Search Posts

test6

Denne artikel er en fortsættelse af artiklerne i ­BioNyt Videnskabens Verden nr. 165 med temaet: Atomvåben – Atomforskningens historie og atombombe-kapløbet under Anden Verdenskrig samt fortsættelsen, nr. 166, med temaet: Atomvåben – Den kolde krig; menneskets krigeriskhed.
Donald Trump og atomvåben
Donald Trump blev valgt til præsident i USA i november 2016. I sine første to år som præsident har han aktualiseret atomvåben.
– Donald Trump har sagt at Japan og Sydkorea og endog Saudi Arabien måske burde få deres egne atomvåben.
– Donald Trump har sagt at USA skal øge sin atomvåben-­styrke, og ikke vil indskrænke sit kernevåben-­arsenal medmindre andre atommagter gør det først.
– Donald Trump har flere gange under sin præsidentkampagne spurgt rådgivere i udenrigspolitik, hvorfor USA ikke kan bruge sine atomvåben.
– Han har talt for modernisering af USA's kernevåben og om tidobling af antallet af kernevåben i USA. Det vil være tilbagevenden til situationen under Den kolde Krig. Hans rådgivere fortalte ham om de juridiske og praktiske problemer ved et sådant forslag, samt at USA’s militære styrke i dag er større end den var, da landet havde mange kernevåben.
– Donald Trump har øget bevillingerne til militæret, og beskåret økonomien for sundhed, miljø, udviklingslandhjælp, diplomati, samhandel osv. Han har talt dårligt om videnskab. (Alle præsidenter siden Lyndon Johnson har beskåret USA’s kernevåbenarsenal, også de republikanske præsidenter George H.W.Bush og George W. Bush. Barack Obama reducerede antallet af kernevåben med 553, så USA derefter havde 4018.
– Donald Trump har truet Nordkorea med total ødelæggelse, og at hans atom-knap er større og bedre end Nordkorea’s atom-knap.
– Donald Trump sendte i oktober 2017 brintbombe-bombefly i retning mod Nord-Korea for at skræmme.
– Donald Trump har opsagt atomaftalen med Iran, som ­Barack Obama fik i stand. Denne traktat har bremset Irans vej mod at få egne atomvåben. Hvis Iran udvikler atomvåben er der risiko for, at Saudi Arabien og Egypten gør det samme.
– Donald Trump har sagt, at han vil opsige 1987-traktaten med Rusland, som forbyder parterne at opstille landbaserede kort- og mellemdistance-­missiler med 500-5500 km målafstand (Intermediate-range Nuclear Forces treaty, INF). Aftalen blev indget mellem Ronald Reagan og Mikhail Gorbachev, og den førte til fjernelse af ­næsten 2700 kort- og mellemdistance missiler og afsluttede en farlig konfrontation i Europa med opstilling af amerikanske Pershing-missiler og krydsermissiler og sovjetiske SS-20 missiler i netop Europa.
Ifølge USA har Rusland udviklet et nyt mellemdistancemissil, kaldet ­Novator 9M729 (eller SSC-8, som er ­NATO’s betegnelse), og i 2014 beskyldte den tidligere amerikanske præsident, Barack Obama, Rusland for at bryde INF-traktaten ved at teste et landbaseret krydsermissil. Barack Obama undlod dog at trække USA ud af traktaten, fordi europæiske ledere mente, at dette ville starte et nyt våbenkapløb. Eksperter kalder Donald Trumps beslutning om netop at trække USA ud af traktaten for den værste krise for atomnedrustningsbestræbelserne i 30 år.
Donald Trumps opsigelse af INF vil gøre det muligt at placere mellemdistance-missiler tæt på Nordkorea og dermed Kina, evt. i Guam og Japan, samt gøre det muligt for USA at udvikle nye, hurtigere missiler, der bevæger sig med 5 gange lydens hastighed (i øvrigt forhindrede den hidtidige INF-traktat kun landbaserede kort- og mellemdistance-missiler og altså ikke missiler fra ubåde eller fly, og i øvrigt heller ikke udvikling af langdistancemissiler fra Japan og Sydkorea).
I 2007 erklærede den russiske præsident Vladimir Putin, at INF-traktaten ikke mere tjente Ruslands interesser. Inden da havde præsident George W. Bush (den yngre Bush) trukket USA ud af Anti-Ballistic Missile Treaty i 2002, som forbød våben, som var ­designet til at modgå ballistiske kernevåbenbærende missiler. Bush-regeringen ville ­opstille et missilskjold i Europa, hvilket alarmerede Kreml. Planerne blev senere skrinlagt af Obama-administrationen i 2009, og blev erstattet af et modificeret forsvarssystem i 2016.
– Donald Trump muligvis ikke forlænge New START aftalen med Rusland (Strategic Arms Reduction ­Treaty). Denne traktat fra 2010 med ikrafttræden fra 5. feb. 2011 begrænser i 10 år antallet af stra­te­giske våben, dvs. kernevåben som med missiler, ubåde eller bombefly kan ramme modpartens land. Traktaten blev indgået mellem Barack Obama og Dmitri Medvedev (daværende præsident for Rusland). For at opfylde traktaten har USA og Rusland begge halveret antallet af aktive kernevåben og fremføringsmidler, så hver nu har under 1550 strategiske kernevåben og 700 affyringssteder for disse våben, Hver side har udført 100 inspektioner af den anden part bionyt.dk/ref/12357.asp kilde-”g”.
Hvis denne traktat skrinlægges vil verden for første gang siden 1972 være helt uden begrænsende aftaler om kernevåben.
Også Rusland og Nord-Korea optrapper atomtruslerne. Den 28. nov. 2017 sendte Nord-Koreas leder Kim Jong-un et nyudviklet ICBM-interkontinentalt ballistisk missel Hwasong-15 afsted, som nåede en højde på 2780 miles (4474 km, over 10 gange højere end den Internationale Rumstation, som befinder sig i ca. 386 km højde). Den nordkoreanske raket, der ville kunne medbringe kernevåben, fløj i 53 minutter og landede 1000 km mod øst i det japanske hav, men ville kunne ramme steder 13000 km væk, dvs. f.eks. Washington, hele USA og hele Europa. Syd-­Korea ­reagerede advarende ved at affyre missiler i vandet fra et land-baseret missilbatteri, en destroyer til havs og et F-16 fighter jetfly. Kim Jong-un sagde i sin efterfølgende 2018-nytårstale, at hans atombomber nu kunne nå USA og at hans atomknap altid var på hans bord.
USA har et system til at ramme indkommende ­interkontinentale ballistiske missiler, men de vil ikke ramme hver gang, og i marts 2018 pralede Vladimir Putin med, at Rusland havde udviklet et interkontinentalt missil, som ikke kunne rammes af missilforsvarssystemer. Han nævnte også en ny kernevåbenbærende undervandsdrone, som kunne ramme bombefly og havneanlæg.

På den positive side har Donald Trump haft et ­topmøde med Nordkoreas diktator Kim Jong-un d. 12. juni 2018 i Singapore, og i okt. 2018 annonceredes et ­Andet ­Topmøde bionyt.dk/ref/12358.asp.
Det kan også nævnes som positivt, at flere lande i de seneste 30 år har opgivet at have kernevåben, end det antal lande, som har erhvervet sig dem bionyt.dk/ref/12357.asp.

Risikoen for nuklear vinter
Kernevåben er ikke bare større bomber – de kan fremkalde miljøkatastrofer. Muligheden for, at der måske kan opstå en atomvinter som følge af stratosfærisk røg fra brande, der er blevet antændt af atombombe-­eksplosioner over byer og industriområder, og som kunne tænkes at blokere for solen, er blevet diskuteret i årtier. Nyere simuleringsmodeller har antydet, at røgpartikler, der skygger for sollyset, måske vil kunne forblive et problem i over et årti.
En videnskabelig undersøgelse har konkluderet, at en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen ville betyde døden for 500 millioner mennesker, og at 4 milliarder mennesker ville bukke under for sult bionyt.dk/ref/11584.asp. Resten af menneskeheden ville dø langsomt af radioaktiv stråling eller fryse ihjel eller dø af sult under en atomvinter, fremkaldt af skovbrande og en atmosfære fuld af sod og støv, der ville få temperaturen til at falde 20 grader ved at blokere for sollyset.
En atomkrig, hvor der eksploderer så lidt som 0,015 procent af verdens atomarsenal – f.eks. i en konflikt mellem mindre atommagter som Indien og Pakistan – ville kunne medføre 44 millioner døde med det samme. Beregninger af, hvordan afgrøder vokser under forskellige vejrforhold, har i nogle studier antydet, at en milliard mennesker måske ville kunne blive truet af sult blot som følge af atomvinteren efter en atomkrig mellem Indien og Pakistan i den følgende måned, når effekten på fødevareforsyningerne og landbrugsproduktionen evt. viser sig, måske på grund af nuklear vinter bionyt.dk/ref/11305.asp.
Selv de reducerede aktive arsenaler, der er i verden pr. 2017, efter at den nye START-traktat (Strategic Arms Reduction Treaty, underskrevet 8. april 2010 og ratificeret 5. feb. 2011) måske er gennemført (dvs. ca. 3000 aktive strategiske kernevåben i USA og Rusland tilsammen), truer ifølge disse teorier verden med ­nuklear vinter. (Dertil kommer talrige ikke-aktive kernevåben, dvs. på lager eller på anden måde i reserve).
Nogle mener, at diskussionen om nuklear vinter var med til at afslutte kernevåbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen for 30 år siden.

Åbent brev til Donald Trump
D. 11. november 2016 skrev Alan Robock fra ­Department of Environmental Sciences ved Rutgers University til den nyvalgte præsident Donald Trump (som slet ikke lyttede):

“Kære Donald Trump.

Du vil snart have kontrol over det amerikanske atomvåben-arsenal. Hvis det nogensinde bliver brugt, kan det dræbe næsten alle amerikanere såvel som resten af ​​menneskeheden på grund af virkningerne af røgen fra brande, der ville blive antændt, hvilket ville afkøle Jordens overflade og dræbe stort set alle afgrøder i den efterfølgende atomvinter. Du har nu mulighed for at forhindre, at dette nogensinde sker, ved hurtigt at reducere vores nukleare arsenal og spare os for hundredvis af milliarder dollars i processen. Dermed vil du vinde en Nobel Fredsprisen.

Her er fakta:
Der er 15.350 atomvåben på planeten, hvor Rusland (7.300) og USA (7000) tegner sig for næsten alle disse våben. De øvrige syv nukleare lande er Frankrig (300), Kina (260 ), UK (215), Pakistan (130), Indien (120), Israel (80) og Nordkorea (10).
Ny START, som blev underskrevet af præsidenterne Barack Obama og Dmitry Medvedev i 2010, kræver at hver side i de næste år reducerer de aktive nukleare sprænghoveder (warheads), men traktaten begrænser ikke det meget større antal våben, der ligger på lager eller er i reserve.
USA har indledt et moderniseringsprogram for vores atomvåbenarsenal, der vil koste omkring $ 1.000.000.000.000 (1 billioner dollar) i løbet af de næste 30 år. Hvilket spild af penge til våben, som vi aldrig kan tillade os at bruge. Venligst annuller dette moderniseringsprogram, og overvej alle de andre ting, som vi kunne gøre med disse penge.
I 1980’erne opdagede amerikanske og russiske forskere, at den røg fra brande, der vil blive antændt af nukleare eksplosioner, ville være så tæt, at det ville blokere for solen og gøre jorden kold, mørk og tør, dræbe planterne og forhindre landbrugsavl i mindst et år. I løbet af det sidste årti har jeg fundet ud af, at denne atomvinterteori er korrekt, at virkningerne vil vare i mere end et år siden, ved at arbejde sammen med nogle af de samme forskere, især Richard Turco, Brian Toon og Georgiy Stenchikov, og ved hjælp af moderne klimamodeller og computere. Dette har vist at de nye START-reducerede kernevåbenarsenaler stadig vil kunne frembringe denne atomvinter. Det er et uheldigt faktum, at byer kan brænde. San Francisco brændte i tre dage og nætter efter jordskælvet i 1906. Tokyo, Hamburg, Dresden, Darmstadt og flere japanske byer brændte efter bombningerne under Anden verdenskrig. Nogle moderne bygninger brænder endnu lettere, som det sås ved skyskraberbranden, der startede med kasserede cigaretter i Dubai. Moderne megabyer ville producere meget mere røg end de antagelser man gjorde sig i de tidligere studier. Vi fandt også, at hvis enten USA eller Rusland angreb den anden med deres nuværende arsenal af kernevåben, ville det producere så mange klimaændringer, at det ville dræbe alle i det land, der angreb, selvom hvis der ikke skete nogen gengældelse. Dette betyder, at vi lever i en verden af ​​sikret selvødelæggelse (SAD, Self-Assured Destruction (SAD) ud over gensidigt sikret ødelæggelse (MAD, Mutual ­Assured Destruction). ­Enhver ­nation, der truer med et første kerne­våben-angreb, vil ­således fungere som en selvmordsbomber. Derudover fandt vi, at en meget lille atomkrig mellem to nukleare nationer, der kun bruger omkring 100 små atombomber i Hiroshima-størrelse, med en total eksplosiv effekt på langt mindre end en procent af det nuværende globale arsenal, kunne producere nok røg til at forårsage klimaændringer uden fortilfælde i menneskets historie. Det ville ikke være en fuld atomvinter, men det ville kunne slå 1 – 2 milliarder mennesker ihjel på grund af sult. For at forhindre muligheden for en atomvinter, skal USA og Rusland straks reducere deres arsenaler til samme niveau som alle de andre nukleare stater, dvs. til et par hundrede. Når alt kommer til alt, hvor mange kernevåben skal du egentlig bruge som afskrækkende middel? Et par? For at forhindre den nukleare hungersnød, der vil kunne forårsages af selv et meget lille antal kernevåben, der er rettet mod byer og industriområder, har vi brug for, at kernevåbenarsenalerne bliver drastisk nedskåret.
Delvis som følge af den voksende bevidsthed om de globale virkninger på klima og fødevarer, som ville være resultatet af en atomkrig, er der blevet afholdt tre internationale konferencer om de humanitære virkninger af atomkrig: i Norge i marts 2013; i Mexico i februar 2014 og i Østrig i december 2014. Denne verdens­omspændende bevægelse resulterede i de åbne FN-møder i FN i 2016, der kulminerede i en FN-resolution i 2017 om forhandlinger mod et verdensomspændende forbud mod atomvåben; ­Beslutningen blev støttet af 123 nationer. USA stemte imod denne beslutning, men nu har du chancen for at ændre amerikansk politik og støtte dette forbud mod atomvåben næste år. Verden har forbudt kemiske våben, biologiske våben, klyngeammunitioner og landminer, men ikke de værste masseødelæggelsesvåben af ​​alle, atomvåben. Som diskuteret ovenfor kan de ikke bruges på nogen rationel måde. Kernevåben kan ikke bruges til at bekæmpe terrorisme eller cybertrusler. Der har imidlertid været mange tilfælde, hvor atomvåben næsten blev brugt ved et uheld eller som følge af en forvirring. Man kan også forestille sig hackere kunne få adgang. Nu er din chance for at gøre verden meget sikrere ved at rydde denne trussel af vejen.
Spredning af atomvåben har allerede produceret ni ­nukleare stater. Som vi alle ved, var Iran på vej til at blive den tiende, men blev stoppet af en international aftale, der blev udført i samarbejde med Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU. Dette har gjort verden meget mere sikker og sender en besked om det internationale samfunds villighed til at stoppe andre nationer fra at opnå atomvåben. Du er forpligtet til at bekræfte den amerikanske støtte til denne aftale. Ethvert forsøg på at nedbryde det vil resultere i, at Iran får atomvåben hurtigere og tilskynde andre lande, der ønsker at bevæge sig i samme retning.
Der er flere første trin, du kan tage for at gøre verden mere sikker.
Du kan ændre vores atomkraftpolitik til en verden uden brug af atomvåben. Der er ingen omstændigheder, hvor vi skal bruge atomvåben til at angribe nogen. Vi kan ­forsvare USA med vores moderne præcisionsstyrede våben, der ikke kræver engrosslagtning af uskyldige civile.
Du kan tage amerikanske landbaserede missiler ud af hår-trigger-alarm (hair trigger). Enhver brug af atom­våben kræver bevidst tænkning, ikke umiddelbar reaktion i en tid med panik og mulig misinformation. Det vil være en besked om fred til verden at tage de amerikanske missiler ud af højvarslingsstatus.
Du kan nedbringe vores landbaserede missiler og begynde at demontere dem som led i en hurtig reduktion af vores atomvåben. Der er ikke brug for nogen traktat med Rusland, og præsident George H. W. Bush har præcedens for dette ved at lade vores atomvåbenarsenal reducere, da Sovjetunionen faldt fra hinanden. En sådan ensidig indsats vil have den dobbelte virkning at gøre risikoen for en atomkrig ved et uheld meget mindre sandsynlig og sætte verden på vej mod at reducere truslen om global atomkrig og atomvinter.
Dit formandskab er en hidtil uset chance for positiv forandring i verden. At reducere truslen om atomkrig og atomvinter vil gøre USA sikrere og rigere og cementere din status som verdensledende. Brug venligst denne chance for at være en rigtig vinder.”
Alan Robock
Department of Environmental Sciences
Rutgers University
Bionyt.dk/ref/11872.asp. – og – http://bionyt.s807.sureserver.com/brev-til-donald-trump-om-atomvaben/

Humanitære konsekvenser
af kernevåben
Den 4.-5. marts 2013 var Norge vært for den ­første internationale regeringskonference nogensinde om de humanitære konsekvenser af kernevåben. Diplomater fra 128 stater deltog. Da man i 2014 afholdt den anden ­internationale konference om humanitære konsekvenser af kernevåben i Nayarit (Mexico), drøftede man ­risikoen for, at kernevåben vil blive brugt i fremtiden, samt ­risikoen for atomulykker, forkerte beregninger, menneskelige fejl eller cyber-fejl, terroraktiviteter, og de mulige virkninger for den offentlige sundhed, humanitær bistand, økonomien, landenes udvikling, miljøet, klimaændringer og fødevaresikkerhed.
Denne voksende globale interesse for de humanitære konsekvenser afspejledes ved de næste store internationale møder i Wien (dec. 2014) og i New York. I Wien med deltagelse af 900 personer, 600 forskellige NGO’er, Røde Kors & Røde Halvmåne, International Campaign to Abolish Nuclear Weapons (ICAN) samt repræsentanter fra 158 stater.
[Virkningerne vil dog ikke medføre miljøpåvirkninger, som på nogen måde vil kunne sammenlignes med de miljøpåvirkninger, som mennesket allerede har medført kloden – i form af fældning af skove, oppløjning af stepper, kunstvanding af ørkener, inddæmninger, forurening, arters uddøen, flytning af arter til fremmede kontinenter, overgræsning, oversvømmelse af dale, menneskets forhindring af naturlige skovbrande osv.].

Verden er over-bevæbnet
I 2012 sagde FN-generalsekretær Ban Ki-moon:
"Verden er over-bevæbnet og fred er underfinansieret, når ­konkurrerende interesser forhindrer enighed om en ­tiltrængt traktat, der ville kunne reducere de rystende menneskelige omkostninger ved den dårligt regulerede ­internationale våbenhandel" bionyt.dk/ref/11322.asp.
Internationale konflikter består af en kompleks blanding af politiske og militære ambitioner, strategiske interesser af geopolitisk rækkevidde, ideologiske forestillinger, indenrigspolitiske hensyn, økonomiske ­omstændigheder, de enkelte aktørers personlighed og karakter, det psykologiske spil mellem politiske fæller og rivaler, samt styrke og svagheder bionyt.dk/ref/11829.asp s.335.
Mange erkender nu, at sikkerhed er langt mere end at beskytte grænserne. Alvorlige sikkerhedsproblemer kan opstå som følge af den demografiske udvikling, kronisk fattigdom, økonomisk ulighed, miljøødelæggelser, pandemiske sygdomme, organiseret kriminalitet, undertrykkende regeringsførelse og andre udviklinger, som ingen stat kan styre alene. Hære kan ikke løse sådanne problemer.
Men der har været en bekymrende forsinkelse mellem at anerkende disse nye sikkerhedsudfordringer, og iværksætte nye politikker for at løse dem.
I 2011 oversteg de globale militærudgifter angiveligt 1.700.000.000.000 US-dollar, dvs. over 4.600.000.000 dollar om dagen, hvilket alene er ­næsten det dobbelte af FN's budget for et helt år. Denne rundhåndethed omfatter milliarder mere til moderniseringen af atom­arsenalerne årtier ud i fremtiden.
Specielt kernevåben-budgetter er modne til dybe nedskæringer. Sådanne våben er ubrugelige mod ­nutidens trusler mod international fred og sikkerhed. Deres eksistens er destabiliserende: jo mere de bliver udråbt som uundværlige, jo større er incitamentet til deres spredning. Ydermere kan man pege på risikoen for ulykker, de helbredsmæssige aspekter og virkningerne på miljøet ved at fastholde og udvikle sådanne kernevåben.
Den Russiske Føderation og USA bør forhandle dybe, verificerede nedskæringer i deres atomarsenaler og få tilsagn fra andre, som besidder sådanne våben, til at deltage i afvæbningen, samt indførsel af et moratorium for at udvikle og producere kernevåben eller nye fremføringssystemer. Målene må være:
1) Forhandling af en multilateral traktat, der forbyder fissile materialer, som kan anvendes i kernevåben.
2) Stop for atomprøvesprængninger.
3) Stop for placering af kernevåben på fremmed jord.
4) Afvikling af sådanne våben.
5) Aftale om at kernevåbenstater rapporterer til et­ ­offentligt FN-system om atomnedrustning, herunder oplysninger om størrelse af atomarsenalet, fissile materialer, fremføringsmidler, og de fremskridt, som er blevet gjort for at opfylde nedrustningskravene.
6) E­table­ring af en zone i Mellemøsten uden kernevåben og andre masseødelæggelsesvåben.
7) Sikring af universel tilslutning til konventioner, der forbyder kemiske og biologiske våben.
8) Fortsættelse af parallelle bestræbelser på kontrol med konventionelle våben, herunder en traktat om våbenhandel, styrket kontrol med ulovlig handel med håndvåben og lette våben, universel tilslutning til konventionerne mod brug af miner, klyngebomber og ­inhumane våben, udvidet deltagelse i arbejdet med FN-rapporten om militærudgifter og FN's register over konventionelle våben.
9) Diplomatiske og militære initiativer for at opretholde international fred og sikkerhed i en verden uden kernevåben, herunder nye bestræbelser på at løse regionale konflikter.
10) Og måske frem for alt må vi tage fat på de grundlæggende menneskelige behov og nå årtusind-udviklingsmålene. Kronisk fattigdom eroderer sikkerhed. Lad os dramatisk nedskære udgifterne til kernevåben, og i stedet investere i den sociale og økonomiske udvikling, der tilgodeser alle ved at udvide markederne, hvilket reducerer motivationerne for væbnede konflikter, og giver borgerne en andel i deres fælles fremtid. Ligesom nuklear nedrustning og ikke-spredning er disse mål afgørende for at sikre menneskers sikkerhed og en fredelig verden for fremtidige generationer.
Ingen udvikling – ingen fred. Ingen nedrustning – ingen sikkerhed. Men når både udvikling og sikkerhed opnås, opnås også fremskridt og velstand for alle i verden. Disse er de fælles mål, der fortjener støtte fra alle nationer, skrev FN-generalsekretær Ban Ki-moon i 2012.

Prisen for atomvåben
USA bruger omkring 3860 milliarder kr. årligt på sit militær. Den amerikanske regering oplyser ikke de samlede omkostninger ved at opretholde atomarsenalet, men forskellige kilder anslår omkostningerne i løbet af det næste årti til mellem 150 milliarder dollar og 640 milliarder dollars bionyt.dk/ref/11644.asp. Det har været omtalt, at USA har planer om at bruge over 180 milliarder dollar i løbet af de næste 20 år til vedligeholdelse af USA's kernevåben samt til at holde våbenlaboratorierne i gang og opgradere anlæggene, hvor uran forarbejdes, men man har også nævnt et moderniseringsprogram af de amerikanske atomvåben til en planlagt pris på over 6000 milliarder kr. over de næste 30 år.
Storbritannien bruger 416 milliarder kr., Frankrig 353 milliarder kr, Tyskland 293 milliarder kr. Rusland bruger til sammenligning 466 milliarder kr.
Danmark bruger i øvrigt 23 milliarder kr. (Ved Sovjetunionens opløsning i 1991 brugte Danmark 41 milliarder kr årligt til militæret) bionyt.dk/ref/11717.asp.
I øvrigt bruges 4600 millioner dollar hver eneste dag til militærudgifter i hele verden. De globale militær­udgifter er kæmpestore bionyt.dk/ref/11321.asp. Pengene kunne bruges til mange gode ting.

Atomvåben i verden i dag
En ­øjeblikkelig nedsættelse af USA og Ruslands atomarsenal til et niveau på linje med de øvrige syv nukleare stater (100 – 300 våben) ville reducere risikoen for ulykker eller misforståelser, men ­bevare deres afskrækkende virkning.
Professor i klimatologi Alan Robock ved Rutgers University skrev i sit brev til Donald Trump, da han blev præsident i 2016, at der var 15.350 atomvåben på planeten, hvor Rusland (7.300) og USA (7000) tegnede sig for næsten alle disse våben.
Antallet af kernevåben i verden har længe været faldende. Derfor er talangivelser afhængig af, hvilket år, tallene stammer fra.
Verden havde i 2017 ca. 9220 atom- og brintbomber, heraf ca. 4000 aktive og resten i reserve, kan man læse et sted bionyt.dk/ref/12348.asp, eller at USA i årene 2012-2013 havde ca. 4650 kernevåben. Heraf 300 på langdistance-bombefly, 500 i toppen af Minuteman-III missiler, 1150 i Trident-ubåde. Samt yderligere omkring 200 brintbomber udstationeret i Tyrkiet, Holland, Belgien, Tyskland og Italien til brug på NATO-fly. Måske omkring 2500 brintbomber holdes i reserve, hovedsagelig i Kirtland Underground Munitions Maintenance and Storage Complex nær Albuquerque i New Mexico.
Antallet var højest i 1985, hvor der var hele 68.000 ­aktive kernevåben i verden bionyt.dk/ref/12348.asp. Sovjetunionen havde flest kernevåben i 1988, da de på dette tidspunkt havde ca. 45.000 oplagrede styk kernevåben, hvilket var ca. 13.000 over det antal, som USA havde i 1966, da USA havde flest kernevåben på lager bionyt.dk/ref/11521.asp.
USA byggede ca. 70.000 kernevåben under Den kolde Krig. Sovjetunionen har bygget ca. 55.000 kernevåben siden 1949 bionyt.dk/ref/11496.asp.
De 9 atommagter (pr, 2016): USA, Rusland, Kina, Frankrig, Storbritannien, Indien, Pakistan, Nordkorea og Israel. Europa har den højeste koncentration af lande med atomvåben. Dels har Storbritannien, Frankrig og Rusland (der også delvis er Europa) selv atomvåben, og dels er der som følge af NATO-samarbejdet udstationeret amerikanske atomvåben i Holland, Belgien, Tyskland, Italien og Tyrkiet. Storbritannien har ca. 215 kernevåben og vil måske anskaffe sig nye Trident-ubåde. Frankrig har 300 sprænghoveder. Kina menes at have 260. Nordkorea menes at have 10 nukleare spræng­hoveder. Pakistan menes at have 130, Indien vurderes til at have 120 og Israel antages at have 80.

Kan kernevåben afskaffes?
Der er eksempler på, at våben er blevet elimineret, ­efter at de er blevet forbudt. Et stigende antal regeringer har udtrykkeligt foreslået, at kernevåben skal forbydes. I de sidste tyve år er man dog ikke kommet langt i denne retning, fordi de atombevæbnede medlemmer af atomklubben bruger deres magt til at forhindre konkrete foranstaltninger, som ville kunne begrænse deres nukleare muligheder.
Da man i 2014 afholdt den anden ­internationale konference om humanitære konsekvenser af kernevåben i Nayarit (Mexico) var 146 lande repræsenteret på konferencen, foruden FN, Røde Kors / Røde Halvmåne, Verdenssundhedsorganisationen (WHO) samt NGO'er, der var koordineret gennem ICAN. Blandt de ni nuværende atombombe-bevæbnede stater i verden deltog dog kun Indien og Pakistan – idet Storbritannien, Kina, Frankrig, Israel, Nordkorea, Rusland og USA holdt sig væk fra konferencen.
Den 4. januar 2007 skrev Henry Kissinger og George Shultz (begge republikanere og begge ex-udenrigsministre i USA) en artikel sammen med to fremtrædende demokrater, William J. Perry (ex-forsvarsminister) og Sam Nunn (ex-formand for Senate Armed Services Committee). Artiklen bragtes i Wall Street Journal med titlen: A World Free of ­Nuclear Weapons bionyt.dk/ref/11259.asp.
De advarede om, at risikoen for, at kernevåben ville blive taget i brug, ikke var blevet mindre efter Den kolde Krigs ophør – eftersom flere lande har fået kernevåben og risikoen for, at kernevåben bliver taget i brug, er blevet større end før på grund af terrorismen.
USA og Sovjetunionen har ca. 90% af verdens kernevåben. Derfor bør USA og Sovjetunionen gå forrest i bestræbelserne på at reducere antallet af kernevåben, minimere risikoen for uheld, nedsætte alert-tilstanden og søge mod målet om helt at fjerne disse våben fra verden, skrev artiklens forfattere. – Tidligere koldkrigsveteraner bød opfordringen velkommen, bl.a. Robert McNamara, ­Colin Powell og George H.W.Bush (den ældre Bush). Og det blev en del af USA's udenrigspolitik d. 5. april 2009, da præsident Barack Obama holdt en tale foran 20.000 mennesker i Prag, hvor han også foreslog en verden uden kernevåben bionyt.dk/ref/11595.asp. – Senere ­samme år valgte FN's Sikkerhedsråd at stemme for ­fjernelse af kernevåben i verden bionyt.dk/ref/11301.asp.
Man er dog ikke kommet så meget længere end til sådanne uforpligtende tilkendegivelser. En videreførelse af disse tanker ville bl.a. kræve:
1) Det amerikanske Senats godkendelse af The Comprehensive Nuclear Test Ban Treaty. [Denne FN-beslutning fra 10. sep. 1996 om forbud mod alle kerne­sprængninger, både militære og civile, i alle miljøer, er ikke sat i kraft, fordi 8 specifikke lande endnu ikke har ratificeret denne traktat: Kina, Egypten, Iran, ­Israel og USA har ikke ratificeret denne traktat, og dertil kommer, at Indien, Nordkorea og Pakistan hverken har underskrevet eller ratificeret den].
2) Meget kraftige reduktioner i kernevåbenlagrene i USA og Rusland.
3) Forhandlinger om våbenkontrol mellem Kina, Indien, Pakistan, Nordkorea og Israel.
4) Skrappe regler for produktion af kernevåben og distribution af materialer til fremstilling af kerne­våben.
5) Hårde straffe til lande som overtræder sådanne nye internationale regler.
USA ville kunne spare penge og gøre verden til et mere sikkert sted ved at afskaffe de fleste af sine kernevåben straks. New York Times påpegede i en redaktionel artikel, at det ville koste 10 milliarder dollar bare at opdatere en lille del af det amerikanske arsenal af kernevåben bionyt.dk/ref/11305.asp.
Den tidligere forsvarsminister Harold Brown og den tidligere leder af CIA, John M. Deutch, skrev i Wall Street Journal d. 19 november 2007, at kerne­våben ikke kan af-opfindes (un-invented). Lande, som i hemmelighed overtræder et forbud mod kernevåben, ville opnå ukontrollabel stor magt. Fristelsen til at snyde ville være kolossal. Det vil distrahere bestræbelserne på at opnå praktiske måder til at nedsætte risikoen for brug af kernevåben og på at undgå væbnede konflikter, argumenterede ex-forsvarsminister Harold Brown og ex-CIA-chef John M. Deutch.
Egypten angreb Israel i 1973, selvom det var alment kendt, at Israel formentlig havde kernevåben. I 1991 arvede Ukraine 5000 brintbomber, men Ukraine overlod dem til Rusland for at blive afmonteret, idet de ukrainske beslutningstagere indså, at omkostningerne ved at forsøge at holde på disse kernevåben, der efter opløsningen af Sovjetunionen var udstationeret i Ukraine, ville være uoverkommelige både økonomisk og politisk. Hvis Ukraine havde beholdt disse kernevåben efter opløsningen af Sovjetunionen, ville det ikke have forhindret en russisk annektering af Krim, mener man. Ukraine havde dog aldrig fuldstændig kontrol over disse våben, og dette gør det vanskeligt at trække en lige linje fra krisen i Ukraine til forholdene i ­andre lande med kernevåben, såsom Nordkorea, eller hvis Iran engang skaffer sig kernevåben (landet har gjort sig i stand til meget hurtigt at kunne bygge atomvåben, hvis de vil).
Rusland søger aktivt at erhverve sig en moderne konventionel kapacitet af egne våbensystemer. Dette vil sandsynligvis ske inden 2020, hvilket vil få nogle NATO-medlemmer til at se dette som en trussel og måske insistere på at reagere ved at øge ­Alliancens ­afhængighed af kernevåben bionyt.dk/ref/11320.asp.
Der er en stærk international norm imod brugen af kernevåben. Derfor kan de ikke bruges til magt og indflydelse, mener nogle iagttagere.

Vil kernevåben blive brugt?
Ingen våben er nogensinde blevet opfundet uden at være blevet brugt, skriver Elaine Scarry, som spørger, om der er nogen, der tror, at ingen af de regeringer, der har atomvåben nu, vil bruge dem i løbet af de næste 100 år?
Professor i klimatologi Alan Robock ved Rutgers University og professor Owen Brian Toon ved Institut for Atmospheric and Oceanic Sciences ved Colorado Universitet i Boulder tænker, at kernevåben nok aldrig vil blive brugt af stormagterne, men at kernevåben vil kunne blive brugt ved et uheld, og at nogle lande kunne tænkes at bruge dem i et øjeblik af panik, eller som svar på indbildte trusler og fornærmelser, eller i et anfald af religiøst hysteri.
Kernevåben-arsenalerne hos kernevåbenstaterne er et dårligt eksempel for verden, og fremmer spredningen af kernevåben.
De direkte tab fra blot tre kernevåben af den størrelse, der anvendtes over Hiroshima, ville, hvis de eksploderende over byer i USA, måske som følge af et angreb fra Nordkorea inden for de kommende årtier, skabe flere tab i USA, end landet havde under Anden Verdenskrig bionyt.dk/ref/11305.asp.
USA og Rusland har i en periode været i gang med at reducere deres ­lagre af atomsprænghoveder i overensstemmelse med forhandlede aftaler. Det er et positivt skridt, skriver ­Elaine Scarry i sin bog, selvom hun advarer om, at disse ­reduktioner i atomarsenalerne simpelthen kan være en måde at fjerne forældede våben på for at gøre plads til nyere typer.
Imellem 1989 og 1997 igangsattes produktionen af otte nye Ohio-klasse ubåde i USA. Hver af disse ubåde bærer atomvåben med otte gange den samlede eksplosionskraft, som der i alt blev brugt under den Anden Verdenskrig. Tolv flere Ohio-klasse ubåde skal bygges mellem 2019 og 2035.
Ubåden USS Rhode Island er en af 18 Ohio-klasse ubåde, der er bevæbnet med nukleare ballistiske missiler (dvs. styrede missiler), der patruljerer i verdens farvande. Når disse ubåde er dybt nedsænkede, som de vil være i krigstid eller på ethvert øjeblik med stor politisk spænding, kan de kun modtage få oplysninger og kun meget, meget langsomt med 5 minutter pr. bogstav, og de vil være uden mulighed for at få modtagne beskeder bekræftet. Oplysningerne overføres i form af ekstremt lavfrekvente (ELF) bølger, som er gigantiske radiobølger på hver 4.000 km i længde, der (i modsætning til alle andre bånd af det elektromagnetiske spektrum) kan trænge ned i havets dyb. Indtil 2004 blev disse ELF-bølger udsendt fra gigantiske ­antenner i Michigan og Wisconsin (18 acres i størrelse, 72.843 kvadratmeter). Den amerikanske flåde har ikke afsløret efterfølgeren til ELF.

60 år med kernevåben-
bevæbnede ubåde
Den første ubåd med kernevåben var den 162 m lange George Washing­ton, der blev sendt på sin første patrulje i november 1960, bevæbnet med 16 Polaris A-1 ­ballistiske missiler. Frem til 1966 blev der bygget 41 af denne slags ubåde (SSBN-ubåde). Hver af de 16 Polaris-kernevåbenmissiler kunne medbringe kernevåben med 1 megaton sprængkraft. De var for upræcise til at deltage mod militære mål i kampzoner, men ideelle til at ødelægge byer. Ubådene var skjulte for fjenden, og de kunne altså udføre et gengældelsesangreb, uden at dette behøvede at ske meget hurtigt. 10 år tidligere havde flåden i USA kritiseret det amerikanske luftvåben for at være umoralske, når de rettede deres kernevåben mod storbyer. Nu – da den amerikanske flåde havde fået de samme våben – mente de tværtimod, at dette netop var den rette metode for at opretholde ­freden i verden – og at flåden i øvrigt kunne klare ­opgaven alene.
Fra 1969 blev USA's ubåde udstyret med mere præcise Poseidon-missiler, og fra 1979 fik de mere avancerede Trident I missiler. Fra 1981 introduceredes i USA de meget større Ohio-klasse ubåde, der kunne bevæbnes med de nye og meget større Trident II missiler (fra 1990). Hver af de 18 Ohio-ubåde medbragte 24 missiler bionyt.dk/ref/11708.asp.
De samtidige, sovjetiske u-både af Golf-klassen og Hotel-klassen med ballistiske missiler havde kun tre missiler hver. Fra 1967 fik Sovjetunionen med ­Yankee-klasse ubåde en type, som var sammenlignelig med George Washington-klassen i USA.
En atomraket fra en ubåd ville kunne lægge ­Washington øde på 5 minutter. (De interkontinentale jord-til-jord-raketter bruger dog kun 25 minutter til at flyve mellem de to kontinenter).

Usikker "garanti" mod brug
af kernevåben i krig
I slutningen af 1980'erne gav atommagterne en slags garanti til de lande, som ikke havde kernevåben, om at de ikke ville bruge kernevåben imod dem. Dette kaldes negative security assurances (negativ sikkerhedsforsikring). Men et skift i USA's atompolitik i 1997 kan tolkes sådan, at dette ikke nødvendigvis gælder, hvis modparten bruger kemiske eller biologiske våben bionyt.dk/ref/11302.asp.

ALCM-krydsermissiler får
nogen til at tænke, at
atomkrig vil kunne styres
Krydsermissiler, som afskydes fra fly, kaldes ALCM (air-launched cruise missile). De kan afskydes langt fra målet, og have en rækkevidde på f.eks. 2400 km, og på grund af deres lille størrelse er krydsermissiler meget sværere at se på radar end et fly.
Nogle få bombefly kan medbringe hundreder af disse krydsermissiler. I dag har USA, Sovjetunionen og Frankrig åbent fortalt, at de har brintbombe-­bevæbnede krydsermissiler. Det menes, at Kina og ­Pakistan arbejder på at få dem. Dette vil få Indien til at følge efter.
Da krydsermissilerne bærer mindre last, er de mere handy for atomkrigsførelse. Det har fået nogen til at tænke, at atomvåben så kan anvendes på en måde, hvor man omhyggeligt kan styre eskaleringen af konflikten. Men dette er en farlig tankegang, sagde Robert Work (Deputy Secretary of Defense) under en høring d. 25. juni 2015. Enhver, som tror at kunne styre eskaleringen ved anvendelse af kernevåben, leger med ilden. Eskalering er eskalering, og med kernevåben vil det være en ultimativ eskalering, sagde han bionyt.dk/ref/11561.asp.
Præsident Obama blev opfordret til at stoppe ­planer om at bygge ca. 1000 ALCM-krydsermissiler, som kan affyres fra fly.

Aktuelle spændinger
mellem Rusland og Vesten
NATO-landenes snubletrådsstyrker (tripwire forces) kaldes sådan, fordi disse styrker ikke har til opgave at nedkæmpe eller tilbagevise et beslutsomt angreb fra Rusland – dertil er enhederne for små og for spredte – men de skal bidrage til afskrækkelsen ved at sikre, at der ikke kun er estiske, lettiske og litauiske flag på kisterne, hvis Moskva skulle forsøge sig med et angreb på de baltiske lande. Der vil også være amerikanske, engelske, franske og danske flag.
I september 2014 besluttede NATO-alliancen sig for at gøre den allerede eksisterende hurtige udrykningstyrke NATO Response Force (NRF) endnu hurtigere for at imødegå fremtidige udfordringer fra øst, idet man etablerede en Very High Readiness Joint Task Force (VJTF), som skal kunne udsendes til brændpunkter med 48 timers varsel. Denne multinationale styrke vil være på 5000 landstyrker.
NATO-planlæggere forsøger at tage højde for muligheden for russisk aggression og hybridkrigsførelse (som set i Ukraine) i de mindre NATO-lande med et større russisk befolkningsmindretal. I foråret 2016 vedtog NATO derfor en forstærket fremskudt tilstedeværelse ("Forøget fremskudt tilstedeværelse", Enhanced Forward Presence, EFP), nemlig udsendelsen af 4 bataljoner á ca. 1000 mand:
En NATO-kampgruppe i Estland med soldater fra UK (gruppeledelse), Frankrig og Danmark (200 soldater fra Danmark).
En NATO-kampgruppe i Letland med soldater fra Canada (gruppeledelse), Italien, Polen, Spanien, Slovenien og Albanien
En NATO-kampgruppe i Litauen med soldater fra
Tyskland (gruppeledelse), Frankrig, Holland, Belgien, Norge, Kroatien og Luxembourg.
En NATO-kampgruppe i Polen med soldater fra USA (gruppeledelse), Polen og Rumænien.
Mest betydningsfuldt er dog, at USA i 2014 etablerede European Reassurance Initiative (ERI), som består i, at USA (i stedet for at trække amerikanske soldater ud af Europa som planlagt) vil rotere flere styrker til Europa, svarende til tre brigader, der skal træne i nærområderne tæt på Rusland. Det var en reaktion på, at Rusland annekterede Krim, som tilhørte Ukraine. Dette ERI-program vil blive markant udbygget fra begyndelsen af 2017, hvor USA vil udstationere grej til en panserbrigade. Snubletråde virker kun afskrækkende, hvis der står noget bag, og da europæerne har beskåret de konventionelle styrker kraftigt, er alternativet at køre den nukleare hammer frem, men atomar afskrækkelse er ikke politisk attraktivt.
NATO og Rusland har en rammeaftale fra 1997, dvs. fra engang da man stort set var venner. Nu er man meget lidt venner, og rammeaftalen må nu ændres, så den kommer til at handle om våbenkontrol, inspektioner og åbenhed om øvelser, hvilket er tankegods, som hører Den kolde Krig til, og som kræver politisk vilje fra begge sider at etablere bionyt.dk/ref/11587.asp.
Ikke-atomspredningstraktaten (NPT) har ikke en tidsramme for afvikling af kernevåben, og forbyder ikke fornyelse af et lands eksisterende kernevåben­systemer. Greenpeace har argumenteret for, at sådanne fornyelser af eksisterende kernevåben vil indebære en forøgelse af kernevåbenkapaciteten, f.eks. øget evne til at ramme mål, mulighed for at ændre på bombens styrke mv.
USA, Rusland, Kina, Frankrig og Storbritannien har kernevåben og har tilsluttet sig antiatomspredningskonventionen (Non-Proliferation of Nuclear Weapons, NPT). Andre lande med kernevåben er Indien, Pakistan og Nordkorea samt Israel.
Kernevåben er udstationeret til Tyskland, Holland, Belgien, Italien og Tyrkiet. Følgende lande har tidligere huset kernevåben i deres område: Sydafrika, Hvide­rusland, Kasakhstan og Ukraine. Dertil kommer lande, som stoppede inden de fik udviklet atomvåben, bl.a. Sverige.

Den Internationale Domstol
I 1995 bad 78 lande Den Internationale Domstol om at erklære atomvåben for ulovlige. Som svar fremførte det amerikanske forsvarsministerium og den amerikanske stat i fællesskab, at brugen, og også første-brugen af atomvåben, ikke overtræder nogen traktat vedrørende hverken menneskerettighederne eller miljøet. Heller ikke millioners død som følge af et atomangreb overtræder FN-konventionen fra 1948 om folkedrab. De hævdede, at begrebet folkemord kun gælder udslettelse af nationale, etniske, racemæssige eller religiøse grupper.
Den 8. juli 1996 erklærede Den Internationale Domstol i Haag (The International Court of Justice), at atomvåben generelt er ulovlige (dog ifølge dommerne ikke nødvendigvis ulovlige i selvforsvar, når det gælder et lands hele eksistens). De tre dommere fra Sri Lanka, Sierra Leone og Guyana stemte imod denne konklusion, men fordi de mente, at teksten skulle strammes op – nemlig til, at brugen af atomvåben også er ulovlige, selvom landets hele eksistens er truet. Dommeren fra Japan stemte imod konklusionen ud fra en mening om, at domstolen ikke skulle have påtaget sig sagen. Dommeren fra USA skrev i sin begrundelse, at det ikke kan accepteres, at det kan være lovligt at anvende kernevåben i en skala, der vil kunne resultere i mange millioners død i et inferno, som ikke skelner mellem, hvem der rammes, og med langtidsvirkninger, som gør områder ubeboelige. Han skrev, at det er vigtigt ikke at forveksle den internationale lov, vi har nu, med den internationale lov, vi har brug for i stedet.
Alle dommere var enige om, at det er en forpligtigelse for landene at prøve at forhandle sig frem til atomafvæbning og international kontrol. Domstolen kom med en rådgivende udtalelse, hvori den fandt, at trusler om eller anvendelse af atomvåben generelt ville være i strid med folkeretten.
Det var i første omgang WHO, som havde bedt om en erklæring fra domstolen, men det fik atomvåbenstaterne forpurret (WHO har ikke kompetence på området, var argumentet), og domstolen tog først sagen op, da også FN's generalforsamling (i form af et flertal på 78 stater) d. 15. december 1994 bad domstolen svare på spørgsmålet: Er trusler eller brug af kernevåben 'in any circumstances' tilladt ifølge international lov. Dommerne var fra USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig, Kina, Tyskland, Italien, Japan, Ungarn, Sierra Leone, Madagascar, Sri Lanka, Guyana samt formanden, der var fra Algier. Domstolen nåede frem til (ikke i enighed), at gengældelse med kernevåben af militær nødvendighed og hensyntagen til proportionalitet ikke nødvendigvis er ulovlig. Domstolen kunne nemlig ikke finde noget FN-charter, som specifikt forbød, at lande har kernevåben. Der har været talrige FN-resolutioner, som fordømmer brug af kernevåben, men de lande, som har kernevåben, har altid modsat sig disse resolutioner. Derimod er der faktisk mange love for krige, og de forbyder faktisk, at angreb rettes specifikt mod civile bionyt.dk/ref/11713.asp.
Lektor i folkeret ved KU, Anders Henriksen, mener at det i 1945 ikke var ulovligt at kaste atombomben, men at det i dag ville stride mod folkeretten bionyt.dk/ref/11593.asp.
I en bog fra 2011 sætter forfatteren Ron Rosenbaum spørgsmålstegn ved, om det er etisk at foretage en gengældelsesaktion i form af et atomangreb mod et andet lands civilbefolkning, fordi dette lands ledere har valgt at angribe med atomvåben. I bogen opfordrer han de personer, som skal sende missilerne af sted, om ikke at adlyde ordre om dette: Intet kan retfærdiggøre folkemord bionyt.dk/ref/11669.asp.
For en provokerende ­analyse af emnet, se: John D. Steinbruner & Tyler Wigg-­Stevenson, Reconsidering the Morality of Deterrence bionyt.dk/ref/11274.asp.

Traktater om kernevåben
Der er blevet indgået mange gensidige aftaler, f.eks. om at begrænse størrelsen af underjordiske kernesprængninger til 150.000 ton sprængkraft (The ­Threshold Test Ban Treaty), samt aftaler om ikke at udvide antallet af langdistance-missiler og ubådsmissiler. Men disse ­tiltag stoppede ikke våbenkapløbet. Både USA og Sovjetunionen fortsatte med at modernisere deres våben og give dem større træfsikkerhed.
Kernevåben var noget, som gav status og world power. I 1950'erne og ind i 1960'erne var kernevåben symboler på noget moderne, hvor vellykkede atomprøvesprængninger blev fejret, ligesom når en rumraket blev vellykket opsendt.
Efter den kolde krigs afslutning er status flyttet mod konventionelle styrker. De britiske kernevåben-styrker blev f.eks. skåret ned. USA forsøgte ved indgåelse af samarbejdsaftaler at undgå, at andre allierede lande fik deres egne atomvåben, og man kunne vel egentlig tænke sig, at Storbritannien ikke selv havde atom­våben, men nøjedes med at kunne få adgang til dem fra USA i tilfælde af krig.

Årsagerne til krig
Den amerikanske psykolog Ralph K. White, der i en alder af 100 år døde 25. december. 2017, var blandt de første, som analyserede, hvordan underliggende psykologiske årsager og misforståelser kan føre nationer til at deltage i krigsførelse. Han var måske bedst kendt for hans teori, der skelnede mellem empati og sympati for ens modstandere:
“Empati er korrigerende (the great corrective) for alle former for krigsfremmende misforståelser”, skrev han i sin bog fra 1984: Fearful Warriors: A Psychological Profile of US-Soviet Relations. “Det betyder simpelthen at forstå andres tanker og følelser. Det er forskelligt fra sympati, som er defineret som at have følelse for andre – dvs. som at være enig med eller i overensstemmelse (agreement) med dem. Empati med modstandere er derfor psykologisk mulig, selv når en konflikt er så intens, at sympati er umulig. Vi taler ikke om varme følelser eller godkendelse (approval), og bestemt ikke om at acceptere (agreeing with) eller stå på side med (siding with), men kun om realistisk forståelse [af den anden part]. “
Ifølge Ralph White går ting galt eller kan gå galt, når beslutningstagere mangler ­empati med modparten, har et dæmoniserende fjendebillede, et idealiseret selvbillede, er for selvsikre (overconfident) eller for frygtsomme (underconfident). Den vigtigste direkte årsag til åben konflikt er en overdreven opfattelse af modpartens ondskab bionyt.dk/ref/11655.asp.
I 1959 beskrev Kenneth Waltz årsagerne til krig. Han skrev, at vi skulle lede efter svarene i menneskets natur, samfundsforhold samt staters systemer.
Karl Deutsch og Dieter Senghaas gav i 1970'erne en opdeling efter interesser på fem niveauer:
1) Interesserne hos enkeltpersoner og en meget lille gruppe
af besluttende nøglepersoner.
2) Interesserne hos subsystemer i lande, såsom politiske
partier, bestemte samfundsklasser og interessegrupper.
3) Enkeltstaters interesser.
4) Interesserne og relationerne inden for regionale systemer.
5) Relationerne og fordelingen af magt og interesser i hele
systemer af relationer mellem lande.
F.eks. troede Hitler, at Tyskland og Østrig var for overbefolket, og altså manglede plads. Denne tankegang fandtes også hos nogle af hans samtidige, f.eks. hos hans rival, General Ludendorff. (I dag er Tyskland meget tættere befolket end dengang, så Hitler tog altså fejl).
Den militære side af den japanske regering troede, at det ville være værre for Japan at overgive sig end at fortsætte med at kæmpe. Samme tankegang fandtes i befolkningen, hvilket fik soldater til at foretrække at dø frem for at blive taget til fange, og indbyggerne på Okinawa begik masseselvmord. (Selvom det var usandsynligt, at amerikanerne ville behandle deres fanger dårligt). Hvad en gruppe tror på kan altså være forkert, men samtidig kan denne tro (f.eks. hvad angår krig) medføre en logisk sammenhængende adfærd, der bygger på denne forkerte tro.
Hvis en gruppe tror på en belønning i et liv efter døden, vil det naturligvis kunne medføre en anden adfærd. Grupper, som er meget individualistiske, er mindre tilbøjelige til at acceptere krigsofre, end grupper, som sætter det-kollektivt-gode over, hvad der er godt for individet. ­Derfor foretages offentlige henrettelser i Kina og islamiske lande, hvorimod selv skjulte henrettelser er uacceptable i de fleste europæiske lande bionyt.dk/ref/11302.asp.

Præsidenters persontræk
Amerikanske præsidenter har psykologisk været ­meget forskellige. I en forskningsartikel i 2013 fra Psychological Science lavede adfærdsforskere en rangorden for USA's præsidenter med hensyn til betegnelsen ­“grandiøs narcissisme.” [Man inddeler narcissisme i skrøbelig narcissisme og grandiøs narcissisme, hvor sidstnævnte er det, folk oftest forbinder med narcissisme, nemlig en voldsom selvovervurdering og trang til selviscenesættelse]. Lyndon B. Johnson scorede ­højest på forskernes skala for “'grandiøs narcissisme', tæt fulgt af en præsident fra årene 1901-1909 ved navn Theodore 'Teddy' Roosevelt og en endnu ældre præsident fra 1829-1837 Andrew Jackson. Derefter kom flere med mindre grad af “grandiøs narcissisme”, ifølge artiklen, nemlig Franklin D. Roosevelt, John F. Kennedy, ­Nixon og Bill Clinton. (Vi kommer til Donald Trump nedenfor).
For præsidentembedet er grandiøs narcissisme ­associeret med igangsættelse af ny lovgivning, evne til overtalelse af befolkningen, evne til at sætte en dags­orden, og at blive en stor præsident. Men er også associeret med uetisk adfærd.
Lyndon B. Johnson havde succes med at gennemføre love mod raceadskillelse/apartheid, diskrimination ved hussalg, ulige adgang til uddannelse, fattigdom, kriminalitetsforebyggelse, byfornyelse, miljøhensyn, lægehjælp til ældre – samt et rumprogram: I december 1968 blev tre amerikanske astronauter de første mennesker der (i Apollo 8) forlod Jordens atmosfære for at kredse om månen; og blot syv måneder efter (i Apollo 11 missionen) gik mennesket på månen for første gang.
Johnson havde arvet Vietnamkrigen fra Eisenhower og Kennedy. Han valgte – helt uhørt – at undlade at stille op til genvalg som præsident for at bruge al sin tid i forsøget på at opnå en ærefuld fred; krigsafslutningen kom imidlertid først efter hans præsident­periode. Han døde af et pludseligt hjertetilfælde dagen efter, at han hørte om, at krigen var slut.
Theodore 'Teddy' Roosevelt (ikke at forveksle med Franklin D. Roosevelt) var præsident fra 1901-1909. Han var kendt for at bekæmpe nepotisme og korruption. Han var blevet folkehelt under en krig mod Spanien i 1898, [hvor USA hjalp cubanerne i deres oprør mod det spanske styre], og som præsident videreførte han den stormagtskurs, der var påbegyndt, og han skaffede USA en stærk flåde. Han iværksatte Panama-­kanalen, stillede kvalitetskrav til medicinal- og fødevareindustrien, sikrede fredning af natur og fik Rusland og Japan til at indgå en fredsaftale i 1905. Han var ivrig fortaler for, at USA skulle gå med i Første Verdenskrig, hvilket USA faktisk gjorde i 1917.
Andrew Jackson blev (som Demokrat) præsident i 1828. Han var den første ikke-aristokrat, der blev præsident. Han var en ilter herre, og involverede sig i mindst 14 dueller i sit liv. Hans vulkanske temperament fik folk til at frygte, at den mindste fornærmelse fra et andet lands leder ville få Andrew Jackson til at erklære krig. I 1820'erne levede hvide nybyggere i ­Georgia og andre steder i konstant frygt for at blive overfaldet af indianere. Præsident Andrew Jackson pressede på for gennemførelsen af en Indian Removal Act, som førte til tvangsflytning af 45.000 indianere. Mindst 4000 Cherokee-indianere døde på The Trail of Tears, som gik fra Georgia til Oklahoma. Andrew Jackson havde succes med at øge præsidentembedets styrke, og kunne styre sin vrede og bruge den strategisk for at fremme sin agenda. Andrew Jackson var beskytter af den individuelle frihed, men gik ind for slaveriet, og havde selv op til 150 slaver til bomuldsdyrkning.
Narcissister kan altså undertiden få noget fra hånden. Og mange narcissister virker charmerende, vittige og karismatiske ved et umiddelbart bekendtskab, og kan opnå stor popularitet og agtelse på kort sigt, og – hvis de er succesfulde – også på længere sigt. [Steve Jobs fra Apple havde nok lige så meget grandiøs narcissisme som Donald Trump har]. Men ofte falder de i agtelse, fordi folk bliver irriterede over deres selvcentrering.
I en analyse af Donald Trump spørger USA-korrespondent Kristian Madsen fra Politiken, om Trump er så narcissistisk, at han simpelt hen ikke kan tåle den mindste ridse i sit selvbillede som uovervindelig, og derfor er nem at provokere til irrationelle reaktioner. Han vandt præsidentvalget, men kun knebent (på grund af det amerikanske valgsystem vandt han, selv om Hillary Clinton fik 2 millioner flere stemmer). Det problematiske er, skriver Kristian Madsen fra Politiken, at han tilsyneladende er klar til at tage en helt irrationel konflikt (baseret på en sammensværgelsesteori om, at nogle folk stemte ulovligt [hvilket er helt usandsynligt, og historisk uden fortilfælde i det påståede omfang]). Hvis Donald Trump er parat til at tage en helt irrationel konflikt, hvis han føler sin ære krænket, er det en forfængelighed, der er dødsensfarlig – hvad sker der den dag, det er Putin, der provokerer ham?
Politikens USA-korrespondent giver to andre, ikke mindre bekymrende mulige forklaringer på, at Trump efter at have vundet præsident­embedet talte om valgsvindel for at bortforklare, at han ikke vandt stort: 1) Hvis hans anklager ikke skyldes narcissisme, kan det tænkes at skyldes ønske om manipulation (dvs. at få nogen til at tro på en løgn), eller 2) det kan skyldes godtroenhed (dvs. at han let lader sig forføre af løse ­påstande, og simpelthen tror på en grotesk sammensværgelsesteori trods alle beviser). Det er ikke let at sige, hvilken af mulighederne – narcissisme, manipulation eller godtroenhed – der bør udløse mest bekymring, skrev Politikens USA-korrespondent om den dengang kommende amerikanske præsident Donald Trump bionyt.dk/ref/11832.asp.
Psykologer mener, at alle danner sig en egen-fortælling for at forklare, hvordan de er blevet til den person, de er. Denne proces er ofte ubevidst og indebærer en selektiv omfortolkning af fortidige hændelser samt fantasier om fremtiden. En sådan life story giver voksne mennesker en følelse af sammenhæng, formål og kontinuitet over tid. Præsidenters fortælling om dem selv kan påvirke, hvordan de tænker om nationale prioriteter og landets udvikling.
Som midaldrende formulerede George W. Bush (den yngre Bush) en life story, som handlede om en fordrukken, mislykket mand, der udviklede sig til en ny, selvstyrende, religiøs mand. Vigtige begivenheder i hans fortælling var indgåelse af ægteskab som 31-årig med en bibliotekar med stabil karakter, senere religiøs vækkelse, samt beslutning om at blive afholdenhedsmand ved sin 40-års fødselsdag. At bryde sin alkoholafhængighed gav ham den følelse af frihed, som han kendte fra sin ungdom. Udvidelse af denne fortælling til landets fortælling førte til, at han mente, at hele landet skulle have de familieværdier og normer, som fandtes i småbyerne fra hans barndom, dvs. at han blev ivrig konservativ. På den internationale scene mente han, at alle skulle nyde selvbestemmelse og frihed, og gøre sig fri af deres undertrykkere. Det hjalp ham til at retfærdiggøre Irakkrigen for at overvinde en tyran.
Barack Obama har en life story, der trækker spor tilbage til frigørelsen for slaveriet.
Medens den unge Bush tænkte tilbage med nostalgi, – og Obama som ung havde en følelse af nysgerrighed og undren over sit samfund – voksede Donald Trump op i en rig familie i 1950'erne, men i en verden, som han ikke kunne stole på. Donald Trump var undertiden ude med sin far, Fred Trump, som ejede egendomme, og skulle rundt for at indsamle huslejebeløb. Faderen ringede på og stillede sig ud til siden, fordi folk, der skyldte husleje, undertiden skød lige gennem døren, fortalte han sønnen Donald Trump. Faderen sendte den 13-årige Donald Trump på New York Military Academy, hvor han lærte at håndtere aggressive mænd ved at vise, at han respekterede den andens autoritet, men uden at lade sig intimidere. Hans ældre bror, Freddy Trump, døde som 43-årig, fordi han ikke trivedes i det konkurrenceprægede miljø, som faderen Fred Trump skabte. Broderen blev pilot, men udviklede en alkoholisme, som bidrog til hans tidlige død.
Donald Trump lovede som præsidentkandidat at gøre Amerika stort igen (hvilket ingen kunne tolke betydningen af). Det viste sig, at det første trin var at forøge militæret – men med krav om, at de ­andre NATO-medlemmer skal betale mere end hidtil. ­Andre af hans paroler under præsidentvalgkampen var: Alle ISIS-medlemmer i verden [islamisk terrorgruppe] skal udryddes. USA skal vinde økonomisk over Kina. Der skal bygges en mur mod Mexico. Donald Trump blev overraskende valgt til USA's kommende præsident d. 9. november 2016 kl. 9, dansk tid.
Donald Trump har kritiseret beslutningen (af ­George W. Bush; den yngre Bush) om at invadere Irak i 2003. Donald Trump har været tilbageholdende, når talen kom ind på at sende amerikanske tropper til ­Syrien. Imidlertid har David Winter, en psykolog ved University of Michigan, analyseret amerikanske præsidenters taler, har fundet, at de præsidenter, som i deres taler brugte kraftfulde, aggressive billeder, med større sandsynlighed ville føre landet ud i krige.
Jeffrey Goldberg, chefredaktør af The Atlantic, skriver: “There is nothing in Donald Trump’s record to suggest that he has the self-possession, discipline, analytical sophistication, and capacity to assimilate new information that would allow him to cope with a North Korea-sized challenge.” – og nævner, at Bill Clinton, George W. Bush og Barack Obama ikke fik held med at håndtere Nordkorea, men dog uden at dette medførte en krig med landet – og at Donald Trump måske ikke vil være så heldig. (Dette er sagt før det bemærkelsesværdige første møde mellem Nordkoreas leder og Donald Trump).
Hård tale kan undertiden forhindre væbnede konflikter, hvis modstanderen trækker sig af frygt. Men krigerisk sprogbrug kan også øge nationalistisk vrede blandt Donald Trump's støtter, og provokere andre lande til modstand. Donald Trump's taler er udpræget aggressive. Hans ekstroverthed og narcissisme tyder på en villighed til at tage store risici, hvilket kan blive ting, som han vil blive ­husket for i historien.
Da Donald Trump valgtes i 2016 til præsident­kandidat i USA for det republikanske parti, bekymrede det eksperter af flere grunde. Det er nævnt, at han gør en dyd ud af ikke at sætte sig ind i tingene og ikke spørge nogen til råds. Militære ledere har udtrykt tvivl om hans evne til at holde på hemmeligheder. Nogle frygter, at han kan skabe internationale diplomatiske kriser – eller måske ligefrem vil indlede en tredje verdenskrig som USA's næste præsident bionyt.dk/ref/11533.asp, bionyt.dk/ref/11471.asp. Anders Fogh Rasmussen, der er tidligere generalsekretær for NATO, mener, at med Donald Trump som præsident for USA, vil Putin, lederen af Rusland, kunne fristes til at starte militære eventyr, fordi ­Donald Trump har udtrykt tvivl om NATO og tvivl om, hvorvidt USA vil gribe ind i en konflikt i Europa bionyt.dk/ref/11747.asp, og Donald Trump har gjort amerikanernes villighed til at forsvare NATO-lande afhængig af, hvad disse lande indbetaler til NATO.
50 republikanske nationalsikkerhedseksperter, bl.a. general Michael Hayden, der var leder af CIA 2006-2009, har underskrevet en erklæring om, at Donald Trump vil være meget farlig for USA's sikkerhed.
[Nogle har angrebet Trump med humor: Komikeren Tom Jamieson foreslog, at når CIA giver briefinger til præsidentkandidaten Donald Trump, bør det kun omhandle fiktive lande: Han vil aldrig opdage det, og på den måde ender vi kun med at kaste atombomber over Narnia og Agrabar].
Menneskers temperament, centrale motivationer og mål samt indre opfattelse af sig selv er gode elementer til at forudsige, hvordan de vil føle, tænke og handle i fremtiden. Fundamentale træk i et menneskes personlighed skaber de beslutninger, som f.eks. en amerikansk præsident tager.
Amerikanske præsidenter har haft meget forskellige personligheder. Sammen med verdensbegivenheder afgør det, hvad de kan og vil gøre som præsidenter. Personlighedspsykologi skelner bl.a. mellem disse fem egenskabskategorier ved personligheder:
1) Social dominans mv. Extroversion (gregariousness, social dominance, ­enthusiasm, reward-seeking behavior).
2) Følelsesmæssig utryg mv. Neuroticism (anxiety, emotional instability, depressive tendencies, negative emotions).
3) Følger regler mv. Conscientiousness (industriousness, discipline, rule abidance, organization).
4) Velvillighed mv. Agreeableness (warmth, care for others, altruism, compassion, modesty).
5) Fantasifuld mv. Openness (curiosity, unconventionality, imagination, receptivity to new ideas).

