Antibiotika – en sygehistorie om lungebetændelse

Antibiotika medfører, at bl.a. lungebetændelser ikke er så livstruende, som de var tidligere, hvis blot behandlingen sættes tilstrækkelig hurtigt ind. Heldigvis er ”Pneumokok”-lungebetændelsen (der nu kaldes Streptococcus pneumoniae) stadig næsten altid følsom for penicillin. Men det gælder ikke i alle lande. Antibiotikaresistens er et problem ved en del bakteriesygdomme. Læs beskrivelsen af en lungebetændelse som patienten selv oplevede det. Artiklen her bragtes i BioNyt nr. 137 s.26 (august 2007)
—
Artiklen herunder besvarer bl.a. følgende spørgsmål:

Hvordan udvikler en lungebetændelse sig (Pneumokok/Diplokok/Streptokok-lungebetændelse)?

Hvordan behandles en lungebetændelse (Pneumokok/Diplokok/Streptokok-lungebetændelse)?

Hvordan påvises en lungebetændelse (Pneumokok/Diplokok/Streptokok-lungebetændelse)?

Findes penicillinresistent lungebetændelse (Pneumokok/Diplokok/Streptokok-lungebetændelse)?

Antibiotika medfører, at bl.a. lungebetændelser ikke er så livstruende, som de var tidligere, hvis blot behandlingen sættes tilstrækkelig hurtigt ind. Heldigvis er ”Pneumokok”-lungebetændelsen (der nu kaldes Streptococcus pneumoniae) stadig næsten altid følsom for penicillin. Men det gælder ikke i alle lande. Antibiotikaresistens er et problem ved en del bakteriesygdomme.

En bakterieinfektion:
Et tilfælde af lungebetændelse som patienten selv oplevede det.
Jeg blev forkølet en torsdag i december måned. I løbet af weekenden fik jeg feber (38 grd.) og tænkte, at jeg havde fået influenza. Søndag eller mandag begyndte jeg at hoste kraftigt, og da jeg vågnede tirsdag morgen, havde jeg stadig feber og stærke smerter i den nedre del af venstre lunge. Jeg opsøgte min læge, som lyttede på mine lunger med sit stetoskop og hørte nogle usædvanlige lyde i venstre lunge, som fik ham til at tro, at lungen måske var klappet sammen. Jeg var desuden blevet stærkt forpustet af at gå op ad trappen til konsultationen på første sal og havde åndenød.

Lægen besluttede, at mine lunger skulle røntgenfotograferes i en fart, og han ringede straks til det nærmeste ­hospital og aftalte en akut indlæggelse.

Jeg tog direkte ud til hospitalet, hvor jeg blev indlagt på den akutte modtagelsesafdeling på en stue sammen med to andre patienter med lungebetændelse, hvilket under de givne omstændigheder minimerede risikoen for, at vi smittede patienter med andre sygdomme. Jeg forstod, at den ene af de to andre patienter sandsynligvis var blevet smittet med lungebetændelse under en indlæggelse med en anden lidelse, men da raske mennesker i lang tid kan være bærere af lungebetændelsesbakterier (se nedenfor) kan det være vanskeligt eller umuligt at fastslå smittekilden.

Røntgenbillederne af min venstre lunge viste grå pletter, som er typiske ved infektioner af den “klassiske” lungebetændelsesbakterie Streptococcus (Pneumococcus, Di­plococcus) pneumoniae (lungebetændelse kan forårsages af andre mikroorganismer og vira).

For at lette min vejrtrækning fik jeg en maske for næsen, hvorigennem jeg indåndede et stof, der udvider bronkierne, og jeg fik derpå tilført ren ilt gennem en slange i næsen, så jeg bedre kunne få vejret. Jeg fik på grund af min alder (59 år) også undersøgt min hjertefunktion ved elektrokardiografi, og da undersøgelsen viste nogle atypiske mønstre, blev der udtaget blodprøver til undersøgelse af blodets eventuelle indhold af nogle særlige enzymer, som typisk forekommer ved hjerte- og blodkarlæsioner såsom kransåreforkalkning og blodpropper.

