrænset. Set over de sidste 35.000 år er der sket en stor udvikling, men den har accelereret mest i de sidste 50 år, ref.10192.
Oprindelig var kosten energibegrænset (simple sukkerstoffer, fedt og stivelse var svære at skaffe), hvorimod proteiner var lettere at skaffe i form af magre, vilde dyr.
Hvem foreslog først stenalderkost i stedet for nutidskosten?
Gastroenterologen W. L. Voegtlin var en af de første, der foreslog at sammensætte en kostplan, der lignede den kost, som blev indtaget i stenalderen. Hans kostråd var baseret på de erfaringer, han havde gjort med at behandle sine patienter for forskellige fordøjelsesproblemer, såsom colitis, Crohns sygdom og irriteret tyktarmssyndrom.
S. Boyd Eaton fra Emory University i Atlanta, USA, publicerede i 1985 en artikel "Paleolithic Nutrition" i det ansete tidsskrift New England Journal of Medicine [S Boyd Eaton og Melvin Konner, "Paleolithic nutrition. A consideration of its nature and current implications". N Engl J Med 1985;312:283-289]. Heri foreslog han, at den ideelle kost for mennesket skal findes i den ernæringsmæssige praksis hos vores forfædre i stenalderen. Det var først S. Boyd Eaton's artikler, som fik sat skub i denne nye tankegang.
Eaton S, Eaton S Boyd III, Sinclair AJ, Cordain L, Mann NJ. Dietary intake of longchain polyunsaturated fatty acids during the Paleolithic. World Rev Nutr Diet 1998;83:12-23.
Eaton S Boyd, Melvin Konner, Marjorie Shostak. Stone Agers in the fast lane: chronic degenerative diseases in evolutionary perspective. Am J Med 1988;84:739-749.
Eaton S. Boyd, Marjorie Shostak, Melvin Konner. The first fitness formula. I: The Paleolithic Prescription: A Program of Diet & Exercise and a Design for Living. New York: Harper & Row, pp. 168-199, 1988
Hvad er stenalderkost i streng udgave?
Mottoet i den strenge udgave af stenalderkost er, at hvad stenaldermenneskerne ikke spiste, skal du heller ikke spise. Dermed udelukkes rigtig mange fødevarer, såsom mælkeprodukter, kornprodukter og kartofler.
Imidlertid er stenalderkost både enkelt og med rum til store variationer. Grundreglerne er:
1: Man kan spise alt magert kød og alle fisk og skaldyr.
2: Man kan spise alle frugter og alle grøntsager, som ikke indeholder store mængder stivelse.
3: Man skal undgå kornprodukter, bælgfrugter og mælkeprodukter
4: Man skal undgå forarbejdede fødevarer.
Man behøver ikke at tælle kalorier (men halvdelen af kalorierne vil i praksis komme fra magert kød, indmad, fisk og skaldyr, og resten fra frisk frugt, grønt, nødder og sunde olier). Man betyder heller ikke at tælle kulhydrater i gram.
Stenalderkost har højt protein-tal (19-35% medens kulhydratfattige modeslankekurehar 18-23%.
Stenalderkost har moderat kulhydrat-tal (22-40% medens kulhydratfattige modeslankekurekun har 4-26%.
Stenalderkost har moderat samlet fedt-tal (28-47% medens kulhydratfattige modeslankekurehar hele 51-78%.
Stenalderkost har moderat MÆTTET fedt-tal (medens kulhydratfattige modeslankekurehar højt mættet fedttal.
Stenalderkost har højt ENKELTUMÆTTET fedt-tal (medens kulhydratfattige modeslankekurehar moderat enkeltumættet fedttal.
Stenalderkost har moderat FLERUMÆTTET fedt-tal (ligesom kulhydratfattige modeslankekure.
Stenalderkost har højt indhold af omega-3 fedt (medens kulhydratfattige modeslankekurehar lavt indhold af omega-3 fedt.
Stenalderkost har højt indhold af fibre (medens kulhydratfattige modeslankekurehar et lavt indhold af fibre.
Stenalderkost har højt indhold af frugt og grøntsager (medens kulhydratfattige modeslankekurehar et lavt indhold af frugt og grøntsager.
Stenalderkost har moderat indhold af nødder (medens kulhydratfattige modeslankekurehar et lavt indhold af nødder.
Stenalderkost har lavt indhold af salt (medens kulhydratfattige modeslankekurehar et højt indhold af salt.
Stenalderkost har lavt indhold af raffineret sukker (ligesom kulhydratfattig modeslankekure.
Stenalderkost har ingen mælkeprodukter (medens kulhydratfattige modeslankekurehar et højt indhold af mælkeprodukter, ref.10163 s.26
Man kan også udtrykke stenalderkost med syv nøgler: 1) Spis relativt høj mængde dyreprotein. 2) Spis færre kulhydrater end de fleste moderne kostplaner anbefaler, men masser af gode kulhydrater fra frugter og grøntsager – men ikke korn, ikke stivelsesholdige knolde og ikke raffineret sukker. 3) Spis mange fibre (fra ikke-stivelsesholdige grøntsager og frugter), 4) Spis fedt i moderat mængde og med flere af de gode (dvs. enkeltumæssigede og flerumættede fedtstoffer) og næsten lige meget af omega-3 i forhold til omega-6 typerne. 5) Spis mad med højt indhold af kalium og lavt indhold af natrium, 6) Spis mad som samlet har den rigtige syre/base-balance, 7) Spis mad fra planter med rigt indhold af fytokemikalier, vitaminer, mineraler og antioxidanter, ref.10163 s.27
Den oprindelige stenalderkost indeholdt sikkert benmarv og hjerne, men det behøver man ikke at spise. Det er også problematisk, hvis der er risiko for at der kan være prionsygdom i dyret.
Hvad er stenalderkost i tillempet udgave?
Sidst i 1980’erne publicerede S. Boyd Eaton og kollegaer en kostplan, som indeholdt de samme mængder fedtstoffer, proteiner og kulhydrater, som man vurderede, at stenalderkosten må have indeholdt, men uden at udelukke de fødevarer, som stenaldermennesket ikke havde til rådighed, og som først blev udviklet af landbrugssamfundet. Denne kost var derfor nemmere at overholde.
Hvem vil have mest gavn af stenalderkost?
De fleste folk, der spiser nutidskost, vil have mest fordel af motion og af at kvitte rygning, hvis de ryger. Folk med familiemæssig baggrund for åreforkalkning mv. vil have størst gavn af at gå over til stenalderkost.
Er det vanskeligt at begynde på stenalderkost?
Fra det første morgenmåltid på stenalderkost vil du kunne registrere, at du er mindre sulten til frokost. Et vægttab kan noteres efter 3-5 dage. Det er dog væsketab, og derefter vil det kræve en kalorieunderskud på 7700 kalorier at tabe 1 kg fedt, ref.10163 s.71. Fede mennesker (defineret ved, at de vejer over 30% mere end deres idealvægt) vil tabe sig 4,5 – 7 kg hver måned, ref.10163 s.71.