De fleste scorer nær midten i de forskellige katego­rier, men nogle scorer meget højt eller omvendt meget lavt.
Højere score på (1) ekstrovert er associeret med større score for højt humør og bred social kontaktflade.
Højere score på (2) neuroticism er associeret med ­højere score for lavt humør, dårligt fungerende relationer til andre og mentale helbredsproblemer.
Højere score for (3) samvittighedsfuldhed er associeret med højere score for succes i skolen og på job.
Højere score på (4) hjælpsomhed er associeret med højere score for nære forhold (deeper relationships).
Fra ungdom til midaldrende bliver mange mennesker typisk lidt mere (3) [arbejdsomme, disciplinerede, regelfaste, organisatoriske] og (4) [hjælpsomme, ­varme, altruistiske, empatiske, beskedne, omsorgsfulde for andre] og lidt mindre (2) neurotiske og usikre.
De fem store (The Big Five) personlighedstræk er ofte ganske stabile gennem en persons hele levetid.
Psykologerne Steven J. Rubenzer og Thomas R. ­Faschingbauer har samarbejdet med 120 historikere og andre eksperter om at inddele USA's præsidenter efter disse fem hovedkategorier af personlighedstræk.
George W. Bush (den yngre Bush) scorede højt på det ekstroverte og lavt på åbenhed og villighed til at eksperimentere [han var entusiastisk social, ikke-nysgerrig, intellektuel stiv].
Barack Obama er relativt introvert og emotionel ­rolig. Lyndon B. Johnson kunne gennemføre talrige love, fordi han havde succes med at dyrke relationer til ­lovgivere (kongresmedlemmer), hvorimod Obama er blevet kritiseret for ikke at skabe sig tætte relationer med medlemmer af Kongressen.
George W. Bush (den yngre Bush), Bill Clinton samt Donald Trump er udadvendte, sprudlende og dominerende i sociale sammenhænge.
Donald Trump er sky-høj ekstrovert. Han scorer ekstremt lavt på agreeableness (lidet behagelig). Han er hvileløs og ude af stand til at være rolig, men klarer sig med meget lidt søvn, og har hele tiden et møde eller en telefonsamtale. Et centralt træk ved høj udadvendthed (extrovert) er konstant søgning efter belønning, højt dopamin-kredsløb i hjernen, konstant på jagt efter at opnå emotionelt positive ting (f.eks. i form af social påskønnelse, berømmelse eller rigdom – og disse ting er ikke i sig selv målet, men det er processen hen mod målet, som virker tillokkende. Mennesker, der scorer meget lavt på at være behagelig for andre (agreeableness) beskrives som hjerteløse, rå, arrogante, uden ­empati.
Richard Nixon var USA's mindst behagelige præsident – men en sød fyr sammenlignet med Donald Trump. Donald Trump føler let en voldsom vrede, og hans vrede er måske den følelsesmæssige drivkraft bag hans store udadvendthed og lave behov for at være en behagelig person. Det er imidlertid yderst vanskeligt at forudsige en præsidents handlinger. George W. Bush (den yngre Bush) ville næppe være gået efter Saddam Hussein i Irak, hvis terrorangrebet d. 9. september 2001 ikke var sket. Ekstroverte personer tager ofte en høj risiko (high-stakes risks).
Mennesker med lav score på åbenhed (openness) stiller ikke sig selv spørgsmål om deres dybe overbevisninger. George W. Bush (den yngre Bush) var meget ­ekstrovert og scorede meget lavt på openness (åbenhed). Han var disponeret for at træffe modige beslutninger – med en følelse af, at han ikke kunne tage fejl. ­Donald Trump tager også gerne chancer. ­Nixon var hård (tough), pragmatisk og koldt rationel i internationale forhold.
Folk der scorer lavt på egenskaben agreeableness (at være behagelig for andre) betragtes ofte som upålidelige (untrustworthy). ­Donald Trump scorer ekstremt lavt på truth­fulness. Han var uvederhæftig under sin præsidentkampagne – kun 2% af hans påstande var sande, 7% var mest sande, 15% var halvsande, 15% var mest falske, 42% var falske og 18% var deciderede løgne for at få opmærksomhed, som f.eks. hans påstand om, at ­præsident Obama grundlagde terrorbevægelsen ISIS.
Måske vil Donald Trump som præsident være en energisk, krigerisk, hård, truende, eksplosiv aktivist-præsident uden behov for at holde sig til sandheder, og måske en aggressiv og ubarmhjertig beslutningstager som tager chancer, og som desperat ønsker at skabe det stærkeste, højeste, mest skinnende og mest fantastiske resultat, og som aldrig tænker to gange over den skade, der derved sker i kølvandet af hans beslutninger.
Donald Trump ligner Andrew Jackson med hensyn til aggressivitet og holdning til ­Washington (hovedstadsmiljøet). Blandt hvide amerikanere i dag er høj score for det autoritære (at være tilhænger af autoritære principper) associeret med militarisme, kristen fundamentalisme og cognitiv stivhed samt forudfattede meninger mod “out-groups,” såsom homoseksuelle, afrikanske amerikanere, immigranter og muslimer samt mistænksomhed mod humanistiske principper og kunst. Når sådanne individer føler, at deres liv trues, vender de sig mod stærke ledere, som lover dem sikkerhed, dvs. ledere som f.eks. Donald Trump.
En undersøgelse foretaget af political scientist ­Matthew MacWilliams viste, at høj score for authoritarianism hos en person var det, der stærkest forudsagde, at den pågældende person var en politisk støtte for Donald Trump. En social psychologist, Jesse Graham, har sagt, at Donald Trump aktiverede en oldgammel frygt for smitte, som sætter lighedstegn mellem out-groups og parasitter, giftstoffer og andre urenheder. (Donald Trump har faktisk fobi mod germs (bakterier osv.) og kropsvæsker, særlig kvinders – jvf. Donald Trumps ­bemærkning om fru Megyn Kelly fra Fox News om, at hun havde “blood coming out of her wherever,” og at han kaldte Hillary Clinton’s toilet-pause under en debat hos Demokraterne for “disgusting.” Netop afsky er et primal-respons for urenhed. (Efter at han var valgt som præsident, valgte han derimod at rose hende for hendes valgkamp).
Repræsentanterne vandt også magten i Kongressens to kamre. Da Donald Trump vandt præsident­embedet, faldt verdens aktiemarkeder kraftigt, bl.a. Vestas-vindmølleaktierne, da Donald Trump var kendt for at modvirke vindmøller – og ikke at tro på klimaproblemet.
Cognitive-science forskning tyder på, at mennesker bruger personlige skemaer som tankemønstre til at behandle ny social information. Imidlertid vil det indsnævre personens fokus, så fokus bliver på ting, som har virket i fortiden, men som ikke nødvendigvis vil virke under de aktuelle og nye, ændrede omstændigheder.
Howard Gardner, en psykolog ved Harvard Universitet, kalder Donald Trump “bemærkelsesværdig narcissistisk selvoptaget”. George Simon, en klinisk psykolog, siger, at Donald Trump er det bedste eksempel på narcissisme, han kender. [I en græsk legende bliver en smuk dreng ved navn Narcissus forelsket i sit spejlbillede i en sø, falder i og drukner]. Meget narcissistiske mennesker har meget høj selvoptagethed, en følelse af grandiositet og en følelse af ret til at modtage anerkendelse, og sådanne mennesker forsøger hele tiden at gøre opmærksom på sig selv. Donald Trump er en dreven skuespiller på den sociale scene, med lavt behov for at være en behagelig person. Narcissistiske mennesker har desperat behov for, at andre skal elske eller i hvert fald beundre dem, og se dem som fantastiske, stærke, smukke eller blot at se dem.
Hvad der igangsætter narcissisme er uklart. Det kan tænkes at kunne ske, hvis forældre ikke bekræfter barnet, så barnet føler usikkerhed, men dette gælder ikke generelt, og Donald Trump manglede ikke at blive bekræftet fra forældrenes side. Narcissistiske personer som Donald Trump kan bare ikke få nok ­anerkendelse. Ros fra forældrene giver blot de fleste børn en følelse af sikkerhed, men forældrenes ros må have virket som raketbrændstof for Donald Trumps store ambitioner. Faderen mente, at Donald Trump skulle lære disciplin, og satte ham i high school ved New York Military Academy – i et meget konkurrencepræget miljø. Han klarede sig godt i dette konkurrenceprægede miljø, men det kan have gjort det umuligt for ham at vise svaghed og sårbarhed, hvilket ofte kræves for at skabe tætte, nære relationer bionyt.dk/ref/11752.asp. Blandt Donald Trumps mange utrolige udtalelser under hans præsidentkampagne var en opfordring til, at folk med skydevåben burde skyde hans rival, Hillary Clinton. Donald Trump har også foreslået, at USA ophører med at forsøge at hindre spredning af atomvåben – og under sin præsidentkampagne nåede han at foreslå, at Japan og Sydkorea får deres egne atomvåben i stedet for at lade sig beskytte af USA's atomparaply.
Rusland havde stor interesse i, at Donald Trump skulle vinde præsidentembedet, og russiske hackere lækkede emails fra det Demokratiske parti, som kunne skade demokraterne. [Donald Trump stillede op som præsident for Republikanerne – der af tilhængere ofte også bliver kaldt GOP (Grand Old Party)]. Desuden bredte der sig en epidemi af falske nyheder på Facebook og Google, rettet mod Hillary Clinton, af hidtil uset kæmpeomfang, hvor en falsk nyhed f.eks. kunne blive delt en million gange.

Hvordan opstår narcissisme?
Narcissisme skulle betyde selvkærlighed, men der er måske mere tale om en besættelse for at få anerkendelse, som faktisk også kunne tolkes som en grundlæggende mangel på selvkærlighed. Nogle personer med narcissistisk personlighed har en se-mig attitude eller jeg er bedre end dig. Disse psykologiske træk påvirker, hvordan personen tænker, føler og opfører sig. Man har påvist to forhold, som kan øge den narcissistiske personlighedstype:
1) Ubetinget positiv feedback fra et familiemedlem, lærer eller coach på trods af, at personen ikke i sin opførsel gør dette berettiget. Teorien er, at hvis en person modtager konstant beundring uafhængig af, hvordan personen opfører sig eller uafhængigt af vedkommendes evner, vil personen ende med at forvente en sådan konstant beundring fra enhver. Et sådant barn kan miste evnen til at opnå en realistisk selv-opfattelse, som både ser sine fortrin og sine mangler.
2) Den anden måde, som narcissisme kan fremmes ved, er det modsatte scenarie, nemlig hos børn, der vokser op i familier, som er følelseskolde. Hvis barnet får utilstrækkeligt med støtte og anerkendelse bliver det smertefuldt og frustrerende for barnet. Nogle børn kan i denne situation beskytte sig selv ved at undertrykke de negative følelser og erstatte dem med en forvrænget, grandiøs selvopfattelse. Resultatet kan som i det første eksempel blive, at barnets selvopfattelse bliver urealistisk og at egne fortrin og mangler ikke ses på en balanceret måde, og igen kan personen udvikle en forventning om andres konstante beundring. Disse mønstre kan være meget vanskelige at ændre. Narcissistiske personer vil sjældent erkende, at de har behov for hjælp, f.eks. i form af psykoterapi bionyt.dk/ref/11764.asp.
Der er sket en kraftig stigning i antallet af videnskabelige artikler om narcissisme. Årligt udgives i USA siden 2010 en sådan artikel dagligt (357 om året), medens antallet var 173 i år 2000 og 85 i år 1980. Det kan skyldes fænomener som reality-kulturen og de sociale medier, men tendensen til mere narcissisme startede før de sociale mediers periode.

Mental tilstand af statsledere
Ronald Reagan's præsidentperiode sluttede i 1989. Fem år efter, i 1994, da han var blevet 83 år, oplyste han i en skriftlig meddelelse, at han havde fået diagnosen Alzheimer's sygdom tidligere dette år. Sygdommen ødelægger hjerneceller og medfører forvirring, konfusion og demens i en ubønhørlig fremadskridende proces. Efter 1994 holdt han ikke flere offentlige taler, og viste sig ikke ved offentlige arrangementer. Han døde af lungebetændelse – kompliceret af Alzheimer – i en alder af 93 år efter at have levet ti år med Alzheimer-diagnosen.
Der har været spekulationer om, hvor længe Ronald Reagan udviste symptomer på sin mentale degenera­tion. Tidligere CBS-korrespondent ved Det Hvide Hus, Lesley Stahl, huskede, at i hendes sidste møde med præsidenten allerede i 1986 syntes han ikke at vide, hvem hun var. (Det skal bemærkes, at hun er en af de mest anerkendte journalister i USA). Hun var tæt på at konkludere, at præsidenten var senil. Men i slutningen af mødet havde Reagan genvundet sin kvikhed.
En læge, som også arbejdede for New York Times, (Laurence K. Altman), har noteret, at grænsen mellem glemsomhed og begyndende Alzheimer er svær at bestemme. Alle fire læger ved Det Hvide Hus har sagt, at de ikke så tegn på Alzheimer, medens Reagan var præsident. Men han kunne glemme navne og andet.
I 1992, dvs. bare 2-3 år efter sin præsidentperiode, begyndte hans første synlige symptomer på sygdommen. Den 6. februar 1993, på sin 82. fødselsdag, ­gentog han sin skåltale til Margaret Thatcher med identiske ord og håndbevægelser. I juli 1989 faldt ­Ronald Reagan af en hest i Mexico, og pådrog sig en subdural blødning i hovedet, dvs. at blod samler sig mellem hjernen og dura mater (den yderste, stærke hinde om hjernen). Han blev kirurgisk behandlet for dette samme år, men dette kan muligvis havde medført dårligere hukommelse. Det er dog ikke påvist med sikkerhed, at en sådan skade vil kunne accelerere Alzheimer-udvikling.
Alzheimer-sygdommen udviklede sig langsomt hos ham, og han blev ved med at kunne genkende sin kone og nogle få andre. Efter hans død blev Nancy Reagan fortaler for stamcelleforskning, som religiøse grupper i USA ellers havde sat begrænsninger på.
Forskere har studeret, om man kunne finde tidlige tegn på begyndende Alzheimer-demens ved at studere Ronald Reagan’s spontane svar under pressekonferencerne som præsident gennem otte år – og som kan læses på www.presidency.ucsb.edu. (Pressekonferencer indeholder typisk en spørgsmål/svar-session, som kan vise hjernefunktionen, hvorimod talerne ofte er skrevet af taleskrivere). Forskerne analyserede de første 1400 ord i hver af 46 svar-sessioner (og til sammenligning 101 svar-sessioner fra ­George Bush, den ældre Bush).
Reagan fik diagnosen i august 1994, seks år efter sin præsidentperiode. Men konklusionerne i studiet her er i overensstemmelse med konklusionerne i Louis A. Gottschalk’s studie: Han konkluderede, at Reagans TV-debatter viste tegn på begyndende demens allerede i 1980, dvs. faktisk før han blev præsident. Louis A. Gottschalk's analyse omfattede f.eks. sproglige ting, såsom at sætninger og udtryk ikke blev sagt færdig, og at der var mange sproglige gentagelser bionyt.dk/ref/11825.asp. Tidlige tegn kan netop være 1) brug af gentagne ord, dvs. brug af samme ord igen og igen. [Forskerne i studiet af pressekonferencerne lavede tællinger af antallet af forskellige ord i Reagans svar – idet alle ord dog ændredes til ordstammer uden f.eks. flertalsendelse, ­nutidsendelse osv.]); 2) udskiftning af specifikke navne­ord (nouns) med ikke-specifikke ord (f.eks. brug af ordet -thing som i anything, something); 3) sjældnere anvendelse af komplekse ord; 4) hyppigere brug af fyldord (conversational fillers) såsom “well“, “so“, “basically“, “actually“, “um“, “ah“; 5) hyppig brug af ikke-billedskabende ord (low-imageability verbs), ­såsom get, give, go, have [dvs. ord som ikke kan skabe et mentalt billede].
En alzheimer-ramt person vil have sværere ved at besvare spørgsmål, og vil kompensere for vanskelighederne vil at benytte sig af fraser og ord, som personen har benyttet meget hyppigt (dvs. overindlært og overpraktiseret).
Forskerne konkluderede: President Reagan showed a significant reduction in the number of unique words over time and a significant increase in conversational fillers and non-specific nouns over time. There was no significant trend in these features for President George H. W. Bush.
Bemærk at studiet analyserede ændringerne over tid, og ikke drejede sig om de direkte forskelle – f.eks. brugte Reagan flere forskellige ord end George H. W. Bush, men det er irrelevant, da det blot viser forskelle i personlig stil.
Forskerne sammenlignede med pressemøde-spørgesessioner med George H. W. Bush (den ældre Bush), medens denne var præsident. Han havde ingen alzheimer-diagnose, og der blev ikke fundet tegn på demens hos ham. Sammenligningen med George H. W. Bush blev gjort, fordi de to mænd havde samme alder og samme generations-faktorer. Reagan var 69 år, da han startede på sin præsidentperiode, og George H. W. Bush var 64 år, da han blev præsident.
Reagan holdt færre og færre pressekonferencer med alderen. 56% af dem var i hans første fire år som præsident. Kun 15% af pressekonferencerne var i de sidste to år af hans 8 år som præsident.
De symptomer som ses ved alzheimer, ses også ved bl.a. depression og ved mangel på vitamin B12. Visse analyser, såsom hjernescanning, kan bekræfte alzheimer-tilstanden eller udelukke andre sygdomme, men man har ikke en simpel blodtest for alzheimer) bionyt.dk/ref/11824.asp. I øvrigt var forskerne ikke specielt interesseret i Reagan, men han var den eneste person med alzheimer, som havde givet mange offentligt kendte spørgsmål/svar-sessioner. Forskerne konkluderede i deres studie, at hvis man indsamler optagelser af alzheimer-truede personers svar på spørgsmål over en årrække, vil det kunne bruges til at påvise hjernefunktion-nedgang hos personen.

Psykisk ustabile personer
General Horace M. Wade udtalte engang, at da general Thomas Sarsfield Power var hans chef, havde han følt sig utryg, fordi general Power, som havde kontrollen over mange kernevåben, ikke var mentalt stabil.
På San Rafael militærflybasen i Californien, der var bevæbnet med Nike Hercules antiluftskytsmissiler, blev 3 personer på vagt fjernet af psykiatriske årsager. En af dem havde peget med en ladt riffel mod en sergents hoved. De tre personer havde ikke indtaget ulovlige stoffer, men havde fået lov at bevogte missilerne, ­selvom de forudgående havde haft psykiatriske problemer. Stedet manglede folk, og kommandøren var bange for, at hippier ville stjæle kernevåbnene.
Omkring 1958 arbejdede i alt ca. 20.000 personer med de amerikanske kernevåben. Disse personer skulle ikke gennemgå en psykiatrisk screening forinden. At en person tidligere havde haft en midlertidig psykose, diskvalificerede ham ikke til at arbejde inden for flyvevåbenet. Hvert år blev nogle hundreder personer fjernet fra flyvevåbenet på grund af deres mentale tilstand. Man kan antage, at der hvert år ville være 10-20 personer blandt de, der arbejdede med kernevåben, som ville få et mentalt sammenbrud. Disse vurderinger nåede Fred Charles Iklé frem til i samarbejde med psykiateren Gerald J. Aronson. Psykiateren opstillede en liste over relevante mentale sygdomme, hvoraf paranoia var den mest bekymrende sygdomstilstand.
Som eksempel berettede psykiateren om en 23-årig pilot, som havde svært ved sociale kontakter, og som var ivrig efter at behage andre og frygtsom for at modsige nogen. Denne mand følte, at han skulle eksplodere, når han var på steder med mange mennesker. Han havde angstanfald med få ugers mellemrum. Denne frygt for steder med mange mennesker kunne han dæmpe ved voldsomme fantasier om at flå stedet i stumper og stykker. At flyve som pilot gav ham en følelse af styrke, herredømme og som at få en belønning.
Paranoia-tilstande er de farligste. Disse personer kan faktisk udadtil optræde som normale. Ud af syv personer, som (før 1958) havde begået drabsforsøg på en amerikansk præsident, var de seks skjult paranoide. Sådanne mennesker kan få en følelse af at have en særlig mission i historien, eller et behov for at udødeliggøre deres navn via en bemærkelsesværdig, omend negativ handling. Tidsintervallet mellem at have fostret en ide og at udføre den kan være uger eller år. Mennesker med visse impuls-mentale tilstande kan være tilskyndet til netop at arbejde med kernevåben, fordi de er farlige.
Ved en ansættelsessamtale er der ikke mulighed for at opfange psykisk ustabile personer. Der er eksempler på, at pyromaner er blevet ansat som brandfolk. Selv kvalificerede psykiatere kan ikke nødvendigvis påvise potentielt farlige mentale tendenser hos folk. En undersøgelse af psykiske lidelser hos den amerikanske flåde fandt i øvrigt, at dette forekom lige så hyppigt hos folk, som havde været i tjenesten i 4 år, som hos dem, der har været der i kortere tid bionyt.dk/ref/11630.asp.
En 33-årig luftvåbenkaptajn udviklede engang paranoid ­skizofreni med storhedsvanvid, og han gav f.eks. ordrer til sine overordnede. Samtidig i denne periode med storhedsvanvid-tanker lykkedes det ham at fungere korrekt i 8 timer i et B25-bombefly.
Impuls-dreven adfærd kan have barnlige træk, og der kan være et ønske om at se resultatet af sin egen styrke. Dette kendes også fra pyromaner. Også relativt harmløse motiver – såsom at vise sig, ikke ville adlyde ­ordrer eller ikke at ville tro på konsekvenserne af ens egne handlinger osv. – ville kunne få katastrofale konsekvenser. Der findes mange eksempler på sådanne sindstilstande:
En mand sagde: Hvad sker der, hvis jeg trækker i denne stift?, hvorefter granaten eksploderede. Eller en mand lod gentagne gange en granat, der ikke var sprunget, falde til jorden – indtil den faktisk eksploderede. I en rapport fra 15. oktober 1958 af Fred Charles Iklé nævnes eksempler på fejlbeslutninger og misforståelser, såsom at kaptajnen på en tysk ubåd sænkede et britisk passagerskib, Athenia, d. 4. september 1939, dagen efter krigserklæringen, trods strenge ordrer om ikke at angribe ikke-eskorterede skibe uden at tjekke dem. Endnu et eksempel på misforståelser var, da man d. 7. september 1940 i England begyndte at ringe med kirkeklokkerne, fordi militæret havde ønsket at bringe sig selv i højt beredskab og havde brugt kodeordet Cromwell, som betød invasion forestående. Det blev tolket som, at der faktisk var en invasion i gang. Der skete ikke anden skade end, at man kom til at sprænge nogle broer i luften uden grund. Men det skyldtes, at nogle nye officerer ikke helt huskede, hvad koden ­nøjagtig betød. Kodesystemet blev derefter ­justeret ­bionyt.dk/ref/11594.asp.
Medens det er muligt ved hjælp af materiellets ­design at mindske risikoen for fejl ved selve samlingen af ­våben, lastningen af våbene og affyringen af disse våben, er det vanskeligere at sikre sig mod misforståelser af ordrer og kommandoer. Træthed, følelsesmæssig stress, forgiftning eller mangel på ilt kan være årsager, men individuelle personligheder kan også have betydning. Man fandt i en undersøgelse, at personer, som ofte begik færdselsuheld, var dårligere til social tilpasning bionyt.dk/ref/11290.asp. Nogle uheld synes at skyldes tendenser til at løse problemer på impulsive måder. Ubevidste faktorer har altså formentlig betydning for risikoen for at begå fejl, men det er vanskeligt at forudsige en persons tendens i den retning. Derimod vil det måske være lettere at finde træk hos personer, som kunne finde på at foretage ikke-autoriserede handlinger, såsom at detonere et kernevåben.
Design, forsegling og træning mv. vil ikke kunne forhindre en sådan bevidst handling. Undertiden kan motiver ikke påvises, og grænsen mellem det bevidste og det underbevidste er uklar. Epilepsi kan midlertidigt fjerne evnen til bevidste handlinger, men paranoia, psykopati, pludselig hukommelsestab og impulsrelaterede tilstande (f.eks. pludselig frygt, panikreaktioner, panikangst) er farligere i denne sammenhæng. Måske var det en pludselig forvirring, som i 1893 fik en britisk admiral til, på trods af advarsler fra sin kaptajn, at styre sit flagskib mod kollision, hvorefter han erkendte sin fejl og valgte at gå ned med sit skib bionyt.dk/ref/11629.asp.
Patologisk forgiftning ved f.eks. skjult alkohol­forbrug kan også være et problemfelt. Den sovjetiske propagandamaskine udarbejdede ­engang en forfalsket rapport, som udgav sig for at være fra Pentagon i USA, og som skulle konkludere, at 67% af personalet på de amerikanske atom-flybaser var ­psykisk ustabile. Rapportens sprog og opgørelser over forbrug af alkohol, hash og andre stoffer mv. kunne virke overbevisende på europæere, der var bekymrede over den amerikanske atomstrategi, især da en amerikansk mekaniker uden flytræning faktisk stjal et B45-bombefly fra Alconbury militærflybasen i England og nåede at flyve det et kortere stykke, inden det faldt ned og knustes mod jorden, hvorved manden døde. Mekanikeren havde lige drukket half a dozen pints of beer efter at være blevet droppet af sin 16-årige britiske kæreste bionyt.dk/ref/11606.asp.
Romanen One of our H bombs is missing og især ­romanen Red Alert (1958) af Peter George, en tidligere Royal Air Force officer, fik stor udbredelse bionyt.dk/ref/11573.asp. Efter successen med Red Alert skrev han en endnu mere dyster roman om truslen om atomkrig og startede på endnu en bog om emnet, men tog så sit eget liv som 41-årig. Peter George skrev under pseudonymet Peter Bryant. Bogen handler om, at en derangeret amerikansk general egenhændigt ville kunne starte en atomkrig. Faktisk havde Bertrand Russell udtrykt de samme synspunkter et årti før – og at Sovjetunionen burde udslettes, før landet ville kunne nå at få en atombombe selv, så den kunne udslette Vesten.
I romanen Red Alert forsøger den amerikanske ­præsident at tilbagekalde bombeflyene, og Sovjetunionen gives tilladelse til at skyde dem ned. Der indgås også en aftale om, at hvis en sovjetisk by ødelægges, må Sovjetunionen til gengæld ødelægge en amerikansk by. Den amerikanske præsident vælger, at det i givet fald skal være Atlantic City i New Jersey. Alle bombeflyene undtagen ét tilbagekaldes eller skydes ned. Det sidste fly kaster sin bombe, men rammer forkert og Atlantic City reddes.
Bogen inspirerede til en Hollywood film, der er blevet en klassiker. Bogen blev solgt i over en kvart million eksemplarer i USA, og den ændrede billedet af Strategic Air Command til at blive opfattet som et sted for krigsgale.
I 1962 havde Strategic Air Command (SAC) etable­ret et Human Reliability Program, der skulle teste flypersonale og officerer for psykologiske problemer samt misbrug af alkohol og rusmidler. Desuden indførtes en version af to-mand-reglen på bombeflyene. En ekstra armerings-kontakt blev tilføjet i cockpittet. For at affyre et kernevåben skulle nu både en ready/safe-kontakt, og en ny krig/fred-kontakt aktiveres af to forskellige flybesætningsmedlemmer. Desuden skulle disciplinen, træningen og ånden i korpset blandt Strategic Air Command (SAC)'s bombeflyverne gøre det usandsynligt, at en eller anden ville lave et uautoriseret angreb med kernevåben.
Fordelen ved bombeflyene var, at flyet via radio kunne gives en modordre, hvis en ordre om angreb skulle vise sig at være forkert – inden for den time eller mere, som bombeflyene ville være på vej mod deres mål. Noget tilsvarende var ikke muligt for missilerne – dvs. at når de var blevet affyret, kunne de ikke kaldes tilbage. Missiler, som blot blev afprøvet, havde ofte en radiostyret-mekanisme, som kunne destruere missilet, hvis det fløj i en forkert retning. Men Strategic Air Command (SAC) nægtede at sætte en sådan selv­destruktionsmekanisme på de missiler, som faktisk var i stand til at bringe kernevåben mod Sovjetunionen. Strategic Air Command (SAC) var nemlig bange for, at Sovjetunionen ville kunne opdage en metode til at destruere missilerne inden for den tid, hvor de var på vej mod deres mål. Af samme grund var Strategic Air Command (SAC) imod ethvert system, som krævede en kode for at affyre et Minuteman-missil, fordi ­enhver med kendskab til koden så ville kunne finde på metoder til at inaktivere hele Minuteman-missilstyrken, argumenterede general Thomas Sarsfield Power.

Brev til Bulganin (1957)
Måske husker du Oswald Helmuth og hans revyvise Brev til Bulganin (Tivoli-revyen 1957). Teksten var af østrigeren Gerhard Bronner, oversat af Arvid Müller. Dette er en af de fire revynumre, der er taget med i kulturkanonen. Teksten er udformet som et brev til den daværende sovjetiske ministerpræsident Nikolaj Bulganin. Oswald Helmuth er i rollen som en lille købmand Nielsen, der skriver for at få en forsikring om, at der ikke vil blive krig. Nielsen har bl.a. hul i taget i sit skur, men kan ikke få husværten til at lave det, fordi indsatsen ville være nyttesløs, hvis krigen alligevel ødelægger alting. Han foreslår at Bulganin og Eisenhower mødes i hans butik over en kande kaffe.
Den 11. januar 1958 sendte Bulganin en formel meddelelse til den danske statsminister H.C.Hansen for at få Danmark til at modsætte sig amerikanske bombeflytogter over landet (tilsvarende breve blev sendt til andre europæiske ledere). I argumentationen valgte Sovjetunionen at henvise til risikoen for mental uligevægt, måske fordi dette argument er sværere at modgå end en argumentation om risikoen for svigt i materiellet hos bombeflyene.

Hash og stoffer i forbindelse
med kernevåben
Hash og stoffer lyder ikke godt i forbindelse med kernevåben. Man har vurderet, at 114.000 mennesker i USA er blevet ­accepteret til at håndtere ­kernevåben bionyt.dk/ref/11701.asp. Ifølge en Pentagon-rapport fra 1980 brugte 27% af alt militært personale illegale stoffer mindst en gang om måneden, især hash, men dog også heroin, kokain og LSD. (Misbruget i flåden var 32%, i hæren 28% og i luftvåbenet 14%). Formentlig var det en undervurdering. Ved en urintest af over 2000 tilfældigt udvalgte marinefolk, fandt man rester efter hash hos halvdelen.
Donald Meyer, en korporal hos 74th US Field Artillery Detachment i Vesttyskland i begyndelsen af 1970'erne, (der holdt Pershing-missiler på alert-status med 15 minutter til affyring, og hvor hvert missil havde et kernevåben på 10-20 gange Hiroshima-bombens sprængkraft), fortalte til bladet Milwaukee Journal, at næsten alle blandt stabens ca. to hundrede mand røg hash regelmæssigt og ofte var skæve af hash, når de håndterede hemmelige dokumenter og kernevåben-sprænghoveder.
En undersøgelse i USA's hær i Vesttyskland viste, at hver 12. person røg hash dagligt. I Homestead militærflybasen i Florida blev 35 personer fra hærafdelingen arresteret for at sælge hash og LSD. Denne hærafdeling styrede Nike Hercules antiluftskytsmissiler og disses kernevåben.
En cubansk afhopper fløj et fuldt armeret russisk MiG-17 kampfly og landede på Homestead militærflybasen, medens præsidentens fly Air Force One holdt på en nærliggende landingsbane. Det russiske flys ankomst blev ikke imødegået, og denne hændelse førte til opdagelsen af brugen af ulovlige stoffer på flybasen.
På Mount Gleason militærflybasenn, der ved hjælp af Nike Hercules antiluftskytsmissiler skulle beskytte Los Angeles, blev 19 personer fra hærafdelingen arresteret for brug af hash.
Et amerikansk forsyningsskib til ubåde, USS Canopus, med base i Polaris-basen ved Holy Loch i Skotland, gik i folkemunde under navnet USS Cannabis på grund af besætningens hyppige brug af hash. Basen gjorde Cowal-halvøen til et britisk center for handel med ulovlige stoffer. (Fra 1961 til 1992 var Holy Loch base for Polaris- og Poseidon-kernevåbenbærende ubåde). Ubåden USS Nathan Hale havde 16 ballistiske missiler ombord. 20 besætningsmedlemmer blev fjernet fra tjenesten på grund af brug af ulovlige stoffer, og et tidligere besætningsmedlem fortalte, at hash ofte blev røget, medens ubåden var neddykket under missioner i havet. Ni besætningsmedlemmer på Polaris-ubåden USS Casimir Pulaski blev dømt for at ryge hash under sejlads til havs.
Fire Strategic Air Command (SAC)-piloter ved Castle militærflybasen nær Merced i Californien blev arresteret med hash og LSD. I Seymour Johnson militærflybasen i Goldsboro, North Carolina, fandt man hash hos 151 af 225 sikkerhedspolitibetjente. Man fandt hash i et underjordisk kontrolrum for afskydning af Minuteman-missiler ved Malmstroms militærflybasen nær Great Falls, Montana – og i 2014 kom det frem, at 34 missilaffyringsofficerer samme sted havde snydt til en månedlig eksamen, som skulle teste, om de kunne håndtere kernevåbnene på missilerne bionyt.dk/ref/11819.asp. Der blev også fundet hash i et kontrolcenter for afskydning af Titan-II-missiler, 65 km sydøst for Tucson i Arizona.
I 1979 arresterede man 230 personer fra luftvåbenet ved Whiteman militærflybasen nær Knob Noster i Missouri for at bruge eller sælge ulovlige stoffer bionyt.dk/ref/11479.asp. Heraf var mange ansvarlige for at bevogte eller vedligeholde kernevåben. To af de arresterede var officerer med meget følsomme job, idet de indførte data over Minuteman-missilernes ruter og mål i missilets styresystem.
Mellem 1976 og 1981 blev der sjældent lavet test for ulovlige stoffer hos det militære personale i USA. I 1980 blev 114.000 personer clearet til at have ­adgang til kernevåben. Kun 1,5% mistede clearingen på grund af stofmisbrug (1728 personer), dvs. at de fleste med stofmisbrug aldrig blev opdaget.
Adgangen til militært udstyr gjorde det let at handle med ulovlige stoffer, og fra lufthavnsbaserne i Travis, Langley og Seymour Johnson importerede både aktivt og pensioneret militærpersonel for måske omkring 100 millioner dollar ren heroin ind i USA omkring midten af 1970'erne (indtil dette blev stoppet i 1976) bionyt.dk/ref/11299.asp. 27% af alt militærpersonale anvendte ulovlige stoffer ifølge en 1980-rapport bionyt.dk/ref/11590.asp.
Moralen i tidlig-varsel-systemet NORAD (North American Air Defense Command)) var lav, og nogle måneder efter en falsk alarm blev 23 sikkerhedsbetjente afskediget for at bruge rusmidler, bl.a. LSD, kokain og amfetamin.
Artikler om stofmisbruget i militæret kan læses i litteraturlisten her: bionyt.dk/ref/11591.asp.
Under Vietnam-krigen (der afsluttedes med fredsslutningen i 1975) blev det kamppiloternes opfattelse, at deres kommandanter var stivsindede, egenrådige og dækkende over egne fejl, og således desillusionerede opgav mange af kamppiloterne efter krigen at fortsætte i luftvåbnet, og når moralen faldt, steg stofmisbruget blandt luftvåbenpersonalet.
Ronald Reagan var præsident fra 20. januar 1981 til 20. januar 1989, og Reagan-administrationens kraftige opjustering af militæret medførte udvikling af nye flytyper, nye våben, bedre træning, hvorved også moralen forbedredes og brugen af illegale stoffer faldt, dog også på grund af udbredte test for stofferne.
I forbindelse med en Wienkonference om kernevåben for få år siden skrev Professor i klimatologi Alan Robock fra Rutgers University og Owen Brian Toon, der er professor i afdelingen for ­atmosfærisk og oceanisk forskning ved University of Colorado i Boulder, at USA har store budgetproblemer, og at det amerikanske luftvåben kæmper med dårlig moral, stofmisbrug og snyderi med eksamenspapirer hos det personale, som har fået overdraget kontrollen med atomraketter bionyt.dk/ref/11305.asp.

Risikoen for kernevåben-
terrorisme
Allerede i 1960'erne var man blevet bekymrede over, om kernevåben ville kunne smugles ind i USA. Eller at et fly med kernevåben skulle falde ned og medføre radioaktiv forurening. I 1974 fik præsident Ford en advarsel fra FBI om, at de havde modtaget et krav på 1 million dollar ledsaget af truslen om, at en atombombe var placeret et sted i Boston. Eksperter fra Atomenergikommissionen skyndte sig til byen, men deres udstyr til at måle radioaktivitet ankom til en anden lufthavn. Da de fik udstyret, lejede de nogle biler til at køre måleudstyret rundt i byen, men havde glemt noget værktøj, der skulle bruges til at installere udstyret.
Det var falsk alarm, men hændelsen viste behovet for en mere effektiv udrykningsstyrke, og samme år etableredes en hemmelig gruppe, Nuclear Emergency Search Team (NEST) på initiativ af bl.a. William Chambers fra Los Alamos for at modgå trusler om kernevåben-terrorisme i USA. Den skal nu kunne reagere på radiologiske uheld og hændelser i verden, hvor der er brug for det. (Siden er navnet ændret til Nuclear Emergency Support Team).
Den 23. november 1976 var der alarm i Spokane, 450 km fra Seattle, hvor en ukendt gruppe, som kaldte sig Days of Omega, havde sendt en mailtrussel. Udrykningsstyrken ledte efter de påståede radioaktive ­containere, som kunne være fra det nærliggende ­Hanford Site. For ikke at skabe panik hørte offentligheden først om det nogle år senere. Det var igen en falsk alarm.
Siden har der været 125 tilsvarende terrortrusler, der har involveret radioaktivt materiale, og gruppen har responderet på 30 af dem. Udrykningsstyrken, der er på 600 personer, som kan indkaldes, har udstyr, der kan skelne menneskeskabt radioaktiv stråling fra ­baggrundsstråling.
En mand, som på grund af Graves' sygdom [en autoimmun sygdom i skjoldbruskkirtlen] var under behandling med radioaktivt iod, forårsagede, at en alarm gik i gang i New York City's undergrundsbane. Han blev pågrebet, forhørt og løsladt bionyt.dk/ref/11710.asp.
Brugt reaktorbrændsel udgør en risiko for at kunne blive brugt i terror. I en bog fra 2012 anføres, at der dannes 12.000 ton brugt atomreaktor-brændsel om året i verden bionyt.dk/ref/11634.asp.

Terrorangreb på
New York (11. september 2001)
Efter terrorangrebet på World Trade Center tårnene d. 11. september 2001 foreslog Præsident George W. Bush (den yngre Bush) anvendelse af kernevåben for at forhindre angreb på USA med konventionelle, ­kemiske eller biologiske våben bionyt.dk/ref/11665.asp.
Terrorangrebet fik altså USA til at overveje sin ­nationale atomstrategi i retning af at lægge større vægt på truslen fra terrorister og slyngelstater, som kunne tænkes at ville anskaffe sig kernevåben i fremtiden. USA ville i den forbindelse ikke afskrive sig muligheden for at foretage et forebyggende slå-først angreb, evt. med kernevåben.
Et RAND-projekt undersøgte implikationerne af denne slå-først-doktrin. De vurderede: 1) Hvornår et sådant forebyggende angreb kunne være relevant at overveje. 2) Hvilken rolle skulle en sådan strategi have i fremtiden? Rapporten konkluderede, at en sådan doktrin stiller store krav til efterretningstjenesterne, og at en sådan doktrin kan påvirke typen af trusler som USA står overfor bionyt.dk/ref/11686.asp.
I 2006 bemærkede den franske præsident Jacques Chirac, at Frankrig ville være villig til at bruge atomvåben mod en stat, som angriber Frankrig ved terrorisme, og sagde, at de franske nukleare styrker var blevet indstillet til denne mulighed bionyt.dk/ref/11568.asp.

Risiko for våbenspredning fra Thorium-reaktor teknologi
Thorium er 3-4 gange hyppigere i naturen end uran og findes i Australien, USA, Tyrkiet, Indien, Brasilien og Venezuela m.v. Det kan bruges i atomkraftværker. Nogle kalder det fremtidens reaktorbrændsel, men det udgør en farlig risiko for spredning af atomvåben. Thorium-reaktorer er blevet kaldt "sikker mod spredning af kernevåbenmateriale" (proliferation-resistant). Men det er en farlig og forkert myte bionyt.dk/ref/12353.asp.
Problemet er, at våben-uran let kan fremstilles ved neutron-bestråling af den mest almin­delige thorium-­isotop, thorium-232. Dette ville kunne ske hemmeligt i en lille forsøgsreaktor. Der findes 500 sådanne små forsøgsreaktorer rundt omkring i hele verden. Det vil være meget svært at overvåge, hvis energiforsyningen blev baseret på thorium. Forsøg viser, at 200 g thorium-metal, der udsættes for et neutronbombardement som ved det niveau, der f.eks. findes i en energi­givende ­reaktor i ­løbet af en måned, kan danne 1 g protactinium-233, som vil henfalde (ved beta-minus henfald med halveringstiden 27 dage [26,967 dage]) til samme mængde uran-233, og uran-233 kan bruges til kernevåben. Derfor vil der kun kræves 1,6 ton thoriummetal til at lave 8 kg uran-233, som ville være tilstrækkeligt til en atombombe bionyt.dk/ref/12351.asp.
Thorium-232, der indfanger neutroner, vil (via ­protactinium-233) ­ende med at henfalde til uran-233, som kan spaltes ved en fission, men der vil samtidig dannes et besværligt biprodukt, nemlig det meget radioaktivt-giftige uran-232. Processen vil derfor kræve fjern­betjening inde i kamre, der er kraftigt afskærmet, og dermed vil der kræves nogle anlæg, som er store nok til at kunne overvåges.
Det uran-233, som produceres i thorium-reaktorer, er altså undervejs samtidig blevet forurenet med uran-232 (som er produceret via forskellige neutron-absorberende reaktionsveje). Dette uran-232 har en halveringstid på 68,9 år og henfalder til bl.a. thallium-208, der afgiver kraftige gammastråler. Processens datter-radionuklider udsender derfor ­intense, gennemtrængende gammastråler, hvilket gør materialet vanskeligt at håndtere. Lad os antage, at en person står en halv meter fra 5 kilogram uran-233, der er forurenet med 500 parts per million (ppm) uran-232 et år efter, at det er blevet separeret fra datter-radionukliderne. En sådan udsat person vil på mindre end en time modtage en dosis, som er over den årlige grænseværdi for radiolog-arbejdere.
Men uran-233, der som udgangspunkt er forurenet med uran-232, vil blive meget lettere at håndtere, hvis uran-232 kan fjernes helt eller delvis, og dette kan gøres kemisk på det såkaldte protactinium-trin! Det vil under driften af en thoriumreaktor let kunne skjules, hvis man ved kemisk separation af protactinium-233 står tilbage med små mængder af uran-233. En sådan kemisk separation ville kunne foretages i standardlaboratorier, og det vil derfor være let at holde det hemmeligt for International Atomic Energy Agency (IAEA). En atombombe af 8 kg uran-233 ville kunne laves ud fra blot 1,6 ton thorium­metal på mindre end et år. Protactinium-separation giver altså mulighed for at opnå kernevåbenparat uran-233 (uden uran-232 forurening) ud fra thoriumbrændsel­cyklussen.
Baggrunden for den forkerte myte om, at thorium er sikker mod at blive spredt som atomvåbenmateriale er, at thorium-232 (Th-232) ikke kan spaltes ved en ­fission, sådan som uran-235 og plutonium-239 kan. Til at starte reaktionen i en thoriumreaktor kræves derfor et stof, som kan spaltes ved fission. Et sådant stof kunne være uran-235 (U-235) eller plutonium-239 (som produceres i reaktorer ud fra uran-238). Det berigede uran eller plutonium både starter og vedlige­holder kædereaktionen – indtil tilstrækkeligt meget thorium er omdannet til uran-233 (U-233), som derefter kan overtage det meste af opgaven med at holde neutron­dannelsen i gang.
Basis for brændselcyklussen med thorium-brændsel er altså neutronbestråling af Th-232, hvorved der ved indfangning af en neutron dannes ­U-233 (svarende til situationen, hvor plutonium produceres ud fra U‑238). Når thorium-232 optager en neutron, dannes i første omgang thorium-233, der i løbet af 22 minutter henfalder til protactinium-233 (ved at undergå en beta-nedbrydning). Dette protactinium-233 henfalder på tilsvarende måde med en halveringstid på ca. 27 dage til dannelse af uran-233. Dette uran-233 er spalteligt og brugbart som energikilde. Den 27 dage lange forsinkelse inden halvdelen af protactinium-233 er blevet til uran-233 og dermed til et brugbart brændsel betyder, at det er umuligt at koldstarte en reaktor, som udelukkende har thorium som brændsel.
Men protactinium-233 kan kemisk adskilles fra bestrålet thorium. Når det er sket, vil protactinium omdannes til uran-233 uden ret meget radioaktivt biprodukt.
(Protactinium er det 91. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Pa).
I 2018 interesserede adskillige lande (især Indien) sig for, om thorium kan bruges i atomkraftværker. ­Indien har mangel på uran, men enorme mængder af thorium-­ressourcer (faktisk verdens største thorium-forekomster), så Indien er højt motiveret for at lave thorium om til uran-233. Indien driver den nu eneste reaktor i verden, som bruger uran-233 som brændsel, Kalpakkam Mini reaktoren (også kaldet KAMINI).
Indien har planer om at lave en thoriumreaktor, hvor der på forhånd er tilstrækkelig meget uran-233 eller plutonium til stede, til at der kan opnås en kritisk masse. Processen ville kunne etableres med plutonium fra en formeringsreaktor som starter-brændsel.
I thorium-brændselcyklussen kræves som regel en separation (reprocessing) for at hente U-233 ud, så det kan bruges i frisk brændsel. Ved denne separation af et materiale, som også kan bruges som kernevåbenmateriale, er der en risiko for, at det kan blive stjålet eller sendt andre veje. I nogle thoriumreaktor-design kræves 20% beriget uran for at starte processen, men det er forholdsmæssigt let at berige dette videre op til 90% berigning, som kan bruges i kernevåben. [Berigning af U-233 er lettere end berigning af U-235, fordi U-233 er meget lettere end U-235 i forhold til U-238 (nemlig fem atomvægtenheder lettere – i stedet for kun tre atomvægtenheder lettere)].
Thoriumbrændselcyklussen kræver altså separa­tion (dvs. reprocessing) af det U-233, der produceres i brændslet, og derefter anvendelse af dette U‑233 som frisk brændsel. Reprocessing skaber imidlertid store udfordringer for at sikre mod spredning af kernevåben-materiale, navnlig i Indien, som ikke er medlem af den nukleare ikke-spredningstraktat, Nuclear Non-Proliferation Treaty.
En thorium-reaktor kræver noget startkerne-brændsel (initial core fuel), såsom LEU (low enriched uranium, lavt beriget uran) eller plutonium, indtil man når det punkt, hvor der produceres tilstrækkelig med U-233 til at processen kan opretholde sig selv. (Det kræver enrichment eller reprocessing for at lave f.eks. LEU eller plutonium). Men processen er meget mere effektiv, hvis der tilsættes ekstra LEU eller plutonium. Indien har af denne grund planer om at producere plutonium (der ville kunne bruges i kernevåben) i formeringsreaktorer (fast breeder reactors) med henblik på anvendelse som driv-brændsel (driver fuel) i thorium-reaktorer.
Pakistan stoler ikke på Indien, men tror at det egent­lige formål med det ­indiske fast breeder program er at producere plutonium til kerne­våben. Projektet øger derfor spændingerne mellem de to lande. Plutonium i våben-klar oprensning, der skal transporteres og ­anvendes i civile energiproducerende reaktorer, vil ­desuden udgøre en alvorlig risiko for undervejs at falde i hænderne på terrorister bionyt.dk/ref/12352.asp.
Protactinium adskiller sig væsentlig fra thorium og uran. I 1942 opdagede Glenn T. Seaborg og medarbejdere uran-233, der kan undergå en fission-spaltning og endda ved lavere kritisk masse end uran-235. Det betyder, at der bruges en mindre masse af uran-233 for at bygge en atombombe. Sammenlignet med plutonium 239 har uran-233 meget lavere spontan fission-hyppighed (fission rate), hvilket gør det lettere at konstruere simple kernevåben med uran-233.
I Manhattan Projektet blev der gjort store anstrengelser for at producere uran-233 via neutron-bestråling af thorium-232, og det var i den forbindelse, at man udviklede metoder til at separere mellemproduktet protactinium-233 (fordi man derved kunne opnå ren uran-233).
Sidst i 1960'erne designede Oak Ridge National Laboratory en Molten Salt Breeder Reactor, hvor brændslet var thorium + uran, opløst i fluorid-salte. Denne reaktor kunne danne uran-233, men kun ved kontinuerligt at fjerne urenheder, bl.a. protactinium-233, fra reaktorkernen.
Protactinium dannes som nævnt i thorium-brændselscyklussen, idet der produceres tre isotoper af protactinium, når thorium 232 bestråles: Protactinium-231, -232 og -233. De er mellemprodukter på vejen til dannelse af uran-232 og uran-233.
Protactinium-232 henfalder til uran-232 med en halveringstid på 1,3 dage. Protactinium-233 henfalder til uran-233 med en halveringstid på 27 dage.
Protactinium-231 henfalder ikke direkte til uran, men kan absorbere en neutron og derved blive til protactinium-232.
Protactinium-232 nedbrydes hurtigere end protactinium-233, hvilket betyder at blandingen bliver mere og mere ren med hensyn til protactinium-233, efterhånden som tiden går. Hvis dette bliver separeret ­endnu en gang fra andre uran-nedbrydningsprodukter vil dette protactinium henfalde til praktisk talt ren uran-233 i løbet af nogle få måneder. Separation af protactinium fra uran i brugt thorium-brændsel har potentiale til at frembringe uran-233 med meget lave koncentrationer af uran-232, dvs. til et produkt, som er egnet til fremstilling af kernevåben.
Der er talrige måder, hvorpå protactinium kan separeres fra thorium- og uranoxider i en vandig opløsning (bl.a. ved en thorium-uran-ekstraktion-proces, der kaldes THOREX). Alternativt kan protactinium opløses i syre og adsorberes på glaskugler eller silicium­oxidkugler, dvs. samme metode som Lise Meitner og Otto Hahn brugte til at isolere protactinium fra naturligt uran for 100 år siden, da de opdagede protactinium.
Endelig kan man bruge kontinuerlig reprocessing af smeltet salt brændsel (molten salt fuel) til at fjerne protactinium og uran fra thorium. Uran kan derefter separeres fra protactinium i et yderligere procestrin.
I 1977 forbød præsident Jimmy Carter kommerciel reprocessing af forbrugt atomreaktorbrændsel, fordi der var bekymring om, at denne teknologi kunne bruges til fremstilling af kernevåben. Som tiden gik glemte de mennesker, der gik ind for brugen af thorium, at protactinium var blevet separeret, og at det var blevet brugt til at lave uran-233 (altså oprindeligt fra thorium). USA producerede ca. 2 ton U-233 fra thorium i plutonium-producerende reaktorer i løbet af perioden, der kaldes Den kolde Krig.
Det er muligt at bruge U-233 i et kernevåben. I 1955 sprængte USA en bombe med en U-233/plutonium.kompositkerne (composite pit) i Operation Teapot (bomben havde 22 kiloton TNT sprængkraft). I 1998 sprængte Indien en meget lille bombe, kaldet Shakti V, baseret på U-233. Sovjetunionen testede bomber af uran-233 i 1955.
Det er muligt at bruge tungtvandsreaktorer til at fremstille U-233 ud fra thorium med kun få ppm forurening med U-232. U-232 ville være uønsket fordi dets radioaktive henfald ville danne datterprodukter med høj gammastråling og varme, der i løbet af få uger ville nedbryde de elektroniske komponenter i våbenet og også nedbryde højeksplosiverne i bomben, som derfor ikke ville kunne oplagres på et lager for atombomber. (Men man kunne så vente med at stikke U-233 kernen ind i bomben til allersidste øjeblik; ­eller man kunne ved kontinuerlig produktion af U-233 altid have en ny kerne (pit) til rådighed).

Plutonium-produktion
I verden produceres ca. 100 ton plutonium i brugt atombrændsel hvert år – selvom det meste plutonium spaltes i forbindelse med atomkraftværkernes energiproduk­tion. Da USA og Sovjetunionen i 1980'erne besluttede at nedjustere antallet af deres ­nukleare bomber, hvorefter disse blev skilt ad, havde man mange tons plutonium, som man enedes om at oxidere, blande med uranoxid og omdanne til atomreaktor-piller. Dette kaldes MOX, eller mixed oxide fuel. Kun ca. 3% af MOX er plutonium. Med denne ­hastighed ville det tage flere hundreder år at komme af med den overskydende plutonium-239 bionyt.dk/ref/11635.asp.
MOX er dårligere til at lede varmen, og derfor bliver dette atombrændsel varmere (da den dårlige varmeledningsevne ikke kan lede varmen væk). Derfor må der være indbygget flere kontrolstave, hvis der i en reaktor skal bruges over 50% MOX som atombrændsel i forhold til standarden på 3% uranoxid.
99,3% af naturligt uran består af isotopen uran-238. Dette uran-238 kan ikke umiddelbart bruges til energiproduktion. Kun uran-235, der udgør 0,7% af uranet, kan bruges direkte til energiproduktion og til atomvåben. Men i en formeringsreaktor (breeder) kan uran-238 omdannes til plutonium-239, og dette plutonium-239 kan spaltes (ved en fissionsproces) og bruges til både energi – og til atomvåben.
Når uran-238 optager en neutron, dannes uran-239, som har en halveringstid på kun 23,5 minutter, idet det undergår en beta-minus nedbrydning og bliver til neptunium-239, som på samme måde henfalder med en halveringstid på kun 2,35 dage og derved bliver til plutonium-239. Plutonium-239 har derimod en halveringstid på 24.390 år.
Betegnelsen formeringsreaktor (breeder) henviser til, at der dannes mere brændsel end der forbruges, idet uran-235 omdannes til plutonium.
Der findes i princippet uendeligt meget uran i verden, idet det teoretisk er muligt at indvinde uran fra ­havene. Uranoxid er nemlig opløseligt i vand, og i ­tidens løb har regn opløst det i klipper og vasket det ud i havene. Det vurderes, at der er 4 milliarder ton uranoxid ­opløst i havene, og i en breeder ville det være nok til 5 milliarder års energiforbrug (som verdens energiforbrug var i 1983) bionyt.dk/ref/12350.asp.
Formeringsreaktorer danner altså atomvåben-brændstof, og er netop blevet bygget i atomvåbenlande (men også i Japan og Sydkorea). De har været i drift i USA, UK, Frankrig, Indien, Japan og Sovjetunionen (landet blev opløst i 1991). Bortset fra forsøgsreaktorer blev formeringsreaktorer til energiproduktion opgivet (da uran for tiden er billigt, og at de derfor er dyrere end andre reaktortyper), og i 2012 var den eneste aktive formeringsreaktor i verden en reaktor ved navn BN-600 i Zarechny, Rusland. Rusland byggede en mere, så i 2017 havde landet dels BN-600 reaktoren (560 MWe), og dels en BN-800 reaktor (880 MWe). Begge er russiske natrium-kølede reaktorer. Der laves dog formeringsreaktorforskning i Indien, Japan, Kina, SydKorea og Rusland.
I Kalkar (Westphalen, Tyskland) fuldførtes på et tidspunkt en formeringsreaktor ved navn SNR-300 (pris 3,6 milliard euro), men den blev skrinlagt i 1991 af sikkerhedsmæssige grunde (brugen af natrium som kølemiddel indebærer risiko for en natriumbrand) og gjort til en Wunderland Kalkar forlystelsespark i 1995.
Formeringsreaktorer, der producerer plutonium ud fra U238 (eller producerer U233 ud fra thorium), vil alle teoretisk indebære en risiko for spredning af ­materiale, der kan bruges til kernevåben (proliferation risks). Men da der altid iblandt det producerede U233 vil være U232, som er stærkt radioaktiv med udsendelse af alfa-partikler vil det gøre våbenfremstilling heraf ekstremt farligt og sådanne våben vil være lette at opdage.
Man har ikke opgivet formeringsreaktorer, og der planlægges bygning af nye formeringsreaktorer i Rusland, Indien, Japan, Frankrig, Sydkorea, Kina m.fl.

Antiatomvåben-
bevægelser (fra 1960)
Organisationen Kampagnen mod Atomvåben blev dannet i 1960. Det var en venstreorienteret bevægelse, som havde til formål at stoppe atomoprustningen i Vesten og holde Danmark frit for atomvåben.
Skibe i Århus havn viste sig at have Nike- og ­Honest-raketter i lasten, som kunne tænkes at være forberedte til atomvåben. Forfatteren Carl Scharnberg havde deltaget i en march mod atomvåben i England, og han tog nu initiativ til dannelse af Kampagnen mod Atomvåben i samarbejde med Aldrig Mere Krig og en række kendte personer, bl.a. Halfdan Rasmussen, som er kendt for sangen: Der er nok, der går og sysler / med at sprænge kloden væk / jeg vil ikke ha' skærmydsler / og kanoner bag min hæk / mens de andre går og sveder / for at gi´ hinanden lak / vil jeg pusle med rødbeder / selleri og pastinak.
Kampagnen mod Atomvåben fik stor folkelig opbakning, og dens påskemarcher samlede op til 30.000 deltagere. Den første march startede d. 21. oktober 1960, hvor folk gik fra Holbæk til Roskilde, og dagen efter til Tune, og på tredjedagen til København. Et af kravene var, at den danske regering skulle arbejde aktivt for et internationalt forbud mod anvendelse af atomvåben. Kampagnen mod Atomvåben havde sin sidste aktion i 1964 bionyt.dk/ref/11715.asp.
En gruppe af 80 stater har etableret The Humanitarian Initiative, som slår til lyd for, at de humanitære konsekvenser bliver gjort til noget centralt, når det gælder enhver diskussion om kernevåben. De ønsker at arbejde for, at kernevåben gradvis bliver gjort ­forbudt ifølge internationale love.
Nonprofit-organisationen Nuclear Threat Initiative (NTI) blev grundlagt i 2001 i USA med det formål at øge verdens sikkerhed ved at begrænse spredningen af nukleare, biologiske og kemiske våben og nedsætte risikoen for, at de bliver brugt. NTI udgiver halvårligt Nuclear Materials Security Index over antallet af aktive kernevåben og sikkerhedsforhold for nukleare materialer i verdens lande. NTI har produceret filmen Last Best Chance i 2005, og dokumentarfilmen Nuclear Tipping Point i 2010.
Desuden har NTI medvirket til at etablere World Institute for Nuclear Security (WINS), der blev grundlagt i Wien i 2008, og som bl.a. fungerer som mødeforum for personer med praktisk ansvar for at se efter og håndtere sikkerheden af nukleare materialer bionyt.dk/ref/11509.asp.
Fysikeren Leó Szilárd, der opdagede muligheden af en atom-kædereaktion, men var modstander af, at USA brugte atombomben i Japan, bionyt.dk/ref/11354.asp tilsluttede sig den internationale organisation Emergency Committee of Atomic Scientists, som ønskede at forhindre yderligere militær anvendelse af atomenergien. ­Resten af sit liv arbejdede Leó Szilárd for våbenkontrol. Han startede Council for a Livable World i 1962, som stadig arbejder for at reducere truslen fra kernevåben. Leó Szilárd døde d. 30. maj 1964 i La Jolla, Californien.
I USA har bevægelsen mod kernevåben, The Nuclear Abolition Movement, ikke vundet meget støtte i befolkningen. De, der startede denne debat i 2007, havde allerede dengang en alder på 79 år i gennemsnit. Mange finder disse emner fjerne fra dagligdagen. Eller hypotetiske. Halvdelen af USA's befolkning var endnu ikke født, da Den kolde Krig sluttede. Endelig er det næppe alle, der ville støtte denne bevægelse.
Grupper, der bekender sig til samme kultur, har ofte antagelser og overbevisninger, der (som gruppe betragtet) adskiller sig fra de antagelser og overbevisninger, som en anden kultur har (igen betragtet som gruppe). De individuelle personer kan ganske vist have forskellige opfattelser, men som gruppe betragtet vil man ­oftest kunne finde nogle forskelle, når man sammenligner en gruppe/land med en anden gruppe/land. Disse fællesopfattelser dannes af lokale traditioner, folklore, opdragelse, forældres fortællinger, halvt fordøjede ideo­logier, overfladisk overbevisende slogans og propaganda osv. Disse enkelte dele af gruppens fællesopfattelser er sjældent indbyrdes logisk sammenhængende. Og de deles heller ikke af alle individerne i gruppen eller landet, men måske ofte af en majoritet af indbyggerne.
Antiatomkampagne-tilhængerne i et land har mere til fælles med antiatomkampagne-tilhængerne i ­andre lande, end de har med kernevåbentilhængerne i ­deres eget land. Sådanne grupperinger kunne kaldes ­sub­nationale eller supranationale bionyt.dk/ref/11302.asp.

Organisationer mod
atomvåben
Den 17. februar 1958 etableredes en britisk nedrustningskampagne, The Campaign for Nuclear Disarmament i Storbritannien. Det ikoniske symbol blev siden et af de mest anerkendte symboler i verden.
En organisation ved navn Den Internationale Kampagne for Afskaffelse af Kernevåben (International Campaign to Abolish Nuclear Weapons, ICAN) arbejder for afskaffelse af kernevåben bionyt.dk/ref/115349.asp. ICAN lanceredes i Wien i 2007 og opfordrede til øjeblikkelige forhandlinger om en traktat for at forbyde og afskaffe atomvåben.
Organisationen International Physicians for the ­Prevention of Nuclear War (IPPNW) er den eneste internationale læge-organisation, som er rettet mod forhindring af atomkrig. [De arbejder nu også med global energi-bæredygtighed og klimaændringer].
IPPNW fik Nobels fredspris i 1985 for at bygge bro over kløften fra Den kolde Krig ved at fokusere på de menneskelige omkostninger ved atomkrig.
I 2008 døde den engelske læge [og senere amerikanske immigrant] Alan Phillips, som igennem mange år havde været aktivist mod kernevåben. Han arbejdede for Anti-Nuclear War Fund / Physicians for ­Global Survival (PGS), som blev etableret i 1980. Der er oprettet en hjemmeside til hans ære: nucleardarkness.org. Han arbejdede for princippet RLOAD (Retaliatory Launch Only After Detonation) som alternativ til Launch on Warning for at nedsætte risikoen for, at en atomkrig blev startet ved en fejl. Fredsgrupper misforstod og troede, at han dermed bifaldt atomafskrækkelsesprincippet, hvilket han ikke gjorde. Steven Starr og andre fortsatte hans arbejde efter hans død.
FN har etableret en UN working group on nuclear disarmament: the Open-Ended Working Group (OEWG).

Atomfri områder
New Zealand stadfæstede efter bombningen af Greenpeace-skibet Rainbow Warrior en lov om at være atomfrit land, og d. 6. august 1985 blev hele det sydlige Stillehav atomfrit område. Traktaten blev underskrevet på Rarotonga på Cook-øerne og forbyder fremstilling, udstationering og afprøvning af kerne­våben inden for området.
Allerede d. 14. februar 1967 var Latinamerika blevet erklæret atomfrit område. En traktat, kaldet ­Tlatelolco, der forbyder atomvåben i Latinamerika, blev underskrevet i Mexico City. Parterne var enige om ikke at fremstille, teste eller erhverve atomvåben.
Den 15. december 1995 blev Sydøstasien atomfrit område. Nationerne i Sydøstasien etablerede en atomvåbenfri zone fra Burma i vest, Filippinerne i øst, Laos og Vietnam i nord, og Indonesien i syd.
Den 11. april 1996 blev Afrika atomvåbenfri zone. Embedsmænd fra 43 afrikanske nationer underskrev traktaten Pelindaba i Egypten om etablering af en afrikansk atomvåbenfri zone, og landene lovede hinanden ikke at bygge, teste eller oplagre atomvåben.
Den 1. juni 1996 blev Ukraine atomvåbenfrit land. Ukraine havde på dette tidspunkt overført det sidste arvede sovjetiske nukleare sprænghoved til Rusland til destruktion.

Kæmpedemonstration
mod atomvåben (12. juni 1982)
I 1982 rejste en japansk delegation til USA for at fremføre en appel til FN. Appellen var underskrevet af 28.862.935 japanere. Den forlangte, at FN gav den internationale indsats mod atomvåben større prioritet og begyndte at fortælle verden om de ødelæggelser og menneskelige lidelser, som atomvåben forårsager.
Den 12. juni 1982 samledes måske trekvart million eller en million mennesker i New Yorks Central Park til støtte for De Forenede Nationers 2. særlige samling om nedrustning. Folk fra 40 lande gik i en march gennem det centrale Manhattan bionyt.dk/ref/11278.asp. Demonstrationen havde til formål at få stoppet produktionen af kernevåben. The New York Times kaldte det den største politiske demonstration i USA's historie, og det var formentlig den største anti-krigs demonstration i historien bionyt.dk/ref/11586.asp.
På trods af det store fremmøde, og at der i parolerne ønskedes et atomvåbenstop fra både USA's og Sovjetunionens side, blev det efterfølgende af tilhængerne af Reagans strategiske våbenmoderniseringsplaner ­påstået, at demonstrationerne var styret af ledere fra det sovjetiske efterretningsvæsen KGB og marxister.
Ved slutningen af 1982 støttede 70% af den amerikanske befolkning et stop for produktion af nye atomvåben. Over halvdelen af befolkningen var bekymret for, om Reagan ville føre landet ud i en atomkrig.
Sovjetunionens invasion af Afghanistan, den ­på dette tidspunkt snarlige opstilling af krydsermissiler og opstilling af Pershing-II missiler i Europa samt den hårde retorik mellem USA og Sovjetunionen skabte frygt for atomkrig i Vesteuropa.
I USA talte en højt placeret person i forsvarsministeriet, Thomas K. Jones, om, at antallet af ofre under en atomkrig ikke ville blive så højt – hvis man blot graver et hul, lægger nogle døre over og kommer noget jord på, så kan alle sikre sig, hvis der bare er skovle nok, sagde han.
I den tredje uge af oktober 1983 protesterede to millioner mennesker i Europa mod opstilling af ­Pershing-II missiler.
I Storbritannien tidobledes antallet af medlemmer i Campaign for Nuclear Disarmament, som i efteråret 1981 kunne samle en kvart million mennesker til en demonstration i Hyde Park i London.
Ved den britiske militærflybase Greenham Common, som skulle modtage de amerikanske krydsermissiler, opbyggedes en Women's Peace Camp.
I Bonn i Vesttyskland deltog en kvart million mennesker i en demonstration mod Pershing-II missilerne. Der var altså store protester mod de amerikanske missiler, som var på vej, men ikke mod de nye sovjetiske missiler, som allerede var blevet installeret.
I februar 1982 havde bladet The New Yorker en ­artikel af Jonathan Schell, og denne artikel igangsatte anti-atomvåbenbevægelsen i USA. Artiklen blev ­senere publiceret i form af bogen The Fate of the Earth. Fra 1986 til 1994 afholdtes 536 antiatom-protest­demonstrationer og der blev foretaget 15.740 arrestationer (op til 1200 arrestationer på en enkelt dag). Bl.a. arresteredes astronomen Carl Sagan og en række skuespillere.

Kernevåben og demokrati
Atomvåben er en afbrydelse af den demokratiske ­proces. Desuden får atomvåben regeringerne til at gøre uetiske handlinger mod mennesker i fredstid.
Langdon Winner skrev i Do Artefacts Have Politics?, at kernevåben ikke kan eksistere lige godt i demokratier som i totalitære stater, idet disse våben ikke kan håndteres i en fuldstændig åben, demokratisk proces. På grund af kernevåbnenes store trussel må de håndteres af en centraliseret, stift hierarkisk kæde af kommandører og tillukket for alt og alle, som ellers ville kunne medføre, at kernevåbnene blev uforudsigelige. Det sociale system må være autoritært, når det drejer sig om kernevåben, skriver Langdon Winner bionyt.dk/ref/11660.asp.
Kernevåben-teknologien er det modsatte af open-source computerteknologi. Dette betyder, at ting ikke kan forbedres ved anonymt samarbejde via Internettet, og det betyder, at denne teknologi er hemmelig. Igen og igen er det desuden sket, at også kernevåbnenes sikkerhedsproblemer er blevet hemmeligholdt – tilmed for de personer, som arbejder med designet og udviklingen af kernevåben.

