Search Posts

stamceller-del3

STAMCELLER

Hvordan isoleres embryonale stamceller?

De dyrkede, embryonale stamceller kan skaffes fra den få dage efter befrugtningen dannede lille kugle af celler, som kaldes en blastocyst. Det befrugtede æg dyrkes derfor kun til og med blastocyststadiet. Embryonale stamceller kan f.eks. skaffes på følgende måde: På dag 1 befrugtes en ægcelle i en petriskål, hvorved der dannes en diploid zygote. Den deler sig til to identiske celler ved mitose ca. 12-15 timer efter befrugtningen. Embryonet er dermed 2-cellet. Omkring 24-30 timer efter befrugtningen (altså på dag 2) bliver embryonet 4-cellet. På dag 3 er det typisk blevet 8-cellet, og på dag 4 er der dannet 16-32 celler (morula-stadiet). Virkningen af det mRNA og de proteiner, som fandtes i ægcellen fra starten, er nu blevet meget reduceret. På dag 5 dannes blastocystens væskefyldte hulrum, og opdelingen i de ydre celler (trofoblasten) og de indre celler (det egentlige embryon) finder sted. Når der er dannet 200-250 celler (hvoraf de fleste findes i trofoblast-yderlaget og kun 30-35 celler i den indre celleklump), vil man kunne høste de indre celler for at lave en embryonal cellekultur ( Se kilde). Trofoblasten, som omgiver den indre cellemasse, kan fjernes under mikroskop ved mikrokirurgi, eller ved at tilsætte antistoffer mod trofoblast-cellerne. De 30-35 indre celler, der er pluripotente, vil kunne dyrkes til forskellige cellelinier, – og i sidste ende til de væv, som man ønsker, hvis man ved, hvilke signalstoffer, som skal tilsættes undervejs. Man har troet, at man med den rette behandling med signalstoffer kan få cellen til at udvikle sig til f.eks. en insulinproducerende bugspytkirtelcelle, men man tror nu, at det er nødvendigt at gå den længere vej med at efterligne celleudviklingen, dvs. f.eks. først gøre den embryonale stamcelle til en endodermcelle, derefter til en bugspytcelle, og så endelig til en insulinproducerende betacelle.

STAMCELLER

Hvad er forskellen på terapeutisk kloning og reproduktiv kloning?

"Terapeutisk kloning" har (modsat reproduktiv kloning) ikke til hensigt at medføre reproduktion. Kloning kan altså bruges om forskellige ting. Det er vigtigt at skelne mellem terapeutisk og reproduktiv kloning. Kloningsfrygten og glidebane-argumentet hæmmer forskningen. Al ny viden ville sikkert kunne misbruges, men bliver faktisk sjældent misbrugt.

Terapeutisk kloning består i cellekerne-udskiftning, hvor kernen af en kropscelle fra et voksent individ indsættes i f.eks. en ægcelle (oocyt), hvorfra cellekernen er fjernet forinden. Derved dannes en zygote med den voksne celles kerne, hvori der er det normale 2n-kromosomsæt. Efter ca. 5 dage består embryonet af ca. 50-100 celler, som danner en hul kugle, som kaldes en "blastocyst". Inden i denne hule kugle er der en lille gruppe på ca. 30 celler, som kaldes "den indre cellemasse" (ICM). Det er denne indre cellemasse, som er hovedkilden til de dyrkede, embryonale stamceller, som kan udvikle sig til mange forskellige celletyper, såsom blodlegemer, nerveceller og muskelceller i dyrkningsskålene.

Terapeutisk kloning
Tilladelserne i England blev givet nærmest pr. rutine indtil Alison Murdoch fra University of Newcastle upon Tyne søgte om tilladelse til at indsætte en cellekerne i et æg (som havde fået fjernet sin egen kerne). "Kernetransplantation" eller "terapeutisk kloning" kaldes dette, idet man efterfølgende fra blastocyst- fosteranlægget fjerner de ydre celler, som bærer evnen til at udvikle sig til moderkage og fosterhinder. De resterende indre celler vil aldrig uden de fjernede celler kunne blive til et foster. Hvis de differentieres på styret måde, kan de derimod danne celler og væv, som kan bruges til terapeutisk vævstransplantation, og overflødiggøre en vævsforenelig donor.

Kernetransplantation uden fjernelse af de ydre celler som danner moderkage og fosterhinder er blevet brugt til at klone dyr (mus, kaniner, katte, kvæg osv.), men Alison Murdoch har ikke som formål at lave et klonet individ (det er forbudt i England og Danmark at klone mennesker; reproduktiv kloning). I England (og i f.eks. Sverige siden feb. 2006) er terapeutisk kloning tilladt, men medlemmerne i den engelske HFEA-komité var ikke trygge ved tanken, og frygtede, at nogen alligevel ville opsætte et sådant klon-embryon i en kvindes livmoder og vente på avisoverskrifterne. Den kvindelige forsker overbeviste dog komité medlemmerne om sin sag – med henvisning til, at hvis erstatningsvæv, der er fremavlet af stamceller, har samme genetiske fingeraftryk som en patients celler, vil afstødning kunne undgås. Stamceller, som er klonet fra patientens eget væv, vil derfor være mest velegnet. Med sådanne stamceller ville man også kunne teste medicin, som ikke kan afprøves på patienter. F.eks. vil man kunne studere medicinvirkningen på en embryon celle, som er lavet med cellekernen fra en celle fra en sclerosepatient med ALS ("Lou Gehrigs syge"), der er en livstruende genetisk betinget sygdom, som angriber nerver og muskler. Sådanne medicinforsøg kan ikke udføres på patienterne. Alison Murdoch fik sin tilladelse, men måtte (i første omgang) ikke bruge æg, som var befrugtede. Hun kunne i praksis kun bruge æg, som ikke var blevet befrugtet, selv om de havde været omgivet af sædceller. Netop den mislykkede befrugtning skyld tes formentlig fejl i disse æg. Men f.eks. i Sydkorea findes ikke en sådan begrænsning om, at æg til terapeutisk kloning skal være ubefrugtede.

