E-BOG OM STAMCELLER
Denne side er et supplement til
**BioNyt – Videnskabens Verden** nr.138/139
Du kan tegne abonnement på BioNyt: Videnskabens verden **her!**
Du kan søge på siden med Ctrl-F eller Ctrl-B
(eller bruge en anden søge-genvej på computeren).
BioNyt nr.138/139: Tema om stamceller
Spørgsmål om stamceller
(Denne service er for abonnementer eller dem, der har købt bladet).
Du kan søge på siden med Ctrl-F eller Ctrl-B
(eller bruge en anden søge-genvej på computeren).
E-BOG OM STAMCELLER
STAMCELLER
Hvad er stamceller?
Stamceller er umodne celler. De udgør stammen til udvikling af nye celler, når de gamle dør. Hvis man kunne styre dem, ville man kunne udskifte celler dér, hvor kroppen ikke selv kan. Hvis man kunne reparere skrantende væv og organer, ville det være en medicinsk revolution.
Stamceller er som modellervoks, som kan erstatte væv, som angribes af sygdom. Stamceller er levende forvandlingskugler med evnen til at udvikle sig til specialiserede celler, såsom nerveceller og hormondannende celler. Stamceller rummer muligheden for helbredelse, ikke kun behandling. Stamceller kan optimistisk gøre blinde seende, døve hørende, gigtramte smertefrie, hjerteskadede raske, lamme gående, sukkersyge insulinuafhængige, senile åndsfriske. Stamcelleforskning koster ikke liv, som nogle religiøse påstår, det bringer håb om lindring.
Blandt de af naturens hemmeligheder, som stamcelleforskerne er i gang med at aflure, er, hvordan en stamcelle enten bliver til f.eks. en blod-, hud-, lever-, hjerte-, nerve- eller anden celletype.
I princippet kan stamcellerne det samme, som vi i dag bruger grove midler, som insulinpumper eller titanium-led, til. Mange af os kender en bekendt, som kun stadig lever, fordi en knoglemarvstransplantation lykkedes. Dette er en transplantation af stamceller. Metoden indførtes i 1968. Stamceller fra donor-knoglemarven gendanner patientens blod- og immunsystem. Patientens immunforsvar inaktiveres på forhånd for at donorknoglemarven ikke skal blive afstødt.
De vigtigste stamcelletyper er de "embryonale stamceller" og de "voksne stamceller".
STAMCELLER
Hvordan har USA's politik været på stamcelleområdet?
Meget af stamcelleforskningen foregår i USA, og derfor har dette lands lovgivning stor betydning. Den amerikanske kongres indførte et bredt forbud mod føderal støtte til human embryonal stamcelleforskning. Præsident George W. Bush fastholdt dette forbud d. 9. aug. 2001, men tillod, at føderale statsmidler måtte bruges til at studere allerede etablerede embryonale stamcellelinier (Se kilde). Men at etablere nye embryonale stamcellelinier (ES) skulle fortsat være forbudt, "fordi skatteyderne derved blev med skyldige i destruktion af embryoner". Der var 60 stamcellelinier, men i praksis kun en snes ES-stamcellelinier, som derved måtte studeres for føderale midler, og i dag er kun få reelt anvendelige, og alle er forurenede af museproteiner fra dyrkningen. De over hundrede embryonale stamcellelinier, som er lavet siden, må forskerne i USA kun studere for private midler. Da den amerikanske Kongres overvejede at ændre loven for at tillade bredere anvendelse af embryonale stamceller, blev kongresmedlemmerne over svømmet af henvendelser fra patienter med sygdomme, hvor stamcelleforskning er eneste håb, – samt af indædte modstandere af forskning, der bruger embryonale stamceller. I 2006 (hvor republikanerne havde flertallet) vedtog Kongressen en lov for at udvide stamcelleforskningen, men George W. Bush udstedte sit første veto i sin præsidentperiode. I 2007 (hvor demokraterne i mellemtiden havde fået flertal) vedtog Kongressen en lignende lov, men det blev igen mødt med et veto fra præsidenten 20. juni 2007 ( Se kilde). Staten Californien gik imod præsidentens linie og vedtog i 2004 at støtte stamcelleforskningen med 3 milliarder dollar over en måske 10- årig periode, hvilket anses for at være verdens største