Demokratiets stilling
i en atomalder
Mange lande i verden er ikke demokratier, men selv i et demokrati som i USA gælder demokratiet ikke, når det gælder kernevåben. I bogen Thermonuclear ­Monarchy: Choosing Between Democracy and Doom hævder Elaine Scarry (professor i engelsk og amerikansk litteratur), at atomvåben-arsenaler sætter befolkningen helt uden for indflydelse vedrørende deres egen overlevelse. Vi er nødt til at vælge mellem atomvåben og demokrati, skriver hun. Kernevåben er monarkistiske, skriver hun. Ligesom det gælder for andre masseødelæggelsesvåben, giver atomvåben et meget lille antal mennesker magt til at dræbe et meget stort antal mennesker. Disse våben har ændret karakteren af den måde, lande regeres på.
Hastigheden og omfanget af et indgående atom­angreb gør begreber som parlamenters godkendelse af krig latterlige. Sådanne våben er fundamentalt uden demokratisk kontrol.
Siden bombningerne af Hiroshima og Nagasaki i 1945 har amerikanske præsidenter været klar over, at de havde en finger på den nukleare aftrækker, og ­derfor en uhyrlig magt.
Under sin rigsretssag i 1974 sagde Richard Nixon til pressen, Jeg ville kunne gå ind på mit kontor og løfte ­telefonen, og på 25 minutter ville 70 millioner mennesker være døde.
Donald Trump bærer altid de såkaldte Gold Codes på sig, trykt på et stykke plastic på størrelse med et credit-card, kaldet “the biscuit”. Hvis han er uden for Det hvide Hus ledsages han af en militærmand, som bærer the nuclear football, en taske som indeholder en mobile hub, der er koblet til “det strategiske forsvarssystem”, [dvs. interkontinentale ballistiske missiler (ICBM), ubådenes SLBM [submarine-launched ballistic missiles] og tunge strategiske bombefly]. Derved kan sendes en kode til mandskabet på affyringsstederne for kernevåben. Hvis præsident Donald Trump skulle vælge at beordre brug af kernevåben, ville ingen kunne forhindre det, selv om enkelte blandt det militære personnel måtte undlade at parere ordre. Koderne ville blive ­bekræftet af ­forseglede koder, som kernevåben-crews har fået af National Security Agency.
Koncentrationen af disse helt ude-af-proportion-­voldsomme kræfter er i USA lagt i hænderne på den amerikanske præsident, og tilsvarende ledere på ­forskellige planer i de andre atommagter. Det har i USA ­undermineret det, som ophavsmændene til den amerikanske forfatning skabte for at adskille magten til at udarbejde love, magten til at dømme ifølge lovene og magten til effektuere dommene (dvs. den lovgivningsmæssige, dømmende og udøvende magt). I stedet har man i USA's hovedstad Washington D.C. fået et tre-hånds pokerspil, hvor én spiller sidder med alle de store kort, skriver Elaine Scarry.
I en tidligere bog analyserede Elaine Scarry begivenhederne d. 11. september 2001 – bl.a. at passagererne på flyet Flight 93 var i stand til at handle effektivt for at forstyrre terroristernes planlagte mission om at ramme Det hvide Hus. Faktisk stemte passagererne om det, og de handlede for at bringe flyet ned, skriver hun. Hvorimod Pentagon ikke engang kunne forsvare Pentagon selv. Deres uddannelse var rettet mod tanken om krig med et fremmed land. Jagerflyene fløj i første omgang væk fra kysten, i den forkerte retning, noterer hun. Terroristen, der havde en bombe i skoene, blev af medpassagerer forhindret i at begå den planlagte terrorhandling. Det såkaldte jule-bombefly i Detroit blev forhindret af passagerer. Ved Times Square bilbomben i London bemærkede en tilfældig borger, at der var noget galt. Måske ville millioner af borgere finde noget galt ved en langt større bombetrussel, og uskadeliggøre truslen, inden det går galt, skriver Elaine Scarry, der videre ­påpeger, at den ­sociale kontrakt mellem en befolkning og dens ledere er uforenelig med eksistensen af kernevåben. Disse ting udelukker gensidigt hinanden bionyt.dk/ref/11308.asp.
Hemmeligholdelse holder offentligheden uvidende om basale fakta om nationens nukleare forhold. De fleste amerikanere er ikke klar over, at landet har en brug-først politik for atomvåben. En meningsmåling i 2004 viste, at flertallet antager, at USA har 200 atomvåben; det faktiske nuværende tal er 7700 atomvåben. 73 procent af amerikanerne sagde, at de ønskede en fuldstændig afskaffelse af atomvåben, – hvilket en ­tilsvarende andel af russere og canadiere også gjorde.

Befolkningsovervågning
Da Berlin-muren faldt i 1989 var Stasi i Østtyskland vokset til at have over 91.000 'officerer', samt et ­netværk af 200.000 aktive informanter, og et arkiv med noter om 10 millioner borgere – indsamlet ­gennem 40 år for at kunne slå hurtigt ned på begyndende protestbevægelser. Østtyskland brugte moderne teknologi og altså utrolig mange mennesker til at udvide regeringens spion-øjne på befolkningen i hidtil uset omfang.
Det kan i sit formål ikke sammenlignes, men USA indledte med start allerede i august 1945 en omfattende overvågning i et projekt, som blev kaldt ­Project SHAMROCK med indsamling af alle telegrafiske data, som gik ind eller ud af USA, idet AFSA (Armed Forces Security Agency) og dets efterfølger NSA (National Security Agency) fik daglige mikrofilm-kopier af alle telegrammer, som sendtes via Western Union mv., og interessante oplysninger herfra videresendtes til FBI, CIA, Secret Service, BNDD (Bureau of Narcotics and Dangerous Drugs) og Forsvarsministeriet. Ingen ­dommer godkendte opsnapningen af disse ca. 5000 daglige meddelelser.
USA etablerede inden for Project MINARET en watch list om amerikanske borgere, som mistænktes for undergravende aktiviteter, inklusiv kendte borgerrettighedsledere, Vietnamkrig-kritikere, senatorer og New York Times journalister.
Disse programmer blev lukket efter en undersøgelse af den amerikanske Kongres i 1975. Men 38 år ­senere blev Project Shamrock genetableret af NSA, og ­denne gang ved anvendelse af informations­alderens super­effektive nye ­teknologi bionyt.dk/ref/115340.asp. I juni 2013 afslørede Edward Snowden dokumenter, som viste, at NSA havde ­etableret backdoor-adgang til servere hos 9 internetfirmaer, bl.a. Facebook, Google, Microsoft, Apple, Skype og Yahoo, i forbindelse med et overvågningsprogram, kaldet Prism bionyt.dk/ref/115342.asp.
NSA har en britisk parallel i GCHQ (Government Communications Headquarters), der opsamler alle ­online- og telefondata i Storbritannien ved at aflæse 200 optisk-fiber-kabler via computersystemet ­Tempora, og som siden Anden Verdenskrig har delt informationerne med USA.
GCHQ blev etableret lige efter Første Verdenskrig [som GC&CS, Government Code and Cypher School], og arbejdede i 1940 med at afkode over 150 diplomatiske kodningssystemer; mest berømt blev Alan ­Turings brydning af Nazitysklands Enigma-kode, ­hvilket ­vurderes at have forkortet krigen med op til 4 år. [Alan Turing blev i 1952 dømt for homoseksualitet, medens dette stadig var forbudt i Storbritannien, og accepterede kemisk kastration med DES (diethylstilbestrol). I 2013 fik han en undskyldning af dronning Elizabeth, men det var 59 år efter sin død].
I 1983 afsløredes, at det sovjetiske KGB havde en muldvarp, Geoffrey Prime, placeret i GCHQ. I 1993 var GCHQ's budget på 850 mill. pund, men det var i 2015 steget til 1560 mill. pund på grund af truslerne fra voldelige ikke-statslige aktører, terrorisme, organiseret kriminalitet, cyberkriminalitet og risikoen for illegal adgang til nukleare, kemiske og biologiske våben.
GCHQ udspionerede poli­ti­ke­re fra lande, der ­deltog i et G-20 topmøde i London i 2009, og nogle politikeres computere fik installeret keyloggers, så ­deres ­computere vedvarende kunne overvåges.
GCHQ udfører også computer-hacking i et hemmeligt program, kaldet Karma Police.
I 2014 skrev lederen af GCHQ, Robert Hannigan, i en artikel i Financial Times, at de store amerikanske teknologifirmaer i dag er blevet command-and-control netværk for terrorister og kriminelle, og derfor burde samarbejde med GCHQ.

Definition af begreberne
New Zealand, Sverige, Schweiz, Nigeria og Chile har sammen foreslået FN at forbyde alle kernevåben med “high-alert status”. For at kunne diskutere dette, må der være enighed om, hvad udtrykket betyder. Det ­tilsvarende gælder andre udtryk, såsom:
“Operational”, “Active” og “Deployed” kernevåben (dvs. fuldt funktionsdygtige kernevåben, der er ­parat til straks at blive anvendt. Dem er der 11.800 af i ­verden. Definitionen medtager ikke kernevåben på lager, som mangler en komponent, før det kan ­anvendes. Der er 13.500 sådanne reserve-kernevåben i USA og Rusland tilsammen, og de ville altså på kort tid kunne fordoble antallet af kernevåben i verden. Aftaler om begrænsninger i antallet af kernevåben ifølge SALT, START og SORT traktaterne (treaties) har kun fokuseret på ødelæggelse af missilsiloer og antallet af afskydningsrør på ubåde. Man har i disse traktater altså kun begrænset antallet af affyringssteder, og ikke antallet af våben eller antallet af missiler. Det betød bare, at disse våben dermed blev reserve-våben på lager.
“Low-yield” kernevåben. Med dette udtryk menes almindeligvis simple fission-kernevåben, der også ­betegnes “atomic bombs”, som er på ca. 15 kiloton TNT sprængkraft og cirka som bomberne over ­Hiroshima og Nagasaki. Det ville være den type våben, som nye atomstater og terrorister ville udvikle ved at bruge højt beriget uran.
Taktiske kernevåben (Tactical nuclear weapons). Tidligere blev dette udtryk brugt til at angive eksplosionsstyrken, men begrebet bruges nu til at angive, at et kernevåben er til begrænset brug, såsom i militæroperationer, men ikke til at skyde fra et kontinent til et andet. (Et bedre udtryk ville være “non-strategic weapon”).
Strategiske kernevåben (Strategic nuclear weapons). Med dette udtryk menes ofte kernevåben med stor eksplosionsstyrke (“high-yield” eller “thermonuclear” nuclear weapons), altså brintbomber (“hydrogen bombs”). De burger atomfission til at opnå fusion af brintatomer. (Dvs. samme proces som frembringer energien på solen). De er mindst på 100 kiloton TNT styrke og typisk 20-50 gange kraftigere end bomber på Hiroshima-bombens størrelse. Der er 7200 sådanne våben i verden. Men der findes i verden brintbomber på lager, som er over 1000 gange kraftigere end ­Hiroshima-bomben var.
”High-alert status” eller “Launch-ready alert”. ­Disse udtryk bruges om interkontinentale ballistiske missiler (ICBM) og ubådenes “submarine launched ballistic missiles (SLBM)), dvs. strategiske kernevåben, som kan affyres på under 15 minutter (men ofte på blot 2-3 minutter). Begrebet kan dog omfatte alle kernevåben, som kan affyres på under ca. 15 minutter. Da flyvetiden for landbaserede interkontinentale ­missiler og ubådsmissiler, inden målet rammes, er på under 30 minutter, betyder det, at den tid, der går fra en ordre om angreb gives til målet rammes er på under 1 time, selv om målet er på et andet kontinent. “High-alert status” gælder for mindst 2600 – 3500 strategiske kernevåben, såsom 1050 interkontinentale ballistiske missiler i USA, 600 brintbomber på fire Trident-ubåde i USA, 1843 interkontinentale ­ballistiske missiler i Rusland samt 624 brintbomber på russiske ubåde, der typisk ligger hele året i havne www.globalnucleararsenal.com.
“De-alerting” kernevåben. Hermed menes, at ­våbnene ændres fysisk, så det tager længere tid, hvis man vælger at bruge dem. Det kunne f.eks. være at placere store, synlige barrierer oven på låget til ­missilsiloerne, som er vanskelige at fjerne hurtigt (de skal være synlige for at modparten kan se, at de er på plads). Eller fjerne/ændre affyringskontakter. Eller ­opbevare selve bomben på et andet sted end missilet. Det modsatte af “de-alerting nuclear forces” ville være “launch-on-warning policy”, der ikke giver målighed for en tænkepause, før der gribes til brug af ­kernevåben. (Det ville være formålstjenligt, hvis man indførte ­forskellige trin af de-alerting, f.eks. Stage 1 de-alerting = 24 timer inden affyring kan ske; Stage 2 de-alerting = 1 uge inden affyring kan ske, Stage 3 de-alerting = en måned eller mere inden affyring kan ske).
Launch-on-Warning (LoW) policy. Hermed menes affyring af et gengældelsesangreb på grundlag af alene det, at det elektroniske Early Warning System angiver, at modparten har igangsat et angreb, og før dette er bekræftet. Hvis der kommer en falsk advarsel kan ­dette altså udløse en ”gengældelse”, og dermed starte en atomkrig (”an accidental nuclear war”). En anden policy ville være “Retaliatory Launch Only After ­Detonation” (RLOAD), dvs. at gengældelse først vil ske, efter at fjendens våben faktisk har medført en kernevåbeneksplosion i landet www.RLOAD.org.
Det amerikanske Forsvarsministerium opererer med et begreb, som de kalder “Launch Under Attack” (LUA http://www.dtic.mil/doctrine/jel/doddict/data/l/03079.html) – men som defineres præcis som ovenfor angivet for LoW! Det er altså uklart, hvordan USA’s politik egentlig er her.
“Hair-trigger alert” er et upræcist udtryk, som ­hentyder til risikoen ved Launch-on-Warning.

Eric Schlosser
Kernevåben (atombomber og brintbomber) har været på Jorden i omkring 70 år. Sidst de blev brugt i krig var den 6. og 9. august 1945. I et halvt århundrede var der en kold krig mellem Sovjetunionen og dets ­okkuperede østbloklande mv. på den ene side og USA og dets allierede lande på den anden side.
I sin research til bogen Command and Control interviewede Eric Schlosser tre tidligere amerikanske forsvarsministre, rådgivere for præsidenter, ledere af kerne­våben-producenter, generaler, piloter og folk, hvis job det var at håndtere og anvende kernevåben. [Eric Schlosser blev kendt for sin tidligere bog Fast Food Nation, oversat til dansk: "Fastfood nationen – skyggesiden af det ærkeamerikanske måltid"].
Han var heldig at få kontakt til folk, som havde ­viden om de tekniske sikkerhedsproblemer ved amerikanske kernevåben, nemlig Sidney Drell, en teoretisk fysiker, som i mange år var leder af SLAC National Accelerator Laboratory ved Stanford University, samt rådgiver for Los Alamos og for Lawrence Livermore Laboratories, og medlem af præsidentens Foreign Intelligence Advisory Board, og formand for House ­Armed Services Committee Panel on Nuclear Weapons Safety.
Sidney Drell introducerede ham for Robert (Bob) Peurifoy fra Sandia-våbenudviklingslaboratorierne og tidligere vicepræsident for Sandia National Laboratories – og denne introducerede ham for William L. (Bill) Stevens, en tidligere leder af nuklear sikkerhed ved Sandia National Laboratories.
Desuden fik han kontakt til Fred Charles Iklé, der havde forsket i sikkerhedsproblemer ved kerne­våben, og bl.a. havde skrevet publikationen On the Risk of an Accidental or Unauthorized Nuclear Detonation bionyt.dk/ref/11297.asp.
Eric Schlosser skriver, at det mest omfattende studie om kernevåben og deres sikkerhed er Managing ­Nuclear Operations (Washington, D.C: Brookings Insti­tution, 1987), der er redigeret af Ashton Carter, John D. Steinbruner og Charles A. Zraket.
Bruce G. Blair er en tidligere Minuteman-affyringsofficer, som nu er blevet leder af organisationen Global Zero, der arbejder for at afskaffe kernevåben, og har bl.a. skrevet Strategic Command and Control: Redefining the Nuclear Threat bionyt.dk/ref/11272.asp. Bruce G. Blair har også skrevet den bedste guide til det sovjetiske system, mener Eric Schlosser bionyt.dk/ref/11612.asp.
Vigtigste kilder ifølge Eric Schlosser: bionyt.dk/ref/11589.asp

Falske alarmer
2000-3000 falske alarmer pr. år (1977-1984)
I USA afholdt man en Missile Display Conference hver gang, der kom en alarm om et missilangreb fra Sovjetunionen. Mellem 1977 og 1984 blev der afgivet 20.784 sådanne falske alarmer. Det var altså tusinder og atter tusinder af falske alarmer.
Hver gang NORAD's tidlig-varsel sensorer opdagede tegn på, at missiler kunne være affyret, blev der holdt en sådan Missile Display Conference. Det skete faktisk omkring 4 gange dagligt. Luftværnets satellitter havde infrarøde sensorer, og de var gode til at opfatte skovbrande, vulkanudbrud og andre pludselige varme­kilder, som kunne være missilaffyringer.
Hvis en alarm blev vurderet til at være alvorlig, skulle man holde et trusselvurderingsmøde. Det var lederen i NORAD, der skulle vurdere, om der skulle afholdes en sådan trusselsvurderingskonference (Threat Assessment Conference), og dem blev der afholdt ­dusinvis af hvert år. Her ville også lederen af Strategic Air Command (SAC) og chefen for Joint Chiefs of Staff skulle deltage – dvs. de øverste militære beslutningstagere. Samtidig med at disse mødtes, afgik der ordre om, at bombemaskinerne skulle starte motorerne, kampflyene skulle lette, og mandskabet ved de landbaserede atomraketter skulle sættes i højeste alarmberedskab.
Hvis det vitterlig så ud til, at et missil var på vej, skulle der afholdes et møde, hvor præsidenten og hans nærmeste rådgivere skulle deltage. Dette ville være det sidste led, og blev kaldt missilangrebsmødet (Missile Attack Conference). Det har der endnu aldrig været sammenkaldt til, bortset fra ved øvelser.
Falsk alarm mens Khrusjtjov
var i New York (5. okt. 1960)

Medens Khrusjtjov var i New York gav missilforsvar-radaren i Thule en falsk alarm, da månen steg op d. 5. oktober 1960.
Telefonlinjen til Thule
var pludselig død (24. nov. 1961)

Den 24. november 1961 mistede SAC-hovedkvarteret kontakt med Thule-basens missiladvarselssystem. En officer i SAC tog telefonen og ringede til ­NORAD-­hovedkvarteret (North American Air Defense Command) i Colorado Springs for at finde ud af, hvad der var galt, men telefonlinjen var død. Hele SAC's alert-beredskab blev sat til at forberede bombeflyenes flyvestart. Hundreder af piloter verden over kravlede ind i deres bombefly. Få minutter senere blev alarmen afblæst, fordi et B-52 fly, som cirklede rundt over Thule, havde opnået kontakt med basen, som ­altså ikke var blevet ødelagt af Sovjetunionen. Det ­viste sig senere, at en fejl i en simpel telefonkontakt hos telefonselskabet AT&T Black Forest Microwave Station nordøst for Colorado Springs havde inaktiveret alle tidlig-varsel signaler om indkommende missiler – samt umuliggjort telefonisk kontakt mellem SAC-kommandoposterne og NORAD-kommandoposterne, samt inaktiveret den varme linje, der forbandt SAC-hovedkvarteret med NORAD-hovedkvarteret. Telefonselskabet havde ikke etableret nødtelefonlinjer for disse, nationens vigtigste telefonforbindelser – selvom de havde påstået, at det var gjort. Hændelsen blev lækket til Sovjetunionen, som ikke var sen til at oplyse i Radio Moskva, at enhver galning i det amerikanske militær i en paniksituation ville kunne starte en atomkrig.
Falsk alarm om raket (3. okt. 1979)

Den 3. oktober 1979 opdagede en radar en raket i kredsløb om Jorden og fremkaldte en falsk launch-and-impace-report bionyt.dk/ref/11559.asp.
Falsk alarm til USA-præsident Jimmy Carter (9. november 1979)

Den 9. november 1979 blev en simulering af et sovjetisk angreb opfattet som en alarm. 10 bombefly blev sendt af sted og 1000 Missilman-siloer blev sat i alarmberedskab bionyt.dk/ref/11559.asp.
Klokken ca. 11 om formiddagen registrerede computersystemet i det amerikanske luftvåbens Strategiske Kontrolcenter, der lå dybt inde i Rocky Mountains, 600 meter fra bjergsiden i Cheyenne Mountain i Colorado og dermed bombesikkert, at Sovjetunionen havde afsendt både interkontinentale atomraketter og missiler fra ubåde mod USA. Hovedkvarteret for Strategic Air Command (SAC) og Pentagon modtog samme varsel. Computerne i hovedkvarteret for ­NORAD (North American Air Defense Command) viste på en stor skærm, at sovjetiske missiler var blevet affyret fra ubåde i Stillehavet, og derefter kom nye varsler om, at missiler var blevet affyret fra Sovjetunionen. Angrebet havde et mønster, som man havde kunnet forestille sig ved et sovjetisk angreb, men tidspunktet var forvirrende, for der var ikke særlig høj spænding mellem USA og Sovjetunionen på dette tidspunkt. Det første amerikanske mål ville blive ramt i løbet af 5-6 minutter. Amerikanske bombemaskiner gik på vingerne og mandskabet på de underjordiske raketsiloer til Minuteman-missilerne løb til deres pladser. Kampfly blev sendt af sted. Luftkontrollerne i landets lufthavne blev forvarslet om, at der måske ville blive udstedt et forbud mod civil luftfart. Dommedagsflyet, som i en krigssituation skulle lette med præsidenten, lettede uden præsident Jimmy Carter. (Dette fly kaldes The National Emergency Airborne Command Post). Radarstationer blev kontaktet, men de havde intet at berette. Minutterne gik, og USA var ikke under angreb. Ved varslet d. 9. november 1979 blev der afholdt en trusselsvurderingskonference, hvor lederen af Strategic Air Command (SAC) og chefen for Joint Chiefs of Staff deltog. Årsagen til den falske alarm var, at en tekniker havde sat et testbånd på en af NORAD-computerne, men uden at sætte systemets status til test. Båndet var en træningsøvelse – et krigsspil, som simulerede et sovjetisk angreb på USA, og naturligvis så det derfor ret troværdigt ud. Det fik systemet til at sende falske advarsler til to continuity of government bunkere samt til kommandoposter verden over. Hændelsen er beskrevet i North American Air Defense Command (NORAD)'s Warning System: What Went Wrong? på side 13 – samt i avisen New York Times (Error Alerts U.S. Forces to a False Missile Attack" af A. O. Sulzberger, Jr., New York Times, 11. november 1979). Pentagon benægtede, at hændelsen var blevet taget alvorligt.
Moralen i NORAD var lav, og nogle måneder efter den falske alarm blev 23 sikkerhedsbetjente afskediget for at bruge rusmidler, bl.a. LSD, kokain og amfetamin.
Spioner meddelte hurtigt Sovjetunionen, når USA havde oplevet en falsk alarm. I stedet for at opfatte det som en faktisk falsk alarm, tolkedes det helt anderledes i Kreml (den sovjetiske regering): Det syntes at underbygge den djævelsk snedige plan om, at Sovjetunionen skulle bringes til at tro, at det næste gang igen bare var en falsk alarm, medens det i virkeligheden var USA's længe forberedte overraskelsesangreb. Således var reaktionen i Sovjetunionen på denne hændelse. Efterretningstjenesten KGB rundsendte i midten af året 1980 en skrivelse til lederne af KGB-afdelingerne overalt på Jorden om, at USA mindst tre gange havde sat sine styrker i alarmberedskab – blot for bagefter at sige, at det var en fejl i varslingssystemerne. KGB udlagde det som en generalprøve på et snarligt atomangreb på Sovjetunionen.
Falsk alarm til
Jimmy Carter, igen (3. juni 1980)

Den 3. juni 1980 rapporterede overvågningssystemerne om, at et atomangreb fra Sovjetunionen var på vej mod USA. Præsident Jimmy Carters sikkerhedsrådgiver, den polskfødte Zbigniew Brzezinski, blev vækket midt om natten af telefonen. General William E. Odom, et medlem af præsidentens stab, var i telefonen. William Odom meddelte, at en amerikansk varslingsstation havde opdaget, at Sovjetunionen havde affyret 220 atombærende missiler fra ubåde, som ville ramme USA. Jimmy Carter skulle meddeles om angrebet, ­inden der var gået 7 minutter. Ellers ville præsidenten ikke kunne nå at give ordre om et gengældelses­angreb. Brzezinski sagde, at han ville have oplysningen bekræftet, før han ringede til præsidenten. Imens blev mandskabet på de underjordiske raketsiloer sat i alarm­beredskab. Bombeflyenes motorer var blevet startet. Den luftbårne kommandopost i Stillehavs­regionen var alle­rede på vingerne. Mindst 10 bombefly med kernevåben var nu i luften. Dommedagsflyet lettede også, men uden at præsidenten var med ombord. Han lå nemlig stadig og sov. Telefonen ringede igen hos Brzezinski, og denne gang kunne William Odom meddele, at der nu var 2200 kernevåbenbærende missiler på vej mod USA. Med dette antal var der tale om et totalt angreb. Det ville betyde, at USA skulle udslettes. Brzezinski var ikke i tvivl om, at angrebet skulle gengældes, hvis det var korrekt. Han skulle til at gribe telefonen og vække Jimmy Carter, som ville have mellem tre og syv minutter til at beslutte sig for, om Sovjetunionen skulle destrueres – men så ringede telefonen igen. William Odom meddelte nu, at det var falsk alarm. North American Air Defense Command (NORAD)-computerne sagde, at missilerne var blevet affyret, men radarstationerne og satellitterne havde ikke set noget. Det var en falsk alarm. Han kunne bare sove roligt videre, fik han at vide. Det gjorde sikkerhedsrådgiveren måske ikke. Jimmy Carter blev vækket kl. 5.15. Man kan i præsidentens dagbog (som er gengivet på Internettet) læse: The President received a wake up call from the White House signal board operator bionyt.dk/ref/11550.asp.
SAC-bombefly startede, og bombeflyene i Stillehavssektoren nåede at flyve af sted – efter at NORAD havde meddelt, at det var falsk alarm bionyt.dk/ref/11559.asp.
Et overraskelsesangreb var ikke usandsynligt på dette tidspunkt. Relationerne mellem USA og Sovjetunionen var de dårligste siden Cubakrisen. Sovjetunionen havde invaderet Afghanistan for nylig. USA anførte en boykot mod de kommende olympiske lege i Moskva. Jimmy Carter havde en iskold holdning over for Sovjetunionen på topmøder.
Årsagen i computerne blev ikke umiddelbart fundet, men få dage efter, den 6. juni, meddelte North American Air Defense Command (NORAD)-computerne igen, at USA var under angreb. Endnu en Threat Assessment Conference blev afholdt og varslet blev igen erklæret at være falsk. Fejlen blev først opdaget, da denne lignende falske alarm opstod d. 6. juni 1980. Strategic Air Command (SAC) sendte denne gang ikke deres fly i luften, da de tænkte, at det næsten med sikkerhed igen var en falsk alarm (og de havde for ­nylig fået installeret direkte rapporter fra forskellige ­radar-, satellit- og andre missilangrebssporingssystemer, og disse rapporter stemte ikke med de falske alarmer). Bagefter fik SAC imidlertid kritik af, at de ikke havde fulgt procedurerne! bionyt.dk/ref/11572.asp. Pacific Air Forces (PACAF) ved Stillehavet sendte derimod igen deres fly afsted, som det krævedes ifølge procedurerne.
Denne gang fandt man årsagen, som var en defekt computerchip i noget kommunikationsudstyr. Det fejlagtige kredsløb havde fremkaldt den falske alarm.
Hver dag sendte North American Air Defense Command (NORAD) testmeddelelser for at sikre, at kommunikationssystemet virkede. Disse testmeddelelser var en meddelelse om et missilangreb, men hvor antallet af missiler blot var nuller bionyt.dk/ref/11559.asp.Fejlen skyldtes en defekt computerchip. Den fejlende computer havde indsat tallet 2 i stedet for 0 i nogle tilfælde, og meddelte f.eks. at 2 missiler, 220 missiler eller 2200 missiler var på vej. Chippen blev udskiftet. Den kostede 46 cent.
Eric Schlosser fortæller i øvrigt: According to Bob Gates, who was head of the CIA and later Secretary of Defense, Brzezinski deliberately didn’t wake his wife, because if they were all going to die, he just wanted it to happen while she was sleeping bionyt.dk/ref/11819.asp.

Alarm i sovjetisk tidlig-varsel; Stanislav Petrov (25. sep.1983)
3 uger efter nedskydningen af passagerflyet KAL-007, afværgede Stanislav Petrov måske en atomkrig. Hændelsen foregik i en luftforsvar-bunker syd for Moskva. Her modtog man den 25. september 1983 et tidlig-varsel fra en sovjetisk satellit om, at fem Minuteman-atommissiler var på vej fra USA. Kommandanten i bunkeren denne dag var Stanislav Petrov. Han tænkte, at et amerikansk overraskelsesangreb ville omfatte mere end blot 5 missiler, men at dette måske blot var en første bølge. Sovjetunionens generalstab var blevet advaret, men det var Stanislav Petrov's opgave at give en vurdering af, om dette kunne være et rigtigt ­angreb. Et gengældelsesangreb skulle iværksættes hurtigt. ­Stanislav Petrov besluttede sig for, at det måtte være en falsk alarm. Alarmen gentog sig imidlertid igen, og igen, i alt tre gange, og hver gang besluttede Stanislav Petrov sig for, at det måtte være en falsk alarm. Senere undersøgelser konkluderede, at den falske alarm skyldtes, at satellitten havde opfanget en refleksion af solens lys i en sky, og tolket dette som en raketaffyring.
Stanislav Petrov var oberstløjtnant og næstkommanderende i Systemet, som var kaldenavnet for den sovjetiske missilvarslingsstation Serpukhov-15, der lå i et skovområde 100 km sydvest for Moskva. Han var ansat i en meget hemmelig tjeneste, som ved hjælp af satellitter skulle holde øje med, om USA sendte atomraketter mod Sovjetunionen. Satellitterne kunne registrere den lange hale af ild i forbindelse med en raketaffyring. Få sekunder efter ville computerskærmen i varslingscentret få denne oplysning. Derefter kunne varslingscenteret meddele dette til den sovjetiske overkommando, og generalsekretæren (som på dette tidspunkt var Jurij Andropov) kunne så trykke på en knap i en taske, kaldet "lille krokus" (krokusenok), som hans adjudant altid havde med. Beslutningen om et gengældelsesangreb ville skulle tages i løbet af 12-16 minutter. Det var kun muligt at overvåge USA, og systemet var ustabilt. Det gav indimellem mærkelige signaler og blev derefter stabilt igen.
Stanislav Petrov havde kun vagt på stedet 1 – 2 gange om måneden, så det var meget tilfældigt, at han netop var på vagt denne dag. Han havde en syg kone, Raja, og 2 børn, der krævede hans opmærksomhed. Hun havde en svulst i højre side af hjernen, som man ikke kunne operere bort. Med sin bil, en Moskvit 412, kørte han hende til behandlinger på universitetshospitalet i Moskva. Missilvarslingsstationen Serpukhow-15 havde 2 computere (af typen M10), så store som jernbanevogne, samt en computer i reserve. Stedet var en del af SPRN (Sistema Predupresjdenija o Raketnom Napadenii). SPRN var en selvstændig del af de væbnede styrker, og det hørte direkte under generalstaben. Sovjetunionen havde på dette tidspunkt 3 satellitter, der kunne registrere, hvad der skete i USA. USA havde på dette tidspunkt kun 1 satellit, der kunne overvåge Sovjetunionen. Den sovjetiske OKO-satellit sendte fra 45.000 km afstand. Den havde infrarød optik (oko betyder øje på russisk).
Da systemet i tre omgange meddelte, at et amerikansk angreb var i gang, skulle den 44-årige Stanislav Petrov ifølge protokollen straks ringe til en overordnet officer. Der var ingen regel om, hvor længe Stanislav Petrov som leder på stedet den dag måtte bruge til at tænke sig om. Men hvis han rapporterede, at der var et angreb, havde ingen andre reel mulighed for at kunne korrigere det, hvis det var forkert. Alle hans kolleger var soldater, som kun havde lært at adlyde ordrer. Han var den eneste, som også havde arbejdet civilt – nemlig med at reparere radar-apparater, og han havde været med til at bygge forsvarssystemet, som altså nu svigtede.
Moderen til Stanislav Petrov havde et sind, som gjorde, at hun kæmpede utrætteligt, hvis hun var overbevist om, at hun havde ret. Den holdning havde hun givet videre til sin søn, samt at man skulle holde på det, der var sandt, også uanset om man var yngre eller af mindre rang end andre, der var af en anden mening. Faderen var mere udglattende, og lod sig sjældent ­ophidse. Sønnen havde også nogle af faderens egenskaber, skriver journalist og forfatter Øjvind Kyrø i sin bog Manden der reddede verden.
Stanislav Petrov havde på et tidspunkt været leder af en radarstation i Ukraine, som skulle holde øje med, om Frankrig angreb med sine dengang 15 kernevåben, og om der kom angreb fra Italien (hvor USA måske havde opstillet atommissiler).
Engang, da fem supersoniske en-motorers jetfly med deltavinger skulle prøveflyves, skulle radarstationen melde, når flyene blev set på skærmen. Kun fire af flyene viste sig på radaren. Stanislav Petrov blev igen og igen af sin chef skældt ud over, at han ikke have noteret det femte fly. Det viste sig, at flyet hurtigt havde fået problemer og var nødlandet. Det var første gang, at Stanislav Petrov oplevede, at overordnede troede mere på maskinerne end på deres mandskab.
Denne 25. september 1983 gentog det sig, at ledelsen ikke mente, at maskinerne kunne tage fejl. ­Stanislav Petrov blev derfor ikke hædret, men tværtimod kritiseret for ikke at have udfyldt en rapportbog under de hektiske minutter! Efter hændelsen forlod Stanislav Petrov militæret året efter. De fleste russere kender intet til ham.
Den danske journalist Øjvind Kyrø har skrevet bogen Manden der reddede verden (People's Press, 2013) om Stanislav Petrov, der undlod at igangsætte et modangreb som svar på, hvad der fejlagtigt blev opfattet som et igangværende atomangreb fra USA i 1983. Der er tilmed lavet en film (The Man Who Saved the World af den danske instruktør Peter Anthony, 2014), og ­Stanislav Petrov indgår selv i filmen og skildres som ældre, desillusioneret alkoholiker. Skuespillere spiller de afgørende minutter i hændelsen. Filminstruktør Peter Anthony lave filmen i løbet af ca. 10 år. Det var meget vanskeligt, fordi Stanislav Petrov var modvillig mod at åbne op. Han var fra en tid, hvor man kunne blive sendt til Sibirien for at give ikke-autoriserede informationer, som ikke var godkendt af hans overordnede på forhånd. Det var den danske journalist Anna Libak, som i 2004 fandt frem til ham, idet hændelsen på missilvarslingsstationen var blevet omtalt i erindringerne af en af hans officer-kolleger, omkring 13 år efter hændelsen, på et tidspunkt hvor Sovjetunionen i mellemtiden var brudt sammen.

Forskningsraket udløser
atomalarm (25. januar 1995)
Den 25. januar 1995 mistolkede russiske radar-advarselssystemer opskydningen af en vejrraket (Brant-12) fra Norge, og antog den for at være et ballistisk missil fra en amerikansk ubåd. Raketten var en lille norsk forskningsraket, som man ville bruge til at studere nordlyset med. Norge havde flere uger i forvejen forvarslet Rusland om forsøget og om rakettens bane. Raketopsendelsen medførte imidlertid, at Kreml udsendte et varsel om, at Rusland var under angreb fra USA. De russiske atomstyrker gik på fuld alert-status. Et nødsignal blev sendt til præsident Jeltsins 'Cheget', kufferten med atombombe-koderne bionyt.dk/ref/11515.asp. Dette er den eneste gang, at en cheget-kuffert er blevet aktiveret som forberedelse for et angreb bionyt.dk/ref/11515.asp. Betegnelsen 'cheget' er opkaldt efter bjerget Cheget i Rusland. Kufferten blev udviklet under Jurij Andropov's administration i starten af 1980'erne, og blev taget i brug, da Mikhail Gorbatjov blev leder i marts 1985. Den er forbundet med det specielle kommunikationssystem, som har kodenavnet Kavkaz. Den russiske præsident har altid en cheget-kuffert ved hånden, og det antages [omend dette ikke er fuldt kendt], at også forsvarsministeren og chefen for generalstabel har en sådan atomkuffert. Jeltsin, som havde et alkoholproblem, og formentlig havde en vodka inden for rækkevidde da han fik meddelelsen, havde mindre end 5 minutter til at beslutte sig for et gengældelsesangreb bionyt.dk/ref/11746.asp. Præsident Boris Jeltsin tændte for sin atomkrig-kuffert, modtog affyringskoderne og forberedte sig på gengældelse. Efter nogle spændte minutter blev alarmen afblæst som falsk alarm. Fejlen skyldtes måske, at det russiske tidligt-varsel system var blevet dårligere end under Den Kolde Krig.
USA og Rusland havde på dette tidspunkt ­stadig ­tusinder af missiler på alert-status, dvs. parate til at blive sendt af sted på få minutter. Målene for de amerikanske missiler var nu ikke mere forprogrammerede, men signaler herom ville blive overført lige før de ­affyredes. Grundindstillingerne af missilerne ville sende dem i havet. Rusland var blevet meget mere afhængig af landbaserede missiler, end USA var. Derfor var Rusland mere udsat for et overraskelsesangreb. De af Ruslands ubåde, som havde kernevåben-missiler, var gamle og dårligt vedligeholdte. Disse ubåde forlod ofte ikke deres havn, hvorved de udgjorde oplagte mål.

Falsk alarm i Connecticut.
Evakuering ignoreres (1.feb. 2005)
Den 1. feb. 2005 aktiveredes Emergency Alert System i dele af Connecticut. Meldingen lød på, at hele staten skulle evakueres. Indbyggerne lod sig dog ikke evakuere. Folk skiftede bare kanal på TV.
The Emergency Alert System giver visse myndigheder i USA autoritet til at overtage radio og TV for at udsende advarsler. Den højeste advarselskategori kaldes Emergency Action Notification eller “presidential alert”. Det består i, at alle TV- og radiostationer sættes i fælles netværk for samtidig at kunne udsende en meddelelse fra præsidenten eller en talsmand for præsidenten.
Emergency Action Notification er aldrig blevet brugt undtagen i test. Men lokalt bruges systemet til at ­advare mod f.eks. tornadoer eller telefon 9-1-1 systemnedbrud. Men d. 1. feb. 2005 aktiveredes altså en state-level activation of the EAS i Connecticut. En ikke-annonceret test var planlagt for denne dag, men i stedet informerede systemet TV- og radiostationer om, at en stats-evakuering var på vej. Connecticut ­Office of Emergency Management og Governor Jodi Rell meddelte kort efter, at det var en fejl. En nærmere forklaring kom dog først over en time senere.
Advarslens tekst var: "civil authorities have issued an immediate evacuation order for all of Connecticut, beginning at 2:10 p.m. and ending at 3:10 p.m”. Stort set ­ingen ringede og spurgte, om det var korrekt. ­Connecticut State Police fik f.eks. ingen opkald herom. Der var ingen flugt til Massachusetts, Rhode Island or New York. Blot 1% af de, der faktisk havde hørt advarslen, flygtede bort fra Connecticut bionyt.dk/ref/12360.asp.

Alarm på Hawaii (13. januar 2018)
Den 13. januar 2018 udsendtes på Hawaii en falsk alarm om, at et ballistisk missil var på vej. Nord-Korea menes at kunne sende et kernevåben-missil de 7400 km, der er til Hawaii. Missilets flyvetid ville være 20 minutter og United States Indo-Pacific Command ville på under 5 minutter bestemme dets retning og advare Hawaii Emergency Management Agency.
Hawaii har et Wireless Emergency Alert system. Tilsvarende system var i nov. 2018 ikke etableret i andre stater i USA. Andre stater ville skulle bruge en halv time, før en advarsel ville kunne udsendes. Varselssystemerne i USA koordineres af Federal Emergency ­Management Agency.
Folk på Hawaii ville have 12-15 minutter til at finde et beskyttelsessted, og indbyggerne på Hawaii havde hørt om Nord-Korea. I okt. 2017 sendte University of Hawaii en email til de studerende med emnetitlen: “In the event of a nuclear attack”, og den 1. dec. 2017 afprøvedes en atomtrussel-sirene på ­Hawaii for første gang i over 30 år. Fra dette tidspunkt var det tanken, at sirenerne skulle testes på den første arbejdsdag i hver måned, med et 1-minut langt Attention Alert Signal (jævn tone) efterfyldt af et 1-minut langt Attack ­Warning Signal (bølgetone). Der var blevet udført 26 øvelser (“drills”) med disse sirener.
Men d. 13. januar 2018 lød sirenealarmer kun få steder. Derimod modtog folk en tekstbesked på ­deres mobiltelefon under morgenmaden eller medens de var på vej til arbejde. Der stor med store bogstaver: “BALLISTIC MISSILE ­THREAT INBOUND TO HAWAII. SEEK ­IMMEDIATE SHELTER. THIS IS NOT A DRILL”. På TV var der lyd-advarsler og et rullende banner med teksten: “The U.S. Pacific Command has detected a missile threat to Hawaii. A missile may impact on land or sea within ­minutes. THIS IS NOT A DRILL. If you are indoors, stay indoors. If you are outdoors, seek immediate shelter in a building. Remain indoors well away from windows. If you are driving, pull safely to the side of the road and seek shelter in a building or lay on the floor. We will announce when the threat has ended. THIS IS NOT A DRILL. Take immediate action measures.” Folk kopierede denne udsendte “push alert” på Twitter mv. Nogle indbyggere ringede til familie og venner og sagde farvel.
Mange mennesker prøvede at komme et andet sted hen, i stedet for at søge ly, hvor de var. På motor­vejene i Honolulu speedede biler op til 160 km/time. De, der nåede motorvejstunnelerm parkerede inde i tunnelen. Turister ved Kualoa Ranch i Kaneohe blev kørt til en betonbunker i bjergene. Studerende ved University of Hawaii i Manoa fandt deres “fallout shelter”, men det var aflåst. Civilforsvarets kontorer blev oversvømmet med opkald fra frygtsomme indbyggere, der ville have råd og vejledning. ­Mange opkald til alarmnummeret ­9-1-1 gik ikke igennem. Trådløs kommunikation blev overbelastet, så mange ikke kunne komme på Internettet for at få bekræftet, om alarmen var rigtig.
En mand med 10 års ansættelse ved Hawaii Emergency Management Agency havde lavet en fejl. En kontrollant med titlen super­visor ville lave en test af ­Hawaii’s ballistic missile preparations computerprogram, men kom til at udføre en ikke-planlagt øvelse midt under et vagtskifte. Han ringede og udgav sig for at være officer ved U.S. Pacific Command. Det var en fejl, at han meddelte “This is not a drill”. Men både før og efter testen angav han agentkoden Exercise, exercise, exercise for at ­angive, at der kun var tale om en test.
Den uheldige ansatte hørte imidlertid ikke "exercise, exercise, exercise"-delen af telefonopkaldet, fordi en medarbejder havde sat telefonen på speakerphone. Andre fem medarbejdere på stedet opfangede, at det var en improviseret øvelse.
Den uheldige ansatte havde to gange før troet, at noget, der var faktiske hændelser, blot var en øvelse. Denne gang troede han omvendt, at det var reelt nok. Han trykkede på advarsel-knappen, og klikkede sig forbi et skærmbillede, som skulle modvirke falske alarmer, og stod nu overfor at skulle vælge en af to knapper på skærmen: “Test missile alert” eller “Missile alert”. Han valgte “Missile alert”.
Klokken var kl. 08:07 morgen lokal tid. Kl. 8:10 fik Arthur “Joe” Logan (Hawaii National Guard Adjutant General) kontakt med U.S. Pacific Command. De ­fortalte ham, at der ikke var et missil på vej.
Klokken 8:13 afbrød man alle uafsluttede ­forsøg på at udsende alarmer til de telefoner, som af en eller ­anden grund endnu ikke havde modtaget meddelelsen.
Den uheldige ansatte blev bedt om at aflyse alarmen. Han reagerede ikke. Han var i chok. En anden medarbejder kastede sig over den uheldige ansattes computermus og fik stoppet alarmen.
Klokken 8:20 udsendtes en officiel meddelelse om, at det var en falsk alarm. Hawaii Emergency Management Agency skrev på Facebook og Twitter, at det var en falsk alarm. Governor David Ige ville skrive på Twitter, men kunne ikke finde sin login-kode.
Der fandtes ingen procedure for at aflyse en udsendt alarm. Man ringede til The Federal Emergency Management Agency og bad om lov til at sende en alert-meddelelse om, at den første var falsk alarm. Der gik en halv time. Først klokken 8:45, dvs. 38 minutter efter den første alarm, udsendtes en tekst til folks mobiltelefoner. Den lød: “There is no missile threat or danger to the State of Hawaii. Repeat. False Alarm”. Ex-forsvarsminister William J. Perry sagde efterfølgende, at den falske alarm øgede risikoen for en atomkrig ved en misforståelse, “accidental nuclear war”, hvor en teknisk eller menneskelig fejl fører til anvendelse af kernevåben på grund af “misunderstanding or misinterpretation”.
I en rapport blev årsagen tillagt “insufficient management controls, poor computer software design, and human factors”. Lederen af Hawaii Emergency Management Agency, Vern Miyagi, sagde sit job op. Den uheldige agent blev fyret. Han havde også ved to andre lejligheder haft svært ved at følge procedurerne. Men faktisk blev proceduren selv ændret, så der nu skal to personer og ikke blot en person til at udsende en alarm. Desuden indførtes en ny fejlalarm-procedure, som på ­sekunder vil kunne advare om, at en falsk alarm netop er blevet udsendt. Men folk var rasende. Nogle af de ansatte ved Hawaii Emergency Management Agency modtog dødstrusler. De månedlige sirene-afprøvninger måtte man indstille.
Den 3. oktober 2018 udsendtes den første trådløse præsidentielle alarmtest. Ved dene Presidential Alert lød teksten: “Presidential Alert. THIS IS A TEST of the National Wireless Emergency Alert System. No action is needed.” En halv time senere udsendtes en Emergency Alert System-test, der varede ca. 1 minut. Den bragtes på radio, TV, kabeltjenester og satellit-radio.
Canada havde planlagt, at man skulle tage et mobil-alarmsystem, som i ­Hawaii, i brug i april 2018. Det blev nu udskudt bionyt.dk/ref/12360.asp.

Studie i farlige teknologier
Sociologen Charles B. Perrow begyndte i august 1979 et studie om farlige teknologier. Det var et studie, han påbegyndte efter den delvise nedsmeltning af ­tremileø-­atomkraftværket d. 28. marts 1978 (Three Mile Island i Pennsylvania) – i øvrigt skete den delvise nedsmeltning af atomkraftværket hovedsagelig, fordi en ­ansat havde afbrudt et nødkølesystem ved en fejl. I de første kritiske minutter var personalet i kontrolrummet ikke klar over, at nødkølesystemets ventiler ved en fejl var indstillet således, at nødkølesystemet ikke var i funktion. De kunne ikke se det, fordi en label på kontrolpanelet skjulte en indikatorlampe om denne fejl(!). Lignende fejl var sket på andre atomkraftværker. – På et atomkraftværk i Virginia skulle en ansat vaske gulvet, og hans trøje kom til at gribe fat i et håndtag på væggen, hvorved man kunne afbryde strømforsyningen. Da han trak skjorten til sig, blev strømforsyningen afbrudt og atomkraftværket måtte holdes lukket i 4 dage, indtil situationen var til at starte det op igen bionyt.dk/ref/11275.asp. – Ved en atomreaktor i Californien mistede en arbejder ­grebet om en elektrisk pære (a lightbulb), som faldt og ramte kontrolpanelet og derved forårsagede en kortslutning, som afbrød sensorerne og fik temperaturen i atomkraftværkets kerne til at ændre sig så hurtigt, at en nedsmeltning kunne være sket bionyt.dk/ref/11662.asp.
Sociologen Charles B. Perrow studerede på denne måde talrige trivielle hændelser i ikke-trivielle systemer. Hans konklusion var, at menneskelige fejl ikke var skyld i de uheld, som var et resultat af sådanne ­trivielle hændelser. Problemerne lå derimod så dybt begravet inde i de teknologiske systemer, at de var umulige at løse. Den sjældne, unormale hændelse, som kunne fremkalde en ulykke med en minimal sandsynlighed som én ud af en million (1:1.000.000), var ifølge sociologen Charles B. Perrow faktisk en normal hændelse, som måtte forventes.
Sociologen Charles B. Perrow gennemgår i sin bog Normal Accidents en lang række højrisiko-systemer med eksempler fra atomkraftindustri, kemisk industri, skibsfart, flytrafik og andre industrielle aktiviteter, som vil kunne ramme mange mennesker, hvis noget går galt. Visse mønstre af fejl gik igen. Fejlene var mest farlige, når elementer var tæt forbundet til andre. I et tæt-koblet system sker mange ting samtidig, og ikke som på et transportbånd, hvor ting sker i en lineær rækkefølge, der er simpel og til at overskue.
I det tæt-koblede system er det vanskeligt at vide, hvor en fejl er, hvad der udløste problemet, og hvad løsningen på situationen er. Kompleksiteten vil føre til overraskelser. Sådanne situationer ville bedre kunne ­undgås med decentrale, kreative løsninger, men de centralt styrede kommandosystemer tilskynder ikke til decentrale, kreative løsninger.
Desuden vil systemer, omkring hvilke der er opbygget et stort bureaukrati, typisk være meget modvillige mod at tillade kritik, fordi kritik vil føles som et ­angreb på ledernes autoritet. Sociologen Charles B. Perrow kunne dokumentere, at advarsler blev ignoreret igen og igen, og at der blev taget unødvendige risici, og at arbejde blev udført på et sløset måde, samt at folk brugte løgne eller var uærlige på anden måde. Ved at bebrejde laverestående personale for fejl, beskyttede det højerestående personale sig mod kritik af mere grundlæggende art. Intet teknologisk system kan være ufejlbarligt, konkluderede sociologen Charles B. Perrow, eftersom mennesket altid vil lave fejl.
Den højeste parathed for at starte en atomkrig i USA's historie var i en 30 dages periode under ­Cubakrisen. Medens de fleste historikere tilskrev ­udgangen på Cuba-krisen en rationel adfærd hos lederne, dvs. ­Kennedy og Khrusjtjov, og disse lederes evne til at styre militæret således, at det ikke kom til en atomkrig, så skrev Scott D. Sagan i The Limits of Safety [Scott D. Sagan blev senere professor i political science ved Stanford University], at Cubakrisen kunne være endt i en atomkrig, selvom Kennedy og Nikita Khrusjtjov ikke ønskede det.

Broken arrow
Atomvåben er utroligt følsomme for utilsigtet brug ­eller beslaglæggelse af terrorister, men den største fare er troen på, at vi er sikre, så længe der er statslig ­kontrol med dem.
Indianere havde forskellige udtryk for forskellige ­typer af uheld med deres våben. Disse ord bliver nu anvendt til at beskrive forskellige uheld med kernevåben og ­andet våbenudstyr. Udtrykket Empty Quiver [tomt pilekogger] betyder tab af et våben, f.eks. ved tyveri eller på anden måde. Bent Spear [bøjet spyd] betyder, at et våben er skadet uden at andre er kommet til skade (eller uden risiko for detonation, hvis det havde været kernevåben). Broken Arrow [brækket pil] betyder et uheld, hvor der er sket noget risikabelt, såsom utilsigtet affyring af våbenet, brand, eksplosion, frigivelse af radioaktivitet – og det ville også være det udtryk man ville anvende i tilfælde af en utilsigtet, fuld detonation.
Den officielle liste indeholdt 13 Broken Arrow-situationer. William L. (Bill) Stevens [der var leder af Sandia våbenudviklingscenterets afdeling for sikkerheden af kernevåben] kunne dog i hemmelige rapporter læse om langt flere usædvanlige hændelser med kernevåben. Et studie fra Sandia National Laboratories fandt 1200 uheld mellem 1950 og marts 1968, hvor kernevåben havde været involveret.
Eric Schlosser, der er forfatter til bogen Command and Control, brugte seks år til at skrive bogen og fik via Freedom of Information Act adgang til en 245-sider lang rapport om uheld med kernevåben fra 1957 og ti år frem ("Accidents and Incidents Involving Nuclear Weapons: Accidents and Incidents During the Period 1 July 1957 Through 31 March 1967, Technical Letter 20-3, Defense Atomic Support Agency, October 15, 1967" ­(SECRET / RESTRICTED DATA / declassified). Rapporten opremser kort de vigtigste Broken Arrow uheld, der er sket, samt hundredvis af tilsyneladende trivielle uheld. Et Genie-antiluftskytsmissil faldt f.eks. af et kampfly. Et Boar-missil blev klemt i en flytransport-elevator. En Mark-49 atomsprængladning faldt af et Jupiter-missil, da eksplosive bolte detonerede på grund af korrosion. En kortslutning medførte, at der væltede røg ud fra en W-31 atomsprængladning på toppen af et Nike-missil. Raketmotorer på et Thor-missil startede pludselig på et affyringssted i Storbritannien. En Mark-28 bombe udsendte mærkelige lyde, hvis årsag aldrig blev opdaget.
Eric Schlosser viste rapporten til Robert (Bob) Peurifoy og William L. (Bill) Stevens. De havde aldrig set den, selv om deres opgave var at forhindre uheld med kernevåben. De hundredvis af uheld var af Defense Atomic Support Agency blevet holdt hemmeligt for de folk, hvis opgave netop var at forhindre sådanne uheld.

Vil offentligheden acceptere
en atombombesprængning
ved et uheld?
Hæren i USA antog, at den amerikanske befolkning blot ville opfatte et atomuheld som Guds vilje (an act of God). Andre troede dog ikke på dette argument – de mente, at sådanne atomuheld snarere ville blive opfattet som et resultat af uansvarlige forskere og militærfolk. Et studie konkluderede, at kun tekniske fejlmuligheder var overvejet. Mulige menneskelige fejl blev ikke vurderet – ud fra en opfattelse af, at det ville være for uoverskueligt.
I en rapport fra 1955 udarbejdede den amerikanske hærs afdeling for udvikling af specielle våben en rapport til besvarelse af spørgsmålet: Hvilken risiko for atomuheld er acceptabel? I rapporten argumenterede man for, at det ville være acceptabelt, hvis blot atomuheld skete med samme hyppighed som naturkatastrofer, såsom jordskælv, oversvømmelser og voldsomme skypumper. Udregnet på denne måde ville det være OK, hvis en atombombe gik af ved et uheld hvert 125. år, men sandsynligheden for, at en BRINTbombe gik af ved et uheld, skulle kun være 1 til 100.000 i løbet af et år.
I 1957 konkluderedes i en rapport fra Armed Forces Special Weapons Project, at risikoen for en brintbombes eksplosion ved en fejl i bombens 10-års levetid burde være under 1:10.000.000. Så hvis USA opbevarede 10.000 brintbomber i 10 år, ville risikoen samlet være 1:1000. Hvis man så medregnede den øgede risiko i forbindelse med omlosninger, transport osv., ville risikoen for et uheld med en brintbombe i en sådan kun 10 år lang periode kunne blive på hele 20%, og et uheld med en fission-atombombe kunne blive på 100% i en sådan 10-års periode.
I 1957 var atom- eller brintbomber blevet tabt en gang for hver 320 flyvninger under bl.a. træningsflyvninger. B-52 bombeflyene forulykkede for hver 20.000 flyvetimer. Hvis disse tal ikke forbedredes, ville der i fremtiden blive tabt en bombe 7 gange hvert år og 12 fly med bomber ombord ville falde ned hvert år.
Ulykker kunne også ske ved transport af våbenet, eller når et bombefly skulle lades med en atombombe. I en undersøgt periode fra 1950 til 1957 i USA skete transportulykker 4 gange med Mark-6 kernevåben under træning.

Uheld med atomvåben
En omfattende samling af kendte næsten-hændelser er sket i USA, den rigeste nation på jorden, og landet med de bedste forskere, som penge kan træne. Nu er det ikke kun USA og Rusland, som har enorme ­arsenaler af atomvåben. Nordkorea, Israel, Pakistan og Indien har nu også atomvåben; disse samfund kan vise sig langt mindre i stand til at kontrollere de dæmoniske våben. Våbenkapløbet mellem Indien og Pakistan sker i fravær af sikkerhedsforanstaltninger, der i en tilspidset situation ville kunne forhindre, at deres indbyrdes kolde krig bliver til en varm krig bionyt.dk/ref/11304.asp.
Truslen om gensidig sikret ødelæggelse giver ikke nødvendigvis en stabil terrorbalance. Under den kolde krig voksede frygten for, at et første angreb fra Sovjet ville kunne ødelægge de amerikanske kommando- og kontrolcentre, og dermed umuliggøre et modangreb. Omvendt havde Sovjet samme frygt. Politisk kontrol kan bryde sammen under en konflikt. En roque, en pilot eller en general ville kunne begynde en krig på egen hånd. Der var tidligere, indtil et godt stykke ind i 1970'erne, en manglende evne hos amerikanske og sovjetiske ledere til at tale med hinanden bionyt.dk/ref/11304.asp.

Uheld med atomvåben og
radioaktivt materiale
Der har været flere tilfælde af strålings-overeksponering af forskere, militært personel og civile samt ­adskillige tab af kernevåben og uheld med kernevåben og fejl i håndteringen af sådanne våben samt utilsigtede udslip af radioaktivt materiale. Wikipedia har lavet lister over strålingsulykker, civile og militære bionyt.dk/ref/11324.asp, de såkaldte broken arrow bionyt.dk/ref/11556.asp. De fleste er uheld under flyvninger bionyt.dk/ref/11332.asp.
Der har været to tilfælde, hvor tab af kernevåben har medført omfattende spredning af radioaktivitet. USA's kontinuerlige airborne-alert flyvninger med kernevåbenbevæbnede fly ophørte af disse grunde i 1968. Årsagen var dels to styrt med to års mellemrum, samt at omkostningerne efterhånden syntes at være for store, og at man mente, at et interkontinentalt missilforsvar kunne erstatte bombeflyene, som dog fortsatte med at stå parat på jorden. I nogle tidligere modeller af kernevåben var det af sikkerhedshensyn standardprocedure at holde en kapsel/kerne med det nukleare materiale adskilt fra våbenet. Et sådant våben uden kapsel/kerne indeholdt ikke-beriget uran med ekstrem lav radioaktivitet. Selvom det skulle blive udsat for en stor eksplosion, ville det ikke detonere som en atombombe, og den radioaktive forurening ville være begrænset bionyt.dk/ref/11721.asp.

Uheld med bombe under
batteriudskiftning (1950'erne)
Kernevåbnenes batterier var i begyndelsen klodset store og skulle udskiftes hver måned. Det indebar, at bomben skulle skilles ad, og det elektriske system skulle tjekkes bagefter, for at se om bomben var samlet korrekt igen. I 1950'erne skete det mindst tre gange, at en bombes detonatorer udløstes ved en fejl under disse tjek. Da disse uheld skete under træningsforløb kom ingen til skade, men det viser risikoen for, at en atombombe kunne blive udløst ved en fejl under håndteringen, f.eks. under et nervøst tidspres.

Bombefly knustes mod bjerg, bombe i havet (13. februar 1950)
Uheld med kernevåben kan skyldes et mekanisk problem, som det skete for et B36-bombefly d. 13. februar 1950. Flyet skulle på en simuleret kampmission fra Alaska til Texas med start fra Eilson-basen syd for Fairbanks i Alaska. Træningsturen var planlagt til at vare 20 timer. Flyet medbragte et kernevåben, der indeholdt et dummy-sprænghoved med uran i stedet for plutonium. Efter seks timers flyvning fik flyet mekaniske problemer. Det var koldt og snevejr, og der dannedes is i motorerne, hvilket tilstoppede karburatoren og frembragte ild i 3 af flyets 6 motorer. Man blev tvunget til at slukke for tre af de seks motorer i en højde af 3700 meter. Af frygt for, at hårdt vejr og is ville umuliggøre sikker nødlanding, gav kaptajnen ordre til, at Mark-4 atombomben (der altså var uden atomsprængningskerne) skulle smides ud, fordi flyet mistede højde. Døren sad imidlertid fast og kunne først åbnes i det andet forsøg. Bomben blev frigjort over Stillehavet fra en højde på 2400 meter, og det højeksplosive sprængstof detonerede ved nedslaget i havet med et synligt lysglimt. Alle seksten besætningsmedlemmer og en passager var i stand til springe ud med faldskærm fra flyet, og tolv besætningsmedlemmer blev efterfølgende reddet fra Princess Royal Island, men 5 døde efterfølgende. Flyet knustes mod bjerget Mount Kologet på Vancouver Island i British Columbia, Canada. Pentagons rapport nævner ikke, om våbnet senere blev fundet. [En 45-årig canadisk dykker ved navn Sean Smyrichinsky ledte efter søpølser (sea cucumbers) ud for nordkysten af British Columbia og dykkede 25-30 feet (8-9 meter) ned med sin undervandsscooter (DPV, diver propulsion vehicle). Pludselig så han et "klippestykke", men afrundet og med indskårne cirkler af basketball-størrelse. Det kan have været den manglende Mark-IV atombombe. For kort tid siden udgav historikeren Dirk Septer en bog om hændelsen: Lost Nuke: The Last Flight of Bomber 075. Det var det første kernevåben, som USA mistede, og der gik mange år før USA indrømmede det. Dykkeren opdagede objektet ca. 50 miles (80 km) fra flyets nedfaldssted, men det er muligt, hvis flyet kastede eller mistede bomben inden det ramte bjerget. Dykkeren, der bor i Courtenay, B.C., i det vestlige Canada, og driver dykkerforretningen Union Bay Diving Shop, blev opfordret til at kontakte Royal Canadian Navy, som straks ringede tilbage og var meget interesseret. Måske er det ikke en egentlig bombe, men en “dummy capsule” ­(Washington Post 8. nov. 2016) bionyt.dk/ref/11820.asp].
Bombefly mod bjerg (11. april 1950)

Den 11. april 1950 ramte et B-29 bombefly et bjerg med en Mark-4 kernevåbenbombe ombord. Det styrtede kun tre minutter efter at have lettet fra Kirtland militærflybasen ved Albuquerque i New Mexico, da det ramte et bjerg nær Manzano Base. Højeksplosivt materiale brændte. Avisen New York Times rapporterede, at branden var synlig 24 km væk. Bombens kabine blev fuldstændig ødelagt. Sprængstofferne antændtes ved kontakt med flyets brændende flybrændstof. Ifølge det amerikanske forsvarsministerium blev de fire ekstra detonatorer og alle nukleare komponenter senere fundet. En nuklear detonation var ikke mulig, fordi der af sikkerhedsmæssige årsager ikke var en våbenkerne i bomben. Alle tretten besætningsmedlemmer døde.
Bombefly falder ned (13. juli 1950)

Den 13. juli 1950 faldt et bombefly af typen B-50 ned i nærheden af Lebanon, Ohio, på en træningsmission fra Biggs militærflybasen i Texas. Flyet drejede ned mod jorden på en klar dag, og besætningen på 16 personer blev dræbt. Flyet medbragte Mark-4 kernevåbenbomber, men uden nuclear capsule. Der skete en højeksplosiv eksplosion uden kernevåbendetonation.

Bombefly forulykker
under nødlanding (5. august 1950)

Den 5. august 1950 fløj et B-29 bombefly mod Guam på anmodning af general Douglas MacArthur. Det faldt ned og brændte i forbindelse med start ved Fairfield/Suisun militærflybasen i Californien. Der var problemer med bl.a. landingsstel og løbske propeller, og en nødlanding mislykkedes. Flyet medbragte en Mark-4 kernevåbenbombe, men ingen nuclear capsule. Der opstod brand, og et kvarter efter skete en kraftig eksplosion uden kernevåbendetonation. 19 redningspersonale og besætningsmedlemmer, bl.a. generel Travis, blev dræbt. Basen hedder nu Travis militærflybasen.
Bombefly kaster A-bombe
i flod (10. november 1950)

Den 10. november 1950 returnerede en af flere amerikanske bombefly med Mark-4 kernevåben ombord. Flyene havde været hemmeligt udstationeret i Canada. Et B-50 fly fik motorproblemer og kastede sin Mark-4 kernevåbenbombe, der var uden nuclear capsule (dvs. at plutonium-kernen (pit) ikke var indsat i bomben på dette tidspunkt). Bomben blev kastet fra 3200 meters højde over St. Lawrence floden i Canada. Besætningen satte bomben til selvdestruktion ved 760 meters højde. Der skete en kraftig eksplosion uden kernevåbendetonation. Eksplosionen rystede områdets beboere og spredte omkring 45 kg uran (U-238).
Bombefly taber atombombe
under opbremsning (marts 1956)

I marts 1956 faldt en Mark-17 kernevåbenbombe gennem en bombelem på et B-36 bombefly, da flyet bremsede op på landingsbanen ved Loring militærflybasen (Maine) i USA.

