Search Posts

svampe

AT KENDE SVAMPENE – 1-3
Se ture og evt. kurser arrangeret af din lokalafdeling
Svampe FAQ
Gratis tidsskrifter/pjecer om svampe
Svampefotografering LÆS! – til dig der vil have sat navn på en svamp
https://www.facebook.com/groups/svampeatlas/permalink/10154371545883522/LÆS! – til dig der vil hjælpe andre med bestemmelse af en svamp

https://www.facebook.com/groups/svampeatlas/permalink/10155567577413522/Svampenøgler (når du vil ned i detaljerne)

Denne side er et supplement til **BioNyt – Videnskabens Verden** nr.131
Du kan tegne abonnement på BioNyt: Videnskabens verden **her!**

Svampe external image svampvokser.gif

Hvor er svampe placeret på livets træ i forhold til dyr og planter?

Svampe er placeret i en sideordnet gruppe i forhold til dyr og planter, så der er altså tale om tre grupper: dyr, svampe og planter.

Hvad karakteriserer en svamp?

Svampe har bl.a. specielle cellevægge.

Hvorved adskiller svampe sig fra planter?

Svampe kan ikke lave fotosyntese.

Hvorved adskiller svampe sig fra dyr?

(Svaret er under udarbejdelse)

Giv eksempler på svampe som er parasitter?

Tøndersvampen angriber bøgetræet; fodsvamp hos mennesket.

Giv eksempler på svampe som er symbionter?

Rød fluesvamp har samliv med grantræer mv. Lærkerørhat har samliv med lærketræer.

Giv eksempler på svampe som er sygdomsfremkaldende på mennesker?

Nogle mennesker kan blive syge af Candida-gærsvampe.

Kan svampe bruges til biologisk bekæmpelse af skadelige organismer?

Insekter kan angribes af bestemte svampe, og dette kan bruges til biologisk bekæmpelse.

Hvad er svampesaprofytter?

Svampe, som nedbryder dødt organisk stof, f.eks. en død træstamme.

Kan svampe bruges til noget?

Gær er svampe, og de bruges til fremstilling af brød, øl og vin. Svampe bruges i ostefremstillingen.

Hvad er svampes primære stofskifteprodukter?

Svampe danner proteiner, kulhydrater og fedtstoffer og udskiller CO2 ligesom vi gør.

Hvad er svampes sekundære metabolitter?

Nogle svampe danner antibiotika og andre specielle stoffer.

Kan man bruge enzymer fra svampe?

I bioteknologien kan enzymer fra svampe bruges industrielt.

Hvordan inddeler man svampe?

Sporernes placering bruges til hovedinddeling af svampene. De inddeles i sæksporesvampe og stilksporesvampe.

Hvad er mug?

Mug er en type af skimmelsvampe.

Kan mugsvampe give sygdom hos mennesker?

Nogle mugsvampe danner giftige stoffer.

Hvad er skimmel?

Betegnelsen "skimmel" bruges om svampebelægninger, som let tørres af, og ikke danner et fast frugtlegeme.

Hvilken svampetype findes hyppigst i laver (likener)?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvad er "svampelignende organismer"?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvad er "slimsvampe"?

Slimsvampe (myxomyceter) – de er svampelignende, men er nu som gruppe flyttet til dyreriget, og kaldes "svampedyr".

Hvad karakteriserer en svampehyfe?

Svampehyfer er tyndvæggede og indeholder kitin.

Hvordan ser gærceller ud?

Gærceller er typisk enkeltcellede, ovale celler.

Hvordan er svampes vægge opbygget?

Svampevægge indeholder kitin.

Hvor vokser en svampehyfe (vækstform)?

Svampehyfer vokser i spidsen.

Hvordan deler en gærcelle sig?

Gærceller har knopskydning.

Hvad er dimorfe svampe?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvad er et haustorium?

Et haustorium er et opsugningsorgan, som svampen sender ind i en værtsorganisme.

Hvad er et sclerotium?

Et sclerotium er et hvileorgan, f.eks. overvintringsorgan, med tyk væg.

Hvad er rhizomorfer?

Rhizomorfer er tykke myceliestrenge.

Hvad er konidier?

Konidier er ukønnede formeringslegemer.

Hvordan kan man dyrke svampe?

Visse svampe kan dyrkes på f.eks. halm eller træ.

Hvordan nedbryder svampe cellulose?

Svampe udsender cellulase-enzymer til omgivelserne.

Findes der svampe, som ikke kan dyrkes?

Mykorrhizasvampe kan med få undtagelser ikke dyrkes.

Hvordan kan hussvamp leve i huse uden vand?

Hussvampen kan via lange myceliebaner hente vand flere meter borte fra vækstområdet.

Hvem fandt penicillinet?

Alexander Fleming.

Hvad er mycotoxiner?

Mycotoxiner bruges som betegnelse for specielle gifte, som svampe danner.

Hvad er meldrøjer?

Meldrøjer er en svamp, som fremkalder sygdommen ergotisme. Svampen danner sklerotie-hvilelegemer i aks af kornplanter.

Hvad er aflatoxiner?

Aflatoxiner er mycotoxiner, altså gifte, som dannes af bestemte skimmelsvampe.

Bør man undgå at spise delvis rådne æbler?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvad er et plasmid, og har svampe plasmider?

(Svaret er under udarbejdelse)

Kan man købe testkit til bestemmelse af svampe?

(Svaret er under udarbejdelse)

Nogle svampe dræber andre stammer af samme art – hvordan?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvad er den svamp, som dræber elmetræer?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvad er den svamp, som dræber kastanietræer (Chestnut blight)?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvad er den svamp, som dræber egetræer?

Har man sekvensbestemt genomet af en svamp?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvad er en spore?

Sporer er formeringslegemer. To sporer af forskellig køntype skal smelte sammen for at fortsætte svampens udvikling.

Hvordan spredes sporer?

Sporer spredes med vind, vand eller ved hjælp af dyr, f.eks. fluer.

Hvad er zoosporer?

Zoosporer er bevægelige sporer.

Hvad er coprofile svampe?

Coprofile svampe er svampe, som vokser på ekskrementer.

Hvad er pyrofile svampe?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvad er mycorrhiza?

Mycorrhiza er planterødder, som har symbiose med svampe.

Hvad er mycorrhiza i orkideer?

Hos orkideer findes de symbiotiske svampe inde i plantens rødder (endomykorrhiza).

Hvad er laver, likener?

Laver, også kaldet likener, er svampe, der har samliv med alger.

Findes der svampe, som har cyanobakterier i sig?

Cyanobakterier, som lever i samliv, kaldes cyaneller.

Findes der insekter, som har symbiotiske svampe i sig?

I termitternes tarm findes svampe, som hjælper med at nedbryde træ.

Lever der svampe på eller i vores krop?

Svampe i form af gærsvampe findes på og i kroppen.

