STAMCELLER
Er der risiko ved at bruge stamceller?
Stamcelleforskningen er nået langt, men der mangler meget, før man har veletablerede behandlingsmetoder. Man må sikre sig mod angreb fra immunsystemet, virus- og kræftrisiko, genfejl og imprinting, og at stamcellerne dyrkes stabilt, differentierer korrekt og giver den ønskede virkning.
Før man på hospitalerne i større stil vil anvende stamceller til behandling af sygdomme, ud over den efterhånden rutinemæssige anvendelse af knoglemarv-stamceller, må man være sikker på, at man kan screene donorcellerne omhyggeligt, og at man har sikre dyrkningsmetoder og kontrollerede standardprocedurer. Man skal kunne karakterisere stamcellelinjerne på en grundig og sikker måde, og man må være i stand til at kunne teste stamcellernes egenskaber og sikre, at der ikke sker en unormal celleudvikling ( Se kilde 5185 side 87).
Man må også sikre sig, at donorcellerne ikke indeholder sygdomsfremkaldende gener. F.eks. er det næppe en god idé, at donorpersonen kommer fra en familie, hvor der er hyppig forekomst af hjertekarsygdomme( Se kilde 5185 side 87).
Virusinfektioner
Man mangler at etablere regler og retningslinier for laboratorieprocedurer, som kan sikre, at man undgår at forurene stamcellekulturer med virus, som f.eks. HIV-virus. Denne risiko skal tages alvorligt. Virkningen af en virusforurening kan blive stor, hvis f.eks. en forurenet stamcellekultur anvendes til flere tusinde patienter.
Imprinting
Hos pattedyr kan aktiviteten af et gen (den såkaldte génaflæsning) være afhængig af, om genet oprindeligt kom fra faderen eller moderen, idet genet fra den ene forældre forbliver stumt, som om det slet ikke er til stede.
Dette betegnes "imprinting". Imprintede gener opfører sig altså anderledes end normale gener. Nogle imprintede gener er kun aktive, hvis de oprindelig kom fra moderen (dvs. findes i et af moderens kromosomer). Andre imprintede gener er kun aktive, hvis de stammer fra faderen (dvs. findes i et af faderens kromosomer). Denne såkaldte "imprinting" må være stabil i dyrkede stamceller, der skal bruges til behandling. Imprinting-fænomenet skyldes, at der under ægcelledannelsen og sædcelledannelsen er sket en forskellig "markering" af bestemte gener (genomisk imprinting). Mennesket har flere hundrede sådanne imprintede gener. Mærkningen sker ved, at DNA-strengen har fået påført methylgrupper, eller at methylgrupper omvendt er blevet fjernet fra det område af DNA-strengen, hvor genet findes.
Der er et kendt eksempel på imprinting: Afkommet mellem et æsel og en hest afhænger af, om det var et hunæsel og en hingst, (så resultatet bliver et mulæsel), eller om faderen var et æsel og hunnen en hoppe, (for så bliver resultatet et muldyr).
Fejl i imprintingen kan medføre alvorlige sygdomme hos mennesket. Normalt udtrykkes kun den faderlige kopi af et gen, som kaldes IGF2. (IGF2 er hormonet, som kaldes "insulin-like growth factor 2"). Hvis også moderens IGF2-gen kommer til udtryk, medfører det sygdommen Beckwith-Wiedermann syndrom (BWS), dvs. overproduktion af denne vækstfaktor, og dermed forstørret tunge, lever, milt, nyrer og bugspytkirtel samt risiko for visse kræftformer ( Se kilde 5185 side 92).
Man bruger også ordet "epigenese" til at referere til, hvordan bestemte gener bruges (og ikke til, hvordan genet er opbygget). Ved "epigenese" forstås, at et gens funktion kan ændres, selv om der ikke er sket ændringer i basesekvensrækkefølgen i DNA-molekylet for genet, altså ny genfunktion, selv om der ikke er sket en mutation i genet.
Man har påvist, at når embryonale stamceller fra mus dyrkes i laboratoriet, kan der opstå fejl i epigenesen. F.eks. kan en kopi af IGF2-genet aktiveres, selv om den burde forblive inaktiv. Dette fordobler risikoen for, at en kræftfremmende mutation kan medføre svulstudvikling.
Måske er risikoen for fejl-imprinting mindre ved dyrkning af menneske-stamceller: Britiske forskere har undersøgt 6 af 75 gener, som vides at være imprintede hos mennesket. Man brugte fire forskellige humane embryonale stamcellelinier til undersøgelserne. Der blev ikke (som i museforsøgene) påvist epigenetiske fejl i nogen af generne hos disse humane embryonale stamceller ( Se kilde 5185 side 91). Generne var altså alle stabile med hensyn til imprintingen.
STAMCELLER
Hvordan debatteres stamcelleforskning?
Overgange kan være vanskelige at håndtere. Det gælder f.eks. overgangen fra levende til død, hvor man efter megen diskussion indførte hjernedødskriteriet for at muliggøre transplantation, og hvor problemet kan være, hvornår man skal give en ekstra dosis morfin eller undlade at tvangsfodre en døende.