Bombefly med to A-bomber
forsvinder (10. marts 1956)

Den 10. marts 1956 forsvandt et B-47 Stratojet-fly under en non-stop-mission fra MacDill militærflybasen i Florida til en oversøisk base. Det medbragte to nukleare kerner i "fuglebure". Flyet forsvandt, mens det fløj gennem tætte skyer over Middelhavet nær Lagos, Portugal, som forberedelse til en tankning i luften, og fik aldrig kontakt med tankflyet. Atomvåben og vraget blev aldrig fundet. En nuklear detonation ville ikke kunne ske.
Bombefly rammer lager
med 6 atombomber (27. juli 1956)

Den 27. juli 1956 fløj et B-47 ind i et lager for Mark-6 kernevåben under dets indflyvning på en militærflybasen i England (RAF Lakenheath, Suffolk, England). Flyet var på træningsmission og gled af landingsbanen under en rør-landingsbanen-og-fortsæt-øvelse. Flyet ramte tre bomber i lagerbygningen og sendte brændstof ud over lageret. Flyet gik i brand, men først da flyet hovedsagelig var nået uden for selve lageret igen. En af de tre Mark-6 bomber havde sine detonatorer eksponeret, men bomben eksploderede ikke, og den var uden atomsprængladning. Men hvis flyet havde ramt et lager med atomsprængladninger, kunne det have medført plutoniumforurening i området.
Bombefly kaster atombombe før landing (22. maj 1957)

Den 22. maj 1957 transporterede et B-36 bombefly en Mark-17 kernevåbenbombe fra militærflybasen Biggs AFB til Kirtland AFB, men bomben faldt gennem bombelemmen ved indflyvningen til Kirtland AFB. Våbnet ramte jorden lige uden for militærflybasenns hegn ved Kirtland militærflybasen i New Mexico med en heftig eksplosion til følge, 7 km syd for Kirtland-kontroltårnet og ½ km vest for Sandia National Laboratories Base. Våbnet blev fuldstændig ødelagt, og eksplosionen skabte et krater, der var 12 meter dybt og 25 meter i diameter. Den radioaktive forurening i krateret udgjorde 0,5 millirøntgen. Der var ingen kernevåben­detonation, idet den nukleare capsule ikke var indsat i våbenet, men den var med ombord på flyet bionyt.dk/ref/11646.asp; bionyt.dk/ref/11826.asp.
Bombefly kaster atombombe
af sikkerhedshensyn (19. juli 1957)

Den 19. juli 1957 kastede man en Mark-15 kernevåbenbombe fra en A3D-Skywarrior, før flyet nødlandede på vandet ved Jacksonville Florida. Den blev aldrig genfundet.
Bombefly kaster igen A-bomber af sikkerhedshensyn (28. juli 1957)

Den 28. juli 1957 fik et C-124 fly fra Dover militærflybasen, Delaware, problemer over Atlanterhavet, idet to motorer svigtede. Besætningen kastede to kernevåben (formentlig Mark-5) af sikkerhedshensyn, og disse bomber blev kastet over vand ud for USA's østkyst ved New Jersey. Våbnene eksploderede ikke og blev aldrig fundet. Der var tre våben og en nuclear capsule på flyet. De nukleare komponenter var ikke indsat i våbnene. Flyet landede med den tredje bombe og den separate kernekapsel.
Bombefly med atombombe
forulykker (11. okt. 1957)

Den 11. oktober 1957 styrtede et B-47 fly ned efter start ved Homestead militærflybasen i Florida, hvor et hjul eksploderede. Det havde en Mark-15 kernevåbenbombe og en nuklear kerne i et "fuglebur". Bomben blev delvist ødelagt i den efterfølgende brand.
Bombefly med atombombe
brænder (18. jan. 1958)

Den 18. januar 1958 udbrød der brand i et F-100 bombefly, der stod parkeret med et kernevåben, sandsynligvis en Mark-7 uden kerne. Branden opstod efter en eksplosion i en ydre brændstoftank. Stedet er ikke blevet oplyst, men sandsynligvis var det på Osan militærflybasen i Sydkorea. Bomben eksploderede ikke.

Bombefly falder under start,
med atombombe (31. jan. 1958)
Den 31. januar 1958 skete et uheld på et B-47 bombefly, der medbragte Mark-36 kernevåben i strike configuration (det var en alert-øvelse). Flyet faldt ned under start på en oversøisk militærflybasen, formentlig Sidi Slimane militærflybasen i fransk Marokko. Flyet brændte i 7 timer, men ingen eksplosion fandt sted. (Under en simuleret start sprængtes brændstoftanken og gnister herfra startede en brand). En vis forurening blev konstateret.

Bombefly kolliderer i luften med et andet fly; atombombe kastes før landing (5. feb. 1958)

Den 5. februar 1958 var et bombefly af typen B-47 på en simuleret kampmission, men kolliderede i luften med et F-86 Sabre fly nær Savannah, ­Georgia. Flyet blev beskadiget, og man turde ikke lande det med våbnene ombord. B-47 flyet kastede derfor sin Mark-15 kernevåbenbombe. Flyet havde ikke sin nukleare kerne med ombord. Bomben kastedes over vand (Wassaw Sound, Georgia) før landing på Hunter militærflybasenn. Våbnet eksploderede ikke og blev aldrig fundet. F-86 piloten udløste sin faldskærm og kom ned i sikkerhed. B-47 flyet forsøgte tre gange at lande på Hunter militærflybasen, Georgia, før bomben blev kastet nær Tybee Island, Georgia, og piloten landede flyet, efter at han havde kastet bomben. Et 7,8 km2 område nær Wassaw Sound blev gennemsøgt i 9 uger, men eftersøgningen måtte afblæses. Der blev også søgt efter bomben i 2001, men den blev ikke fundet. En gruppe efterforskere hævdede i 2004 at have fundet et undersøisk objekt, som de mener er bomben.
Atombombe beskadiges ved et uheld (8. feb. 1958

Den 8. februar 1958 skete et uheld med en Mark-15 kernevåbenbombe på en B-52 ved Ellsworth militærflybasen. Der skete skader på bl.a. finnerne.
Atombombe falder gennem lem på fly i luften (11. marts 1958)

Den 11. marts 1958 fløj et B-47E bombefly fra ­Georgia til England i en formation af fire B-47'ere på en tophemmelig mission for at udføre træningsbombningsøvelser. Flyets navigator / bombardier klatrede op på en 3 meter lang, 3447 kg tung, 30.000 ton eksplosiv Mark-6 kernevåbenbombe for at kontrollere låseselen. Han kom til at skubbe til et nød-udløserhåndtag, så bomben faldt ned og ramte bombe-lemmen, hvorefter bomben tvang sig vej ud og gik i et frit fald fra 4½ km højde. Bomben ramte jorden 11 km øst for Florence, South Carolina, i Mars Bluff, hvilket skabte et 21 m bredt og 9 m dybt krater, da det konventionelle sprængstof eksploderede, men en kernevåbendetonation kunne ikke ske. Et hus, tilhørende en hr. Walter Gregg, fik skader. Krateret kan stadig ses i dag bionyt.dk/ref/115346.asp.
Atombombe tabes under
lastning (maj 1958)

I maj 1958 faldt en Mark-21 kernevåbenbombe fra en B-52 eller B-47 under lastning, og der skete indre og ydre skader.
Atombombe tabes igen
under håndtering (31. juli 1958)

Den 31. juli 1958 tabtes muligvis en W7/AF under håndtering på et missiltestcenter.
Bombefly bryder i brand
kort efter start (4. nov. 1958)

Den 4. november 1958 udbrød der brand i et bombefly af typen B-47 kort efter start, og det styrtede ned nær Dyess militærflybasen i Texas fra en højde af 460 meter. Det konventionelle sprængstof i Mark-39 brintbomben eksploderede uden kernevåbendetonation ved nedslaget på en mark nær Butterfield School syd for Abilene. Det skabte et krater, der var 35 meter i diameter og 6 meter dybt. Tre besætningsmedlemmer undslap, en blev dræbt. Nukleart materiale blev bjærget fra stedet.
Bombefly med atombombe
bryder i brand (26. nov. 1958)

Den 26. november 1958 udvikledes en brand på et B-47 bombefly med kernevåben om bord, mens flyet stod på jorden på Chennault militærflybasen i Louisiana. Det nukleare våben (muligvis en Mark-15 eller Mark-39 kernevåbenbombe) blev ødelagt under branden. Flyets vragdele og stedet omkring blev forurenet efter en begrænset eksplosion af ikke-nukleart materiale.
Brand i parkeret bombefly med atombombe (18. januar 1959)

Den 18. januar 1959 udvikledes en brand på et parkeret F-100C Super Sabre supersonisk bombefly med kernevåben på et af de amerikanske Stillehavs­baser, efter at eksterne brændstoftanke var faldet ned og eksploderet. Den resulterende brand blev slukket efter syv minutter, og der var ingen nuklear eksplosion.
Bombefly med atombomber styrter efter start (6. juli 1959)

Den 6. juli 1959 styrtede et bombefly af typen C-124 ned under start fra Barksdale militærflybasen i Louisiana med tre Mark-29 kernevåbenbomber om bord. En af bomberne blev ødelagt i branden. Der skete ­ingen eksplosion.

Bombefly nødlander. A-bombe tabes over vand (25. sep. 1959)

Den 25. september 1959 nødlandede et af den amerikanske flådes P-5M fly til bekæmpelse af ubåde med en ikke-armeret atom-dybvandsbombe ombord. Nødlandingen skete på vandet omkring 150 km vest fra Columbia Ridge. Kernevåbenet blev tabt og blev ­aldrig fundet. Flyet var fra Puget Sound ud for ­Whidbey ­Island, Washington.

Bombefly med A-bomber kolliderer med tankfly (15. okt. 1959)

Den 15. oktober 1959 kolliderede et B-52 bombefly fra det amerikanske luftvåben F-100-BO med to atomvåben fra 9754 meters højde om natten, men i fint vejr, med et KC-135 tankfly under tankning nær Hardinsburg, Kentucky. Flyene var startet fra Columbus militærflybasen i Mississippi. Efter kollisionen styrtede begge fly ned. Otte besætningsmedlemmer blev dræbt. To ikke-armerede Mark-15 kernevåben blev bjærget i stort set intakt stand; dog var den ene delvis brændt.
A-bombe tabes fra kran(apr.1960)

I april 1960 tabtes en W-31 Honest John kernevåbenbombe fra en kran – måske med indre tritium-lækage til følge.

Luftforsvarsmissil med atomvåben eksploderer (7. juni 1960)

Den 7. juni 1960 eksploderede en helium-beholder under højtryk og lavede hul på brændstoftanke på et Bomarc-jord-til-luft missil på McGuire militærflybasen i New Jersey. Bomarc-luftforsvarsmissilet stod ­parat til affyring på to minutter. Missilets spræng­hoveder brændte, men der skete ingen eksplosion af de højeksplosive sprængstoffer. Det nukleare sikkerheds­anlæg virkede som det var designet til, men der skete høj lokal forurening, og basen måtte lukkes og er stadig indhegnet i dag.

Sovjet-atomubåd (K-8)
mister køling (13. oktober 1960)

Den 13. oktober 1960 befandt den kernevåben-­bærende sovjetiske ubåd K-8 sig i Barentshavet, da et utæt dampgeneratorrør fremkaldte et tab af kølemiddel. Medens besætningen arbejdede på at etablere en nødkøling af reaktoren for at forhindre nedsmeltning af reaktorkernen, slap store mængder af radioaktive gasser ud, som forurenede hele ubåden. Størrelsen af radioaktiviteten kunne ikke måles, fordi måle­instrumenterne ikke kunne måle på så stor skala. Tre af besætningsmedlemmerne fik synlige stråleskader og mange af de øvrige blev udsat for op til 1,8–2 Sv (180–200 rem eller højere), skønner man bionyt.dk/ref/12354.asp. En person døde nogle år efter bionyt.dk/ref/12356.asp.
Goldsboro-ulykke: A-bomber falder fra bombefly (24. jan. 1961)

Det nærmeste, som Amerika er kommet en atom­katastrofe, var ikke under Cuba-krisen i oktober 1962, men ved en situation d. 24. januar 1961, da et B-52 Stratofortress-bombefly mistede sin højre vinge under flyvning. To Mark-39 kernevåben faldt ud af flyet – i ½ km højde over jordoverfladen. Hver bombe var på 3,8 megaton, dvs. at hver bombe havde 250 gange mere sprængkraft end Hiroshimabomben. Eller sagt på en anden måde havde hver bombe mere sprængkraft end sprængkraften af al ammunition, som var blevet brugt i krige gennem hele verdenshistorien.
Den samlede eksplosionskraft, som i alt blev brugt under den Anden Verdenskrig, er blevet vurderet af den amerikanske fysiker Richard L. Garwin og den russiske fysiker Andrei Sakharov. De vurderede begge, at den samlede sprængkraft i Anden Verdenskrig svarede til ca. 3 megaton TNT. USA var ansvarlig for det meste. Ifølge senator Stuart Symington (den første secretary of the Air Force efter krigen) havde USA's bomber en samlet sprængkraft på 2,1 megaton, heraf blev 2/3 brugt mod Nazityskland og 1/3 brugt mod Japan.
Goldsboro-bomben ville være nok til at ændre kystlinjen af North Carolina, sagde Jack Revelle, der var den EOD-commander (Explosive Ordnance Disposal), som uskadeliggjorde begge våben bionyt.dk/ref/11714.asp. Hvis det havde resulteret i en brintbombesprængning, ville Goldsboro i dag kunne huskes, ligesom Tjernobyl huskes bionyt.dk/ref/11535.asp. Denne flytype har brændstoftanke i vingerne, hvorved flyet kan rumme rigtig meget brændstof, men det skaber risiko for metaltræthed i vingerne. Under optankning i luften opdagede tankflyets pilot, at bombeflyet lækkede brændstof fra den højre vinge. Flyet blev holdt i luften for at tømme brændstofbeholdningen, men lækagen blev bare værre og værre. Fra en højde på 3 km forsøgtes nødlanding, men piloten mistede kontrollen over flyet. Under nedturen brækkede flyet over og faldt ned i en tobak- og bomuldsfarm ved Goldsboro nær Faro i North Carolina, 19 km nord for Seymour Johnson militærflybasen på USA's østkyst. En af bomberne kom meget tæt på en detonation.
Bombe nr.1 blev bjærget intakt, idet dens faldskærm havde foldet sig ud, og bomben endte i lodret stilling hængende med faldskærmen i et træ. Faldskærmen medførte, at bomben næsten ikke fik skader. Men tre af de fire armerings-rækkefølger var blevet aktiveret i retning mod en udløsning af en brintbombe­eksplosion. Ladningssnoren var blevet trukket ud, fordi bomben faldt ud af flyet. Tilsvarende virkede også de lufttryk-følsomme kontakter, der skulle få bomben til at forberede eksplosionen i den tilsigtede højde (som i dette tilfælde var, når bomben ramte jordoverfladen). Generatoren, som skulle give den nødvendige elektriske impuls, virkede også. Bomben udløste sin faldskærm. Bortset fra et enkelt trin gennemførte bomben automatisk alle de armeringsmekanismetrin, den skulle gennemføre som optakt til at nå frem til selve brintbombe-detonationen! Hvis kontakten havde været indstillet på det, der ville svare til 'on' (tændt for armering), "'ville de fleste af borgerne i Washington, Philadelphia og New York være blevet udslettet", som det er blevet udtrykt bionyt.dk/ref/11304.asp. En såkaldt T-249 Armering/Sikker-kontakt (Arm/Safe) fungerede ­præcis, som den var beregnet til, og forhindrede en kerne­våben-eksplosion, men ikke desto mindre bekymrede det forsvarsminister Robert McNamara. Nogle få år senere ifølge et hemmeligholdt dokument sagde han, at en nuklear eksplosion kun blev udgået, fordi to ledninger ikke tilfældigvis kom til at røre hinanden. Bombens arm/safe-switch var stadig på safe-position, medens ­resten af armeringssekvensen var fuldendt. Dette trin var det eneste, som forhindrede detonation. En ­simpel lavspændings-kontakt var det manglende trin, som ville have udløst detonationen. Et ud af fire switch-trin forhindrede atomdetonation. Den fjerde tilkoblingsenhed – en sikret-eller-armeret-kontakt – var ikke aktiveret til forberedelse for en atomeksplosion, dvs. at den stod i sikret kontaktposition. Hvis Radar/Nav's DCU-9/A for Bombe nr.1 var blevet sat til GRN (udløsning i jordniveau) eller AIR (udløsning i luften) i stedet for SAFE (ingen udløsning), ville der være sket den værste menneskeskabte katastrofe i historien. Men heldigvis var ingen af kontrolfunktionerne blevet sat til at armere bomberne, før de kastedes. Det fortalte den overlevende tredjepilot. Alle sikkerhedsmekanismer på de transporterede brintbomber svigtede, undtagen denne afgørende kontakt. Eller man kan omvendt sige, at alt lykkedes, som skulle udløse bomben, bortset fra en simpel kontakt – hvilket var heldigt, for denne kontakt var kendt for i flere ­andre tilfælde at have været aktiv ved en fejltagelse!
På bombe nr. 2, som endte i jorden på et sumpet område, indikerede ARM/SAFE-kontakten faktisk ARM [altså armeret]. Men i dette tilfælde skyldtes det, at indikatorskiven havde forrykket sig ved nedslaget i jorden, og det var ikke den indre kontakt selv, der stod på armering. Denne bombe borede sig dybt ned i et sumpområde med en nedfaldshastighed på 300 meter pr. sekund. Bombens hale blev opdaget omkring 6 m nede og meget af bomben blev fundet, herunder tritium-beholderen og plutonium-enheden. De fleste af de termonukleare dele, der indeholdt uran, blev ­efterladt på stedet. Disse dele anslås at ligge omkring 17 m nede. Men udgravningen af resten af bomben blev opgivet på grund af ukontrollabel grundvandsoversvømmelse på stedet. Flyvevåbnet sikrede sig ret til at forbyde, at andre gravede bomben i sumpen op, og købte jordstykket og har indhegnet det for at ­forhindre en sådan opgravning, og stedet testes regelmæssigt for forurening, men man har hidtil ikke fundet nogen forurening.
Fem besætningsmedlemmer reddede livet med faldskærm, men to besætningsmedlemmer døde samt en mand på jorden bionyt.dk/ref/115347.asp. Joel Dobson har skrevet en bog om The Goldsboro Broken Arrow bionyt.dk/ref/11331.asp.
Bombefly styrter ned med to
kernevåben (13./14. marts 1961)

En ulykke skete 13./14. marts 1961. Et B-52 bombefly med start fra Mather militærflybasen nær ­Sacramento i Californien med to Mark-39 brintbomber ombord fik problemer med lufttrykket i besætningskabinen. Flyet skulle på en Chrome Dome-mission, men ­allerede efter 20 minutters flyvning opdagede man, at ventilationen ikke virkede, så det blev ulideligt varmt i cockpittet. Efter 14 timers flyvning gik den ene pilots vindue ligefrem i stykker på grund af varmen. Efter 22 timer opdagede en pilot, at måleren på brændstof­tanken ikke virkede, og at flyet var ved at mangle brændstof. Flyet måtte gå ned i lav højde, og det forhøjede brændstofforbrug fik flyet til at mangle brændstof, før det kunne møde et tankfly. Inden flyet kunne nå at blive tanket op i luften, stoppede alle otte motorer af mangel på brændstof. Da flyet løb tør for brændstof styrtede det ned nær Yuba City, Californien, med to kernevåben. Besætningen sprang ud med faldskærm, medens en pilot sikrede sig, at flyet ikke ramte Yuba City i Californien, inden han også selv sprang ud. Alle otte besætningsmedlemmer overlevede. Flyet ramte en bygmark. Brintbomberne hverken eksploderede eller startede en kernereaktion. Dets to Mark-39 kernevåben rev sig løs. B52-flyets konstruktion var fra sidst i 1940'erne. Når kernevåbnene ophængtes nede under flyet var de særligt udsatte, hvis flyet forulykkede, men når bomberne opbevaredes inde i flyet, var de placeret på et svagt punkt i flyets konstruktion.
Sovjet-ubåd: atombrændselsstave smelter (4. juli 1961)

Den 4. juli 1961 fik den sovjetiske ubåd K-19 ­(Hotel-klassen) et svigt i dets kølesystem nær Norges eller Storbritanniens kyst. Reaktor-kernens temperatur nåede 800 °C, hvilket var næsten nok til at smelte brændselsstavene. Omkring rørbruddet var strålingen 5 Røntgen i timen. Besætningen var i stand til at genvinde kontrol med temperaturen ved hjælp af nødprocedurer – ved at bruge drikkevandslageret som kølemiddel bionyt.dk/ref/12356.asp. Svejsninger udførtes af 3 mand ad gangen i 5-10 minutters intervaller i reaktorrummet, hvor strålingen var 50 Røntgen i timen eller højere. Det blev udført af folk, som kendte risikoen – og 7 mand døde efter 7-10 dage, og endnu en person døde 3 måneder efter bionyt.dk/ref/12356.asp. 30 ud af 139 mand døde ifølge en kilde bionyt.dk/ref/12356.asp. Episoden forurenede dele af ubåden, og nogle af de indbyggede ballistiske missiler. Nogle besætningsmedlemmer fik stråleskader og døde. Filmen K-19: The Widowmaker med stjerneskuespillere som Harrison Ford og Liam Neeson giver en kontroversielt fiktionaliseret beskrivelse af disse begivenheder. Denne ubåd var Sovjetunionens første ubåd med ballistiske missiler, og den medbragte 3 ballistiske missiler med kernevåben.

Lækage i atomraket (27. okt. 1961)

Den 27. oktober 1961 fik en W49 Jupiter tritium-­lækage. Det skete ved Giola del Colle i Italien.

Atombombe lækker
plutonium (6. nov. 1961)

Den 6. november 1961 skete der plutonium-forurening fra bristede rør i et W47-kernevåben. Det skete ved Pantex-anlægget ved Amarillo, Texas, hvor man fabrikerer kemiske eksplosiver til kernevåben, og det er det eneste sted i USA, hvor kernevåben samles eller demonteres, og der er på stedet et midlertidigt lager for plutonium. En NGO-gruppe, kaldet Project on Government Oversight (POGO) har hævdet, at arbejdere ved Pantex-anlægget ved Amarillo, Texas, hvor man fabrikerer kemiske eksplosiver til kernevåben, i 2005 var tæt på en nuklear eksplosion, da der blev tilføjet for stort tryk på et W56-sprænghoved i forsøg på at demontere det. Gruppen siger, at eksperter med viden om hændelsen fortalte dem om det. Krav om at teknikere skulle arbejde op til 72 timer om ugen bidrog til hændelsen, fortæller de bionyt.dk/ref/11485.asp.
Atommissil smelter (15. dec. 1962)

Den 15. december 1962 skete et uheld med et Mark-25 kernevåben (W25 warhead) i et AIR-2A Genie-missil, der var knyttet til en Herman Nelson Heater under checkout på et kampfly af typen Convair’s delta-wing F-106A. Temperaturen kunne ikke reguleres. De højeksplosive stoffer i missilet smeltede.

Lynnedslag beskadiger
atommissil (19. juli 1962)

Den 19. juli 1962 fik et Jupiter-missil med en W49-brintbombe et lynnedslag, der beskadigede bl.a. de elektriske systemer. Muligvis skete det i Giola del Colle, Italien.
Ubåd synker med
atombomber (10.apr.1963)

Den 10. april 1963 sank ubåden USS Thresher ca. 350 km øst for Boston, Massachusetts, i det nordlige ­Atlanterhav, på grund af forkerte svejsninger. Kombinationen af et revnet rør og det høje tryk kan have ødelagt et elektrisk panel, så reaktoren er stoppet, hvorved ubåden ikke kunne sejle. Dårlig udformning af nød-ballastsystemet forhindrede, at ubåden kunne reddes. Hele besætningen på 129 personer gik tabt. Ubåden blev drevet med atomenergi. I Flådens noteringer er den på evig patruljering. Ubåden sank så dybt, at den imploderede til tusinder af småstykker. Dens vragdele er fundet på 2600 m dybde over et areal på 134.000 kvadratmeter.

Eksplosion under håndtering
af atomvåben (13. nov. 1963)

Den 13. november 1963 skete et uheld på en opbevaringssilo, der indeholdt højeksplosive komponenter af forældede nukleare våben, der var ved at blive skilt ad. De eksploderede ved Medina Base, Texas. De delvis-samlede Mark-7 bomber flyttedes ind i en lager-igloo, hvorved to eksplosive dele formentlig ramte hinanden ved denne håndtering, og der opstod ild og 123.000 pound højeksplosive sprængstoffer antændtes i lagerbygningen. Vinduer sprængtes på steder, der lå 22 km væk.
Bombefly med atomvåben
rammer bjerg (1963)

Få uger senere fik et B52-bombefly med to Mark-53 brintbomber på 9 megaton sprængkraft problemer og forulykkede på bjerget Savage Mountain, 30 km fra Cumberland i Maryland. Bomberne hverken brændte eller eksploderede.

B47-bombefly med Mark-39 atomvåben forulykker nær Abilene i Texas efter brand

Robert McNamara (USA's forsvarsminister 1961-68) omtalte i 1963 et uheld med et fly, som var tæt på at udløse et atomuheld. Dette var et B-47 fly, der havde en Mark-39 bombe ombord. Uheldet skete ved Dyess militærflybasen nær Abilene i Texas, idet der gik ild i flyet efter at det lettede. Ved en højde på ca. 60 meter opdagede piloten, at der var ild i flyet, lod flyet krænge til siden for at undgå beboede områder og beordrede besætningen til at springe ud i faldskærm. Tre ud af fire besætningsmedlemmer slap ud i tide. Brintbombens højeksplosive sprængstoffer eksploderede, men uden at udløse en atomeksplosion bionyt.dk/ref/11643.asp.

Bombefly med atomvåben
falder ned (13. jan. 1964)

Den 13. januar 1964 blæste den vertikale stabilisator på et B-52 bombefly af under en kraftig vinterstorms turbulens, og flyet faldt ned. De to Mark-53 kernevåben, som flyet medbragte, blev fundet temmelig intakte midt i flyvraget. Flyet var på vej retur efter en Chrome Dome airborne-alert til Europa. Da det ­mistede vertikalstabilisatoren, blev flyet umulig at styre. En mand (radar bombardier) nåede ikke ud, to døde af kulde, to overlevede bionyt.dk/ref/115348.asp. ­Flyet faldt ned nær vandrestien Savage Mountain Trail. (Lige nord for hvor denne skærer Pine Swamp Road nær Cumberland, i Maryland, USA). Da mandskabet fra luftvåbnets EOD (Explosive Ordnance Disposal) team skulle til at fjerne kernevåbnene ved brug af de tunge maskiner, som var ved hånden, kom en repræsentant fra Sandia National Laboratories til og bad dem stoppe. Bombernes tilstand skulle først vurderes, var beskeden bionyt.dk/ref/11647.asp.

Uheld i lager med
atombomber (28. marts 1964)

Den 28. marts 1964 skete et uheld på et lager med Mark-101 dybvandsbomber, hvor Mark-34 og Mark-57 kernevåben blev oversvømmet under en tsunami. Sandsynligvis skete det i NAS Kodiak, Alaska.
Satellit med plutonium
falder ned (21. april 1964)

Den 21. april 1964 skulle en amerikansk Transit-5BN-3 atomdreven navigationssatellit sendes i kredsløb om Jorden. Men den opnåede ikke den hastighed, som kunne sende den i kredsløb om Jorden, og den begyndte at falde ned igen fra en højde på 46 km over Det Indiske Ocean. Satellittens SNAP-9a generator indeholdt 17 kiloCurie (630 TeraBecquerel) i form af plutonium-238 (2,1 pounds), som i det mindste delvist brændte ved nedstigningen. Den faldt tilbage til Jorden og brændte op i atmosfæren et sted nord for Madagaskar. Omkring 17.000 Ci (630 TeraBecquerel) metallisk plutonium-brændstof endte i atmosfæren over den sydlige halvkugle, og spor af plutonium-238 blev påvist i området et par måneder senere bionyt.dk/ref/11648.asp. Forhøjede niveauer af plutonium-238 blev først dokumenteret i stratosfæren fire måneder senere. NASA påviste, at SNAP-9a plutonium-frigivelsen var på næsten det dobbelte af de 9000 Curie, der var blevet tilføjet ved alle de udførte atmosfæriske kernevåbentest. USA's atomenergikommission rapporterede en tredobling af det globale plutonium-238 nedfald. Alle efterfølgende Transit-satellitter er blevet udstyret med solpaneler. Desuden udviklede man radioisotop-­termoelektriske generatorer (RTG), der ikke ville åbne, og som derfor ikke ville forurene ved tilbage-indtræden i atmosfæren. (Radioisotop-termoelektriske generatorer (RTG) konverterer den varme, der frigøres ved henfald af radioaktivt materiale, til elektricitet).
Brand i atom-raket (5. december 1964)

Den 5. december 1964 gik der brand i et LGM-30B Minuteman-1 missil, og det styrtede ned i bunden af siloen ved Ellsworth militærflybasen, South Dakota. Der var ingen eksplosion.
Atombevæbnet bombefly
forulykker på landingsbane og bryder i brand (8. dec. 1964)

Den 8. december 1964 forulykkede et B-58 bombefly, idet det mistede kontrollen, medens det kørte på en iset landingsbane ved Bunker Hill (nu Grissom) militærflybasen i Indiana og brød i brand, da den ramte nogle el-bokse. Fire Mark-43 kernevåbenbomber og en BA-53 bombe var ombord med en samlet sprængkraft på 13 megaton. To af bomberne brændte, og den ene smeltede helt. Men ingen af bombernes højeksplosive sprængstoffer antændtes. Branden ­truede en Strategic Air Command (SAC)-base, der var fyldt med bombefly og kernevåben. En brandmand trak på et tidspunkt en brændende brintbombe 45 meter, smed den i en grøft og slukkede ilden ved at dække bomben med sand.
Lynnedslag-skader på atommissil (15. juli 1965)

Den 15. juli 1965 fik et W28 Mace missil indvendige skader ved lynnedslag. Stedet er ikke oplyst.
Atombombe til træning
brænder i fly (11. oktober 1965)

Den 11. okt. 1965 brød et C-124 transportfly Douglas C-124C Globemaster II i brand under brændstofpåfyldning på jorden på Wright-Patterson militærflybasen i Ohio. Tritium-flasker, eksplosive generatorer og en trænings-Mark 53 blev ødelagt i branden. Der skete mindre ­lokal forurening.

Atombevæbnet fly glider i
havet fra hangarskib (5. dec. 1965)

Den 5. december 1965 gled et US Navy A-4E Skyhawk fly med en B43-brintbombe i havet fra hangarskibet Ticonderoga, hvor der er 4900 meter til havbunden, mens skibet var undervejs fra Vietnam til Japan. Piloten, der skulle bremse flyet under en bugsering på et hangarskib, kunne ikke høre signalfløjten, som skulle få ham til at bremse flyet. Flyet, piloten og våbenet blev aldrig fundet. Der er uenighed om, præcis hvor hændelsen fandt sted. Det amerikanske forsvarsministerium erklærede oprindeligt, at det skete 800 kilometer ud for Japans kyst, men flådens dokumenter har senere vist, at det skete omkring 130 km fra Ryukyu-øerne og 320 km fra Okinawa.

Beskadigelse af
atomdrevet isbryder (1966/1967)

I løbet af vinteren 1966-1967 fik den sovjetiske isbryder Lenin, Sovjetunionens første atomdrevne overfladeskib, et større uheld i en af de tre reaktorer (muligvis en nedsmeltning – præcis hvad der skete er stadig et omdiskuteret spørgsmål i Vesten). For at finde ­lækagen brød besætningen gennem strålingsskjoldet af beton og stål med forhammere, og forårsagede uoprettelige skader. Der gik rygter om, at omkring 30 af besætningen blev dræbt. Skibet blev forladt i et år for at give tid til, at strålingsniveauet kunne falde, inden de tre reaktorer blev fjernet for at blive dumpet i Karahavet ved Tsivolko Fjorden, sammen med 60% af brændsels­elementerne i en separat beholder. Reaktorerne blev erstattet med to nye, og skibet blev igen taget i brug i 1970, og var i tjeneste indtil 1989.
Atom-sprænghoved
tabes 2½ meter (januar 1966)

I januar 1966 faldt et sprænghoved af et U.S.Navy Terrier missil ved NAS Mayport, Florida. Det faldt 2½ meter, og fik nogle buler bionyt.dk/ref/11623.asp.

Atombevæbnet missil
falder af stillads (19. jan. 1966)

Den 19. januar 1966 faldt et W45 Terrier-missil fra et monteringsstillads på grund af, at en holder svigtede. Kernevåbnet slog revner. Sandsynligvis skete det på NAS Mayport i Florida.

Atombombe efterlades uden opsyn – og falder ned (7. feb. 1966)

Den 7. februar 1966 blev en Mark-28FI bombe, der var rejst op i et hejseværk for at blive malet, efterladt uden opsyn under en frokostpause. Hejseværket svigtede, og bomben faldt ned. Bl.a. finnerne beskadigedes.
Stedet er ikke oplyst, men sandsynligvis var det på en Strategic Air Command (SAC) base, et Aviation Depot Squadron (AVDS) ­depot eller en Atomenergikommission-facilitet.

Palomares: A-bomber tabes ved flyulykke over Costa del Sol, Spanien (17. januar 1966)
USA holdt bombefly med brintbomber konstant i luften som garanti for altid at være parat til atomkrig. Det krævede, at bombeflyene blev optanket i luften. Disse optankninger, hvor de to fly nærmer sig hinanden, skulle gøres tusindvis af gange. Brintbombe-bevæbnede bombefly fra Strategic Air Command har kun været udsat for ét fatalt uheld under de titusinder af brændstof-optankninger i luften, som man har foretaget. Den gode statistik skyldtes, at SAC havde ­meget effektive sikkerhedsprocedurer. Men måske kom man til at overse risikoen ved optankninger i luften, da uheldet skete.

Uheldsdagen 17. januar 1966
Det var under den kolde krig. Døgnet rundt havde USA mellem 12 og 24 B52-fly i luften, medbringende brintbomber, for at virke afskrækkende mod et sovjetisk overraskelsesangreb. En tidligere hemmelig ­beskrivelse af, hvad der skete den 17. januar 1966, er nu delvis offentliggjort på Internettet bionyt.dk/ref/11622.asp.

Kollision i 9½ km højde
I en højde af 9450 meter skete der et sammenstød mellem et amerikansk B-52G Stratofortress bombefly og et KC-135A Stratotanker tankfly. B52-flyet skulle have sin anden optankning på turen. Det skulle ske i luftrummet over Syd­spanien.
Bombeflyet medbragte fire Mark28-brintbomber [i 1968 ændredes navnet til B28-bomber]. Det nærmede sig tankflyet for hurtigt, ramte det og brækkede i stykker. Nogle flydele ramte brændstoftankene på tankflyet, som eksploderede og dræbte de fire besætningsmedlemmer i tankflyet. Tre af de syv besætningsmedlemmer på bombeflyet døde også, hvorimod de fire af B-52 bombeflyets syv besætningsmedlemmer lod sig skyde ud med katapultsæde og svævede ned i sikkerhed med faldskærm. Flydele faldt tæt på en skole og andre bygninger, men ingen mennesker på jorden blev dræbt.

Palomares
Flyene og brintbomberne faldt ned ved et lille spansk fiskeleje, Palomares, der ligger øst for Malaga (nemlig midtvejs mellem Malaga mod vest og Alicante mod øst) i det sydøstlige nedre hjørne af Spanien ud mod Middelhavet. Dette sydspanske område kaldes Costa del Sol – et kendt turistområde, men den 17. januar 1966 blev det afgjort, at byen Palomares ikke ville få del i turistudviklingen i fremtiden bionyt.dk/ref/11539.asp.

De fire brintbomber i Palomares
På ulykkesstedet gav man sig til at lede efter de fire tabte brintbomber. Man ledte over et stort område omkring Palomares. I teorien skulle faldskærme have båret våbnene forsigtigt og uskadt ned til jorden. Sådan gik det bare ikke helt i praksis.
Man fandt en ret intakt bombe ca. 300 meter fra havet. En af denne bombes faldskærme havde åbnet sig.
Et døgn efter fandt man resterne af en anden bombe, hvor faldskærmen ikke havde åbnet sig. De højeksplosive sprængstoffer i denne brintbombe var delvis eksploderet, og havde spredt plutonium ud over ­området.
En tredje bombe havde ramt en stenvæg kun 25 m fra et hus. En af denne bombes faldskærme havde ­åbnet sig, og bomben var delvis eksploderet.
Men man manglede den fjerde brintbombe. Soldater gennemtraskede området omkring ulykkesstedet skulder ved skulder på lange rækker. Det var, som om man drev klapjagt på en brintbombe. Sådan ledte man i 1½ måned uden resultat. Den fjerde bombe måtte være havnet i havet.

Benægtelser og indrømmelser i Palomares-sagen
I starten benægtede luftvåbenet, at der overhovedet havde været kernevåben ombord på flyet. Det blev imidlertid vanskeligt at fastholde dette, når lokal­befolkningen kunne se 450 mand gå rundt med Geigertællere. Efter tre dage med benægtelser valgte luftvåbenet at bekræfte, at der var "ikke-armeret ­nukleart våbenmateriale" ombord, der "ikke udgjorde nogen fare for sundhed eller sikkerhed". Man sagde ikke sandheden om, at en brintbombe var blevet tabt.
Også den nye forklaring blev svær at fastholde, da en armada af amerikanske skibe gik i gang med at lede efter den forsvundne brintbombe i havet i månedsvis. Sovjetunionen udnyttede situationen, og talte om en nuklear vulkan i havet ud for Spanien.
Efter nogle uger indrømmede Pentagon, at en ­nuklear bombe var forsvundet. Dette passede kun alt for godt til den seneste James Bond film på dette tidspunkt, Thunderball, der handlede om en undersøisk eftersøgning efter stjålne brintbomber.

Fiskeren i Palomares
En lokal fisker, Francisco Simó Orts, havde set noget, som han havde troet var en stor faldskærmudspringer. Men det blev klart, at det var den fjerde brintbombe under en faldskærm, som han havde set. Han kunne nogenlunde udpege området af havet, hvor den var faldet ned. Fiskeren blev senere kendt som Paco el de la bomba, Bomb Paco eller Bomb Frankie.
Den aerodynamiske afdeling fra Sandia-laboratorierne sendte et hold til Spanien. Ud fra målinger kunne de beregne sig frem til, at den fjerde bombe måtte være tabt inden for et bestemt område af Middelhavet. [De anvendte bl.a. en matematisk metode, Bayesian search theory, udviklet af John P. Craven].
Amerikanerne lod derefter 20 skibe lede efter den forsvundne bombe. Sovjetiske skibe ledte også efter den med undervandsudstyr. 150 dykkere søgte i første omgang havbunden ned til 110 meters dybde – på de dybeste steder med fast dykkerudstyr.
Efter 2½ måneds søgninger blev bomben fundet på 780 meters dybde på en undersøisk skrænt, der hældede 70 grader ned mod Rio Almanzora canyon. Brintbomben blev fundet to gange. Første gang d. 17. marts, men man tabte den under opfiskningen. Den blev fundet igen d. 2. april – denne gang på 880 meters dybde. Et ubemandet torpedoskib blev viklet ind i faldskærmlinerne omkring bomben, og begge dele blev derefter hejst ombord på et amerikansk krigsskib.
Designet af brintbomberne var tophemmeligt, og den amerikanske offentlighed havde aldrig set et billede af en brintbombe – før nu, hvor den blev vist frem som en præmiefisk. Eftersøgningen havde da også været ekstrem vanskelig, og amerikanerne var nu så stolt over, at de havde fundet brintbomben, at pressen for første gang fik lov til at fotografere den.
Bomben blev kendt som The lost H-bomb, og eftersøgningen er beskrevet af Barbara Moran i The Day We Lost the H-Bomb.
Den spanske fisker krævede via en advokat at få en findeløn på 1-2% af værdien. Procenten var ikke urimelig, men værdien var følge Forsvarsministeriet 2 milliarder dollar, så blot 1% ville udgøre over 100 millioner kr. Fiskeren fik et beløb, som ikke blev offentliggjort. Eftersøgningen kostede 50 millioner kr. og er den dyreste eftersøgning i historien. 12.000 mænd havde deltaget i eftersøgningen. Blandt andet brugte man en dybtgående forsknings-ubåd (DSV Alvin).
Filmen Men of Honor (fra år 2000), med Cuba Gooding, Jr. og Robert De Niro beskriver, hvordan man fandt brintbomben i havet. Skuespilleren Cuba Gooding, Jr. spillede Carl Maxie Brashear, der var den første afrikansk-amerikaner, som blev U.S. Navy Master Diver (frømand). Carl Maxie Brashear deltog i den 2½ måned lange eftersøgning efter brintbomben, og var udsat for en ulykke, da et tov sprang og ramte ham på venstre ben under knæet. Han sendtes til hospitaler i Spanien, Tyskland og Virginia, hvor benet måtte amputeres på grund af infektion og nekrose. I 1968 blev han den første U.S. Navy Diver, som blev genansat som dykker efter en benamputation. Efter indsatsen i Spanien modtog han Navy and Marine Corps Medal – den højeste "Navy award for non-­combat heroism".
Da brintbomben var blevet fundet i havet nær Palomares, ville et bomberydderhold fra flåden skille Mark-28 brintbomben ad, men en specialist fra ­Sandia National Laboratories (SNL), der så det, sagde, at et skib, der vugger på bølgerne, ikke er det bedste sted at udføre dette arbejde på.

Radioaktivitet i Palomares
Regeringerne i Spanien og USA benægtede, at plutoniumforurening fra de to ødelagte bomber udgjorde en sundhedsfare. Der var ikke den mindste risiko ved at spise fisk, kød eller grøntsager eller drikke mælk fra området, fik befolkningen at vide af den spanske atomenergikommission. Den amerikanske ambassadør, Biddle Duke, bragte sin familie fra Madrid til en strand nær Palomares, og tog en svømmetur i havet ikke langt fra det sted, hvor brintbomberne var landet. Billederne blev vel publiceret af pressen.
Den 25. januar 1966 meddelte USA (efter spansk pres), at de ikke mere ville flyve over Spanien med kerne­våben – kort før Spanien netop forbød dette få dage ­efter, d. 29. januar 1966, efter folkelige ­protester. Amerikanerne og spanierne enedes om ­årlige ­helbredstjek af befolkningen, men der blev ikke ­konstateret helbredsproblemer som resultat af ulykken.

Plutonium i Palomares
USA har aldrig fortalt, hvor meget plutonium, der var i bomberne. En lokal journalist, Jose Maria Herrera, der har undersøgt uheldet, mener, at man ville kunne ekstrahere mindst et kvart kg plutonium fra jorden på nedfaldsstedet bionyt.dk/ref/11657.asp. Carlos Sancho, der var leder af Palomares' afdeling af det spanske energiministerium, vurderer, at mellem 7 og 11 kg plutonium endte i jorden. Alfastråler fra plutonium er vanskelige at påvise uden for laboratoriet, da alfa-stråler kun har en rækkevidde på et par centimeter, og kan bremses af et græsstrå eller endog af dug. Luftvåbenet havde ikke forberedt sig på forurening med plutonium. Bærbare alfastråle-detektorer blev sendt til Spanien, men de virkede ofte ikke i denne situation. Spor af plutonium var vanskeligt at finde, men der blev fundet noget på et kilometerlangt stykke land mellem de to steder, hvor bomberne var landet. Forureningen strakte sig ind i byen og ud i tomatmarkerne. Indbyggerne blev ikke evakueret. Der blev ikke udstukket områder, hvor der var farlig forurening. At disse ting ikke skete blev i en senere rapport, der blev udarbejdet af Pentagons atomforsvarstyrelse (Defense Nuclear Agency), forklaret med det politiske aspekt af situationen.
USA lovede at rense området for plutonium, men man kendte ingen procedurer for, hvordan det skulle gøres. Der findes heller ingen kriterier for, hvilket plutoniumforureningsniveau, der er sikkert.
De konventionelle eksplosiver på to af brintbomberne eksploderede og antændte det pyrofore plutonium, hvilket skabte en forurenet sky, der drev med vinden og forurenede 2 kvadratkilometer, bl.a. med beboede områder, tomatmarker og skove. Man forsøgte at afskrabe de øverste 6-7 cm af jorden, men dette oprydningsarbejde var vanskeligt i et kuperet land, hvor bønder og geder gik rundt mange steder, og hvor ingen forstod engelsk. Knapt 4000 lastvognslæs med forurenede bønner, kål og tomater blev høstet med machete-knive og brændt for ikke at blive spist. Soldaterne, der rensede markerne og fyldte tønderne, fik udleveret kirurgmasker. Pentagons atomforsvars­styrelse skrev i deres rapport, at maskerne var placebo – de havde ingen virkning på strålingen, og var også kun en psykologisk barriere mod indånding af plutonium.

Oprensning i Palomares
Omkring 850 kubikmeter forurenet jord og aske blev skrabet af, forseglet i ståltønder og sendt til Atomic Energy Commission (AEC)'s afdeling i Aiken, ved Savannah River Plant i South Carolina, for at blive begravet. Der var 1500 tons jord, der var forurenet med op til mere end 1.200.000 Becquerel (Bq) pr. kvadratmeter, som fyldtes i 250-liter tønder og transporteredes til atomlossepladsen i South Carolina. Et område på 2,2 hektar i Spanien blev renset på denne måde. Andre 17 hektar, der var mindre forurenet, blev pløjet ned til 30 cm dybde. På klippesider, hvor forureningen var over 120.000 Becquerel (Bq) pr. kvadratmeter, fjernedes jorden med håndredskaber og sendtes også til USA.
I 2004 viste et studie, at der stadig fandtes steder, hvor der var en væsentlig forurening, og den spanske stat eksproprierede visse radioaktivt forurenede områder. 40 år senere kunne man stadig konstatere forhøjet radioaktivitet i snegle ifølge et studie, der blev omtalt af Reuters d. 11. oktober 2006. Dette tyder på, at der stadig er radioaktivitet nede i jorden.
I 2008 fandt det spanske energiforsknings­agentur CIEMAT to kløfter, hvor amerikanerne havde ­deponeret 2000 kubikmeter radioaktiv jord. USA gav 600.000 dollar (3,8 mia. kr) til 522 indbyggere i Palomares. Byen modtog også et afsaltningsanlæg til 200.000 dollar (1,3 mia. kr). USA havde lavet en aftale med Spanien om en årlig kompensation, men denne aftale udløb i 2009.
I 2012 bad Spanien om, at USA færdiggør rensningen, og Spaniens udenrigsminister Jose Garcia-Margallo mødtes med daværende udenrigsminister Hillary Clinton herom bionyt.dk/ref/11658.asp. Den 19. okt. 2015 enedes Spanien og daværende udenrigsminister John Kerry fra USA om at fortsætte diskussionen om ­oprensning.

Turisme i Palomares
På grund af forureningen, som bringes frem, hvis der graves i jorden eller bygges på de forurenede steder i Palomares, har byen ikke opnået den vækst og ­turisme, som andre tilsvarende kystbyer i Spanien har. Folk tror, at livskvaliteten på stedet er lav, og at der er mange kræfttilfælde, hvilket ikke er tilfældet. Regeringen siger, at så længe man ikke graver i jorden og ikke bygger på de forurenede steder, er der ingen problemer. Indbyggerne synes, at dette alene er et problem. Men hvis indbyggerne beklager sig, kommer der igen overskrifter i medierne, hvorved turisterne igen udebliver, og priserne på landbrugsprodukter fra stedet vil så igen falde.
I Palomares findes en vej, som hedder 17. januar 1966, men ellers er indbyggerne mest interesseret i at glemme hændelsen. Palomares kunne udmærket være blevet lige så populært som Marbella, hvis der ikke var faldet fire brintbomber ned fra himlen den 17. januar 1966.
Tre områder på tilsammen 40 hektar er stadig indhegnet på grund af forureningen. I 2001 påviste CIEMAT (Centro de Investigaciones Energéticas, Medioambientales y Tecnológicas) forhøjede niveauer af plutonium, uran og americium på et 10 hektar ­område ved Palomares.
Den lokale borgmester, Juan Jose Perez, forestiller sig, at man ved at bygge et museum – evt. formet som et bombefly af ­B-52 typen – måske kunne skabe øget interesse for at besøge stedet og høre om hændelsen. Man kunne jo tilbyde guidede vandreture i de ramte områder, drømmer han.

Den røde Hertuginde, i Palomares
Fattige arbejderes protest mod forureningen blev tilskyndet af hertuginden af Medina Sidonia, (også kaldet Isabel Álvarez de Toledo eller Luisa Isabel Álvarez de Toledo y Maura, men hun er nok mest kendt som Duquesa Roja, den røde hertuginde). Hun deltog personligt i demonstrationerne. Dette var under Franco-styret i Spanien, og hun blev fængslet i otte måneder for sin deltagelse i demonstrationerne.
Senere skrev hun romanen Strejken og flygtede i 1970 til den baskiske by Hasparren i Frankrig, da hun stod overfor endnu et fængselsophold, fordi strejker dengang var ulovlige i Spanien. Efter 7 års eksil i Frankrig vendte hun tilbage til Spanien. Hun skrev en bog baseret på vidnesbyrd fra 80 mennesker, der var blevet påvirket af ulykken. Bogen blev først udgivet i 2002, og hun beklagede sig over, at hendes arbejde konstant blev udsat for censur.
Sin sidste del af livet boede hun på Casa Medina Sidonia (der var familiens slot i Sanlúcar de Barrameda), og hvor hun udførte historisk forskning i sit private arkiv, Archivo de la Casa de Medina Sidonia, som er et af de største private arkiver i Europa, med tekster tilbage til år 1228. [Under sin forskning fandt hun bl.a. dokumenta­tion for, at arabisk-andalusiske eller marokkanske skibe handlede med havne i Brasilien, Guyana og Venezuela længe før Christopher Columbus. Hun udgav dette arbejde i bøgerne No fuimos nosotros ("Det var ikke os") og África versus América bionyt.dk/ref/11636.asp].
Hun var ofte i opposition, f.eks. som ateist i det ­katolske Spanien. Hun tilhørte Huset Medina Sidonia, den vigtigste adelsstand i Spanien, som havde haft denne nedarvede status siden 1445. Bedstefaderen Antonio Maura havde været premierminister i Spanien, og hun var i familie med skuespillerinden Carmen Maura.
Hertuginden døde af lungebetændelse d. 7. marts 2008 som 72-årig. Få timer før sin død giftede hun sig med sin sekretær og livslange ven, den tyske kvinde ­Liliana Maria Dahlmann under en civil ceremoni på sit dødsleje, og Liliana Maria, altså hendes nu lovformelige enke, blev leder af det 700-årige arkiv, Fundación Casa Medina Sidonia. Familien gik derved glip af formuen. En fætter af familien, dramatikeren Inigo Ramirez de Haro, har skrevet bogen El caso Medina-Sidonia (Sagen Medina-Sidonia).
Missil beskadiges (25. marts 1967)

Den 25. marts 1967 skete en eksplosion ombord på et skib, medens det var på havet, måske ud for Vietnams kyst (DMZ ombord på USS Ozbourn). Et fjendtligt våben eksploderede og beskadigede missilerne
Lynnedslag på A-missiler (1968)

I 1968 havde 70 missiler med kernevåben-sprængladninger været involveret i uheld fremkaldt af lyn. Et lyn, der ramte et hegn, ødelagde f.eks. 3 ud af 8 missiler, der hver havde et Mark-28 termobatteri-styret brintbombesprængningshoved. Fire Jupiter-missiler i Italien blev også ramt af lyn. Nogle af de termiske batterier affyredes, og i to atomsprængladninger blev tritium-gas frigjort i deres kerner. Disse våben er ikke bygget til at sidde i spidsen af et missil i lang tid, hvor der netop er en risiko for lynnedslag, som man ikke havde beskyttet dem imod. Det amerikanske luftvåben valgte at bygge store metaltårne omkring missilerne, som kunne opfange lynene.
I Sandia National Laboratories havde man altid ­antaget, at hvis to elektriske kredsløb ikke krydser hinanden – som f.eks. to adskilte el-ledninger langs en vej, så ville der ikke kunne gå strøm fra den ene til den anden. Stan Spray fra Sandia National Laboratories kunne imidlertid påvise, at dette ikke gjaldt under ekstrem varme eller stress, hvor ledninger bøjer og kommer nær hinanden. Når fiberglas-isolering brænder, kan det lede elektricitet. En sikring er beregnet til at ­afbryde strømmen ved, at sikringen smelter. Men i smelteprocessen kunne det flydende smeltemateriale også i nogle tilfælde tvært­imod virke ledende for strømmen. Ledningerne i kernevåbnene er ofte gammel teknologi – og ledningerne samledes ofte i bokse, hvor f.eks. ledninger, der skulle armere bomben, kunne ligge i nærheden af ledninger, som netop skulle forhindre, at bomben blev armeret. Derved er der ­mulighed for, at strøm kan gå fra den ene ledningstype til den anden.

Thule: Atombombefly i brand under flyvning (21. januar 1968)
Den 21. januar 1968 udbrød der brand i navigatør-rummet i et B-52 bombefly fra det amerikanske luftvåben. Bombeflyet medbragte brintbomber af typen Mark-28, som var Strategic Air Command's mest udbredte bombetype på 1 megaton sprængkraft, og som også anvendtes i NATO-bombefly, som var beregnet til at angribe taktiske mål.
Bombeflyet med fire af disse brintbomber styrtede ned nær den amerikanske militærflybase i Thule. ­Hændelsen skabte forargelse og protester i Danmark.
Oprydningen og dekontamineringen blev kompliceret af det barske vejr i Nordgrønland. Forurenet is og vragdele blev transporteret til USA for at blive deponeret i en atom-losseplads. Bombefragmenter blev ­gen­anvendt af Pantex-våbenhåndteringsanlægget i Amarillo, Texas.
Bombeflyet styrtede ned på havisen. Flyet medbragte fire Mark-28FI brintbomber, og knustes med en kæmpeeksplosion, men uden kernedetonation. Nogle våbenkomponenter blev fundet, men ikke alt blev fundet.
Denne ulykke skete blot to år efter, at et bombefly med fire brintbomber faldt ned ved Palomares øst for ­Malaga i Sydspanien.
B-52 bombeflyet, der faldt ned i Thule, var fløjet frem og tilbage i fire lange, kedelige timer over Thulebasen i 10,5 km højde, i et butterfly-sløjfemønster. En af piloterne havde stoppet tre puder under navigatørens sæde. Senere pressede et andet besætningsmedlem endnu en pude ind på dette sted, og lod puderne være holdt på plads af en lille metalboks.
Efter 4 timer opdagede man, at varmen ikke virkede, som den skulle, idet cockpittet var blevet for koldt. Piloten startede et system, som trak luft fra maskinkammeret ind i kabinen. Denne luft var ca. 220 grader Celsius varm. Det satte ild til puderne, fordi de blokerede en sådan varmeførende åbning under sædet. Radar-navigatøren syntes, han kunne lugte brændt gummi. Besætningen fandt de brændende puderne, som var fyldt med skumgummi. De brugte en ildslukker, men kunne ikke få slukket ilden. Kaptajnen bad om lov til nødlanding. Da han lod flyet gå nedad, åbnede radar-navigatøren sekstant-porten, som er et lille hul i flyets krop, for derved at lade noget af ­røgen komme ud. Navigatøren forsøgte at kvæle ilden med et tykt sækkemateriale. Men flammerne spredtes blot, og røgen i cockpittet blev nu så tæt, at kaptajnen knapt kunne se instrumentpanelet. Han fortalte ­Thule-­basen, at ilden var kommet ud af kontrol. Kort efter gik strømforsyningen i flyet. Temperaturen udenfor var minus 30 grader Celsius, men på grund af vinden ville det føles som minus 42 grader Celsius. Besætningen sprang ud i faldskærm, og kaptajnen sprang som den sidste, da flyet kun var 6 km fra landingsbanen. Flyet passerede lige hen over Thule-lufthavnen, vendte 180 grader, fløj endnu nogle kilometer, og styrtede så ned på isen i Bylot Sound, 11 km vest for lufthavnen.
Klokken var halv fem om eftermiddagen, men det var helt mørkt, idet solen ikke havde kunnet ses i to måneder her på denne tid af året, d. 21. januar, fordi Thule ligger så langt mod nord. I Thule vidste man ikke, om der var overlevende, indtil andenpiloten pludselig dukkede op. Han kunne fortælle, at mindst 6 af de 7 besætningsmedlemmer i flyet var sprunget ud. Et besætningsmedlem døde, og en overlevede efter amputation af begge fødder på grund af kulde.
Flyet ramte isen med en fart på 965 km/time. De højeksplosive sprængstoffer i de fire brintbomber detonerede fuldstændigt, samtidig med, at 100 ton jetbrændstof dannede en kæmpe ildkugle, der brændte i 5-6 timer. Stykker af bomberne var spredt over et areal på 8 kvadratkilometer. Små stykker af plutonium var smeltet sammen med metal og plast, men plutonium var også med røgen spredt ud over et stort område.
Mark-28 brintbomberne var gjort one-point sikre, så der skete ingen kernereaktion. Selv en delvis kernereaktion, eller måske 2-3 kernereaktioner, på Thule-basen, som USA betragtede som helt afgørende for forsvaret af USA, kunne være blevet mistolket af SAC-hovedkvarteret i USA som et sovjetisk angreb. Men problemet blev nu 'blot' at rense 3 kvadratkilometer is og sne, 1000 km nord for polarcirklen midt om vinteren i mørke, og hvor arktiske storme opstod af og til. Hundreder af unge amerikanere gik skulder ved skulder for at finde bomberester – meget lignende, hvad man havde gjort 2 år tidligere i Sydspanien.
Typisk var stumperne kun af størrelse som små mønter, og nogle var faldet ned i sprækker i isen. Isen på fjorden var 60 cm tyk, men vandet under isen var 180 meter dybt. Nogle bombestykker blev taget af strømmen og ført andre steder hen på bunden af Bylot Sound.
Man havde nu et nyt instrument, som bedre kunne måle plutonium. Det målte ikke alfastrålerne, men derimod de røntgenstråler og gammastråler, som også udsendes fra plutonium. Disse strålingstyper vandrer længere og modsat alfastrålerne også igennem sne. ­Apparatet kaldes FIDLER (Field Instrument for the Detection of Low-Energy Radiation).
Oprydningen og dekontamineringen blev dog kompliceret af det barske vejr i Nordgrønland. Forurenet is og vragdele blev transporteret til USA for at blive deponeret i en atom-losseplads. I løbet af 8 måneder fjernedes de øverste ca. 5 cm af isen i det mest forurenede område, Hot Zone, og sendtes til Atomic Energy Commission (AEC)'s Aiken-anlæg. Det ­radioaktive affald fra Thule fyldte 147 fragtbiler bionyt.dk/ref/11585.asp.
I sommeren 1968 ledte flåden ved hjælp af undervandsapparater efter Mark-28 brintbombe-dele i ­Bylot Sound. Plutonium-kernerne var sprængt til småbidder. Det meste uran blev fundet. Men en vigtig del af en af bomberne manglede man. Formentlig var dette det berigede uran, som skulle bruges til at ­udløse en kernereaktion. Det blev ikke fundet, og det gav ­anledning til den fejlopfattelse, at en hel brintbombe var gået tabt under isen på fjorden.
Luftvåbenet indrømmede fra starten, at flyet ­havde brintbomber ombord, men misinformerede også. Danmark havde nemlig forbudt, at kernevåben kom ind på dansk territorium eller luftrum, og Grønland var dansk territorium bionyt.dk/ref/11532.asp. Strategic Air Command havde overtrådt dette forbud i over et tiår, når det gjaldt Thule. Derfor sagde Pentagon til journalisterne, at B52-flyet havde været på en træningsflyvning. Visse danske politikere har sikkert vidst, at USA dagligt fløj med kernevåben over Grønland, men vidste næppe, at USA siden 1955 havde opbevaret brintbomber i hemmelige underjordiske bunkere ved Thule.
At der var oplagret kernevåben i underjordiske bunkere i Thule allerede fra 1955 omtales i en artikel i basens newsletter, The Thule Times, publiceret af Air Force Space Command, hvori en pensioneret oberstløjtnant, Ted A. Morris, beskrev en tur til Grønland i maj 1955. Ted Morris og hans besætning fløj i et B-36 bombefly, landede og afprøvede lastning af en live war reserve Mark-17 brintbombe, som var blevet oplagret på basen. Den praksis at flyve til Thule uden kernevåben og så laste dem på flyet i Thule synes at have været rutine. "How about all those underground ammo bunkers?", skrev Adams. "Maybe you thought they were there for the Greenlanders to use instead of ­igloos?" [Dansk oversættelse: Hvad med alle de underjordiske våbenbunkere? – troede du måske, at de var der for at grønlænderne skal bruge dem i stedet for igloo'er?] Omtalt i: Ted A. Adams, Strategic Air Command at the Top of the World, Thule Times, November 1, 2001.
Senere lagrede man anti-luftskytsmissiler på basen, til at ­forsvare Thule-basen med, hvilket også blev holdt hemmeligt for Danmark.
Thule-ulykken medførte meget mindre opsigt i USA end ulykken i Palomares på Costa del Sol kysten i Sydspanien gjorde. I Danmark var situationen anderledes. Danske arbejdere deltog i oprydningen, og det blev senere en hed diskussion, om de senere fik mén af den radioaktive forurening.
USA meddelte efter Thule-ulykken, at de ville undersøge behovet for fortsættelse af operation Chrome Dome bombefly-togterne. Faktisk blev dette luftbårne alert-system opgivet dagen efter Thule-ulykken, men hundreder af bombefly stod stadig fuldt lastede med brintbomber på forskellige lufthavn-landingsbaner rundt omkring i USA. Et B-52 bombefly uden kernevåben fløj stadig dagligt over Thule for at sikre, at basen var intakt.
Eric Schlosser, forfatteren til bogen Command and Control, fandt frem til to ikke-hemmelige dokumenter af særlig interesse for Thule-ulykken bionyt.dk/ref/11722.asp. Desuden har nogle danskere skrevet på engelsk om ulykken: bionyt.dk/ref/11298.asp.
Rygtet om, at en hel brintbombe var blevet tabt ved Thule, er blevet overbevisende afvist bionyt.dk/ref/11723.asp.
Påstanden om, at B-52 blot var på en træningsflyvetur, er omtalt i bionyt.dk/ref/11724.asp.
Diskussionen om den danske regerings kendskab til de amerikanske kernevåben over Thule er omtalt i bionyt.dk/ref/11725.asp.
At antiluftskyts-missiler med atomsprængladninger ­senere blev placeret i Thule er omtalt i bionyt.dk/ref/11726.asp.
Atombevæbnet ubåd
fra USA synker (22. maj 1968)

Den 22. maj 1968 sank den atomdrevne ubåd USS Scorpion med 99 besætningsmedlemmer og gik tabt i Atlanterhavet sydvest for Azorerne af ukendt grund. Den var bevæbnet med to Mark-45 ASTOR-torpe­doer med W-34 kernevåben, da den forsvandt i ­havet. Det nukleare materiale blev aldrig fundet. Det er ­blevet ­angivet som en mulighed, at en Mark-37 ­torpedo, der er batteridrevet, er blevet aktiveret af en tilfældig forekomst af en strømspænding, hvorved torpedoen har bevæget sig ud af torpedorøret, og derefter er blevet fuldt armeret og har angrebet det nærmeste mål, ­nemlig ubåden selv bionyt.dk/ref/11487.asp.
USS Scorpion (SSN-589) var undervejs fra Flådestation Rota i Spanien til Naval Base Norfolk i Virginia, USA. Vraget af ubåden, dens S5W reaktor, og dens to Mark-45 torpedoer med W34 atomsprænghoveder forbliver på havbunden på over 3.000 meters dybde.

Sovjetisk atomubåd (K27)
forulykker (24. maj 1968)

Den 24. maj 1968 fik den sovjetiske atomubåd K-27 alvorlige problemer med sine reaktor-kølesystemer. Efter at have tilbragt en tid på nedsat kraft, faldt reaktorens udgangseffekt uforklarligt, og sensorer registrerede en stigning af gammastrålingen fra reaktoren til 150 rad pr. time. Radioaktive gasser forurenede også ubåden. Besætningen lukkede reaktoren ned og en ­efterfølgende undersøgelse viste, at cirka 20% af brændselselementerne var blevet beskadiget. Hele ubåden blev sænket i Karahavet i 1981.

Månelandingsudstyr med
polonium forulykker (1969)

I 1969 mislykkedes opsendelsen af det første, sovjetiske ­Lunokhod-månelandingsudstyr, hvilket spredte polonium 210 over et stort område af Rusland.
Sovjet-ubåd (K8)
synker (12. april 1970)

Den 12. april 1970 sank den sovjetiske ubåd K-8 ­under bjærgning med 52 besætningsmedlemmer ­ombord efter at have haft brande to steder på samme tid. Besætningen forsøgte at tilslutte en kabellinje til en af østblokkens handelsskibe, men det mislykkedes. Ilden opstod 8. april i ubådens afdeling III og VII og spredtes via air condition systemet, medens ubåden var i 120 meters dybde. Begge atomreaktorer blev lukket ned. Kaptajnen beordrede hele besætningen at rømme ubåden, men da et skib kom til stedet, gik kaptajnen og 52 mand tilbage i ubåden. 8 marinesoldater var allerede døde, fordi visse afsnit af ubåden var blevet låst for at forhindre yderligere vandindstrømning og spredning af branden. I løbet af 80 timers forsøg på at begrænse skaderne i meget hårdt stormvejr døde alle ombord af CO2-forgiftning eller druknede i den utætte ubåd, medens denne blev trukket på havoverfladen i Biscay-bugten i det nordlige Atlanterhav. K-8 sank med 4 kernevåben-torpedoer. (Den kunne have haft 20-24 med). Båden ligger på 4680 meters dybde ca. 490 kilometer nordvest for Spanien. 73 mand overlevede ulykken.
Ubåden var af November-klassen (Type 627), og Sovjetunionens første forsøg på at udvikle ubåde til atomangreb. Den havde 8 torpedorør, og kunne medbringe mindst 20 torpedoer. Sovjetunionen arbejdede på at udvikle kernevåbenbærende torpedoer ("T-15"), som skulle kunne ramme NATO-flådebaser på 40 km afstand. November-ubådstypen var dog så støjende, at de ikke ville kunne nå så tæt på en NATO-flådebase.
Derimod ville denne ubåd kunne angribe transport-konvojer. K-8 var fra slutningen af 1960'erne. Da den forulykkede var den deltager i en sovjetisk flådeøvelse med ca. 200 fartøjer bionyt.dk/ref/12355.asp.
I dec. 1996 skrev P.L.Ølgaard fra Risø en rapport om uheld med atomdrevne "nuclear ships" (dog næsten alle atomubåde), og opregner 35 (+ 19 dårligt dokumenterede) sovjetiske uheld, 5 (+ 1 dårligt dokumenteret) amerikanske uheld og 1 fransk uheld bionyt.dk/ref/12356.asp. P.L.Ølgaard nævner, at to amerikanske og tre sovjetiske atomubåde ligger på havets bund som følge af uheld, der skeve i april 1963 (den amerikanske Thresher-ulykke), maj 1968 (den amerikanske Scorpion-ulykke), apr. 1970 (den sovjetiske Novemberklasse (K8) ulykke), okt. 1986 (den sovjetiske Yankee-I klasse (K219) ulykke) og apr. 1989 (den sovjetiske Mike-klasse (K278) ulykke). Desuden har Sovjetunio­nen deponeret 7 atomreaktorer i Karahavet øst for Novaya Zemlya.
Han konkluderer, at der pr. skibsreaktor-år er 1 promille risiko for uheld. Der skete sovjetiske tab-af-atomreaktorkølemiddel-uheld i feb. 1965 (ubåd af Novemberklassen K11), aug. 1968 (Yankee-klassen K140), 1970 (Charlie-II klassen K320), nov. 1980 (K222) og aug. 1985 (Echo-II K431).