Hvad er en heksering?

Hekseringe er svampe, som vokser udad, og dør indad, og derfor danner en ring.

Hvad er en heksekost?

En heksekost er den dannelse af mange korte, små grene, som dannes på birketræer, og dette skyldes en svamp.

Hvordan nedbrydes en kompostbunke?

En kompostbunke nedbrydes successivt, idet der først ankommer svampe, som nedbryder sukkerstoffer og andre let-nedbrydelige stoffer, og senere kommer andre svampe til. Bakterier, insekter og orme deltager også i nedbrydningen af kompostbunker.

Hvordan nedbrydes en træstamme?

En træstamme nedbrydes successivt, idet der først ankommer svampe, som nedbryder sukkerstoffer og andre let-nedbrydelige stoffer, og senere kommer andre svampe til. Bakterier, insekter og orme deltager også i nedbrydningen af døde træstammer.

Hvilken rolle spiller svampe i bioteknologi?

Visse svampe kan dyrkes i bioteknologiske virksomheder, og gener kan flyttes over i dyrkningssvampene, som dermed kan bruges til produktion af stoffer, som man ikke let vil kunne danne på anden måde.

Hvilke svampe danner antibiotika?

Antibiotika kan bl.a. dannes af Penicillium-arter.

Produkter som Trichodex og Trichodowels har biokontrolvirkning, hvordan virker de?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvordan kan infektion af Rodfordærver modvirkes?

Rodfordærveren er en poresvamp, som angriber grantræer. Når træet fældes kan svampen meget hurtigt inficere det åbne træstød. Dette kan forhindres kemisk, eller ved at pode med skimmelsvampe, som hurtigt koloniserer træstødet og dermed hæmmer infektion med den farlige Rodfordærver. Rodfordærversvampen kan via trærødders forbindelse til hinanden nede i jorden smitte til et levende nabotræ, og slå det ihjel.

Findes der svampe, som lever af andre svampe?

Visse svampe lever på andre svampe. Man kan i skoven finde eksempler på små fladhatte, som lever på andre svampe.

Hvilke svampe er en trussel for små kimplanter?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvilke svampe angriber frugter?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvordan forsvarer planter sig mod svampe?

(Svaret er under udarbejdelse)

Kan svampe forsvare planter mod svampeangreb?

Rodfordærveren er en poresvamp, som angriber grantræer. Når træet fældes kan svampen meget hurtigt inficere det åbne træstød. Dette kan forhindres kemisk, eller ved at pode med skimmelsvampe, som hurtigt koloniserer træstødet og dermed hæmmer infektion med den farlige Rodfordærver. Rodfordærversvampen kan via trærødders forbindelse til hinanden nede i jorden smitte til et levende nabotræ, og slå det ihjel.

Hvad er brandsvampe?

Svampe, som angriber planter.

Hvad er rustsvampe?

Svampe, som angriber planter.

Hvad er kartoffelskimmel?

En primitiv svampeart, som angriber kartofler.

Hvad er meldug?

Svampe, som angriber planter.

Hvordan bliver en plante resistent mod et svampeangreb?

(Svaret er under udarbejdelse)

Findes der svampe, som angriber insekter?

Visse svampe angriber levende insekter. Nogle svampe, såsom Puppe-snyltekølle, kan findes i skoven, fordi den laver et tydeligt orange, kølleformet frugtlegeme.

Kan insektdræbende svampe bruges til biokontrol?

Man forsker i at bruge insektdræbende svampe til biologisk kontrol.

Findes der svampe, som fanger dyr?

Nogle svampe danner løkker på hyferne, og bruger dem til at fange rundorme, dvs. de mikroskopiske nematoder.

Hvilke svampe giver sygdom hos mennesket?

Eksempler er fodsvamp, ringorm, Candida.

Hvordan bekæmpes svampeinfektioner på mennesker?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvordan kan svampeangreb på dyr og planter generelt undgås eller begrænses?

(Svaret er under udarbejdelse)

Hvordan virker kemiske svampemidler?

(Svaret er under udarbejdelse)

Findes der antibiotika, som virker på svampe?

(Svaret er under udarbejdelse)
Litteratur:
"Svampe – noter og anekdoter", af Ole Terney, BioNyt nr.88/89, 100 s. 117,50 kr. incl. forsendelse.
Læs mere her om BioNyt nr.88
Læs mere her om BioNyt nr.89


"Svampeforgiftning med Snehvid Fluesvamp", af Ole Terney, BioNyt nr.107, 48,75 kr. plus forsendelse.
Læs mere her om BioNyt nr.107


"Grøn Fluesvamp – et studie i toksikologi", af Ole Terney, BioNyt nr.56/57, 48 kr. plus forsendelse.
Læs mere her om BioNyt nr.56/57

Svampeture for skoler, foreninger, vennekredse, firmagrupper på udflugt, produktionshøjskoler, aftenskoler, pensionistgrupper, daghøjskoler, fritidshjem, børnehaver, faglærerkurser, studerende, naturvejledere osv.
Spisning i skoven, foredrag om svampe, kurser i svampe.

Torsdag-aften kurser i svampe hele året.

Se billeder fra svampeudstillingen på Rolighedsvej fra oktober 2004

Ring til Ole Terney, tlf. 35376408, Falkonergårdsvej 4, 1959 Frederiksberg C. bio@forskning.dk

external image OlesSvampeture.jpg
Læs en detaljeret
forgiftningshistorie
med Snehvid Fluesvamp
i BioNyt nr.107 (Tema)