økonomiske tilskud til dette forsknings område. Modstandere af stamcelleforskning hev Californien i retten med påstand om, at den var i mod strid med den amerikanske forfatning, fordi forskningen indebar ødelæggelse af humane embryoner. Modstanderne endte med at tabe sagen, og fik den også senere afvist af Californiens højesteret (i 2007). Men programmet var blevet forsinket, og lederne havde mistet tålmodigheden og sagt deres stillinger op. Nu har man ansat en ny leder, den 61-årige australske forsker Alan O. Trounson fra Monash Universitet i Victoria, Australien. Han var i sin tid pionér på reagensglasbefrugtningsområdet og i 1990'erne frembragte han nogle af de første humane embryonale stamcellekolonier. Desuden har han erhvervserfaring, fordi han var med til at etablere et firma i Singapore, ES Cell International, til forskning af humane embryonale stamceller ( Se kilde). Mange forskere i USA afholder sig fra at forske i stamceller på grund af den politiske usikkerhed. Mindst to fremtrædende stamcelleforskere er flyttet til England, hvor fertilitetsklinikker og stamcelleforskning har tilsyn fra samme statslige myndighed, Human Fertilisation and Embryology Authority, HFEA, – en 18-personers komité med forskere mv., og mange lægfolk, som tager stilling til ansøgninger om forsøg. Modsat i USA har her aldrig været demonstrationer.
STAMCELLER
Hvordan dyrkes embryonale stamceller?
De embryonale stamceller skal passes og plejes dagligt med ny næring og ugentlig deling af kolonierne for at undgå overbefolkning i dyrkningsskålene. På Madison universitet arrangerer man 3-dages kurser i at dyrke de embryonale stamceller på et lag af celler fra musefostre, som under dissektion af en af livet, drægtig mus forsigtigt hentes op fra dens livmoder. De hormonrige museceller udgør et godt dyrkningsleje for de humane embryonale stamceller. Daglig tilførsel af flydende næring og deling af kolonierne hver uge er ikke nok til, at de embryonale stamceller trives, – der kræves også et nyt lag af museceller hver anden uge – ellers bliver stamcellerne en ubrugelig masse af celler, som til sidst dør. Dette er situationen for de amerikanske forskere, som er henvist til føderale bevillinger. De privatfinansierede forskere i USA, og forskere i visse andre lande såsom Sverige, har udviklet embryonale stamcellelinier, som er mere hårdføre og mindre krævende ved bl.a. ikke at behøve et lag af museceller.
STAMCELLER
Hvad kan stamceller bruges til?
Stamceller åbner mulighed for at behandle hidtil uhelbredelige sygdomme, eventuelt i form af medicin, der er lavet til den enkelte patient. Stamcellerne giver mulighed for at skabe nye redskaber til at reparere eller erstatte sygt væv, f.eks. til behandling af diabetes, Parkinsons sygdom, knogleskørhed, hjerteproblemer osv.
Man har indledt de første kliniske terapiforsøg baseret på humane nervestamceller og forventer at indlede tilsvarende forsøg med humane embryonale stamceller inden for få år (Se kilde). Der er gjort mange lovende forsøg med stamceller. Stamceller fra knoglemarv eller navlestrengsblod har gjort leukæmipatienter sygdomsfri ( Se kilde 5412 side 47). Sygdommen myasthenia gravis kan behandles med stamceller fra knoglemarven. Personens eget immunsystem angriber nerverne og afbryder nerveimpulser til musklerne, så evnen til at gå, synke og trække vejret mistes. Da immunsystemets T-celler formentlig kan huske fejlinformationen ødelægger man først stort set alle T-celler i patienten, hvor efter patienten modtager bloddannende stamceller, som efter 3 måneder genetablerer et immunsystem uden fejlen. En patient begyndte f.eks. at føle sine fødder igen efter en sådan behandling som tegn på, at også de lange nervers funktion var reetableret ( Se kilde). Stamceller fra donorblod har hos nogle patienter reduceret kræft i bugspytkirtlen eller æggestokkene og begrænset non-Hodgkins lymfom ( Se kilde 5412s47).