Apollo-13 uheld (13.-17. apr. 1970)
Apollo-13 var den syvende bemandede mission i ­Apollo-programmet, og skulle have været den tredje månelanding. I stedet blev missionen, efter vellykket opsendelse d. 11. april 1970, berømt for den succes­fulde redningsmission tilbage til Jorden efter en ­eksplosion i ilttank nr. 2 i servicemodulet, medens rumskibet var på vej til Månen. Eksplosionen skete, da besætningen tændte for det piskeris, der skulle røre rundt i den flydende ilt. Piskeriset var konstrueret ­tidligt i designfasen, og da den elektriske spænding i servicemodulet efterfølgende blev forøget, glemte man at tage højde for, at piskeriset ikke var bygget til så høj spænding. Det smeltede – trykket øgedes – og tanken eksploderede, da rumfartøjet var 200.000 miles fra Jorden. Astronauten Jack Swigert udtalte de berømte ord: Houston, we've had a problem; i filmen Apollo 13 ændret til, at missionens leder James (Jim) Lovell ­siger Houston, we have a problem. Målelandingen måtte aflyses. I stedet sendtes rumskibet rundt om månen og retur. Månelandingsfartøjet var nu redningsbåd, bygget til to mand i to dage, men nu skulle tre mand opholde sig 4 dage i den. Før landingen måtte besætningen afkaste både månelandingsfartøj og service­modul. Månemodulet (Lunar Module) vendte tilbage til atmosfæren og brændte op over Fiji. Den indeholdt 44.500 Ci (1650 TeraBecquerel) af plutoniumdioxid (Pu-238), der overlevede genindtræden i Jordens ­atmosfære intakt, som den var designet til at gøre, idet banen var indrettet således, at den ville falde i ­Tonga-graven, der er over 6 kilometer dyb, i Stillehavet. Fraværet af plutonium-238 forurening i atmosfæriske prøver og havvand-prøver bekræftede, at den var faldet til havbunden. Den forventes at indeholde brændstof i mindst 10 halveringstider (dvs. 870 år).
Det amerikanske Department of Energy har gennemført test af havvand og fundet, at dens grafit-­beklædning, der var designet til at modstå genindtræden i atmosfæren, er stabil, og at ingen frigivelse af plutonium skulle kunne ske. Senere undersøgelser har dog fundet nogen stigning i den naturlige baggrundsstråling i området. Apollo-13 uheldet repræsenterede en ekstrem situation på grund af den høje hastighed, som opnås, hvis noget, der allerede er kommet ud i området mellem Jordens atmosfære og Månen, falder tilbage og genindtræder i Jordens atmosfære.
En radioisotop-termoelektrisk generator (RTG) ­omdanner den varme, der frigøres ved henfald af ­radioaktivt materiale, til elektricitet. Det var ikke ­meningen, at Lunar Lander skulle vende tilbage til Jorden. Den thailandske sonde overlevede sin tilbagevenden til Jordens atmosfære uden at brække i stykker og ligger nu på 6100 meters vanddybde bionyt.dk/ref/11682.asp.

Sovjet-ubåd (K377)
havarerer (12. april 1970)

En sovjetisk Alfa-klasse ubåd (K377) fik en skade på atomreaktoren, der brugte bly/vismuth (Pb-Bi) som kølemiddel. Det flydende metal størknede (fordi temperaturen kom under 125 grader Celsius) og kunne ikke, som det kræves for at virke kølende, bringes på flydende form igen, og det var ikke muligt at trække brændselsstavene ud. Det var intensionen at dumpe den havarerede reaktor i Kara-havet, men fordi Sovjetunionen havde underskrevet The London convention. blev den i stedet lagret på en flådebase bionyt.dk/ref/12356.asp.
Sovjet-ubåduheld (K171) (1977)
Atomsprænghoved genfindes

I 1977 skete der nær kysten til Kamchatka et uheld med den sovjetiske ubåd K-171, som medbragte et atomart sprænghoved. Sprænghovedet blev fundet ved en eftersøgning, der involverede snesevis af skibe og fly.
Atombombe tabes fra
parkeret fly (april 1979)

I april 1979 kom en operatør til at tabe en brintbombe fra et fly, som stod på jorden ved Carswell militærflybasen. Der var blevet trukket for hårdt i et håndtag i et B52-bombefly, og en B-61 brintbombe var blevet tabt to meter ned på en landingsbane. Et lille rødt flag på W53-bomben indikerede, at den var armeret.
Atomlager kollapser (16. juli 1979)

Den 16. juli 1979 brød et dige af jord og ler ved en United Nuclear Corporations radionuklid-bundfældnings- og inddampningsdam sammen. Det skete ved Kirken Rock, New Mexico. 380.000 kubikmeter (100 mill. US-gallons) af radioaktive væsker, og 1000 tons fast affald blev frigivet og kunne spores op til 100 km ned ad Puerco-floden.
Bombefly uden atomvåben
eksploderer (20. aug.)

Den 20. august 1980 gik der ild i et B52-bombefly ved Warner Robins militærflybasen nær Macon i ­Georgia, men flyet havde ikke haft kernevåben ombord. Flyet eksploderede og smeltede ned i jorden, mens den stod parkeret til serviceeftersyn.
Bombefly med atomvåben
eksploderer (15. sep.)

Den 15. september 1980 gik der ild i et B52-bombefly på startbanen. Dette fly havde otte SRAM-bomber med 200.000 ton sprængkraft og fire Mark-28 brintbomber. Vinde med vindstød på 50 km/time kom fra flyets hale og blæste derfor branden i retning væk fra brændstoftankene og væk fra bomberne. Tyngdekraften forsynede den motor, der var gået ild i, med konstant tilskud af nyt brændstof, selvom brandbiler dækkede flyet med skum. Vindretningen kunne ­ændre sig når som helst, og flyet blev varmere og varmere. Copiloten indrømmede, at han måske havde lavet en fejl, lige før han sprang ud af flyet på landingsbanen. To trin i checklisten for en nødsituation kunne være udført i forkert rækkefølge. Ifølge checklisten skulle der afbrydes for brændstofforsyningen, hvorefter nødforsyningsbatteriet skulle slukkes. Hvis piloten havde slukket for batteriet først, ville der være blevet slukket for strømforsyningen, således at der ikke bagefter kunne lukkes for brændstoftilførslen til motoren. Strategic Air Command (SAC)-hovedkvarteret var i kontakt med Boeing, som havde bygget flyet. Da flyet havde brændt i 3 timer var det anbefalingen fra ­Boeing, at brandmandskabet blot evakueredes, og at man lod flyet brænde ud.
Strategic Air Command (SAC)-hovedkvarteret syntes ikke det var en god ide. En lokal brandmand, Tim Griffis, der havde erfaring med B52-fly, tilbød at kravle ind i det brændende fly for at slukke for brændstoftilførslen. Han åbnede for nødstrømbatteriet og slukkede for brændstoftilførslen, hvorefter ilden slukkedes.
I en efterfølgende høring fortalte lederen af Lawrence Livermore National Laboratory, Roger Batzel, at hvis branden var fortsat, kunne kernevåbnene have spredt plutonium over et 150 kvadratkilometer ­område i North Dakota og Minnesota. Byen Grand Forks med 60.000 indbyggere ville have været lige i vindretningen. Roger Batzel nævnte ikke, at en af Mark-28 brintbomberne kunne have detoneret. Det ville have ødelagt byen Grand Forks og spredt dødeligt radioaktivt nedfald over byen Duluth i Minnesota eller Minneapolis-Saint Paul, afhængig af vindretningen af vindene i stor højde over området.
Årsagen til branden i motor nr. 5 var, at en eller anden havde glemt at skrue en lille skrue ind i et brændstoffilter.
Nogle af B52-flyene var denne nat parkeret med fronten i den modsatte retning. Hvis flyet tilfældigvis have være parkeret således, ville besætningen blevet brændt, da de åbnede lugen for at springe ud, og ilden ville hurtigt være nået frem til bomberne.

Eksplosion i brintbombe-­
bærende Titanmissil (19.sep.1980)
Lækager af raket-oxidationsmidler plagede det brintbombebevæbnede Titan-II missilsystem i USA. På et missilaffyringssted i Arkansas, kaldet Affyringskompleks 374-7, opstod der f.eks. den 27. januar 1978 en ­lækage i en oxidizer, hvorved der udsendtes en sky af giftige gasser hen over US Highway 65.
Folk evakueredes, men lækagen blev hurtig repareret. Fuldstændig samme sted skete knapt 3 år senere en eksplosion i missilet. Denne gang ødelagdes siloen, missilet og brintbomben. Arkansas husede 18 af disse missil-komplekser. Hvert sted var placeret så langt fra det næste, at én sovjetisk atombombe kun ville kunne ramme ét missilkompleks bionyt.dk/ref/11341.asp.
Ude i verden havde Sovjet ½ år tidligere invaderet Afghanistan, Irak-Iran krigen var så småt startet, Iran havde taget 52 amerikanske gidsler fra USA-­ambassaden i Teheran og et amerikansk undsættelsesforsøg var mislykkedes.
Desuden var der forlydende om, at Sovjets nye og mere præcise atommissiler udgjorde en trussel mod de amerikanske atommissiler.
Titan II var et interkontinentalt, ballistisk missil (ICBM). Denne missil-type var dengang USA's største interkontinentale missil med en W-53 brintbombe-sprængladning. Det kraftigste amerikanske missilvåben havde 9 megaton TNT sprængkraft, svarende til 3 gange al sprængkraft brugt under Anden Verdenskrig inklusive de to kernevåben over Hiroshima og Nagasaki.
Disse missiler var bygget til at kunne sendes af sted i løbet af få minutter, og der var ingen mulighed for at fjern-destruere dem på vejen mod deres mål, når de først var affyret bionyt.dk/ref/11303.asp.
Ulykken skete d. 18.-19. september 1980 i et ­affyringskompleks, som hørte under en militærgruppe kaldet 308th Strategic missile Wing bionyt.dk/ref/11827.asp og bionyt.dk/ref/11828.asp. Den nærmeste militærflybase var Little Rock. Stedet var nær Southside (Van Buren county) lige nord for Damascus i Arkansas.
Missilet var bygget i to trin, og brintbomben sad i øverste trin. Både trin 1 og trin-2 af missilet indeholdt tanke til brændstof og oxidationsmiddel. Desuden var der talrige små raketmotorer på missilet, som kunne styre det undervejs mod målet.
En signallampe havde indikeret, at trykket var blevet for lavt i rakettens øvre trin-2's oxidatortank. Det kunne skyldes en lækage. Men hvis det skyldtes temperaturforhold ville løsningen blot være at tilføre mere oxidator til tanken. To teknikere gik ind i siloen med missilet klokken halv syv om aftenen. Den ene tekniker var 21 år og havde arbejdet med missilet i 3 år. Den anden var 19 år, og havde været med i 9 måneder, men var stadig under uddannelse. Mens den mest rutinerede tekniker stod på en arbejdsplatform ved det øvre 2. trin, tabte han et værktøj. Det var en 4-5 kg tung rørnøgle (socket wrench). Den faldt 24 meter, og fik så meget acceleration, at den med stor fart slog hul på brændstoftanken på rakettens nedre 1. trin, så der opstod en lækage. Tanken indeholdt brændstof under tryk. Brændstoffet (aerozine-50) ville kunne antændes spontant af ting som rust, uld eller tøj. Da det ­nu ­fossede ud udvikledes dampe, der antændtes. Branden udviklede røg og opbrugte ilten i siloen. Iltmanglen dræbte 53 arbejdere, der var til stede i siloen.
Airconditionanlægget svigtede. Temperaturen steg. Det oxiderende middel, nitrogen-tetraoxid, der fandtes i oxidizer-tankene, udvidede sig i varmen. Derved sted trykket. Der var nu risiko for, at det ville nå eksplosionsniveau i løbet af 5-6 timer. Oxideringsmidlet i missilet kunne (ligesom giftgassen fosgen-gas, der anvendtes under Første Verdenskrig) dræbe en person på en meget ubehagelig måde, som kaldes drukning-på-tørt-land (dry land drowning).
Kommandøren af 308th Strategic Missile Wing ­eta­blerede hurtigt et potential-hazard team.
2½ time efter uheldet, kl. 21, blev stedets personel evakueret. En time senere begyndte man at evakuere civile beboere i området.
To airmen, Rex Hukle og Greg Devlin, var de første, som gik ind på ulykkesområdet. De havde ordre om at skære hul i et sikkerhedshegn og bryde gennem en ydre stålport, som havde en elektromagnetisk lås. Dette lykkedes ved brug af brækjern og andre redskaber. Men de kunne ikke åbne de inderste døre, der var beregnet til at modstå eksplosioner.
Tidligt om natten til d. 19. september 2016 ankom senior airman David Livingston og sergent Jeff K. Kennedy for at måle koncentrationen af luftbårne brændstofgasser i missilskakten. Koncentrationen var meget høj. Klokken 3 om natten – netop da de havde sat sig på noget beton oppe i jordniveau ved indgangs­porten for at afvente nærmere instruktioner – eksploderede missilet. Der var gået otte timer efter uheldet med det tabte værktøj.
Missilet og siloen blev ødelagt ved eksplosionen. Den 740 ton tunge luge til missilskakten røg 60 meter op i luften og landede 180 meter væk. 21 personer blev såret. David Livingston døde samme dag, og ­nåede ikke at blive afhørt om ulykken. Han var blevet efterladt på gulvet uden hjælp og havde indåndet oxidationsmidlet i over en time. Jeff Kennedy blev kastet 45 meter væk og brækkede benet. Han blev også ­skadet af nitrogen-tetraoxid i lungerne. Luftvåbenet ville i tre dage ikke give den læge, der skulle behandle ham, ­oplysninger om stoffet eller information om, hvordan en sådan forgiftning skulle behandles. Lungelægen havde siddet i 40 timer ved Jess Kennedy for at få ham til at hoste slim op for på denne måde at rense luftvejene som en slags improviseret behandlingsform.
Det var formentlig en gnist fra udluftningsventilatoren, som startede eksplosionen. Jess Kennedy og David Livingston havde begge hørt en ordre om at starte udluftningsventilatoren. Det var sergent ­Michael Hanson, der havde fået ideen om at starte udluftningsventilatoren, selvom en sådan procedure ikke var omtalt i checklisten. Nu efter ulykken nægtede ­Michael ­Hanson at have givet en sådan ordre.
I ulykkesrapporten angav Air Force, at der var talrige muligheder for, at en antændelse kunne ske, når der først var kommet brændstof-dampe ud i luften – og forbigik derved den faktiske årsag, nemlig ordren om at starte udluftningsventilatoren. Andre fejl ifølge Jess Kennedy var, at der blev givet besked om ikke at åbne siloens dør, så dampene kunne slippe ud, og at der gik så lang tid, før man gik ind i siloen igen, samt at helikopteren var så længe om at komme.
Det relativt intakte nukleare sprænghovede på 9 megaton W-53 våbenet kunne bjærges 150 meter fra siloen. Brintbombens armeringssystem og batterier var blæst væk og formentlig knust ved eksplosionen. Bombens sikkerhedsanordninger virkede korrekt og forhindrede udslip af radioaktivt materiale.
Missilets atomsprængladning endte i en grøft, og EOD-mandskabet (Explosive Ordnance Disposal) gravede et hul under missilets atomsprængladning, lagde en wire om det og skulle lige til at trække stødvis i det, da de blev bedt om at vente, indtil forskere fra Sandia National Laboratories og Los Alamos var ankommet og havde godkendt proceduren.
Ulykkesstedet blev senere forseglet med jord og grus. Det efterfølgende oprydningsarbejde og etablering af et nyt missilaffyringssted kostede en kvart milliard dollar.
Eksplosionen af Titan-II i Complex 374-7 skyldtes tre adskilte eksplosioner: 1) Antændelse af brændstof-dampe inde i siloen. 2) En lille eksplosion medførte lækage på trin-1's oxidatortank, hvorved tusinder af ­liter brændstof og oxidator blandedes og siloens øverste halvdel og den enorme dør sprængtes væk. 3) Derved blev rakettens andet trin med brintbomben skubbet ud af siloen, og da 2.-trinnets brændstof blandedes med oxidatormediet eksploderede den i en enorm ildkugle, som sendte missilets brintbombe-atomsprængladning ned i en grøft.
I en efterfølgende rapport noteredes, at de anvendte gasdetektorer for dampe af brændstof og oxidationsmiddel ikke virkede i 40% af tiden, samt at de bærbare damp-detektorer sjældent virkede, foruden at radiokommunikationssystemet var upålideligt ved missilerne, og at kontrolrummet ikke burde være blevet eva­kueret, samt at manglen på sikkerhedsdragter ofte bevirkede, at valget af folk, der blev udtaget til at udføre en opgave, afhang af deres kropsform (så de passede ind i de få ledige sikkerhedsdragter) – og ikke af hvem der bedst kunne løse opgaven, og at sikkerhedsdragterne var dårlige, og at der ofte ikke kunne skaffes reservedele til missilerne, samt at sikkerhedspolitiet manglede kort over stedet, og at W53-atomsprængladningen burde udstyres med sikkerhedsudstyr mod bl.a. lynnedslag, og at missilbaserne burde have en ­advarselssirene som advarede, når der skete uheld.
Journalisten Eric Schlosser hørte første gang om ulykken ved Damascus, Arkansas, i efteråret 1999 under et besøg på Vandenberg flyvevåbenbasen. Han var på research-jagt efter oplysninger om fremtidsvåben for kamp i rummet, såsom laserstråler, partikelstråler og målrettede energivåben. Han blev inviteret med til opsendelsen af en Titan-II raket, som skulle sende en vejrsatellit i kredsløb om Jorden. Da opsendelsen blev forsinket, hørte han i ventetiden fortællinger om missilerne og den kolde krig.
Eric Schlosser var vokset op i 1970'erne, og havde hørt om missiler og frygten for en ødelæggende atomkrig, men opfattede det som noget uvirkeligt og nærmest fiktion. Først da han i 1999 fik lejlighed til at stå meget tæt ved et Titan-II missil, medens det blev affyret, følte han på kroppen, at dette var virkeligt og absolut ikke fiktion. Det punkterede den falske følelse af komfort og tryghed i ham.
Titan-II eksplosionen i Damascus, Arkansas, skyldtes et normalt uheld (at tabe et værktøj er normalt). Den bagvedliggende årsag til ulykken var de tæt­forbundne elementer (at der skete en lækage, som medførte udsivning af brændstof, som øgede temperaturen, som gjorde lækage af oxidator-middel mere sandsynlig). Samt at systemet var så kompleks, at personalet i kontrolrummet ikke kunne vide, hvad der skete inde i ­siloen.
Tidligere advarsler var blevet ignoreret. Der blev taget unødvendige risici. Arbejdet var blevet udført på sløset måde. De afgørende beslutninger blev taget af en kommandør, som sad over 800 km fra uheldsstedet og som ikke havde førstehåndskendskab til systemet. (Senator Stuart Symington's vurderinger findes her: Military Applications of Nuclear Technology, Hearing Before the Subcommittee on Atomic Energy bionyt.dk/ref/11276.asp).
CNN (Cable News Network), der sender nyheder hele døgnet, var lige startet, og Titan-II ulykken var deres første store breaking news reportage. Tusind mennesker flygtede fra Damascus (Arkansas), da de hørte om ulykken på CNN – og på radiostationen KGFL, hvor en af lytterne ringede ind og fortalte, at han havde fundet den radiofrekvens, som Strategic Air Command (SAC) kommunikerede på, og at den pågældende radiofrekvens ikke var kodet, samt at der på radiofrekvensen var samtaler om, hvor kernevåbnet var forsvundet hen. Senere fremgik det af diskussionen på kortbølgeradioen, at man havde fundet brintbomben et par hundrede meter væk fra missilsiloen og nu ventede på de folk, der skulle håndtere den.
Senere instruerede Strategic Air Command (SAC) alle i, at de hverken måtte bekræfte eller afkræfte, om der havde været monteret kernevåben på missilet.
Forsvarsminister Harold Brown ville i første omgang end ikke fortælle vicepræsident Walter Mondale, om der havde været et kernevåben monteret, men lod sig overtale af vicepræsidenten bionyt.dk/ref/11263.asp.
Skip Rutherford fik en opringning om, at missilet ville eksplodere. Han ringede til senator Pryor, der var til demokraternes konventmøde, og videregav beskeden. Personalet, som i månedsvis havde haft kontakt med Skip Rutherford, ringede også – de mente ligeledes, at missilet ville eksplodere. TV viste billeder fra missilkomplekset og gentog luftværnets forsikringer om, at alt var under kontrol. Skip Rutherford så på TV sin gode ven, en TV-journalist, stå i nærheden af missilet og fortælle om uheldet. Skip Rutherford ringede til TV-stationen og fortalte, at de skulle få hans ven væk fra stedet, for missilet ville eksplodere.
Derefter eksploderede Titan-II.
Radioforbindelserne var døde i 8 minutter. Stan Spray ringede til Robert (Bob) Peurifoy fra Sandia-våbenudviklingslaboratorierne og fortalte om eksplosionen, som tydeligvis ikke var en fuld kerne­våbendetonation, eftersom Arkansas stadig eksisterede. Efterfølgende ville SAC ikke sige noget om eksplosionen.
Dagen efter en brand i et B52-bombefly ved Grand Forks (som skete få dage efter missileksplosionen i Arkansas) gentog senator David Pryor et forslag om at opsætte advarselssirener ved alle Titan-II missilaffyringssteder. Luftvåbenet modsatte sig, men senatorens forslag blev alligevel vedtaget d. 16. september 1980.
Lederen af 308th Strategic Missile Wing havde informeret senatoren om, at der året før havde været mindst 9 uheld eller brændstof-lækager på forskellige Titan-II affyringskomplekser i Arkansas.

Gummiring-ulykke
i Titanmissil (24.aug.1978)
Den 24. august 1978 skulle en Titan-II til eftersyn, og en afløserraket skulle opstilles i siloen. En 19-årig ung mand, Carl Malinger, der ikke havde været i en sådan silo før, skulle sammen med en 22-årig, mere erfaren mand, fjerne slanger med oxidationsmiddel til rakettens oxidationsmiddel-tanke, idet brændstoffet så efterfølgende skulle påfyldes næste dag. De fjernede slangen fra rakettrin 2, øverst i siloen, men da de ville fjerne slangen fra det nederste trin 1 af raketten, strømmede oxidationsmiddel ud, og de kunne ikke skrue slangen på igen. Det viste sig senere, at et filter var blevet fjernet, men ikke O-ringen af gummi, og at denne gummiring nu sad i klemme. (Det er muligt, at nogen havde fjernet filteret med vilje, for det tog længere tid at fylde tanken, når filteret var på plads).
Den forvirrede 19-årige blev på stedet, medens den ældre løb efter hjælp. Den 19-årige blev reddet – ­omend han senere udviklede nyreskader og lungeskader mv. Hans redningsmand døde imidlertid af oxidationsmiddel-forgiftning, fordi dennes beskyttelsesdragt var blevet utæt ved overgangen til en handske. I øvrigt bredte oxidationsmidlet sig frem til kontrolcenteret, og personalet her kunne ikke komme ud, fordi en dør holdtes åben med en snor, og de pågældende to døre kunne ikke åbnes samtidigt.
Den 22-årige døde 1½ uge efter som følge af forgiftningen, fordi han var kommet til at rive et lille hul på beskyttelsesdragten.
De to unge teknikere fik officielt skylden for uheldet, fordi de ikke straks havde skruet slangen på igen.
USA havde på dette tidspunkt cirka tusinde land­baserede missiler. Men da Titan-II missilerne var 7 ­gange kraftigere end Minuteman-II missilerne, ­udgjorde de 45 Titan-II omkring en tredjedel af den samlede sprængkraft.
Siden 1967 havde Pentagon sagt, at Titan-II missilerne ikke mere var nødvendige, men hvert år kæmpede luftvåbenet for at bevare dem. Henry Kissinger forsøgte at få Titan-II missilerne skrottet. Men selvom Pentagon altså også gerne ville have dem skrottet, ­beholdt Henry Kissinger dem for at have noget at handle med over for russerne.
I 1972 var Henry Kissinger rådgiver for præsident Richard M. Nixon vedrørende USA's forsvar. Henry Kissinger tilbød en handel med Sovjetunionen om at skrotte Titan-II missilerne mod, at Sovjetunionen skrottede SS-9 missilerne, som brugte samme brændstof og fandtes i nærmest samme antal. Men SS-9 var nyere og kunne medbringe større våben, så Sovjetunionen afslog handelen. Dermed måtte Nixon-­administrationen beholde Titan-II missilerne, da de ikke kunne få noget til gengæld.
En ung kommandør ved Titan-II missilerne, Christopher M. Cooke, havde haft kontakt med den sovjetiske ambassade i en fem-måneders periode, hvor han var alert-officer for Titan-II systemet. Han var spion og videregav oplysninger til Sovjetunionen om Titan-II systemets affyringskoder, mål og denne missiltypes svage sider. Da USA opdagede det, var det endnu en begrundelse for at skrotte Titan-II, ud over usikker­heden ved dem.
Fred Charles Iklé havde under en senathøring sagt, at de var upræcise og udsat for uheld, og i efteråret 1981 erklærede forsvarsminister Weinberger, at ­Titan-II missilerne skulle skrottes. Men først i 1987 ville den sidste Titan-II blive fjernet. Da Titan-II nu stod foran at skulle skrottes, undlod man at indføre ­nogle af de sikkerhedsanordninger, som det ellers havde ­været meningen at indføre efter 1980-ulykken med Titan-II missilet i Damascus, Arkansas. Det ville koste 400.000 dollar (3 milliarder kr) pr. missil at opgradere dem til moderne sikkerhedsstandard.
De nye 100 Peacemaker-missiler ville hver blive ­udstyret med 10 atomsprængladninger, altså i alt 1000 brintbomber på de 100 missiler, dvs. næsten 20 gange flere end på de tilbageværende Titan-II missiler.
I juni 1987 blev det sidste Titan-II missil fjernet (den sidste var fra en silo i Judsonia, Arkansas). ­Dermed ­ophørte de mange nærved-uheld med Titan-II missilerne.
Der skete også et kulturelt skift hos det amerikanske luftforsvar. Under Vietnamkrigen blev 1737 amerikanske Air Force fly skudt ned. Men under krigene i Irak, Kuwait, Kosovo, Libyen og Afghanistan blev til sammenligning kun 30 fly skudt ned. Forskellen skyldtes nyt udstyr, men også ny taktik og ny korpsånd. De gamle bombefly-generaler var i begyndelsen af 1980'erne blevet afløst af kampfly-generaler.
General Curtis LeMay var fra 19. oktober 1948 chef for Strategic Air Command (og 1961-1965 stabschef i det amerikanske luftvåben). Han havde som chef for Strategic Air Command (SAC) haft en meget stor indflydelse på flyvevåbenet. General Wilbur L. Creech var leder af Tactical Air Command fra 1978 til 1984, og fik også en stor indflydelse på flyvevåbenet, men ud fra en helt anden ledelsesstil, der tilskyndede til decentralisering og uafhængig tænkning – som hos kamppiloter. Luftvåbenet er nu fokuseret på taktisk krigsførelse – og ikke strategisk krigsførelse i form af tunge bombefly.

Sovjet-satellit
brænder op (3. januar 1983)

Den 3. januar 1983 brændte den sovjetiske atomdrevne spionsatellit Kosmos 1402 op over det sydlige Atlanterhav.
Bombefly falder ned (29. aug.1984)

Den 29. august 1984 faldt et B-1A bombefly ned ­under en test, hvor øvelsen gik ud på at se, hvor langsomt flyet kunne flyve.
Reaktor-eksplosion sker
i sovjetisk ubåd (10. aug. 1985)

Den 10. august 1985 skete der en reaktor-eksplosion cirka 56 km fra Vladivostok i Chazhma Bay i en ­sovjetisk ubåd K-431, som tilhørte den sovjetiske Echo-klasse. Der opstod dødeligt høje niveauer af stråling. Ti mænd blev dræbt, men den dødbringende sky af radioaktivitet nåede ikke Vladivostok.
Missil-eksplosion sker
i sovjetisk ubåd (3. okt. 1986)

Den 3. oktober 1986 skete der en eksplosion 770 km øst for Bermuda i en sovjetisk Yankee I-klasse ubåd K-219 i en af dens nukleare missil-rør og mindst tre besætningsmedlemmer blev dræbt. Seksten atommissiler og to atomreaktorer var om bord. Den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov fik direkte besked om katastrofen af den amerikanske præsident Ronald Reagan, før hændelsen blev offentligt oplyst den 4. oktober 1986. To dage senere, den 6. oktober 1986, sank ubåden i Atlanterhavet på 5500 m vand.
Bombefly kolliderer med
fugle og falder ned (sep.1987)

I september 1987 faldt et B-1B bombefly ned, ­formentlig efter at være blevet ramt af fugle under flyvning i lav højde.
Bombefly går i brand (nov.1988)

I november 1988 udbrød der brand i et B-1B bombefly, og det faldt ned.
Uheld ved et sted for våben­produktion (17. maj 1989)

Den 17. maj 1989 skete et uheld i et tritium-reservoir, som aktiveredes og derved forurenede et ukendt ­våben på et Pantex-anlæg ved Amarillo, Texas, hvor man ­fabrikerer kemiske eksplosiver til kernevåben.
Bombefly mod bjerg (nov.1992)

I november 1992 ramte et B-1B bombefly et bjerg ­under testflyvning i lav højde.

Russisk Mars-mission
falder med plutonium (1996)

Mars 96 var en mislykket Mars-mission. Den blev opsendt af Rusland d. 16. november 1996, men faldt et par timer senere igen ind i atmosfæren, medbringende 200 gram plutonium-238 i form af nogle små piller, som antages at have klaret turen ned og nu menes at ligge et sted, måske blot 30 km øst for Iquique i Chile bionyt.dk/ref/11262.asp.
Bombefly knuses (sep. 1997)

I september 1997 forulykkede et B-1B bombefly ­under træningsflyvning, da det ramte jorden.
Bombefly i brand (18. feb.1998)

Den 18. februar 1998 udbrød der brand i et B-1B bombefly, som derefter faldt ned.
Bombefly falder ned (december 2001)

I december 2001 forulykkede et B-1B bombefly over det Indiske Ocean af tekniske årsager.
Bombefly brænder på
landingsbane (4. april 2008)

Den 4. april 2008 fik et B-1B-bombefly problemer med hydraulik under kørsel på en landingsbane. Den ramte en betonkant og brød i brand.
Fransk og britisk ubåd med atomvåben kolliderer (4. feb.2009)

Den 4. februar 2009 kolliderede det britiske HMS Vanguard (S28) og det franske Le Triomphant i ­Atlanterhavet bionyt.dk/ref/11330.asp. Begge ubåde var bygget til at have 48 ballistiske missiler om bord og altså kernevåben. Man antager, at det kostede en halv milliard kr. at udbedre skaderne på de to ubåde, på trods af at de kun havde ringe fart under sammenstødet.
Havet er stort, men der er alligevel en reel risiko for ubåd-kollisioner, fordi ubådene bruger de samme områder af havet til at gemme sig i, og fordi de ikke bruger aktiv sonar, som vil afsløre deres tilstedeværelse. Desuden fortalte de to lande (der jo er allierede i NATO) ikke hinanden, hvor deres ubåde var, og gør det måske stadig ikke bionyt.dk/ref/11330.asp.
Bombefly-eksplosion (19.aug.2013)

Den 19. august 2013 forulykkede et B-1B bombefly, da udsivende brændstof eksploderede bionyt.dk/ref/11574.asp.

Uheld i Sovjetunionen (1957)
Sovjetunionen offentliggjorde aldrig en oversigt over uheld med de sovjetiske kernevåben. Uden tvivl har manglen på en fri presse i Sovjetunionen imidlertid været medvirkende til, at der opstod mange omfattende industriulykker og miljøkatastrofer i Sovjetunionen. Chelyabinsk-65 i Centralrusland, hvor man producerede kernevåben, er blevet kaldt det mest forurenede sted på Jorden. En kæmpeeksplosion skete her i 1957, som medførte højradioaktiv forurening på hundreder af kvadratkilometer.
Der skete i det hele taget utallige uheld på stedet, og titusinder af mennesker blev udsat for radioaktiv forurening.
Kyshtym-katastrofen var en forurening med radioaktiv stråling, der fandt sted den 29. september 1957 i Mayak – et oparbejdningsanlæg for atomreaktorbrændsel i Rusland (dengang en del af Sovjetunionen). Det var en niveau-6 katastrofe på den Internationale Nuclear Event Scale. Dette gjorde hændelsen til den tredje mest alvorlige atomulykke, der var registreret [efter Tjernobyl og Fukushima/Daiichi-katastroferne, der begge var på niveau 7 på INES-skalaen].
Kølesystemet i en af de tanke, der indeholdt ca. 70 tons flydende radioaktivt affald, svigtede. Temperaturstigningen resulterede i fordampning, hvilket ­udløste en kemisk eksplosion af det tørrede affald, der hovedsagelig bestod af ammoniumnitrat og acetater. Eksplosionen, der anslås til at have haft en styrke på ca. 80 tons TNT, kastede et betondæksel på 150 ton op i luften.
Der var ingen umiddelbare tab som følge af eksplosionen, som skønnes at have frigivet 2 – 50 MegaCurie (74-1850 PetaBecquerel) radioaktivitet.
[kilo = 103, mega = 106, giga = 109, tera = 1012, peta = 1015. Forkortelserne for kilo, mega, giga, tera og peta er k, M, G, T, P.
Forkortelsen for MegaCurie er MCi, og forkortelsen for PetaBecquerel er PBq.
I løbet af de næste 10-11 timer bevægede den radioaktive sky sig mod nordøst op til 300-350 km fra ulykkesstedet. Nedfaldet fra skyen resulterede i langvarig forurening af et område på over 800 kvadrat­kilometer, primært med cæsium-137 og strontium-90. Dette område omtales normalt som East Ural Radioactivity Trace (EURT).
Der vides ikke meget om sovjetisk debat om ­risikoen ved kernevåben-bevæbnede fly mv. I en artikel fra 1958 med begrænset cirkulation, [henvendt til sovjetiske officerer], omtaltes, at der var eksempler på, at selv gode design af bomber alligevel havde resulteret i, at bomben eksploderede i flyet under flyvning bionyt.dk/ref/11654.asp.

Kombinationen: Folks handlinger og teknik-indretninger
Undertiden er det kombinationen mellem menneskelige handlinger og teknikkens indretning (der ikke er indrettet til at forudsige menneskeligt mulige handlinger), som medfører uheld eller næsten-uheld. Et eksempel var da en amerikansk destroyer, William D. Porter, sendte en ladt torpedo mod krigsskibet Iowa, som medbragte præsident Roosevelt til Teheran-konferencen i 1943 [hvor han skulle møde Stalin og Churchill]. Det skulle blot have været et simuleret angreb, men nogen havde glemt, at torpedoen ikke var sikret. Den ramte lidt forbi præsidenten bionyt.dk/ref/11288.asp.

Sovjetisk ubåd affyrer missil
ved en fejl (15. marts 1980)

Den 15. marts 1980 affyrede en sovjetisk ubåd et ­missil ved en fejl under en træning bionyt.dk/ref/11559.asp.

Hovsa-missilet i Danmark
Lumsås-missilet: Om ikke at lære af tidligere uheld
Fra Danmark har vi eksemplet med Hovsa-missilet, der d. 6. september 1982 endte i Lumsås. Et ½ ton tungt og dengang 5-6 millioner kr. dyrt HARPOON-missil blev ved en fejl affyret fra fregatten Peder Skram, der er Danmarks største skibstype i Flåden. Missilet passerede flere handelsskibe og en fuldt lastet bilfærge. Efter 34 kilometers flyvning i 4 minutter i lav højde med næsten overlydshastighed, og medbringende 220 kg højeksplosiv sprængladning, ramte det nogle træer i et sommerhusområde ved Lumsås i NV-Sjælland og eksploderede i 5 meters højde mellem to sommerhusgrunde, Pilelunden 2 og Søndre Strandvej 3, kun 100 meter fra et ældre pensionistpar, Tove og Poul Larsen, som var hjemme. På sin vej nåede missilet at rive flere højspændingsledninger over.
Tove Larsen talte i telefon med sin datter, og Poul Larsen arbejdede i sin lille garage, da alt pludselig blev kaos. Parret var chokeret, men helt uskadt. Da deres hus var det eneste hus med telefon i området, fik de uventede gæster, for huset blev om aftenen omdannet til kommandocentral for redningsarbejdere og søfarts­personel.
130 huse i området blev beskadiget, heraf 4 totalskadet, men ingen mennesker kom til skade, endsige blev dræbt ved uheldet, hvilket var meget heldigt. I begyndelsen var ingen klar over, hvad der var eksploderet. Flådens taktiske kommando i Århus var blevet adviseret af kaptajn Jens L. Winther på Peder Skram om, at et missil var blevet affyret ved en fejl. Flådens artilleriskole på Sjællands Odde, 20 km fra Lumsås, fik også besked, og var senere med til at rydde op.
Peder Skram var på vej fra Århus til en NATO-øvelse i Østersøen. Før skibet forlod Århus, modtog det nogle reservedele til missil­systemet. Ombord var en besætning på over 200 mand, men også en af de mest erfarne missileksperter i flåden, Henning G. ­Olsen fra Flådens materialkommando. Han var lige i gang med at udføre de sidste funktionstest af missilsystemet, ­efter at have udskiftet nogle reservedele, da affyringen pludselig skete, medens skibet var kommet frem til den sydlige del af Kattegat, ca. 19 km nordvest for Sjællands Odde.
Dette var en mandag, d. 6. september 1982, og der var næsten ingen feriegæster i området. Missilet ramte nogle træer, før det målsøgende missil var startet på en aktiv søgning efter et mål.
Missilet blev affyret kl. 11:28, og på skibet var man ved at forberede frokosten, da affyringen fik skibet til at vippe voldsomt. Det blev næsten øjeblikkeligt indlysende, at et af HARPOON-missilerne var blevet ­affyret. Skibets førsteofficer og læge sprang op på dækket og blev lettet over, at ingen var kommet til skade, men måtte så tænke over, hvor missilet var på vej hen.
Man kunne kun vente. Skibet havde normalt 8 HARPOON-missiler, men kun 4 var blevet taget med på denne tur. HARPOON-missilet var oprindelig produceret af McDonnell-Douglas i USA, som nu er en del af Boeing. Dette missil er i mange NATO-lande anvendt som standardbevæbning som overflade-til-overflade missil (surface-to-surface, SSM).
Missilet er standard i Danmark, og blev indført i den danske flåde i 1979. Det er 3,8 meter langt og kan ramme mål på 120 km afstand, dvs. næsten fire gange så langt, som hovsa-missilet fløj. Det bevæger sig med 281 meter i sekundet, og kan før affyring programmeres til at flyve i visse højder og foretage visse manøvrer.
Det kom senere frem, at den amerikanske flåde havde haft mindst én tilsvarende, utilsigtet missilaffyring fra et af deres skibe, USS Coontz, med et missil af samme type, nemlig d. 14. juli 1981, året før. Det skete omkring 110 km ud for St. Croix, som missilet burde have kunnet nå, men missilet blev ikke fundet og er formentlig faldet i havet, efter at det fløj ud over horisonten, men før det nåede land. Den utilsigtede affyring var sket under en funktionstest af ­HARPOON-missilet, ligesom det skete i Danmark. Intet var åbenbart blevet belært af den hændelse, siden det kunne ske igen allerede året efter i Danmark.
Den danske flåde havde intet hørt om hændelsen på USS Coontz. Firmaet McDonnell Douglas havde efter hændelsen på USS Coontz fortalt, at der var en risiko for utilsigtet affyring, hvis procedurerne i manualen ikke blev fuldt helt præcis. Men der var ikke ændret på manualen.
I Danmark meddelte Flådens materialkommando, at Henning G. Olsen var uden skyld i hændelsen, som skyldtes noget teknisk. Allerede dagen efter hændelsen kunne Flådens juridiske kontor meddele Henning G. Olsen, der havde udskiftet dele af missilet, at fejlen ikke kunne skyldes en fejl, han havde begået. Der var flere mulige tekniske ting, der kunne have medført affyringen. Gennem de senere år havde Henning G. Olsen testet missiler hundredvis af gange. Den funktionstest, som han havde udført, var en almindelig rutinetest. Den chokerede Henning G. Olsen måtte imidlertid erkende, at noget, som ikke kunne ske, faktisk skete. Den officielle manual oplyste tydeligt, at affyring under ingen omstændigheder ville kunne ske, uden at The Launch Key var på plads og var blevet drejet i kontrolpanelet.
Det var altså ikke en menneskelig fejl. Men så skete der noget, som nok aldrig bliver helt belyst. Nogen i USA og Danmark snakkede sikkert sammen. I hvert fald skete der en række mærkelige ting. Chefen for Flådens materialkommando, Mads E. Michelsen, meddelte overraskende, at det måtte være en menneskelig fejl, og at det ikke efter hans mening kunne være en teknisk fejl. Et antal dokumenter om hændelsen på USS Coontz forsvandt, og nogle dokumenter blev pludseligt hemmeligstemplet, selvom de ikke opfyldte kriterierne for hemmeligstempling. Nogle dokumenter hverken forsvandt eller blev hemmeligstemplet, men kunne bare ikke skaffes.
En kommissionsdomstol blev nedsat af den danske regering, som slet ikke tog med i overvejelserne, at der var sket en lignende hændelse på USS Coontz. Kommissionsdomstolen fandt, at Henning G. Olsen var den eneste, der var skyldig, og at han havde været overfladisk, utilstrækkelig og uansvarlig. Tre danske journalister gav sig til at grave i sagen, og en ny kommissionsdomstol blev nedsat på grund af journalisternes kritik. Den kom med en rapport i juli 1984. Igen blev Henning G. Olsen noteret som den skyldige, men man reducerede nu anklagen mod ham til næsten ingenting.
De tre journalister fik Cavling-prisen.
I 1982 var der en intens debat om, hvorvidt ­HARPOON-systemet skulle være den nye standard i NATO, eller om det i stedet for skulle være det franske ­EXOCET, som den tyske flåde allerede var begyndt at bevæbne deres skibe med. Under Falklandskrigen var det de franske EXOCET-missiler, som (affyret fra Argentinas militær) ramte de britiske skibe. EXOCET virkede.
HARPOON havde derimod en eller anden fejlmulighed for at blive uønsket affyret. Men USA havde på dette tidspunkt slet ikke brug for en ikke-forstået teknisk fejl i HARPOON-missilet. Det gav ingen mening, at den danske regering – efter at Henning G. ­Olsen havde måttet påtage sig hele skylden – anlagde sag med det amerikanske firma og opnåede en kompensation. Firmaet betalte erstatning for skaderne ved forlig med Staten. Man kan forestille sig, at der nok stadig ikke blev ændret på hverken det tekniske eller teksten i manualen bionyt.dk/ref/11551.asp.

Skjulte uheld
I 1961 afholdt man i USA en række høringer i Kongressen, hvor folk fra Sandia National Laboratories præsenterede prototyper på specielle elektro-mekaniske låse. Meget længe blev der imidlertid lagt hindringer i vejen for sådanne sikkerhedsanordninger.
På et tidspunkt opdagede Robert (Bob) Peurifoy, at Pentagon var holdt op med at fortælle ham om uheld med våbnene, selvom han var leder af afdelingen af våbnenes sikkerhed. Denne politik om ikke at oplyse om uheld sivede ned til de arbejdere, som håndterede våbnene, og som dermed fik det fejlagtige indtryk, at der aldrig skete fejl. Dette fremmede en kultur, hvor man blev mere skødesløs.

Hemmeligholdelse
En lille elitær gruppe af politik-udøvere har undertrykt sandheder og opnået kolossalt omfattende og i det ­store og hele ukontrolleret power, skriver Eric Schlosser, til trods for at der næppe er mange emner, som er vigtigere end spørgsmålet om kernevåben.
I 1990'erne blev nogle hemmelige dokumenter fra Den kolde Krig deklassificeret, men senere reklassificeret og dermed ulovlige at være i besiddelse af.
Hemmeligholdelse kan være farligt. Det var først, da oplysninger om risikoen for uheld med kernevåbnene blev mindre hemmelige, at man gjorde noget for sikkerheden på området – nemlig ved at Pentagon vedtog nye sikkerhedsnormer, gik over til at låse brintbomber sikkert under flyafgang og flylanding, skrotte Titan-II missilerne, fjerne SRAM (Short-Range Attack Missilerne) fra fly under ground-alert og afslutte de ­døgnet-rundt alert-flyvninger med brintbombe-­bærende bombemaskiner.
I slutningen af 1970'erne blev en talkombination-kodet kontakt endelig sat i styringscenteret på hver bombe. Luftvåbenets Strategic Air Command var imidlertid bekymret for, at låsene på Minuteman-­missilerne ville betyde, at koderne ikke ville kunne skaffes hurtigt nok i tilfælde af, at missilerne skulle sendes afsted. Det løste man ved i stilhed at sætte kombina­tions-koden, som skulle bruges, til at være den samme på alle ­Minuteman-missilerne, nemlig 00000000 (!). Missil-affyringstjeklisten havde indtil 1977 en angivelse af netop denne 'talkombination'.

Overvejelser om sikkerheden ved atomvåben (1970'erne)
I 1970 havde Nuclear Safety Department fundet på en helt ny tilgang til at forhindre kerneeksplosioner ved uheld. Der var tre principper: At armeringssignalet ikke skulle kunne sendes på unormale måder, såsom via en ledning (fordi dette ville være inkompatibelt), samt at der var fysiske barrierer (altså effektiv isolering mod virkning af brand eller elektricitet), og at våbenet ikke skulle kunne affyres i et unormalt miljø (dvs. at det i denne situation ville være ikke-operationelt, fordi en funktionsdel så ikke ville fungere).
I et projekt, som blev kaldt Projekt Crescent, ­forsøgte man at udvikle en bombe, som ikke ville kunne detonere eller sprede plutonium under nogen som helst ­situationer, selv ved et fald på 12 km. Projektet mundede ud i et forslag, hvor bomben havde en tyk skal og en masse indre isolering. Det ville imidlertid gøre bomben 3-4 gange tungere end de brintbomber, man havde, og det ville betyde, at B52-bombeflyet kunne have færre brintbomber ombord. Den supersikre bombe blev derfor aldrig bygget.

Kernevåben er gamle + dyre
Kernevåben er gamle, og systemerne er dyre. Hver af de tyve B-2 bombefly koster 2 milliarder dollar, og produktionen er stoppet. Minuteman-III missilerne blev første gang opstillet helt tilbage i 1970.
B-52 bombefly har ikke været produceret siden John F. Kennedy var præsident. Efter planerne skal disse fly være i funktion indtil 2040.

Svigt i computersystemer
Computerne i NORAD var i 1979 af typen ­Honeywell 6060 computere, som allerede var forældede, da man købte dem. Dette var verdens største computersystem, men sammensat af 87 forskellige computere.
World Wide Military Command and Control System, der var oprettet efter Cubakrisen til at styre hele USA's militær, ophørte i 1996. Mainframe-computere var blevet håbløst umoderne. Et nyt system afløste det, Global Command and Control System. Et af dets undersystemer, kaldet DIRECT, skal sende og ­modtage krigsordrer om anvendelse af kernevåben.
En DIRECT-terminal ligner en PC'er fra ca. 2003 og med et rundt hul, hvori en nøgle kan indsættes. Disse militære computere er teknologisk meget mere avancerede end en almindelig telefon, som man tidligere benyttede sig af. Men de kan have fejl.
I oktober 2009 medførte en computerfejl ved F. E. Warren militærflybasen, at 50 Minuteman-III missiler var offline i næsten en time, svarende til en tredjedel af Minuteman-III missilerne på flybasen. Årsagen var, at et computer-kort var blevet installeret forkert under en rutine-vedligeholdelse.
Terrorangrebene på World Trade Center, Pentagon og Det Hvide Hus den 11. september 2001 varede i alt 78 minutter. Knapt en time efter, at det første fly fløj ind i et af tårnene på World Trade Center, gik præsident ­George W. Bush (den yngre Bush) ombord i Air Force One. Hans ­opringninger til Pentagon og den underjordiske bunker ved Det hvide Hus blev afbrudt hele tiden.
The World ­Trade Center i New York City blev ramt af det første fly kl. 8:46:40 om morgenen. Det andet fly ramte det andet tårn kl. 9:03:11. Det tredje fly ramte Pentagon i Arlington County, Virginia, kl. 9:37:46. Det fjerde fly, United Airlines Flight 93, var på vej mod Det hvide Hus eller Capitol Building, men faldt ned på en mark nær Shanksville, Pennsylvania, kl. 10:03:11, fordi passagererne, der via mobiltelefoner havde hørt om de andre kidnappede fly, gav sig til at sloges med terroristerne.
Disse samlede 72½ minutter var en evighed sammenlignet med den tid, som USA's command-and-control system forventedes at kunne reagere under et sovjetisk missilangreb bionyt.dk/ref/11719.asp.
Vicepræsident Cheney beordrede luftvåbnets kampfly til at nedskyde ethvert kidnappet fly, der fløj over Washington D.C. eller New York city, men ordren blev aldrig modtaget.
De eneste kampfly, som fik autorisation til at affyre deres våben, tilhørte District of Columbia Air National Guard. De blev imidlertid beordret i luften af en person fra Secret Service, som agerede uden for kommandokæden og uden vicepræsident Cheneys viden.
Kommandosystemet var tænkt at kunne håndtere angreb fra tusinder af kernevåben fra Sovjetunionen, men kunne ikke håndtere fire kidnappede passagerfly.
I januar 2013 advarede en rapport fra Defense Science Board om, at systemets følsomhed over for storskala-cyberangreb aldrig var blevet fuldt undersøgt og vurderet.
Med de nye satellitter behøvede man ikke at vente til missiler og fly kom ind over ens eget territorium, hvor de kunne opdages af radar. Satellitterne gav altså lidt mere tid, men i slutningen af 1970'erne blev atom­raketterne gjort stadig mere præcise, og med nye styresystemer kunne de også affyres hurtigere. Dermed blev der stadig mindre tid til at undersøge, om en alarm skyldtes en satellit, der var kommet ud af kurs, eller om det skyldtes nye eksplosioner på solens overflade, eller om det skyldtes en meteorit osv. – eller om det faktisk skyldtes et fjendtligt atomangreb.

One-point safe
At en bombe er ét-punkt-sikkert (one-point safe) ­betyder, at en eksplosion af bombens højeksplosive materiale (HE explosion, high explosives) ikke i sig kan medføre en kernevåben-detonation.
I spidsen af missilerne ombord på de amerikanske Polaris-ubåde var der en W47-atomsprængladning, som ikke var ét-punkt-sikkert (one-point safe). Hver Polaris-ubåd kunne have 16 missiler, der var placeret tæt sammen i to rækker. Disse W47-våben udvikledes i Lawrence Livermore laboratorierne i slutningen af 1950'erne. Man fremskyndede deres produktion i panikken efter Sovjetunionens Sputnik-opsendelse.
Edward Teller, der blev leder af Lawrence Livermore laboratorierne, fik tilføjet en ny sikkerhedsanordning til W47-våbenet, nemlig et stykke cadmium-tape, der var dækket med bor, og placeret i våbenets center. Da cadmium og bor opfanger og absorberer neutroner, ville dette stykke tape stoppe en kædereaktion og gøre en detonation umulig.
Under våbenets armeringssekvens skulle en ­lille ­motor trække dette tape ud, så en implosion af ­våbenkernen blev mulig. I 1963 fandt man under en rutineinspektion ud af, at dette tape korroderede inde i våbenkernen og satte sig fast, så den lille motor ikke kunne trække dette tape ud. Det var sandsynligt, at måske 75% af de producerede W47-atomsprængladninger ikke ville detonere. Alle atomsprængladninger blev derefter udskiftet med en ny type, som var one-point safe.
I december 1957 havde Fission Weapon Committee i Los Alamos besvær med at definere ét-punkt-sikkerhed (one-point safe), for hvis den højeksplosive ladning eksploderede i ét punkt, ville der også ske nogen ­fission i kernen, før bomben blev sprængt i stykker. En flådeofficer foreslog, at en bombe ikke ved et uheld måtte kunne eksplodere med mere end 4 pound TNT – hvilket var grænsen for, hvad der ville være katastrofalt ombord på et hangarskib.
Ved Nevada-testene var man gået ud fra, at bombens mest følsomme punkt var det sted, hvor detonatoren var forbundet med en høj-eksplosiv linse (lens). I testene havde man derfor med en enkelt detonator aktiveret en enkelt høj-eksplosiv linse. Robert K. ­Osborne fandt imidlertid et endnu mere følsomt område – et sted, hvor tre linser dannede et hjørne, og hvor ­linserne derfor overlejrede hinanden lige over en høj-eksplosiv kugle (sphaere). Hvis en kugle eller granatsplint ramte en af disse hjørner, kunne tre linser eksplodere samtidig. Dette kunne give en eksplosion, som er meget større end 4 pound TNT. Dette var nu blevet svært at teste, fordi Dwight D. Eisenhower havde erklæret et frivilligt moratorium for flere atomprøvesprængninger. [Han var på dette tidspunkt blevet stærkt optaget af atomkrigens rædsler og mente efterhånden, at ­våbenindustrien indgik i et interessekompleks med militæret, hvilket truede demokratiet, og at man søgte efter nye våben, uanset om der var behov for det eller ej].
I stedet stoppede man flyvningerne med Mark-28 brintbomberne. I Los Alamos fandt man på at foreslå en mindre test, hvor man ville tilføje mere fissions­materiale, indtil der kunne ske en eksplosion på 1 pound TNT. Dwight D. Eisenhower accepterede disse tophemmelige forsøg, og disse testforsøg blev udført underjordisk. Forsøgene viste, at Mark-28 brintbomben ikke var ét-punkt-sikkert (one-point safe).
Man udskiftede kernen med en kerne, der havde mindre plutonium, og Mark-28 bomben fik så igen lov at være på de luftbårne fly.

Sovjetisk bombefly; og USA's
Genie-luft-til-luft raketvåben
Det skabte stor frygt inden for det amerikanske ­militær, da Sovjetunionen i 1947 havde lavet en kopi af det amerikanske bombefly Boeing B-29 Super­fortress, som kunne nå USA i et one-way angreb – og i 1949 havde fået deres egen atombombe bionyt.dk/ref/11517.asp.
Douglas-flyfabrikken begyndte i 1954 at ­udvikle et luft-til-luft kernevåbenmissil, som på grund af eksplosionens store omfang ikke behøvede at ramme fjendtlige fly præcis, hvilket heller ikke var muligt, idet raketten var ustyret. Den blev kaldt MB1, men blev senere kaldt AIR-2A. Dens populære navn var imidlertid Genie, og ofte blev den omtalt som Ding-Dong.
Genie-raketten var en luft-til-luft raket med kernevåben. Den blev udviklet i 1957, og dens produktion stoppede i 1963, da der var lavet ca. 3150 af den. Den anvendtes også af Canada, men ikke af andre lande. Dens kernevåben blev kun afprøvet én gang, den 19. juli 1957 over Yucca Flats i Nevada i 4,5 km højde. Fem officerer fra luftvåbenet meldte sig frivilligt til at stå på jorden uden hat, da bomben sprængtes 4,5 km over dem, for at bevise, at bomben var sikker at bruge over beboede områder. De modtog kun ubetydelig gamma- og neutronstråling, medens besætningen, som fløj gennem eksplosionsstedet ti minutter efter, fik noget større doser.
Genie-raketten indgik i det amerikanske våbenarsenal i perioden 1958-1985. Den medbragte et Mark-25 fission-kernevåben (W25 warhead) med sprængkraft svarende til 1.500 ton TNT, selvom W25 kun er 44 x 68 cm og ca. 100 kg tung. Den indeholdt både uran og plutonium, og var USA's første forseglede bombedesign (sealed pit), dvs. at et fast metalhylster omslutter atomkomponenterne uden åbninger bionyt.dk/ref/11631.asp. Raketmotoren havde fast brændstof.
Ved et sovjetisk angreb skulle fly kunne sende ­Genie-raketten mod de angribende sovjetiske atombombefly. Hvis de udløste raketten, ville den efter blot 2 sekunders raketaffyring i luften være kommet op på 3 gange lydens hastighed. En tidsindstillet timer ville få bomben til at eksplodere. Den ville ødelægge alt inden for 100 meters afstand, og ville udsætte piloter inden for 1½ km afstand for en radioaktiv dosis, som ville være dødelig i løbet af højst 5 minutter. Genie-atomraketterne fordeltes til lagre på forskellige militærflybaser.
Pentagon mente, at det ville styrke den amerikanske moral at vide, at Genie-raketterne blev oplagret på flybaser i USA.
Sikkerhedsmæssigt var slut-armeringen af Genie-­raketten koblet til dens acceleration i stor højde. Men så snart Genie-raketten var blevet ladet med en atomladning, ville den i princippet kunne eksplodere ved blot at falde til jorden. En Mark-6 atombombe faldt engang af den vogn, som den blev transporteret på – med risiko for at falde ud over en skrænt. Spørgsmålet om sikkerhed i håndtering af kernevåben blev først rigtig aktuelt, da atomsprænghovederne og bomberne ikke mere opbevaredes forskellige steder. I stedet udviklede man færdigforseglede bomber.
I en afsides dal i Nevada begyndte Atomic Energy Commission (AEC) under kodeordet Projekt 56 at ­teste sikkerheden for disse nye, færdigforseglede kerne­våben. Den eneste mulighed for at teste sikkerheden var ved at udløse en lokal fission på, hvad der betegnedes ét punkt i fission-sprænghylsteret omkring brintbomben. Ved en fuld bombesprængning skulle alle punkter omkring fusionskernen eksplodere samtidigt, og det ville så frembringe en implosion, som ville ­udløse brint­fusionen.
Selvom der kun skete eksplosion i ét punkt af fissionshylsteret, ville dette forurene omgivelserne med radioaktivt plutonium. Man overvejede at nøjes med uran i fissionsskallen, men en sådan bombe ville næppe være ét-punkt-sikker. Så sammenlignet med dette var risikoen for en plutonium-sky trods alt at foretrække.
Ved udviklingen af Genie-raketten til fly blev one-point safe emnet især aktuelt. Selvom et bombedesign ikke var ét-punkt-sikkert – dvs. faktisk kunne eksplodere, når et punkt påvirkedes, anså man designet i ­Genie-raketten for at være ét-punkt-sikker, idet eksplosion i ét punkt (f.eks. fra en kugle) ikke udløste en fuld brintbombeeksplosion.
En ung fysiker, Robert K. Osborne i Los Alamos, bekymrede sig om, hvorvidt det var sikkert at foretage de efterhånden mange flystarter og landinger med fuldt ladede kernevåben ombord. Måske ville disse kernevåben ikke være ét-punkt-sikre.
Et andet problem var tiden, idet Genie-raketten skulle hurtigt i brug ved et angreb – således at der ikke ville være tid til præsidentens underskrift. Militær­cheferne ønskede at kunne bruge kernevåbenet uden at skulle spørge præsidenten. De ønskede uddelegeret (predelegated) autoritet. I april 1956 gav Dwight D. Eisenhower militæret denne uddelegerede autoritet eller forud-givne myndighed til at bruge kernevåben i luftforsvar over USA. Det blev tilladt at affyre Genie-raketten mod ethvert sovjetisk fly, som virkede truende.
I januar 1957 blev Donald A. Quarles (en tidligere leder af Sandia-atombombelaboratoriet) bekymret over sikkerheden for Genie-rakettens atombombe­ladning. Han fik den amerikanske Atomenergikommission til for første gang at iværksætte undersøgelser om sikkerheden ved kernevåben. Han indledte sit studie ved at lave en liste over de uheld og ulykker, som allerede var sket. Listen endte med at være på 87 hændelser fra 1950 til 1957 plus 7 mere, som luftvåbenet havde glemt. Hæren og flåden bidrog ikke med tilsvarende lister, da de ikke holdt regnskab med ­sådanne hændelser. Luftvåbenets uheld skete for 2/3's vedkommende under træning og 1/3 af disse hændelser var med atom- og brintbomber, som var på lager for at kunne bruges under krig. Det viste sig, at der var talrige måder, hændelserne kunne ske på.

De nedgravede Minuteman-
atommissiler (fra 1962)
John H. Rubel, som af Pentagon var sat til at overvåge forskning og udvikling af strategiske våben, var ikke bekymret over, om Minuteman-missilerne ikke skulle virke, men var bekymret over muligheden af, at det store arsenal af disse missiler blev affyret af ­officerer, som kunne tænkes at vælge deres egne ­beslutninger bionyt.dk/ref/11282.asp. I bogen Doomsday Delayed beskriver John H. Rubel sit første briefing-møde hos SIOP (Single Integrated Operational Plan). Han kalder ­oplevelsen for en 'nedstigen i det dybe hjertes mørke til en underverden i tusmørke, der styres af disciplineret, pertentlig, energisk tankeløs gruppetænkning med henblik på at udrydde halvdelen af klodens ­befolkning, som lever på næsten en tredjedel af klodens landoverflade'. [descent into the deep heart of darkness, a twilight underworld governed by disciplined, meticulous, and energetically mindless groupthink aimed at wiping out half of the people living on nearly one third of the earth's surface]. Denne følelse forlod ham aldrig helt bionyt.dk/ref/11602.asp.
En Minuteman-gruppe (squadron) bestod (består?) af 50 missiler. De blev overvåget af 5 personalegrupper (crews), som boede under jorden på geografisk adskilte steder. Dette system havde til hensigt at gøre det vanskeligere for Sovjetunionen at lamme systemet ved et angreb mod de styrende centre. Når to officerer, der skulle være fra to forskellige grupper, begge drejede en nøgle om på affyring, ville alle 50 missiler blive affyret. Man kunne ikke affyre nogle få af dem. Enten blev de alle affyret, eller også blev ingen affyret.
Når affyringsordren var givet ved at dreje de to nøgler, kunne intet annullere det. Missilerne ville være på vej. Den eneste variant var, om de blev affyret samtidigt, eller om de blev affyret i bølger. Det var tanken fra Strategic Air Command (SAC)'s side, at når der krævedes to officerers affyringsordre, ville man kunne undgå en uautoriseret affyring. Men John H. Rubel opdagede, at Strategic Air Command (SAC) også ­havde installeret en tidsmåler i hvert eneste ­Minuteman-kontrolcenter. Denne tidsmåler (timer) var en backup. Det var en automatisk afstemning for affyring. Den kunne bruges, hvis fire af de fem kontrolcentre blev ødelagt under et overraskelsesangreb. Når officererne i et kontrolcenter drejede deres affyringsnøgle, startede tidsmåleren. Når tidsmåleren var nået frem til, at tiden var gået – og hvis der ikke fra et andet kontrolcenter var kommet besked om, at der ikke skulle affyres missiler – så ville de 50 missiler blive affyret – selvom altså kun ét kontrolcenter havde bedt om det. Tidsmåleren kunne sættes til alt fra 6 timer til nul sekunder. Dette indebar altså mulighed for at ødelægge op til 50 byer i Sovjetunionen for en mentalt uligevægtig officer. I en hemmelig rapport skrev man, at en undskyldning ­måske ikke ville blive accepteret.
I 1959 sendte John H. Rubel en kopi af bogen Red Alert til alle medlemmer af Pentagons videnskabelige råd for ballistiske missiler. John H. Rubel mente, at Minuteman-missilerne burde sikres bedre og burde have en stop-affyring-mulighed. Pentagons videnskabelige råd var enig med ham. Men luftværnet kæmpede imod – med argumenter om, at det ville være dyrt at ændre, og at systemet var unødvendigt, fordi systemet var fuldstændig sikkert. Kennedy-administrationen tog imidlertid John H. Rubel's bekymring alvorligt – idet der blev etableret et uafhængigt panel til at undersøge det, og dette undersøgelsespanel fandt, at Minuteman-missilerne dels ville kunne affyres af uautoriserede ­personer, og dels ville kunne affyres af sig selv ved en serie af mindre elektriske påvirkninger. Små fluktuationer i elektricitetsforholdene i et kontrolcenter ville kunne efterligne de impulser, som drejning af nøglerne ville medføre. 50 missiler ville kunne affyres og være på vej helt uden menneskers indblanding og helt uden nøgler.
Minuteman-affyringskontakterne var baseret på motorer, som drejede ét hak frem ad gangen (indtil de nåede affyringstilstanden), når de korrekte elektriske impulser blev sendt. Drejning af affyrings-nøglerne overførte en serie af specifikke impulser, og så snart de var modtaget, drejede disse motorer frem, så der dannedes et elektrisk kredsløb, som affyrede alle ­missilerne. Men en tilfældig opstået serie af små elektriske strømme ville i princippet kunne efterligne disse impulser og derved aktivere motorerne, således at ­motorerne lydløst roterede, et hak ad gangen, og måske i løbet af nogle dage, uger eller måneder kunne de tænkes at indstille sig sådan, at når det sidste hak endelig drejede ind, ville 50 missiler pludselig blive sendt af sted mod deres forud fastlagte mål uden at noget menneske på basen havde anet uråd på noget tidspunkt.
Forsvarsminister Robert McNamara insisterede på, at der blev indført ændringer af Minuteman-systemet. Et nyt system blev udviklet (prisen var ca. 4 milliarder kr.). Det nye system havde ikke en timerfunktion, og det nye system muliggjorde, at missilerne kunne affyres med én ad gangen, og det nye system forhindrede krybestrømme i at kunne affyre raketterne.
Minuteman-missilerne blev sat til at være operative under Cuba-krisen. Robert McNamara sagde på et møde om national sikkerhed, at det var usandsynligt, at Sovjetunionen brugte lige så mange penge på at ­forhindre utilsigtede affyringer af kernevåben, som USA gjorde. Han omtalte de flystyrt, der var sket i Texas og North Carolina med atombevæbnede ­bombefly, og hvor det forhold, at to ledninger ikke tilfældigvis kom til at krydse hen over hinanden, var det eneste, som forhindrede en kernevåben-eksplosion.
Udviklingen af Minuteman-raketmotorerne var startet midt i 1950'erne. I 1957 kom der efterretninger om, at Sovjetunionen var langt foran i missil-­våbenkapløbet, og ville kunne overvælde USA i starten af 1960'erne. Dette missil gap var lige så fiktivt, som det bomber gap (dvs. rygtet om en relativ mangel på bombefly), der var et rygte nogle få år tidligere. Men rygtet om de manglende missiler medførte lynudvikling af Minuteman-missilerne.
Man havde fundet ud af, at brændstoffet kunne være et fast brændstof, og dermed kunne et sådant missil stå parat i lange tidsperioder uden ret meget behov for vedligeholdelse, og alligevel straks være parat til affyring. Til sammenligning ville missiler med flydende brændstof (såsom Jupiter-missiltypen) skulle påfyldes brændstof lige før affyring, og i øvrigt var dette flydende brændstof for farligt at have på skibe og især ubåde. [I december 1956 begyndte man på udviklingen af Polaris-missilet, som bruges til bl.a. ubåde]. Missiler med faststof-brændsel kan i øvrigt produceres på samlebånd og på relativ billig måde. Disse missiler er ikke så præcise, men Edward Hall, som i 1956-1958 var leder af faststofbrændsel-sektoren, mente, at antallet af missiler var et mere effektivt afskrækningsmiddel end høj præcision. Antallet afhang af prisen, og prisen var altså en vigtigere parameter end præcision, sårbarhed eller pålidelighed.
Betegnelsen Minuteman henviste til den amerikanske revolution, hvor private kolonister uafhængigt af hæren organiserede selvtrænede, velforberedte ­militsgrupper, kaldet minutemen, fordi de var parat med et minuts varsel. Missiltypen Minuteman-1 kom i brug fra 1962, Minuteman-2 var i brug fra 1965, ­Minuteman-3 kom i brug fra 1970 og denne type medbragte tre sprænghoveder på 300-500.000 ton (i stedet for kun ét kernevåben-sprænghoved), og ­Minuteman-3 var derfor immun over for anti-ballistiske missiler, som næppe ville ramme alle tre sprænghoveder. ­
Minuteman-missilernes medbragte kernevåben kunne være W62-bomber, W78-bomber og (fra 2006) W87-bomber. Minuteman-missilernes rækkevidde var ca. 13.000 km. I 2014 var kun LGM-30G-Minuteman-3 stadig i funktion i USA. Der vil i 2018 i henhold til New START treaty, hvis denne gennemføres, være 400 bevæbnede missiler (og 50 ubevæbnede i reserve), placeret i missilsiloer i Montana, North ­Dakota og Wyoming i USA. Andre kernevåben er placeret på ubåde (Trident submarine-launched ballistic missile (SLBM)) samt på bombefly (strategic bombers) bionyt.dk/ref/11495.asp.