Terapeutisk kloning er også tilladt i Singapore, hvortil en kendt kloningsekspert, englænderen Alan Colman, der var med til at klone fåret Dolly, er flyttet. Han er nu direktør i stamcellefirmaet ES Cell International, der har 40 ansatte med 15 nationaliteter, og hvor man foreløbigt har udviklet et halvt dusin stamcellelinier. Usædvanligt for Singapores autoritære styre inviterede man offentligheden til at deltage i diskussionen om, hvilke regler, der burde gælde for stamcelleforskningen.

Forskellen på normal befrugtning, kloning (reproduktiv eller terapeutisk) og partenogenetisk kloning er følgende:
1) Normal befrugtning: Sædcellens kerne (23 kromosomer) + [ægcelle 23 kromosomer + pollegeme 23 kromosomer] => pollegeme forlader ægcellen => [sædcellens kloning + ægcellens kerne fusionerer (46 kromosomer)].
2) Kloning (reproduktiv eller terapeutisk): Kropscelle (46 kromosomer) + [ægcelle tømt for cellekerne og pollegeme] => [Kropscellens kerne (46 kromosomer) udgør kernen i ægcellen].
3) Partenogenetisk kloning: Fusion af [ægcelle 23 kromosomer + pollegeme 23 kromosomer] => [ægcelle med 46 kromosomer].
( Se kilde 5640 side 68 fig.)

STAMCELLER

Hvad kan terapeutisk kloning bruges til?

Terapeutisk kloning kan tænkes anvendt til behandling af sygdomme, hvor tilførsel af stamceller ville gøre en forskel. Eksempler kunne være sygdomme eller skader på huden, blodet, hjertet, øjets hornhinde og nethinde, tarmen, leveren, musklerne, bugspytkirtlen, nervesystemet og hjernen.

STAMCELLER

Hvilke støtteceller bruges til dyrkning af stamceller, og kan de undværes?

Stamceller kan dyrkes i en skål, hvor der på bunden er et sammenhængende lag af bindevævsceller (fibroblaster), som fungerer som støtteceller (også kaldet feeder-celler). Stamcellerne får næring fra disse celler og kan vokse på dem. Man forhindrer støttecellerne i at dele sig ved at bestråle dem, før man tilsætter stamcellerne.

Man har fundet ud af, at embryonale stamceller fra mus kan dyrkes på et støttelag af bindevævsceller, fordi disse celler danner et cytokin-signalstof, som kaldes LIF (leukæmihæmmende faktor). Stoffet er beslægtet med interleukin-6. Hvis man i stedet for tilsætter LIF direkte, kan man undvære støttelaget af bindevævsceller, når man dyrker embryonale stamceller fra mus. LIF-signalstoffet forhindrer, at musenes embryonale stamceller differentierer. LIF-signalstoffet kan ikke forhindre embryonale stamceller fra mennesket i at differentiere, men et andet stof, Fibroblast Growth Factor (kaldt bFGF eller FGF-2) forhindrer differentieringen af menneskets embryonale stamceller.

Det er nu også lykkedes at dyrke menneskets embryonale stamceller på et lag af bestrålede og derfor ikke-delende støtteceller af mesenkymale stamceller fra knoglemarven af et menneske. Dette er vigtigt, for man vil nødig bruge embryonale stamceller, som er blevet dyrket på museceller, til behandling af mennesker. Dette giver nemlig risiko for overførsel af zoonose, dvs. infektion med f.eks. et dyrevirus ( Se kilde 5185 side 35). Derfor vil formentlig ingen af de embryonale stamcellelinier, som er godkendt til forskning for føderale forskningsmidler i USA, kunne bruges klinisk, fordi de alle er forurenet med ikke-menneske molekyler, idet de undervejs er blevet dyrket under tilsætning af dyreblodekstrakter (Nature Medicine 23. januar 2005) Se kilde.

Problemet med dyrerester kan dog undgås. I Lancet Medical Journal fra d. 8. marts 2005 blev f.eks. beskrevet en dyrkning af humane embryonale stamceller helt uden dyreekstrakt 5595. Dyrkning med blodserum Som dyrkningsmedium til stamceller anvendes ofte serum (dvs. blodplasma uden fibrinogen). Serum fra kvægfostre indeholder specielle adhæsionsstoffer, som er nødvendige, hvis cellerne skal kunne hæfte sig til dyrkningsskålens bund.

Problemet med serum er, at det ikke er standardiseret, men vil indeholde forskellige stoffer ved forskellige forsøg. Det gør det svært at sammenligne forskningsresultater. Serum kan også være forurenet med retrovirus og andre virustyper, mykoplasma eller prioner; (prioner er årsag til kogalskab (BSE) og CJD-syndrom).

Dyrkning på kemisk medium. Man kan i dag også dyrke stamceller uden serum, nemlig på et kemisk veldefineret medium. Firmaet Geron i Californien ( www.geron.com) rapporterede allerede i 2003, at de kunne dyrke embryonale stamceller fra mennesker i et dyrkningsmedium, som hverken indeholdt serum eller støtteceller (feeder cells), men kun dyrkedes på veldefinerede proteiner og vækstfaktorer som stammede fra mennesket og ikke fra dyr ( Se kilde 5185 side 89).

STAMCELLER

Hvordan kan man skille sammenvoksede stamceller i dyrkningsskålen?