Overgangen ved dannelsen af et nyt individ er også vanskelig at håndtere i enighed. Reagensglas befrugtning kan ikke gøres, uden at der opstår befrugtede æg i overskud, som først på blastocyst-stadiet er nået til livmoderimplantationstidspunktet. Disse overskydende embryoner dræbes ved, at de ikke opsættes i en kvindes livmoder. Der er ingen, som har foreslået, at alle de dannede embryoner skal opsættes i kvindens livmoder. Alle ved, at kvinder kan ikke føde 10-20 børn, som nogle dyr kan. Alligevel fastholder pro-life abortmodstanderne, at man ikke må fjerne blastocystens ydre cellelag, som ville kunne danne fosterhinder og moderkage. Når disse celler er fjernet ( f.eks. ved en antistofbehandling) kan blastocysten ikke udvikle sig til et foster, – heller ikke, hvis nogen skulle finde på at opsætte det i en kvindes livmoder. De tilbageværende celler kan derimod dyrkes som "embryonale stamceller", som har potentialet for at helbrede sygdomme, altså ikke kun behandle, men helbrede!
STAMCELLER
Hvad er kloning, og hvordan debatteres kloning?
I et undervisningsspil om stamceller (www.playdecide.org ), der foreligger på mange sprog, optræder i den danske udgave begrebet "kloning af fostre". Det er ikke klart for mig, hvad der menes. Måske menes opformering af embryonale stamceller fra blastocyster. Det er næppe, hvad de teenagere, som spillet er beregnet til, får af associationer, når de læser om "kloning af fostre". Ordet "kloning" tager mange umiddelbart afstand fra. Cellekloning sker ved, at en celles kerne flyttes over i en anden celle. Dette kunne også kaldes for "somatisk cellekerne-overførsel". I en undersøgelse i USA spurgte man 2000 udvalgte personer om deres holdning om stamceller fra embryoner frembragt ved en metode kaldet "kloning", alternativt ved en metode kaldet "somatisk cellekerne-overførsel". 29% gik ind for det første, 46% gik ind for det andet alternativ ( Se kilde).
Kloning betyder blot dannelse af genetisk ens kopier (af gener, cellekerner, celler, cellelinier, væv, organer eller individer). Stamcelleforskning har ikke umiddelbart noget med kloning af individer at gøre, men naturligvis laver man kopier af celler og dyrker stamcellelinier, og når man kan håndtere stamceller, bliver man som bivirkning også bedre til at kunne foretage kloning på andre niveauer.
Kevin Eggan og kolleger ved Harvard Universitet har påvist, at kloning ikke kræver en ægcelle, men også kan være en zygote (altså den celle, som er resultatet af en befrugtning). Zygoten er det første stadie af et embryon. Hvis dens kromosomer fjernes og erstattes med kromosomerne i cellekernen fra en almindelig kropscelle, forløber den videre kloning normalt ( Se kilde). Det kan få stor betydning, hvis metoden også kan bruges på mennesker. Man har nemlig mange zygoter efter behandlinger for ufrugtbarhed. Derimod råder man kun over få ægceller, som kan og må bruges til forskning i embryonale stamceller fra mennesker.
Nogle af zygoterne er frosset ned i lagre og er ikke blevet brugt, fordi de har alvorlige genetiske fejl. De vil på grund af deres genetiske fejl derfor ikke kunne udvikle sig til levende afkom, men vil kunne bruges, hvis de kan omprogrammeres til embryonale stamceller, som indeholder genomet fra en patients celler ( Se kilde).
Man har tidligere forsøgt at klone en netop befrugtet celle, nemlig ved at fjerne den hanlige og den hunlige cellekerne og indsætte en cellekerne fra en anden celle. Disse forsøg på kloning mislykkedes altid, men lykkedes altså, hvis man ventede til, at de to kerner var smeltet sammen, så der var dannet en zygote. Man antager, at når æg- og sædcellekerner smelter sammen, frigøres nogle vigtige faktorer, og at disse faktorer er nødvendige for omprogrammeringen. Måske er disse faktorer ligefrem pakket sammen inde i prokernerne. Cellen kan jo heller ikke dele sig, før prokernerne er smeltet sammen ( Se kilde).
Hvis man fjernede den sammensmeltede cellekerne i zygoten fra en mus, og erstattede den med cellekernen fra en almindelig musecelle, udvikledes klonede mus, men de døde dog hurtigt efter fødslen – og de havde samme skader, som kendes fra kloning af dyr, når man bruger ubefrugtede ægceller som cellekernemodtager. Forsøget lykkedes i den forstand, at det var muligt at frembringe embryonale stamceller.
Debatten om kloning er beskrevet i BioNyt tidligere (nr.97). Først og fremmest er kloning af mennesker ikke realistisk. En italiensk fertilitetslæge Severino Antinori har hævdet at ville lave en klonet baby, men ifølge erfaringerne fra kloning af husdyr vil det indebære stor risiko for misdannelser, som på ingen måde kan opveje nogen fordele ved metoden, hvis denne skulle udføres på mennesket. Det hidtil bedste kloningsresultat, man har opnået, er at man ved kloning af mus fra særlige hudceller, der indsattes i en kerneløs ægcelle, opnåede, at 50% af klonerne udviklede sig til voksne mus ( Se kilde). – På trods heraf er embryonale stamceller et vigtigt redskab til at frembringe genetisk ændrede mus, og man forsøger på samme måde at lave genetisk ændrede svin og kvæg.