Det burde jo så være let at gå over til stenalderkost, men man kommer ikke uden om, at groft set resten af verdens befolkning ikke spiser stenalderkost. Så medens der for 10.000 år siden ikke fandtes et eneste mennesker, som ikke spiste stenalderkost, er du nu blandt de meget få, som faktisk spiser stenalderkost. Det vil ikke være svært at finde stenalderkost i din forretning, men det vil svært at undgå at støde ind i mængder af ikke-stenalderkost overalt. Der findes endnu ikke supermarkeder eller købmænd, som udelukkende sælger stenalderkost. En sjælden slagter eller fiskehandler måske, men ikke en bager.
Hvilke erfaringer har folk med stenalderkost?
En kvindelig chef for en televirksomhed i USA blev kureret for Crohns sygdom i løbet af en måned, hvor hun var blevet 90% symptomfri, skriver hun. En servitrice i Alaska med træthed på grund af jernmangel skabt af "sund" kost af grød, ris og bønner, blev kureret ved at gå over til stenalderkost. En ernæringsekspert og helseskribent med kronisk træthedssyndrom blev helbredt og tabte 14 kg på ½ år efter at være gået over til stenalderkost, ref.10163 s.72-75. En 48-årig sundhedsjournalist opdagede, at da han gik over til stenalderkost, faldt hans fastende blodsukkerniveau fra 6,2 mmol/liter til 4,7 mmol/liter efter tre måneder, og han havde tabt sig fra 77 til 68 kg og taljemålet var gået fra 97 til 87 cm, og hans triglyceridniveau og kolesterol-tal var forbedret. Samt at han fandt det yderst let at opnå disse forbedringer, og at det er let og lækkert at spise stenalderkost, ref.10163 s.79.
Diskussion om stenalderkost kan måske findes i bloggene her: http://listserv.icors.org/archives/paleofood.html
Man kunne fra 1999 til 2005 læse opskrifter og nogle beretninger fra folk, der har erfaringer med stenalderkost, på denne internetside (nu lukket, men visse sider kan findes her: maelstrom.stjohns.edu/archives/paleofood.html samt på paleodiet.com, der er en underside til donwiss.com dvs. den personlige side for ejeren af siden, Don Wiss.paleofood.comer en anden mulighed.
Hvordan var miljøet, da mennesket udvikledes?
Mennesket udvikledes i Afrika. Man har hidtil forestillet sig, at det skete over en 3 mill. år lang periode, hvor klimaet blev gradvis mere tørt. Dette er forkert ifølge ny forskning. I en periode på 200.000 år skiftede klimaet relativt hurtigt 5-6 gange. Disse skift skete i løbet af få hundrede år eller få tusinde år. I løbet af 10-100 fortidsmenneske-generationer ændredes landskabet fra tæt skov til åben græssteppe, eller omvendt. Dette skete altså 5-6 gange i denne 200.000 år periode. Det er Clayton Magill og andre forskere fra Penn State universitet i USA, som i en artikel i Proceedings of the National Academy of Sciences er kommet til denne konklusion. Det betød, at fortidsmennesket måtte tilpasse sig, og det kan derfor have været med til at medføre den relativt hurtige udvikling af mennesket, fordi tilgængeligheden, typen af føde samt hvordan føden kunne skaffes, ændredes. Dette kan have øget selektionstrykket i retning af øget hjernestørrelse, bedre cognitionsevner, ændring af måden at bevæge sig på og måske sociale evner som del af en gruppe. Perioden med de hyppige kostændringer falder sammen med perioden, hvor slægten Homo udvikledes, og hvor der var de første tegn på brug af værktøj. Forskningen er udført på sedimenter af en sø i Olduvai Gorge i det nordlige Tanzania. Der blev anvendt gaskromatografi og massespektrometer-analyser for at bestemme den relative forekomst af forskellige voksarter på plade og carbon-isotoperne i disse vokstyper. Ud fra disse data kunne man rekonstruere et billede af, hvilke vegetationstyper, som var til stede inden for meget specifikke tidsintervaller.
Man kan tænke sig forskellige årsager til disse kostændringer, såsom ændringer i temperaturen af havets overflade, ændringer i Jordens bevægelse om solen mv. Jordens bane ændres langsomt med tiden, hvilket kan påvirke monsunregn-systemet i Afrika. Små ændringer i den mængde sol, som rammer landet, kan have ændret intensiteten i atmosfærens cirkulation og vandforsyningen – regnen – til Østafrika.
Forskerne fandt en sammenhæng mellem kostændringerne og planetens bevægelser. Der var også en sammenhæng mellem kostændringerne og temperaturen i overfladen af de tropiske have.
Planterne er så stærkt afhængige af vand, at hvis der opstår mangel på vand fører dette sædvanligvis til knaphed eller usikkerhed for at kunne finde føde. [http://www.telegraph.co.uk/earth/environment/climatechange/9766200/Climate-change-may-have-driven-evolution-scientists-believe.html# ( 26. dec. 2012)]
Kan man spise for meget af stenalderkost?
Det er ikke særlig let at komme til at spise for meget af stenalderkost. De fødevarer, som vi igen og igen kommer til at spise for meget af, er fødevarer, som i koncentreret form består af sukker, stivelse, fedt og salt, ref.10163 s.37.
Der er selv efter en stor middag altid plads til en dessert af stivelse, fedt, sukker og salt – kage, is, chokolade – men ikke plads til et ekstra kyllingebryst eller nogle ekstra bladselleristængler eller en ekstra portion broccoli, eller en ekstra portion rent smør. Derimod kan vi let blive snydt af mad fyldt med fedt og især højglykæmiske kulhydrater. Når der samtidig er hurtige kulhydrater til stede, snydes kroppen til at spise mere og mere af fedt, som man ellers ikke ville kunne holde ud at spise mere af. Det højglykæmiske kulhydrat snyder din krop til at tro, at den stadig er sulten. Ved indtagelsen af denne hurtige kulhydrat stiger insulin-niveauet i blodet og samtidig falder blodniveauet af et hormon, som kaldes "glukagon". Disse kemiske forandringer medfører en kaskade af reaktioner, som måske resulterer i et forringet stofskifte ved at begrænse kroppens adgang til dens to vigtigste stofskiftebrændstoffer: fedt og glucose, ref.10163 s.39.
Desuden opstår hypoglykæmi, dvs. lavt blodsukker, hvilket stimulerer appetitten på trods af, at du måske lige har spist i timevis. Når du begynder på en toblerone-stang af flødechokolade, må du nødvendigvis fortsætte, til du har spist hele stangen, for sukkeret medfører, at du stadig holder din sult ved lige. Løsningen er enten aldrig at starte, eller at gå over til broccoli og kyllingebryst.
Hvad indeholder nutidens kost, som ikke fandtes i stenalderkosten?
Nutidens kost indeholder meget af kornprodukter og bælgfrugter, der er fødevarer, som ikke fandtes i stenalderen, og som kan medføre bl.a. åreforkalkning.
Hvilken mad kan du spise ifølge stenalderkost-tanken?
Mad du kan spise ifølge stenalderkostbogen, ref.10163 s.106-115
Magert oksekød, fri for synligt fedt (ekstra mager hakkebøf, højst 7% fedt, afdryppet; magert kalvekød, nakkekam.
Magert svinekød, fri for synligt fedt (svinekam, svinekotelet).