Voksne stamceller har kunnet øge helingen af nedslidt brusk, og hos nogen virkede gigtmedicinen bedre efter behandlingen ( Se kilde 5412 side 47). Stamceller kan bruges til at reparere en hornhinde. Vævsvæsken fra øjet indeholder stamceller, som fra patientens raske øjes hornhinde-rand kan lokkes til at danne en hinde, som derefter kan transplanteres til det syge øje, hvor hornhinden f.eks. er ætset af et kemisk stof, der er kommet i øjet ( Se kilde 5412 side 52).
Stamcellerne opsøger skadestedet på hornhinden og udbedrer skaden. Britiske læger har behandlet patienter med en arvelig øjensygdom, iris-mangel (Aniridia), som kan give blindhed, med stamceller fra slægtninge. Stamcellerne blev efter bearbejdning i et laboratorium transplanteret til patienternes hornhinde med stor succes ( Se kilde). Også øjets nethinde kan tænkes behandlet med stamceller. Et britisk studie af fiskeøjne peger i den retning. De celler, som man har opdaget, findes både hos fisk og pattedyr, og forsøg på rotter tyder på, at man vil kunne bruge disse celler til at regenerere beskadede nethinder hos mennesker, og at man f.eks. vil kunne behandle grøn stær og diabetes-relateret blindhed ved at indsprøjte disse celler i øjet ( Se kilde).
Forskere har forbedret synet hos patienter ved at bruge voksne stamceller fra patienternes egne øjne. Aldersrelateret Makula- Degeneration (AMD) er hyppig årsag til blindhed, og stamcellemetoden virker på 10% af AMD-patienterne. For at gøre metoden mere tilgængelig planlægger forskerne at bruge retinapigment-epithelceller, der er udviklet fra embryonale stamceller ( Se kilde).
Stamceller fra mennesker kan bruges som model for humant væv til medicinske forsøg. Derved vil man kunne afprøve nye lægemidlers eventuelle giftvirkninger ved at dyrke et sådant væv, og se, hvordan det nye stof virker på vævet. Dette kan lette udviklingen af nye lægemidler. Det vil også mindske behovet for dyreforsøg meget.
Stamceller vil kunne bruges til at studere de grundliggende mekanismer ved cellers deling, udvikling og differentiation, dvs. dannelsen af nye specialiserede celler. Dette kan give ny viden om stofskiftefejl. Det kan også give oplysninger om det genetiske grundlag for mange sygdomme.
Enhver færdigudviklet celle i kroppen, f.eks. en hjernecelle eller hjertecelle, har været gennem en slags biologisk tog rejse med stationer og skiftespor undervejs. Håbet er, at forskerne kan lære, hvilke næringscocktails og vækstbetingelser, som kræves, så man på kommando kan få cellerne til at udvikle sig frem (eller tilbage) ad disse biologiske rejseveje. Målet er, at primitive stamceller på et kemisk signal fra forskerne straks ad lyder ordre, og bliver til højt specialiserede leverceller, hjerneceller osv., som kan bruges til at behandle sygdomme eller skaffe os ny viden om menneskekroppen. Et mål kunne f.eks. være at tilbageføre en almindelig celle til at blive til en stamcelle (enten ved påvirkning med et signalstof, eller ved sammensmeltning med en uspecificeret celle uden egen kerne), og derefter ændre denne nye stamcelle til en rygmarvscelle, og transplantere denne 100% vævsforligelige celle ind i patienten, så rygmarven, hos en person med rygmarvsbrud vokser sammen, så patienten kan bruge benene igen i stedet for at være bundet til livslangt sygeleje.