external image bn107svampe.jpg

Hjemmesiden for Foreningen til Svampekundskabens Fremme

Gå til hjemmesiden for BioNyt – Videnskabens Verden

||
NASA undersøger svampe for at holde rumrejsende sikre i nye verdener

10. juli 2017

Menneskers ophold på lukkede levesteder, der engang i fremtiden måske kan anvendes til at undersøge andre planeter, er forbundet med ændringer i sammensætningen af svampesamfundet – mykobiomet – dvs. de svampe, som vokser på overflader i værestedet. Dette fremgår af et studie, der er offentliggjort i tidsskriftet Microbiome.
Dr. Kasthuri Venkateswaran, der er seniorforsker ved NASA Jet Propulsion Laboratory, Caltech, og medforfatter til undersøgelsen siger: "Vores undersøgelse er den første rapport om mycobiomet på et simuleret levested, der tænkes anvendt som fremtidig menneskelig beboelse på andre planeter. Vi brugte den oppustelige måne/mars-analog-habitat ("Inflatable Lunar/Mars Analog Habitat", ILMAH), som er et unikt, simuleret, lukket miljø, der efterligner de betingelser, der findes på den internationale rumstation og også efterligner mulige menneskelige levesteder på andre planeter. Vi viste, at den samlede svampe-mangfoldighed ændres, når mennesker var til stede." Forskerne fandt, at visse former for svampe – herunder kendte patogene svampe, der kan kolonisere den menneskelige krop og forårsage allergi, astma og hudinfektioner – steg i antal, mens mennesker levede inde i ILMAH. Lange ophold i lukkede habitater kan være stressende for beboerne og kan dermed føre til nedsat immunforsvar, hvilket gør mennesker mere sårbare over for opportunistiske patogener, såsom patogene svampe. Dr. Kasthuri Venkateswaran fortæller: "Svampe er extremofile organismer, der kan overleve barske forhold og miljøer, såsom ørkener, huler eller atomulykke-steder, og svampe er også kendt for at være vanskelige at udrydde fra andre miljøer, herunder indendørs rum og lukkede rum. Det er vigtigt at kunne karakterisere og forstå de mulige ændringer og overlevelsesmuligheder, som svampearter har i miljøer såsom i ILMAH, eftersom svampe ikke kun er potentielt farlige for beboerne i ILMAH, foruden, at svampene også kan nedbryde selve levestedet, som mennesket skal bo i." At vide, hvordan svampesamfund ændrer sig under tilstedeværelse af mennesker er således nødvendigt for at kunne udvikle passende modforanstaltninger for at opretholde levesteder såsom ILMAH eller ISS og for at beskytte sundheden hos de mennesker, der bor der. Det primære mål med ILMAH var at forstå de fysiologiske, psykologiske og adfærdsmæssige ændringer hos mennesker i et lukket miljø. Tre besætninger af studerende har boet inde i ILMAH i 30 dage. For at bestemme, hvilke svampearter, der var til stede, og hvordan sammensætningen af mykobiomet ændres under menneskelig beboelse, blev prøver opsamlet på forskellige tidspunkter i en 30-dages periode. ILMHA blev fuldstændigt isoleret fra omverdenen, bortset fra udveksling af filtreret luft mellem indendørs og udendørs miljøer. Besætningsmedlemmerne blev givet en ugentlig arbejdsplan, som omfattede rengøring af levestedet og opsamling af overfladeprøver. Prøverne blev indsamlet fra otte prøvetagningssteder på fire tidspunkter; lige før beboelse og efter 13, 20 og 30 dages beboelse. Levestedet blev rengjort ugentligt med brug af antibakterielle servietter. Forskere gen-sekventerede prøverne for at vise, hvilke arter af svampe, der var til stede, og for at bestemme den samlede (levende og døde) bestand af svampe samt de levedygtige svampe, som var i stand til at reproducere sig. De viste, at mangfoldigheden (diversiteten) i mykobiomet og niveauerne af forskellige svampe-grupper ændredes under hele forsøget. For eksempel blev populationer af Cladosporium cladosporioides – en almindelig udendørs svampeart – forøget. Mens Cladosporium cladosporioides sjældent forårsager infektioner hos mennesker, kan denne svamp forårsage astmatiske reaktioner, især hos personer med svækket immunforsvar, såsom astronauter. Dr. Venkateswaran siger: "Indgående kendskab til det levedygtige mykobiom giver mulighed for udvikling af nødvendige producerer til vedligeholdelse og rengøring i et lukket levested såsom ILMAH og kan forhindre, at levestedet bliver til fare for dens indbyggeres helbred. Men for at være i stand til at vise, at den øget svampe-diversitet er et resultat af menneskelig tilstedeværelse, vil mycobiomet af beboerne skal skulle undersøges."

UKLARHED: Artiklen taler om diversitet – men arter opstår jo ikke, så der menes vel øget forekomst af svampe, men med uændret diversitet.

Læs også: Svampe, der lever i søer

Yderligere oplysninger:
A. Blachowicz et al, Human presence impacts fungal diversity of inflated lunar/Mars analog habitat, Microbiome (2017). DOI: 10.1186/s40168-017-0280-8

Leveret af: BioMed Central
Original artikel: NASA is studying fungi to keep space travelers safe on new worlds

July 10, 2017

Human presence in closed habitats that may one day be used to explore other planets is associated with changes in the composition of the fungal community – the mycobiome – that grows on surfaces inside the habitat, according to a study published in the open access journal Microbiome.

Dr Kasthuri Venkateswaran, Senior Research Scientist at the NASA Jet Propulsion Laboratory, Caltech, and corresponding author of the study said: "Our study is the first report on the mycobiome of a simulated habitat meant for the future human habitation of other planets. We used the Inflatable Lunar/Mars Analog Habitat (ILMAH), a unique, simulated closed environment that mimics the conditions found on the International Space Station and possible human habitats on other planets. We showed that the overall fungal diversity changed when humans were present."
The researchers found that certain kinds of fungi – including known pathogens that can colonize the human body and cause allergies, asthma and skin infections – increased in number while humans were living inside the ILMAH. Prolonged stays in closed habitats might be stressful for inhabitants and thus lead to decreased immune response, making people more vulnerable to opportunistic pathogens like fungi.
Dr Venkateswaran said: "Fungi are extremophiles that can survive harsh conditions and environments like deserts, caves or nuclear accident sites, and they are known to be difficult to eradicate from other environments including indoor and closed spaces. Characterizing and understanding possible changes to, and survival of, fungal species in environments like the ILMAH is of high importance since fungi are not only potentially hazardous to the inhabitants but could also deteriorate the habitats themselves."
Knowing how fungal communities change in the presence of humans is thus necessary for the development of appropriate countermeasures to maintain habitats like the ILMAH or the ISS and to protect the health of the people who live there.
The primary goal of the ILMAH was to understand the physiological, psychological, and behavioral changes in humans in a confined environment. Three student crews were housed inside the ILMAH for 30 days. In order to determine which fungal species were present and how the composition of the mycobiome changed during human habitation, samples collected at various time points in a 30-day period were characterized. The ILMHA was completely isolated from the outside world, except for the exchange of filtered air between the indoor and outdoor environments. Crew members were given a weekly work schedule which included cleaning the habitat and collecting surface samples.
Samples were collected from eight sampling locations at four time-points; just before habitation and at 13, 20 and 30 days of habitation. The habitat was cleaned weekly with antibacterial wipes. The researchers gene sequenced the samples to show which species of fungus were present and to determine the total (alive and dead) and viable (alive and able to reproduce) fungal populations.
They showed that the diversity of the mycobiome and the levels of different fungal populations changed during the duration of the experiment. For example, populations of Cladosporium cladosporioides – a common outdoor fungus – increased. While C. cladosporioides rarely causes infections in humans, it could cause asthmatic reactions especially in individuals with weakened immune systems, such as astronauts.
Dr Venkateswaran said: "In-depth knowledge of the viable mycobiome will allow the development of required maintenance and cleaning procedures in a closed habitat like ILMAH and also prevent it from deteriorating and becoming a health hazards to its inhabitants. However, to be able to show that increased fungal diversity is a result of human presence, the mycobiome of the occupants will also need to be studied."
external image 1x1.gifExplore further:Underwater mushrooms: Curious lake fungi under every turned over stone
More information: A. Blachowicz et al, Human presence impacts fungal diversity of inflated lunar/Mars analog habitat, Microbiome (2017). DOI: 10.1186/s40168-017-0280-8