Titan-II missilerne
De fleste af Reagans rådgivere kom fra organisationen Committee of the Present Danger. Til forsvarsminister havde Reagan valgt Caspar Cap Weinberger. Han var forretningsmand, ligesom Robert McNamara (USA's forsvarsminister 1961-68) havde været. Weinberger vidste ikke meget om kernevåben. Derfor blev Fred Charles Iklé en vigtig person for Reagan-administrationens håndtering af kernevåbnene.
(To uger efter at Dwight D. Eisenhower havde godkendt, at bombefly måtte flyve med færdige brintbomber, færdiggjorde Fred Charles Iklé en RAND-rapport om sikkerheden. Den bar titlen On the risk of an accidental or unauthorized nuclear detonation. Det var den første grundige, uafhængige rapport om emnet. Fred Charles Iklé konkluderede, at risikoen var umulig at bestemme, og at risikoen for, at der skete uheld, ville stige i fremtiden).
Fred Charles Iklé var utryg ved, om en ulykke, en fejlvurdering eller en fanatiker i Kreml kunne få atom­afskrækkelsen til at fejle. Han advarede mod en launch-on-warning policy, hvilket udviklede sig til en mere generel kritik af USA's strategic policy bionyt.dk/ref/11728.asp.
Fred Charles Iklé konkluderede i øvrigt i en rapport, at luftvåbenet af og til manglede uddannet personale til at håndtere atombomberne, og måtte benytte ikke-specialuddannet personale til arbejdet. I mindst ét ­tilfælde havde en beruset mand forsøgt at få adgang til bomberne ved at overmande en vagt.

Peacemaker-missiler
Fred Charles Iklé sagde under en senatshøring, at ­Titan-II missilerne var upræcise og udsat for uheld. I efteråret 1981 erklærede forsvarsminister Wein­berger, at Titan-II missilerne skulle skrottes – og ­erstattes af 100 Peacemaker-missiler, der ville bære 10 atomsprængladninger hver, altså i alt 1000. Det var ­næsten 20 gange flere atomsprængladninger end på de ­tilbageværende Titan-II missiler.

Fowler-brev om usikkerhed
ved kernevåben (september 1974)
Der har været mange uheld med atomvåben. ­Uheldene spænder over talrige hændelsestyper, fra at en kernevåben­sprængladning faldt en meter ned på jorden, til at et lyn slog ned i en atomsprængladning. Mindst 23 ­kernevåben har været udsat for brand, uden at der er sket et atomeksplosion – men ud fra dette kan man ikke sige noget om, hvad risikoen er, hvis endnu et kernevåben skulle blive udsat for en brand.
Fra amerikansk side har man mange eksempler på, at ledelsen i organisationer, der håndterer kernevåben, ikke tager risikoen ved opbevaring, håndtering og transport af kernevåben særlig alvorligt. Da William L. (Bill) Stevens, der var leder af Sandia våbenudviklingscenterets afdeling for sikkerheden af kernevåben, tog til Washington og fortalte Atomic Energy Commission (AEC) om risikoen ved bomberne, blev sagen ikke efterfølgende taget op af AEC. Forsvarsministeriet var optaget af Vietnamkrigen.
I september 1973 blev Robert (Bob) Peurifoy fra Sandia-våbenudviklingslaboratorierne leder af våbenafdelingen ved Sandia-Albuquerque. Han besluttede at læse de hemmelige rapporter om hver enkelt Broken Arrow hændelse. Efter at have læst dem, konkluderede han, at vi lever på lånt tid. Robert (Bob) Peurifoy fik overbevist sin chef, Glenn Fowler, om, at eftersom man ikke kan stole på kernevåbnenes sikkerhed, måtte man udstyre disse våben med de nye sikkerhedsmidler, der nu var kommet til rådighed. Det gik dog ikke at overbevise ledelsen af Sandia National Laboratories. Deres vigtigste modargument i den forbindelse var, at det ville jo så betyde, at Sandia National Laboratories i årevis havde taget fejl med hensyn til kernevåbnenes sikkerhed, og at ændringer i våbenet derfor ville skade Sandia's anseelse.
Desuden kunne Sandia National Laboratories ikke gennemtvinge noget over for hæren eller forsvarsministeriet, så de kunne ikke gennemtvinge, at de eksiste­rende våben blev ændret.
Laboratoriet burde ikke bruge deres penge på at ændre allerede producerede våben, var også et af argumenterne. Man kunne eventuelt gøre det for nye produktioner.
Robert (Bob) Peurifoy og Glenn Fowler mødtes i Washington i april 1974 med Ernest Graves Jr. fra Atomic Energy Commission. Det førte heller ikke til noget initiativ. For at presse på sagen, skrev Glenn Fowler og Robert (Bob) Peurifoy i september 1974 til Ernest Graves Jr., som de altså havde haft møde med nogle måneder før. I forhold til at mødes og diskutere noget mundtligt var det noget helt anderledes at skrive det samme i et brev. Dette Fowler-brev (Fowler-letter, som det siden blev kaldt) førte til et hemmeligholdt ramaskrig blandt kernevåben-folk. Brevets eksistens sikrede nemlig, at hvis der skete et alvorligt uheld, kunne hverken Atomic Energy Commission (AEC), Pentagon eller våbenlaboratorierne påstå, at de ikke var blevet advaret.
I brevet indledte Glenn Fowler og Robert (Bob) Peurifoy med at konstatere, at bomberne oprindelig var beregnet til lagring i igloo'er og kun var designet til kort transport, medens de nu håndteredes på helt anderledes måde, til trods for at de ikke havde passende sikkerhedsmekanismer.
Smeltet materiale eller askeformigt materiale ville kunne omgå sikkerhedsmekanismerne ved at danne krybestrømme mv.
I brevet nævnte brevskriverne de bomber, som straks burde ændres eller udgå: Genie, Hound Dog, Mark-53 på 9 megaton, samt Mark-28, der faktisk var den mest udbredt anvendte bombetype hos SAC. Brevet nævnte bomber inden for Sandia's eget ansvarsområde, især flybomber, men nævnte ikke bomber, som var uden for Sandia's arbejdsområde, såsom missilbomber – der egentlig var endnu mere risikable, idet batterier, ­accelerometre, lufttryk-følsomme kontakter og ­sikkerhedsanordninger sad udvendigt på missilerne og ikke inden i missilets atomsprængladning, og da disse anordninger måske kun sad en meter væk fra hinanden, kunne fejlagtige elektriske strømme lettere aktivere ledningerne frem til missilets detonatorer.
I 1974 var den ældste kernevåben-atomsprængladning på et ballistisk missil også det mest kraftige, ­nemlig W53 på spidsen af en Titan-II, som var ­designet i slutningen af 1950'erne. Titan-II raketterne var gamle, og de fleste havde lækager. Detektorerne, som skulle registrere dampe, virkede ofte ikke. Det var ofte svært at finde reservedele. De personer, som skulle håndtere brændstoffet, arbejdede 15-16 timer på en arbejdsdag og var ofte udmattede ved fyraften – og de var ofte ikke særligt godt trænede i jobbet.
En ansat hos senator David H. Pryor, James Rutherford (kaldet Skip), talte i 1979 under hemmelige ­møder og telefonsamtaler med omkring et dusin ansatte ved Titan-II raketterne, nærmere bestemt med nogle af medlemmerne af 308th Strategic missile Wing. Han fortalte senatoren om det, som han erfarede fra disse hemmelige møder. Senatoren fandt ud af, at også andre politikere var bekymret, bl.a. demokraten Dan Glickman og republikaneren Bob Dole, der begge var fra Kansas, hvor der var sket et Titan-II uheld i 1978.
Efter Fowler-brevet fløj højt-placerede administratorer fra Atomic Energy Commission og forsvarsministeriet til Sandia-hovedkvarteret. Robert (Bob) Peurifoy bad Stan Spray lave en udstilling af de ­våbenkomponenter, som havde været udsat for usædvanlige hændelser. Præsentationen blev senere kendt som The Burned Board Briefing. Deres kritik blev ikke vel ­modtaget. Fowler blev dog ikke afskediget. I stedet nedsattes et udvalg for at se på sagen, og ellers skete der ingen ændringer.
Helt tilbage i 1888 havde man opdaget et eksplosivt stof, kaldet TATB, som det var meget svært at ­detonere. Det kemiske navn for TATB er 1,3,5-triamino-2,4,6-trinitrobenzen. Med de rette detonatorer ville det kunne eksplodere med næsten samme sprængkraft som de højeksplosive sprængstoffer, som man brugte til at omgive kernen med i kernevåben. TATB er et ufølsomt, højeksplosivt stof, som ville kunne brændes eller kastes mod jorden med 450 meter/sekund uden at eksplodere, hvorimod eksplosiverne omkring de amerikanske kernevåben ville eksplodere ved bare 1/10 af denne påvirkning. Harold Agnew, der var blevet chef for Los Alamos, mente, at der var meget mere mening i at bruge TATB i kernevåbnene end at tilføje ca. 1 ton ekstra stål og isolering bionyt.dk/ref/11523.asp.
Under præsident Lyndon B. Johnson begyndte man i USA's administration at overveje, om flyvningerne med kernevåbenbærende bombefly skulle fortsætte. De tolv B-52 fly, der konstant var på ­vingerne, var ­alligevel næppe så afskrækkende som de 1600 ballistiske kernevåbenmissiler, som USA havde i ­siloer og på ubåde. Men Joint Chiefs of Staff og den nye ­leder af Strategic Air Command (SAC), general John Dale Ryan, insisterede på, at bombefly-flyvningerne var ­essentielle. Lyndon B. Johnson traf et slags ­kompromis, idet han gav dem lov til at flyve, men kun med fire fly i luften ad gangen.
Medierne fik bl.a. af Atomic Energy Commission at vide, at risikoen for et ­nukleart uheld var så forsvindende lille, at det kunne udelukkes fuldstændigt. Men nogle forskere og ingeniører i Sandia National Laboratories var ikke så optimistiske. Robert (Bob) Peurifoy var f.eks. bekymret over, at en simpel lavspændings-strøm, der blot varede nogle få sekunder, var det, som man brugte til at armere brintbomben. Denne slags signaler skulle man helt tilbage til Thomas Edison for at finde begyndelsen af (Thomas Edison opfandt glødepæren i 1879). Hvis et B52-fly brækkede over, kunne en sådan spænding opstå på talrige måder. Det kunne også komme fra en kortslutning under en ellers normal flyvning.
Robert (Bob) Peurifoy tænkte, at et mere kompliceret signal, der bestod af en unik serie af elektriske ­impulser, ville kunne forhindre, at bomben blev ­armeret ved en fejl. Skiftende lange og korte impulser kunne danne et mønster, som ikke burde kunne ­opstå ved en tilfældighed. En anden ingeniør, Thomas Brumleve, skrev i 1967 i en rapport, at hvis et vigtigt aspekt i sikkerheden blev overset, ville verden efter en ulykke spørge, hvorfor det ikke var blevet forhindret.
Robert (Bob) Peurifoy gik på pension fra Sandia National Laboratories i marts 1991. Våbenkontroleksperten Sidney Drell anser ham for at være en af de vigtigste personer inden for kernevåben-teknologien. Omkring et år efter blev en omfattende aftale om ­forbud mod atomprøvesprængninger diskuteret i FN. Traktaten ville forbyde den slags underjordiske atomprøvesprængninger, som USA og andre lande skulle bruge til at udvikle nye kernevåben. Eftersom intet militær ville have tiltro til et våben, som aldrig var ­blevet afprøvet, var traktaten nærmest det ­samme som et forbud mod at udvikle nye kernevåben.
I august 1992 afholdtes en senatshøring om traktaten. Modstanderne af traktaten fremkom med et nyt argument for at afvise traktaten. Hvorfor var det så vigtigt at teste kernevåben?, spurgte en senator med gode forbindelser til Pentagon og våbenindustrien. Det var fordi, at de udgør en stor risiko for den amerikanske befolkning, svarede han selv. Flere andre ­opponenter, som ikke ønskede et stop for underjordiske atomprøvesprængninger, støttede dette synspunkt.
I 1996 blev USA det første land, der underskrev The Comprehensive Nuclear Test Ban Treaty. Sidenhen har 180 nationer også gjort det. Men det amerikanske ­Senat stemte imod at ratificere traktaten i 1999. Igen var hensynet til, at våbnene var sikre, det hovedargument, som blev fremført.
Under præsident George W. Bush (den yngre Bush)'s administration støttede Pentagon og våbenlaboratorierne udviklingen af nye kernevåben, som blev kaldt The Reliable Replacement-sprænghoveder (RRW). Det skulle være mere sikkert og mere pålideligt. Det skulle være det første 'grønne kernevåben' (ved at undgå at bruge beryllium, som er giftigt for miljøet).
Robert (Bob) Peurifoy morede sig noget over den pludselige interesse for sikkerheden ved kernevåben hos de folk, som tidligere havde kritiseret ham og ­vedvarende modarbejdet ham for netop dette synspunkt. Han kunne ikke se nogen grund til, at der skulle foretages flere atomprøvesprængninger, men han mente også, at det ville være uansvarligt at tage et nyt RRW-kernevåben i brug uden at have afprøvet det. Han støttede traktaten om et forbud mod prøvesprængninger.
Planen om at lave nye kernevåben er kun for at få penge – til våbenlaboratorierne og til Pentagon. Sprængkraften af et kernevåben i forhold til våbenets vægt nærmede sig et matematisk asymptotisk punkt – dvs. at det kom stadig tættere på dette punkt, men uden at kunne overskride det. Det tæt-på-maximale-forhold mellem våbenkraft og våbenets vægt blev allerede opnået i 1963. Nye designtyper ville ikke gøre kernevåben mere effektive. Våbenkernerne i de eksisterende lagre af kernevåben ville kunne holde i 100 år ifølge en rapport fra JASON bionyt.dk/ref/11270.asp. Neutron-generatorer og gas-generatorer ville skulle udskif­tes med tiden, men det ville let kunne gøres.
Også den tidligere leder af Los Alamos laboratorierne, Harold Agnew, mente, at nye våben ikke kan indføres uden at de testes, men også han var modstander af sådanne nye test.
Robert (Bob) Peurifoy bekymrede sig imidlertid stadig over to kernevåbentyper, W-76 og W-88 atomsprængladningerne, på ubådenes Trident-II missiler. Allerede for 20 år siden udtrykte Sidney Drell-panelet bekymring over disse våben. De er begge afhængige af konventionelle, højeksplosive sprængstoffer i ­stedet for ikke-sensitive, højeksplosive sprængstoffer.
Når Flåden havde insisteret på at bruge de konventionelle, højeksplosive sprængstoffer, var det fordi de vejer mindre. Hvis vægten øgedes, ville missilets rækkevidde blive mindre. De mange atomsprængladninger sad ikke i toppen af Trident-II missilet, men var placeret omkring det tredje trins raketmotor.
Flåden valgte et fremdriftsmiddel, der havde højt energiindhold, men som derfor også var mere udsat for at eksplodere ved et uheld. Det ville kunne eksplodere, hvis det blev tabt eller blev ramt af en kugle. En Trident-ubåd medbringer 24 af disse missiler. Hvert missil bar 4-5 atomsprængladninger. Et uheld med et af disse missiler ville kunne detonere fremdriftsmidlet i rakettens tredje trin, få de højeksplosive sprængstoffer til at eksplodere og udsprede plutonium i havnene i Georgia og staten Washington, hvor Trident-ubådene har base.
W88-atomsprængladningen var udviklet af Flåden (i Los Alamos laboratorierne). Den mere sikre W87-atomsprængladning, som Flåden ikke ville udskifte til, var derimod udviklet af luftværnet (i Livermore-laboratorierne). Dette kunne også tænkes at ligge bag Flådens modvillighed, nævner Eric Schlosser i sin bog Command and Control.
En ubåd kunne have 144 kernevåben. Flåden ­lastede missilerne først, og påsatte derefter kerne­våben-­hovederne. Robert (Bob) Peurifoy ville foretrække, at man indsatte kernevåben-hovederne først, og derefter ­lastede missilerne. Forskellen kunne være, om en ­eksplosion skete i et missil med 4-5 kernevåben-hoveder eller i et miljø med 144 kernevåben-hoveder.

The Titanic Effect
Hos våbenudviklerne i Los Alamos, Lawrence Livermore og Sandia National Laboratories blev våbnenes pålidelighed givet mere opmærksomhed end deres ­sikkerhed. Der bredte sig en falsk-tryghed-tankegang, som våbendesignerne senere har benævnt The Titanic Effect.

Manglende tillid
I det hele taget havde militæret ikke tillid til sikkerhedsanordninger på kernevåben. Man var bekymret for, om bomberne måske ikke ville virke. Derimod bekymrede man sig ikke om, hvorvidt de utilsigtet kunne bliver aktiveret. Det kostede ekstra at indføre sikkerheds­anordninger, og de første sikkerhedsanordninger kunne have ulemper, f.eks. nævntes en tendens til, at et batteri på en afkoder løb ud for strøm, så ­våbenet ikke ville kunne affyres. Det blev også nævnt, at under afkodningen af de første sikkerhedslåse kunne der høres lyde, som måske ville kunne afsløre koden, hvis man lyttede efter lydene.
I 1974 opdagede forsvarsminister James Schlesinger, at forskellige taktiske kernevåben endnu ikke havde sikkerhedsanordninger, selvom systemet havde eksisteret i nogen tid. Fra han gjorde opmærksom på det, tog det alligevel endnu to år, før alle kernevåben havde et sikkerhedsanordning-system tilknyttet.
I 1981, næsten 20 år efter udviklingen af sikkerhedsanordningerne, havde omkring halvdelen af de amerikanske kernevåben stadig kun mekaniske låse. Disse blev først udskiftet i 1987.
Strategic Air Command (SAC) modsatte sig ihærdigt at sætte sikkerhedsanordninger på deres våben, Men efter Thule-ulykken i 1968 blev Strategic Air Command (SAC) af Pentagon beordret til at indføre en kontrol for anvendelsen af våbnene. Luftvåbenet indsatte på denne foranledning en kodet kontakt i cockpittet i alle fly med kernevåben. Kontakten gjorde det muligt at sende et armeringssignal til bomberummet, når den rigtige kode blev brugt. Låsen blev derimod ikke sat på bomben, så en stjålen bombe ville stadig kunne bringes til at detonere ved hjælp af et simpelt jævnstrømssignal! Strategic Air Command (SAC) var mere bekymret for, om våbenet ville virke, når det skulle.
Først efter 20 års kraftig modstand accepterede Strategic Air Command i princippet at sætte sikkerhedslåse på dets kernevåben.

Indre sprængladning
Brintbombers atomladning skal ikke lagres separat fra bomben, men er forseglet inde i bomben. Det virker mindre sikkert, end når atomsprængladningen og ­resten af bomben kan opbevares hver for sig. I det hele taget er spørgsmålet om sikkerhed pludselig mere ­relevant, når alle ting i bomben er integreret og forseglet inde i bomben, således at selve atomladningen ikke kan lagres på et separat sted fra resten af bomben, men nu indgår i selve bombens konstruktion.

Simple kernevåben (omkr. 1955)
Da der kom stadig flere lagersteder for kernevåben, blev der også behov for, at våbnene var lette at samle og vedligeholde. De atomvåben, som man byggede i midten af 1950'erne, var meget simplere end den tidligere 1. generation af atombomber. Dog havde de store, svært håndterbare batterier, som skulle udskiftes hver måned. Det skulle ske ved at bomben skiltes ad, batteriet genopladedes, og bomben derefter samledes igen. Desuden måtte bombens elektriske system tjekkes. Til sidst skulle det testes, at alle detonatorerne var korrekt forbundet. Hvis de ikke var det, ville brintbomben ikke virke.
Det var efterhånden almindeligt indregistrerede folk, som håndterede brintbomberne. Hvis ­deto­na­torerne af en eller anden grund lod sig aktivere, f.eks. under en vedligeholdelsesprocedure, ville brintbomben gå af. Ved mindst tre forskellige lejligheder i 1950'erne blev detonatorer aktiveret ved en fejl under en test af ­deres elektriske systemer. Disse fejl skete dog alle ­under træningsforløb. Men hvis der var risiko for krig, ville en bombe kunne gå af i skyndingen, fordi personalet havde travlt og var stresset.
Ved en hændelse gled en tekniker under testen af en Mark-6 bombe. Under faldet kom han til at trække i nogle armerings­ledninger, som derved udløste detonatorerne bionyt.dk/ref/11651.asp.

Termobatteri udskiftes ikke
Når man anvender termobatterier, skal batterierne ikke udskiftes. Disse batterier skal blot tændes med en elektrisk impuls. De færdigsamlede bomber er dermed en slags hyldevarer. De kaldes wooded bombs, fordi de kan opbevares, som om de var træ på et trælager. Men samtidig er de stærkt udsat for at eksplodere, hvis ­noget får dem til det. Atomsprængningsdelen er nu omgivet af højeksplosivt materiale.
Termobatterier (thermal batteries) indeholder et fast stof, som først aktiveres, når det opvarmes. Derfor kaldes sådanne bomber for termonukleare bomber. Det betyder, at batteriet stadig vil virke efter f.eks. 50 års henstand. Desuden har termobatteriet høj energitæthed (power-kapacitet), hvilket skyldes den meget høje ion-ledningsevne hos det smeltede salt.
Termobatterier fylder ikke meget, og sådanne batterier bruges næsten udelukkende til militære anvendelser – nemlig i våben, hvor batteriet kun skal virke én gang, såsom ved antænding af jord-til-luft missiler.
Varme fra en brand kan tænkes at starte et termobatteri og derved etablere højspænding, som kan tænkes at starte bomben. Som en løsning begyndte man at indsætte varmefølsomme sikringer, der ved at smelte som følge af en varmepåvirkning ville afbryde det elektriske kredsløb. Men det ville måske ikke forhindre alle farlige situationer.
I cockpittet i et SAC-bombefly var det let at armere en bombe. Først skulle en kontakt sættes til 'ON'. Derved ville flyet bliver i stand til at sende strøm til bomben. Derefter skulle en kontakt drejes fra positionen 'SAFE' til enten 'GROUND' (sprængning ved jordniveau) eller 'AIR' (sprængning i luften over ­målet). Det var alt. Hvis nogen skulle glemme at sætte kontakten på 'SAFE', ville bomben forblive armeret, selvom strømkontakten var sat til 'OFF'.

Debatten om sikkerhedslåse
på kernevåben
Allerede i 1953 underskrev Forsvarsministeriet i USA og Atomenergikommissionen en aftale, som skulle bane vejen for brug af sikkerhedslåse. I begyndelsen af 1960'erne var der øget politisk og teknologisk interesse for at gøre noget konkret på området. De nyere kernevåben var blevet simplere at bruge, og der var kommet mange flere af dem, hvorved behovet for sikkerhedslåse blev mere påtrængende for at forhindre uautoriseret brug. Nogle af disse sikkerhedsanordninger blev installeret i 1959 i kernevåben, der var udstationeret i Europa. I juni 1962 underskrev præsident John F. Kennedy en National Security Action Memorandum nr. 160 med ordre om at indføre sikkerhedsanordninger på "alle amerikanske kernevåben" – men dog kun på de kernevåben, der var udstationeret i Europa. Dette blev så gennemført i 1962.

Sikkerhedsanordninger (PAL)
Nogen kunne ikke lide, at sikkerhedslåse overhovedet blev kaldt 'låse', så i stedet betegnes disse sikkerhedsanordninger Permissive action link (PAL), dvs. kobling-der-tillader-brug. Nogle sikkerhedssystemer var blot meget simple anordninger, der kunne blokere hulrummet, hvorigennem noget nukleart materiale skulle bevæge sig. Andre sikkerhedsanordninger blokerede for elektriske kredsløb, og nogle sikkerheds­anordninger forhindrede adgang til kontrolpanelet.

Nyere sikkerheds­anordninger
En ny sikkerhedstype, kaldet Category D, havde en 6-cifret kode, som kun kunne afprøves et begrænset antal gange. Da denne kunne indstilles til flere forskellige koder, kunne præsidenten – ved at vælge en bestemt kode – vælge kun at anvende visse våben.
I 2002 blev PAL-låsesystemer opgraderet på ældre B61-kernevåbenbomber.
I november 2001 havde man udviklet et Code Management System (CMS), hvor våbnene kunne blive omkodet. CMS omfattede 9 softwareprodukter og 5 hardware-produkter.
I 2004 var CMS blevet indført i alle sikkerheds­anordninger. Sikkerhedsanordninger findes nu på næsten alle amerikanske kernevåben bortset fra flådens. Det er f.eks. Minuteman, MGM-13A Mace Tactical Ballistic Missile, CGM-13B Mace Tactical Ballistic Missile, Sergeant, Pershing, WAC Corporal-missiler, Nike-Hercules, Honest John-raketter, Davy Crockett-systemet, og artilleriets howitzer.
I ubådene skal to personer med hver deres nøgle godkende en affyring. I Minuteman-missilsiloerne skal to personer tjekke med en kode i en forseglet konvolut og de to personer skal samtidig dreje to nøgler. Præsidenten kan beordre en affyring, men dette skal bekræftes af forsvarsministeren. Man har nu krypterede parametre til affyringskoder, som først skal dekrypteres. Man har også lavet systemer, som kan dearmere våbenet.

Sikkerhedsanordninger
('PAL') i udlandet
Storbritannien fjernede alle luftbårne kernevåben i 1998. I 2007 afslørede regeringen i Storbritannien, at disse kernevåben ikke var udstyret med sikkerheds­anordningerne. I stedet var kernevåben, som skulle ­kastes fra et fly, sikret ved, at der skulle isættes en nøgle, ligesom når man låser en cykel op.
På de britiske ­Trident-sprænghoveder kan ubåd-kaptajnen med hjælp fra besætningen affyre kerne­våben uden at bruge koder fra overordnede.
Man valgte ikke at indføre det nye amerikanske ­system med autorisationskoder af frygt for, at en ­aggressor kan bryde kommando­vejen. En kaptajn på USA's ubåde kan derimod nu ikke ­affyre kernevåben uden autorisationskoder udefra bionyt.dk/ref/11737.asp].
I 2008 bragte BBC Radio-4 et program The ­Human Button. I programmet oplyses, at det er en tradition i den britiske flåde, at kaptajnen har lagt et brev med ordrer i tilfælde af, at han skulle dø. Tilsvarende medbringer de britiske atombevæbnede ubåde et brev fra premier­ministeren med ordre om, hvad der skal gøres, hvis et angreb har dræbt landets regeringsleder. Hvad ordren går ud på vides ikke, men der er fire muligheder: Gengældelse med kernevåben, ingen gengældelse, at placere ubåden under USA's eller australsk kommando, eller at beslutningen overlades til ubådens ­aktuelle leder. [Andre lande har ikke et sådant system med en nedskrevet nødordre bionyt.dk/ref/11737.asp].
Ved Sovjetunionens opløsning havde Ukraine verdens trediestørste lager af kernevåben. De havde fysisk kontrol over våbnene, men den operationelle kontrol var på russiske hænder. Det eneste, der forhindrede, at Ukraine også havde operationel kontrol over kernevåbnene, var de russiske sikkerhedssystemer. I 1994 valgte Ukraine at lade kernevåbnene destruere bionyt.dk/ref/11709.asp.
I begyndelsen af 1990'erne bad Kina om information om sikkerhedsanordningerne fra USA, men Bill Clinton-administrationen mente, at det ville være for meget information at give til kineserne.

Strong link / weak link
En speciel del af sikkerhedssystemer er det såkaldte stronglink/weaklink-design. Stronglink-komponenter skal sikre, at sikkerhedssystemet virker, selvom bomben skulle blive udsat for brand, vibration eller stærke magnetfelter. Weaklink-komponenter skal omvendt forhindre, at bomben affyrer sig selv, hvis sådanne ­skader opstår.
I 1977 underskrev Robert (Bob) Peurifoy for første gang de papirer, som krævedes for at godkende et våben fra Sandia. Det var en modifikation af en B61-bombe, og årsagen til, at han godkendte den, var, at det var den første type, som havde fået indført stærk-link/svag-link-teknologi som en sikkerhed. I fire år havde Robert (Bob) Peurifoy nægtet at underskrive frigivelsespapirerne for Sandia's våben, fordi der ikke var indført nye sikkerhedssystemer.
På grund af den position, han havde opnået som leder af sikkerhedsafdelingen hos våbenudviklingscenteret Sandia, kunne de nyudviklede våben så ikke indgå i USA's våbenlagre.
I 1988 havde næsten halvdelen af kernevåbnene i USA fået en stærk-link/svag-link sikkerhedsanordning.

Problemer ved SRAM-missiler
Sikkerhedsproblemerne på USA's gamle kernevåben blev der ikke gjort noget ved. I 1983 var endnu et B-52 bombefly brudt i brand på en landingsbane ved Grand Forks militærflybasen under et rutinecheck. Brændstof antændtes, flyet blev ødelagt og fem unge vedligeholdelsesarbejdere blev dræbt. I denne ulykke var kernevåben ikke involveret. Men hver dag blev lignende B-52 bombefly lastet med Mark-28 bomber og SRAM-missiler.
SRAM-missilerne (Short-Range Attack Missiles) havde problemer, som viste sig værre end først antaget, idet det viste sig, at de højeksplosive sprængstoffer, som anvendtes i missilets 1. trin, var følsomme for brand. Med alderen ville SRAM-missilerne blive mere farlige. Missilets fremdriftsmiddel skulle til ­enhver tid være omgivet af et tæppe af nitrogen-gas. Hvis denne nitrogen-gas lækkede ud, ville rakettens fremdriftsmiddel blive eksplosivt ved fysisk rystelse, statisk elektricitet eller ild.
Hvis et SRAM-missil var blevet dårligt vedligeholdt, ville det kunne eksplodere, hvis det blev tabt på jorden fra blot 1,5 meters højde – eller missilet kunne fare af sted. Længerevarende degeneration af missilet ville kunne medføre spontan antænding af fremføringsmidlet, svarende til den affyring, som missilet var beregnet til. Det ville medføre en katastrofe. Denne advarsel kunne man læse i et tidsskrift om kernevåbensikkerhed, som blev udgivet af luftforsvaret, Air Force. Det blev i starten anbefalet, at man gav SRAM-missilerne lidt ekstra opmærksomhed bionyt.dk/ref/11283.asp.

Sikkerheden ved SRAM (kortdistance-angrebsmissilerne)
Strategic Air Command (SAC) havde tusinde SRAM-missiler (Short-Range Attack missile) på bombefly stående rundt omkring på landingsbaner i USA. ­Efterhånden som den politiske spænding aftog mellem USA og Sovjetunionen, blev det sværere at forsvare at tage risikoen for, at der kunne ske uheld.
I 1988 havde man i 15 år udtrykt bekymringer om SRAM-kortdistance-angrebsmissilerne, uden at der var gjort noget. Gordon Moe, der tidligere havde været medlem af Henry Kissingers stab for national sikkerhed, fik udarbejdet en hemmelig rapport, hvor risikoen for SRAM-missilerne blev understreget – og risikoen for landet og den nationale sikkerhed, hvis der faktisk skete en ulykke med SRAM-missilerne.
Den tidligere astronaut John H. Glenn fik rapporten og i sin nye egenskab af at være senator, viste han den til energiministeren, James D. Watkins. Dette var at gå uden om mellemlederne, som hidtil havde stoppet bestræbelserne på at øge sikkerheden af SRAM-missilerne mod uheld. Forsvarsminister Dick Cheney blev derefter orienteret. Pentagon lagde dog sagen i en syltekrukke ved blot at bestille to nye rapporter om sikkerheden ved SRAM-missilerne.
I foråret 1990 lærte en journalist ved Washington Post, R. Jeffrey Smith, om sikkerhedsproblemerne ved kernevåben i USA, og skrev artikler om det bionyt.dk/ref/11285.asp. I artiklerne nævnte journalisten risikoen ved SRAM-missilerne, og at W-79 artilleri-kernevåbnene ikke var one-point-safe. Uden at videregive militære hemmeligheder, skrev han, at bureaukrati, inerti og kampe mellem rivaliserende grupper havde skabt unødvendige risici. En talsmand fra Pentagon forsvarede SRAM-missilerne. Forsvarsminister Dick Cheney sagde d. 8. juni 1990, at SRAM-missilerne ikke udgjorde nogen fare for befolkningen – men at de, indtil en ny sikkerhedsvurdering var blevet udarbejdet, ikke mere ville være på bombeflyene.
I december 1990 blev en sådan ny sikkerhedsvurderingsrapport lavet (nemlig rapporten fra The Drell ­Panel). Den bekræftede, hvad William L. (Bill) Stevens og Robert (Bob) Peurifoy havde sagt i næsten 20 år. Ifølge rapporten havde udviklingen af nye computersystemer opdaget, at risikoen ved kernevåben-arsenalet ikke var så sikre, som man havde troet. Rapporten anbefalede stærk-link/svag-link systemer, ufølsomme højeksplosive sprængstoffer, og brandsikre kernevåben-hoveder (warheads).
I en anden rapport gav man de forskellige amerikanske kernevåben-typer en sikkerhedsvurdering fra A (bedst) til D (dårligst). Kun tre våben fik et A (bedst), hvorimod hele 12 våben fik et D (dårligst), og 14 ­våben fik karakteren B eller C bionyt.dk/ref/11292.asp.

Sikkerheds­standard-statistik
Carl Walske fra forsvarsministeriets afdeling for kernevåben var bekymret over, om sikkerhedsstandarderne byggede på usikker anvendelse af statistik. Nu da USA havde 30.000 kernevåben var det ret vigtigt, hvor stor risikoen for en detonation ved et uheld var.
Typisk angav man risikoen til at være 1:1 million – uden at angive, om det var risikoen for ét våben pr. år eller i hele våbenets levetid, eller for hele våbensystemet. Carl Walske indførte en ny standard, hvor risikoen højst måtte være 1:1 milliard i levetiden for hvert enkelt våben, og at risikoen for en detonation ved en brand eller andet uheld højst måtte være 1:1 million. Der blev ikke givet retningslinjer for, hvordan disse nye standarder skulle opnås, og man anførte, at det næppe ville koste noget ekstra i udviklingstid eller penge.

Sikkerhedssystemer for
Mark-28 kernevåben-bomber
Når det gjaldt Mark-28 bomberne var situationen den, at en vedvarende høj temperatur på overfladen af bomben ville kunne inaktivere sikkerhedssystemerne, ­armere bomben og affyre den.
De tidlige udgaver af sealed-pit bomber, som ­Strategic Air Command (SAC) anvendte, udgjorde en alvorlig risiko for detonation ved et uheld og spredning af plutonium.

Stregkoder på atomvåbnene
Efter den kolde krigs afslutning syntes den almindelige mening i USA at være, at kernevåben var blevet ret irrelevante bionyt.dk/ref/11751.asp. Ambitiøse officerer ville ikke have noget med kernevåben at gøre – eller med strategisk krigsførelse. USA's Strategic Command var nu ledelse for de samlede kernevåben hos luftværnet og flåden, og de skulle styre talrige konventionelle missioner, fra operationer i rummet til cyperwar.
Strategic Air Command (SAC) var blevet opløst, og luftværnet havde ikke mere en organisation, der skulle håndtere kernevåbnene alene. General Curtis LeMay [fra 19. okt. 1948 chef for Strategic Air Command og 1961-1965 stabschef i det amerikanske luftvåben] havde haft et system, hvor inspektioner skete uden forudgående varsling. Nu var der derimod indført et system, hvor der blev varslet 72 timer i forvejen, hvis der skulle foretages en inspektion. I 2003 fandt man fejl ved hver tredje af kernevåben-inspektionerne – selvom der altså var givet 3-4 døgns forvarsel bionyt.dk/ref/11670.asp .
De daglige operationer med kernevåben var tidligere blevet overvåget af en 4-stjernet general, medens det nu var overladt til en almindelig general eller en oberst.
I august 2006 blev der lavet fejl ved en forsendelse, så man kom til at sende tophemmelige næsekegle-­fuzes fra fire Minuteman-III missiler fra Hill militærflybasen i Utah til Taiwan – i stedet for helikopter-batterier. Arbejderne i Defense Logistics Agency troede, at det var helikopter-batterier, de sendte.
I Taiwan lå de uåbnet i deres kasser i to år, indtil man (i Taiwan!) opdagede fejlen. En rapport om hændelsen konkluderede, at når Air Force personellet kunne lave denne fejl, var det dels, fordi arbejdet med kerne­våben-delene blev udført af lavere-rangerende personel, men også fordi det var ukvalificerede personer. Nogle ledere, der havde med Luftværnets kernevåben at gøre, havde ringe erfaring, var ikke up-to-date eller havde faktisk slet ingen erfaring med kernevåben bionyt.dk/ref/11729.asp.
Den 29. august 2007 blev seks krydsermissiler, der var armeret med kernevåben-hoveder, ved en fejl ­lastet på en B52-bombeflyver ved navn Doom 99 ved Minot militærflybasen i North Dakota. Flyet stod på jorden på Minot militærflybasen natten over uden bevæbnet vagt. Næste morgen fløj bombeflyet næsten 2500 km til Barksdale militærflybasen i Louisiana (det er forbudt at transportere kernevåben i fly over USA på denne måde). Flyet landede i Barksdale og stod ubevogtet på jorden i 9 timer. Et mandskabshold, der skulle vedligeholde flyet, opdagede våbnene. I 1½ døgn opdagede ingen i flyvevåbenet, at man savnede seks kernevåben bionyt.dk/ref/11616.asp.
Eric Schlosser siger: The incident in 2007, when we lost half a dozen hydrogen bombs for a day and a half, was an incredibly serious security lapse: The fact that nobody was asked to sign for the weapons when they were removed from the bunker, the fact that nobody in the loading crew or on the airplane even knew that the plane was carrying nuclear weapons is just ­remarkable bionyt.dk/ref/11819.asp. Han taler også om svigt af sikkerhedsinspektioner, såkaldte 'decertifications': There was a decertification at Kirtland militærflybasen in New Mexico, which is where the Air Force stores most of its nuclear weapons.
I interviewet i tidsskriftet Mother Jones kan man også læse følgende samtale, hvor journalisten fra tidsskriftet siger: In the book, you relate how Harold Agnew, a Los Alamos physicist visiting a German base in 1960, “nearly wets his pants” when he saw planes with fully ­assembled H-bombs being guarded by lone US soldiers who weren’t even trained in what to do if someone tried to ­commandeer the plane. I cannot imagine that we’re still so careless.
Eric Schlosser svarer: There was a learning curve in the management of nuclear weapons, and we are very, very lucky. And there is no guarantee that luck will last. What was remarkable then was that we were sharing ­these ­weapons with our NATO allies. In that case, he saw a powerful nuclear weapon loaded onto a jet that was part of the German air force and had the Iron Cross markings on its wings. His concern – this was not so long after the end of World War II – was that a disgruntled German pilot might just take off, head for Russia, drop his bomb, and there was absolutely nothing except for the air defense ­system of the Soviet Union to prevent him from doing that. There were no locks on the bombs. There were no codes required to activate the bomb. It was in the early days of the Kennedy administration that there was a crash program … begun to do something you would think common sense would dictate, which would be: Put locks on the nuclear weapons, and put coded switches on them so only the person who has the code could set them off. But there was a learning curve in the management of nuclear weapons, and we are very, very lucky. And there is no guarantee that luck will last bionyt.dk/ref/11819.asp.
Eric Schlosser fortæller også om den manglende ­interne kommunikation: There was an enormous amount of compartmentalized secrecy, and that was to prevent secrets from being too widely shared and potentially leaked. But what that meant was people in different parts of the system didn’t have an overall view of how the system was operating and that can be very dangerous. The people ­designing the weapons literally often didn’t know how they were being handled in the field by the Air Force – and a lot of people in the Air Force did not understand some of the dangers. There is a very strong element of madness in this.
En senere undersøgelse af tilstandene i Minot viste, at der var alvorlige fejl i håndteringen af kernevåben på stedet. Krydsermissiler, der var armeret med kernevåben-hoveder, blev opbevaret i samme bunkere som de, der var armeret med konventionelle atomsprængladninger og attrapper. Man undlod rutinemæssigt at tjekke verifikations-checklisterne, for på den måde sparede man tid. På dagen, hvor fejlen skete, skulle hele fire mandskabsgrupper ifølge reglerne tjekke, om missilerne havde atomsprængladninger, og ingen gjorde det. De fire grupper var gruppen, der først gik ind i bunkeren, gruppen som transporterede missilerne til flyet, gruppen som lastede missilerne og endelig besætningen på flyet.
Ved interview konstaterede man, at ingen vidste hvem, som havde ansvaret og autoriteten over kerne­våbnene. Ingen var nogensinde blevet bedt om at ­skrive ned, hvilke kernevåben, der blev transporteret eller flyttet til en anden Air Force enhed. Våbnene ­havde serienumre, som skulle skrives ned, og ikke stregkoder, der kunne indscannes.
Den 28. maj 2008 ankom et vedligeholdelses-team til en Minuteman-III silo nær F.E.Warren militærflybasen i Wyoming. De opdagede, at væggene var dækket af sod. En brand var opstået i et rum med udstyr, og et våben med hylster og kasse var delvis smeltet. Varmen fra flammerne havde skadet et af de elektriske kabler, der var forbundet til Minuteman-III missilet. Branden kunne være opstået ved et lynnedslag eller ved en fejlmonteret batterilader, men branden var gået ud af sig selv. Røgalarmen var aldrig gået i gang. Kontrolcenteret, som var placeret flere kilometer væk, modtog ingen alarm.
I 2009 etableredes Global Strike Command for at forbedre forholdene hos det amerikanske luftværns ­kernevåben. ­Denne kommando skulle overtage ansvaret for de tilbageværende Minuteman III missiler og for de B2-bombefly og B-52 bombefly, der stadig ­havde missioner med kernevåben ombord. Det var ­faktisk en efterfølger efter Strategic Air Command, omend ­smallere og med mindre indflydelse – men dog med det samme snævre fokus om at opretholde afskrækkelseseffekten (deterrence) og muligheden for at udkæmpe en atomkrig. Den nye Global Strike Command indførte unikke identifika­tionsmarkører på dets kernevåben, nemlig stregkoder.

Risiko ved bomberydning
Bomberyddere skal typisk arbejde hurtigt, men når det gælder kernevåben, er der ingen grund til ­hastværk. Stan Spray fra Sandia National Laboratories opdagede, at en af Mark-28 brintbombens indre kabler i konstruktionen var blevet placeret for tæt på bombens overflade. Det betød, at hvis bomben blev udsat for varme i lang tid, ville isoleringen af dette kabel kunne smulre, så ledningerne inde i kablet kunne kortslutte. En af disse ledninger var forbundet til en ready/safe-kontakt. En anden af ledningerne var forbundet til det batteri, der kunne aktiveres af varme, og som var bombens X-enhed. Dette kunne bringe de højeksplosive sprængstoffer til fuld detonation. Varmen fra en brand kunne derfor armere Mark-28 bomben, og en fuld ­detonation af de højeksplosive sprængstoffer var mulig. Det ville f.eks. for en lille model af Mark-28 medføre udløsning af en sprængkraft svarende til 70.000 ton TNT – eller for en stor model af Mark-28 en sprængkraft svarende til 1.500.000 ton TNT (1,5 megaton) bionyt.dk/ref/11601.asp.
Mark-28 brintbomberne var ofte ombord på B52-bombefly, der stod i alert-status på en landingsbane i en lufthavn. Undertiden gik der ild i sådanne B52-bombefly, selv når de ikke var i luften. Et bombefly ­indeholdt typisk over 140 ton meget brandbart JP-4 (Jet Propellant 4) jetbrændstof. [I 1995 gik man over til JP-8, som er mindre brandbart]. Forud for en flyvning ville mandskabet gennemgå checklisterne og starte de otte maskiner en efter en. Det ville kunne tage 1½ time. Men fly, der var i alert-status, skulle kunne flyve i løbet af 10-15 minutter. Det blev gjort ved at starte alle otte motorer inden for et minut. Undertiden ­opstod der brand i disse situationer på trods af, at ­metoden ofte trænedes.
I 1979 accepterede forsvarsministeriet endelig nogle af de anbefalinger, som Sandia National Laboratories kom med. Men der fulgte ingen penge med. Luftvåbnet planlagde at udstyre B52-bombeflyene med krydser­missiler, som kunne affyres på lang afstand, så flyene kunne nå at vende om. Til sammenligning med denne udgift på mindst 10 milliarder dollar, ville det koste pebernødder at udstyre eksisterende bomber med ­ekstra sikkerhedsudstyr. Indtil disse krydsermissiler til fly var lavet, havde B52-bombeflyene en roterende missilskive med 12 stykker kortdistance-angrebsmissiler (SRAM) med en sprængkraft svarende til 200.000 ton TNT. Disse SRAM-missiler kunne bruges mod det sovjetiske luftforsvar langs flyets vej mod målet.
B52-flyet var bygget til at angribe Sovjetunionen fra 15 km højde. Ændringer i det sovjetiske luftforsvar medførte, at flyet nu skulle flyve lavt i stedet for, undertiden 50-100 meter over jorden, hvor vindturbulens medførte utrolig meget støj i kabinen ved en flyvehastighed på 750 km i timen. Navigatøren sad bag piloten, på et lavere sæde og uden vinduer, og kikkede kun på en radarskærm. Det var hans opgave at advare piloten om f.eks. et bjerg forude i flyveretningen. Da en falsk alarm fra North American Air Defense Command (NORAD) fik mandskabet til at løbe ud til flyene midt om natten, var oplevelsen af, at det denne gang kunne være en reel situation og ikke blot en øvelse, så stærk, at en af besætningsmedlemmerne bagefter opgav sit job hos luftvåbenet.

Lækage på Hanford-sted
19.000 sider hidtil hemmeligholdte dokumenter viser, at der mellem 1946 og 1986 udsendtes tusindvis af US gallons af radioaktive væsker fra Hanford-anlæggene nær Richland, Washington (350 km fra Seattle). ­Mange af de mennesker, der boede i det berørte ­område, udsattes for små doser af stråling fra iod-131.

Deponering af atomaffald
Den 1. december 1959 blev atomprøvesprængninger forbudt i Antarktis, idet Antarktis-traktaten åbnedes for underskrivelse. Den fastslår, at enhver nuklear ­eksplosion i Antarktis er forbudt.
USA underskrev 1. december 1960 Antarktis-traktaten (Antarctic Treaty), som også specifik forbyder, at radioaktivt affald bliver deponeret på Antarktis.
Deponering af atomaffald på dybe steder af havbunden er også blevet forbudt, idet 87 lande har tilsluttet sig havbundstraktaten, The Seabed Treaty af 11. februar 1971.
En japansk-amerikansk plan om at deponere atomaffald på en ø syd for Hawaii mødte protester i 1979 fra South Pacific Forums side, og måtte opgives.
I USA havde man i 1984 udpeget 10 steder til ­radioaktivt affald i USA, og i 1985 blev disse indskrænket til tre steder. I 1987 blev loven The Nuclear Waste Policy Act ændret, så kun Yucca Mountains skulle tages i betragtning for deponering af atomaffald. Testboringer blev fra dette tidspunkt kun udført på dette sted. Åbningen af stedet er blevet udskudt mange gange, og var i 2012 udskudt til at skulle ske i september 2020.

Forbud mod atomtest i luft, vand og ydre rum (5. august 1963)
Den 5. august 1963 åbnedes aftalen om delvis forbud mod prøvesprængninger (prøvestopaftalen af 1963, Partial Test Ban Treaty (PTBT) for underskrivelse. Den forbød al atomprøvesprængning undertagen, hvis de foregik under jorden. Aftalen forbød atomprøvesprængninger i atmosfæren, det ydre rum og under vandet. Traktaten blev underskrevet i ­Moskva.
Forud var gået store demonstrationer i Europa og Amerika mod atomprøvesprængninger, og frem til denne dag var 499 atomprøvesprængninger blevet ­udført. I de første ti år efter traktatens vedtagelse blev der udført yderligere 436 atomprøvesprængninger, ganske vist nu underjordisk, men ofte med radioaktive udslip til atmosfæren og plutonium-forurening af jorden bionyt.dk/ref/11720.asp.

Forbud mod alle atomprøvesprængninger (10. september 1996)
I 1970'erne blev der gennemført 550 atomtest rundt omkring i verden bionyt.dk/ref/11425.asp.
Den 10. september 1996 tilsluttede FN's generalforsamling sig traktaten om forbud mod alle atomprøvesprængninger i alle miljøer og vedrørende såvel civile som militære formål (The Comprehensive Nuclear-Test-Ban Treaty, CTBT), og den blev åbnet for underskrifter i FN d. 24. september 1996. Kina, Frankrig, Storbritannien, Rusland samt USA underskrev traktaten, men Kina og USA har aldrig ratificeret den og det gælder også Iran, Israel og Egypten. Indien meddelte, at de ikke ville underskrive traktaten, og heller ikke Pakistan og Nordkorea har underskrevet traktaten. Traktaten træder først i kraft, efter at følgende 8 lande har både underskrevet og ratificeret den: Kina, USA, Iran, Israel, Egypten, Indien, Pakistan og Nordkorea.
Det vurderes, at der fra PTBT-traktaten i 1963/1964 til CTBT-traktaten i 1996 er udført 1377 underjordiske atomprøvesprængninger bionyt.dk/ref/11720.asp. Indien, Pakistan og Nordkorea har sprængt atombomber ­efter, at CTBT blev åbnet for underskrifter i 1996.

Atomvåben
Under 2. verdenskrig blev der lavet tre atombomber, alle i USA. Den første blev testet ved Alamogordo i USA-staten New Mexico, den anden blev sprængt over Hiroshima i Japan den 6. august 1945, og den tredje tre dage efter over en anden japansk by, Nagasaki, d. 9. august 1945.
Efter krigen blev der i løbet af 1946 lavet to nye bomber, som blev testet ved Bikini-øerne under enorm medieopmærksomhed. De overbeviste verden om, at USA havde et atomvåbenmonopol og alle troede, at USA havde et lager af atomvåben færdig til brug. Men en serieproduktion af atombomber indledtes faktisk først i 1949. Til gengæld gik det derefter hurtigt, og i 1950 forberedte USA sig på at føre krig i både Asien og Europa med brug af atombomber.
Sovjetunionens ­første atomprøvesprængning skete d. 29. august 1949, og den moderne kernevåbenhistorie kan siges at starte med, at nordamerikanske fly på patrulje over Stillehavet i september 1949 registrerede radioaktivitet, som kun kunne stamme fra denne nye atommagt. USA sprængte den første brintbombe i nov. 1952 og Sovjetunionen ­testede sin første brintbombe i 1953. Frem til 1976 havde USA udviklet over 70 kernevåben-bombetyper, og ca. 50 af dem havde været i arsenalerne på et eller andet tidspunkt.
Militæret fik større interesse for at bruge kernevåben efterhånden som små, lettere bomber udvikledes. I 1951 testede man sprænghoveder ned til ca. 1000 ton TNT. I dag er de mindste sprængstyrker på de nordamerikanske bomber måske 100 ton TNT eller mindre.
De kraftige bomber er lette. F.eks. vil en bombe med styrke som Nagasaki-bomben kun veje 1 ton. Der er udviklet en lang række fremføringsmidler til kerne­våben i form af flytyper, artilleri og raketter til afskydning fra land, skibe og fly, samt mellem- og langdistanceraketter i ballistiske baner. Mange lande, som foreløbig ikke har kernevåben, har disse fremføringsmidler.
De første nordamerikanske taktiske kernevåben blev overført til Vesteuropa i oktober 1953. De sovjetiske styrker fik taktiske kernevåben i 1957.
Tendensen på vestlig side er historisk gået i retning af mindre sprænghoveder til mere mobile, præcise fremføringsmidler, hvilket gør kernevåbnene stadig bedre egnet til brug på slagmarken og andre militære formål. Når de kan indsættes præcist, med mere begrænset skade på civile, bliver tidlig brug af kernevåben mere tænkbar og sandsynlig. Mdn lavede atomtærskel indebærer stadig risiko for optrapning af krigførelsen, når de først var taget i brug. Interkontinentale raketter kan i dag med stor sikkerhed ødelægge militære anlæg, som ikke er mobile. I spændte situationer kan dette friste til overraskelsesangreb.
Spredningen af kernevåben til flere lande bidrager til faren for, at de tages i brug. Politiske spændinger på andre fronter end øst-vestlig kan rummer trussel om anvendelse. Efter 3 års globalt stop for atomprøvesprængninger besluttede USA i 1999 at genoptage sine sprængninger, og i januar 2000 strammede Rusland sin atomstrategi op i en mere aggressiv retning.
I de seneste over 50 år er der udkæmpet ca. 200 krige, og alle uden brug af kernevåben. Men for at være politisk effektive i fredstid, må brugen af dem i krigstid sandsynliggøres hos andre, både hos ven og fjende. At kernevåbnene er til for ikke at blive brugt er antagelig en særdeles farlig illusion.
Ud over risikoen for at kernevåben tages i brug er der risikoen for ulykker og forurening med kernevåben, som dette nummer af BioNyt Videnskabens Verden giver talrige eksempler på.
Siden 1945 er omkring 2475 atom- og brintbomber blevet bragt til sprængning (USA: 1132 og Sovjet­unionen: 981) bionyt.dk/ref/12347.asp. De er blevet sprængt i alle miljøer: fra toppen af tårne, i tunneler i bjerge, ophængt fra balloner, pramme på vand, 200 m under jorden, 600 m under vandoverfladen, nedkastet fra fly (med såkaldte gravity bombs, dvs. tyngde­kraftbomber med ustyrede bomber), eller affyret med raketter, der blev sendt mange hundrede km op i atmosfæren og som var ballistiske missiler, der ved hjælp af styresystemer opnåede en parabelbane bionyt.dk/ref/11306.asp.
FN’s Generalforsamling vedtog med 122 stemmer for og 1 imod i juni 2017 et totalt forbud mod atomvåben. De lande, der rådede over atomvåben, samt deres nære partnere, boykottede konferencen. Deriblandt Danmark.
Beatrice Fihn fra den Internationale kampagne til afskaffelse af Atomvåben kalder det et forbud på linie med andre forbud mod masseødelæggelsesvåben, hvor biologiske våben blev forbudt for 45 år siden, og kemiske våben blev forbudt for 25 år. Inden for få år kan 50 stater have ratificeret forbuddet, som dermed bliver til “international lov” bionyt.dk/ref/12349.asp.

Radioaktiv forurening
fra atomvåben
Det vigtigste menneskeskabte bidrag til eksponering af verdens befolkning for stråling er kommet fra afprøvning af atomvåben i atmosfæren 1945-1980. USA udførte atomprøvesprængninger fra juli 1945, Sovjetunionen fra 1949, Storbritannien fra 1952, Frankrig fra 1960 og Kina fra 1964.
Før 1950 blev der kun taget begrænset hensyn til de sundhedsmæssige virkninger af den verdens­omspændende spredning af radioaktivitet fra atomprøvesprængninger.
Offentlige protester i 1950'erne og bekymring for radionuklidet strontium-90 og dets effekt på modermælk og spædbørns tænder var medvirkende til indgåelsen af en traktat om et delvis forbud (PTBT) i 1963, som forbød atomprøvesprængninger i atmosfæren, det ydre rum og under vandet, men ikke under jorden. Forbudet mod atomprøvesprængninger i atmosfæren og i havet blev underskrevet af USA, Sovjetunionen og Storbritannien. Frankrig og Kina ville ikke underskrive, og de ­udførte atmosfæriske test med start i henholdsvis i 1974 og 1980.
Selvom underjordiske test afbøder problemet med strålingsdoser fra kortlivede radio­nuklider, såsom jod-131, bliver store mængder af ­plutonium, jod-129 og cæsium-135 frigivet under jorden. Desuden forekommer eksponering over test­området, hvis de radioaktive gasser lækkede ud.
Man erkendte tidligt, at eksponering for en vis strålingsdosis kunne forårsage skader på indre organer, huden og øjnene. Stråling kunne beskadige levende celler, dræbe dem eller ændre dem. Ødelæggelse af et tilstrækkeligt antal celler giver skader på organer, og kan resultere i dødsfald. Udsættelse for stråling er blevet forbundet med de fleste former for leukæmi, samt med kræft i skjoldbruskkirtlen, lungerne og brystet.
Den samlede eksplosionskraft af alle atomprøvesprængninger, der blev gennemført mellem 1945 og 1980, vurderes at være svarende til 510 megatons TNT (510.000.000 tons TNT). De ­atmosfæriske atomprøvesprængninger alene tegnede sig for 428 megaton, svarende til over 29.000 Hiroshima-bomber (!).
Den eksponering, der i 1950'erne blev anset for tolerabel, er nu internationalt anerkendt som usikker. Det er imidlertid vanskeligt at vurdere antallet af dødsfald, som kan tilskrives eksponering for stråling fra atomprøvesprængninger. En undersøgelse fra 1991 af De Internationale Læger For Forebyggelse Af Nuklear Krig (IPPNW) vurderede, at radioaktiv forurening fra de atmosfæriske test indtil år 2000 ville medføre 430.000 kræftdødsfald, og at 2,4 millioner mennesker i sidste ende kunne dø af kræft som følge af disse test. En global analyse af de sundhedsmæssige og miljømæssige virkninger af produktionen af kernevåben (Nuclear Wastelands, 1995 and 2000) blev nomineret til en Pulitzer Prize af MIT Press. Publikationens hovedredaktør var Arjun Makhijani bionyt.dk/ref/11566.asp.
Eksempler på radionuklider er Xenon (Xe) med halveringstid på 6,7 timer, der ved indånding i høje koncentrationer kan medføre svimmelhed, kvalme, opkastning, tab af bevidsthed og død. Ved lave iltkoncentrationer kan xenon medføre bevidstløshed og død på få sekunder uden advarsel.
Jod-131 (131I) har halveringstid på 8 dage, og når det findes i høje koncentrationer i miljøet fra radioaktivt nedfald, kan jod-131 blive absorberet gennem forurenet mad. Det akkumuleres i skjoldbruskkirtlen, hvor det kan ødelægge hele eller en del af skjoldbruskkirtlen, som henfalder, eller der kan opstå kræft i skjoldbruskkirtlen.
Krypton-85 (85Kr) har en halveringstid på 10,76 år, og ved indånding i høje koncentrationer kan det medføre svimmelhed, kvalme, opkastning, tab af bevidsthed og død.
Tritium (3H) har en halveringstid på 12 år og indtages nemt, f.eks. ved at det inhaleres fra luften eller optages gennem huden og derefter når frem til blødt væv og organer. Beta-strålingen fra tritium kan forårsage lungekræft.
Strontium-90 (90Sr) har en halveringstid på ca. 28 år. Efter indtagelse indlejres en vis mængde strontium 90 i knogler og knoglemarv, og lidt i blod og bløde væv. Det kan bl.a. fremkalde knoglekræft og leukæmi.
Cæsium-137 (137Cs) har en halveringstid på ca. 30 år og efter optagelse fordeles cæsium jævnt gennem kroppen med højere koncentrationer i muskelvæv og lavere koncentration i knoglerne. Det kan medføre bestråling af kønsorganernes celler og genetiske skader.
Americium-241 (241Am) med halveringstid 432 år bevæger sig hurtigt gennem kroppen efter indtagelse, men kan koncentreres i knogler i en lang periode. I løbet af denne tid vil americium langsomt henfalde og frigive radioaktive partikler og stråler, som kan ændre genetiske molekyler og give knoglekræft bionyt.dk/ref/11385.asp.
Plutonium-239 (239Pu) har halveringstid på 24.400 år. Det frigives, når et plutonium-våben bringes til sprængning. Indtagelse af selv en minimal mængde udgør en alvorlig sundhedsrisiko og kan forårsage lunge-, knogle- og leverkræft. De højeste doser ses i lungerne, knoglemarven, knogleoverflader og leveren.

Strontium og cæsium
Den farligste radioaktive forurening efter kernevåben-eksplosioner er formentlig strontium-90. Mælketænder indsamlet fra børn i 1950'erne og i starten af 1960'erne indeholder en stor øgning af strontium-90. Mælketænder i børn fra St.Louis (Missouri), der var født i 1963, havde 50 gange mere strontium-90 end hos børn født i 1950. Da præsident John F. Kennedy blev gjort bekendt med denne undersøgelse var det med til at overbevise ham om at underskrive Partial Nuclear Test Ban Treaty med Storbritannien og Sovjetunionen, som stoppede de fleste atomprøvesprængninger i atmosfæren bionyt.dk/ref/11697.asp. Naturligt strontium er ikke-radioaktivt og ikke-giftigt i almindeligt forekommende koncentrationer. Men strontium-90 indebærer en strålingsrisiko.
Radioaktive stoffer kan med vinden transporteres langt væk. Når strontium-90 falder på jorden, optages det af planter og videreføres til de dyr, der æder planterne – og strontium-90 (et metal, der er blødt som bly) har en halveringstid på 29,1 år.
Strontium er i gruppe 2 i det periodiske system og opfører sig kemisk næsten ligesom calcium, så kroppen kan ikke skelne imellem calcium og strontium. Derfor vil strontium-90 aflejres i knoglevævet, så det ved større doser kan føre til leukæmi og knoglekræft. Risikoen er større for børn og unge, hvor knoglerne stadig vokser. Et andet radioaktivt stof, cæsium-137, har en halveringstid på 30 år, og kan ligesom strontium-90 forurene landbrugsjord for kommende generationer.
Den radioaktive strontium-isotop (90Sr) nedbrydes med en halveringstid på 28,79 år. Fra f.eks. 1950 til 1978 vil koncentrationen altså halveres i forhold til udgangspunktet, og i 2007 vil kun en fjerdedel af 1950-koncentrationerne være tilbage. Det har en nedbrydningsenergi på 0,546 Mega-elektronvolt, fordelt til en elektron og en anti-neutrino. Afgivelsen af elektronen kaldes "beta-minus nedbrydning" eller "betastråler". Det ender så som en yttrium-isotop (yttrium-90, 90Y), der selv er radioaktiv med en halveringstid på 64 timer, og med en nedbrydningsenergi på 2,28 Mega-elektronvolt, fordelt til en elektron (igen altså beta-minus nedbrydning, eller betastråler) og en anti-neutrino (og en ubetydelighed af gamma-foton) og med slutproduktet zirconium-90 (90Zr), som ikke er radioaktiv og altså derfor er et stabilt stof.
Hvis man adderer de nævnte 2,28 Mega-elektronvolt og 0,546 Mega-elektronvolt, får man 2,826 Mega-elektronvolt (2826 kiloelektronvolt).
Strontium-90 har en specifik aktivitet på 5,21 Tera­Becquerel pr. gram.
Ved spaltning af uran-233 udgør strontium-90 ca. 6,6% af fissionsprodukterne. Fra uran-235 dannes 5,7% strontium-90. Ved spaltning af plutonium-239 vil 2% af spaltningsprodukterne være strontium-90.
Typisk optages strontium-90 ved indtagelse af radioaktivt forurenet føde eller vand. Omkring 70-80% udskilles, men 20-30% optages altså i kroppen, og af dette ender næsten alt i knogler og knoglemarv. Kun 1% forbliver i blodet og bløde væv.
Forurening med strontium-90 kan måles i urinen. I kroppen er den biologiske halveringstid vanskelig at måle. Man kan få helt forskellige forslag til tal på halveringstiden, f.eks. 14 dage, 600 dage, 1000 dage, 18 år, 30 år eller 49 år, hvilket skyldes strontiums komplekse metabolisme i kroppen. Man vurderer dog, at den overordnede biologiske halveringstid for strontium-90 er ca. 18 år. Men udskillelseshastigheden af strontium er meget afhængig af alder og køn, fordi der er forskel på knogle-metabolismen.
Nedfaldet af de radioaktive materialer, der er dannet ud fra støv og jord, som blev suget op i atomtestskyen, medfører radioaktivitet i månedsvis eller årevis på stedet. Det skyldes blandt andet, at jord indeholder mangan, og hvis mangan rammes af højenergi-neutroner, bliver der dannet mangan-56, som udsender gammastråler. Dette mangan-56 har en halveringstid på 2½ time. [Mangan-56 har 25 protoner og 31 neutroner, og beta-minus-henfalder til jern-56, der har 26 protoner og 30 neutroner]. Atombombe-sprængninger på jordniveau danner derfor relativt meget mere radioaktivt materiale end atombombe-sprængninger i luften. [Derimod danner atombombe-sprængning i luft relativt lidt radioaktivt materiale, fordi oxygen findes i luften, og når oxygen bombarderes med højenergi-neutroner bliver oxygen­atomet omdannet til en nitrogen-isotop med en halveringstid på blot 7 sekunder].
Efter ti halveringstider er aktiviteten blevet 1024 gange mindre. Det oprindelige nuklid anses så almindeligvis for at have mistet sin radioaktivitet. Et nuklid med en halveringstid på 8 dage vil have mistet sin radioaktivitet efter 80 dage. I teorien vil der dog altid være en meget lille rest af det oprindelige nuklid tilbage.
[I en atomreaktor er der 23 hoved-fissionsprodukter. Den hyppigste er cæsium-133, som i en atomreaktor udgør 6,8% af fissionsprodukterne. Det meste af radioaktiviteten er væk efter 40 minutter, men det kan tage 100.000 år, inden radioaktiviteten er nået ned på niveauet for baggrundsradioaktiviteten bionyt.dk/ref/11388.asp.]