Nogle forskere mener, at stamcelleforskningen kan blive lige så vigtig, som genteknologien har været. ( Se kilde 5271 side 44). Stamcellerne har evnen til at udvikle sig til specialiserede celler, f.eks. til nerveceller eller hormonproducerende celler. Dette kan bruges medicinsk og i forskningen. Perspektiverne er store. Optimistisk vil blinde kunne gøres seende, lamme raske, sukkersyge insulinproducerende, senile huskende. Stamceller er også blevet kaldt en slags mirakuløst modellervoks, som kan gå ind og erstatte det væv, som angribes af sygdom ( Se kilde 5271 side 44).
Nogle forskere anser den medicinske udnyttelse af stamceller for at kunne blive endnu større end den medicinske udnyttelse af genteknologien ( Se kilde). Det siger noget om det enorme potentiale, som stamcellerne har. Stamcelleforskningen kan give oplysninger om, hvordan et menneske kan udvikles ud fra et befrugtet æg, og hvordan arvelige sygdomme udvikles. Men stamcellerne vil også kunne bruges til at teste nye lægemidler og helbrede sygdomme, som i dag er uhelbredelige.
De dyrkede, embryonale stamceller kan tænkes anvendt til celleterapi, hvis de forinden er blevet differentieret til den celletype, som ønskes til behandlingen.
De såkaldte "voksne stamceller" er mindre fleksible end de embryonale stamceller, dvs. at de ikke kan udvikles til enhver celletype, og de er ikke udødelige, når de dyrkes i laboratoriet (Se kilde). Selv om der er problemer med at udnytte stamcellerne i praksis forsøges de anvendt inden for mange områder, bl.a. Alzheimers demens, Parkinsons sygdom, blodsygdomme, blodtab, skaldethed, blindhed, cystisk fibrose, døvhed, diabetes, hjertesygdomme, nyresvigt, leverskade, lupus, sygdomme i de motoriske nerver, sklerose, knogleskørhed, skader på rygraden og slagtilfælde. Man har desuden også brugt stamceller mod kræft og til at dyrke væv til bryst implantater samt til at erstatte tænder. Stamceller har også været brugt til behandling af hunde og væddeløbsheste.
Cellebeskyttelse
Stamceller vil også kunne bruges til at beskytte andre celler mod at lide skade ( Se kilde). F.eks. har man fået stamceller til at udskille signalstoffer, som stimulerer eksisterende celler til at udbedre skader ( Se kilde). Ved at gensplejse stamcellerne fra knoglemarven, før de gives tilbage, har man f.eks. kunnet tredoble et signalstof, som kaldes SDF-1. Dette er et SOS-signal om hjælp, som også beskadigede hjerteceller udsender efter et hjerteanfald, og som formentlig tilkalder reparationsceller ( Se kilde). På den måde kan man altså starte kroppens egne helbredelsesevner. Anvendt i et forsøg med rotter var denne metode i stand til at nedsætte celledød blandt hjertecellerne med 70% ( Se kilde).
Industriel anvendelse
Først når det bliver muligt at dyrke stamceller så sikkert, at stamcellebehandling kan tilbydes mange, vil medicinalfirmaerne blive virkelig interesserede. Ellers ville det være en underskudsforretning for firmaerne. Hvis stamcellebehandling skal kunne tilbydes til mange patienter vil det formentlig kræve, at der bliver givet udvidet tilladelse til at udvikle stamcellelinier fra embryonale stamceller. Den bioteknologiske industri er vant til at dyrke cellekulturer. En talsmand for et biotekfirma har udtalt, at blot ét laboratorium i hans firma ville kunne producere tilstrækkeligt med celler til f.eks. at behandle alle de 250.000 patienter, som i USA i de næste 20 år vil få akut skade på rygmarven ( Se kilde).