Når stamcellerne dyrkes, danner de et enkelt lag celler, idet de stopper deres celledelinger, når de kommer i kontakt med hinanden. Med enzymet trypsin kan cellerne adskilles, således at nogle celler kan overføres til en ny dyrkningsskål (dette kaldes en "cellepassage", og gentages normalt hver 3.-4. dag). Når en cellelinie er nået gennem 70 sådanne cellepassager siger man, at det er blevet "en etableret cellelinie" ( Se kilde 5185 side 34).

STAMCELLER

Hvilke virkninger har cytokiner på stamceller?

De hormonlignende cytokiner har indflydelse på, om stamcellerne skal differentieres eller bare forny sig selv endnu en tid. Når man dyrker stamceller fra knoglemarven fra et menneske i længere tid, begynder cellerne at differentiere. De hormonlignende cytokiner har indflydelse på, om stamcellerne differentieres eller blot fornyer sig selv. I virkeligheden er cytokiner en slags hormoner, men de virker på et større spektrum af celletyper, og de dannes ikke kun af specialiserede celler, sådan som det gælder for de klassiske hormoner ( f.eks. laves insulin kun af betacellerne i bugspytkirtlen). Nogle cytokiner stimulerer stamceller til at formere sig. Andre cytokiner beskytter stamcellerne mod at begå programmeret selvmord (apoptose).

Nogle cytokiner bindes til specifikke receptorer i stamcellernes cellemembran, og gør dem mere følsomme over for virkningen af vækststimulerende cytokiner ( Se kilde 5185 side 36). Nogle cytokiner fremmer den samspillende interaktion mellem stamcellerne og de forskellige elementer i det miljø, som omgiver cellerne. De cytokiner, som påvirker stamcellerne ( f.eks. i knoglemarven) produceres ofte af andre celletyper, f.eks. stromacellerne, som ikke selv kan danne blodlegemer, sådan som stamcellerne i knoglemarven kan ( Se kilde 5185 side 36).

STAMCELLER

Hvad er "Stembrid"-teknologien?

"Stembrid"-metode omgår et ømt diskussionspunkt ved at bruge eksisterende embryonale stamceller som modtager for cellekerner. "Stembrid"-teknologien er dermed en metode til udvikling af patienttilpassede embryonale stamceller. Metoden søges udnyttet af et firma, som dermed er verdens første firma, der sigter på at udnytte patientspecifikke pluripotente stamceller. Firmaet blev etableret i december 2005. Firmaet, ved navn Asclepius Therapeutics, er udelukkende oprettet for at udnytte "Stembrid"-teknologien, og er resultatet af et samarbejde mellem det amerikanske firma Reproductive Genetics Institute, der er førende på infertilitetsområdet, og et succesrigt japansk stamcelleterapifirma JIG. Ved den nye metode bruges eksisterende embryonale stamceller i stedet for menneske- ægceller, og man skal derfor ikke ødelægge nye embryoner eller ægceller. Det var det amerikanske firma, der under ledelse af Yuri Verlinsky fremstillede de patienttilpassede embryonale stamceller med den nye Stembrid-metode.

Yuri Verlinsky fortalte om metoden på en konference i maj 2005 ( Se kilde). Han fortalte, at han indledningsvis tog en eksisterende human cellelinie af embryonale stamceller, og fjernede cellekernen i disse celler. (En cellekerne kan fjernes på forskellig måde, f.eks. ved at klæbe cellerne til en overflade, og derefter rotere cellerne hurtigt rundt i en centrifuge, indtil (de tungere) cellekerner slynges ud af cellerne).

Yuri Verlinsky indsatte en cellekerne fra en voksencelle i de kerneløse embryonale stamceller. Overraskende viste det sig, at cytoplasmaet i den embryonale stamcelle omprogrammerede den indsatte voksenkerne, således at den passede til en embryonal stamcelle. På den måde frembragte Yuri Verlinsky en ny cellelinie af embryonale stamceller, uden at det havde været nødvendigt at bruge friske ægceller. De nye celler, som han kaldte "stembrids", var genetisk identiske med voksencellerne. For at bevise, at de nye celler kun indeholdt cellekerne-DNA fra voksencellen, brugte han hunlige embryonale stamceller og hanlige donor-voksenceller. Det viste sig, at de nye embryonale stamceller alle var hanlige, svarende til, at de havde modtaget en hanlig cellekerne. De nye celler havde forskellige markører, som kendetegner embryonale stamceller. Det er også blevet påvist, at Stembrid-cellerne kan differentiere til forskellige celletyper, bl.a. hjertemuskelceller, nerveceller og blodets stamceller.

Yuri Verlinsky's gruppe har ansøgt om patent på Stembrid-metoden (US patentansøgn. nr.2004/0259249). Dette bekymrer nogle forskere (men – i hvert fald før firmaet var etableret – forsikrede han alle om, at han ikke vil forhindre andre forskere i at benytte metoden).

Metoden vil have enorme fordele, hvis den bekræftes at virke efter hensigten. I mange lande er det af juridiske grunde ikke muligt at skaffe tilstrækkeligt med friske ægceller. Selv i lande, hvor det er lovligt, som i visse stater i USA, vil sådanne celler være meget kostbare. Derimod er der ubegrænset adgang til embryonale stamceller, som ifølge Stembrid-metoden altså skulle kunne bruges i stedet for friske ægceller.

Offentligt støttede forskere i USA vil kunne benytte Stembrid-metoden, hvis de bruger allerede godkendte embryonale stamceller, hvorimod de har fået forbud mod at bruge friske ægceller.

STAMCELLER

Hvilke stamceller findes i blodet?

De stamceller, som findes i knoglemarven, kommer i lille antal også ud i blodet.

STAMCELLER

Hvordan deler stamceller sig (dvs. til hvilke dattercelletyper)?

Stamceller er udifferentierede. Det betyder, at de endnu ikke er begyndt at omdanne sig til nogen bestemt celletype. Stamceller kan forny sig selv ved symmetrisk celledeling gennem lang tid: Hver gang dannes to identiske datterceller.