STAMCELLER
Hvad er hybrider, og hvordan debatteres hybrider?
Da forskere fra Shanghai Second Medical School rapporterede, at de med held havde blandet menneskeceller og kaninæg syntes mange, at det lød horribelt, men der var forskere, som både kunne se ideen og potentialet. I tidsskriftet Nature bragtes f.eks. en artikel med overskriften: "Lovende ny vej til menneskelige stamceller". Sagen var, at den kvindelige professor Sheng Hui Zhen, der var leder af et center for stamcelleforskning med 50 ansatte, i 2002 havde haft held med at indsætte kerner fra menneske-hudceller i ægceller fra kaniner. Hun boede og forskede i USA, indtil Kina gav hende et tilbud, som hun ikke kunne sige nej til. Hun arbejdede i USA med udviklingsbiologi, hvor de strenge love om embryonale stamceller gjorde visse forsøg umulige at få lov til – altså i USA, men ikke i Kina. Det var svært at få tilstrækkelig mange menneskeæg til forskningen, og ideen med at bruge kaninæg kom af, at en kendt embryolog, Neil Furst ved University of Wisconsin, havde påvist, at ko-æg kan reprogrammere cellekerner fra syv andre pattedyrarter, blandt andet aber. I Beijing havde man desuden brugt kaninæg i forsøg på at klone pandabjørne, fordi man ikke kunne skaffe nok pandaæg. Ved at bruge kanin æg havde man fået dem til at udvikle sig et stykke af vejen mod et levedygtigt foster. Kendte videnskabelige tidsskrifter som Science og Nature samt PNAS, ville ikke udgive artiklen om kaninæg/menneskecelle-hybrider, fordi det lød for usandsynligt, at det kunne lade sig gøre. Det blev derfor publiceret i det kinesiske Cell Research. På dette tidspunkt havde en britisk forsker lige vist, at den vandlevende spore frø Xenopus laevis kan reprogrammere cellekerner fra en række andre arter ( Se kilde 5271 side 234). Embryonerne udviklede sig ikke ret langt, men princippet var bevist. Hybridceller mellem menneske- og dyreceller var i øvrigt et års tid forbudt i England, men blev tilladt i maj 2007 ( Se kilde). Kaninægget i Shanghai-forsøget havde fået fjernet sin cellekerne, men bidrog med kanin-mitokondrier, som har deres eget DNA. Ved cellefusionen med menneske-hudcellen kom menneske-mitokondrier med, men i begyndelsen er kanin-mitokondrierne i overskud, og findes i forholdet 1 : 100 ( Se kilde 5271 side 235). Men efter morulastadiet tog menneske-mitokondrierne fuldstændigt over. Shanghei-gruppen har kunnet udvikle cellerne til både muskelceller og nerveceller. Imidlertid forsvinder kanin-mitokondrierne aldrig helt. Stamcellerne, som er resultatet af fusionen mellem en menneske-hudcelle og et kanin-æg, var fra begyndelsen kun tænkt til forskning i den tidlige udvikling. De kan dog også give oplysninger om stamceller generelt. Men om cellerne, som stammer fra sådanne fusioner, nogensinde vil blive brugt til transplantation til mennesker, kan man ikke sige. Måske vil det være uproblematisk; eller måske vil man bruge andre metoder uden kanin-mitokondrier.
Shanghai-gruppen dyrker også embryonale stamceller fra embryoner, som har været igennem reagensglasbefrugtning, og de dyrker stamceller, der er isoleret fra aborterede fostre. Kina's etbarnspolitik giver mange aborter. "Det ville jo være vanvittigt at smide det dyrebare væv i skraldespanden, ikke sandt?", sagde den kvindelige professor Sheng Hui Zhen til Lone Frank, som besøgte hende i Shanghai ( Se kilde 5271 side 237). Fostre indeholder stamceller fra de forskellige væv, muskler, hjerte, hjerne, lever osv., som man vil kunne indsætte i en stamcellebank. Man antager, at hvis man har 500.000 stamcellelinier i en sådan stamcellebank, vil man kunne dække tre fjerdedele af alle de vævstyper, som eksisterer (Se kilde 5271 side 237). Shanghai har, som Kina iøvrigt, etiske komiteer og debat i medierne om etiske emner. Men de kristne automatreflekser har ingen større indflydelse i Kina. Cellerne i petriskålene er ikke lige guddommelige set fra alle filosofiske og religiøse synsvinkler.
Argumentet med, at man ikke må "ødelægge menneskeliv", er kunstigt. Det befrugtede æg er ikke "menneskeliv", så længe det ligger i en petriskål, for dér vil det jo dø. Selv hvis det blev implanteret i en kvindes livmoder, ville det kun have en vis chance for at udvikle sig – idet mange implanterede befrugtede æg ikke udvikles, selv under naturlige forhold. Hvis argumentet skulle godtages, ville enhver cellekerne i enhver dyrket human cellekultur – ligesom det befrugtede æg i petriskålen – så kunne kaldes "menneskeliv"; i princippet er det nemlig bare* lidt mere besværligt at udvikle dette "menneskeliv", fordi cellekernen fra den dyrkede vævskulturcelle forinden skal flyttes til en celle med totipotent evne ( f.eks. kernefri ægcelle eller zygote) forud for implantationen i en kvindes livmoder.