Magert fjerkrækød, hvidt kød uden skind (kyllingebryst, kalkunbryst).
Æg (maksimalt seks æg om ugen).
Andet kød (kanin, ged, rådyr, eksotiske dyr som struds, kænguru, kronhjort, elg, rensdyr, vildsvin, fasan).
Indmad: Lever (kalv, lam, svin, kylling), tunge (kalv, svin, lam), evt. marv og brisler.
Fisk (alle slags).
Skaldyr (muslinger, hummer, krabber, rejer og andre krebsdyr).
Valnødder og macadamia-nødder (bedst blandt nødder for omega-3 balancen). Evt. hasselnødder, mandler, ægte kastanie og andre nødder, men ikke jordnødder (peanuts).
Madolier: Rapsolie, olivenolie, (evt. ny og uopvarmet hørfrøolie, sennepsfrøolie, avocadoolie, valnøddeolie).
Frugter: Kun friske, alle typer, ikke tørrede (som har højt glykæmisk index), ikke bønner.
Grøntsager: Alle typer incl. tomat og tang, undtagen stivelsesrige knolde – altså ikke kartofler.
Mineralvand eller sukkerfri sodavand, kaffe, te, en øl (33 cl), vin (2 x 12 cl).
Slik: Rosiner, nødder, frisk frugt (under 50 g tørrede frugter pr. dag).
Hvilken mad bør du undgå ifølge stenalderkost-tanken?
Mad du bør undgå ifølge stenalderkostbogen, ref.10163 s.106-115
Forarbejdede madvarer (fordi de næsten altid indeholder raffineret sukker eller meget salt, kornprodukt-stivelse eller kartoffelstivelse, dårlige fedtstoffer, mælkeprodukter og lokkende smagsstoffer mv.)
Mælkeprodukter (mælk, fløde, is, ost, yoghurt, smør, margerine).
Kornprodukter (byg, havre, hvede, majs, ris, rug, durra, hirse, vilde ris, boghvede, quinoa (mexikanske ris), amarant, brød, boller, pasta, spaghetti, lasagne, pizza, pitabrød, pandekager, kiks, småkager, nudler, doughnuts, havregryn, byggrød, majskolber, brune ris, hvide ris, rugbrød osv).
Bælgfrugter (alle bønner, jordnødder (peanuts), jordnøddesmør, grønne ærter, gule ærter, kikærter, linser, miso, sojabønner, tofu osv).
Stivelsesholdige grøntsager (kartofler, sød kartoffel, kassava-rod, tapioka, yams, arrowroot og andre stivelsesrige rodfrugter).
Saltholdige fødemidler (bacon, bajerske pølser, hot dog, færdiglavede salatdressinger og tilbehør, oliven, ost, pickles, salami, skinke, salte nødder, alt kød på dåse og fisk på dåse, saltet fisk, saltet kød, samt røget eller tørret kød og fisk).
Fedt kød (bacon, entrecote, fed flæskesteg, fed roastbeef, fede svinekoteletter, kyllingelår, kalkunlår, kyllingeskind, kyllingevinger, lammekoteletter, lammekølle, lammesteg, ribbensteg, svinepølser, T-bone-steak, fede udskæringer, fedt hakkekød).
Læskedrikke og juice (alle sukkerholdige drikke, cola, al frugtjuice fra karton eller flaske, friskpresset juice – fordi det mangler fibrene i den friske frugt og derfor har højt glykæmisk index).
Søde sager (honning, sukker, slik).
Hvad er forholdet mellem animalsk føde og planteføde hos chimpansen?
Chimpansernes fordøjelseskanal fungerer nogenlunde som menneskets. Chimpansers føde er for omkring 95% baseret på planter, hvor resten (5%) bliver dækket af insekter, æg og kød fra dyreunger.
Er stenalderkost foreneligt med miljøhensyn?
Vegetarisme er kulturelt betinget, men har på det seneste fået et par nye argumenter, som angår udviklingen af drivhusgasser – dels fra køernes prutteri og svinenes bøvsen, dels fra det landområde, som bruges til at dyrke foder til disse dyr. Da dette foder enten er kornprodukter eller bælgfrugter, samt giver kødet en ikke-stenalderkvalitet, er dette foderbrug egentlig ikke foreneligt med stenalderkost. Hvad angår argumentet med drivhusgasser fra f.eks. køernes udledning af methangasser som følge af fødens nedbrydning af mikroorganismer i koens vom, er dette naturligvis en miljøbelastning. Transport af fødevarer fra fjerne egne er også en miljøbelastning.
Men dyrkning af planteafgrøder har omfattende virkninger på landskabet og naturen. Biodiversiteten i områder, som dyrkes med monokulturer, f.eks. som kornmarker og lignende, er nærmest lig nul. Desuden medfører denne intensive dyrkning mange steder i verden omfattende kunstvanding og forårsager erosion af jorden og behov for kunstgødning, der ødelægger livsgrundlaget for stedets naturlige plantearter. Mange steder i verden medfører agerbruger også ændringer af flodløb, og de omfattende systemer med kunstig vanding medfører tab af ferskvand i området, nedbrydningserosion af landområder, udtømning af næringsstoffer, rydning af områdets naturlige vegetation og dyreliv og der er mange andre følger af intensiv planteafgrødedyrkning. Alternativet til dette ville kunne være en blandet (integreret) udnyttelse af landet, hvor både planteafgrøder og husdyr udnytter området, og hvor dyr f.eks. hjælper med at stoppe sygdomscyklusser i planteafgrøderne, eller medfører en forbedret udnyttelse af ressourcerne. Mange steder ville en mere økologisk-venlig fødevareproduktion være mulig, hvis man udnyttede de lokale ressourcer bedre. Teknologisk ville nye produktioner kunne tænkes at være mere miljøvenlige. Et ekstremt eksempel kunne være dyrkning af alger eller insekter som føde. Selv vandmænd kan spises. Mange naturlige arter kunne udnyttes bæredygtigt. Det ville altså være en teknologisk udfordring, hvis alle i verden skulle gå over til stenalderkost. Omvendt ville man kunne nedbringe meget af det nuværende spild af ressourcer, og dermed også den nuværende miljøbelastning, ved hjælp af omfattende reformer, som dog måske ikke let vil kunne gennemføres politisk, eller som ville kræve ændrede vaner og økonomiske initiativer. Et eksempel på en forkert udvikling er, at den amerikanske befolkning om nogle år forventes at være blevet så fed, at dette ligefrem kommer til et udgøre et stort militært problemet for landet, simpelhen fordi de unge er for fede til at gøre militærtjeneste – ifølge en amerikansk rapport om emnet. Et andet problem i fremtiden vil være, at den kinesiske økonomi vil være blevet så stærk, at folk ændrer kostvaner – og f.eks. kræver bøffer på bordet, og derved kommer til at afsætte et større økologisk fodaftryk end Kinas kæmpestore befolkning gør i dag. Et tredie problem er simpelthen den voksende globale befolknings øgede ressourceforbrug. kostændringerne forventes at nedsætte udbyttet af planteafgrøderne i troperne og subtroperne med 10-20%, og at øge udbredelsen af marginale landområder, hvor planteafgrøder slet ikke kan dyrkes. De mennesker, der lever disse steder, vil ikke have andet valg end at bruge husdyr for at skaffe sig føde. En udnyttelse af disse områder vil lettest kunne ske ved brug af hårdføre husdyr, der mindst muligt belaster miljøet. Energitabet er sådan, at dyrets kød kun tilbageleverer 1/10 til 1/3 afhængig af arten af husdyret. Kvæg er værst for drivhusgasproblemet. Der er altså stor forskel på, hvor stort økologisk fodaftryk de forskellige husdyrarter afsætter, og hvis befolkningerne ændrer vaner, kan dette (f.eks. ved øget brug af kvægkød) medføre en større miljøbelastning, selv om der altså teoretisk også ville være mulighed for det modsatte, en mere miljøskånsom belastning ved overgang til nye kostvaner og nye produktionsformer.