UK-projektet Tube Alloys
Storbritannien indledte under Anden Verdenskrig et atombombeprogram med kodenavnet Tube Alloys. Men ved en konference i Quebec i august 1943 blev dette britiske program forenet med det amerikanske Manhattan Projekt, som faktisk var startet på britisk initiativ (se BioNyt Videnskabens Verden nr. 165).

Storbritanniens deltagelse i
Manhattan-projektet
Storbritannien blev en vigtig deltager i Manhattan-projektet – hvis officielle kodenavn var “Development of Substitute Materials”. Med en beskeden start i 1939 voksede det til at omfatte over 130.000 personer og til at koste ­næsten 2 milliarder US-dollar (hvilket i 2016 ville svare til ca. 22 mia. dollar, dvs. ca. 143 milliarder kr). 90% af ­dette beløb blev brugt til fabriksanlæg og produktion, og kun 10% af udgifterne gik til forskning og udvikling. Forskellige dele af denne forskning og produktion foregik på 30 forskellige steder i USA, Storbritannien og Canada bionyt.dk/ref/12344.asp location 79.
Da atombomben Thin Man (en gun-våbentype) ­viste sig upraktisk at bruge med plutonium, brugte man en mere simpel atombombetype, Little Boy (gun-type med uran-235). Parallelt hermed udviklede USA en produktion af plutonium i X-10 grafit-reaktoren i Oak Ridge og produktionsreaktorer i Hanford (øst for Seattle i staten Washington), hvor plutonium blev dannet ud fra uran og en separationsproces med vismut-phosphat (bismuth phosphate). I nr. 165 af BioNyt Videnskabens Verden gives en detaljeret beskrivelse af kapløbet om udviklingen af atomvåben.

Stop for UK/USA-samarbejdet
Udviklingen af atomvåben var et fælles britisk/amerikansk projekt. Men da USA vedtog The American Atomic Energy Act ("McMahon loven" fra 1946) blev Storbritannien ligesom andre lande udelukket fra at få informationer om atomvåben, fordi USA ville beholde denne viden for sig selv. Kort herefter kom en periode, som man kalder The Red Scare 1947-57 og med den såkaldte mccarthyisme, dvs. politisk paranoia og hysterisk heksejagt på formodede kommunister – ­opkaldt efter Wisconsin-senator Joseph (Joe) McCarthy, som i 1950 startede heksejagten med en brandtale med beskyldninger mod navngivne personer. Under de efterfølgende senatshøringer kunne han ikke dokumentere beskyldningerne, men hetzen modførte selvmord og ødelagte karrierer. [Denne forpestede politiske atmosfære fik et baseball team Cincinnati Reds til at skifte navn til Cincinnati Redlegs, fordi rød blev associeret med kommunist – men i dag er republikanernes farve faktisk rød og demokraternes farve er blå] bionyt.dk/ref/11511.asp.
McCarthy døde i 1957 som 48-årig af alkoholisme. Hans paranoia mindede om det, man havde set hos Stalin, men medførte trods alt ikke massemord og undertrykkelse af millioner, som Stalins paranoia gjorde.
Frygten i USA for spioner var totalt overdrevet, men der fandtes spioner. Donald Maclean var spion for Sovjetunionen. Han var britisk medlem af den amerikansk-britiske fælleskomité fra januar 1947 til august 1948. Den britiske regering fortalte d. 7. juni 1951 til amerikanerne, at Donald Maclean var spion. Det kom til at betyde, at da Storbritannien senere kom med ønske om at bruge Nevada som testområde, blev dette nægtet bionyt.dk/ref/12344.asp location 238.

Storbritanniens atomvåben
Da USA valgte at gå enegang, fik det Storbritannien til d. 8. januar 1947 at eta­blere sit eget projekt, kaldet High Explosive Research, og d. 15. august 1947 opnåede Storbritannien for første gang en kædereaktion i en lille forskningsreaktor, kaldet GLEEP, i Harwell. En større reaktor, kaldet BEPO, opnåede kædereaktion d. 5. juli 1948.
I oktober 1950 og juni 1951 startede briterne to ­reaktorer i Windscale.
I 1954 påbegyndtes berigning af uran ved hjælp af gasdiffusion (i Capenhurst nær Chester).
Under ledelse af William Penney udvikledes et britisk bombe­design for kernevåben. Dette skete i begyndelsen ved Fort Halstead, men fra 1951 anvendtes et nyt sted i Aldermaston i Berkshire.

Australiens A-drømme (1952-)
Den australske fysiker Mark-Oli­phant slog til lyd for, at Storbritannien behøvede deres egen atombombe for ikke at blive en mindre nation (a lesser power) i forhold til USA. I 1950 accepterede Mark-Oliphant et tilbud om at vende tilbage til Australien som leder af et forskningsinstitut. Han håbede, at Storbritannien ville hjælpe Australien med at få en australsk atombombe.
Australien kunne handle med det uran, som landet har rigeligt af, og man tænkte, at øde områder i Australien kunne bruges til atomprøvetestning. En australsk atombombe ville medføre et tæt politisk forhold mellem Australien og Storbritannien, i stedet for det åbenbart usikre forhold med USA. (USA ville ikke give hemmeligheder til Australien, og da Mark-Oliphant i 1951 ansøgte om ­visum for at deltage i en atomfysik-konference i Chicago, blev dette ikke nægtet, men han fik heller ikke sit visum).

UK-test i Australien (1952-)
Da designet af en britisk atombombe var færdigt, skulle man finde et teststed, hvor der ikke fandtes beboere inden for en afstand af 160 km fra sprængningsstedet i vindretningen, og hvor vinde ville sende radioaktivitet ud over havet uden at genere skibsruter, og der skulle desuden kunne oprettes en midlertidig feltplads 16 km fra stedet samt et sted til laboratorier ca. 40 km fra teststedet. De forskellige øer og landområder i verden, som var under britisk herredømme, blev gennemgået en efter en. Også 7 canadiske lokaliteter blev drøftet. Montebello-øerne ligger 130 km fra Pilbara-kysten ud for det nordvestlige hjørne af Australien. Disse øer blev anset som et brugbart sted for atomtest – omend man ville have foretrukket Marshall-øerne, men de var under amerikansk herredømme.
Den britiske premierminister Clement Attlee kontaktede premierministeren i Australien, Robert Menzies, med ønske om at bruge Montebello-øerne til atomvåben-test. Australien var interesseret i både atomkraft og egne atomvåben og håbede på et australsk-britisk partnerskab, så der blev givet tilladelse. Man fandt gamle data frem fra da HMS Beagle var i området i 1840, og nye hydrografiske undersøgelser blev udført i november 1950 og man tog luftfoto fra fly af Montebello-øerne.
I 1951 var der regeringsskifte i Storbritannien, hvor Churchill fra Conservative Party genvandt magten. Den 26. februar 1952 annoncerede Churchill, at den første britiske atombombe ville blive bragt til sprængning i Australien inden årets udgang. Da et medlem af Labour Party spurgte, hvilken betydning det ville have for den lokale flora og fauna i Australien, svarede Churchill, at man kun havde fundet nogle få fugle og firben på teststedet. Det var en løgn. En amatørbiolog, Frank Hill, kunne i samarbejde med G. Wedd, som samlede ­marine organismer, bringe en liste på ca. 400 arter af dyr og planter fra området, heriblandt 20 hidtil ukendte arter af insekter, 6 hidtil ukendte plantearter og en hidtil ukendt art af firben, der ikke havde ben.
Den 3. oktober 1952 bragtes den første britiske atombombe til sprængning på Monte Bello Islands i det nordvestlige hjørne af Australien (Operation Hurricane).

Den hemmelige UK-database
(ingeniør James Gordon Josephson)
En britisk ingeniør James Gordon Josephson fik i september 2018 udgivet sine erindringer som bog og e-bog. Han var med til at etablere en tophemmelig gruppe, kaldet Nuclear Matters (Nuclear Matters Committee, NMC) i det britiske forsvarsministerium og lede et tophemmeligt arkiv over skader hos personer, der blev udsat for radioaktiv stråling ved atomprøvesprængningerne.
Ingeniør James Gordon Josephson havde været med hele vejen, og deltog f.eks. ved den konference i Quebec i august 1943, hvor man blev enige om at forene det britiske atombombeudviklingsprogram med det amerikanske Manhattan Projekt, og han deltog i Manhattan-projektets afdeling i Clinton Engineer Works ved Oak Ridge, Tennessee, hvor man havde testet tre metoder til at berige uran ved elektromagnetisk separation, gas-separation og termisk separation. Hans opgave her havde været at rapportere fremskridt til det britiske forsvarsministerium.
Da man i 1944 opdagede, at der var en sovjetisk spion i Manhattan-projektet, blev det ingeniør James Gordon Josephson, der fik til opgave at give spionen forkerte eller mangelfulde oplysninger, så Sovjetunionen ikke kunne lave en funktionsdygtig bombe. Det lykkedes dog for Sovjetunionen alligevel.
I bogen, der udkom i september 2018, fortæller den nu 98-årige ingeniør James Gordon Josephson, der er født i London i 1920, om sit liv som “civil servant” i den britiske regering med ansvar for at administrere et tophemmeligt arkiv over skader hos atomtest-personnel. James Gordon Josephson havde ved udarbejdelsen af bogen kun få måneder at leve i på grund af terminal lungekræft. Han fortalte sin livshistorie til journalisten Slaine McRoth i januar 2018 og månederne frem til sin død. Han var involveret i den britiske regerings cover-up om personskader efter det britiske atombombeprogram og skriver: “I had very high security clearance within the MoD (det britiske forsvarsministerium Ministry of Defence) and the documents that I have both witten and read will never be released as they contain evidence of a conspiracy with unbelievable consequences”, og “I can assure you that it is real life [og her henviser han til, at det ikke et TV-show som “The X Files”] and I am ashamed to be part of it”.
I Storbritannien var tanken bag atomprøvesprængningerne, at en åben krig med Sovjetunionen kunne undgås, hvis Storbritannien udviklede sin egen kernevåben-afskrækkelse. Men under planlægningen af disse atomprøvesprængninger opstod ideen om at lære om de detaljerede virkninger af forskellige typer af eksplosioner på såvel udstyr som mænd, med og UDEN forskellige former for beskyttelse. Den britiske regering var tilsyneladende udmærket klar over de potentielt livstruende resultater: "En skam, men vi kan ikke gøre for det", står der som kommentar i et fortroligt notat fra den britiske premierminister Sir Anthony Eden i 1955.
Det blev ingeniør James Gordon Josephson's opgave at indsamle data om atomprøvesprængningernes virkninger på mænd med og uden forskellige former for beskyttelse. På et møde drøftede man nemlig de mulige virkninger på de udstationerede soldater, og dette blev starten på et 100-årigt eksperiment, hvor det drejede sig om at følge virkningerne af at udsætte mennesker for radioaktivitet bionyt.dk/ref/12344.asp location 193.
Man besluttede, at alt personnel ved atomtestene skulle følges hele livet igennem, samt at deres ægtefælle, børn og børnebørn mv. skulle følges frem til 2050, altså ca. 100 år. Det udstationerede personnel skulle som udgangspunkt være raske mænd under 24 år, og helst være singler og uden børn. Overordnede personer og videnskabsfolk skulle holdes så langt væk fra radioaktiviteten som muligt. Mus, kaniner og hunde skulle (også) bruges til at måle på.
Ingeniør James Gordon Josephson fik til opgave at etablere et internt monitoreringssystem, så folk kunne følges år efter år, men det skulle ske på en måde, så det ikke blev afsløret, at de og deres familie ville blive fulgt på denne måde. Hverken computere, hulkort eller microfiche var opfundet på dette tidspunkt, så alt skulle noteres på papir. De pågældende personer fik skrevet et “NP” ud for deres navn, hvilket betød “Nuclear Participant”, dvs. deltager i en kernevåbentest. De blev derefter karakteriseret i grupper efter deres opgave, og hvor meget radioaktivitet, man i henhold til opgaven og jobbet forventede, at de ville blive udsat for. Man gav dem et tal fra 1 til 10. F.eks. blev en pilot, som fløj gennem en atomsprængningssky, klassificeret som NP-1.
Efter at dette var på plads, skulle man til at finde de personer, som skulle bruges. Man havde brug for folk fra både hæren, flåden og luftvåbenet. De udvalgte fik ikke at vide, hvad der skulle ske. Der blev taget blodprøver, men DNA-testene var endnu ikke opfundet. For hver person noteredes en række data om blod­testen, samt højde, vægt og medicinske forhold vedrørende hud, hjerte, tænder, lungekapaciteten, nyre­funktionen, synssansen og høreevnen. Man indhentede også oplysninger fra personellet i den ­involverede australske flåde.

UK's Operation Hurricane ved Montebello-øerne (1952)
Det første møde, hvor man skulle forberede den første britiske atomprøvesprængning, fandt sted i maj 1951 under ledelse af viceadmiral Edward Evans-Lombe. Ingeniør James Gordon Josephson deltog i mødet, og han fik fuld adgang til alle data. Presse og politikere fik ikke adgang til data. Canadiske videnskabsmænd og teknikere fik adgang til tekniske data, men australske videnskabsmænd fik ikke adgang til de tekniske data.
Man havde kun under ½ år til, at sprængningen efter planen skulle ske. Bomben blev samlet (uden de radioaktive dele). Det skete ved Foulness, hvorefter bomben blev sendt på en 2 måneders rejse til Australien. Turen gik hele vejen rundt om Afrika, fordi der var uro ved Suezkanalen. Plutonium-kernen og neutron-starteren af polonium og beryllium blev sendt med fly. Flyet mellemlandede i Cypern, Sharjah, Ceylon og Singapore. Det sidste stykke transport til Montebello-øerne skete med en flyvebåd. Skibstrafikken blev forbudt i et område på op til 72 km fra et sted ved navn Flag Island. Et kontrolrum blev etableret på Hermite Island. Foto­udstyr blev opstillet på øerne Alpha Island, Northwest Island og Trimouille Island.
200 tomme olietønder blev opstillet for at måle lufttrykket af eksplosionen. Videnskabsmænd skulle opholde sig på skibe. Havet var uroligt og en videnskabsmand faldt i vandet, men blev reddet op igen.
Bomben blev sprængt 2,7 meter under vandoverfladen d. 3. oktober 1952 (d. 2. oktober i London) og dens sprængkraft vurderedes til 25.000 ton TNT. Denne første britiske atomtest var gået som planlagt. Helikoptere fløj ind for at tage prøver af bl.a. forurenet havvand fra lagunen. Fly indsamlede luftprøver, og videnskabsmænd tog prøver af jord og planter. Forureningen var stor. Det var klart, at ødelæggelserne ville være enorme, hvis en sådan bombe blev sprængt i en britisk havneby. Den radioaktive sky rakte 3 km op i luften og gik til havs, men vendte senere ind over det australske fastland. Den radioaktive forurening var langt større end forventet. Personnel med NP-1 til NP-5 fik tegn på radioaktivitet-fremkaldte skader, fra hudskader til egentlig sygdom.
Med sprængningen blev Storbritannien den tredie nation i verden, der havde kernevåben. Bomben var dog 6 år gammel teknologi, og blot 1 måned senere sprængte USA deres første brintbombe. Storbritannien ville nu også have deres egen brintbombe. Det skulle være en brintbombe, som kunne medtages af et britisk RAF V-bombefly.

UK's Operation Totem ved
Emu Field, Australien (1953)
Man valgte nu et andet teststed, kaldet Emu Field i ørkenområdet Great Victoria Desert, 480 km nordvest for Woomera i Sydaustralien. Kodeordet for denne næste sprængningsrække var “Totem”. Det skulle være to kernevåbensprængninger.
Det plutonium, som var blevet brugt til bomben i den foregående Hurricane-sprængning, var produceret i Windscale. Men Windscale-anlægget var ikke stort nok til at producere plutonium til de mange bomber, som man ønskede. Man planlagde derfor at bygge otte andre reaktoranlæg til fremstilling af plutonium. ­Deres design blev kaldt “Pippa”, som forkortelse for Pressured Pile Producing Power and Plutonium. De skulle nemlig lave både elektricitet og plutonium. Konstruktionen af det første Pippa-anlæg påbegyndtes ved Calder Hall i marts 1953.
Af økonomiske grunde ville det ­fissions-egnede plutonium-239 produkt indeholde mere plutonium-240, end der var i det produkt, som man lavede i Windscale. Dette plutonium-240 var uønsket, for plutonium-240 er i stand til at frembringe en spontan fission, dvs. dels udgøre en risiko, og dels kunne betyde, at våbenet ville få mindre spængkraft end beregnet.
Blot to måneder efter Hurricane-sprængningen fik Sir William Penney derfor tilladelse til Totem-sprængningerne, idet de skulle skaffe viden om de optimale plutonium-mængder. Man byggede to design med forskellige andele af plutonium-240, og desuden ­udførte man 5 mindre test af neutron-startere. Disse mindre test blev kaldt “Kittens”, og de blev udført med polonium-219, beryllium og naturligt uran.
Totem 1 og 2, der sprængtes d. 15. og 27. oktober 1953, havde en sprængkraft på henholdsvis 9000 ton TNT og 7000 ton TNT. Sprængningerne skete på tårne, og den nære kontakt med jorden medførte stor radioaktiv forurening. Der var indfødte aboriginere i området, men man havde den opfattelse, at dette ­afsides område, Emu Field i den sydlige australske ørken, sjældent blev brugt af dem.
Atomprøvesprængningen den 15. oktober 1953 sendte en radioaktiv sky (kendt som Black Mist) ud over 250 km2. Testen blev ifølge en rapport detoneret under vindforhold, der producerede uacceptable ­niveauer af radioaktivt nedfald, og det kritiseredes i rapporten, at man ikke tog hensyn til, at der levede mennesker i vindretningen.
Ved Totem-1 sprængningen havde man placeret en tankvogn 460 meter fra sprængningsstedet. Den fik kun mindre skader og blev taget i brug igen. Ingeniør James Gordon Josephson’s gruppe fik til opgave at følge de personer, som fremover brugte denne bestrålede tankvogn.
Totem 2 skyen nåede helt op i 28000 feet (8,5 km) højde, og spredtes af høje vinde. Ingeniør James Gordon Josephson havde ikke før set en atomsprængning, men blev vidne til Totem 2, på 25 miles afstand, og det gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Kort efter var han med til et møde, hvor den britiske regering efter en formel anmodning fik tildelt Maralinga i det sydlige Australien som et permanent teststed.

UK's Operation Mosaic ved Monte­bello-øerne (maj/juni 1956)
Medens det ny-udpegede "permanente" teststed ved Maralinga i Sydaustralien blev etableret, benyttede man ventetiden til at afprøve en boosted fissionbombe ved Montebello-øerne (dvs. ikke en egentlig brintbombe, som man havde aftalt ikke at ville sprænge i Australien). Denne anden serie af Montebello-test under kodeordet ­Operation Mosaic startede i februar 1955 under kodeordet Operation Giraffe. Den 16. maj 1955 sprængtes en 15-20 kiloton TNT bombe på Trimouille Island i Montebello-øgruppen, og paddehatteskyen steg til 21000 feet (dvs. 6,4 km) højde, hvilket var 2,1 km højere end beregnet. Skyen drev til havs, men vendte om og nåede et landområde af det nordlige Australien.
Der skulle foretages endnu en sprængning, og den ville være større. Vejrforholdene var besværlige, og for at undgå at skulle øge sikkerhedsforholdene blev det besluttet at annoncere, at denne bombe nr. 2 ville være mindre end den første. Dette var en løgn bionyt.dk/ref/12344.asp location 658. Den 19. juni 1955 sprængtes så denne bombe nr. 2, denne gang på Alpha Island i Montebello-øgruppen. Den var på 60.000 ton TNT, dvs. langt større end den første bombe på 15-20.000 ton TNT. Skyen steg til 14 km's højde. En landrover med folk, der bar beskyttelsesklæder, kørte frem til kun 120 m fra Ground Zero. Kodesystemet for personer, der kom tæt ved radioaktive kilder, var nu ikke mere tilstrækkeligt. Disse folk tilhørte NP-1 kategorien, men de var meget tættere på radioaktivitet end andre NP-1 personer. Der indførtes betegnelsen NP-1* for disse personer.
Noget af radioaktiviteten kom ind over land, og kombineret med den falske oplysning om, at bombe nr. 2 ville være mindre, gav dette indtryk af, at noget var gået helt galt. Den australske premierminister ­Arthur Fadden igangsatte en undersøgelse. Noget kvæg, som var blevet transporteret på en båd, døde omkring dette tidspunkt, og folk antog at det skyldtes radioaktivitet, men årsagen var giftige alger i køernes drikkevand. Der blev dog fundet radioaktiv forurening, men man valgte at pege på de giftige alger, og målingsresultaterne blev i øvrigt holdt hemmelige bionyt.dk/ref/12344.asp location 693.
Det blev forbudt at komme på øen, og forbuddet opretholdtes indtil 1992. Der vedblev med at være radioaktive metalfragmenter i jorden. I dag kan besøgende komme på Montebello Island, men folk advares mod at tage souvenirs fra sprængningerne med hjem. På Alpha Island markerer en pyramideformet søjle det sted, hvor bombe nr. 2 (kaldet G2) blev sprængt. Det blev den største bombe, der er sprængt i Australien.
Ingeniør James Gordon Josephson havde nu over 100 personer i sin hemmelige afdeling, placeret verden over.

UK's Operation Buffalo ved Maralinga, Sydaustralien (1956)
Maralinga ligger 800 km nordvest for Adelaide. En ­lokal aboriginer-stamme, kaldet Maralinga Tjarutja, bor i området. Operation Buffalo startede 27. sep. 1956 og skulle omfatte sprængning af fire bomber, bl.a. den første britiske bombe, som blev nedkastet fra et fly (i 11 km højde). McClelland rapporten fra 1985 konkluderede, at alle fire sprængninger blev foretaget under dårlige betingelser.
I maj 2001 blev der frigivet et dokument fra oktober 1956 fra det australske rigsarkiv vedrørende Buffalo-testen, der gennemførtes på Maralinga. Der var på listen opført 24 australske soldater, der bevidst fik store strålingsdoser i såkaldte beskyttelsesbeklædning-eksperimenter. Det britiske forsvarsministerium endte med at bekræfte, at sådanne afprøvninger havde fundet sted. Soldater var blevet beordret at løbe, gå og kravle gennem områder, som var forurenet ved Buffalo-testene i dagene umiddelbart efter atomprøvesprængningerne bionyt.dk/ref/11695.asp. Australske servicemen fik ordrer om gentagne gange at flyve gennem paddehatteskyer uden beskyttelse og nogle skulle marchere til ground zero straks efter kernevåben-­eksplosionen.
Ingeniør James Gordon Josephson bemærker hertil, at han kan bekræfte dette. Der blev fundet ét dokument om dette tilfælde, men der er, skriver han, ­tusindvis af dokumenter, som viser, at mennesker blev brugt som forsøgskaniner for at finde ud af, hvordan radioaktivitet påvirker mennesker, fortæller han bionyt.dk/ref/12344.asp location 730. Nogle personer blev eksponeret flere gange. F.eks. fortæller han, at en bestemt person har noteringen 3NP-1, dvs. at denne person har været udsat for den højeste forurening ved hele tre situationer.

UK's Operation Antler i
Maralinga, Australien (sep. 1957)
I sep. 1957 begyndte Storbritannien på Operation Antler, der skulle teste udløsermekanismen i brintbomber. Den sprængning, som kaldtes Tadje, brugte piller af kobolt (cobalt) som sporstof for at vurdere sprængningskraften, hvilket medførte et rygte om, at Storbritannien havde udviklet en koboltbombe [bombetype med særlig stor radioaktiv udstråling]. Det havde Storbritannien så ikke, men nogle personer viste sig at være blevet udsat for kobolt-60, der udsender gammastråler. Dermed måtte ingeniør James Gordon Josephson igen finde på en ny notering og indførte et C for kobolt (cobalt), så en person kunne nu f.eks. være noteret som "1NP1C1". Alle med kobolt-eksponering blev placeret i den kategori, hvor der var størst risiko for kræftudvikling, og hvortil man også henførte de øverste 5% blandt de generelt mest eksponerede.

UK-test Vixen m.fl. ved Maralinga, Sydaustralien (1959-63)
Der blev i fire testrunder, kaldet Kittens, Tims, Rats og Vixen, udført 700 test, som omfattede polonium, ­beryllium og uran, og som i flere tilfælde medførte væsentlig radioaktiv forurening. Vixen-testene gik f.eks. ud på at teste, hvordan en brand påvirkede et atomvåben, og der blev hertil brugt 1 kg plutonium i 1959-61.
Der blev fra det Maralinga-testområde, som kaldes Taranaki, sendt 22 kg plutonium op i luften med TNT-sprængmiddel i en Vixen B testrække 1960-63, og forureningen blev ikke fjernet efterfølgende.
Plutonium udsender alfa-partikler, som allerede stoppes af blot 9 cm luft (og som også stoppes af de døde overfladeceller på huden), men som ved indånding af små plutoniumpartikler er kræftfremkaldende. Vixen-testene skulle teste, hvad der kunne ske, hvis en atombombe blev udsat for brand eller voldsomme stød. Den type forsøg giver altid stor radioaktiv forurening.
I USA havde man en tilsvarende forsøgsrække, kaldet “Project 56”, som foregik i Plutonium Valley. Disse test gik ud på at få atommaterialet til at spredes som et alternativ til at starte en ikke-styret atomkædereaktion. Ved de store test, som involverede styrede kædereaktioner, blev materialet sendt op i stratosfæren og spredt globalt over hele Jorden. Men i Vixen-testene skete spredningen kun lokalt, selv om der anvendtes en tilsvarende mængde plutonium.
Dokumentationen for disse forureninger blev stemplet som tophemmelige, og den britiske regering ville gøre alt for at holde dem skjult, skriver ingeniør James Gordon Josephson i sin bog. Under flytningen af dokumenterne til mikrofiche for at mindske lager­behovet til dokumenterne, blev atomtest-veteran Avon Hudson en whistle-blower og fortalte i 1970’erne om disse test til medierne, hvilket resulterede i offentlige høringer om disse test og nedsættelse af en såkaldt McClelland Royal Commission 1984-85, og i 1994 opnåede den australske regering en erstatning på 13,5 millioner dollar for den aborigine Malalinga Tjarutja befolkning. Men hvis man havde kendt den faktiske forurening, ville man ikke have ladet sig nøje med dette beløb, skriver ingeniør James Gordon Josephson. Maralinga-befolkningen flyttede tilbage i 1995, og kaldte deres nye bosted Oak Valley. Det ligger 128 km nord-nordvest for deres oprindelige bosted. I et britisk/australsk samarbejde rensede man op inden tilbageflytningen, men effekten af oprensningen blev kritiseret. Der bor 23-50 personer her, men der kommer op til 1500 ved særlige kulturbegivenheder.
Alan Parkinson, en “nuclear engineer”, har skrevet bogen “Maralinga: Australia’s Nuclear Waste Cover-up”, 2007. Han skriver, at man simpelthen dumpede radioaktivt materiale i huller i jorden, der ikke var særlig dybe. Det var en billig, beskidt affære, som ikke ville blive accepteret, hvis det havde været hvide mennesker, der skulle leve der. En specialist i radioaktiv forurening konkluderede, at stedet ikke var beboeligt, selv efter oprydningen, men denne rapport blev ignoreret, skriver ingeniør James Gordon Josephson bionyt.dk/ref/12344.asp location 803. James Gordon Josephson fik i øvrigt besked på, at hans overvågning af personfarlig forurening ikke omfattede civilbefolkninger. Det politiske pres medførte dog, at den australske regering forbød fremtidige kernevåben-afprøvninger på australsk jord.
Fra Maralinga-testområdet var lokalbefolkningen blevet flyttet til en ny bebyggelse ved Yalata. Man søgte (ofte uden held) at forhindre, at de lokale opsøgte Maralinga, som havde stor spirituel betydning for dem. Mange af Maralingas indfødte Tjarutja-befolkning fortsatte med at bevæge sig ind i hele regionen, mens testene udførtes. Det blev senere opdaget, at en traditionel aboriginer-rute krydsede gennem Maralinga-testområdet.
De syv større Maralinga-sprængninger havde en eksplosionskraft fra 1 til 27.000 ton TNT eksplosionskraft, og holdtes meget hemmeligt. I 1978 skrev journalist Brian Toohey om det, og journalist Ian Anderson fra New Scientist tog emnet op.
En forfatter har foreslået, at dette har været medvirkende til social uro og misbrug blandt unge aboriginere, med benzinsniffing, kriminalitet, alkoholisme mv. bionyt.dk/ref/11481.asp.
I 1950'erne resulterede målinger af radioaktiv forurening, som den australske biokemiker Hedley ­Marston fra CSIRO (Commonwealth Scientific and Industrial Research Organisation) udførte ved Maralinga, i en bitter konflikt med den australske Atomic Weapons Tests Safety Committee. McClelland-kommissionen gav Hedley Marston oprejsning – men det skete efter hans død. Et (kontroversielt) studie, hvor aske fra afdøde børn blev målt for strontium-90, viste at koncentrationen af strontium-90 var øget dramatisk.
Man regner med, at de mange især mindre forsøg ved Maralinga medførte forurening med cirka 8.000 kg uran, 24 kg plutonium, og 100 kg beryllium [ifølge Jim Greens rapport om radioaktiv racisme i Austra­lien]. Faktorer som utilstrækkeligt tøj, indtagelse af mad, der var forurenet med radioaktivt materiale, samt at mange oprindelige folk ikke kunne læse skiltene med advarsler på engelsk, og disse menneskers generelle ikke for gode sundhedstilstand gjorde dem modtagelige for virkningerne af atomprøvesprængningerne. Hertil kom, at de oprindelige folk manglede rindende vand, permanente og støvtætte boliger, badeværelse, kloakering osv., som ville have givet dem mere beskyttelse mod det radioaktive nedfald. McClelland-kommissionen konkluderede i 1984, at myndighederne ikke var opmærksomme på sårbarheden hos de oprindelige folk.
Den afsides beliggenhed af testene i forhold til store befolkningscentre kom til at betyde, at den offentlige modstand og bevidsthed om disse risici tog lang tid om at udvikle sig.

UK-testene ved øen
Christmas (1957-58)
Den nye atomtest-serie skulle foregå et ny sted, og man ville få brug for et større, fjerntliggende område. Forskellige øer i det sydlige Stillehav samt Antarktis blev diskuteret som mulige steder for atomtest. Antipodes Islands, der ligger 860 km sydøst for New Zealand, blev foreslået, og Kermadec Islands, der ligger 1000 km nordøst for New Zealand, blev anset for særlig egnet. Disse øer tilhørte imidlertid New Zealand, og New Zealands premierminister Sidney Holland frygtede for den offentlige mening op til parlamentsvalget i 1957, så trods britisk pres holdt han fast i sit forbud. Nu kom Malden Island og McKean Island på bordet. Både Storbritannien og USA havde erklæret, at disse ubeboede øer var deres ejendom.
Øen Christmas, der ligger lige nord for Ækvator, administreredes også af Storbritannien og USA i fællesskab. Her var temperaturen i gennemsnit 31 grader om dagen og 26 grader om natten. Luftfugtigheden var typisk 98%. Øen ligger 2330 km fra Tahiti, 2148 km fra Honolulu, 5230 km fra San Francisco og 6400 km fra Sidney. Der var ingen indført befolkning, men der boede 260 Gilbertesere i en by nær Port London. De kom fra Gilbert Island og Ellice Island og producerede copra fra ­kokosnød-plantager på øen. De fleste boede kun her i 1-2 år, men nogle havde boet her i et årti eller mere.
Den nye atomtest-serie skulle hedde Operation Grapple. Det første møde i Grapple Executive Committee afholdtes i London d. 21. feb. 1956. USA ville ikke modsætte sig, at Storbritannien brugte øerne til atomprøvesprængninger. Efter aftale med USA blev et flyvebåd-selskab, der betjente øerne, beordret til at stoppe. De fik at vide, at stedet skulle bruges militært.
Der var i en britiske befolkning på dette tidspunkt en begyndende bevægelse for et moratorium (stop og tænkepause) for atomprøvesprængningerne. Den britiske regering planlagde derfor, at Grapple-sprængningerne allerede skulle begynde i april 1957.
Indledningsvis skulle der være deltagelse af 11 britiske skibe samt de 2 fregatter fra New Zealand (HMNZS Pukaki og HMNZS Rotoiti), og i december 1956 ville der være næsten 4000 personer på øen Christmas. Man byggede flyveplads, tanke til flybrændstof, benzin og diesel, elinstallationer, lagerbygninger, havneanlæg, ferskvandsdestillationsanlæg, kølerum, veje osv.
Ingeniør James Gordon Josephson og hans hold samlede medicinske data fra ca. 30.000 personer, hvoraf de monitorerede 500 personer, som var i højrisiko-gruppen for at blive udsat for radioaktiv forurening.
Øen Christmas skulle være hovedkvarter for atomtestene, og bomberne skulle i første omgang kastes i området omkring Malden Island, 740 km syd for øen Christmas. På Penrhyn Island, 370 km endnu sydligere, byggedes bl.a. en vejrstation.
Ingeniør James Gordon Josephson fik at vide, at hans stab på stedet ville få beskyttelsesdragter og være længst muligt væk fra atomeksplosionerne. Senere opdagede han, at hans folk ikke fik beskyttelsesdragter, og at de stod sammen med resten af personellet og så på eksplosionerne.
De britiske videnskabsmænd havde erfaret, at USA havde kunnet nedbringe den radioaktive forurening ved i højere grad at bruge fusion i stedet for fission, men briterne havde endnu ikke lært sig, hvordan man kunne opnå fusion. Den lokale radioaktive forurening kunne også nedsættes ved, at eksplosionerne skete højt oppe i atmosfæren og ikke nær jordniveau.
Et britisk fly kastede en bombe i 14 km højde d. 15. maj 1957, og en tidstager skulle styre, at bomben blev udløst i 2,4 km højde, så ildkuglen ikke rørte jorden. Denne bombes sprængningskraft var på 300.000 ton TNT, hvilket var langt under det forventede. Det blev dog annonceret som en succesfuld termonuklear eksplosion. (Dette var ikke, som det senere blev påstået i 1990’erne, snyd med henblik på at få USA til at genoptage samarbejdet med Storbritannien om kernevåben).
Næste Grapple-bombe sprængtes 31. maj 1957 og var på 720-800.000 ton TNT. Storbritannien annoncerede, at det dermed var blevet det tredie land i verden med brintbomber. Det var imidlertid ikke en fusion, men en fissionsbombe bionyt.dk/ref/12344.asp location 1040.
Den 19. juni 1957 kastedes den tredie af Grapple-bomberne. Sprængkraften var denne gang 300.000 ton TNT, og dermed igen meget under det forventede.

UK: Ingeniør James Gordon Josephson under Operation
Grapple (1957-58)
Da Storbritannien for at øge deres position som atommagt startede Operation Grapple betød det for ingeniør James Gordon Josephson, at han ville få endnu flere personer at skulle monitorere. Han følte imidlertid, at hvis han med sine data kunne påvise helbredsskader, ville ingen tage sig af det. Han gik faktisk i selvmords­tanker, da han fik besked om, at hans senior-assistent havde fået kræft og var døende. Senior-assistenten, der selv fortalte det, havde været stedfortræder for ingeniør James Gordon Josephson ved nogle atomprøvesprængninger.
Ingeniør James Gordon Josephson havde frabedt sig at skulle opleve atomprøvesprængninger igen, og den nu døende senior-assistent var trådt ind i stedet for ham. På denne baggrund besluttede ingeniør James Gordon Josephson at vie sit liv til at fortsætte monitoreringen af disse folk for om muligt at kunne bidrage til at opklare sammenhænge mellem radioaktivitet og sygdomme hos de berørte personer og deres familie. Hans senior-assistent og ven døde kort efter af lungekræft. Senior-assistenten havde været vidne til Maralinga-testene og var blevet udsat for kobolt-60. Han var klassificeret som 2NP3-C1. Ingeniør James Gordon Josephson var med til hans begravelse, og efter at have talt med enken besluttede han, at han fremover ville arkivere kopier af de dokumenter, som kunne blive relevante for at bevise den britiske regerings svigt og løgne. Han ville kunne blive sendt i fængsel herfor, eller han kunne ligefrem blive udsat for et planlagt trafikuheld og dø, men han var nu ligeglad med denne risiko. Kort efter var ingeniør James Gordon Josephson til et møde, hvor han fik at vide, at hans stab ville blive fordoblet over de følgende tre år.

UK-test på Malden Island syd for øen Christmas (1957-58)
I 1957/58 udførte den britiske regering flere atomprøvesprængninger midt i Stillehavet, syd for Bikini-atollen, bl.a. ni atmosfæriske test nær øen Christmas = Kiritimati ('ti' udtales 's' på Kiribati-sprog, så ordet udtales k'rismas). [Øen hedder kun Christmas, men kaldes dog ofte Christmas Island; imidlertid er det ikke den Christmas Island, der er australsk og som ligger i Det Indiske Ocean]. Øen er nu en del af republikken Kiribati (udtales egentlig Kiribas, idet 'ti' udtales 's'). Republikken Kiribati består af 33 atoller og koraløer, og kaldes også Linje-øerne (Line Islands). Øen Christmas er 48 km lang, og verdens største atol. Dens beboere blev ikke evakueret under atomprøvetestene i dens nærhed.
Testene kaldtes Operation Grapple, (eng.: "at gribe"). De første tre Grapple-test skete tæt på Malden Island, en af Kiribati's Linje-øer i det centrale Stillehav ("Grapple 1": 15. maj, "Grapple 2": 31. maj, "Grapple 3": 19. juni). Men for at spare tid gik man over til at bruge steder meget nær hovedøen Christmas.
Fra 1957 udførtes tre Operation Antler test af brintbombe-design, der undertiden blev undervurderet (14. sep., 25. sep. og 9. okt. 1957 ved Maralinga) . Desuden udførtes frem til april 1963 op til 700 mindre test i Sydaustralien (Emu Field og Maralinga). Disse talrige mindre test udførtes i dyb hemmelighed og medførte stor radioaktiv forurening med bl.a. plutonium.
I testperioden blev omkring 16.000 australske civile og soldater, der var involveret i forsøgene og 22.000 britiske soldater udsat for radioaktivt nedfald bionyt.dk/ref/11641.asp. Briterne ønskede at vide, hvor tæt de kunne placere deres soldater til atombombens centrum. Et tophemmeligt dokument erklærede, at formålet var at teste den psykologiske effekt af bomberne på mennesker bionyt.dk/ref/11311.asp. De ønskede også, at soldaterne skulle vænne sig til tanken om at bruge atomvåben i krig.
Nogle veteraner var angiveligt for tæt på epicentret for sprængningen, og vidner beskrev deres oplevelser af en hedebølge af ekstraordinær intensitet, hvilket i nogle tilfælde førte til midlertidig blindhed eller en fornemmelse af, at deres blod kogte i deres kroppe. Andre udviklede hududslæt og influenzalignende symptomer umiddelbart efter sprængningerne. Soldaterne kunne frit bevæge sig rundt på øen, drikke lokalt vand, spise lokale frugter, bade i laguner og indånde støv. Indtagne radioaktive partikler kan forblive i kroppen og fortsætte med at forårsage skade i mange år.
Briterne ønskede skibe, der skulle placeres i nærheden af testområdet. Men i nogle tilfælde ønskede man ikke at bruge britiske soldater. I stedet brugte man to fregatter fra New Zealand. Disse to skibes navne var: HMNZS Pukaki [et Maury-ord for "kilde til flod"] – og HMNZS Rotoiti [et mindre skib, hvis navn var et Maury-ord for "en lille sø"].
De to skibe blev placeret i forskellige afstande, mellem 40 – 280 km (20 – 150 sømil) fra ground zero, og fik besked på at sejle gennem ground zero zonen i timerne efter eksplosionerne.
I varmt vejr havde personalet ikke engang en skjorte på. De radioaktive nukleotider faldt på deres nøgne hud og blev indåndet.

UK-testene Grapple X
ved øen Christmas (1957)
Grapple X rækken af prøvesprængninger blev på grund af mangel på observationsskibe flyttet, så bomberne kastedes blot 37 km syd for lufthavnen på øen Christmas, hvor der nu boede 3000 mænd. Der blev bygget 26 shelters, som kunne modstå trykket fra sprængningerne.
D. 8. nov. 1957 kastedes den første bombe i denne Grapple X testserie over den sydlige del af øen Christmas. Sprængkraften var 1.800.000 ton TNT (1,8 megaton), hvilket var over det forventede. Det var en rigtig brintbombe, sådan en som Storbritannien ønskede sig, men der skulle bruges ret meget af det højtberigede (og dyre) uran, som der var en begrænset mængde af.
I 1957 mistede New Zealand National Party regeringsmagten, og Walter Nash fra New Zealand Labour Party blev premierminister. Han ville ikke bryde de løfter, som den tidligere regering havde givet om hjælp under de britiske atomprøvesprængninger. Skibet HMNZS Rotoiti var på en anden mission, og destroyeren HMS Ulysses erstattede det.
Næste bombe (Grapple Y serien) blev kastet fra et fly ud for øen Christmas d. 28. april 1958. Den var på 3.000.000 ton TNT, og dermed den største bombe, som Storbritannien nogensinde har sprængt. Det meste af eksplosionskraften kom fra fusionsprocessen. Det var altså denne gang en sand brintbombe, da meget af eksplosionsstyrken kom fra den termonukleare reaktion i stedet for fra fission af uran-238 bionyt.dk/ref/11484.asp. Soldaterne, der var udstationeret på øen Christmas i Stillehavet, blev af britiske officerer beordret til at stå på stranden og overvære eksplosionen af denne 3-megaton atombombe. En beskrivelse lød: 'en rødglødende, gul-orange masse, ligesom fødslen af en anden sol, efterfulgt af to chokbølger, hvor bolden voksede og voksede, og sendte en enorm søjle op, hvis top formede sig til en gigantisk paddehattesky, som kom hen imod os. Derefter regnede det ned over os, og de fleste af os blev gennemblødt'.
Den 22. aug. 1958 annoncerede USA’s præsident Eisenhower et 1-årigt moratorium for atomprøvesprængninger. Dette stop skulle dog først indtræde fra d. 31. okt. 1958. Sovjetunionen indførte et tilsvarende stop. Storbritannien valgte at udføre så mange atomprøvesprængninger som muligt inden denne stopdato for at kunne designe en britisk kernevåbenproduk­tion. Jo mere briterne kunne tilbyde at dele med USA af viden, jo mere kunne de forvente at få hjælp den anden vej. Også amerikanerne ville i øvrigt udnytte tiden indtil den fastsatte deadline, og brugte de to måneder til at udføre 10 testsprængninger.

UK-testene Grapple Z
ved øen Christmas (1958)
Storbritannien indledte nu en ny testserie, Grapple Z.
Den 22. aug. 1958 sprængtes en bombe i 460 m højde under en ballon. Eksplosionskraften var på 24.000 ton TNT.
Kort efter, d. 2. sep. 1958, nedkastedes en bombe fra et fly, og detonerede med 1.200.000 ton TNT-virkning i 2,6 km højde. Det specielle var i dette tilfælde, at man brugte blind radarteknik til nedkastningen. På dette tidspunkt fandtes ingen GPS, satellit-billeddannelse, digital sporing og fjernkontrol, som man har i dag. Tidligere havde man brugt piloternes øjne til at finde målet, men nu ville man overlade nedkastningen af en brintbomme til nogle instrumenter uden sikkerhed for, om de viste rigtigt eller forkert.
Den 11. sep. 1958 ville man igen lave en blind, radarstyret nedkastning, men radarsenderen på jorden fik en fejl, medens flyet var i luften, og man måtte i stedet bruge den gamle visuelle metode. Denne 800.000 ton TNT sprængning skete i 2,6 km højde og kun 240 m fra målet, men den pludselige ordre om alligevel at kaste brintbomben uden radarhjælp, så tæt på hovedkvarteret på øen Christmas, må have sat besætningen i høj alarmtilstand.
Den sidste af Grapple Z sprængningerne blev foretaget d. 23. sep. 1958, og denne gang igen fra en ballon. Sprængkraften var her “kun” 25.000 ton TNT. Dette var sidste gang Storbritannien udførte atomtest i atmosfæren.
En britisk pilot, der skulle samle radioaktive partikler ved at flyve igennem paddehatteskyen, fik akut blindtarmsbetændelse kort forinden. Det var hans store held. Erstatningspiloten, som fløj (medens den syge pilot lå på operationsbordet), fik senere kræft i 50-årsalderen, og også andre af besætningen og deres familier fik symptomer, som de mente kunne skyldes radioaktiv forurening bionyt.dk/ref/12344.asp location 1222. I stedet for en 1NP1-notering fik den opererede pilot noteringen 0NDP1 (no direct participation) og sidenhen en lang karriere som pilot.

New Zealandske vidner til
de britiske A-test (1957-58)
Roy Sefton er formand for de newzealandske atomprøvesprængnings-veteraners forening (NZNTVA). Han bor nu i Palmerston North, New Zealand. I en alder af kun 17-18 år var han udsat for 5 af de 9 eksplosioner nær øen Christmas og Malden Øen. Han var telegraphist radio operator, og derfor "på kontor" på skibet, men sov ofte på dækket på grund af tropevarmen. De første to sprængninger, kaldet Short Granite (Grapple 1) og Orange Herald, var 50 nautical miles (92 km) væk, de senere kun 20 nautical miles (37 km). De blev udført ved Malden Island.
Roy Seftons beskrivelse lyder sådan: "We sat there and then the bomber (bombeflyet) came out. They had direct radio contact with the ship and it was broadcast on the ship so you could hear the pilot. We were all sat down with our backs to the blast (med ryggen mod bomben) and you were required to put your hands over the goggles you were wearing and close your eyes. There was this horrific flash. You could see the bones of your hands. I remember there was silence from all these people on deck, and then all of a sudden, some good old naval language came out! Following the detonation, the crew were ordered to stand up, turn around and face the blast (15 sekunder efter eksplosionen). The ship turned its bow towards the detonation and I thought ‘bloody hell, why are we going there?’ In those days, I didn’t know what ionising radiation would do to me, but I remember looking around me instinctively, thinking ‘is there anything getting at me?’ I noticed one or two others doing the same thing and we caught each other’s eyes. It wasn’t saying anything but it was a look, you know, what the hell? After the first test on 15 May 1957, Pukaki passed within 6 nautical miles (11 km) of the ocean surface ‘zero point’, as it returned towards the flagship HMS Warrior to hand over meteorological results and equipment" bionyt.dk/ref/12335.asp. Grapple Y, which was the biggest test that they did, was the one known as ‘the bomb that went wrong’. For the Grapple Y test, the ship was not closed down into ­damage control and as I stood on deck, I watched it in a pair of shorts and flip-flops. It was that casual, there was no ‘blast stations’." (beskyttelsessteder i tilfælde af radioaktivt nedfald).
Roy Sefton stoppede før tiden i marinen: "I stayed on in the Navy for 14 years and was suffering widespread joint and muscle pain, stiff necks and things like that. I also noticed that I was experiencing unexplained fatigue. I was having trouble staying awake during my times on watch, although with the job I had it was imperative to stay alert. If you’d slept on watch, you would have been demoted back the mess deck, so I left the Navy".
Den britiske regering argumenterede med, at besætningerne blev holdt væk fra vindretningen og i sikker afstand, men i realiteten blev skibene i flere tilfælde sendt ind under den radioaktive sky bionyt.dk/ref/12335.asp. Af mangel på ferskvand blev skibene sendt ind under regnvejsskyer, når dette var muligt, for at vandet kunne opsamles, men regnen kunne have udvasket radioaktive partikler fra luften.
Inden for 2-3 timer efter sprængningen sejlede skibet lige gennem nedfaldszonen, fortæller Roy Sefton i dag. Vejrforholdene varierede. Regn betød køling og blev hilst velkommen. Eksplosionen selv medførte ændringer i vindmønsteret. Roy Sefton husker et tilfælde, hvor et højradioaktivt krebsdyr blev spist af en sømand, og dette radioaktive måltid kunne følges ned i halsen på personen ved hjælp af en Geigertæller.
Som radiotelegrafist fik Roy Sefton informationer og kendte til, at atomtestene kunne give helbredsproblemer, men de andre matroser vidste intet herom.
De fik at vide, at deres opgave var at indsamle vejrdata. Men det var et skalkeskjul, for en højttaler befalede dem til at vende rundt og stille sig mod bomben, uden deres masker, efter sprængningen.
Disse britiske atomsprængninger var eksperimentelle i den forstand, at man ikke kendte sprængnings­effekten. Det var planen, at man ville nå op på 1 Mega­ton TNT energi, men da dette ikke lykkedes med de første tre forsøg, blev de følgende forsøg udskudt, og senere udført ved øen Christmas.
I alt udførtes 9 sprængninger, og nogle af de 551 matroser fra New Zealand var med til alle 9 test. Ved de senere test, såsom Grapple Y testen 28 April 1958, bar mange matroser ikke deres beskyttelsesudstyr.
Premierminister Keith Holyoake fra New Zealand godkendte den fortsatte deltagelse fra New Zealands side, men kom med kommentaren: ‘why, if there is no danger from these tests, do the British and Americans not hold them near to home? ’
John Hall blev i 1958 udstationeret på øen Christmas for at bistå med britiske atomprøvesprængninger. Han var en 19-årig britisk soldat, der arbejdede som en RAF groundcrewsman. Hans job var at rense flyene efter at de var fløjet gennem paddehatteskyen for at indsamle prøver. John Hall havde ikke fået nogen beskyttelsesdragt. I stedet blev han og hans soldaterkolleger beordret til at vende sig væk fra paddehatteskyen og lægge hænderne foran ansigtet.
De folk, som senere skulle blive kaldt "nukleare veteraner", havde ingen idé om, at de ville få dårligt helbred og risikere en for tidlig død. De havde heller ingen anelse om, at deres børn risikerede at blive født med medfødte misdannelser og ukendte sygdomme. John Hall døde i en alder af 53 efter en lang kamp mod hårcelleleukæmi, som er en sjælden form for kræft, som kun påvirker 200 mennesker om året i hele Storbritannien. Den ældste søn af John Hall, Colin Hall, har deformerede hænder og en yngre bror fødtes uden lægmuskler bionyt.dk/ref/11310.asp.
En privat, forskningsaktiv organisation for amerikanske atomtest-vete­raner, Amvet, baseret i Portland, Maine (USA), har rapporteret, at den gennemsnitlige levetid for omkring 500 britiske veteraner i et af deres studier kun var 53,8 år, og at næsten tre fjerdedele af dødsfaldene var kræft-relaterede bionyt.dk/ref/11309.asp.
En undersøgelse fra Dundee University af 455 dødsattester rapporterede om fatale sygdomstilfælde hos 68,3% – over det dobbelte af det normale antal kræftdødsfald i [enhver] mandlig, erhvervsmæssig tilsvarende kohorte (befolkningsgruppe) i efterkrigstidsperioden, ifølge Sue Rabbitt Roff bionyt.dk/ref/11642.asp.

USA og UK forener deres
udvikling af kernevåben
efter Sputnik 1 (4. okt. 1957)
Den 4. oktober 1957 fik den amerikanske befolkning et chok: Sovjetunionen opsendte Sputnik 1, verdens første satellit. Amerikanerne havde troet, at de var usårlige, fordi de var langt foran på det teknologiske område. Storbritannien og USA benyttede lejligheden til at genoptage deres tidligere nære samarbejde, som var blevet skadet under Suezkrisen. Den britiske ambassadør Harold Caccia fik den Storbritanniens premierminister Macmillan til at skrive til præsident Eisenhower og foreslå, at USA og Storbritannien forenede deres ­ressourcer for at imødegå den sovjetiske udfordring. Det endte med, at McMahon-loven i USA blev opblødt d. 30. juni 1958 ved en afstemning i Kongressen, og en måned senere godkendte Kongressen en gensidig britisk/amerikansk forsvarsaftale.
Ingeniør James Gordon Josephson fik at vide, at personnel fra Storbritannien ifølge aftalen ville komme til at deltage ved USA’s atomprøvesprængninger. Han rejste til USA og fandt ud af, at amerikanerne brugte hans eget kodesystem, idet dette var blevet oplyst overfor dem.
I Sovjetunionen erklærede Nikita Khrushchev (Khrusjtjov) d. 30. august 1961, at det 3-årige mora­torium for atomprøvesprængninger var ophørt, og iværksatte en række sprængninger, bl.a. den kolossale Tsar bombe 30. okt. 1961 på 50 megaton TNT over Novaja Zemlja (10 gange så meget som alt sprængstof anvendt under hele Anden Verdenskrig).
Som svar igangsatte præsident John F. Kennedy, der var blevet præsident efter Eisenhower, en Operation Dominic, som blev det største atomtestprogram, som USA har udført, men som også blev det sidste, der foregik i atmosfæren. ­Limited Test Ban Treaty blev underskrevet i Moskva året efter.

Megaton TNT: mill. ton trotyl
TNT bruges som enhed for sprængningers styrke. TNT er en organisk forbindelse af C6H2(NO2)3CH3 og kaldes også trotyl eller 2,4,6-trinitrotoluen eller 2-methyl-1,3,5-tri
nitrobenzen. (kilo = 3 nuller; mega (million) = 6 nuller; giga = 9 nuller; tera = 12 nuller; peta = 15 nuller).

1 ton TNT: En ”Bunker Buster” bombe.

5 ton TNT: De største konventionelle bomber under 2. verdenskrig.

10 ton TNT: Største konventionelle bombe.

3.000 ton TNT: Halifax i 1917 (fragtskib med sprængstoffer eksploderede).

4.000 ton TNT: ”Minor Scale” 1985 (simulering af en mindre atombombe-eksplosion med 4 kiloton TNT sprængstoffer bragt til sprængning i New Mexico).

5.000 ton TNT: Et nedslag på Månen af et 40 kg meteoroid med en diameter på 30-40 cm, klart synligt fra Jorden uden kikkert.

15.000 ton TNT: Little Boy (atombombe over Hiroshima 6. august 1945.

20-22.000 ton TNT: Atombomben over Nagasaki d. 9. august 1945.

100.000 ton TNT: W76-sprænghoveder (USA)

300.000 ton TNT: W87-sprænghoveder (USA)
475.000 ton TNT: W88-sprænghoveder (USA)

1.200.000 ton TNT: USA's B83-bombe som den kraftigste bombe i USA's aktive våbenarsenal)

3.000.000 ton TNT: Alt sprængstof anvendt under hele Anden Verdenskrig.

9.000.000 ton TNT: USA's B53-bombe (var den kraftigste bombe frem til 2010, men ikke i aktivt lager).

15.000.000 ton TNT: USA-bomben "Bravo" 1. marts 1954 over Bikini Atoll, Marshall-øerne, som led i Operation Castle.

15.000.000 ton TNT: Tunguska-eksplosionen 30. juni 1908 over Sibirien – mest sandsynligt 10-15 (5-30?) megaton TNT meteorit).

24.000.000 ton TNT: Vulkanudbrud Mount St. Helens 1980.

24.000.000 ton TNT: Krakatau 1883 – det største vulkanudbrud i historisk tid.

25.000.000 ton TNT: USA brintbomber, der havde en maksimal teoretisk energiladning på 25 megaton TNT.

25.000.000 ton TNT: Mark-17 og Mark-24 og Mark-41 og lignende var USA's kraftigste kernevåben nogensinde.

50.000.000 ton TNT: Den største brintbombe-testsprængning i historien: Sovjetunionens ”Tsar Bomba” (bomben kunne uden en indført begrænsning have været på 100 megaton TNT).

290.000.000 ton TNT: Sovjetunionens samlede atomprøvesprængninger, skønnet tal.

510.300.000 ton TNT: Total sprængkraft udsendt ved alle kernevåben-testsprængninger i verden udført pr. 1996.

5.000.000.000 ton TNT: Det samlede antal atomsprænghoveder globalt set lå på et tidspunkt på 30.000 med en destruktiv kapacitet på 5 gigaton TNT.

6.000.000.000.000 ton TNT: Frigørelse af det største fragment af kometen Shoemaker-Levy 9 i sammenstødet med planeten Jupiter.

9.560.000.000.000 ton TNT: Jordskælvet i Det Indiske Ocean 2004.

96.000.000.000.000 ton TNT: Chicxulub-nedslaget, der forårsagede en masseudryddelse på Jorden for 65 millioner år siden.

91.500.000.000.000.000 ton TNT pr. sekund: ­Solen omdanner hvert sekund ca. 4,26 millioner ton brintkerner til en energi på 9,15 × 1010 megaton TNT eller 3,83 × 1026 J bionyt.dk/ref/12346.asp.

UK's efterretnings-
tjeneste (ca. 1962)
Den britiske ingeniør James Gordon Josephson fik nu at vide, at hans afdeling skulle ændres fra at være en monitorerings-afdeling til at være en efterretnings­afdeling (investigative department), dvs. af undersøgende karakter, og at det skulle ske i samarbejde med den britiske efterretningsafdeling MI5 (Military Intelligence section 5; officielt navn Security Service), og under Joint Intelligence Committee’s kommando (JIC). Afdelingens kodenavn skulle være NIA, Nuclear Intelligence Agency. En del af opgaven var nu at sikre, at alle informationer om testene forblev hemmelige.
Ingeniør James Gordon Josephson fik fordoblet sin løn og blev spion, som f.eks. da han engang skulle ­besøge et hospital og udgive sig for at være læge over for et forældrepar til et dødfødt barn for at finde ud af, om forældrene mistænkte radioaktivitet som årsag til deres døde barn, idet faderen havde været involveret i de britiske atomprøvesprængninger. Parret havde oplevet to aborter forinden, og faderen havde en NP1-status (kategori for mest radioaktiv påvirkning) samt C1, dvs. udsat for gammastråling-radioaktiv kobolt-60. Dette var i begyndelsen af 1960’erne, og forældrene havde på det tidspunkt ikke forbundet deres ulykker med atomsprængningerne. Ingeniør James Gordon Josephson blev informeret om, at man uden forældrenes viden ville konservere barnet for fremtidige studier.
Et andet eksempel er, at hvis en læge blev interesseret i at studere årsagen til sådanne defekter, mødte et team fra Nuclear Intelligence Agency op hos lægen, og gav lægen besked om ikke at gå videre med sagen.

Nyt UK/USA-samarbejde
Storbritannien bragte 12 selvfremstillede kernevåben-bomber til sprængning i Australien, bl.a. 7 i Maralinga i 1956-57, og beviste i Operation Grapple i Stillehavet 1957-58, at Storbritannien kunne lave brintbomber. Dette førte til en ændring af den amerikanske ­McMahon-lov, hvorefter Storbritannien og USA fra 1958 indgik et intens samarbejde om udvikling af kernevåben.
Mellem 1952 og 1962 udførte Storbritannien og USA tilsammen over 40 nukleare eksplosioner i atmosfæren i Australien og Stillehavet, heraf 21 nukleare eksplosioner i atmosfæren i det sydlige Stillehav mellem 1952 og 1958, og Storbritannien gennemførte 12 atmosfæriske atomtest mellem 1952 og 1957 på australske territorier på Monte Bello øen, Emu Field og Maralinga. For mange soldater blev atomprøvesprængninger hverdag i løbet af 1950'erne og 1960'erne.
I 1958 var den kolde krig på sit højeste. Mellem 1957 og 1962 udførte amerikansk og britisk militær 31 atomprøvesprængninger over øen Christmas og Malden Island (Linje-øerne, der nu kaldes Kiribati) – såvel som andre steder. 24 britiske atomprøvesprængninger blev udført på test­stedet i Nevada, USA.
I 1961-63 deltog britiske tropper i Operation Dominic på øen ­Christmas, hvor sprængningerne havde navnene: Adobe, Aztec, Arkansas, Questa, Frigate Bird, Yukon, Mesilla, Muskegon, Swordfish, Encino, Swanee, Chetco, Tanana, Nambe, Alma, Truckee, Yeso, Harlem, Rinconada, Dulce, Petit, Otowi, Bighorn, Bluestone, Sunset, Pamlico, Androscoggin, Bumping, Chama, Calamity og Housatonic.
20 af de amerikanske sprængninger var for at teste nye våben, seks for at teste virkninger, og adskillige test blev udført for at teste pålideligheden af våbentyperne. Denne testrække af 36 sprængninger på 9 måneder foregik fra d. 25. april til d. 4. november 1962. Den største sprængning var Housatonic på 8.300.000 ton TNT.
Ingeniør James Gordon Josephson deltog i monitor­e­ringen på øen Christmas ved 10 test og konstaterede, at det britiske personnel var blevet så vant til det, at de fortsatte deres arbejde som om intet var hændt, når der udløstes en kerneeksplosion. I stedet for at gå i de sikrede beskyttelsesrum, trak de sig bare tilbage til deres “bunks” og ventede. De havde ingen anelse om, at der kunne være en risiko.
Ingeniør James Gordon Josephson havde nu 150 ansatte i sin stab. Men mange ansatte forlod tjenesten og fik civile job. Desuden måtte man tage kontakt til hospitaler verden over, som behandlede de personer, som stod i registeret. Alle britiske ambassader blev kontaktet, så monitoreringen kunne fortsætte, uanset hvor folk rejste hen. Ambassadepersonalet fik dog ikke kendskab til selve monitoreringsprojektet, der nu var en database om atomprøvesprængningers virkninger på 24.000 personer.
Storbritannien arbejdede med et program, Blue ­Streak, til fremføring af atomvåbnene, men dette blev opgivet i 1960, da man i stedet købte amerikanske ­systemer, og de britiske kernevåben blev bygget, så de kunne påmonteres de amerikanske systemer. USA leverede Polaris-ubåde med kernevåben til Storbritannien efter en aftale i 1963. USA leverede også kernevåben til det britiske RAF luftvåben (i “Project E” indtil 1992), og til den del af den britiske hær, der var udstationeret ved Rhinen. Amerikanske fly, der kunne bære kernevåben, var udstationeret i Storbritannien siden 1949, og det sidste amerikanske kernevåben blev trukket tilbage fra Storbritannien i 2006.

Selvmord og sygdomme
Efterhånden blev ingeniør James Gordon Josephson opmærksom på visse ting. Der var flere selvmord blandt de personer, som havde de højeste forureningsgrader. Tallene for udbrud af kræft begyndte også at stige kraftigt. De kvindelige partnere fik aborter i meget stort omfang.
Ingeniør James Gordon Josephson spurgte engang en nuclear veteran, om han ville have meldt sig, hvis han havde kendt konsekvenserne. Han begyndte at græde, idet hans datter blev født med mange handicap og deformiteter, og selv havde han fået behandling for kræft.
I 2007 viste en undersøgelse fra New Zealand, at atomtest-veteraner fra New Zealand havde samme hyppighed af genetiske skader som overlevende fra Tjernobyl-atomkraftulykken, og et britisk studie viste, at der var 10 gange større risiko for medfødte skader hos børnene.

UK: Databasen (børnene)
Ingeniør James Gordon Josephson gik i gang med fase-2 af monitoreringsopgaven, nemlig indsamling af data om partnere, børn, børnebørn og oldebørn. Der blev tilføjet flere bogstaver til noteringen: K for antal børn, L for abort, T for dødfødt barn, D for deformt barn, X for kræftbehandling, S for selvmord. Ingeniør James Gordon Josephson opdelte sit team, så medarbejderne fik forskellige områder: Sundhed, ægteskab, dødsfald og børn.
I en del tilfælde manglede man deltagernes dosi­meter, og fik så blot at vide, at de ikke havde virket og var blevet destrueret.

UK: Storbritanniens lager
af kernevåben (1953)
De britiske militærplanlæggere mente, at en atomkrig ville kunne vindes med bomber i Hiroshima-størrelse. Derfor var det planen at opbygge et lager af 800 bomber af Hiroshima-størrelse på 10-12 kiloton TNT sprængkraft hver.
Det første britiske kernevåben var Blue Danube. Det var den fysisk mindst mulige atombombe med datidens teknologi. Årsagen til, at man dengang ønskede den så fysisk lille som muligt, var mangel på ­fissilt materiale.
Fra november 1953 begyndte man at opbygge et lager af disse våben i Storbritannien. Bombelagrene blev placeret i RAF Barnham i Suffolk og i RAF Faldingworth i Lincolnshire. Bombekomponenterne blev opbevaret i små bygninger, kaldet “hutches”. De højeksplosive elementer blev opbevaret i særlige lagre.
Blue Danube havde bly/syre-akkumulatorer, der ikke var pålidelige til at levere strøm til affyringen og radar-højdemålingen. I 1962 gik man væk fra Blue Danube kernevåbenet. De gamle lagerfaciliteter blev forladt i 1963 og solgt som industribygninger.
I stedet for de upålidelige bly/syre-akkumulatorer gik man over til mere pålidelige systemer, kaldet ram-air turbine-generators og thermal batteries. Desuden var Blue Danube et eksperimentelt system, som ikke var beregnet til at være robust nok til at blive håndteret som et våben i praksis. Det blev afløst af en type, som kaldes Red Beard.
Ingeniør James Gordon Josephson og hans hold forsøgte at holde styr på, hvor våbnene var, og hvem som håndterede dem. Men det blev stadig sværere at holde trit med dette, og på en ansøgning fik han igen fordoblet sin stab.

Pensionisten James ­Gordon ­Josephson (1965)
I 1965 blev ingeniør James Gordon Josephson 65 år, og skulle derfor pensioneres som leder af Nuclear Intelligence Agency. Imidlertid blev han bedt om at fortsætte som rådgiver for NIA. Han havde hørt om andre, som havde fået sådanne tilbud, og som, hvis de havde afvist det, var kommet ud for trafikulykker eller omkommet på anden måde. Ingeniør James Gordon Josephson indvilligede i at forblive som rådgiver, op til 40 dage om året.

UK's Nuclear Intelligence Agency (NIA) (1983)
Ved et møde i 1983 i Nuclear Intelligence Agency fik det britiske forsvarsministerium igangsat en tilsyneladende uvildig undersøgelse af de personer, som havde været udsat for radioaktiv forurening ved atomtestene. Testgruppen (som i en rapport fra 2003 omfattede 21.357 personer) blev sammenlignet med en kontrolgruppe på 22.333 personer. Ingeniør James Gordon Josephson’s gruppe Nuclear Intelligence Agency havde data på alle involverede i atomtestene, men denne ­­databases eksistens blev holdt hemmelig, og i det omfang der blev givet data om enkeltpersoner, valgte man kun at gøre det om de personer, som havde været udsat for mindst forurening og i hvert fald ikke de, der var blevet mest udsat for radioaktivitet, idet man så blot sagde, at man manglede data om disse personer bionyt.dk/ref/12344.asp location 1586. De personer, som døde tidligt, kom ikke til at indgå i denne “uafhængige” undersøgelse. Kun 5 betroede personer i ingeniør James Gordon Josephson’s Nuclear Intelligence Agency gruppe kendte til dette skalkeskjul. Undersøgelsen skulle udføres som et epidemiologisk studie med forskere fra National Radiological Protection Board (NRPB, senere Public Health England, PHE) og Cancer Research UK (der dengang hed Imperial Cancer Research Fund). Studiet, som stadig fortsætter, kaldes Nuclear Weapons Test Participants Study (NWTPS) og skal omfatte britiske personer, som har været udsat for atomtest i atmosfæren 1952-1967. Man følger dødsårsager og kræft­tilfælde. Foreløbig er der lavet tre rapporter, der dækker tiden op til henholdsvis 1983, 1993 og 1998.