En sikker diagnose og altså en effektiv og korrekt behandling kræver, at bakteriernes art bestemmes præcist. Dette kan gøres ved at fremstille et mikropræparat af en frisk slimprøve og Gram-farvning (se nedenfor); en mere tidskrævende test er dyrkning af bakterier fra en prøve af patientens op­hostede slim i en petriskål med et ­egnet næringssubstrat/blodagar sådan, at der udvikles bakteriekolonier, hvorfra prøver kan undersøges ved farvning med særlige reagenser og under et ­mikroskop. Nogle bakterier (de Gram-positive) er penicillinfølsomme, mens andre (såsom de Gram-negative (f.eks. Klebsiella pneumoniae eller Hæmophilus influenzae, der også kan give lungebetændelse) må bekæmpes med andre antibiotika. Pneumokokkerne er Gram-positive, hvilket afsløres ved farvning med et særligt reagens, som farver bakterierne sort-­violette, uden at de kan affarves med alkohol, og de fremtræder i mikroskopet som lidt sammentrykte kugleformede celler, der hænger sammen i par (deraf navnet ”Diplococcus”). Farvning med tusch er også mulig, da bakteriernes omhylning/kappe af polysaccharider modtager dette farvestof.

Jeg fik derfor udleveret en engangsplastikdåse, hvori jeg, når jeg hostede, skulle levere opspyt/slim fra lungerne. Den såkaldte ekspektoratdåse er en dobbeltdåse af hensyn til pleje- og laboratoriepersonalet for at forhindre smitte med patogene bakterier, og inderdåsen, hvori slimen befinder sig, åbnes kun af den person, som i et dertil indrettet sterilt skab udfører podningen for at dyrke bakterierne.

Den typiske bakterieholdige og gule slim fra lungerne hostes ikke nødvendigvis op i sygdommes første faser, og den/det ophostede slim/spyt fra de øvre luftveje indeholder måske ingen pneumokokker, hvilket kan føre til en fejlagtig diagnose. Hvis patienten ikke kan levere slim, som typisk ser ud til at indeholde bakterier, kan lægen vælge at udtage slimprøver fra lungerne ved at føre en fiberslange/et bronchoskop ned gennem luftrøret, hvilket kan være ubehageligt for patienten, og/eller iværksætte en behandling med antibiotika på grundlag af formodningen om, at der er tale om en bakterieinfektion. Det sidste valg kan bevirke, at bakterierne slås ihjel, inden en præcis bestemmelse kan udføres, og altså at en sikker diagnose ikke kan stilles, men patientens tilstand kan gøre det nødvendigt at begynde behandlingen på et usikkert grundlag. Man kan eventuelt begynde med et bredspektret antibiotikum, som rammer både Gram-negative og Gram-positive bakterier, selvom dette kan give bivirkninger, hvis for eksempel patientens tarmflora af Gram-negative bakterier ødelægges.

Raske mennesker kan gå omkring med pneumokokker i hals og svælg, hvilket kan føre til en fejldiagnose. Dyrkning fra blodprøver giver derimod en sikker diagnose og udføres derfor rutinemæssigt ved mistanke om akut pneumokok-lungebetændelse. Når/hvis bakterierne spredes til patientens blod og får mulighed for at formere sig der (hvis der ikke iværksættes en effektiv behandling), kan infektionen føre til en blodforgiftning (sepsis). Dette er endnu en vigtig grund til at undersøge, om der findes bakterier i patientens blod.

Lungebetændelse var en meget alvorlig sygdom, indtil antibiotika såsom penicillin blev tilgængelige, og er det stadigvæk på grund af det hurtige forløb. En krise indtræder som regel på sygdommens femte eller sjette dag, med mindre patienten allerede er under behandling eller er blevet helbredt med en målrettet behandling. Hvis patienten overlever krisen, aftager feberen og de øvrige symptomer hurtigt og dramatisk, og derpå ophører en ukompliceret pneumokok-lungebetændelse. Sandsynligheden for, at patienten kommer sig “af sig selv”, anslås til ca. 70 %. Kroppens egne forsvarsmekanismer, såsom “ædeceller”/makrofager, der kan optage og tilintetgøre bakterierne hurtigere, end bakterierne kan nå at formere sig, er grunden til, at patienter, som ikke i forvejen er svækkede af andre årsager, har gode chancer for at komme sig.

