Search Posts

Svampe-Karl-Johan

En hel bog om én svamp – Karl Johan, også kaldet Spiselig Rørhat. Det er hvad nordmanden Pål Karlsen fra Oslo har bedrevet. Det er en flot bog, som har fået titlen: "Steinsoppen – vill av natur" (hvilket betyder at den er vild af natur og ikke kan tæmmes og dyrkes). Bogen er på 204 sider og med meget fine billeder. Pål Karlsen har været interesseret i svampe fra han var med på svampeture som barn. I 2007 tog han den norske eksamen som "soppsakkyndig" og leder "soppture" og deltager på "soppkontrol". Han er leder af Oslo og omegns "sopp- og nyttevekstforening" og redaktør af tidsskriftet "Sopp og nyttevekster, der er medlemsblad for Norges sopp- og nyttevekstforbund (en ny sammenslutning af de oprindeligt to foreninger [som han senere i øvrigt blev leder af]). Han har lavet hjemmesiden www.steinsopp.no. Bogen er udgivet på Z-forlag i 2014 (www.z-forlag.no). Pål Karlsen kan kontaktes på pal@steinsopp.no, +47 932 24 377, www.palkarlsen.com.

Det er en usædvanlig svampebog. Men Karl Johan svampen er også usædvanlig – opkaldt efter Karl XIV Johan, konge af Sverige og Norge. I Norditalien risikerer folk livet for at finde denne svamp – som den svampejædger, der efter en svampetur blev fundet i live i en bjergkløft efter et fald på 40 meter – men andre er ikke så heldige og findes døde efter svampeture på jagt efter Karl Johan svampen – typisk fundet af en helikopter i Norditaliens bjerge, der er op til 4 km høje – og Karl Johan svampen vokser ofte i over 1500 meters højde, og ofte på stejle bjergskråninger. Den findes endog også over trægrænsen (ca. 2 km højde) hvor den trives sammen med ene og blåbær. At finde den savnede vanskeliggøres fordi svampejægeren nødigt fortæller, hvor hans svampejagtmarker er – så man ved ofte ikke i hvilken retning han er gået. Ofte tager han ikke mobiltelefonen med for ikke at blive forstyrret, og har tøj i kamouflagefarver for ikke at blive opdaget under jagten. Den norditalienske svampejæger går ofte ud tidligt om morgenen, hvor græsset er dugvådt og skråningerne er glatte. Folk, der normalt er afbalanerede og ikke risikosøgende bliver som forvanlede når de er på svampejagt – svampejagt i Norditalien kan nærmere betegnes en ekstremsport. I 2010 omkom 18 mennesker i løbet af 10 augustdage fordi det var et særdeles godt svampeår med varm sommer og meget regn (ligesom 2014 i Danmark, men her er der trods alt kun skovflåt-bid som fare). I Hver svampesæson henter helikoptermandskabet tusinder af svampeplukkere i vanskeligheder, og i Norditalien var der 200 skadede i år 2010, hvilken kan sammenlignes med at der i hele Italien "kun" er 25 alvorlige tilfælde af svampeforgiftning om året. De dedikerede svampeplukkere i Norditalien kaldes "fungaioli". De går rundt med en gaffelformet stok, som de bruger til at løfte blade og grene for at se, og der skulle være en svamp under. Der er her en bøde på 150 euro (ca. tusind kroner) for at plukke et lille champagneprop-eksemplar der har en hatdiameter under 3 cm. Svampen giver fattige bønder i Kina et lidt bedre liv. Det samme gælder for "dropouts", narkomaner, indvandrere, originaler og arbejdsløse i USA. Svampen er højt skattet af gourmet-restauranter og det globale marked er over en milliard euro. Mange har forsøgt at dyrke den, naturligvis, men det er aldrig lykkedes.
Karl Johan har en historie tilbage til romertiden. "Ingen andre svampe fremstår så robust og kraftfuld som en ung Karl Johan, når den bryder op igennem skovbunden", skriver Pål Karlsen. Den er et ikon for en spiselig svamp, svarende til at Rød Fluesvamp er ikon på en giftig svamp.
Internationalt kaldes Karl Johan for "porcini", hvilket er italiensk og egentlig betyder "lille gris".