Ved bestemte påvirkninger kan en stamcelle dog dele sig usymmetrisk: Den ene af de to nye celler differentieres til en specialiseret celletype ( f.eks. en levercelle). Ofte er den anden celle stadig en stamcelle, således at der ikke bliver færre stamceller:

Når stamceller deler sig usymmetrisk dannes altså dels en ny stamcelle, dels en såkaldt progenitorcelle ("forløbercelle"). Dette er en celle, som er begyndt at specialisere sig, således at den fremover kun kan differentiere sig i bestemte retninger, som fører til nogle af de celletyper, som findes i det pågældende væv, hvori den befinder sig.

Progenitorcellen kan dele sig til flere progenitor-datterceller, eller den kan ved delingen danne to mere specialiserede celler (f.eks. en neuroblast og en glioblast som på tegningen), som danner henholdsvis nerveceller og nervevævets støtteceller.

Stamcellen kan altså vælge mellem ved celledeling udelukkende at frembringe nye stamceller (dvs. blot forny sig selv), eller den kan ved delingen frembringe nye progenitor(forløber) celler, og hvis begge datterceller bliver til sådanne celler, stopper den dermed med at forny sig som stamcelle.

STAMCELLER

Hvilke stamcelletyper findes i knoglemarven?

Blodets dannelse

Man kan hente stamceller fra et voksent individs knoglemarv, og disse celler kan anvendes til at opnå en række forskellige typer af blodceller og blodlegemer. Dannelsen af blodlegemer kaldes "hæmatopoesis" (eller hæmopoesis). De nye blodlegemer dannes ud fra stamceller, som findes i knoglemarven i vores knogler. Der findes forskellige celler i knoglemarven, og 1 ud af 2000 af disse celler er en knoglemarv-stamcelle. Disse stamceller kan danne myeloid-forstadieceller og lymfoid-forstadieceller, hvilket er baggrunden for, at knoglemarvtransplantation er gavnlig for patienter, som har defekte blodceller. Patienten modtager ved transplantationen en vis mængde stamceller fra den transplanterede knoglemarv, og disse stamceller kan derefter danne de forskellige typer af blodceller i patienten. (Navlestrengsblod er en anden almindelig kilde til stamceller, som kan producere en række forskellige typer af blodceller).

Hæmatopoietiske knoglemarvstamceller
Knoglemarv-stamcellerne er studeret i 40 år. Knoglemarvstransplantationer er i virkeligheden transplantation med stamceller. De bloddannende stamceller i knoglemarven, er således de bedst kendte stamceller hos voksne mennesker. Faktisk indeholder knoglemarven mindst to forskellige typer af stamceller. Den ene stamcelletype, nemlig de ca. 1-2% af knoglemarvens celler, der kaldes de hæmatopoietiske stamceller (HSC), producerer blodceller. HSC-stamcellerne danner de forskellige slags blodlegemer (røde blodlegemer, blodplader, T-celler, B-celler, naturlige dræberceller (NK-celler), plasmaceller, dendritceller, monocytter, makrofager, mastceller og andre hvide blodlegemer (såsom granulocytter af eosinofil, neutrofil og basofil type).

Mesenkymale knoglemarvstamceller
Den anden stamcelletype i knoglemarven kaldes de mesenkymale stamceller (MSC). [Mesenkym kaldes også fosterbindevæv og udvikles fra mesodermkimlaget]. Mesenkymale stamceller befinder sig på et tidligt stadie af differentiering. Det betyder, at de mesenkymale stamceller har en vis evne til at differentiere sig. Jo mere differentieret en stamcelle er, des mindre er dens differentieringsmuligheder; cellen kan nemlig normalt ikke bevæge sig baglæns i et udviklingsforløb. Mesenkymale stamceller udgør mindre end 0,05% af knoglemarvens celler. De er i stand til at danne knoglevæv, brusk, fedtvæv og fibrøst bindevæv, idet de kan udvikles til knogleceller (osteocytter), bruskceller (chondrocytter) og forskellige slags bindevævs celler ( Se kilde 5185 side 84). I dag er det rutine at bruge HSC-stamcellerne mod leukæmi, og man er begyndt at bruge MSC-stamcellerne til heling af knoglebrud og til udbedring af bruskskader i led ( Se kilde 5185 side 17). Men hver transplantation kan desværre kun helbrede én person.

Ved den efterhånden almindelige transplantation opformerer man ikke stamcellerne fra knoglemarven før transplantationen. Da der kun er ret få stamceller, tager det lang tid, før patientens produktion af nye blodlegemer er normaliseret, og i denne periode kan patienten få livstruende mangel på alle slags blodcelletyper.

Når man behandler leukæmipatienter med en knoglemarvstransplantation er det altså den naturlige bestand af stamceller i transplantatet, som gendanner det ødelagte blodsystem ved hjælp af den gruppe af hæmatopoetiske stamceller, der er specielt rettede mod at blive til nye blodlegemer.

STAMCELLER

Kan voksne stamceller være pluripotente?

Blandt de mesenkymale stamceller (MSC-stamcellerne) i knoglemarven findes tilsyneladende en lille population af celler, som i virkeligheden er pluripotente, nærmest ligesom de embryonale stamceller. Det blev rapporteret i Nature i 2002 Se kilde). Disse celler har misvisende fået betegnelsen multipotente voksen progenitorceller, ("Multipotent Adult Progenitor Cells"; MAPC), men er altså i virkeligheden pluripotente voksen-progenitorceller. De kan altså høstes fra knoglemarven, bl.a. fra mennesket, og måske vil de kunne bruges til celleterapi af alle celletyper.

STAMCELLER

Hvordan fratager man stamceller fra en blodprøve?

Det er de røde blodlegemers opgave at transportere ilt (oxygen) rundt i kroppen. Disse celler har en begrænset levetid. Hos mennesket mangler de røde blodlegemer en cellekerne, og de deler sig derfor ikke.