[*Hidtil er første del heraf, nemlig kerneflytning til en totipotent celle med efterfølgende blastocystudvikling, endnu ikke lykkedes på mennesker, og kloning til individniveau er aldrig udført på mennesker. Kloning af mennesker er i øvrigt urealistisk, da der vil være meget stor risiko for misdannelser, som ikke kan opveje nogen fordele.]
Man kunne så indvende, at den omtalte kerneflytning ville være en kloning, men også argumentet om, at kloning er uetisk, er et kunstigt argument, for enhver enægget tvilling eller trilling er en klon af hinanden (forbud mod kloning må derfor gives andre begrundelser).
Menneske/dyr-kimærer er også urealistisk som etisk problem, fordi der er ikke grund til at forklejne de etiske komitéers virke.
Enhver dyre- eller menneskecellekultur i verden vil altså i princippet kunne give ophav til et nyt menneske; dette er ikke kun en mulighed for det befrugtede æg.
Landenes stadig skiftende etiske regelsæt viser i øvrigt også argumenternes svage fundament. Se www.bionyt.dk/bioetik.
Religionerne i verden ser meget forskelligt på tidspunktet for det individuelle livs start. Yderpunkter er kinesisk religion, hvor livets begyndelse sættes ved fødslen, og den Vatikan-katolske, hvor det er befrugtningstidspunktet (en lære, som kun er 135 år gammel, og stammer fra paven Pius d. 9.). Lande med katolsk indflydelse har lavet restriktioner mod forskning i de celler, som kan dyrkes fra overskydende befrugtede æg. Ikke alle katolikker er enige. Nogle mener, at hvis en behandling kan hjælpe, er det ikke kirkens opgave at forhindre det. I lande som England, Sverige, Sydkorea, Indien, Singapore og andre lande er forskerne friere stillet. Også Australien, Belgien, Kina, Israel og Japan er stamcelleforskningsnationer. Danmark og Finland er med forsinkelse efterhånden også kommet med i klubben af lande, hvor stamcelleforskning er accepteret. I USA er privatfinancieret forskning friere stillet, og f.eks. Californien støtter forskning i embryonale stamceller.
Modstanden vil blive dobbeltmoralsk den dag, man opdager nye behandlinger – for de vil også blive anvendt i de lande, som i dag lægger forhindringer for stamcelleforskningen.
Tilhængerne anser det for et utilgiveligt ressourcespild at bortkaste de befrugtede æg eller de fåcellede blastocyster, som følelsesladet kaldes embryoner, og som er resultatet af fertilitetsklinikkernes arbejde med at hjælpe barnløse par.
Isolerede stamceller fra en blastocyst har mistet evnen til at blive til et barn. Disse celler kan blive til et hvilket som helst væv i kroppen, hvis man kender signalstofferne, som styrer processen. Diskussionen om, hvad man må og ikke må, har medført, at forskere har ledt efter måder at omgå problemet med kildematerialet. F.eks. ved at få de såkaldte voksne stamceller i kroppen eller almindelige kropsceller til at miste deres mere eller mindre udviklede specialisering. Det kan gøres ved at snyde en ubefrugtet human ægcelle – ved at udskifte kernen i ægcellen med kernen fra en anden celle, f.eks. en stamcelle eller en almindelig hudcelle. Hvis man er heldig, har man efter 5 dage ca. 40 stamceller, som kaldes "embryonale". De er i princippet udødelige og differentierer sig ikke. Metoden medfører brugen af ubefrugtede menneskeæg. Men selv dette vender nogle sig imod – og der var tilmed flertal iblandt FN-landene for at forbyde denne "terapeutiske kloning". Beslutningen var ikke bindende, og flere lande har valgt at ignorere denne beslutning, som bl.a. USA støttede. I England er det tværtimod tilladt alle kvinder at donere egne æg til medicinsk forskning ( Se kilde).
I Italien er ordet "stamcelle" blevet et fy-ord, når man i Italien skal have penge til forskning. Dette skyldes den debat, som fulgte i forbindelse med, at man i Italien vedtog en lov om at forbyde nedfrysning af æg efter kunstig befrugtning. Det har betydet, at kvindens æg kun må opbevares i en uge, og at selv om 3 æg opsættes i kvinden ved reagensglasbefrugtningen er chancen for, at hun får børn, så ringe, at de barnløse par nu tager til Schweiz eller Spanien.
Der er udtænkt flere mere eller mindre fantasifulde måder til at undgå at skulle ødelægge befrugtede æg:
"Tilbagespoling" af voksne stamceller ville være en teoretisk metode. En anden påvistes af forskere fra Harvard University, da de smeltede en hudcelle sammen med en af de embryonale stamceller, som man allerede har på lager (så man altså undgår at ødelægge nye befrugtede æg). Resultatet blev en blandet celle, hvor tusindvis af hudcellens gener omprogrammeredes til embryo-stadiet, så fusionscellen fik evnen til at blive til forstadier af nerveceller, muskelceller og tarmceller og måske til en hvilken som helst af kroppens celler ( Se kilde).