Anvendelse af terapeutisk kloning
Man forventer, at man vil kunne udnytte terapeutisk kloning (se box side 25) til behandling af sygdomme, f.eks. på følgende måde: Nogle celler (hudceller, hvide blodlegemer eller andet) udtages fra en patient. Disse celler er "somatiske" celler. De sammensmeltes med kerneløse ægceller eller kerneløse zygoter. (Sammensmeltningen kan f.eks. ske ved elektrofusion). Derved dannes zygotelignende celler, som er en klon af patientens egne celler (resultatcellen er blevet kaldt en "clonote", altså i stedet for en zygote (Se kilde 5640 side 54 note). Zygoterne dyrkes, og udvikler sig til blastocyster. Celler fra den indre cellegruppe i blastocysterne høstes, og da disse celler er embryonale stamceller, kan de ved tilsætning af de korrekte signalstoffer udvikles til lige præcis de celler, som skal bruges til at behandle patientens sygdom (celleterapi). Cellerne – som har patientens egen vævscelletype – transplanteres tilbage til patienten ("autolog transplantation"). Der er ingen risiko for vævsafstødning, og immunhæmning er derfor ikke nødvendig.
STAMCELLER
Hvilken sammenhæng er der mellem stamceller og ældning?
Ældning af væv hos mennesket skyldes mindre aktive og færre stamceller. Dette medfører rynker, svækkede organfunktioner osv. Ældningen af stamcellerne skyldes specifikke faktorer, f.eks. ændringer i den såkaldte stamcelle-niche, der er det specialiserede mikromiljø, som omgiver stamcellen, og som opretholder stamcellen som en udifferentieret celle.
Forskere ved Salk Institute for Biological Studies, La Jolla, Californien, har påvist, at ældningsprocessen får støtten fra nichemiljøet til at forsvinde, hvorved stamcellerne bliver dårligere til at formere sig, så der bliver færre stamceller, og altså mangel på stamceller, når der opstår et reparationsbehov. Dette vil have betydning, hvis man vil behandle ældre mennesker med stamceller.
Hvis de ældres mikromiljø er svækket, vil de måske ikke kunne opretholde en population af transplanterede stamceller ret længe.
Man har tidligere påvist, at støtteceller kan udsende de signalstoffer, som kræves af stamcellerne. Kunstig tilførsel af sådanne signalstoffer kan endda få stamcellerne til at danne svulstlignende cellemasser.
Disse alderdomsstudier er foretaget på bananfluer, som kun lever ca. 40 dage, og som altså meget hurtigt bliver gamle og dødeligt svage. Så snart signalstofniveauet blev svagere, faldt antallet af stamceller dramatisk.
Man har f.eks. studeret ældningsfænomenet på ovarie-germstamceller hos bananfluen. Man undersøgte tre forskellige faktorer: Bl.a. virkningen af en proteinfamilie, som kaldes "knoglemorfogene proteiner", som er vigtige for mange væv. Hvis signalaktiviteten fra disse proteiner blev svagere i stamcellernes nærmiljø (som det sker hos de gamle bananfluer), blev dette afspejlet i dårligere evne hos stamcellerne til at formere sig. Modsat kunne man vise, at forøgelse af disse signalproteiner forlængede stamcellernes levetid.
Forskerne kunne også vise, at hvis stamcellerne klæber stærkt til deres omgivelser, forlænger dette stamcellernes levetid. Omvendt medførte svækket adhæsionsevne en hurtigere ældning. Endelig viste det sig, at hvis der dannes ekstra meget af et bestemt enzym, som fjerner de giftige frie iltforbindelser, vil stamcellerne kunne leve længere og dele sig bedre.
Utilstrækkelig erstatning af gamle, døende celler i et væv er formentlig hovedårsagen til ældning hos mennesket. Måske vil man kunne lære at ændre på funktionerne af stamcellerne eller stamcellernes omgivelser, og på den måde bremse ældningsprocessen og de aldersbetingede, degenerative sygdomme ( Se kilde).