Blodlegemerne dannes ud fra stamceller i knoglemarven, men også i selve blodet findes stamceller.

Blodcelle-separation sker ved at tappe blod fra donoren, og derefter ved hjælp af en blodcelleseparatormaskine adskille stamcellerne fra de øvrige blodkomponenter, kan man høste stamcellerne og give donoren den del af blodet tilbage, som ikke skal bruges. I maskinen centrifugeres blodet, hvorved de røde blodlegemer (den tungeste fraktion) og de flerkernede hvide blodlegemer (den næsttungeste fraktion) frasepareres og returneres til donoren. Resten pumpes over i et andet kammer, hvor den lette fraktion, der består af blodplader og plasma, også pumpes tilbage i donoren. (Donoren kan eventuelt være patienten selv). Den tunge fraktion af resten består af enkeltkernede hvide blodlegemer iblandet stamcellerne, og fra denne blanding kan stamcellerne derefter isoleres. Man har et specialudtryk for hentning af udvalgte dele af blodet, aferese (græsk: "aphairein" = "at tage væk, at fjerne") ( Se kilde).

Man er i de senere år gået stadig mere over til at høste stamcellerne fra blodet, hvorved det kirurgiske indgreb i knoglemarven undgås. Tidligere kunne man ikke finde tilstrækkeligt mange progenitorceller i blodet, men man har nu lært at stimulere knoglemarven til at sende flere hvide blodlegemer og dermed progenitorceller ud i blodet. Det gøres ved at give donoren indsprøjtninger med et signalstof, som kaldes "granulocytkolonistimulerende faktor".

STAMCELLER

Kan stamceller bruges til at dyrke tænder?

Mælketænder indeholder stamceller Det er muligt, at man kan høste stamceller fra mælketænder. Det ville være meget smart, eftersom mælketænder jo falder ud af sig selv. Mælketændernes pulpa indeholder stamceller, som i et kort stykke tid efter, at mælketanden er faldet ud, stadig er i live. Disse stamceller kan holdes i live i lang tid i dyrkningsskåle. Man kan få dem til at differentiere til nerveceller, knogleceller og dentinceller (som findes i tænder). Mælketand-stamceller kaldes fantasifuldt for SHED (Stem cells from Human Exfoliated Deciduous teeth). De vokser meget hurtigere og deler sig hyppigere end andre stamceller, som findes i blivende tænders pulpa. Det tyder på, at de er mindre differentierede, og måske er de en slags "reserve-stamceller". De vil måske kunne bruges til at reparere ødelagte tænder og til at gendanne knoglevæv. Måske kan de tilmed bruges ved behandlinger af skader på kroppens nervesystem ( Se kilde 5185 side 18). Japanske forskere har i et laboratorium produceret normalt udseende tænder af en enkelt stamcelle og transplanteret dem til mus. Det er det første bevis på en succesfuld rekonstruktion af et helt organ via transplantationen af bioteknologisk materiale (Se kilde).

STAMCELLER

Hvor sidder stamcellerne i tarmen?

Tarmens epithelstamceller findes bl.a. i tyndtarmen i bunden af de Lieberkühn'ske krypter mellem tarmtotterne (villi). Disse stamceller giver ophav til alle de forskellige celletyper, som findes i tyndtarm-epithelet ( bl.a. Paneth'ske celler, og de absorberende celler, som sidder i tarmtotternes epithel og her optager næringsstoffer fra tarm indholdet).

STAMCELLER

Hvor sidder stamcellerne i huden?

Hudens stamceller sidder i overhudens basalcellelag og giver ophav til horncellerne (keratinocytterne), som vandrer mod hudens overflade, og danner et beskyttende hornlag for kroppen. Huden har også stamceller ved basis af hårfolliklerne, som dels giver ophav til hårfolliklernes celler og dels danner overhudsceller (epidermisceller).

STAMCELLER

Kan stamceller bruges til at frembringe sædceller?

Stamceller i knoglemarv kan måske bruges til behandling af mandlig ufrugtbarhed. I museforsøg har Ronald Swerdloff's gruppe i USA indsprøjtet stamceller i infertile mus, hvor de har erstattet de ikke-funktionelle celler ( Se kilde). Tyske forskere har skabt umodne sædceller (spermatogonier) fra menneske-knogle marvsprøver, og også ifølge engelske forskere kan knoglemarv- stamceller omprogrammeres til primitive sædceller. Med denne teknik vil ufrugtbare mænd måske alligevel kunne blive fædre, og måske vil et lesbisk par kunne få børn sammen, ved at der udvikles sædceller af den enes knoglemarv. De engelske forskere høstede mesenkym-stamceller fra knoglemarven af fire voksne mænd, som i for vejen skulle have en knoglemarvstransplantation. De tilsatte proteiner, som fremmer cellevæksten. Desuden tilsatte de A-vitamin, som har vigtig betydning for, at celler kan udvikles til sædceller. Behandlingen fik knoglemarvstamcellerne til at blive til sædcelle-stamceller (såkaldte spermatogonium-celler), som normalt kun dannes i testiklerne. Når disse celler deler sig, kan de danne sædceller, som (i modsætning til stamcellerne) kun har ét sæt kromosomer, og derved er i stand til at befrugte en ægcelle. De sædceller, som dannedes ud fra de omprogrammerede knoglemarvceller, nåede ikke helt frem til slutstadiet for en funktionsdygtig sædcelle, men klarede den ene ud af de sidste tre celledelinger før dette mål. Man kan forestille sig, at målet vil blive nået, hvis man indsprøjter cellerne i testiklerne på en ufrugtbar mand ( Se kilde). I England diskuterer man nu, om kunstig sæd og æg skal forbydes (Se kilde).

STAMCELLER

Kan stamceller bruges til at frembringe ægceller?