Pål Karlsen har til sin research for bogen rejst til Italien, Kina og USA. I USA opsøgte han den mand, som har et rygte som den bedste Karl Johan finder i Coos Bay, som ligger på Stillehavskysten i Oregon. Hver svampesæson har han i 15 år tjent to månedslønninger ved at finde Karl Johan (han er caddie på en golfbane og konsulent i våde jorde – og sit svampefelt opdagede han under arbejdet med et vandløb). Hans jagtområder er sandklitter med fyrreskove i et miljø, hvor vinden er stærk, luftfugtigheden er høj og temperaturen er stabil, nemlig sjælden over 20 grader og sjælden under 10 grader. Manden hedder Mike Scalici og kaldes ofte "Migs". Han plukker svampene før de kommer til syne. Han har opnået en ekspertice i at se de små sprækker i jordbunden, som viser at et frugtlegeme er på vej op – "shrumps" som disse forhøjninger eller sprækker kaldes på det lokale svampejægersprog – men for at se det må han kravle på knæ. Han kan så finde en klasse-I Karl Johan, hvor hannen endnu ikke har foldet sig ud, og hvor rørene er helt hvide. Men svampen har kun dette stadig i kort tid, måske en halv dag, måske blot nogle timer. I 1999 fandt han en Karl Johan felt på størrelse med fem fodboldsbaner, som han siget har høstet systematisk, 1-2 dage om dagen. Det tager ham 2-3 timer at gennemgå svampefeltet i et gennemsnitligt svampeår. Men det kan tage 9 timer i særlig gode år. Han har noteret sig fundene (mængde, kvalitet, væksthastighed) og sammenholdt det med miljøforholdene (luftfugtighed, nedbørsmængde, temperatur og lufttryk). Hvis vejret er tørt søger han efter svampene på lavereliggende områder at feltet eller hvor jorden er lidt mørkere. Alle findestederne dækker han efter sig. Men i øvrigt er han så grundig, at andre nødvendigvis må konstatere, at der ikke er svampe i området. Han regner med at sæsonen varer i 2 måneder, men det varierer meget. Der skal være passende varme og fugt, men ikke kun i svampesæsonen, men også om foråret og i forsommeren. De unge svampe giver i starten af sæsonen 26 dollar pr. kilo. Men allerede dagen efter er prisen faldet 20% og efter en uge er prisen 12 dollar pr. kilo. Han leverer fast til Hannah & Perry Inc. i North Bend.
I Kina kaldes Karl Johan for "den smagfulde rørhat" (Meiwei Niuganjun). Men de fleste kinesere sætter ikke særlig pris på Karl Johan som madsvamp – de vil hellere have termitsvampen Termitomyces, som vokser i forbindelse med termit- og myretuer. En anden svampeart, som de foretrækker, er "den gule rørhat" (Boletus roseoflavus), som ikke findes i Europa.
I Kina er den sydvestlige provins Yunnan stedet at finde Karl Johan. Pål Karlsen har besøgt byen Jinzhan, der ligger et par timers kørsel vest for turistbyen Dali. Fra Jinzhan rejste han en halv times tid – og de sidste to kilometer travning fordi vejen var får opblødt af regntidens vandmængder – op til gården, som tilhører bonden Zhao Yincheng, der plukker Karl Johan til salg i 2,5 km højde, som er subtropisk højland. Længere mod nord har man kolde vintre, og længere mod syd er det for varmt – allerede her er lufttemperaturen 25 grader om morgenen. For nogle bønder er svampeplukningen faktisk hovedindtægten. Pål Karlsen ankommer til gården kl. 5 om morgenen, men bonden er alligevel utålmodig. Hvis han ikke er på sine svampejagtmarker når dagslyset kommer kan andre snuppe hans svampe før ham. Her er der ikke, som nogen steder i Kina, indført regulering af svampesamlingen, så bestemte gårde har rettigheder til bestemte svampejagtmarker.
Svampene bliver hurtigt angrebet af insektlarver her, hvor det er varmt og fugtigt, så svampene skal høstes helst samme dag, de dukker op. Den 57-årige bonde Zhao bruger 5-6 timer hver dag i perioden fra sidst i juni til et stykke ind i august på at samle Karl Johan og enkelte andre arter med en kæmpe bastkurv over skulderen fra sin går, der ligger i 1800 meters højde, hvorimod svampene trives bedst i fyrreskovene op mod 2500 meters højde. På gode dage kommer han hjem med 15 kg Karl Johan. De små eksemplarer lægges i en saltopløsning og bliver senere behandlet på en fabrik. De store skæres i skiver og tørres på en metalrist over en skål halvvarm aske og gløder eller i solen. De ender måske som "funghi secchi" i en container til Italien. Hver uge bærer den kinesiske bonde Zhao de saltede og tørrede svampe ned til et sted, hvor opkøberne venter.