Indgik alkohol i stenaldermenneskets kost?
Indtagelse af gæret frugt kan måske gå 40 mill. år tilbage, ref.10322. Modne frugter forgæres naturligt og danner alkohol på træet.
Hvilke atomer indeholder kroppen?
Vægtmæssigt er det mest forekommende atom i kroppen oxygen. Det skyldes især, at der er meget vand i kroppen. Som nummer to kommer carbon, som vægtmæssigt udgør ca. 18% af kroppens vægt. Carbon-biokemi kaldes også for organisk kemi. Carbon er det tredie mest almindelige atom i kroppen, målt som antal atomer (9,5% af atomerne i kroppen er carbonatomer). Hydrogen er det mest almindelige atom i kroppen. Det udgør typisk 63% af alle atomerne i kroppen. Tilsammen udgør hydrogen, oxygen og carbon 93 vægtprocent af kroppen eller 98,4% af alle atomerne i kroppen. Kroppen indeholder typisk 75% vand (65-90 % vand), og vand består kun af hydrogen og oxygen. Fedtsyrer er hovedsageligt opbygget af carbon og hydrogen, bortset fra at syreenden også indeholder to oxygenatomer, ref.10155s.14, 19
Skal rovdyr have kød?
Man har hidtil antaget, at rovdyr må spise, hvad der byder sig. Men det viser sig, at rovdyr varierer sammensætningen af kosten.
Byttedyrene kan være forskellige ved hensyn til deres næringssammensætning. Leddyr varierer i nitrogen-indhold fra 6% til 13%, og deres fedtindhold kan variere fra 5% til 60%, ref.10199.
Fedtindholdet i fugle og gnavere kan også variere voldsomt, bl.a. afhængig af, om musen f.eks. lige har polstret sig til vinteren.
Generelt er rovdyr mere rettet mod kost, der er proteinrigt, medens planteædere er rettet mod mere proteinfattig kost, ref.10200.
En kat er meget afhængig af proteiner for at producere glucose til hjernen (og den er dårlig til at tåle kulhydrater i kosten, ref.10201.
Mange rovdyr kan justere kosten ved ikke kun at spise planteædere, men også andre rovdyr (som er mere proteinholdige, dvs. nitrogenholdige). [Sådanne dyr er "trofisk omnivore"], ref.10201.
Er kød af vilde dyr mere sundt?
Det er bemærkelsesværdigt, at høj kødindtagelse i jæger/samler-samfund ikke er forbundet med forhøjet risiko for hjerte/kar-sygdomme, som vi kender det med et højt animalsk indhold i vestlig kost i dag. Men dels var kødet i stenalderen fedtmæssigt sundere end i dag, dels var kosten i øvrigt meget anderledes.
Vilde dyr har deres mættede fedt i fedtdepoter (underhud og fedtvæv), men disse fedtdepoter er kun fyldte i lavsæsonen som oplagsnæring. Muskler, organer og knoglemarv indeholder derimod især flerumættet og enkeltumættet fedt, ref.10262.
Loran Cordain og andre har studeret kødets sammensætning hos husdyr og vildtlevende dyr som elge og antiloper. Korn-opfodrede husdyr indeholdt 2-3 gange mere mættet fedt og 3-4 gange mindre af de flerumættede fedtsyrer,ref.10101.
Kød fra græssende husdyr indeholder omkring samme mængde mættet fedt som vildtlevende dyr, men 2-3 gange mindre af de flerumættede fedtsyrer.
En samleundersøgelse i 2010 af 8 studier med 13.614 deltagere viste, at forekomsten af hjerte/kar-sygdom nedsattes med 10% for hver 5 energiprocent, der blev udskiftet fra mættede fedtsyrer til flerumættede fedtsyrer, ref.10162.
Kød var sundere i stenalderen.
Var mennesket oprindelig plante- eller kødspiser?
Begge dele kan være korrekt. Vi er omnivore, dvs. tilpasset til forskellig kost.
Chimpanser spiser en del insekter / larver, og insekter kan udmærket have udgjort en væsentlig del af vores kost, og gør det stadigvæk i visse traditionelle samfund.
Hvordan virker Atkins kur?
Atkins kostplan er meget proteinholdig (ca. 25% af totalenergien er proteiner). Den medfører – på trods af at Atkins kur er fedtholdig med f.eks. bacon – et hurtigt vægttab som følge af den mindre lyst til at spise meget (på grund af det høje proteinindtag).
Efter nogen tid (½ – 1 år) ændrer personen dog kostvaner, og proteinandelen falder, hvorved kostplanen holder op med at virke slankende (idet personen på grund af det nu lavere proteinindtag igen begynder at spise mere, ref.10213.
Kan kulhydrater styre fordøjelsen?
Græshopper bevarer lysten til at spise, hvis føden indeholder kulhydrater (høj protein/lav kulhydrat-situationen). Dette er muligt, fordi græshoppen så giver sig til at udskille lysin, som er den aminosyre, som mest kraftigt påvirker spiseadfærden, ref.10197.
Ved at udskille lysin nedtones signalet om, at der er spist rigeligt af protein.
Hvad er Diogenes-produktet?
EU-projektet "Diogenes" har vist, at overvægtige efter 2 måneders næsten-faste (800 kcal/dag), hvor de tabte i gennemsnit 11 kg, bedst kan holde den lavere vægt, hvis maden har lav GI (dvs. fuldkorns- og fiberrige, ikke-raffinerede kulhydrater) og relativt højt proteinindhold. Det er sværest at holde vægten, hvis maden har høj GI (dvs. mad som giver hurtig blodsukkerstigning).
Hvorfor er amerikanere ofte fede?
I USA faldt proteinandelen fra 14% i 1961 til 12,5% i 2000. For at opretholde proteinmængden skal man i så fald indtage 14% mere fedt/kulhydrater!, ref.10211.
For at opretholde vægten skal personen dyrke mere motion – men han gør nok det modsatte foran sin computer eller sit TV.
Dertil kommer faktorer såsom let adgang til konstante måltider, og let adgang til energibomber, ref.10204.
Øget variation af mad medfører i høj grad øget indtagelse, ref.10212.
Måske er det en evolutionær adfærd for at variere kosten. Hvis der er to næsten ens retter på bordet, spiser man altså af begge retter, ref.10204.