Andre måder kunne være at undlade befrugtning med sæd, nemlig ved at fremstille et embryon ved parthenogenese ("jomfrufødsel") – et princip, som kendes fra visse insekter, fisk og fugle, men også kan frembringes hos mus, aber og mennesket, som ikke naturligt kan reproducere sig på den måde. Den sydkoreanske stamcelleforsker Woo Suk Hwang, som forfalskede noget af sin forskning, var ikke klar over, at han faktisk fik skabt de første – ved parthenogenese frembragte – humane embryonale stamceller, som alene stammer fra menneskelige æg og uden bidrag fra sæd ( Se kilde).
Man kan omgå problemet med de befrugtede æg ved at redde det befrugtede æg: Robert Lanza og medarbejdere fra Advanced Cell Technology har udviklet en metode, hvor man på 8-10 cellestadiet fjerner en af de 8-10 celler (blastomerer), og indsætter resten af embryonet i livmoderen uden at der sker nogen skade derved. Det er samme teknik som man bruger ved præimplantationsgenetisk analyse, som også kræver fjernelse af en af cellerne. Den udtagne celle kan bruges til begge formål samtidigt.
I 2007 brugte Robert Lanza metoden til at lave en embryonal stamcellelinie, som han erklærede var den første humane embryonale stamcellelinie, som ikke havde medført ødelæggelsen af et embryon ( Se kilde). (Ved den almindelige metode udtages celler fra embryonet, når dette er nået frem til det ca. 150 celleholdige blastocyststadium, hvorfra embryonale stamceller kun kan fås ved at ødelægge blastocysten, hvilket nogle mener er uetisk, uanset om blastocysten alternativt smides væk.
Man kan omgå problemet med de befrugtede æg ved at lave hybridceller mellem menneskeceller og et dyreæg. Der skabes intet hybriddyr, kun celler, som dyrkes i få dage, og hvorfra stamceller så kan udtages.
Man kan omgå problemet med de befrugtede æg ved at bruge dødskriteriet, og erklære befrugtede æg, som er så genetisk skadede, at de ikke vil kunne udvikle sig, for at være døde. De vil stadig kunne bruges til at lave embryonale stamceller. Man kan hertil bruge organdonor-lovene foreslår to amerikanske forskere ( Se kilde). Dette fantasifulde forslag rummer dels problemet at bestemme, hvornår et befrugtet æg er "dødt", dels at metoden risikerer at give fejlbehæftede embryonale stamceller.
Endelig har en William Hurlbert ved Stanford Universitet, der kalder sig "bioetiker", og som er modstander af forskningen, foreslået, at man som ved gensplejsning frembringer kunstige embryonale stamceller uden en befrugtning. Det realistiske i ideen er helt uafprøvet.
I det Etiske Råd mener flertallet, at også et kun op til seks dage gammelt embryon har ret til beskyttelse af dets liv, men at "hensynet til beskyttelsen af dets liv kan afvejes mod andre hensyn", – hvilket munder ud i en anbefaling af tilladelse til at anvende embryonale stamceller for at opnå fremskridt i behandlingen af alvorlige sygdomme ( Se kilde).
Ægdonation til forskning
Nogle kvinder i USA har foræret de overskydende embryoner til stamcelleforskning, f.eks. efter at kvinden har fået 2-3 børn ved kunstig befrugtning ( Se kilde 5412 side 48). Men i USA bliver under 3% af embryonerne doneret til forskningen ( Se kilde 5412 side 48). I verdens fertilitetscentres frysere ligger hundredtusindvis af celler, af størrelse under et punktum (.), der som overskydende og uønskede embryon celler venter på at blive smidt væk, men som har potentiale til at blive til dyrkede cellelinier, som kan kurere hidtil uhelbredelige sygdomme. Disse cellesamlinger har ingen kendetegn, og ingen antydning af en nerve.
STAMCELLER
Hvilke regler og regulativer kræves over for stamcelleforskningen?
Inden stamcellerne kan blive til medicinske behandlinger i praksis, kræves sundhedsfaglige regelsæt for området, vurderer det amerikanske FDA. Ganske vist har stamcellebaserede behandlingsformer været kendt siden den første vellykkede knoglemarvstransplantation blev gennemført i 1968, men før man kan udnytte de nye stamcellebaserede teknikker, må sundhedsmyndighederne overveje, om der skal indføres visse begrænsninger.
Hvis nogle embryonale stamceller har en arvelig defekt for anæmi, vil de ikke være brugbare til genskabelse af det bloddannende væv i en patient. Hvis stamcellerne kommer fra en person, hvor der i familien har været flere tilfælde af hjerteproblemer, er disse stamceller ikke velegnede til differentiering til hjertemuskelceller. Og hvis der i familiehistorien findes alvorlige sygdomme, såsom kræft, kan modtageren af stamcellerne risikere at få overført en sådan sygdomsrisiko.
Af disse grunde er det bedst, hvis man kender familiehistorien bag de embryonale stamceller, som bruges til forskning eller behandling. Omvendt nytter det jo ikke noget, hvis man stiller så skrappe krav til familiehistorien, at ingen kan honorere dem.