Alderdom skyldes bl.a., at nichemiljøet omkring stamcellerne forsvinder, hvorved stamcellerne får svagere signaler.
STAMCELLER
Er der givet en nobelpris i stamceller?
Tre forskere fik i efteråret 2007 Nobelprisen for deres opdagelse af princippet for at indføre specifikke genmodifikationer i mus ved hjælp af embryonale stamceller ( Se kilde). Opdagelsen førte til frembringelse af forsøgsmus ved hjælp af en stamcelle-teknologi, som nu har været anvendt i mange år. Musene får ved hjælp af den særlige teknik indsat gener, som gør, at musene udvikler bestemte sygdomme, som findes hos mennesket. Dermed kan disse sygdomme studeres, og man kan dermed håbe på at finde nye behandlinger.
De tre nobelpristagere hedder Evans, Smithies og Capecchi. Oliver Smithies er en britiskfødt amerikaner, der nu er professor i patologi og laboratoriemedicin ved University of North Carolina. Mario R. Capecchi er en italienskfødt amerikaner, der nu er professor i humangenetik og biologi ved Utah universitet. De to opdagede, at pattedyrceller kunne génmodificeres ved en metode, som man tidligere havde brugt til at ændre bakterier, og Martin J. Evans, der nu er professor i genetik ved Cardiff Universitet, førte deres genmodificering af enkelt-celler op på individniveau ved at bruge embryonale stamceller. De tre delte Nobelprisen 2007 i fysiologi/ medicin på 10 mill. svenske kr for derved at have skabt den knockout (eller knock-in) teknologi, hvormed et pattedyrs gener kan ændres.
Metoden, kaldet målrettet genmodificering (gene targeting), blev opdaget sidst i 1980'erne og danner i dag grundlag for meget biomedicinsk forskning, og metoden har muliggjort forskning i en lang række sygdomme, idet man bl.a. kan slukke et gen, eller som det kaldes: "knock-oute genet". Derved kan man påvise, hvilke gener, som er årsag til sygdommen.
Metoden er vist på figuren på modsatte side. Fra embryoner af mus fremdyrkes embryonale stamceller, og disse ændres genetisk ved at indsætte et modificeret gen – ved kombination med et konstrueret DNA-stykke. De embryonale stamceller implanteres i en blastocyst, der opsættes i en rugemormus, som føder mosaikmus. Når mosaikmusene parres med normale mus avles dels unger, som er normale, dels unger, som har arvet det modificerede gen i alle dyrets celler, og som derfor kan bruges som sygdomsmodel, hvis genet svarer til et sygdomsgen hos mennesket.
Metoden har været brugt til systematisk at slukke for gener. Faktisk er det lykkedes forskerne at knock-oute over 10.000 forskellige gener hos mus. Det er omkring halvdelen af alle de gener, som findes hos mus, og vi mennesker har nogenlunde samme antal gener som mus.
Med metoden har man udviklet over 500 forskellige muse-udgaver af sygdomme, som kendes fra mennesket. F.eks. Alzheimer, diabetes, kræfttyper og hjerte-kar-sygdomme.
De tre forskere, som var de primære til at skabe det videnskabelige grundlag for denne metode, har arbejdet videre med musene. Mario R. Capecchi har afdækket en række geners rolle for udviklingen af et organ, Martin J. Evans har afprøvet virkningen af genterapi mod cystisk fibrose og Oliver Smithies har udviklet mus, som er sygdomsmodeller for forhøjet blodtryk og åreforkalkning ( Se kilde).
Mus har human-lignende stamceller
Mus bruges meget i stamcelleforskningen, men deres stamceller benytter anderledes biokemiske stier end mennesket, når cellerne skal beholde evnen til at udvikle sig til alle former for væv. For nylig opdagede man imidlertid, at dette problem kan undgås, hvis man udtager cellerne 2 dage senere fra museembryonet end ved den gængse procedure, dvs. på et tidspunkt, hvor stamcellerne lige er begyndt at modnes til det, som senere skal blive til forskellige væv. Netop på dette tidspunkt har de påfaldende ligheder med menneskelige embryonale stamceller.