De fleste bønder i Yunnan-området samler svampe, og hvis alle familiemedlemmer deltager i svampejagten kan det betyder et fordobling af årsindtægten, f.eks. fra 15-20.000 yuan til 30-40.000 yuan. Zhao er alene om at plukke svampe i familien og han tjener ca. 4000 yuan på en sæson.
Arten Karl Johan er måske i virkeligheden flere arter, mindst fire og måske syv, og DNA-forskningen vil måske komme frem til, at det er 28 arter, mener nogen.
Fællestrækkene er at svampen har rør, som ligesom det hvide kød ikke ændrer farve ved tryk, at stokken er tyk og fast som ung og har hatten er rund som ung og brunlig i en eller anden nuance, og der er et hvidt net øverst på stokken. Det i starten hvide rørlag bliver gulligt og senere olivengrønligt. Fire arter i Europa har disse egenskaber: Boletus edulis, Boletus pinophilus, Boletus aereus og Boletus reticulatus.
Boletus edulis kaldes Karl Johan eller Spiselig rørhat (de andre Karl Johan-arter er dog også spiselige). Hatfarven varierer i brunt, og kan – hvis den ikke har fået sollys – blive gråhvid. Hatranden er altid lysest. Hatten er klæbrig i vådt vejr. Den er glat men kan være med rynker og gruber. Stokkens net findes på den øverste trediedel, men undertiden på hele stokken. Kødet kan blive rosa under hathuden. Stokbasis kan være brunplettet. Lugten er behagelig og smagen er nøddeagtig. Den vokser i alle typer skov – løvtræer, nåletræer og træagtige buske. Kan optræder både enkeltvis og i mindre grupper. Boletus edulis er mest tilpasningsdygtig med hensyn til klimaforholdene og har en lang vækstsæson, men dukker ikke op hvis temperaturen bliver for høj i vækstsæsonen.
Boletus pinophilus er rødbrun i en eller anden nuance (kobberrød, purpurrød, kastanierød, vinrød, rustrød). Hatranden er ikke lysere (som den er hos Boletus edulis). Det er et godt kendetegn på arten, at kødet i et tyndt lag lige under hathuden altid er rosabrunt. Hatten er mere ujævn end hos Boletus edulis, og frugtlegemet bliver ofte knapt så stort som det kan blive hos Boletus edulis. Overfladen er mindre klæbig end hos Boletus edulis. Stokken er rødbrun (medens den er lysbrun hos Boletus edelis). Nettet på stokken er mere rødbrunt end hos Boletus edulis og kun hvidt allerøverst på stokken. Denne art foretrækker at vokse ved fyrretræer, gerne i lidt sur og næringsfattig jord. ("pinophilus" betyder "elsker fyrretræer". Den kan ikke lide for meget varme og er den art, som i Sydeuropa kommer senest frem på sæsonen.
Boletus reticulatus har en fint-lådden hathud, og ikke glat som hos de beslægtede arter. Den er lysere (beige, som kaffe med mælk). Hatten kan være ujævn og bulet og som ældre opsprækkende. Rørene er ikke hvide fra starten, men creme-farvede. De bliver skriggule og ikke olivengrønne. Stokken er mere langstrakt og cylinderformet end hos de beslægtede arter. Stokkens farve er som hatten, men lysere. Kødet under hathuden er hvid og ikke med et farvet lag. Den vokser i løvskov med birk, eg, lind eller bøg. Den er varmeelskende.
Boletus aereus har påfaldende mørk hat, der hos unge eksemplarer er næsten sort, senere som mørk chokolade. Hathuden er fløjelsagtig tør og mat, evt. med hvidlig belægning. Den ældre hat får lysere felter (brunt, bronze, orange). Nettet er brun, men går mod lyst og hvidt øverst. Nettet dækker ofte over halvdelen af stokken. Kødet er blegt-vinrødt eller skidenrosa, men bliver hvidlig med alderen. Kødet under hathuden er hvid og ikke med et farvet lag. Vokser med bøg og eg. Den er varmeelskende. og da den foretrækker varmere klima er den almindelig i Sydeuropa. Denne art har mest aromatisk lugt.
Arterne Boletus edulis og Boletus pinophilus har begge fedtagtig hat (i modsætning til Boletus reticulatus og Boletus aereus), og det er logisk, fordi arterne Boletus edulis og Boletus pinophilus kan kompensere for det koldere milijø ved at kunne holde bedre på varmen i kølige omgivelser på grund af deres fedtede lag på hathuden – og derfor er det disse arter, der trives længst mod nord eller som har den længste vækstsæson hen mod vinterens kulde.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *


CAPTCHA Image
Reload Image