Modstanderne af etablering af embryonale cellelinier (og evt. også kerneudskiftning af ægceller med henblik herpå) tæller de katolsk-religiøse dele af USA samt regeringsflertallet i EU-lande som Polen, Slovakiet, Malta, Italien, Østrig og Tyskland, som er blevet kaldt et nyt "religionsjerntæppe" i Europa ( Se kilde). Internettet vrimler med kilder om stamceller, som bygger på 'pro-life'-argumentation. Disse internetsider forvrænger videnskabelige budskaber, idet de på forhånd har besluttet sig for at være imod forskning af en bestemt slags celler, de embryonale stamceller, så fremskridt i embryonale stamceller ignoreres eller beskrives negativt, medens der omvendt skrives overdrevent begejstret om voksne stamceller samt stamceller fra navlestrengen, fostervandet eller moderkagen, tilbageførte voksen stamceller, embryonale stamcellelignende celler fra ikke-levedygtige befrugtede æg og andre "prolife"-krumspring. Der er almindelig enighed blandt forskerne om, at embryonale stamceller rummer de største potentialer, og dette er også påvist flere gange, f.eks. kan embryonale stamceller differentiere til naturlige pacemakerhjerteceller, hvilket voksne stamceller ikke kan.

Der er grund til at advare imod blandt andet følgende internetsider: lifenews.com , cloninginformation.org, stemcellresearch.org, usccb.org/prolife, og zenit.org.

Et andet problem i mediedækningen af stamcelleområdet er, at ét uheldigt resultat, med én stamcellekultur og i én bestemt sammenhæng, let i overskrifter og omtale rammer hele stamcelleområdet. Danske forskere viste f.eks. at voksne stamceller, som ved gensplejsning var gjort langtidslevende, viste kræfttendenser (ikke overraskende, da langtidslevende og -delende celler er sådan), blev det i medierne udråbt til, "stamcellebehandling kan give kræft". Men stamcellebehandling sker under mange forskellige forhold, og er ofte uden tegn på kræftrisiko. (Indgivelse med udifferentierede embryonale stamceller rummer kræftrisiko, men det er velkendt).

Der er derfor grund til at være på vagt, når medierne skriver noget om stamceller. Det kan både være for positivt/begejstret og for negativt/ skræmmende i forhold til virkeligheden. Det er vigtigt at bemærke, hvilken kilde, man læser oplysningerne i. Især skal man være på vagt over for simple og enkle meninger og fundamentalistisk-klare grænser. Og man skal specielt være på vagt overfor politikere, religiøse og bloggere.

Opinionsundersøgelser har i øvrigt vist, at befolkningerne generelt er mere positive end politikerne, og mere positive, jo mere de ved, og meget, meget mere positive, hvis de selv eller et familiemedlem kunne få gavn af stamcelleforskningen!

Endelig kan man faktisk ikke være sikker på den korrektheden af den videnskabelige litteratur, dels kan der naturligvis være fejltolkninger, men der kan i sjældne tilfælde også være snyd: Problemet med hvordan man kunne pode en ægcelle med en cellekerne fra en patients celler, frembringe en blastocyst, og høste humane embryonale stamceller, blev proklameret løst* [* Et falsum – og det var i 2007 endnu ikke lykkedes at få teknikken til at virke med sikkerhed på menneskeæg.] med stor succes af en professor fra Seoul i Sydkorea. Woo-Suk Hwang blev dengang anset for en af de bedste stamcelleforskere i verden. På trods af, at meget faktisk lykkedes i hans laboratorium, blev der påvist fejl og snyd i nogle af laboratoriets publikationer. Imidlertid blev Woo-Suk Hwang nemlig senere forbundet med den største videnskabelige skandale i mange år, og en national skandale i Sydkorea, som ellers havde placeret sig i den internationale elite inden for kloning og stamcelleforskning. Woo-Suk Hwang påstod først at have skabt en embryonal stamcellelinie ud fra 30 klonede blastocyster, og senere sensationelt at have skabt hele 11 embryonale stamcellelinier ud fra kun 31 klonede blastocyster.