Provided by:BioMed Central

Read more at: https://phys.org/news/2017-07-nasa-fungi-space-safe-worlds.html#jCp

svampe – om svampe og hvilken rolle de spiller i naturen, i videnskab og for os
The good, the bad and the ugly—the many roles of mushrooms

fugle – evolution – om amatørornithologers hjælp til studiet af fuglenæbbets evolution
Bird lovers help scientists discover secrets of beak evolution
Citizen scientists and bird lovers across the world have helped researchers at the University of Sheffield and the University of South Florida uncover new secrets about the evolution of bird's beaks over time in a ground-breaking study published today in the journal Nature.
svampeangreb udnyttes
Understanding how brown rot fungi degrade wood could lead to new tools for more efficient biofuel production
Wood's complex structure makes it highly resistant to biological or chemical decomposition. The structure includes cellulose, long chains of linked sugar molecules, embedded in a scaffolding of a chemical known as lignin. Brown rot fungi, however, possess a unique ability to attack the cellulose fraction of wood while avoiding the surrounding lignin. This study provides evidence that brown rot fun
svampegifte
Matching up fruit flies, mushroom toxins and human health
Pulling data from 180 different lines of fruit flies, researchers from Michigan Technological University compared resistance to a toxin found in mushrooms like the Death Cap and Destroying Angel. Their results were published by PLOS ONE this week.
svampegifte
Matching up fruit flies, mushroom toxins and human health
Some fruit flies build up tolerance to the toxin alpha-amanitin; the genetic mechanisms behind this adaptation link to an important metabolic pathway. Scientists have now used genome-wide association mapping to draw the connections for 180 fruit fly lines.
svampes evolution – svampe i rav
Intact mushroom and mycophagous rove beetle in Burmese amber leak early evolution of mushroomsMushrooms are common, conspicuous and morphologically diverse fungi. Most agaricomycete fruiting bodies are ephemeral, so they are extremely rare in fossils. Up to now, all described species of gilled mushrooms, or agaricales, have been known exclusively from amber. Two forms are from the Mesozoic, including the earliest mushrooms, Palaeoagaracites antiquus from 99-million-year-old Burmese amber,