Ovariestamceller kan ved påvirkning af et bestemt kemikalie bringes til at differentiere sig til ægceller. Dette blev påvist af forskere på Tennessee universitet. Måske kan opdagelsen danne grundlag for behandling af visse former for barnløshed ( Se kilde).

STAMCELLER

Kan stamceller forbedre hørelsen?

Et forskerhold har påbegyndt dyreforsøg, hvor de ved at indføre stamceller i det indre øres sneglegang håber at kunne regenerere nye hårceller ( Se kilde).

STAMCELLER

Kan stamceller medføre fedme?

Stamceller, der inficeres med en speciel virus, kan medføre fedme Det har nemlig vist sig, at fedme kan skyldes, at en almindeligt udbredt virustype omdanner humane voksne stamceller til fedtceller. Laboratorieforsøg udført i USA viser, at virusset kan fremkalde ændringer i fedtvævet, som gør at mennesker, der er smittet med virusset, får flere og større fedtceller. Virusset er dog højst sandsynligt kun én ud af mange årsager til det stærkt stigende antal af overvægtige ( Se kilde).

STAMCELLER

Findes der stamceller i hjernen?

Hjerne-stamceller Der er stamceller eller progenitor(forløber) celler i hjernen, men bestemte miljøforhold i det meste af hjernen forhindrer, at der dannes nye nerveceller. Hvis man henter stamcellerne ud af hjernen og dyrker dem, har de ikke noget imod at differentiere sig til nye nerveceller ( Se kilde 5185 side 54).

Kirurgi på hjernen er noget, man forsøger at undgå, men ved sygdommen "vand i hovedet" (hydrocephalus) samt ved epilepsi, hjernesvulster og traumer foretager man operationer, hvor man derved har kunnet udtage småstykker af hjernevæv, som man har kunnet isolere nervestamceller fra. Disse nervestamceller kan dyrkes i flere år og kan ved hjælp af vækstfaktorer ændres til de nervecelletyper, man ønsker. Ved operation for vand i hovedet (hydrocephalus) har man f.eks. kunnet udtage 2×4 mm små hjernestykker fra den subventrikulære zone (SVZ). Disse små hjernestykker indeholdt ca. 50 nervestamceller(Se kilde 5185 side 60), der kunne opdyrkes til nogle millioner nye celler, hvoraf ca. 25% var nye nerveceller, der opførte sig normalt. De nye celler kunne danne synapser med andre nerveceller. Der kunne både dannes nerveceller og gliaceller ud fra stamcellerne ( Se kilde).

Man har kunnet forøge celleantallet 10 millioner gange i en stamcellekultur fra forhjernen af et menneskefoster( Se kilde 5185 side 60). Nervestamceller fra voksne synes derimod kun at kunne dele sig et begrænset antal gange, og kan derfor ikke dyrkes i så lang tid.

Som tegn på, at stamceller kan fungere i hjernen har man eksperimentelt vist, at skader i hjernen kan udbedres ved hjælp af stamceller. Stamcellernes reparationsevne har vist sig overraskende stor. Indtil midten af halvfemserne var det ellers en gængs opfattelse, at hjernen ikke er i stand til at forny sig selv, og ikke kan producere nye hjerneceller, hvis den bliver skadet. Men ny forskning viser, at i hvert fald dele af hjernen kan gendanne sig selv, og at neurale stamceller, som findes naturligt i hjernen, er årsagen til denne overraskende evne til regeneration.

De pågældende dele af hjernen indeholder stamceller med en forbavsende reparationsevne. Forskerne opdagede for eksempel, at mus, hvis hjerner var alvorligt skadede som følge af kunstig inaktivering af vigtige gener i et bestemt hjerneområde lige efter fødslen, viste væsentlig reparation af skaden i løbet af nogle uger efter skadepåvirkningen. Selv om der faktisk sås et hul i hjerneområdet 14 dage efter musenes fødsel, blev hullet stort set repareret i løbet af få uger, og dyrene overlevede, hvilket overraskede forskerne meget. Neurale stamceller udbedrede skaden ( Se kilde).

Skaden var kunstigt fremkaldt ved at inaktivere et gen, som kaldes Numb. Dette gen har man kendt i over 10 år. Det blev første gang fundet i en bananflue, men senere fandt man to lignende gener hos pattedyr. Disse gener, som man kalder "Numb" og "Numblike", viste sig nødvendige for udviklingen af nerveceller i museembryoner. Generne spiller således en vigtig rolle for, at neuroblaster kan udvikle sig til nerveceller i hjernen.

De mus, der blev studeret i den nævnte undersøgelse, var designet, så Numb- og Numblike-generne kun inaktiveredes i hjerneområdet, der kaldes den subventrikulære zone (SVZ), og kun når musene fik tilført et bestemt stof.

SVZ-området indeholder nervestamceller, og da man inaktiverede de to gener i dette hjerneområde medførte det store ændringer:

Numb og Numblike generne er vigtige for neuroblasternes overlevelse og for at opretholde væggen af det ventrikulære SVZ-område af hjernen intakt. Uden generne dannes der huller i væggen.

Det viste sig, at progenitor(forløber) celler, som på en eller anden måde må have undsluppet inaktiveringen, kunne genoprette ventrikelcellerne. Dette tyder på, at det burde være muligt at reparere skader på hjernen ved at fremkalde en tilsvarende nydannelse af hjerneceller ( Se kilde).

Syge hjerner producerer nye, raske hjerneceller. En hjerne der er ramt af epilepsi, er i stand til at producere nye, sunde hjerneceller, som ser ud til at forsøge at bekæmpe sygdommen. Dette er blevet vist af svenske forskere fra Lunds Universitet med Olle Lindvall i spidsen – i en undersøgelse som blev bragt i det ansete videnskabelige tidsskrift Neuron ( Se kilde).