Når der udføres behandlinger med stamceller bør en prøve af donorens blod arkiveres, så man senere kan tage prøven frem til fornyet undersøgelse, hvis der i mellemtiden er sket udvikling af nye, relevante diagnostiske testmetoder. Kontaktinformation til donoren skal også opbevares i et arkiv, så der senere kan tages en ny blodprøve til analyse, hvis der bliver behov for det.
Det er klart, at når stamceller dyrkes i et laboratorium, opbevares i en cellebank eller håndteres på anden måde, er der en risiko for, at stamcellekulturen bliver inficeret. Derfor kræves regler om særlig gode laboratorierutiner, for at dette kan undgås.
For at kunne opspore og eliminere forureningskilder, må man kunne spore den enkelte celle tilbage til udgangspunktet, og man må have skrevet ned, hvad cellen har været udsat for undervejs. Hvis stamcellerne dyrkes under anvendelse af kalvefosterserum skal dette være fra et land uden kogalskab.
De fleste humane embryonale stamcellelinier har været dyrket ved hjælp af feederceller fra mus. Den amerikanske sundhedsmyndighed FDA har ikke villet udelukke, at disse embryonale stamcellelinier engang vil kunne blive brugt til transplantation til patienter. Men for at mindske risikoen ved denne faktiske xenotransplantation, vil man i stigende omfang gå over til at dyrke cellerne på feederceller fra mennesker, eller bruge humane blodkomponenter.
Man kan ikke udelukke, at dyrkede stamceller ændrer sig genetisk undervejs. Især humane embryonale stamceller kræver, at de gennemgår mange celledelinger, håndteres mange gange, og dyrkes i lang tid – hvilket giver risiko for, at der opstår genetiske ændringer undervejs. Denne risiko er også påvist i praksis.
Man har ganske vist dyrket humane embryonale stamceller i over 1 år, uden at man har kunnet påvise ændringer i arvemassen, men det er omvendt ofte blevet påvist, at der er sket ændringer med hensyn til, hvor mange celledelinger, der sker per tidsenhed, og man har set ændringer i DNA-sekvensen i mitokondriernes DNA og i methyl-påsætningen af genernes promoter-områder (DNA-methylering), hvilket ændrer genets "aktivitet".
Inden for udviklingen af virusvacciner er det velkendt, at man må begrænse antallet af "passager", for at en svækket virus ikke skal ændres genetisk undervejs, og f.eks. miste sin genetiske svækkelse, så den igen bliver sygdomsfremkaldende. Ligesom for virusvaccinerne vil man derfor kunne etablere tilsvarende retningslinier for stamcellelinier, som skal bruges i behandlinger. Efter at et bestemt antal "passager" er blevet nået, kunne man f.eks. kræve en ny undersøgelse af cellelinien eller nyetablering af cellelinien ved kloning af den oprindelige cellekilde.
Almindelige, farmaceutiske lægemidler kan undersøges kemisk, men stamcellebaserede lægemidler vil kun kunne undersøges ved at afprøve, om en række udvalgte gener er aktive eller inaktive på en måde, som de ifølge erfaringen skal være. Dette er en temmelig grov og usikker identifikationsform, og stamcellens forhistorie bliver derfor særlig vigtig at kende. Dette siger nemlig noget om, hvor den pågældende stamcelle eller stamcelleafledte celle vil ende i kroppen, og hvad dens funktion vil være efter transplantationen.
Formentlig vil sundhedsmyndighederne kræve, at stamcelleproduktet og princippet for dets anvendelse er blevet afprøvet forinden på dyr. Det kræver, at der er et dyremodelsystem til rådighed, som for den pågældende sygdom svarer til sygdommen hos mennesket.
For nogle behandlinger (bl.a. insulindannelse) kræves ikke, at stamcellerne transplanteres til et bestemt område i kroppen, men for andre (bl.a . dopamindannelse mod Parkinsons sygdom) er placeringen af de transplanterede celler helt afgørende.
Indsætning af cellerne et forkert sted kan medføre en risiko. Derfor har man brug for at kunne følge, hvor cellerne havner. Det kan gøres ved at markere cellerne med overflade antigener, som kan påvises med antistoffer. Det ville også kunne ske ved mærkning med grønt-fluorescerende protein. Sådanne mærkningsmetoder giver desuden mulighed for at finde ud af, hvor længe stamcellerne overlever på stedet. Der er brug for metoder til – uden kirurgiske indgreb – at kunne følge stamcellerne i kroppen.
Ved nogle stamcellebehandlinger er det meningen, at stamcellerne først skal differentiere sig til deres endelige celletyper efter, at de er nået frem til bestemmelsesstedet. Sådanne undersøgelser kan ikke udføres ved reagensglasstudier, men kræver studier med dyreforsøg og kliniske forsøg på mennesker.
Stamcellernes evne til at forny sig selv gør dem i stand til at forny dårligt fungerende væv, – men rummer samtidig en risiko for kræftudvikling. Denne risiko kan vurderes i meget sensitive dyremodeller, (man kan f.eks. følge tumordannelsen efter transplantation af blot 20 embryonale stamceller i mus). Ved transplantation til mennesker vil et stort antal celler blive overført, og det vil derfor være vigtigt at kunne bestemme celletype-renheden for at kunne vurdere risikoen.
Sikkerhedsmæssigt er det nødvendigt, at stamcellerne kun udvikles i den ønskede retning mod bestemte slags differentierede celler. Det vil kræve dyremodeller at påvise, hvilke celletyper de transplanterede stamceller vil udvikle sig til.