Forgiftning med Snehvid Fluesvamp
Det er slut med at spise svampe, selv ikke kantareller, selv om vi bor i Sverige, og det vrimler med store kantareller", fortæller Britta Juul. Vi spiste masser af champignon, mens jeg boede på Falster, fortæller hun. Der var aldrig noget problem med dem. Men så flyttede jeg til Nordsjælland, og kom vel også kommet noget ud af vanen med at samle svampe. Min nye kæreste var skeptisk, da jeg fandt en håndfuld friske, faste hvide "champignon". Men jeg fik ham overtalt, og jeg mente heller ikke, at den giftige Snehvid Fluesvamp voksede på Sjælland. Det var ligesom noget, man "vidste". Vi spiste svampene til middagsmaden, omkring klokken 17. Det blev en fin svampestuvning, og det smagte virkelig udmærket. Vi blev heller ikke syge. "Der kan du selv se, der var ikke noget problem med de svampe", sagde jeg til ham. Vi gik i seng, og sov indtil klokken ca. 3. Så var den helt gal, ganske pludselig. Voldsomme opkastninger, mavekramper, diarré. Vi var meget syge begge to. Der var ingen tvivl, det måtte være svampene. Heldigvis boede vi ikke langt fra Rigshospitalet, hvor man har det store beredskab for svampeforgiftninger. Havde vi boet andre steder i landet, eller langt fra et stort sygehus, ville vi være døde nu. På denne afdeling af Rigshospitalet frygter man efteråret. Det var da også det helt store apparat, som blev sat i gang, da vi ankom. Svampegiften virker så sent, at maveudtømning ikke mere var aktuel, da vi ankom til hospitalet. Giften er for længe siden passeret over i blodet, og er ved at nedbryde leveren. De fyldte os med aktivt kul. Vi havde en slange gennem mund og hals, ned i maven. Derigennem hældte de ½ liter vælling af aktivt kul hver time. De fortsatte i 32 timer på den måde. Giften cirkulerer i kroppen, fra tarmen til leveren, og tilbage til tarmen osv. Derfor skal man hele tiden afgiftes. Det var virkelig ubehageligt. Når vi kom til at kaste op, røg slangen med op, og alt det sorte pulverstads kom også med. Vi blev stadig mere syge, og det værste var omkring 3.-4. døgn. Levertallene var helt forkerte. Min kæreste havde 100 gange værre tal end man kendte fra litteraturen. Hospitalet gjorde klar til levertransplantation, men der var kun én lever til rådighed. Jeg fik at vide, at det ville være min kæreste, som ville få leveren. Jeg er nogle år ældre, og jeg var blevet opereret for en diskopolaps. Derfor var jeg et dårligere liv. Det var for så vidt korrekt. Jeg var længere tid om at blive rask. Min datter var den af familien, som havde kontakten til lægerne. Og naturligvis protesterede hun over, at det ikke var mig, som ville få leveren. Min kæreste og jeg havde mødt hinanden for ret nylig. Det var en barsk måde at blive introduceret på overfor hans familie. Men det gik på længere sigt, og vi lever stadig sammen. På hospitalet hældte de også modgift i os. Det er et præparat, som er udvundet af ekstrakt fra planten Marietidsel. Rigshospitalet har det på lager, og køber det i Tyskland. Desuden blev vi fyldt med penicillin, ikke mindre end 32.000 penicillin-enheder dagligt. Leveren var så dårlig, at den ikke kunne nedbryde glycogen til glucose. Vi kom til at mangle sukker i blodet, og på bestemte tider af døgnet måtte vi spise chokolade og kager, for at få blodsukkeret op igen. På et tidspunkt fortalte lægerne os, at der var stor risiko for, at vi ville dø. Faktisk var vi bevidstløse meget af tiden. En avis på Fyn opsnappede historien og skrev, at to mennesker var døende af svampeforgiftning på Rigshospitalet. På hospitalet tog de blodprøver hver time. Glucosetesten skulle udføres straks, og personalet havde travlt med at tage blodprøver og lave test. Desuden målte de hele tiden enzymniveauer for at vurdere leverens tilstand. Det var bestemmende for, hvornår levertransplantationen skulle sættes igang. Tallene svingede helt vildt, og snart var lægerne overbevist om at nu skulle der opereres – for næste øjeblik at udskyde det alligevel, fordi de næste tal var svunget tilbage igen. Det endte med, at levertransplantationen ikke blev til noget. Tallene stabiliseredes, og vi fik det gradvis bedre. Leveren var svag i ½-1 år derefter, men nu, 7 år efter, er den igen helt normal ifølge målingerne. De var meget professionelle og dygtige på hospitalet, syntes vi. Lægerne sagde, at vi kun overlevede, fordi vi kom så relativt hurtigt, og til det rigtige sted med det samme. Vi havde ikke haft tid til at blive overført fra et sygehus til et andet. Vi spiser ikke svampe mere. Oplevelsen har sat sig som en angst i os. Vi fik faktisk tilbudt krisehjælp på hospitalet. Lægerne opfordrede os også til at give historien til et ugeblad for at udbrede kendskabet til svampeforgiftninger. På hospitalet har de små blodprøver fra de mange blodtagninger. De bad om lov til at beholde dem med henblik på eventuelt engang at lave forskning på tallene. Det kunne være interessant at studere, hvorfor enzymtallene kunne svinge så meget hos min kæreste, fortæller Britta Juul. Kilde: Interview med Britta Juul, telefon 20818099. Køb BioNyt nr. 56/57 om giftvirkningen af Grøn Fluesvamp og Snehvid Fluesvamp (kr. 46 kr + forsendelse). Køb desuden temanumrene BioNyt nr.88 og nr.89 om "Svampe – noter og anekdoter" (pris: 117,50 kr. incl. forsendelse). Transplantation [OFF RECORD: For at det ikke skulle være løgn, hed den læge, der skulle transplantere, dr. Kirkegaard. Han overvejede, om han skulle dele leveren. I en undervisningstime med medicinstuderende fortalte han om det. På hospitalet havde man aldrig prøvet at dele en lever før. Dr. Kirkegaard stod overfor sine studenter, og sagde "Og dét synes jeg, bliver meget spændende". Så sagde Gitte, min datter, der var blandt de studerende, "Hov, jeg kender altså de to mennesker, det drejer sig om!". ] Svampene var blevet spist om eftermiddagen d. 21. sep 1992 og forgiftningen var sket natten til onsdag d. 22. sep. 1992. Transplantationen skulle foregå fredag eller lørdag, den 3. eller 4. dag. Det var de meget kritiske døgn. Lægerne vidste, at de kunne skaffe en lever, men de kunne ikke skaffe to. Men transplantationen var formentlig aldrig lykkedes for dem, mener Britta Juul, – for når man skal have et sådant organ transplanteret, er man normalt i lang tids forbehandling med prednisolon for at være modstandsdygtig. Og dét var der jo ikke tid til her. Efter transplantationen ville det være nødvendigt med livslang medicinbehandling for at organet ikke skal blive afstødt. I sig selv er en levertransplantation en stor operation, som ikke lykkes hver gang. På et tidspunkt holdt man op med at operere på Skejby Sygehus ved Århus, fordi de gjorde det for sjældent og derfor ikke havde rutinen. De havde mange dødsfald, men begrundede det med, at deres patienter i gennemsnit havde været for dårlige. Det 3.-4. døgn klarede vi lidt op og tænkte "Nå, jamen nu er det overstået". Man tror at man får det bedre, fordi diarréerne og opkastningerne ikke mere kommer så uafbrudt, som i de første par døgn. I det 3.