Hvis mennesker er begrænset til en kost, som indeholder en større procentdel af protein – og hvis mennesket samtidig har en indre regulering af indtaget af den samlede proteinmængde – så vil f.eks. en 1,5% forøgelse af proteinerne fra 14% til 15,5% resultere i en 11% formindsket indtagelse af kulhydrat + fedt, ref.10212.
Studier tyder på, at en vis overindtagelse af proteiner dog vil tolereres, men ikke nok til at opretholde samme indtag af fedt + kulhydrat [som i dette eksempel altså ville betyde 11% mere], ref.10212.
Hvordan påvirker proteiner aldring, immunsystemet, sygdomme, fedme, adfærd, stofskifte osv.?
Hvor meget protein indeholder kornprodukter?
For hver 100 kalorier indeholder kornprodukter kun ca. 12% protein. Til sammenligning er der 83% protein i vildtkød. Bælgfrugter som linser, ærter og bønner indeholder i gennemsnit 27% protein, ref.10163 s.48.
Hvor meget protein indeholder mælkeprodukter?
Mælkeprodukter har kun været menneskeføde i omkring 5000 år. Mælk indeholder 21% protein, ost indeholder omkring 28% protein og smør indeholder slet intet protein, men en masse fedt, ref.10163 s.48. Mælk, fløde, ost, smør og yoghurt og andet syrnede mælkeprodukter samt is og forarbejdede mælkeprodukter er nogle af de største kilder til mættet fedt i den typiske vestlige kost. Smør indeholder 100% fedt, fløde indeholder 89% fedt, ost indeholder 74% fedt i gennemsnit og sødmælk indeholder 49% fedt. Omkring 60% af fedtet i disse mælkeprodukter er mættet fedt, altså den dårlige slags fedt. På trods af deres sunde image, er sødmælk og mælkeprodukter nogle af de mindst sundhedsfremmende fødemidler i vores kost, idet deres mættede fedtstoffer forhøjer blodets kolesterolniveau og øger risikoen for hjertesygdomme og andre kroniske sygdomme. ( ref.10163.> # s.48. Mælk, fløde, ost, smør og yoghurt og andet syrnede mælkeprodukter samt is og forarbejdede mælkeprodukter er nogle af de største kilder til mættet fedt i den typiske vestlige kost. Smør indeholder 100% fedt, fløde indeholder 89% fedt, ost indeholder 74% fedt i gennemsnit og sødmælk indeholder 49% fedt. Omkring 60% af fedtet i disse mælkeprodukter er mættet fedt, altså den dårlige slags fedt. På trods af deres sunde image, er sødmælk og mælkeprodukter nogle af de mindst sundhedsfremmende fødemidler i vores kost, idet deres mættede fedtstoffer forhøjer blodets kolesterolniveau og øger risikoen for hjertesygdomme og andre kroniske sygdomme.
Hvorfor har proteinrige slankekure mest succes?
Disse studier viser, hvorfor de mest succesrige slankekure er de proteinrige kure. Uanset om man anpriser kuren som fedtfattig eller som kulhydratfattig eller begge dele, så er den egentlige årsag til, at folk taber sig på kuren, at folk blot spiser mindre, fordi de når proteinmålet, ref.10212.
Teoretisk burde en stærk slankekur altså være en kost med 25% proteiner i stedet for 15%. Det går bare ikke nødvendigvis sådan, formentlig fordi vi fristes af den aldrig-før-i-historien-sete umådelige variation og lette tilgængelighed af relativ billig mad – samt at vi har tid og lejlighed til at spise det.
Bliver man slank af protein-rig kost?
Magert kød og mager proteinkost i øvrigt er den vigtigste allierede i kampen mod overvægt. Fisk, vildt og skaldyr indeholder 80% af kalorierne som protein og kun 20% af kalorierne som fedt. Modsat er f.eks. lammekoteletter fedtholdige, og indeholder 75% af kalorierne som fedt og 25% som protein, ref.10163 s.23 Protein har dobbelt så stor "opvarmningseffekt" som både fedt og kulhydrat. Dette betyder, at protein sætter stofskiftet i vejret, ref.10163 s.23.
Det er proteinets opvarmningsegenskaber, som forøger stofskiftet, og derved får kroppen til at forbrænde flere kalorier, end hvis man havde spist samme kaloriemængde i form af fedt eller i form af kulhydrat. Dertil kommer, at protein giver en større mæthedsfornemmelse end såvel fedt som kulhydrat er i stand til at give. Efter et stort måltid kan man altid spise en stor dessert med fedt eller kulhydrat, men ikke en stor proteinbombe.
Kan mennesket styre dets indtag af protein?
Sammenhængen mellem indholdet af kropsfedt og risikoen for tidlig død er meget ens for mennesket og græshopper,ref.10193.
Græshopperne forsøger at holde deres makronæringsstoffer på et niveau, hvor de ikke dør for tidligt. Det samme gælder ikke mennesket i nutiden. I USA er 65% af befolkningen overvægtige eller fede (de klinisk fede – "obese" – udgør 30% af befolkningen), ref.10194.
En udvikling med samme tendens ses i andre lande, også i udviklingslande.
Studier af græshopper har vist, at hvis græshoppen spiser føde, som har overskud af et makronæringsstof (f.eks. protein eller kulhydrat), ændres mængden af fordøjelsesenzymer i tarmen, så mindre af det overskydende næringsstof omdannes og optages, ref.10195.
Indtil dette forsøg blev udført i 2010 gik man ud fra, at fordøjelsesenzymerne altid blot forsøgte at få så meget ud af føden, som der nu engang er. Det er altså forkert. Tarmen er ikke blot et næringsstof-maksimerende organ, ref.10195.
Kan edderkopper styre fordøjelsen?
I et andet forsøg lod man edderkopper æde bananfluer, som var blevet fodret sådan, at de enten indeholdt meget protein eller kun lidt protein, ref.10196.
Edderkopper fordøjer føden ved at udspytte fordøjelsesenzymer. Hvis edderkoppen var blevet fodret med proteinfattige bananfluer, udskilte den mere af de proteinnedbrydende fordøjelsesenzymer, hvis den fik et nyt måltid, og den sugede mere protein op fra føden, ref.10196.
Hvordan reagerer kroppen på proteinoverskud?
En græshoppe, som ved at spise særlig proteinholdig kost har skudt over proteinmålet, kan nedbryde nogle af de overskydende aminosyrer og udskille dette som nitrogenaffald, ref.10197.
Desuden har græshopper en metode, hvor høje koncentrationer af otte frie aminosyrer i blodet medfører feedback-hæmning på lysten til at spise, ref.10197.
Dog bevarer græshopper lysten til at spise, hvis føden indeholder kulhydrater (høj protein/lav kulhydrat-situationen). Dette er muligt, fordi græshoppen så giver sig til at udskille lysin, som er den aminosyre, som mest kraftigt påvirker spiseadfærden, ref.10197.
Ved at udskille lysin nedtones signalet om, at der er spist rigeligt af protein.
Hvordan nås proteinmålet i kosten?