Manglende baggrundsstøj viste snyd
Der var snyderi med i billedet. Det blev opdaget ved at sammenligne de rapporterede DNA-fingeraftryk for de embryonale stamcellelinier med de rapporterede DNA-fingeraftryk for de voksenceller, som blev påstået at have leveret cellekernen. Der skal være helt det samme DNA i voksencellen som i de afledte embryonale stamceller, men der er altid lidt "baggrundsstøj" på grund af lidt forskellige ydre betingelser, som vil være til stede under de foretagne analyser – og de rapporterede analyser af DNA-fingeraftrykkene var faktisk for ens. Et ekspertpanel konkluderede, at Woo-Suk Hwang's gruppe ikke havde skabt en eneste af de 11 påståede embryonale stamcellelinier, som var blevet publiceret i Science i maj 2005, og at hans gruppe end ikke havde skabt de klonede blastocyster fra det først rapporterede forsøg (publiceret i Science i 2004). De blastocyster, som blev lavet dengang, var i virkeligheden fusioner mellem kerneholdige ægceller og kernen fra en af de polceller, som dannes under kvindens meiose (hvorunder der ud fra 4 nyetablerede celler dannes én haploid ægcelle og tre haploide polceller, altså alle med kromosom antallet (n), hvorved Woo-Suk Hwangs fusionscelle blev (2n), dvs. diploid). De celler, der blev til blastocysterne, var altså i virkeligheden dannet ved partenogenese – dvs. uden befrugtning. Selv om det ukorrekt var blevet hævdet at være verdens første kunstige kloning af humane embryonale stamceller, kan partenogenese-blastocysterne faktisk godt tænkes at have værdi, idet de er genetisk identiske med den pågældende kvinde, og kan derfor tænkes at være anvendelige mod sygdomme hos en sådan individuel kvinde. Andre har senere også frembragt partenogenetiske humane blastocyster.

Ved rapporteringen af disse forsøg var der snydt med DNA-analyserne og anvendt falske fotos af cellerne ( Se kilde), og Woo-Suk Hwang indrømmede senere dette.

Den danske biolog (med Ph.D. i neurobiologi) og journalist ved Weekendavisen, Lone Frank, besøgte Woo-Suk Hwang 7. oktober 2004. Lone Frank afsluttede sin bog "Klonede tigre" i juni 2005, og nåede dermed ikke at få opdagelsen af snyderiet med i sin bog (der udkom 2005 på Gyldendal). Hun fortæller i bogen på side 27-73 om sit 12-timers møde med Woo-Suk Hwang, og beskriver ham som en lille, adræt mand med varme øjne og tillidsvækkende drengethed. Han var oprindelig dyrlæge, og var kendt for at have klonet kalven Hanroo, nr. 5 i rækken af pattedyr, som det lykkedes at klone. I 2005 opførte universitetet i Seoul en helt ny bygning, som udelukkende skulle huse Hwangs forskergruppe.

Ud over kloning arbejdede hans gruppe med kalve, hvor man havde forsøgt at indsætte et priongen, som skulle være ufølsom for kogalskabsmitte, og knock-out svin, der mangler genet for alfa-1,3-galaktose (et sukkerstof, som menneskets immunsystem ikke tolererer på donororganer( Se kilde 5271 side 42)). Svinene, som engang i fremtiden tænkes anvendt til xenotransplantation, fik også indsat menneskegenerne CD59, DAF og MCP, som skal få immunsystemet til at tro, at organerne stammer fra et menneske. Lone Frank beskriver i sin bog, at de studerende og laboranter kan arbejde i op til 5-6 timer i træk ved mikromanipulatoren, hvor de klemmer kerner ud af celler, og næsten kan komme i en meditativ tilstand, samt at Woo-Suk Hwang nævnte, at koreanerne måske er særlig fingernemme, fordi de fra tidlig barndom har brugt spidse, glatte metalspisepinde, som det er traditionen i Korea ( Se kilde 5271 side 54).

Efter at han indrømmede forskellige løgne og snyderier blev han fjernet fra human embryonal stamcelleforskning, og han arbejder nu med kloning af dyr. Man har dog anerkendt, at han faktisk klonede hunden Snuppy. (Holdet, som klonede hunden, har siden klonet koreanske grå ulve, som er en truet race, og har indgået aftale med landets toldvæsen om at klone de narkohunde, der har de skarpeste næser, før hundene går på pension ( Se kilde)).

Woo-Suk Hwang anerkendes også for at være den første, som frembragte partenogenetiske, klonede, humane embryonale stamceller.

STAMCELLER