Det lykkedes mig allerede på modtagelsesafdelingen at producere en pneumokokholdig slim, og jeg fik samme eftermiddag lagt en kanyle ind i en vene på min underarm, sådan at en penicillinholdig opløsning kunne sprøjtes direkte ind i mit blod.

Den næste dag blev jeg flyttet til hospitalets infektionsmedicinske afdeling, hvor jeg på grund af smitterisikoen ved den kraftige hosten det første døgn fik tildelt en enestue (med eget badeværelse, fjernsyn, lænestol og sofabord etc.). Jeg fik taget blodprøver med henblik på dyrkning af eventuelle bakterier i blodet (se ovenfor), og den intravenøse penicillinbehandling fortsatte med ­injektioner tre gange i døgnet og varede i fire dage.

Jeg blev efter et døgn på enestue flyttet til en tosengsstue (også med badeværelse, fjernsyn med mere) sammen med en anden patient med lungebetændelse, idet min hoste allerede var aftaget betydeligt, og min vejrtrækning var blevet forbedret, så jeg kunne undvære tilførslen af ren ilt gennem næsen.De følgende dage føltes som ren rekrea­tion med fortsat penicillinbehandling og god og kærlig pleje og forplejning fra alle hospitalets personalegrupper. Kommunikationen med lægerne ved den daglige stuegang og med sygeplejersker og bioanalytikere med flere var fortrinlig, og jeg påskønnede de hurtige og effektive undersøgelsesrutiner på modtageafdelingen, som muliggjorde en hurtig og præcis diagnose og deraf følgende behandling.

Jeg blev udskrevet om lørdagen med en portion penicillintabletter og en recept til køb af flere tabletter, sådan at kuren kunne gennemføres og afsluttes på behørig vis.

Det er selvfølgelig ikke rart at være syg og blive indlagt akut på et hospital; men oplevelsen, når det nu skulle være, var vældig positiv. Jeg har kun godt at sige om behandlingen og plejen på hospi­talet. Jeg vil som et eksempel på den gode stemning nævne personalets reaktion, da min medpatient på tosengsstuen under et besøg på toilettet ved en fejl kom til at trykke på knappen til nødkaldet (“hjertestopknappen”). En læge og to sygeplejersker kastede det fra sig, som de var i gang med, og kom styrtende ind på stuen, hvor jeg intetanende lå i min seng, da de spurgte, hvem der havde aktiveret nødkaldet. Min medpatient kom ud fra badeværelset og fortalte, at han var kommet til at trykke på knappen. De tog den falske alarm med knusende ro og tålmodighed og forklarede venligt, at personalet i almindelige situationer kun bør tilkaldes ved hjælp af sengebordets kaldeanlæg. Der var ingen sure miner eller bebrejdelser i den hektiske situation.Kilder: Den anonyme patients egne oplevelser og Bernard D. Davis et al.: Microbiology, Harper & Row, New York, Evanston & London og John Weatherhill, Inc., Tokyo, 1970. Beskrivelse af lungebetændelse i litteraturen: ”Kærlighedsbarn” af Maria Helleberg. (Romanen handler om Louise Augusta, der officielt er kongedatter, men uofficielt Struensees datter. Hendes mand, hertug Friedrich Christian af Augustenborg, kaldet Fritz, dør af lungebetændelse (kort omtalt s.740-752 i bogen)).Penicillin-resistensTaiwan har en af verdens højeste forekomster af resistente pneu­mo­kokker. De første tilfælde af penicillinresistens i Taiwan sås i 1986, og i 1995 så man multiresistens. Før 1967 var Streptococcus pneumoniae altid følsom for penicillin. Asien er et af centrene for antibiotika­resistens hos pneumokokker, og i Taiwan er der alarmerende mange lungebetændelsespatienter, som huser penicillinresistente bakterier. Man har dog ikke kunne måle øget dødelighed på grund af penicil­linresistensref. 5219.

Artiklen her bragtes i BioNyt nr. 137 s.27 (marts 2007)

Tegn abonnement på

BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.

Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.

Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.