-4. døgn tog det lidt af, og så tænkte man, at nu går det lidt bedre. Men på dette tidspunkt er leveren blevet så dårlig og nekrotiseret, at den er ved at stå helt af. Alle levertallene var helt forkerte. Tarmens villi var fuldstændig ætset af. Vi kunne ikke holde mad i os, og vi fik ingen mad. Tarmen var ligesom et plasticrør, det hele rendte igennem. Man kunne slet ikke optage føden. Men vi fik næring via drop. Vi fik det bedre på den måde, at vi ikke kastede så meget op. Det var selvfølgelig også, fordi vi ikke havde mere at kaste op af. Jens kan huske, at det 3. døgn kunne han mærke, at han nu var så svag, at han bare sku' lukke øjnene og sove. Stadigvæk kan han meget tydeligt huske, at han tænkte, at hvis han lagde sig til at sove nu, så vågnede han ikke, – så han måtte simpelthen kæmpe. Dér mærkede han altså, at NU kunne han ikke mere. Jeg kan huske, at om lørdagen – det var så den dag, hvor Jens' søn skulle konfirmeres og vi skulle have fest – var der en hel del gæster, der skulle komme. De drejede jo så ind omkring og skulle besøge os. Min svoger og svigerinde fra Fyn og deres to døtre kom også ind og besøgte os. Jeg så de der fine mennesker i lange sorte kjoler. Siden har jeg snakket med min svoger Palle. Jeg sagde "Du havde da ingen sort kjole på". "Nej, det var der ingen af os, der havde". Vi var meget hallucinerede. Vi havde også uhyggelige mareridt. Det var meget ubehageligt. Især om natten selvfølgelig. Vi sov ikke ret meget. Man sov lidt, – men så kom de og stak, – og så kom de og kikkede – og så havde man ondt osv. Vi var fuldstændig afkræftede. Vi tabte hver 10 kg. De værste døgn, 3.-4. døgn, var vi meget omtågede. Folk, der kom og besøgte os, har siden fortalt, at vi så fuldstændig uhyggelige ud. "Hvis vi havde vidst det, var vi sku' aldrig kommet derind", sagde de bagefter. Så uhyggeligt var det. Vi har helt grå og knaldgule i øjnene. Det så vi ikke selv, men vi kunne godt se, da vi begyndte at vakle rundt, at vi så medtagne ud. De lagde ikke fingrene imellem derinde. De fortalte, hvad der var ved at ske. Men jeg opfattede det ikke selv som nogen angst. Det jeg tænkte mest på var, at min ældste datter lige havde fortalt mig, inden det skete, at hun var gravid og at jeg skulle være mormor, – det første barnebarn. Og det var dén tanke jeg havde: "Åh nej, Fandens osse!". Men for mit vedkommende var det ikke noget konkret – man følte sig magtesløs. Det måtte jo gå som det kunne gå. Vi kunne ikke gøre noget selv til det. Så det var bare noget, der ville ske. Og så skete det ikke alligevel. Men det var hårdt på den måde, at der var alle de opkastninger, diarréer og denne afkræftethed. En nat var der en sygehjælper, der kun passede OS. Vi lå i samme værelse og vi havde bækkenstole lige ved vores seng, og var begyndt selv at kunne kravle ud på bækkenstolen. Han var inde med 60 bækkener til os den nat. Senere fik jeg ascitis, dvs. væskeudtrængning i bughulen. Det gjorde ondt, ondt. Jens var den, hvis tal gik mest skævt. Det er noget, man kalder PP-værdierne. Det er niveauerne for forskellige leverenzymer. Nogle tal skal gå op, andre ned. Jens' værdier forandrede sig mest, hvorimod mine blev knapt så dårlige. Jens's værdier rettede sig imidlertid hurtigere end mine. Han lå på hospitalet i 14 dage, mens jeg lå der i 3 uger. For da faren var drevet over, og det viste sig at leveren holdt, – det har nok været 10. dag på hospitalet – jeg havde været på bækkenstolen og skulle i seng igen. – Idet jeg sidder der, kan jeg mærke, at NU bliver jeg altså så træt. I samme øjeblik ser jeg min søster træde ind ad døren. Jens var gået ud af stuen på det tidspunkt. Jeg tænkte: "Nu skal jeg bare op i min seng og ligge". Så lagde jeg mig, og kunne jeg mærke, at jeg faldt langt, langt, langt ned i nogle bløde dyner. Min søster havde set, at jeg var væk, så hun fór ud og sagde "Der er noget galt!". Så kom de, og jeg vågnede ved at de stod og slog mig på kinderne og råbte "Hvad Fanden laver du?". Jeg var holdt op med at trække vejret. Det var ikke et hjertestop. De var klar med stødene, men det nåede de så ikke at give mig, for jeg begyndte at trække vejret igen. Men hjertelægerne kom og satte elektroder på mig, og det havde jeg så på et par døgn for at de kunne se, hvad der nu var galt. Der havde ikke været nogen blodprop, og de kunne ikke forklare det på anden måde, end at jeg simpelthen var så afkræftet. Så det øjeblik, jeg begyndte at slappe af, da jeg lagde mig i sengen, så kollapsede man på en måde. Senere, da der var gået omkring 14 dage, begyndte jeg at blive gul igen. Overlægen Leo Ranek kom ind en morgen og sagde "Hvordan har du det". "Åh, jeg har det så dårligt, jeg synes jeg er ved at blive gul igen. Jeg har nok kun fået en midlertidig chance". Så sagde han, "Ja, jeg bliver nok nødt til at lave en leverbiopsi på dig". Så gjorde de det, og det er heller ikke nogen behagelig undersøgelse. Det var den eneste dag, hvor jeg græd. Der kunne jeg bare simpelthen ikke mere. Så tudede jeg resten af dagen, af træthed og afmagt. Men ellers var der ligesom ikke overskud til det heller. Jeg tror egentlig ikke rigtig jeg fattede, hvad der var ved at ske. Jens han gjorde det nok. Men vi kom over den krise, begge to. Åbenbart på grund af det, de satte ind på hospitalet. Vi blev indlagt den 22. sep. 1992 midt om natten til en onsdag. Jeg var 49 år, og Jens var 41 år. Hvis vi havde været 10 år ældre var det ikke sikkert, at vi havde overlevet. I det hele taget var overlevelsen et samspil af mange ting. Jeg boede inde i Vester Søgade på det tidspunkt, og Jens besøgte mig derinde. Han boede i Vallensbæk, og hvis vi havde været ude hos ham, så havde det været Glostrup Sygehus, vi var kommet til. Og så er det ikke sikkert, at vi havde nået det. Da jeg blev dårlig om natten var det, som om det på et sekund stod ud af begge ender. Da jeg lige havde sundet mig lidt, kom tanken med det samme, "NU er der noget galt". Jeg fór ind til Jens, der var ved at vågne lidt op. Han gav sig lidt, og jeg sagde "Hvad er klokken?". Han kikkede og så sagde jeg "Er du dårlig?". Han sagde "Åh, jeg synes jeg bliver så underlig", og så fór han ud på toilettet. Så kikkede vi lige på hinanden, så sagde jeg "Det er svampene!". Jeg sansede selv at trykke 112 og sige "Vi er to voksne mennesker, vi har spist svampe, vi er hamrende dårlige, I skal komme med det samme – vi kan køre i samme bil, men vi skal have brækposer med, for vi kaster op". De var der også hurtigt. Og som sagt hørte jeg til Rigshospitalets optageområde. For ellers kører de derhen, hvor de skal køre. For de kan jo ikke vide – og vi var hellere ikke klogere end at vi troede, at så må vi hen og pumpes ud. "Lad os få det overstået", tænkte vi. Men det er jo så det, der er for sent med disse fluesvampe. Selvfølgelig er der stadig noget tilbage i mavesækken, men det meste er optaget i kroppen. Vi havde spist svampene kl. 16.30. Jeg vågnede kl. 2.30 om natten, 10 timer efter måltidet. Jeg nåede lige toilettet, og kastede voldsomt op og havde diarré. Jeg havde ikke mavekramper. Da vi kom ud på skadestuen var jeg mest på benene. Det gik hurtigst for Jens. Idet vi kom, indså jeg, at han simpelthen dejsede om. Jeg