Hvis en patient har en (arvelig) sygdom, som skyldes mutation i et enkelt gen, kan man tænke sig, at man kunne isolere stamceller fra patientens syge væv, indsætte et raskt gen i disse stamceller, og tilbagetransplantere de genetisk ændrede stamceller (somatisk genterapi). Dette ville kunne helbrede sygdommen (ikke kun behandle den). Det er muligt at foretage genetisk ændring af dyrkede stamcellekulturer. Til indførelse af et nyt gen bruges ofte et virus. Både virusset og de genetisk ændrede celler skal honorere myndighedernes sikkerhedskrav.
Humane embryonale stamceller kan skaffes ved at udtage den indre cellemasse fra en blastocyst, som selv enten stammer fra in-vitro-fertilisering (IVF) eller er resultatet af en kerneoverføring (dvs. kloning af en somatisk celle ved, at dens cellekerne erstatter cellekernen i en ægcelle, så ægget tror sig befrugtet). Kerneoverføringen må – med hensyn til myndighedernes regelsæt – betragtes som, at cellen er blevet genetisk ændret ( Se kilde).
STAMCELLER
Hvordan har den danske lovgivning om stamceller været?
Dansk lovgivning har været flaksende, og stamcelleforskning i Danmark har været hæmmet af manglende bevillinger og forbud. Det første reagensglasbarn fødtes i 1979 i England, og da det første danske blev født i 1983 nedsatte indenrigsministeren et udvalg, som anbefalede, at befrugtede æg kun måtte dyrkes i 14 dage og kun med henblik på at øge muligheden for kunstig befrugtning. I 1986 vedtog Folketinget et forbud mod forskning på befrugtede æg. Forbudet varede til 1992, dog lempet på visse områder. I 1997 vedtoges en lov om kunstig befrugtning, som senere også kom til at omfatte forskning på befrugtede æg; loven tillod kun forskning for at forbedre IVF og præimplantationsdiagnostik til genetisk undersøgelse af befrugtede æg. Omkring årtusindskiftet blev det tilladt at forske i embryonale stamceller med henblik på behandling af sygdomme.
Etisk råd oprettedes i 1987, Teknologirådet i 1995 og et Genteknologi udvalg kom med en rapport i okt. 2002, som efter Folketingsdebat og høringer mundede ud lovforslag L209 (vedtaget maj 2003) om lovliggørelse af forskning i embryonale stamceller fra befrugtede æg, der er til overs fra IVF-behandlinger. Der med kunne man endelig forske i humane embryonale stamceller under visse forudsætninger og formål, men loven blev aldrig fulgt op af bevillinger! En af Danmarks førende forskere på stamcelleområdet, civ. ing. dr med. Claus Yding Andersen fra Rigshospitalet, har sagt: "det er fuldstændigt umuligt at få penge til forskning i embryonale stamceller i Danmark". Jens Zimmer Rasmussen, leder af Dansk Stamcellecenter, (med fokus på voksne stamceller), måtte i foråret 2007 opløse centeret pga. mangel på bevillinger. Han udtalte i den forbindelse, at "der nærmest mangler forståelse for området herhjemme". Der er tradition for, at de politiske partier stiller medlemmerne frit i etiske spørgsmål, men derved kommer der ingen diskussion, og der formuleres ingen politik på området. Problemet er store holdningsforskelle internt i partierne. Politisk tages emnet kun op efter konkrete tilfælde i medierne, som da en sygdomsramt dreng, Jason, med sine forældre rejste til USA, hvor kvinden fik en kunstig befrugtning efter ægsortering, så deres kommende barn kunne blive vævdonor for sin syge storebror. Debatten banede vej for en lov i 2005 for præimplantationsgenetisk diagnostik, dvs. sortering af æg efter vævstype. Teknikken indebærer, at man tager stamceller fra den nyfødtes navlestrengsblod, og bruger det til at kurere den syge søskende. Behandlingen lykkes endnu kun i ganske få tilfælde ( Se kilde).
STAMCELLER
Hvordan er stamcelleforskningen blevet behandlet bioetisk?
Der er brugt mange ord på bioetik. Typisk er det gået sådan, at tingene er faldet på plads, når folk har vænnet sig til det nye. I nogle lande har lovgiverne og debattørerne stadig ikke vænnet sig til, at ægceller i en petriskål, som i princippet ville kunne blive til mennesker, også kan blive til et værktøj til ny viden og medicinske behandlinger.
Etikere argumenterer ofte for, at etik er noget absolut, men hvis man ser på den meget omfattende litteratur om bioetiske spørgsmål, synes der ikke at være særlig stor enighed om etiske emner. Lande, som ligner hinanden, kan have forskellige love på området. Og et land kan skifte deres bioetik-love ud fra det ene år til det andet. Det var f.eks. indtil 2005 ikke tilladt danske forskere at udføre terapeutisk kloning af husdyr, men i 2005 blev det pludselig tilladt, hvis formålet var forskning. Det var ellers, hvad forskerne i årevis havde ønsket, og som de allerede plæderede kraftigt for, da den forrige lov blev vedtaget.