Denne opdagelse vil gøre mus og rotter meget mere velegnede til stamcellestudierne ( Se kilde). Nobelpris i medicin 2007: Knockout-mus, lavet ved brug af stamceller, har givet et redskab til studiet af årsagerne til menneskets sygdomme. Tegneserien om Superman, superhelten, der er nørd om dagen og helt om natten, blev filmatiseret af Christopher Reeve. Virkelighedens Christopher Reeve faldt af sin hest, og blev lammet fra halsen og ned. Han erklærede senere fra sin ubevægelige tilstand, at hans faste mål var igen at komme til at gå, og han blev indtil sin død en særdeles aktiv talsmand for at støtte stamcelleforskningen, især at forskning i embryonale stamceller skal tillades i USA ( Se kilde 5271 side 44). Nobelpris til britisk stamcelleforsker Sir Martin J. Evans fra Cardiff Universitet i Wales var blandt de første, som opdagede embryonale stamceller i kroppen, hvilket dannede grundlaget for den moderne stamcelleforskning ( Se kilde). Martin Evans, der i en alder af 66 år fik Nobelprisen i 2007 sammen med to andre forskere, gjorde sin vigtigste opdagelse i 1981, hvor han sammen med Matthew Kaufman opdagede, at man kunne dyrke embryonale stamceller fra museblastocyster. Han udtog cellerne og placerede dem i et dyrknings medium. Samme år publicerede Gail R. Martin også en artikel om dyrkning af disse celler. Han navngav dem "embryonale stamceller".
Senere blev teknikken brugt til at studere gener, og da Martin Evans' kone fik konstateret brystkræft kort efter, at parret i 1999 var flyttet til Cardiff, hvor han blev professor på universitetet, begyndte han bl.a. forskning i de gener, som giver visse kvinder en øget genetisk tilbøjelighed til at udvikle brystkræft. Han forestiller sig, at der måske engang vil blive fundet et middel, som kan bruges mod visse former for brystkræft ved at forhindre tumorcellernes evne til at reparere deres eget DNA. Der er dog meget lang vej igen, før en sådan behandling vil være mulig, men de grundvidenskabelige musestudier har åbnet muligheden for at udvikle målrettede behandlinger.
Martin Evans har haft større held med forskning i cystisk fibrose, og har udviklet en genterapi, som fuldstændig kunne helbrede tarmfunktionen hos mus med cystisk fibrose – men igen er der meget langt til en kur for mennesker med denne sygdom.
Det meste af Martin Evans' forskning har været med embryonale stamceller fra mus, men han er en varm fortaler for forskning i embryonale stamceller fra mennesker.
Martin Evans blev adlet i 2004 med ret til kalde sig Sir Martin Evans. "Kan de forstå de moralske protester, Sir Martin?", spørger journalisterne. Martin Evans svarer: "Humane embryonale stamceller er overskud af IVF-embryoner. Dette er meget centralt. De er ofte et overskud som skyldes, at familien allerede har fået børn nok".
På trods af, at Martin Evans har modtaget megen anerkendelse for sin forskning, føler han, at den slags forskning, som han har udført, bliver undervurderet. Alt for ofte bliver forskning betragtet som noget, der skal give udbytte – som en slags malkeko. Folk spørger om nytten og relevansen og de medicinske fordele ved hans forskning. Men forskning kan også anskues ligesom astronomi – hvor ingen spørger om nytten, fordi selve ønsket om at finde svar er nok i sig selv som begrundelse for at udføre forskningen. Vi bør også studere stjernerne inde i os selv, siger Martin Evans, for at forstå den biologiske verden, herunder os selv.
Tegn abonnement på
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.
Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.
Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.
Recent Comments