Når gnavere gives fedtrig kost, vil de ofte være i underskud for protein. De har derfor brug for at spise mere for at nå proteinmålet. Normalt vil deres appetit blive bremset, når de har spist meget. Det er stoffet leptin, som udfører denne appetitbremsning. Men når dyret altså er i proteinunderskud, er løsningen at forhindre denne appetitbremsning – og det sker ved at hæmme leptin, eller rettede ved at hæmme leptinets virkning på hjernen, ref.10198.
Kan slimsvampe regulere deres kost?
Selv myxomyceter (også kaldet "svampedyr" eller "slimsvampe") er i stand til at udvælge makronæringsstoffer. I et forsøg placerede man en sådan "slimsvamp" på næringsfrit agar, og præsenterede den for en række madforslag, som parvis var optimale. (Det optimale for en slimsvamp er dobbelt så meget protein som kulhydrat).
I alle forsøg voksede slimsvampen hen til de to madforslag, som tilsammen gav denne idealkost, ref.10202.
I et andet forsøg gav man "slimsvampen" valget mellem hele 11 forskellige kostsammensætninger (fra en kost, der indeholdt 9 gange mere protein end kulhydrat, til det modsatte forhold). I alle tilfælde kravlede slimsvampen rundt i skålen og slog sig ned ved netop den madskål, som indeholdt den ideelle kostsammensætning, ref.10202.
Kan gnavere regulere deres kostindtag?
Gnavere som mus og rotter er ligesom mennesket kost-generalister, dvs. at de spiser en bred vifte af kost-emner. Derfor bruges gnavere ofte som modeller for menneskets ernæringsfysiologi.
Det har vist sig, at gnavere er i stand til at regulere deres indtag af proteiner og kulhydrater. Da man gav rotter forskellige menuer, regulerede de deres protein- og kulhydrat-indtag, selv om forskellige rotter blev tilbudt 8 forskellige menuer med valgmulighed af, hvor meget de ville spise af de forskellige fødeemner, ref.10203.
Et andet forsøg viste, at mus også regulerede deres protein- og kulhydratindtag, ref.10203.
Er vores indtag af protein konstant?
Forskellige studier tyder på, at mennesket har en vis evne til at kunne regulere sit indtag af makronæringsstoffer, især proteiner, ref.10203.
Det ser ud til, at vores makronæringssstof-specifikke feedback fungerer over en periode på 1-2 dage, ref.10203.
Vi lærer altså at associere visse fødeemner med deres næringsmæssige konsekvens, hvis vi spiser dem, ref.10203.
Det er påfaldende, at andelen af proteiner i menneskets kost er ret konstant, når man sammenligner forskellige befolkningsgrupper, eller til forskellig tid, ref.10203.
Tallet for protein-andelen er i størrelsesordenen 15% af den totale energi i kosten. Derimod kan andelen af fedt og kulhydrat variere, ref.10203.
Men ud over, at andelen af proteiner er ret konstant, er mængden af proteiner også ret konstant – i hvert fald i visse befolkningsgrupper, ref.10203.
Stor egenregulering i England
I den britiske befolkning skete der omkring midten af 1980'erne et kraftigt fald i indtagelsen af fedt fra dyr. Det var et resultat af kampagner for at få folk til at spise mindre dyrefedt, ref.10204.
Men indtagelsen af plantefedt steg tilsvarende.
Da sukkerindtagelsen faldt, blev det kompenseret af en øget indtagelse af komplekse kulhydrater (stivelse, frugt, grøntsager).
Faldet i indtagelse af oksekød, svinekød og lammekød blev kompenseret af stigning i indtagelsen af kyllingekød (som på grund af industrialiseret produktion blev billigere).
Alt i alt forblev indtaget af makronæringsstoffer og energi ret konstant i den britiske befolkning. (Folk tog på i vægt, men denne vægtstigning svarede til mindre fysisk aktivitet på grund af biler, TV og computer, ref.10205.
I USA var det anderledes. I perioden 1961-2000 steg indtagelsen af kulhydrat og fedt kraftigt (i modsætning til i England i samme tidsrum).
Proteinerne forblev derimod på nogenlunde samme niveau (faktisk faldt protein-andelen af den totale energi fra 14% i 1961 til 12,5% i 2000), ref.10206.
Faldet skyldtes i højere grad stigningen i kulhydratindtagelsen, end det skyldtes stigningen i fedtindtagelsen, ref.10207.
Bjælkehytteforsøget: Proteinmål
Studier af mennesker, gnavere og andre omnivore (altædende) dyr tyder på, at de i deres kostplanlægning skelner mellem protein og ikke-protein (dvs. at de ikke skelner så meget mellem fedt og kulhydrat), ref.10208.
Et lille forsøg blev udført i en bjælkehytte i de Schweiziske alper, ref.10204.
10 personer skulle bo sammen i 6 dage. I de første to dage kunne de vælge deres måltider frit fra en buffet, ref.10204.
I de næste to dage fik den ene halvdel af deltagerne en buffet med proteinrig kost, og den anden halvdel fik en buffet med proteinfattig kost, ref.10204.
Resultatet var, at folk vedligeholdt deres proteinindtag (men ikke vedligeholdt deres indtag af fedt+kulhydrat),ref.10204.
Protein-indtagelsen er hos mennesket mere tæt reguleret end indtagelsen af ikke-protein. Mennesker er villige til at overspise, når de er på en proteinfattig kost (hvorved der skaffes proteiner nok). Mennesker er derimod mindre villige til omvendt at begrænse madindtagelsen for at forhindre at få overskud af proteiner, ref.10209.
En række studier støtter denne såkaldte "protein-mål hypotese" (eng: Protein leverage hypothesis [leverage = vedr. en vægtstang]).
Mus og rotter gør som mennesker. Hvis de får for lidt proteiner, overspiser de gerne af en kulhydratholdig kost, hvis de på den måde samtidig kan få noget mere protein. Egernaber holder deres proteinindtag næsten konstant, hvorimod indtaget af ikke-protein får lov at variere meget, ref.10209.
Protein er det eneste makronæringsstof, som indeholder nitrogenatomer (kvælstof-atomer), som skal bruges til vækst og reproduktion, ref.10209.
Sydney-forsøget: Skjult protein
For at udelukke, at forsøgspersonerne spiser mere eller mindre afhængig af, hvor godt de forskellige retter smager, lavede man "Sydney-proteinforsøget". Proteinindholdet (10%, 15% eller 25%) blev skjult i eksperimentelle retter, hvor smagen var ens på tværs af proteinindholdet.
Folk kunne som bjælkehytteforsøget spise så meget, de ville, og alt blev vejet. Hvis de spiste de proteinfattige retter, gav de sig til at spise mere (især mellemmåltider). Hvis de spiste de proteinrige retter, gav de sig til at spise mindre.
Som sagt var smagen ens på tværs af proteinindholdet. Nedgang fra 15% protein til 10% protein bevirkede, at folk spiste mere – svarende til, at de, hvis de fortsatte, ville tage på – med 12 kg kropsfedt ekstra pr. år, ref.10210.
Virkningen med overspisning var tydeligere, når maden var krydret, end når maden var sød, hvilket også peger i retning af en ubevidst protein-krævende kostadfærd hos mennesket, ref.10210.
Hvis proteinandelen sattes op fra 15% til 25% resulterede dette ikke i en sænkning af energiindtagelsen!, ref.10210.