Ofte argumenterer man med glidebane-argumentet, når talen er om bioetikken. Glidebane-vinklen bliver dog let temmelig fantasifuld, og samtidig kan emner, som umiddelbart virker "unaturlige", hurtigt føles ganske harmløse og fuldt acceptable. F.eks. blev reagensglasbefrugtning engang anset for unaturligt, men det gør det ikke mere, efter at skønsmæssigt en halv million mennesker er blevet undfanget på denne måde.
Vi ser ofte helt anderledes på en ting afhængig af, om den kun findes i vores fantasi eller om den findes i virkeligheden. Svenske forskere dyrkede celler i kultur fra overskydende befrugtede menneskeæg, medens der endnu ikke var lovgivet på området. Derved skabte Henrik Semb og andre forskere i Göteborg nogle af verdens første humane embryonale stamcellelinier, medens andre lande som f.eks. Danmark ikke var nået så langt, og som (derfor?) forbød det. I dag er loven lavet om, og man må som dansk forsker godt arbejde med humane embryonale stamcellelinier.
Mange af de fantasifulde scenarier, som fremkalder den megen lovgivning på området, kunne undgås, hvis man simpelthen havde tillid til, at de almindelige etiske udvalg, som skal godkende forskning, kan styre uden om uhyrligheder, og hvis man havde tillid til, at forskerne nok heller ikke selv har noget behov for at frembringe uhyrligheder, og i øvrigt næppe vil have så let ved at gøre det. Det er formentlig anvendelsen af forskning, og ikke forskningen selv, som kan kræve lovgivning. Men måske er den underliggende bevæggrund for tidlig lovgivning, at man kun på den måde tror sig i stand til at bremse en udvikling. Ofte har udviklingen dog i praksis vist sig langt mere positiv og langt mindre negativ, end kritikerne oprindelig troede. Det har man set inden for gensplejsning, genteknik, kloning, stamcelleforskning, fosterdiagnostik, reagensglasbefrugtning.
At skrive her om bioetik risikerer derfor hurtigt at blive forældet. Meget af det, som man i dag mener skal være forbudt, vil sikkert blive tilladt om nogle år. I stedet skal her blot henvises til den kolossale og meget ordrige litteratur på området. Jeg har som illustration taget et billede af et udsnit af den ganske overvældende store bogsamling om bioetik på Fakultetsbibliotek for natur- og sundhedsvidenskab "KUB NORD" – tidligere Danmarks Naturvidenskabelige Universitets bibliotek "UB2" – på Tagensvej i København.
Minder bioetik-diskussionerne om noget, man har set før? Noget om en flad jord, et solcentreret univers, et blodforbud, et obduktionsforbud? Nogle forbud er begrundet i, at vi skal forblive uvidende på visse områder. Vi må f.eks. ikke kende signalproteinerne, som styrer fosterudviklingen, for så kan vi jo klone mennesker, eller dyrke fostre på fabrikker, så kvinderne undgår fødsler. Men selv om man havde denne viden, er det jo ikke sikkert, at man havde lyst til utallige genetisk ens menneskekloner, og det er jo ikke sikkert, at kvinderne ville fravælge at føde deres børn. Selvfølgelig er der utallige eksempler på, at viden er blevet misbrugt, men der er endnu flere eksempler på, at man ikke har haft fantasi til at forestille sig de positive virkninger af ny viden. Vatikanet og andre religiøse bekæmper udforskningen af stamceller. "Vi bør ikke overlade diskussionen til de religiøse", sagde en ung dansk forsker til mig. En anden forsker havde som kommentar, at religiøse mennesker gennem tiderne ofte har bremset bl.a. den medicinske forskning. Oplysninger om bioetik og debat om emnet kan findes på internetsidenwww.bionyt.dk/bioetik.
STAMCELLER
Findes der et gråt eller sort stamcellemarked?
Der er opstået et gråt/sort stamcellemarked. I Rusland (hvor lovgivning håndhæves dårligt) tilbyder skønhedssaloner stamcelleindsprøjtninger for 17.000-130.000 kr. mod alt, fra alderdom til impotens. I Mexico, Ukraine, Barbados, Kina, Sydkorea, Thailand, Indien osv. tilbyder private firmaer ukontrollerede og højst tvivlsomme stamcellebehandlinger, hvor der ikke findes medicinske beviser for effekten, og patienter betaler i titusindvis af dollar for risikable behandlinger ( Se kilde). I Holland tilbyder et firma udokumenterede stamcellebehandlinger ( Se kilde). Den engelske TV-station BBC bragte historien om en ung skleroseramt kvinde, som helbredtes – senere oplyste hun, at "helbredelsen" havde været kortvarig (men kostede 120.000 kr) ( Se kilde). Der er eksempler på, at patienternes tilstand forværres væsentligt på grund af alvorlige bivirkninger (Se kilde).
Læs mere om stamceller
Stamcelle mod hjertesygdom; nr.113 s.16 [Find]
Stamcelleforskning – nyt om; nr.127 s.5 [Find]
Stamcelleforskning – studier af axoloth'en; nr.127 s.5 [Find]
Stamceller af væv kan blive universelle; s.38 nr.109 [Find]
Gå til hjemmesiden for
BioNyt – Videnskabens Verden
Tegn abonnement på
BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.
Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.
Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.
Recent Comments