kan huske, jeg tænkte, "Hold kæft, han dør". Jeg tror de gav ham adrenalin direkte i hjertet. Jeg tror, at han stoppede der. Men jeg tror også, vi er kommet sådan på afstand af det, at vi skal have aktindsigt. Vi kom til Rigshospitalet ca. kl. 3.30. "Det er nogen, der har spist svampe", blev der sagt. De havde nogle svampebøger med, og de begyndte: "Er det sådan en, eller er det sådan en". Og vi var bare så syge. "Jamen ved I ikke, hvad I har spist?", spurgte de. Og vi svarede, "Nej, det ved vi så åbenbart ikke". Men så kom en kvindelig reservelæge, som havde vagt. "Så går vi efter, at det er ´worst case´", sagde hun, da man måtte opgive papirarbejdet med os. Så kom vi op på afdelingen, blev klædt om, og blev kørt over på forgiftningsafdelingen. Det gik stærkt. Så lagde de en subclaviadrop. Jeg havde den ind i halsen, – de kunne ikke få den ind andre steder. Her kunne de så koble alle de forskellige drop på. Jeg synes også at de lagde ventrikelsonderne ned i maven med det samme. Der gik måske en time eller to, hvorefter de begyndte at pumpe kul i os. Vi skulle have en halv liter kulopslæmning i timen. Det fortsatte så også om formiddagen, og jeg sagde: "Nu må I da snart være færdig". De sagde: "Vi skal fortsætte i 32 timer". Man fik opkastningsfornemmelser, som man får, når man rører noget nede i halsen. Men vi kastede også op, fordi vi ikke kunne have det kul i os. Så når de sprøjtede en halv liter ned i maven ad gangen, selvfølgelig forsigtigt, så kastede vi det bare op. Og man kæmpede vildt. Samtidig med at man kastede op, havde man diarré, så sengen var fyldt. Det var forfærdeligt. Kullet var slæmmet op i vand, og alt var sort. Personalet var klædt ind i masker og overtrækstøj. Sengene var snavsede. Vi fik rene senge engang imellem og to minutter efter var det det samme. Vi fik ingen mad, kun glucose-saltvand i droppene. Da der var gået 8 dage sagde de, at nu måtte vi altså spise noget. "Ja, vi skal nok prøve at spise", sagde vi. Vi startede med at dele en halv banan og spise lidt yougurt. De sagde, "Nå, nu må I altså have et måltid mad til aften". Så kom de op med tallerkerne, med metallåg på. Vi satte os på sengekanten og løftede låget. Og så var det en svampetærte. En af sygeplejerskerne kom, og vi sagde "Prøv at se under låget". Så kikkede hun, og udbrød "Det kan de Fand'me ikke være bekendt – jeg har udtrykkeligt bedt dem om, at det må de ikke servere – det må I altså undskylde", og så ud med det. Så gik der et par dage mere før vi begyndte at spise. Hun var virkelig ked af det. Det tog 8 måneder inden jeg kom på arbejde, og det tog et halvt år inden Jens kom på arbejde. Vi var meget trætte. Dengang var Jens salgschef i et firma, som hedder Controldata. Et konsulentfirma. Det eksisterer ikke mere. [Off record: I dag er han administrerende direktør i et firma, der laver en autonom U-båd. Han har været i Texas, derfra tog han til Sydafrika, og skal være der 1 uge.]. Jeg havde været igennem et langt operationsforløb om foråret for diskoprolaps. 1992 var sku' ikke mit år. I juli og august 1992 var jeg på Gran Canaria hos min datter, som rekreation. Jeg kom hjem sammen med Rikke den 15. august, og så skete dette her den 22. september. Jeg har to døtre. Den ældste var hende, der skulle have barn. Så hun blev skånet lidt. Samtalerne var med min yngste datter Rikke. På Rigshospitalet syntes de, at det var spændende, hvordan vores tal var forskellige. Især det forhold, at det var en mand og en kvinde. Men jeg havde været meget syg det år, så muligvis var det derfor, det gik værst ud over mig. Eller fordi jeg var ældst. Levertallene for Jens svingede meget. De sagde, at lærebøgerne måtte skrives om. Der var et af levertallene, der var 100 gange højere eller lavere end det normale. Overlæge Leo Ranek opfordrede os bagefter til at fortælle om det, f.eks. til et ugeblad. Vi fik aldrig gjort det. De snakkede om kriseterapi til os. Jeg tror ikke, at vi selv var kommet på den tanke, på det tidspunkt. Der er nogle ting, man kommer til at tænke helt anderledes på. Det er det her helt banale med "Husk nu at få en god dag ud af det i dag". "Hav orden i dit liv", "Sørg for at det ikke er for kompliceret for dine børn, hvis du pludselig ikke er her mere – hvor finder de dine papirer, er de informeret om, hvad du selv ønsker osv.". Sådan nogle ting kommer man til at tænke på. Og det betyder noget for den måde, man lever videre på. Vi er blevet meget nøjsomme med at eje materielle ting; det passer så ikke helt, for vi har købt et dejligt hus uden for Malmø. Men det er noget med ikke at gøre det for kompliceret, hvis man f.eks. en dag bliver kørt ned. Forgiftningen skete for os begge to, og derfor forstod vi begge to, hvorfor vi var så trætte i lang tid bagefter. Og hvorfor vi har det med, at vi altså ikke kan spise svampe mere. Jeg tror godt, at vi kunne tåle at spise dem, men vi har ikke lyst. Nogle siger "Nej, nu må I sku' se at komme over det, – det er noget pjat, det er champignoner fra et glas". Men det gør vi ikke, og det er det mindste af det. Og sådan har vi det begge to. Men på en eller anden måde blev Jens vred på mig. Der gik lang tid, før han fortalte mig det. Men han syntes simpelthen, at det var noget pjat – han spiste kun de svampe fordi jeg sagde, at dem kunne man spise. Han har aldrig villet spise selvplukkede svampe før. Og det var kun fordi jeg sagde det, og fordi han var det eneste menneske, jeg troede på. Når jeg så sagde, at det kunne man spise … Der gik lang tid, hvor han åbenbart havde det skidedårligt med det. Og da han så endelig efter lang tid fortalte mig det, så sagde jeg: "Det kunne du Fand'me godt have sagt". Og så siger man: "Og ved du hvad, du spiste dem jo selv!". Så går man lidt i forsvar. Men jeg kan godt huske, at jeg havde det sådan, mens vi lå derinde, og vi var rigtig alvorlig syge, at jeg tænkte: "Hold kæft, hvis Jens dør og jeg overlever". Jeg ved ikke, hvordan jeg havde klaret det. Men det ville have været hårdt. Min datter Rikke sagde "Hvis de skal dø, så må det være dem begge to". For hun var godt klar over, at hvis jeg var den eneste, der overlevede, så ville jeg få det utrolig svært. Også fordi Jens' børn var yngre. De var kun 11 og 14 år. Men det gik der egentlig lang tid, inden vi fik snakket om. Men om det har betydet noget, som man siger: at når vi kunne klare det, så kan vi sku' klare alt… Jeg føler nok, at tiden ikke er til bare pjat. Man skal ikke spilde sin tid med at leve på en måde, som bare er for dumt, eller omgås nogle mennesker, som ikke siger en noget. Når bare man er rask – det lyder vældig banalt, men det kommer til at betyde vældig meget. Vi spiste en håndfuld fluesvampe. Det kan slet ikke lade sig gøre. Vi var ikke på decideret svampetur, vi var ude at gå en tur i skoven. Det var fine, lækre svampe. De var små, hvide og lukkede. De var helt nye og friske. Og det er så også en af myterne: De smagte ikke grimt. De var ikke spor bitre eller noget. De blev vendt i fløde og serveret på ristet brød. Jeg tænkte jo ikke på, at det kunne været noget andet end champignon. De stod i en