Disse forskningsresultater demonstrerer, at den viden som findes om hjernen, og især dens evne til at modvirke skader og sygdomme af egen kraft, er et område, som endnu er meget uudforsket.

Der er også ved at komme industriel udvikling på nerve- og hjerneområdet. Der udstedes stadig flere patenter, og f.eks. ventes det amerikanske firma Neuralstem Inc. at få et europæisk patent på en teknologi, der muliggør indsamling og opformering af menneskelige neurale stamceller. Målet er, at disse celler på kontrolleret måde skal differentieres til neuroner og gliaceller, som kan transplanteres ind i en patients hjerne. Virksomheden har allerede det amerikanske patent på teknologien, og er gået på børsen i forhåbning om, at investorerne ser de samme muligheder for neurologiske stamcelle produkter ( Se kilde). Stamcelleteknologi kan altså nu anvendes på kommercielle betingelser, selv om markedet for stamcelleprodukter betragtes som et hårdt marked, det stadig er svært at tjene penge på (Se kilde).

Firmaet Geron Corporation i Californien har talrige patenter, bl.a. et amerikansk patent, der dækker anvendelsen af menneskelige embryonale stamceller til at skabe neurale celler. Teknologien vil muligvis kunne bruges til at kurere Parkinson-patienter ved at skabe dopamin-producerende celler i hjernen ( Se kilde).

STAMCELLER

Kan hjernen danne nye hjernenerveceller?

Hjernen kan visse steder danne nye hjernenerveceller. Der har (hos fostre) været rapporter om fund af nervestamceller i hjernebarken, i amygdala og i rygmarven ( Se kilde 5185 side 59). Der sker i øvrigt celledelinger både nede i rygmarven og oppe i storhjernen, men det er aldrig eller næsten aldrig nerveceller, som deler sig. Det er derimod gliaceller, altså nervecellernes støtteceller (astrocytter, oligodendrocytter), som dannes ( Se kilde 5185 side 54).

STAMCELLER

Findes der en fælles stamcelle for både nervecellerne og nervecellernes støtteceller?

Ja, en nervestamcelle kan danne både forløberceller til nerveceller og forløbeceller til støtteceller. I hjernen findes neurale stamceller, som giver ophav til tre hoved typer af celler: Dels kan hjernestamcellerne danne nerveceller (neuroner) og dels kan de danne to slags ikke-nerveceller (gliaceller), som kaldes henholdsvis astrocytter og oligodendrocytter. Nerveceller, astrocytter og oligodendrocytter dannes altså ud fra en fælles nervestamcelle eller nerveprogenitorcelle (der bl.a. kendes på, at den danner proteinet nestin) ( Se kilde 5185 side 40).

Hjernen synes generelt gennem evolutionen at have tabt evnen til at forny sig, men centralnervesystemet kan dog altså under visse forhold danne nye nervevævsceller, og der må derfor være multi potente stamceller tilstede i central nervesystemet ( Se kilde 5185 side 26). En egnet markør for sådanne stamceller kunne netop være nestin, som er et protein, der danner filamenttråde i cytoplasmaet hos neurale progenitorceller på det tidspunkt, hvor de under fosterudviklingen er ved at skulle differentieres til modne nervevævsceller.

STAMCELLER

Dannes der nye nerveceller i storhjernen?

Der sker celledelinger både nede i rygmarven og oppe i storhjernen, men det er aldrig eller næsten aldrig nerveceller, som deler sig. Det er derimod gliaceller, altså nervecellernes støtteceller (astrocytter, oligodendrocytter), som dannes ( Se kilde 5185 side 54). Der har dog (hos fostre) været rapporter om fund af nervestamceller i hjernebarken, i amygdala og i rygmarven ( Se kilde 5185 side 59).

STAMCELLER

Kan hjernen selv reparere traumer i hjernen?

Hjernens naturlige nervecelledannelse (neurogenese) kan ikke erstatte større tab af nerveceller, og sygdom eller traumer i hjernen kan derfor ofte ikke genoprettes. Der er heller ikke umiddelbart udsigt til, at der vil ske medicinske fremskridt på dette område, men der sker dog visse fremskridt i retning af, at man med tiden vil kunne behandle defekter i nervesystemet med celletransplantationer ( Se kilde 5185 side 59).

STAMCELLER

Kan man transplantere stamceller til hjernen?

I et forsøg har man vist, at det i princippet er muligt at indsætte den korrekte nervecelletype forskellige steder i hjernen. Man brugte menneske fosternervestamceller, som forbehandledes under dyrkning. Ved flytning til centralnervesystemet hos voksne rotter differentierede nervestamcellerne til netop de nervecelletyper, som karakteriserede det område, som de var blevet indsat i, og som de var blevet forberedt til. Dette var tilmed hjerneområder, som ikke naturligt dannede nye nerveceller. Forsøget viser, at stamcellerne skal forbehandles, således at de (allerede inden transplantationen) er i gang med at differentiere sig til den nervecelletype, som man ønsker ( Se kilde 5400 og 5185 side 61).

På mus har man kunnet transplantere progenitor(forløber)celler til hjernen. Man transplanterede sådanne progenitorceller, (som stammede fra lillehjernen hos nyfødte mus), til storhjernens hjernebark på voksne mus, hvor der forinden var blevet fremkaldt programmeret celledød hos pyramidecellerne i et neocortex-område. De transplanterede celler fandt af sig selv frem til det ledige område, hvor de ændredes til nerveceller med mange af de egenskaber, som de døde nerveceller havde haft, og de dannede kontakter til nabocellerne. Hvis man gjorde forsøget på mus, hvor der ikke var ledig plads forårsaget af døde hjerneceller, udviklede progenitorcellerne kun gliaceller (støtteceller) og ikke nerveceller ( Se kilde 5185 side 61). Den programmerede celledød (apoptosen) skaber altså ændringer i mikromiljøet, som tillader de transplanterede progenitorceller at differentiere til de manglende pyramidale nerveceller, som var døde. Disse celler dannes ellers kun i neocortex under fostertilstanden og formentlig ikke senere ( Se kilde A; Se kilde B).