Det er nu påvist, at der findes noget, som kunne kaldes proteinappetit. Men hvad er de finere detaljer i denne mekanisme? Hvilke virkninger er der ved at erstatte proteiner fra havet med proteiner fra landbrug? Hvordan påvirker proteiner aldring, immunsystemet, sygdomme, fedme, adfærd, stofskifte osv.? Derom har man ikke tilstrækkelig viden.
Hvilken betydning har det, hvis kosten er proteinfattig?
Virkningen af dette protein-mål er enorm. En 1,80 m høj 45-årig mand med en stabilvægt på 76 kg (BMI = 23,5) har, hvis han er moderat fysisk aktiv, et energibehov på 10.700 kiloJoule pr. dag, ref.10210.
Hvis hans kost har en proteinandel på 14 energiprocent, skal han spise 1500 kJ protein/dag og 9200 kJ ikke-protein/dag. Det er 88 g protein. Da fedt er ca. dobbelt på energitæt som kulhydrater, vil fedt/kulhydrat-mængden og -forholdet kunne variere.
Hvis nu denne mand "udsættes" for mad, hvor de fedt/kulhydrat-holdige dele smager bedre, er billigere, lettere at skaffe, eller tilbydes i flere variationer – så vil han blive fanget på en ikke-optimal kost. Han vil skulle spise mere for at få sine proteiner!, ref.10211.
Eftersom proteinerne kun udgør en lille del af maden, vil selv en lille procentvis nedgang i protein-andelen betyde, at han skal spise betydeligt mere fedt/kulhydrat for at få suppleret op på proteinmængden, ref.10211.
Bliver vi snydt til at tro, at der er protein i kosten?
Smagsstimuli, der naturligt er tilknyttet proteiner, er natrium-saltsmag (og kalium-saltsmag) og umami-smag. Vi bliver derfor biologisk snydt, når man tilsætter disse stimuli til fedt- og kulhydratrige fødevarer, ref.10218.
Det er i et studie påvist, at amerikanerne øgede deres indtagelse af salt-snackkost mellem 1977 og 1996, og forskerne spekulerer på, om dette var et ubevidst forsøg på at skaffe sig proteiner for at opnå proteinmålet, fordi de måske forbandt salt med proteiner, ref.10218. I stedet forværredes problemet.
Hvad er snydemad?
I dag er det mest af vores mad snydemad. Brød er egentlig tørt, hvidt mel. Dette skjules ved at tilsætte vand, gær, salt, sukker og planteolie samt opvarme blandingen. Eller ved at friturestege og glasere med sukker – til en doughnut. Eller ved at tilsætte æg og margarine – til en kage, ref.10163 s.38.
Sammenligninger med stenalderkost viser, at ting er blevet ændret radikalt. I stenalderen var stivelsesholdig mad ikke samtidig salte (som kartoffelchips er i dag). I stenalderen var sød mad ikke samtidig fedtholdig (som is og chokolade er i dag). I stenalderen var fed mad ikke samtidig stivelsesholdig (som doughnuts er i dag).
Hvor meget protein får vi med kosten?
De fleste af os får kun halvdelen af den mængde protein, som vi behøver. Den lave proteinindtagelse bidrager til overvægt, højt kolesteroltal og øget risiko for mange kroniske sygdomme, ref.10163 s.49.
Hvordan giver protein mæthedsfornemmelse?
Ved indtagelse af proteiner bliver man typisk hurtigere mæt. Proteiner stimulerer frigørelse af mæthedshormoner, når den proteinholdige mad kommer ned i maven. Man føler sig derfor mæt, inden der er indtaget særlig mange kalorier. Det mindsker risikoen for at spise for mange kulhydrater og fedtstoffer. Nedbrydning af proteiner koster kroppen betydelig mere energi end nedbrydningen af fedt og kulhydrater, så hvis man gerne vil tabe sig, er det nemmere med et højt proteinindhold i kosten end med et lavt proteinindhold.
Det er vigtigt, at der indtages magre proteinholdige produkter, så der ikke følger for meget fedt med. Det kan være magert kød og evt. magre mejeriprodukter.
Hvilken rolle har aminosyrer i kroppen?
Hvis man fjernede vandet fra cellerne i kroppen, ville omkring halvdelen af cellernes tørvægt bestå af proteiner.
Der er mange forskellige proteiner i den enkelte celle i kroppen, og proteinerne løser mange forskellige opgaver i kroppen. Opgaverne er virkelig meget forskellige. F.eks. styres alle kemiske reaktioner i kroppen af enzymer, som er proteiner.
Proteinerne fra kosten spaltes til deres byggesten, de såkaldte aminosyrer. Spaltningen begynder allerede i mavesækken, hvor kirtler i mavevæggen udskiller enzymforstadiet pepsinogen. Saltsyre i mavesækken aktiverer dette pepsinogen til pepsin-enzym. Pepsin spalter proteinerne ved bestemte aminosyrer, så der dannes peptider (dvs. protein-brudstykker).
I tolvfingertarmen spalter trypsin-enzymet peptidbindinger mellem bestemte aminosyrer. (Trypsin-enzymet udskilles fra bugspytkirtlen som forstadiet trypsinogen).
Proteinerne i kosten er nu blevet spaltet til meget mindre peptider. I tyndtarmens væg findes enzymer, der kan spalte enkelte aminosyrer fra, som absorberes og føres med blodet til leveren.
Hvordan justeres koncentrationen af frie aminosyrer i kroppen?
I leveren justeres blodets aminosyresammensætning, så blodet altid indeholder en pulje af frie aminosyrer. Fra denne pulje i blodet kan alle kroppens celler optage aminosyrer efter behov. Dvs. at disse aminosyrer kan bruges til opbygning af nye proteiner, eller de kan alternativt blive brugt i energistofskiftet.
Proteiner, som ikke skal bruges til noget specifikt, bliver ikke lagret i depoter i kroppen, sådan som det er tilfældet med kulhydrat og især fedt.
Puljen består kun af de ca. 70 g aminosyrer, der hele tiden findes i blodet samt den mængde, der forarbejdes i leveren, ref.10173.
Da proteiner ikke oplagres i kroppen, har der været stor interesse for, hvor meget protein, vi kan tåle at indtage i kosten.
Hvad er den nedre grænse for protein-indtag?
Mennesket skal have 0,75 g protein pr. kg kropsvægt pr. dag, ref.10223.
Måske er denne nedre grænse lidt højere (op til 1 g/kg/dag, svarende til over 10 energiprocent for en voksen, og som mange ældre i Skandinavien klarer sig på, ref.10223).
Kan en høj proteinindtagelse være skadelig for kroppen?
Det er blevet hævdet, at mennesket ikke kan tåle at indtage mere end 20-30 gram protein pr. måltid. Men forskellige forskere er kommet til andre resultater ved at undersøge effekten af højt indhold af protein på nyrerne, ref.10104 og på forekomsten af hjertesygdomme, ref.10117.
En dansk forskergruppe har undersøgt nyrefunktionen hos raske, overvægtige personer, der enten indtog en proteinrig kost (25 energiprocent). eller relativ proteinfattig kost (12 energiprocent), ref.10116.