lille klynge. Der var måske 7-8 stykker. Vi havde ikke svampekurv med, så vi tog bare, hvad vi kunne have i hænderne. Når de er små, er de jo lettere at tage fejl af, end når de bliver store og stadig har hvide lameller. Der har selvfølgelig været en pose ved grunden af stokken, men det har vi ikke set. Jeg var sådan set ikke særlig opmærksom på dem, og Jens vidste ikke noget om svampe. Jeg ville ikke turde det mere. Og efter at have læst BioNyt nr. 88 og 89, – jamen du godeste – altså, jeg har aldrig været bange for det, – og det er selvfølgelig også en fejl, det er klart. Det, der skal være formålet for mit vedkommende, ved at bidrage til en artikel i BioNyt, det skal være at understrege, at man SKAL altså vide en hel masse om det – og man SKAL faktisk være bange for dem – og man SKAL være sikker på dem. Det siger man jo altid: "Er I sikker på det?". "Ja, ja". Men det kan ikke pointeres kraftigt nok. Så er der jo alle myterne, og alle historierne og alle krimierne, og alt det der, som jo er meget sjovt og meget underholdende. Men som faktisk engang imellem går hen og bliver til virkelighed. Jeg var selvfølgelig helt klart slet ikke dygtig nok til at plukke svampe. Det fandt jeg ud af dér. Det troede jeg, fordi vi havde gjort det så meget dernede, hvor vi boede. Det var typisk på en speciel eng nede ved Susåen. Og det var markchampignoner, og vi spiste støvboldene. Vi gik ikke på svampetur, sådan på dén måde. Men jeg vidste godt, at der var noget, der hed Grøn og Snehvid Fluesvamp, men de voksede bare ikke på de steder. Men jeg var sku' ikke klar over, at det var den, jeg åd. Kantarellerne, hvor vi bor i Sveige, er bare så store, at jeg ligefrem kan ærgre mig over, at jeg ikke spiser dem. Men jeg kan ikke gøre det. Vi måtte ikke få noget smertestillende medicin. Vi måtte ikke få så meget som et gram Panodil, som kunne belaste leveren yderligere. Det var også lidt af et problem. Jeg fik mange smerter i forbindelse med den ascitis, væskeudtræden i bughulen, fordi der ikke var noget, som fungerede mere. Det gjorde ondt, rigtig ondt. Det var ligesom en stor byld. Og det var så et problem, at jeg ikke kunne få noget smertestillende. Og så senere fik vi selvfølgelig strengt alkoholforbud. Og også rygeforbud, men det var vi ikke flinke til at overholde, vi ryger begge to. Da vi var kommet på benene igen, så var det altså godt med en smøg. Men der gik et halvt år, hvor vi slet ikke drak alkohol. Nu drikker vi et glas rødvin. Skarp sprut drikker vi aldrig. Jeg tror nok at vi kan mærke, at vi ikke tåler alkohol. Leveren må jo være blevet skadet. Hen under jul skrev Leo Ranek til os i forbindelse med de nye tal, vi havde været inde og fået målt, at i betragtning af den forestående højtid, så mente han ikke, at et enkelt glas rødvin ville skade os. Og vi prøvede så også at drikke det glas rødvin, men det smagte ikke godt. Hans ældste dreng Lars på 14 år var meget vred. Og han var nok især meget vred på mig. Han har sagt flere gange siden "Hold kæft, hvor var det dumt!". Og det synes han stadig den dag i dag – han synes at det var så utrolig dumt. Og det kan jeg kun give ham ret i. Jeg kan huske, at han kom ind og besøgte os. Hans kæreste måtte ikke komme med, fordi vi åbenbart så så skrækkelige ud. Så kom moderen ind med Lars, og han var som sagt de der 14 år. Han stod simpelthen med ryggen til mig. Så gav han mig en hånd, en våd klam hånd, stadig med ryggen til mig. Det kan jeg huske, at det havde jeg det ikke godt med. Men jeg tror ikke, at Jens' børn tænker på det mere. Jeg tror nok min, den yngste, Rikke, der er 32 år nu, – så hun har været 25 år da det skete – … Hun boede ikke hjemme, men blev kontaktet fra Rigshospitalet og fik at vide, at vi var indlagt der. Hun tænkte: "Nå, gudskelov, så er de jo i gode hænder – Når først de er kommet ind på hospitalet, så ved de jo, hvad der skal gøres". Hun kunne heller ikke forstå, at det farlige først kom 1 døgn efter. Det var hun slet ikke klar over, før lægerne et par dage senere sagde, at nu går det altså galt. Det sagde de direkte til hende. Og de regnede ikke med, at de kunne redde os. De testede os hele tiden. Bagefter sagde de til os: "Er i KLAR over, hvilket vrøvl I sagde!". Hvis ikke vi vidste, at I var så forgiftede, ville vi have sagt "Hold kæft, de er sku' ikke for kloge, de to derinde". Vi vrøvlede. Når de spurgte os om noget, sagde vi noget forfærdelig vrøvl. Der var en af dem, der havde sit navneskilt på brystet, og en kittel udover. "Læs lige, hvad der står her", sagde han, og viste navneskiltet. Så læste vi navnet, f.eks. "Hans". Så tog han kitlen på igen. "Nå, og hvad hedder jeg så?", spurgte han. Og så kunne man ikke huske det. Det fortalte de os meget om bagefter, men undervejs var vi ikke selv klar over det. MARERIDT Jeg kan mest huske de der skrækkelige mareridt, især om natten, når det var mørkt og stille. Man kikkede på uret, og det bevægede sig slet ikke. Det var nogle lange og uhyggelige nætter. Efter et par døgn, da det værste ved kullet og diarréerne egentlig var taget lidt af, og hvor man tænkte, "Nå, nu kaster vi da ikke op hele tiden", så blev vi lagt ind på samme stue. Men vi var jo stadigvæk både syge og omtågede og forgiftede. Vi hed ikke det samme, og havde ikke samme adresse, og havde ikke samme børn. Personalet havde standset min søster, da hun kom på besøg, og de havde sagt: "Sig mig, har vi gjort noget helt galt? – Hvor meget kender de to mennesker hinanden? – De taler altså overhovedet ikke sammen!". Vi lå simpelthen bare der, og kastede op og sagde ingenting. Vi konverserede ikke – vi havde ikke mange store fremtidsplaner. Vi var meget tavse, og havde jo fattet noget af det, der var ved at ske. Så vi snakkede altså ikke meget sammen, og personalet havde tænkt: "Guud, har de bare været på en tilfældig svampetur, de to, – kender de slet ikke hinanden?". De var bange for, at de havde gjort noget galt, og havde lagt to vildfremmede mennesker sammen. Min søster havde svaret: "Jo, den er altså god nok, de er rigtige kærester – de kender hinanden meget godt". Vi havde kendt hinanden i 1½ år. "Politikens guide til danske svampelokaliteter" af Henning Knudsen, 1999. Her er lister over spiselige svampe, giftige svampe og sjældne svampe samt turistkort over skovene. Dog ikke svampekort over skovene.

Tegn abonnement på

BioNyt Videnskabens Verden (www.bionyt.dk) er Danmarks ældste populærvidenskabelige tidsskrift for naturvidenskab. Det er det eneste blad af sin art i Danmark, som er helliget international forskning inden for livsvidenskaberne.

Bladet bringer aktuelle, spændende forskningsnyheder inden for biologi, medicin og andre naturvidenskabelige områder som f.eks. klimaændringer, nanoteknologi, partikelfysik, astronomi, seksualitet, biologiske våben, ecstasy, evolutionsbiologi, kloning, fedme, søvnforskning, muligheden for liv på mars, influenzaepidemier, livets opståen osv.

Artiklerne roses for at gøre vanskeligt stof forståeligt, uden at den videnskabelige holdbarhed tabes.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *


CAPTCHA Image
Reload Image