Forskere i firmaet Stem-Cells i USA har tidligere transplanteret nervestamceller fra et menneskefoster ind i en musehjerne og konstateret, at stamcellerne begyndte at arbejde parallelt med musens egne nerveceller (Se kilde 5412 side 58).

I USA har forskere brugt neurale stamceller til en transplantation i forsøg på at stoppe en dødelig sygdom hos børn. De amerikanske forskere brugte stamceller, der var taget fra aborterede fostre, og opererede dem ind i hjernen på en seksårig dreng på Doernbecher Children's Hospital i Portland. Drengen lider af den uhelbredelige Batten sygdom, også kaldet NCL. Patienterne mangler et enzym i hjernen, som sørger for nedbrydning af komplekse fedtmolekyler og proteiner. Når disse molekyler ikke bliver nedbrudt, ophobes de i hjernen og ender med at ødelægge nervecellerne, så børnene mister evnen til at gå, talens brug og synssansen, og det ender med, at barnet dør (Se kilde).

STAMCELLER

Hvad er Parkinsons sygdom, og kan stamceller helbrede?

Parkinsons sygdom medfører nedsat motorisk funktion, bl.a. stive muskler, nedsat mobilitet, balanceproblemer med langsomme, træge bevægelser og undertiden rysten.

Svært syge Parkinson-patienter har i nogle tilfælde vist fremgang efter transplantation af umodnet hjernevæv fra fostre, indeholdende forstadier til dopaminproducerende nerveceller, og måske kan man lære at få patientens egne nervestamceller til at modne til de dopamin-producerende nerveceller, som en Parkinson-patient mangler.

Man har påvist, at man kan behandle Parkinson's sygdom i dyr ved at tilføre humane dopaminproducerende nerveceller, som stammer fra humane embryonale stamceller. Tilsvarende kliniske behandlingsforsøg på Parkinson-patienter ved brug af celler, som er udviklet fra embryonale stamceller, kan måske allerede forventes inden fem år, mener nogle forskere ( Se kilde).

Japanske forskere har haft held til delvis at afhjælpe Parkinson-lignende symptomer hos aber. Aberne fik transplanteret embryonale stamceller, som havde udviklet sig til dopaminproducerende neuroner (den hjernecelletype, som mangler ved Parkinsons sygdom), hvoraf 1-3% af de transplanterede celler overlevede ( Se kilde).

I andre forsøg har man fået muse-stamceller til at differentiere til dopaminproducerende nerveceller. Disse celler er blevet transplanteret ind i hjernen hos rotter, hvor de voksede og frigav dopamin, hvilket forbedrede de motoriske funktioner hos rotterne.

Omkring 5000 danskere har Parkinsons sygdom. Sygdommen skyldes nervedød i et område af hjernens basalganglier, som er en station i en "rundkørsel" mellem den motoriske storhjernebark (der har forbindelse til musklerne) og videre via basalganglierne til thalamus-hjerneområdet og tilbage igen til den storhjernebark, som startede kredsløbet. Ved Parkinsons sygdom er de dopamin-dannende nervecellers endeforgreninger i basalgangliernes striatum-område gået til grunde. Disse nerveceller udspringer fra substantia nigra, og har altså axonforbindelser til striatum – de afgiver derfor ikke det vigtige transmitterstof dopamin i striatum-hjerneområdet, hvor dopamin har en vigtig hæmmende funktion – dvs. at balancen mellem de fremmende og hæmmende kredsløb forstyrres, hvorved den motoriske storhjernebarks aktivitet reduceres, med det resultat, at patienterne ikke kan styre sammensatte bevægelser på normal måde. Symptomerne opstår, når der er over 80% reduktion af dopamin ( Se kilde 5185 side 66). Sygdommen kan behandles med en række produkter, som virker på forskellig måde, f.eks. ved at bremse de skadelige virkninger i hjernen, eller ved at give L-dopa, som er et forstadium til dopamin. Dette stof kan i modsætning til dopamin passere blod/hjernebarrieren, og kan i hjernen omdannes til dopamin. Den gavnlige virkning af L-dopa aftager uheldigvis betydeligt hos de fleste patienter efter 5-7 års behandling (Se kilde 5185 side 66), idet L-dopa begynder at fremkalde bevægelsesforstyrrelser på grund af det, som kaldes on/off-fænomener, dvs. perioder skiftende mellem medicinvirkning (on) og medicinsvigt (off).

Man kan studere sygdommen i mus ved at ødelægge de dopamindannende neuroner i substantia nigra. Dette gøres ved at indsprøjte 6-hydroxydopamin i striatum i den ene hjernehalvdel, hvorved de dopamin-dannende neuroner i midthjernen og dermed substantia nigra ødelægges i denne hjernehalvdel ( Se kilde 5185 side 67). Dette bevirker ubalance mellem de to hjernehalvdeles striata. (Ubalancen kan øges ved at indsprøjte et stof, apomorfin, som virker som dopamin på dopaminreceptorerne).

Asymmetrien i musens motoriske system får musen til at bevæge sig i cirkler (væk fra siden med den beskadigede striatum), og man kan tælle antallet af rotationer pr. tidsenhed, og dermed få et kvantitativt udtryk for ubalancen. Dermed kan man påvise, om indsprøjtning af stamceller kan genoprette balancen. I 2003 lykkedes dette for japanske forskere ved hjælp af embryonale stamceller, som forskerne havde kunnet differentiere til dopamin-dannende nerveceller ( Se kilde 5185 side 67).

Tegn abonnement på

BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.

Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.

Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.

Leave a Reply