For begge grupper samt kontrolgruppen kom 30% af energien fra fedt og altså resten fra kulhydrat. Gruppen, der fik proteinfattig kost, indtog 70,4 g/dag, og gruppen, der fik proteinrig kost, fik 107,8 gram protein/dag (medens kontrolgruppen indtog 91,1 gram protein/dag). Der var ingen mængdebegrænsning på maden, ref.10116.
Nyrernes funktion blev fulgt ved at måle glomerular-filtreringshastigheden, nyrevolumenet og nyre-biokemien. Forsøget varede i 6 måneder.
Den proteinrige kost gav på dette halve år en ændring af nyrestørrelsen og øgning af glomerular-filtreringshastigheden. Den proteinfattige kost medførte en nedsættelse af glomerular-filtreringshastigheden. Forskellen mellem de to var ca. 10%, hvilket ikke er mere end forventet, når nyrerne skal tilpasse sig den ændrede belastning, som en ændring i proteinindtag giver. Forskerne konkluderede, at et højt proteinindtag ikke havde nogen ugunstig virkning på nyrefunktionen. Dette gælder naturligvis ikke for personer med svækkede nyrer, ref.10116.
Kan en høj proteinindtagelse medføre nyresygdomme?
Forskere ved Harvard Medical School har undersøgt, om der er sammenhæng mellem et højt protein-indtag og hjertesygdomme, ref.10117.
Tidligere havde nogle forskere fundet en positiv sammenhæng, medens andre forskere ikke så nogen sammenhæng.
Studiet ved Harvard Medical School omfattede 80.082 kvinder i alderen 34-59 år, ref.10117.
Deltagerne blev fulgt i 14 år fra 1980 til 1994. Deltagernes indtagelse af protein og andre næringsstoffer blev fulgt ved hjælp af spørgeskemaer, som blev udsendt med 2 års mellemrum for at følge op på den kost, som deltagerne indtog. Hjertesygdomme blev diagnosticeret, og der blev observeret 658 tilfælde af ikke-fatale iskæmiske hjertetilfælde og 281 fatale, altså dødsfald. Deltagerne blev opdelt i 5 grupper, hvor indtaget af protein i gennemsnit udgjorde fra 15 til 24% af den totale energi. Kulhydrat-indtaget faldt fra 45% i lavproteingruppen til 34% i højproteingruppen. Total-fedtindholdet steg fra 36% i lavproteingruppen til ca. 41% i de andre grupper.
Efter justering for alder var højproteingruppen (24%) forbundet med en lavere risiko for iskæmisk hjertesygdom (75% i forhold til 100%), ref.10105.
Efter justering for rygning samt cholesterol- og fiberindholdet i kosten og fedtsammensætningen var risikoen stadig kun omkring 75%, ref.10117.
Disse faktorer havde altså ingen betydning. I mellemgrupperne for proteinindtagelse var risikoen noget højere end højproteingruppen, men højest var lavproteingruppen, der her er referencegruppen (100%).
I dette omfattende studie med 80.082 kvinder, som altså blev fulgt i hele 14 år, blev der ikke fundet en forhøjet risiko for iskæmisk hjertesygdom ved at sætte proteinindtagelsen op, ref.10117.
Der blev faktisk i stedet fundet et beskedent fald i risikoen for iskæmisk hjertesygdom.
Forskerne maner til forsigtighed med at omsætte resultaterne til almene kostråd, da en stigning i indtagelse af proteiner af animalsk oprindelse, såsom kød, mejeriprodukter og æg, ofte resulterer i en stigende indtagelse af mættet fedt og cholesterol og derved mulighed for en ugunstig påvirkning af nyresygdomme og osteoporose, ref.10117.
Indtagelse af høje mængder af protein (24-25%). skader således ikke nyrerne og giver ikke en forhøjet risiko for iskæmisk hjertesygdom.
Hvorfor taber man sig ved at spise protein?
Der er flere årsager til, at man taber sig, hvis man begynder at spise mere protein. 1) Protein øger stofskiftet (dvs. at der forbruges ca.2,5 gange mere energi til at omsætte 1 kalorie protein, end der bruges til at omsætte 1 kalorie fedt eller 1 kalorie kulhydrat). 2) Protein påvirker appetitten ved at tilfredsstille sulten langt mere effektivt, end både fedt og kulhydrat kan. Marisa Porrini og kolleger fra Milano universitet har påvist, at måltider med højt proteinindhold er langt mere mættende, end hvis måltidet har et højt fedtindhold, ref.10163 s.68. [Marisa Porrini, Crovetti R, Riso P, Santangelo A, Testolin G. Effects of physical and chemical characteristics of food on specific and general satiety. Physiol Behav 1995;57:461-468 – og – Marisa Porrini, Santangelo A, Grovetti R, Riso P, Testolin G, Blundell JE. Weight, protein, fat, and timing of preloads affect food intake. Physiol Behav 1997;62:563-570]
Britta Barkeling og kolleger fra Karolinska Hospital i Stockholm gav 20 sunde kvinder frokost med identisk kalorieindhold, men enten proteinrig (kød-gryderet) eller kulhydratrig (vegetarisk gryderet). Derefter målte forskerne, hvor meget mad kvinderne spiste under middagen 4 timer senere. Kødret-holdet spiste 12% færre kalorier og viste større aversion mod at spise proteinholdige retter under middagsmaden end kulhydrat-holdet, ref.10163 s.68. [http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/2228407 (Britta Barkeling, Rossner S, Bjorvell H. Effects of a high-protein meal (meat) and a high-carbohydrate meal (vegetarian) on satiety measured by automated computerized monitoring of subsequent food intake, motivation to eat and food preferences. Int J Obes 1990;14:743-751.asp">]
R. James Stubbs og kolleger fra Rowett Research Institute i England gav seks mænd proteinrig morgenmad og sammenlignede med, hvis de fik fedtrig eller kulhydratrig morgenmad. Når man noterede sulten 24 timer efter morgenmadsmåltidet viste det sig, at det proteinrige morgenmåltid undertrykte sulten langt mere effektivt end det fedtrige eller det kulhydratrige, ref.10163 s.68. [R. James Stubbs, van Wyk MC, Johnstone AM, Harbron CG. Breakfasts high in protein, fat or carbohydrate: effect on within-day appetite and energy balance. Eur J Clin Nutr 1996;50:409-417]
Hvis kroppen indtager et overskud af protein er det meget vanskeligt og ineffektivt for kroppens stofskifte at gemme dette ekstra protein som fedt. Overskuddet stammer næsten altid fra ekstra fedt eller ekstra kulhydrat, og det er af denne grund, at det oftest er fedt og kulhydrat som feder, ref.10163 s.69. Det er umuligt at forøge sin vægt ved at spise for meget protein. Det skyldes også, at leveren ikke over en vis grænse kan håndtere det ekstra nitrogen, som dannes, når kroppen nedbryder protein. Grænsen er ved ca. 35% for de fleste mennesker, altså ved 35% af den daglige kalorieindtagelse i form af protein. Når denne grænse overskrives, opstår kvalme, diarré og proteinforgiftning i form af pludseligt vægttab mv, ref.10163 s.69.
Tegn abonnement på
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.
Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.
Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.
Recent Comments