UK: Raske a-test personer
søges (1990)
I 1990 blev ingeniør James Gordon Josephson bedt om at finde personer, som trods deltagelse i de britiske atomprøvesprængninger var forblevet raske og havde raske familier. I forbindelse med at finde frem til sådanne familier begyndte man at overveje at bruge den nye computerteknologi. Man besluttede at overføre databasen til en computer på en sådan måde, at data kunne udtrækkes fra databasen på en manipulerende måde. I løbet af de næste 10 år blev denne computerdatabase etableret (projektet var først færdigt i 2000). Man søgte altså efter familier, hvor der ikke var kommet sygdomme. Ingeniør James Gordon Josephson undersøgte 50 tilfældigt udvalgte fra denne gruppe og opdagede, at databasen var blevet mangelfuld: 10 af de 50 viste sig at være døde, hvilket ikke var blevet noteret i databasen, fordi de var flyttet til fjerne steder. 25 af de 50 havde i virkeligheden sygdomme blandt børn, børnebørn eller oldebørn, som ikke var blevet noteret.

UK: Oprensning på øen
Christmas (2006)
I 2006 blev ingeniør James Gordon Josephsons gruppe bedt om at hjælpe i forbindelse med en oprensning på øen Christmas. Dokumentationen i databasen kunne bruges til at udpege steder, hvor der var dumpet radioaktivt materiale. En yngre medarbejder spurgte: “Hvad nu, hvis man finder noget radioaktivt?” Denne person fik at vide, at det ville man ikke finde – og blev efterfølgende forflyttet til andet arbejde. Ingeniør James Gordon Josephson foreslog, at man tog kontakt til de lokale personer, som havde kendskab til dumpningsstederne. Dette blev afvist, idet man ville undgå presseomtale så vidt det var muligt.
Det fundne radioaktive materiale blev bragt tilbage til Storbritannien og begravet ved Teesside i Middlesbrough. En avisartikel i Teesside Gazette fra 5/3-2011 omtalte dumpningsstedet som Port Clarence, Stockton. Overfor avisen fortalte man, at der var tale om noget meget lidt radioaktivt materiale, bestående af radioaktive urvisere fra nogle køretøjer. Det var et argument i sig selv, at når man kunne bringe det tilbage til Storbritannien, måtte det være, fordi det ikke var farligt.

Ingeniør James Gordon ­Josephsons død (1. juli 2018)
Ingeniør James Gordon Josephson modtog og gemte de originale dokumenter, efterhånden som de blev digitaliseret. Han gemte dem et sikkert sted, som han skriver, i udlandet. To mænd fik ansvaret for dem, og lagerpladsen blev betalt frem til 2060. Planen var, at ved ingeniør James Gordon Josephson dødsfald skulle dokumenterne sendes til Susie Boniface ved Daily Mirror, som i årevis har kæmpet indædt for atomtest-veteranerne.
Ingeniør Sir James Gordon Josephson døde d. 1. juli 2018 af lungekræft. Han døde alene i sit hjem. Dokumenterne blev ødelagt blot to dage efter hans død – af en brand i dokumenternes lager. Måske var det lykkedes Nuclear Intelligence Agency at finde deres gemmested, som var i Santa Rosa Avenue 3601, Santa Rosa, Californien bionyt.dk/ref/12338.asp. Branden vurderes at have kostet mindst 500.000 dollar. Klokken 6 om morgenen en tirsdag ødelagdes 30 lagerenheder i stueetagen af en to-etagers bygning ved lagerstedet, der altså hedder “U-Haul Moving & Storage of Santa Rosa”. Lejeren af den brændte enhed havde været på stedet mandag aften (dagen efter ingeniør James Gordon Josephsons død) og havde brugt et stearinlys, fordi stedet ikke har elektricitet – en mærkelig forklaring, da alle i dag bruger deres mobiltelefon til at lyse med. Stedet har 60 lagerenheder, men de 30 lagerenheder på 1. sal blev kun røgskadet. Branden startede i en 3×3½ meter stor lagerenhed midt i stueetagen. Selve branden blev begrænset til dette rum, men resten af stueetagens lagerenheder blev ødelagt af røg og varme.

Forening af Britiske atomtest-veteraner (BNTVA) (1983)
I 1970’ernes slutning begyndte atomveteranerne i Storbritannien at forene sig i krav som kompensation, og i 1983 dannede de en landsdækkende forening, British Nuclear Test Veterans Association (BNTVA). Forskellige lokalafdelinger begyndte at indsamle data om de ramte familier. I Australien kunne man konstatere, at der på fjerne bosteder for indfødte aboriginere, som var blevet udsat for radioaktive skyer, var flere tilfælde af tidlige dødsfald og medfødte defekter, end der var hos børnene på andre bosteder, der ikke var blevet radioaktivt forurenet.
Den britiske regering var bekymret for at blive mødt med krav om kompensationer, da der nu var kommet bedre diagnoseredskaber og nye måle­metoder. Nuclear Intelligence Agency opsøgte derfor alle, som havde været med til monitoreringsarbejdet og indskærpede dem, at de ikke måtte oplyse nogen om denne hemmelige databases eksistens – under henvisning til loven om statshemmeligheder, Official Secrets Act.

McClelland rapporten (1984-)
I 1984 etablerede premierminister Bob Hawke fra Australian Labor Party en Royal Commission om de britiske test i Australien. Denne McClelland Royal Commission fik bl.a. at vide, at 30 tønder med radioaktivt, lækkende materiale var blevet dumpet ud for Vestaustraliens kyst. Ingeniør James Gordon Josephson fra Nuclear Intelligence Agency kendte til disse dumpninger, men fik besked på at benægte ethvert kendskab til dette. Kommissionen indsamlede også oplysninger om, at hundreder af indfødte aboriginere havde gået barfodet over radioaktivt forurenet jord, fordi de støvler, som de havde fået udleveret, ikke passede til dem. Den radioaktive forurening i området var 2,9 gange højere end forventet, da fænomenet “black mist” opstod efter nogle atomtest i 1953 i det sydlige Australien bionyt.dk/ref/12344.asp location 1392.
I de to testserier Buffalo og Antler sprængtes i alt 7 atombomber i Maralinga-området, der er lidt større end Fyn. 25 år efter atomsprængningerne vurderede man, at der stadig var 100.000 radioaktive metalstykker med bl.a. plutonium spredt i området ved Maralinga. Geiger-tællinger nær Marble Bar gik over skalaen på måleapparatet.
Den daværende australske premierminister Robert Menziess havde ikke forinden der blev givet tilladelse til de britiske test fået nogen rådgivning fra uafhængige australske forskere om risikoen for miljø og mennesker. Den person, som for Australien skulle holde øje med atomtestene, Sir Ernest Titterton, tilbageholdt vigtige oplysninger (og han kom i øvrigt oprindelig fra Storbritannien, dvs. var britisk ex-pat).
Da McClelland Royal Commission konkluderede, at beskyttelsen af piloter og andre personer samt også ­designet af testene osv. var under al kritik, blev ingeniør James Gordon Josephson fra Nuclear Intelligence Agency bedt om dokumentation. Dette blev fundet frem, og det viste, at mindst 90% af kritikken var berettiget. Dokumentationen skulle sendes til en kvindelig historiker, Lorna Arnold (1915-2014), som havde skrevet bøger om de britiske atomprøvetest (og som tidligere havde været ansat hos den britiske atomenergikommission (United Kingdom Atomic Energy Authority, UKAEA). Hun skulle forberede et britisk svar på den australske kommissions rapport, og hendes rapport var til Storbritanniens fordel.
Storbritannien gav de lokale Maralinga Tjarutja beboere 13,5 millioner AU-dollar (ca. 616 mill.kr) i kompensation, og betalte halvdelen af en oprydning, som afsluttedes i år 2000, og som i alt kostede ca. ½ milliard kr. Storbritannien kunne tillade sig at betale kompensation, fordi det var for skader på landet, og ikke på befolkningen – og man undgik derved at indrømme en mulighed for kompensation til de mange mænd i britisk tjeneste, som var blevet udsat for en risiko ved atomprøvesprængningerne.

UK: Retssager (1993)
Nogle britiske veteraner og enker opsøgte advokater, men blev rådet fra at anlægge søgsmål, da man ikke kunne være sikker på et positivt resultat, og fordi ­omkostningerne ville være uoverkommelige.
I 1993 lavede man dog en prøvesag. En soldat, Kenneth McGinley, som havde deltaget ved 5 Grapple-atomprøvesprængninger, og Edward Egan, der var i flåden og havde deltaget ved Grapple Y, søgte erstatning for en række helbredsproblemer, som de mente skyldtes dette. Advokat Ian Anderson førte sagen på vegne af de to repræsentative ofre samt Lorraine Burns, datter af en afdød veteran, der var vidne til fem atomprøvesprængninger på øen Christmas og som i en alder af 4 år selv fik diagnosticeret leukæmi bionyt.dk/ref/11279.asp. Der blev søgt om kompensation på 100.000 pund (850.000 kr.).
En lov om kompensation for statsansatte i Commonwealth fra 1971 gav personer mulighed for at modtage kompensation, hvis de kunne bevise, at ­deres handicap skyldtes udsættelse for stråling fra atombombetest. Den britiske, kongelige kommission anbefalede, at støtteberettigelsen udvidedes til civile, der var blevet påvirket af atomprøvesprængninger og f.eks. til aboriginere og andre udsatte for 'Black Mist' radioaktivt nedfald. Desuden burde sagsøgerne have ret til erstatning, medmindre regeringen kunne bevise, at ­deres handicap ikke var et resultat af stråling ved atombombetestene. Strålingssygdom kan ikke altid bevises, men der er en omsorgspligt for de berørte mennesker.
Sagen blev taget til den europæiske menneskeretsdomstol, som afviste den d. 9. juni 1998, men blot med dommerstemmerne 5 imod og 4 for. En ankesag for at få genåbnet sagen blev afvist i januar 2000.
Ingeniør James Gordon Josephson’s database indeholder dokumentation til støtte for deres sag, men denne dokumentation blev tilbageholdt med det argument, at hvis de fik kompensation, ville potentielt 22.000 andre personer også kunne være berettiget til kompensation.

UK: Eric Densons sag (2011)
Royal Air Force løjtnant, pilot Eric S. Denson fik en gammastråling på 13.000 millirem – svarende til 6500 bryst-røntgenbilleder, oplyses det. Eric S. Denson udviklede dermatitis, kroniske luftvejssygdomme og psykiske problemer og begik selvmord i en alder af 44.
I 2011 fik enken Shirley Denson tilkendt krigspension. Eric Denson var blevet beordret til at flyve igennem paddehatteskyen fra Storbritanniens største brintbombe, udløst over øen Christmas. Dette var første gang, at noget dokumentationsmateriale fra den hemmelige database blev lækket til offentligheden. Dokumentet, der blev lækket, omfattede dosimeter-målinger og bevis på, at hendes mand var blevet brugt som forsøgskanin i et eksperiment for at finde ud af, hvor meget et flycockpit beskyttede mod strålingen inde i en brintbombe-paddehattesky.
Eric Denson kom til at lide af hovedpine, og to gange reddede hans kone ham i selvmordsforsøg, indtil et tredie selvmordsforsøg i 1976 lykkedes for ham. ­Enken fik af Forsvarsministeriet løgnagtigt at vide, at alle dokumenter om hans virke under atomtestene var forsvundet. Under retssagen forsøgte Forsvarsministeriet sig med, at han måtte være mentalt ustabil, fordi han var sengevæder som barn. Enken ansøgte under henvisning til Freedom of Information Act om at få aktindsigt i hans sag, og i december 2007 fik hun et enkelt dokument, som bekræftede, at han havde været udsat for 13 R. På dokumentet fra 1958 var 13 andre flypersonnel-navne og disses doser streget ud. En måler af radioaktivitet, et “radiation meter”, i hans cockpit i Canberra B6 bombeflyet havde registreret en dosis på 13 Røntgen (13 R) svarende til 12.000 røntgenbilleder hos tandlægen.
Senere tilsendtes hun endnu et dokument med teksten: “Thus the initial experiment was carried out on personnel flying the secondary sampler”. Dette var ­netop en henvisning til det fly, Eric Denson var pilot i. Hans fly havde kode­navnet “Sniff Two” og var altså det andet fly, som fløj gennem paddehatteskyen fra en 2.800.000 ton TNT brintbombe ved Operation Grapple Y d. 28. april 1958. Eric Denson var dengang 24 år. Flyvningen skete 49 minutter efter sprængningen, i 15½ km (51.000 feet) højde. Betastråling blev målt. Gammastråling blev ikke målt. Flyet blev holdt 6 minutter i den radioaktive sky. Opgaven var at holde flyet inde i den radioaktive sky i længst mulig “sikker” tid (“maximum safe period”).
Straks efter flyvningen fik Eric Denson opkastninger og hududslæt, hvilket er almindelige symptomer på radioaktiv forgiftning. Men inden for 48 timer fik han besked på at flyve flyet igen, altså samme fly, d. 30. april 1958, i en 75 minutters radar-kalibrerings og formationsflyvning. Eric var blevet et eksperiment.
En anden sætning lød: “Care was taken to ensure that as little shielding effect as possible was given by the ejector seat and that no equipment of any description shielded the badges”. Et badge blev placeret bag hver persons hoved i flyet samt på hans to armlæn og på hans sæde. Når man maksimerede strålingen til disse badge, betød det, at man maksimerede strålingen til manden selv. Dosen til den badge, der var bag hans hoved, var hele 19 Røntgen. Det var muligt, at hans hovedpine stammede herfra. Hans testikler var blevet udsat for 8,8 Røntgen. Han ville have skullet arbejde i et atomkraftværk i 460 år for at få denne strålingsmængde. Parret fik tre døtre efter dette. De havde fået en rask datter, før Eric blev udsat for radioaktivitet. To af parrets 3 andre døtre blev født med abnormaliteter. Det gjaldt også for næste generation og næste generation igen. Mere end hver tredie (37%) af parrets afkom, der omfatter børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn, har en unormalitet, bl.a. hovedskal-deformiteter, ­udviklingsproblemer, ekstra tænder eller manglende tænder, problemer i rygraden og f.eks. har oldebarnet to urinrør mellem nyrerne og blæren.
Eric begik selvmord i 1976. Shirley Denson fra Morden, South London, vandt over forsvarsministeriet i 2011, da hun var blevet en 83-årig tip­oldemor og først efter 20 års kamp.

UK: Veteranerne tabte sagen i den britiske højesteret
I 2012 erklærede en retsmediciner fra Derby og South Derbyshire, at Derek Heaps' død var forårsaget af høje niveauer af ioniserende stråling. Derek Heaps (1933-2012) var på Malden Island dagen efter, at en atombombe var blevet sprængt, og han var desuden vidne til en atombombesprængning fra et fly.
Derek Frank Heaps var i ingeniørtropperne – og meget stolt over, at Storbritannien udviklede en ­nuklear ­afskrækkelse, der sikrede fred, men han følte sig ­alvorligt svigtet. Hans søn, Nigel Heaps, blev formand for British Nuclear Test Veterans' Association (BNTVA). Som søn af en nuklear veteran, spørger ­Nigel Heaps sig selv, hvad der vil ske med hans børn.
Den britiske regering har konsekvent nægtet at give de 3.000 nukleare veteraner og deres familier hverken kompensation eller særlig anerkendelse. Og i begyndelsen af 2014 gjorde premierminister David Cameron det klart, at regeringens holdning ikke havde ændret sig. Regeringen og jeg fortsætter med at anerkende og være taknemmelige over for alle soldater, der deltog i det britiske program for atomprøvesprængninger, men det ville være splittende at tilbyde veteraner for atomprøvesprængninger særlig anerkendelse for at være involveret i projektet, når de, der påtog sig andre specialiserede opgaver ikke ville modtage det samme. Jeg kan derfor kun gentage, at jeg ikke vil komme med en mundtlig redegørelse om dette emne i Parlamentet. Brevet var stilet til et medlem af det britiske parlament John Baron, der er protektor for British Nuclear Test Veterans Association (BNTVA) bionyt.dk/ref/11310.asp.

Diskussion om kompensation
I 1988 accepterede Storbritannien en vis kompensa­tion for nogle af de briter, der havde været udsat for de britiske atomprøvesprængninger, og derefter indførte den australske regering en kompensation for to specifikke lidelser, leukæmi (undtagen lymfatisk leukæmi) og multipel myelom (en sjælden blodsygdom).
Det britiske National Radiological Protection Board (NRPB) satte i 1993 spørgsmålstegn ved veteranernes oplysninger, idet NRPB i en udtalelse skrev, at selvom testdeltagere syntes at have en højere risiko for leverkræft og blærekræft og for leukæmi, havde veteranerne ingen overskydende forekomst af sygdom.
Statistikere rapporterede også, at forekomsten af kræft faktisk syntes at falde, når de registrerede doser af gammastråling steg i Storbritannien.
BNTVA-veteranerne satte spørgsmålstegn ved denne udtalelse om, at veteranerne ikke har mere sygdom end andre (trods højere risiko for lever- og blærecancer og leukæmi). BNTVA-veteranerne mener desuden ikke, at dette stemmer overens med andre undersøgelser, at forekomsten af kræft faktisk syntes at falde, når de registrerede doser af gammastråling steg.
Vanskeligheden, som sagsøgerne hele tiden har haft, er mangel på hårde beviser. Det britiske forsvars­ministerium har sagt, at optegnelserne om strålingsbelastninger i mange tilfælde er knyttet til andre hemmeligholdte oplysninger, og National Radiological Protection Board, der er en statsstøttet styrelse, rapporterede, at man aldrig havde haft optegnelser for omkring 16.000 deltagere (og nævnte naturligvis ikke det hemmelige data-arkiv).
I januar 1997 erklærede en EU-rapport, at den britiske regering havde gjort sig skyldig i at behandle veteraner på en ulovlig og uærlig måde, og havde tilbageholdt eller forsinket udgivelsen af deres journaler. I EU-rapporten nævnes f.eks. et notat fra 1953 med titlen atomvåbenforsøg og mærket tophemmelig – og hvor det af notatet fremgår, at formålet med testene var at opdage de detaljerede virkninger af forskellige typer af atomeksplosioner på udstyr og mennesker med og uden forskellige typer af beskyttelse.
Efter at have konstateret, at veteranerne havde hold i deres påstande, sendte EU-Kommissionen sagen videre til Den Internationale Domstol for Menneskerettigheder (ICHR) i Strasbourg.
De newzealandske veteraner havde ved den Internationale Domstol for Menneskerettigheder (ICHR) i Strasbourg i 1998 brugt New York-sagfører Ian Anderson til at føre deres sag. Retten havde ni internationale dommere, hvoraf den ene blev syg og blev erstattet af en dommer fra Storbritannien. På grund af mulig bias fra en engelsk dommer ankede sagfører Ian Anderson straks inddragelsen af den britiske dommer, men hans appel blev afvist. Advokat James Eadie, der repræsenterede Storbritannien i Den Internationale Domstol for Menneskerettigheder (ICHR), hævdede i retten i Strasbourg i 1998, at veteranerne fandt på konspirationsteorier og ikke havde været udsat for skadelige mængder af stråling. Sagen tabtes med dommerstemmerne 5 mod 4. Den engelske dommer stemte imod veteranerne.
British Nuclear Test Veterans Association fandt i 1999, at 30% af de involverede veteraner var døde, de fleste i deres 50'ere, og de fleste af cancer.

Retssager mod Storbritan­nien for at få kompensationer
Det britiske forsvarsministerium (MoD) hævdede, at veteranerne ikke havde ret til at sagsøge med 50 års forsinkelse. Men halvtreds år efter atomprøvesprængningerne fortsatte kampen for erstatning, da en gruppe på godt 1011 veteraner d. 21. januar 2009 indbragte en sag mod det britiske forsvarsministerium. I en High Court sag 22. januar 2009 i London hævdede advokater, at Storbritannien bevidst vildledte Australien om virkningerne af radioaktivt nedfald fra atomprøvesprængningerne i Australien og det sydlige Stillehav mellem 1952 og 1958. Sagen blev kaldt det største gruppesøgsmål af sin slags. Medierne regnede med, at den britiske kompensation ville beløbe sig til 2 milliarder kroner bionyt.dk/ref/11626.asp.
Veteranerne søgte erstatning for kræft, andre sygdomme samt fertilitetsproblemer, som de hævdede var et resultat af udsættelse for stråling. På dette tidspunkt, i 2009, var kun omkring 3000 af 22.000 atomtest-veteraner stadig i live. Mange af disse var uhelbredeligt syge med kræft, leddegigt, knoglenedbrydning og blodsygdomme. Ifølge retssagen havde de spist forurenet fisk og frugt, og var blevet beordret til at svømme i radioaktivt vand.
Før denne retssag var der gået 5 års juridisk tovtrækkeri. Hovedadvokatfirmaet, som kørte sagen for veteranerne, var advokatfirmaet Rosenblatt. Sagen havde 190.000 dokumenter og 28 advokater.
Ifølge dommeren var vendepunktet i sagen en newzealandsk undersøgelse under ledelse af Al Rowland. Den treårige frist for at klage var irrelevant i denne sag, dømte dommer David Foskott, da det ville tage over 20 år før symptomerne kom til udtryk, og da den videnskabelige teknik, der var præcis nok til at lave dokumentationen, ikke blev opfundet før i 1990'erne, og den første videnskabelige undersøgelse var, da Al Rowland's studie blev offentliggjort i 2007.
Ved domsafsigelsen 5. juni 2009 sad 70 veteraner og deres familier stuvet sammen i retslokalet. Domsudskriftet var på 217 sider, skrevet med enkel-afstand af dommer David Foskett. De vandt retten til at sagsøge det britiske forsvarsministerium! Den britiske High Court havde dermed banet vejen for, at atomtest-veteraner fra Storbritannien, Australien, New Zealand og Fiji kunne sagsøge det britiske forsvarsministerium bionyt.dk/ref/11323.asp. Dommeren i London High Court dømte nemlig på en måde, som tillod sagsøgerne at gå videre. – Men det britiske forsvarsministerium appellerede denne afgørelse og atomtest-veteranerne tabte appelsagen. Den britiske Court of Appeal blokerede i 2010 for videre retssager – ved at dommerne dømte, at sagerne var "forældede", og at det havde været alt for længe siden de sundhedsmæssige problemer var opstået, til at man kunne kræve erstatning. Det britiske forsvarsministerium vandt i appelretten med den betydning, at 3-års-frist-begrænsningen stadig ville kunne bruges i atomtest-veteran-retssager.
Efter næsten to års kampe i High Court og Court of Appeal tog veteranerne i november 2011 deres sag til Højesteret (Supreme Court) – den højeste domstol i Storbritannien. Den samme britiske dommer, der havde dømt veteranerne ved menneskerettighedsdomstolen (ICHR) i Strasbourg i 1998, var nu blevet udnævnt til dommer i den britiske Højesteret. Denne dommer, der tidligere i 1998 havde stemt imod veteranernes sag, stemte nu imod dem en gang til. Her tabte de britiske atomtest-veteraner derfor sagen d. 14 marts 2012. Af de 7 højesteretsdommere var der nemlig et flertal på fire-mod-tre.
De 1011 britiske atomtest-veteraner fik altså ved Højesteret (Supreme Court) afvist et søgsmål om tilladelse til at sagsøge det britiske forsvarsministerium. (Sagen drejede sig ikke om, hvorvidt de skulle have kompensation). Afvisningen blev begrundet med, at der var gået for lang tid, siden de blev bekendt med deres sundhedsproblemer – under henvisning til loven Limitation Act fra 1980.
BNTVA-veteranerne har således kæmpet om emnet i årtier. De opfordrede i første omgang regeringen til at undersøge, om der var en sammenhæng mellem eksponering for stråling i halvtredserne og dårligt helbred senere i livet. I 2011 førte dette til en forbedring i ­National Health Service (NHS) holdning til veteraner, der kan have været udsat for stråling.
(New Zealand 1990)
I 1990 besluttede den newzealandske regering at udvide dækningen af krigspensionsydelser til veteraner og deres enker. Desuden tildelte den newzealandske regering i år 2000 ca. 870.000 kr. (200.000 NZ-dollar) til New Zealands Nuclear Test Veterans Association til yderligere forskning i de sundhedsmæssige virkninger af atomprøvesprængninger, og andre initiativer til støtte for veteranerne fra Operation Grapple. Undersøgelsen afslørede, at kræfttilfældene var øget 23%, men fandt ingen sammenhæng med bestrålingen og ingen ændret dødelighed.
En kendt strålingsekspert, professor John Probert fra Auckland Universitet i New Zealand, fik til opgave at vurdere atomtest-veteranernes krigspensionsansøgninger. Professor John Probert var bekendt med de sygdomme, som atomtest-veteraner risikerede, heriblandt hjerte-iskæmiske tilstande og kræftformer såsom prostatakræft. Hans rapport omfattede videnskabelige referencer til forskning, der støttede, at veteranerne og deres enker kunne få en ordentlig behandling af deres krigspensionsansøgninger. I stedet indførtes dog en ­liste over atomtest-betingede sygdomme baseret på en amerikansk liste over godkendte forhold. Det havde den fordel, at det automatisk kvalificerede til pension, hvis sygdomstilstanden stod på listen. Men det havde den ulempe, at den amerikanske liste, der anvendtes af det newzealandske Veterans Affairs (Vanz), kun medtog visse kræftformer. F.eks. var prostatakræft og hjerte­iskæmiske tilstande ikke på listen. Dette er på trods af, at den amerikanske Veterans Affairs Administration et sted havde skrevet, at alle kræfttilfælde kan være fremkaldt af radioaktivitet.
Den newzealandske Labour-regering bevilgede et beløb, så Al Rowlands forskning kunne gennemføres, men Labour-regeringen og de følgende regeringer skubbede derefter sagen til hjørne, og det endte med, at det ministerielle, rådgivende Veterans Health lancerede et koncentreret angreb på den udførte forskning ved at finde forskere, som var villige til at kritisere den, men uden at dette skete i peer review tidsskrifter, som ville have været det normale for videnskabelig disputs.
(Australien 1991)
I 1986 gav den australske regering en betaling på omkring 2 mill. kr. (330 tusind US-dollar) som kompensation til de oprindelige befolkninger for jordforurening i løbet af det britiske testprogram. Den australske regering brugte ½ milliard kr. (108 millioner AU-dollar) til dekontaminering af Maralinga og Emu teststederne i 1996-2000.
I 1991 fik den indfødte Maralinga-Tjarutja-befolkning 60 mill. kr. (13.500.000 AU-dollar) i kompensation fra den australske regering for at blive drevet væk fra deres jord.
Den australske avis The Guardian skrev d. 4. oktober 2006, at bl.a. medlemmer af Kupa Piti Kunga Tjuta, et råd af ledende aborigin-kvinder fra Sydaustralien, har kæmpet mod regeringens planer om at dumpe radioaktivt affald på deres jord.
I 1967 forsøgtes en oprensning (ved at pløje jorden, og ved at begrave plutonium-forurenede fragmenter under beton). Der blev lavet et ny oprensning i 1996-2000, der kostede 108 mill. dollar. Fra de mest forurenede områder fjernedes 350.000 kubikmeter jord, som blev begravet i render, og 11 affaldsbjerge indkapsledes i glas. Et område på 120 kvadratkilometer anses nu for sikker for adgang, men ikke for beboelse.
I 1994 betalte den australske regering 13,5 mill. dollar til det lokale Maralinga Tjarutja aborigin-folk. Maralinga-testene startede d. 27. september 1956, så kompensationen kom 38 år for sent.
I maj 2010 afsatte den australske regering over hundrede million kr over en 5-årsperiode som kompensation for australiere, der havde deltaget i Storbritanniens atomtestprogrammer, og yderligere ca. 25 mill. kr. til sundhedspleje og rådgivning mv.
(USA 2012)
USA har anerkendt ansvaret siden 1988, da Kongressen vedtog Radiation Exposure Veterans Compensation Act vedrørende veteraner med bestemte kræftformer, og i 1990 gav Kongressen en undskyldning til amerikanske atom-veteraner.
En artikel d. 26 juli 2006 i den australske avis The Guardian beskrev, hvordan en kritisk syg britisk tidligere soldat, Roy Prescott, der havde været udsat for stråling under Operation Grapple, var blevet tildelt ­erstatning på 75.000 dollars fra USA. Den amerikanske regering havde anerkendt, at Roy Prescott's lungekræft var forårsaget af stråling som følge af forsøgene. (Han var blevet behandlet for tumorer i arme, hoved og hals, og to af hans børn blev født med alvorlige fejl). Roy Prescott havde været medlem af ingeniørkorpset i England, men var udlånt til det amerikanske militær. Han overvågede atomprøvesprængninger på øen Christmas i 1962. Af fem venner, der var på øen Christmas sammen med Roy Prescott, fik en kræft i skjoldbruskkirtlen, en blev diabetiker, en døde af en hjernesvulst og en døde af kræft.
Ifølge det britiske forsvarsministerium (MoD) var den amerikanske kompensationsordning mindre streng end de tilsvarende britiske, som krævede, at de, der hævdede at have ret til kompensation, kunne vise en overbevisende sammenhæng mellem deres arbejds­opgaver og deres sygdom.
I 2012 vedtog USA en lov, Radiation Exposure Compensation Act (RECA), som muliggjorde økonomisk kompensation ved visse specifikke kræfttilfælde mv. hos bl.a. atomtest-arbejdere og uranmine-arbejdere. Kompensationen lød på 50.000 dollar (324.000 kr) til personer med de specifikke sygdomme, der kunne bevise eksponering og en vis arbejdstidslængde mv., og som havde arbejdet i vindretningen fra Nevada-atomteststedet, samt 75.000 dollar (ca. 486.000 kr) hvis de havde deltaget i atmosfæriske kernevåbentest, og 100.000 dollars (dvs. 650.000 kr) hvis de havde arbejdet i uranminer og ved urantransporter.
Allerede siden sidst i 1970’erne havde der været gjort forsøg på at få gennemført en sådan lov, men det tog altså ca. 45 år. Undervejs havde der dog været en række lignende love, men de var i praksis vanskelige at få penge fra. Indfødte amerikanere (indianere) manglede f.eks. ofte de krævede officielle ægteskabspapirer, eller der var specifikke krav til de geografiske områder, og begrænsning af hvilke sygdomme, der blev anerkendt. Under den nye lov var der pr. 20. april 2018 blevet godkendt 34.372 personers krav, og der var blevet udbetalt 2.243.205.380 dollar (14½ milliard kr.).
Nuclear Intelligence Agency, som var ingeniør James Gordon Josephson’s gamle afdeling, beregnede, at en tilsvarende britisk lov som den amerikanske ville kunne komme til at omfatte op til 22.000 personer, der skulle betales op til 75000 pund hver, og altså potentielt 1.650.000.000 pund (14 milliarder kr.), hvilket man ikke mente at have råd til. I stedet ville man eta­blere noget, som man gav kodebetegnelsen Operation NCCF (se senere) samt 25 millioner pund (211 mill. kr) fra en fond for atomtest-veteraner.
(Isle of Man 2008)
I 2008 gav parlamentet i Isle of Man 6000 pund (51.000 kr) til hver atomtest-veteran som kompensation.
(Fiji-øerne 2015)
I januar 2015 meddeltes, at regeringen på Fiji ville give, hvad der svarer til ca. 25-30.000 kr til hver af de 24 overlevende personer fra Fiji, som havde deltaget i Operation Grapple.
På den baggrund diskuterede Nuclear Intelligence Agency i Storbritannien, om man skulle give en lille kompensation til de ca. 2000 stadig levende briter, som havde været med, men man opgav tanken, fordi alene administrationen heraf, og de forventede krav fra enker, ramte familier og folk med krigspensioner samt de forventede retssager ville blive kostbart.
(Frankrig 2018)
I 2018 meddelte den franske regering, at de ville betale kompensation til deres atomtest-personnel. Dermed blev Storbritannien den eneste vestlige stormagt med kernevåben, som nægtede at anerkende enhver skade efter udsættelse for radioaktivitet fra atom­testene, og som ikke ville udbetale kompensationer til deres atomtest-veteraner, selv om andre lande gav kompensation til de personer, der havde deltaget i de selv samme test.

UK: Fond til veteranerne
I 2014 bad BNTVA (British Nuclear Test Veterans Association) den britiske regering om at give 25.000.000 engelske pund til en godgørende fond, der kunne bruges til betalinger af lægebehandlinger for veteranerne og deres familier. "Vi bad ikke om erstatning, hvilket ville indebære, at regeringen skulle indrømme et ansvar", sagde John Baron bionyt.dk/ref/11627.asp.
I virkeligheden kom ideen ikke fra BNTVA. Inge­niør James Gordon Josephson beretter i sin bog, at da de britiske atomtest-veteraner havde vundet et par ­sager, ­begyndte man at tænke på at finde noget, som kunne bremse deres held. Det blev foreslået at oprette en 25 millioner pund (210 mill. kr) stor fond, som kunne hjælpe i konkrete tilfælde, hvor der f.eks. var behov for tilpasninger i en patients hus og hjælp til transport. Pengene tænktes også anvendt til en DNA-undersøgelse ved Brunel Universitet som opfølgning på studiet i 2005 ved Massey University i New Zealand. Forskningsministeriet skulle imidlertid være i stand til at styre dette studie – dvs. skjule bevismateriale, som det var sket mange gange før bionyt.dk/ref/12344.asp location 1840. Man ville ikke risikere, at noget studie med de nye DNA-teknikker viste, at atomtest-veteranerne var udsat for skader på grund af radioaktivitet – selv om man allerede vidste dette, skriver ingeniør James Gordon Josephson. Der blev holdt et møde med to repræsentanter fra BNTVA, hvor den ene var en “civil servant”, som kunne bruges til at infiltrere BNTVA. Dette var første gang det lykkedes ingeniør James Gordon Josephson’s afdeling at infiltrere BNTVA, men man havde i flere år foretaget telefonaflytninger af BNTVA.
Nuclear Intelligence Agency i Storbritannien ­fortalte BNTVA, at de ville støtte, at BNTVA's “MP patron” (politikerkontakt i parlamentet), skulle lave lobby­arbejde overfor regeringen for at få etableret en fond på 25 mill. pund til støtte for ældre atomtest-veteraner. (De fortalte ikke, at pengebeløbet allerede var blevet godkendt). Nuclear Intelligence Agency havde dog ikke forudset, at andre veterangrupper begyndte kampagner for at få del i pengene. Det ville afsløre, at planen var koordineret med regeringen, hvis støtten kun blev givet til atomtest-veteranerne og ikke til andre veteran-organisationer. Som cover-up etableredes Aged ­Veterans Fund, men de 25 millioner pund blev delt op, og BNTVA fik kun adgang til 6 millioner pund (50 mill. kr).
Nuclear Intelligence Agency foreslog den daværende formand for BNTVA at danne et firma, der skulle håndtere udbetalingerne (og træde af som formand i den forbindelse). Han ville derved tjene 400.000 pund på 4 år. Han tog straks imod tilbuddet, og Nuclear Intelligence Agency mente dermed at have stoppet de generende BNTVA-kampagner.
Medlemmerne fik at vide, at de ville kunne søge støtte til transport til begivenheder mv., og at minde­sten rundt om i landet ville blive set efter. DNA-projektet ville koste 2 millioner pund, og ville vise at atomtestene havde medført skader på DNA, lokkede man. Nuclear Intelligence Agency styrede dette DNA-projekt, men det vidste medlemmerne ikke.
I sep. 2017 etableredes en ny organisation, NCCF, således at BNTVA ikke mere skulle styre fondene. BNTVA mistede medlemmer og veteranernes familier havde opgivet at rejse erstatningskrav. De resterende veteraner ville kunne søge støtte hos NCCF og behøvede ikke BNTVA mere. Nuclear Intelligence Agency forventede, at BNTVA ville nedlægge sig selv. Det nye firma, NCCF, gav også service til BNTVA, hvorved Nuclear Intelligence Agency kunne følge med i emails og dokumenter, der blev sendt til BNTVA bionyt.dk/ref/12344.asp location 1948.
Tingene fungerede en tid, men så opstod der det problem, at nogen ikke var tilfreds med, at den tidligere formand tjente så mange penge fra fonden. Desuden bevilgede NCCF en alt-betalt-rejse til Frankrig. Nuclear Intelligence Agency syntes at have skabt et monster, som nu brugte pengene til personlig gevinst. Den kontaktperson, som Nuclear Intelligence Agency havde betalt, var blevet formand for OBSIVEN UK. Organisationen OBSIVEN arbejder på globalt plan med at koordinere velgørenhedsorganisationer for atomtest-ofre mv. Denne person brugte nu NCCF-penge til at promovere OBSIVEN via et nyt tidsskrift, og NCCF var stoppet med at give støtte til mindre ansøgninger og var også på anden måde blevet upopulær.
Tidligere medlemmer af BNTVA begyndte at stille spørgsmål. Den nye formand for BNTVA sad også i bestyrelsen for NCCF og i styregruppen for DNA-projektet ved Brunel universitet. Nuclear Intelligence Agency kunne ikke tillade, at han blev bekendt med detaljer i projekterne her og fik ved hjælp af fiktive anklager i feb. 2018 fjernet ham fra bestyrelsen af NCCF og fra styregruppen for DNA-projektet. Han forblev dog formand for BNTVA, men i juli 2018 lykkedes det også at vælte ham fra denne post. Nuclear Intelligence Agency havde nu fuld kontrol med NCCF og DNA-projektet.

UK: Aged Veterans Fund (2016)
I 2016 var der forlydende om, at de britiske atomtest-veteraner ville bruge 1 million pund (ca. 8½ mill. kr.) fra Aged Veteran’s Fund til betaling af deres egen genetiske undersøgelse, men det viste sig, at det var svært at finde tilstrækkeligt mange personer, som kunne indgå i undersøgelsen.

UK: Forslag om medalje (2018) Ved det årlige møde i BNTVA i 2018 i Weston Super Mare blev det besluttet at starte en kampagne for en medalje som anerkendelse for deltagelse i atomtestene. BNTVA var altså slet ikke lukket ned, men blev tværtimod videreført ivrigt af de næste generationer (og disse er fortsat fast besluttet på at presse på for at få de hemmelige dokumenter offentliggjort, hvis eksistens nu er blevet afsløret i form af ingeniør James Gordon Joseph­sons bog).
I 2011 brugte Daily Mirror et lækket dokument til at støtte enken Shirley Denson i sin kamp for at opnå krigspension. Dette dokument var det eneste, som var blevet lækket til offentligheden. Nu benyttede Daily Mirror igen dette dokument i kampagnen for at opnå ­anerkendelse til atomtest-veteranerne i form af en særlig medalje, og avisen havde tilmed oprettet en online-underskriftindsamling, som indsamlede over 10.000 underskrifter. Pludselig fik atomtest-veteranerne taletid i Sky News, aviser, radio og lokal-TV. Komikeren Al Murray støttede kampagnen, hvilket fik stor betydning. Der kom støtte fra USA (National Association of Atomic Veterans) og fra New Zealand (New Zealand Nuclear Veterans Association). Der kom tilmed støtte fra politikere som Tom Watson (næstformand i Labour-partiet). Susie Boniface, en uafhængig journalist, førte kampagne og kontaktede jævnligt forsvarsministeriet (MoD) om sagen.
Denne journalist Susie Boniface (med pseudonymet Fleet Street Fox) på Daily Mirror modtog mange breve fra atomtest-veteraner, eksempelvis “Jeg fik 5 sønner efter øen Christmas, alle med handicaps”, “Min far var med ved Grapple, og jeg har også ekstra tænder”.
Daily Mirror skrev d. 1. juni 2018: “Studier har vist, at hver tredie atomtest-veteran har knoglekræft eller leukæmi. Forekomsten af aborter hos ægtefællen er tre gange højere end forventet. Medfødte defekter er 10 gange hyppigere end forventet. Forekomsten af dødsfald hos spædbørn er forhøjet. 83% af atomtest-veteranerne har op til 10 forskellige sundhedsproblemer ifølge en rapport fra 2011.“ bionyt.dk/ref/12340.asp.
Spørgsmålet om en særlig medalje blev taget op i spørgsmål til ministeren i parlamentet. Stadig flere parlamentsmedlemmer støttede op om forslaget om en medalje.
Nuclear Intelligence Agency frygtede offentlighedens bevågenhed, så flere dokumenter ville blive lækket, og på et krisemøde blev det besluttet, at forsvarsministeren Gavin Williamson skulle møde repræsentanter for atomtest-veteranerne, såsom Shirley Denson, John Hayes og formanden for BNTVA. Resultatet af mødet skulle være, at der skulle udføres et nyt NRPB-studie, som medtog veteranernes familiemedlemmer, og at en komité skulle nedsættes for at vurdere nye beviser og genoverveje en tidligere afvisning af en medalje, i 2012. Og i fald at Komiteen for medaljer og æresbevisninger (The Committee on the Grants of Honours, Decorations and Medals, “The HD Committee”) godkendte en medalje, skulle dronningen give sin underskrift og medaljerne uddeles.
Dette møde mellem forsvarsministeren og repræsentanter for atomtest-veteranerne afholdtes i parlamentet Whitehall i juli 2018. Alle var glade for forløbet, og resultatet var som ovenfor nævnt, og som forud planlagt. En komite er nu under udformning, men Nuclear Intelligence Agency har faktisk allerede besluttet, hvad slutresultatet skal være, skriver ingeniør James Gordon Josephson, nemlig at der etableres en ­sådan ny medalje, og at forsvarsministeriet vil udtale, at dette viser, at Ministry of Defence (MoD), kærer sig om deres personnel og anerkender de ofre, de har bragt. Medaljen vil blive givet til alle, som har været vidne til de britiske atomprøvesprængninger. Denne anerkendelse kommer 60 år for sent, skriver ingeniør James Gordon Josephson, og der har været for mange løgne undervejs – og dokumenterne vil forblive hemmelige.
Der er i sommeren 2018 stadig 1345 overlevende atomtest-veteranere. Overvågningsprogrammet vil slutte i 2050, hvor der ikke vil være flere overlevende. Men selv til den tid vil dokumenterne næppe blive offentliggjort. Man troede, at monitoreringen ville omfatte 22.000 personer, men nu foretages monitoreringen af over 150.000 familiemedlemmer. Den britiske regering ønsker ikke, at disse mennesker skal hæve deres samlede røst.

UK: Statens udgifter
Det hemmelige monitoreringsprojekt med tilhørende lønninger samt omkostningerne ved de førte retssager har allerede skønsmæssigt kostet 400 millioner pund (3,3 milliarder kr.).
I 1980’erne havde man på et NMC-møde konkluderet, at udbetaling af kompensation ville koste 20 millioner pund (170 millioner kr.), dvs. ikke milliarder bionyt.dk/ref/12344.asp location 1900.
Man kunne altså have sparet kæmpebeløb ved at udbetale kompensation og samtidig undgå den krampagtige hemmeligholdelse af databasen.

Måling af stråling
Forskere bruger forskellige udtryk ved måling af stråling, afhængig af, hvad der spørges om: Hvor stor er strålingen fra en radioaktiv kilde? Hvor stor er den stråledosis, som en person absorberer? Hvor stor er risikoen for, at en person kommer til at få sygdomme efter eksponering for strålingen? Man bruger forskellige enheder for hver af disse spørgsmåltyper:

AKTIVITET: Den enhed, som kaldes Curie (forkortet Ci), er en enhed af radioaktivitet. Curie-enheden, der indførtes i 1953, er stort set (siden 1974) blevet erstattet af enheden Becquerel (Bq), som en enhed for radioaktivitet. En Becquerel er defineret som antallet af atomer, som henfalder per sekund i en prøve (hvorimod 1 Curie var 3,7 gange 10 i 10'ende henfald pr. sekund, altså 3,7 x 1010 henfald pr. sek.).

ABSORPTIONSDOSIS: Mængden af strålingsenergi, der deponeres pr. vægtenhed i humant væv, kaldes den absorberede dosis, og måles med enheden rad eller SI-enheden Gray (forkortet Gy og opkaldt efter en fysiker, som i 1940 studerede neutroners skade på menneskevæv). Enheden rad indførtes i 1953 og kan siges at stå for stråle-absorberet-dosis (idet 1 rad = 100 erg/g). Siden 1985 er rad – undtagen i USA – stort set blevet erstattet af Gray (Gy), som blev foreslået i 1974. En Gy er 1 Joule/kg. Enheden 'Gray', der altså defineres som absorptionen af én Joule energi i form af ioniserende stråling pr. kilogram strålings­påvirket stof. 1 Gy er lig med 100 rad (og 1 rad = 0,01 Gy). Radioaktivitet kan måles i stråling pr. time. F.eks. er 1000 rad pr. time dødeligt, medens 10 rad pr. time blot kræver, at man holder sig indendørs. Anbefalinger for forskellige strålingsdoser kan læses her: http://www.fas.org/irp/agency/dhs/fema/ncr.pdf.

EKSPONERING: I 1928 indførtes enheden Röntgen (R) som enhed for eksponering for stråling (altså ikke den absorberede dosis). Røntgen-enheden er imidlertid dårligt defineret i forhold til den absorberede dosis, f.eks. vil 1 Røntgen i tør luft afsætte 0,877 rad, men vil i blødt væv afsætte 0,96 rad, og i knogler afsætte mellem 1 rad og over 4 rad (afhængig af strålingens energi).

DOSISÆKVIVALENT: En persons biologiske ­risici (dvs. risikoen for, at en person vil komme til at lide af sundhedsmæssige effekter ved udsættelse for stråling) måles i rem eller SI-enheden Sv (Sievert). 1 rem er lig med 0,01 Sievert (1 Sievert = 100 rem)). Det er det samme som at sige, at 1 rem er lig 10 milliSievert. Betegnelsen rem er en forkortelse for Röntgen Equivalent Man og er defineret som produktet af den absorberede dosis målt i Røntgen og strålingens biologiske effektivitet. Det vil sige: rem = rad ganget med en kvalitetsfaktor. Denne kvalitetsfaktor er 1 for det meste af gammastråling og betastråling, men for alfastråling og neutronstråling er kvalitetsfaktoren større, hvilket indikerer, at der opstår større skade fra den samme absorberede energi, når det skyldes alfa-partikler [heliumkerner] eller neutronpartikler.
Rem og Sievert er dermed en måleenhed for ioniserende strålingsdosis, hvorimod rad kun er et mål for den absorberede dosis uden hensyn til den biologiske virkning. Omregning fra rad til rem afhænger af den relative biologiske effektivitet (RBE). Tidligere brugtes som nævnt også enheden Røntgen, men 1 Røntgen afsætter kun 0,96 rem i blødt biologisk væv. Ældre betegnelser for rem var på grund af andre definitioner op til 17% mindre end den moderne rem-enhed bionyt.dk/ref/11696.asp. (Rem måles i 100 erg/g og Sievert måles i Joule/kg; hvilket også er måleenhed for rad og Gray).

Strålingssyge
Effekten af forskellige niveauer af stråling kan altså ­­angives i strålingsdosis med enheden rem:
5-20 rem er ensbetydende med en mulig kromo­som­skade.
20-100 rem giver midlertidig reduktion i antallet af hvide blodlegemer, mild kvalme og opkastning, tab af appetit, træthed, som kan vare op til fire uger, større modtagelighed for infektion, og på langt sigt en større risiko for leukæmi og lymfom.
100-200 rem medfører mild strålingssygdom inden for et par timer, opkastning, diarré, træthed, nedsat modstandskraft over for infektioner, hårtab, midlertidig mandlig sterilitet. Det radioaktive jod-131 kan, hvis det forekommer over et vist niveau, destruere hele eller en del af skjoldbruskkirtlen, hvilket fører til ­thyreoidea-abnormaliteter eller kræft.
200-300 rem medfører alvorlige virkninger af strålingssyge, svarende til en strålingsdosis i form af 100-200 rem, men i tillæg kan de af kroppens celler, der deler sig hurtigt, også blive ødelagt – nemlig celletyper såsom blodlegemer, kønsceller, hårceller og celler i mave-tarmkanalen. Desuden kan DNA i overlevende celler også beskadiges.
300-400 rem medfører alvorlig strålingssyge, ødelæggelse af knoglemarv og tarm samt blødninger i munden.
400-1000 rem medfører akut sygdom, eventuelt hjertesvigt, næsten fuldstændig ødelæggelse af knoglemarven og for kvinder sandsynlighed for permanent kvindelig sterilitet.
1000-5000 rem medfører akut sygdom, ødelæggelse af nerveceller og små blodkar, og dødsfald kan ske i løbet af nogle dage.
En dosis på 700 Røntgen er dødelig for mennesker, også selvom denne dosis sker over en vis tid. Når først virkningerne af stråleskade føles, er behandling ikke mere mulig.

Kan lav-dosis stråling være fordelagtigt?
Den såkaldte hormesis-diskussion om der kan være positive virkninger ved lav-dosis stråling rejser spørgsmål såsom: Kan det tænkes, at lav radioaktiv stråling kan nedsætte den generelle kræftrisiko?
Radioaktivt stålaffald fra en atomreaktor blev ­engang genanvendt til konstruktion af boligblokke i Taiwan fra 1982 til 1984. Over 20.000 ton stål blev forurenet med cobalt-60, og brugt som byggemateriale. Man mener, at 10.000 mennesker er blevet udsat for langvarig lavniveau-bestråling, som var op til 1000 gange baggrundsstrålingen [i gennemsnit 47,7 milliSievert]. Der gik ti år, før det blev opdaget, da en arbejder i 1992 tog en ­Geigertæller med hjem i sin lejlighed og opdagede, at lejligheden var radioaktiv.
Trods kendskab til problemet, fortsatte ejerne af nogle af bygningerne med at leje lejlighederne ud (fordi det var gjort ulovligt at sælge bygningerne). En foreløbig undersøgelse, publi­ceret i 2004, angav, at strålingen havde haft en gavnlig virkning på sundheden hos lejerne – baseret på dødeligheden fra kræft bionyt.dk/ref/11328.asp. Imidlertid var dette studie dårligt, da man havde sammenlignet en bestrålet ung gruppe (gennemsnitsalder 17 år) med en ikke-bestrålet ældre gruppe (gennemsnitsalder 34), og ældre får som bekendt hyppigere kræft – uanset om de har været eksponeret for bestråling eller ej. I en senere, bedre undersøgelse fandt man over tid en mindre kræfthyppighed hos den bestrålede gruppe, men en anden undersøgelse nåede frem til, at selvom den samlede risiko for kræft var kraftigt reduceret [95 kræfttilfælde mod 160 forventede kræfttilfælde], var forekomsten af leukæmi hos mænd og skjoldbruskkirtelkræft hos kvinder mere almindelige hos de bestrålede bionyt.dk/ref/11329.asp. Et senere studie viste DNA-anormaliteter hos de bestrålede [flere mikrokerner, manglende centromér, unormale centromérer, kromosom-­translokationer, kromosom-ringdannelser, ændringer i bloddannelse, defekter i blod- og immunceller, dårligere fysisk udvikling hos børn, defekter i øjets linse mv.].
Kalium er et stof, der er livsnødvendigt for liv. Men 0,012% af naturligt kalium er den radioaktive isotop kalium-40.
Ved forsøg på Oak Ridge lavede man i 1950'erne nogle forsøg, hvor man sorterede kalium-40 fra det almindlige, ikke-radioaktive kalium. Dyrestudier tydede på, at uden det radioaktive kalium-40 klarede dyrene sig dårligere.
En række forsøg, hvor man skærmede for baggrundsstrålingen, viste noget lignende. Organismer, der blev dyrket på glas, fremviste forskellig vækst, og man fandt, at glas med mindre thorium-indhold – og dermed lavere radioaktivitet – gav dårligere vækst.
Lav-dosis stråling har i forsøg medført længere levetid hos mus, rotter og hamstere.
Hugh Henry fra Oak Ridge skrev i maj 1961 en ­artikel i det amerikanske lægetidsskrift JAMA, at det er velkendt, at lav eksponering for stoffer, der er giftige i høj dosis, ofte er gavnlige i lav dosis – og at data tyder på, at dette også gælder for radioaktivitet.
Prof. emeritus T.D.Luckey fra University of Missouri School of Medicine samlede over 2000 videnskabelige artikler, som tydede på en hormesis-effekt.
På baggrund af dataindsamlinger af Bernard Cohen fra Univ. of Pittsburgh i 1980'erne er det blevet ­påstået, at radon-stråling i normal baggrundsniveau stimulerer funktioner, som beskytter mod lungekræft.
I 1932 døde rigmanden Eben Byers fra Philadelphia som 51-årig efter massiv overdosis af indtaget radium igennem tre år. Da han var en kendt golfspiller, medførte det stor frygt i den amerikanske befolkning for stråling, ikke mindst fordi man fjernede hans kæbe på grund af knogle-nekrose. Eben Byers indtog dagligt en patentmedicin, som var radium opløst i vand. Han indtog en mængde, som svarer til 2 millioner gange den nutidige EPA-grænse for radium i drikkevand på 5 picoCurie pr. liter. Baggrunden var, at han var faldet og havde slået sin arm. Da han fortsat havde smerter i ­armen foreslog hans læge, at han spiste Radithor, en patentmedicin fremstillet af William J. A. Bailey. [William Bailey var aldrig blevet færdig med en uddannelse på Harvard universitet, men påstod at han var læge og blev rig på at sælge Radithor – som blev fremstillet fra 1918 til 1928 på Bailey Radium Laboratories i New Jersey. Radithor bestod som sagt af en høj koncentration af ­radium opløst i vand, og han påstod, at det kunne helbrede en lang række sygdomme. Læger fik 17% rabat, hver gang de ordinerede Radithor til deres patienter.
Eben Byers drak enorme mængder af Radithor, næsten 1400 flasker. I 1930 havde han optaget store mængder radium i sine knogler – og mistede altså det meste af sin kæbe. Hans hjerne tog skade og der dannedes huller i hans kranie. Hans død d. 31. marts 1932 blev angivet at skyldes radiation poisoning, men det var ikke et akut tilfælde af strålingssyndrom, men derimod kræft. Hans kiste er foret med bly. Wall Street Journal skrev: "The Radium Water Worked Fine until His Jaw Came Off". Hans dødsfald øgede bevidstheden om ­risikoen ved at indtage radioaktive stoffer, og førte til love, som øgede indflydelsen af Food and Drug Administration (FDA), den amerikanske sundhedsstyrelse. [William Bailey lavede et nyt firma, Radium Institute i New York, og fortsatte med at producere ­radioaktive ting, bl.a. en radioaktiv papirvægt].
De kvinder, der malede selvlysende urvisere, fik knoglekræft, men først hvis de var blevet udsat for doser over 125.000 gange EPA-grænsen for radium i drikkevand på 5 picoCurie pr. liter.
I 1987 færdiggjorde man et studie, hvor 39.004 ­nuclear workers sammenlignedes med en gruppe på 33.352 non-nuclear workers. Dette 10-års studie kaldes Nuclear Shipyard Workers Study. De arbejdere, som var udsat for stråling, var blevet eksponeret for en ydre dosis af cobalt-60. Disse personer havde mindre forekomst af kræft end gruppen af non-nuclear workers.
De nævnte eksempler er hentet fra en artikel fra 2000 af Jim Muckerheide fra State Nuclear Engineer, Massachusetts. Han har etableret et organisation, Radia­tion, Science & Health, som skal arbejde for en radiation policy based on science.
Forskning, som tyder på en hormesis-effekt for lav stråling bliver enten ikke publiceret eller bliver ignoreret, skriver han bionyt.dk/ref/11754.asp.
I Indien findes et område, Kerala, hvor monazit-sandet indeholder radioaktiv thorium, som udsender gammastråling med 8 mikroSievert pr. time (70.000 mikroSievert pr. år, 70 milliSievert pr. år). Det er 80 gange højere dosisækvivalent end i London, men man har hverken kunnet påvise negative eller positive virkninger på kræfthyppigheden [idet man så bort fra leukæmi]bionyt.dk/ref/11754.asp.
Hypotesen om hormesis-effekt af lav stråling (inden for området af baggrundstråling-niveau eller lige over dette niveau) går ud på, at lav-dosis-strålingen måske er gavnlig ved at stimulere aktiveringen af reparationsmekanismer, som beskytter mod sygdomme, og som ellers ikke i samme grad ville blive aktiveret i fravær af denne ioniserende lav-dosis-stråling. Ifølge hypotesen er denne ekstra reparationsmekanisme tilstrækkelig effektiv, når den stimuleres, til ikke kun at fjerne de skadelige virkninger af den ioniserende stråling selv, men også hæmme sygdom, som ikke skyldes eksponeringen for stråling.
Virkninger af lav-dosis-stråling er imidlertid meget vanskeligt at observere. Desuden er lav-dosis-hormesis-hypotesen kontroversiel, fordi det virker umiddelbart forkert. Emnet er vanskeligt at studere, fordi risikoen for at få kræft allerede varierer 40% på grund af forskellige personers forskellige individuelle livsstil og forskellige påvirkninger fra omgivelser og miljøet. [Desuden er kræft hyppig i sig selv, idet ca. 42% får kræft i løbet af deres levetid].
En akut effektiv dosis på 100 milliSievert kan ­måske øge kræftrisikoen ca. 0,8%, men børn er mere følsomme, og doser på blot 1 milliSievert pr. år kan ifølge nogle studier måske give negative virkninger på hjernen.
Børn, der blev født i områder af Sverige, der modtog højere Tjernobyl-radioaktivitet, klarede sig dårligere i bl.a. matematik i skolen. Sådanne forhold træder tydeligere frem i familier, som ikke har så mange ressourcer til at kompensere.
Den model, der (i modsætning til hormesis-hypotesen) påstår, at der er en liniær sammenhæng mellem strålingsdosis og skadevirkning, kaldes LNT-modellen (dvs. Liniar No-Threshold modellen). Det er den ­model, der bruges af myndighederne og lovgiverne, når man skal lave regler og grænser for strålings­påvirkning af mennesker. LNT-modellen forenkler administrationen af grænseværdierne.
Med lave doser menes ofte under 100 milliSievert, og med meget lave doser menes ofte 10 milliSievert. Betegnelsen lave dosisrater er typisk under 0,1 milli­Sievert pr. minut. Det er næsten umuligt at måle ændringer (positive eller negative) i kræftforekomster ved så lave doser, fordi der vil være så mange fejlmuligheder i studierne. Selv et stort studie med mange tusinder personer vil ikke kunne vise en forskel i forhold til et mindre studie, hvis der i det store studie er dårlig kontrol med f.eks. folks rygevaner sammenlignet med en bedre kontrol i det lille studie.
I 2005 forkastede det franske videnskabernes akademi at bruge LNT-modellen for kræftrisikoen ved lave doser, under 20 milliSievert. De antager, at der findes flere forskellige dosis/effekt-sammenhænge, og at sammenhængene kan afhænge af mange ting (såsom vævstypen, strålingsdosen, strålingsraten pr. minut, individuel sensitivitet, alder osv.).
Omkring 40% af laboratoriestudier på cellekulturer og dyr tyder på eksistensen af en vis form for kemisk eller radiobiologisk hormesis. Menneskets krop er ikke en passiv ophober af strålingsskader, men foretager ­aktiv reparation af sådanne skader:
1) Strålingsskadede celler, som ikke lod sig reparere korrekt, udviser i studier celledød under meiosis (celle-reduktions­deling ved kønscelledannelse).
2) Celler, der er skadet af stråling, og som ellers ville kunne udvikle sig til kræftceller, begår selvmord ­(apoptosis), hvilket allerede igangsættes ved få milli­Sievert.
3) Reaktive oxygen-stoffer, som er frembragt af den ioniserende stråling, har celler en række mekanismer for at hæmme.
4) Celler har et signalsystem, som alarmerer nabocellerne til de celler, der er blevet skadet.
5) Ved ca. 10 milliSievert aktiveres mekanismer, som igangsætter enzymatisk DNA-reparation.
6) Talrige gener aktiveres ved strålingsdoser, der ligger under de doser, hvor mutationer kan påvises.
7) Gammastråling øger koncentrationen af gluta­thion, som er en antioxidant. [Sådanne cellestudier kan vise biologiske virkninger, men dermed kan man dog ikke forudsige virkningen på hele organismen].
8) Såkaldt strålingsinducerede foci (RIF, radiation-­induced foci) opstår hurtigere ved lave strålingsdoser, og fortsætter med at dannes efter ophørt stråling.
9) DNA-reparationsmekanismer arbejder bedre ved lave strålingsdoser end ved større doser.
10) I mus beskyttede 200 milliGray røntgenstråling mod yderligere røntgenstråling eller ozongas-skader.
11) I gnavere beskyttede 1 milliGray gammastråling mod udvikling af kræft fra et carcinogent kemisk stof.
12) Et australsk studie viste, at DNA-reparation skete med færre fejl ved øget sollys (samtidig med at der ved øget sollys opstod flere DNA-skader).
13) Strålings-igangsat kræftcelledannelse har måske en grænseværdi (threshold), der har sammenhæng med skadens tæthed (density). [Disse studier benyttede ­gitre, som blokerer mere eller mindre tæt for strålingen].
14) Personer med hæmmet immunsystem fik hyppigere tumorer. Dette viser, at immunsystemet er ­effektivt til at ødelægge celler, som ville kunne udvikle sig i kræft-retning.
15) Man har studeret reparationsgener, såsom Mre11h-genet, som er skadet hos personer med sygdommen Louis-Bar syndrom-lignende sygdom ­(ataxia-telangiectasia like disorder). Det har vist sig, at disse personer er særlig følsomme for at få kræft ved udsættelse for stråling. (Det manglende gen medfører, at disse patienter ikke kan reparere DNA-dobbeltstrengbrud (DSB = double strand break). F.eks. medfører CAT-scanninger dobbeltstreng-brud, som hos normale mennesker vil blive repareret inden for et døgn. [Måske sker denne reparation mere effektivt ved lav stråling, og i så fald ville skaden ikke være direkte ­proportional med dosis; men man ved ikke, om lav-dosis-stråling stimulerer reparation af dobbeltstreng-brud, som skyldes andet end stråling. Man ved altså ikke, om lavdosis-stråling har en hormesis-effekt].
For de fleste mennesker er radongas i hjemmet den største kilde til strålingspåvirkning. Det anbefales ofte, at radongas-koncentrationen skal være under 150 ­Becquerel pr. kubikmeter (4 picoCurie pr. liter). Studier har vist, at tobaksrygning på steder med høj radongaskoncentration i høj grad øger risikoen fra ­radongas – også ved lave radon-eksponeringer på f.eks. 100 – 200 ­Becquerel pr. kubikmeter. Rygestop ville altså nedsætte kræftrisikoen fra radongas (såvel som kræftrisikoen fra ­tobakken selv).
Studier har vist, at blot passagen af én enkelt alfapartikel [heliumkerne] gennem en celles cellekerne (f.eks. en alfapartikel fra radongas) har kraftig mutagen virkning – og at alfapartikler synes at have en ­højere mutagen virkning ved lave doser (selv om dette betyder, at færre celler bliver ramt af alfastrålingen) – end man skulle forvente ud fra en liniær LNT-model. Dette fænomen, der blev opdaget i 1992, kaldes en bystander effect [dvs. at ikke-bestrålede naboceller til de bestrålede celler får strålingsskader som resultat af de signaler, som de modtager fra deres bestrålede celler i nærheden]. Bystander-effekten er påvist i humant væv og i en rundorm. Man har dog ikke kunnet vise, om denne bystander-effekt medfører øget kræftdannelse hos mennesker.
Bystander-effekten kan også overføre signaler, der fører til celle-selvmord. Dette bruges i suicide gene therapy; et selvmordsgen vil få cellen til at dræbe sig selv ved apoptose-selvmord. [Man kan med f.eks. ­virus eller DNA-injektion indsætte et gen, som danner et enzym, der er uskadeligt for raske celler, men som i kræftceller omdanner et prodrug til en cellegift; og derved kan kræftcellerne blive mere følsomme for strålings­terapi. For eksempel har metoden vist god virkning ved prostatakræft og blærekræft].
[En anden strålingsvirkning, hvor virkningen ses i et organ eller på et sted, der ligger langt fra det bestrålede område, kaldes abscopal effect, og skyldes muligvis ­mekanismer hos T-celler og dendritiske celler].
Man overvejer at bygge et næsten strålingsfrit laboratorium for forsøg, hvor man kan sammenligne med celler og dyr, der udsættes for normal baggrundsstråling. F.eks. vil man skulle fjerne ­kalium-40 fra den kost, som dyrene fodres med. Der er allerede lavet forsøg i den retning: I 2011 startede amerikanske forskere på et studie af celler, der dyrkes i stålkamre 650 meter under jordoverfladen i Waste Isolation Pilot Plant i Carlsbad, New Mexico bionyt.dk/ref/11755.asp.

Mutationer
Ifølge nogle skøn kan genetiske mutationer vare ved i 20 generationer bionyt.dk/ref/11310.asp.
En undersøgelse foretaget af Sue Rabbitt Roff, en samfundsforsker ved University of Dundee, i 1999, fandt, at ud af 2.261 børn født af atomtest-veteraner, blev 39 procent født med alvorlige medicinske tilstande. I Storbritannien burde tallet kun være omkring 2,5 procent bionyt.dk/ref/11310.asp.
Andre børn af atomtest-veteraner har kroniske muskel- og skeletlidelser; deformiteter af hænder, fødder, blære og kønsorganer; hjerte-misdannelser; rygmarvsbrok, og et væld af andre sygdomme. Mange har besluttet ikke at få børn af frygt for genetiske abnormiteter.
Mange atomtestveteraner siger, at de i dagene umiddelbart efter eksplosionerne gik til militære læger, fordi de fik udslæt, mave-tarm-lidelser, hårtab, brændende øjne – dvs. alle de klassiske, kendte tegn på udsættelse for radioaktiv stråling – og som også var kendt dengang.
Tidligere fly el-installatør Ken Sutton var vidne til en test d. 28. april 1958. Det var som om nogen sætte en blæselampe på tværs af min ryg, husker han. Ken Sutton overværede, at Royal Air Force fløj gennem paddehatteskyen 10 sekunder efter eksplosionen. Flyet blev senere sat i karantæne.
Nogle rapporter om disse atomprøvesprængninger er frigivet – fra dagbøger til øjenvidneberetninger.

Langtids­virkninger i form af ­kromosom-translokationer
En newzealandsk undersøgelse viste øget forekomst af genetiske mutationer og alvorlige psykiske traumer. Denne undersøgelse fra 2005-2006 (publiceret i 2007) blev foretaget af Al Rowland fra Massey University i Palmerston North, New Zealand. (Al Rowland var blevet professor, inden han nogle år senere gik på pension, og i 2014 interviewede jeg ham i Palmerston North). Undersøgelsen involverede 50 newzealandske veteraner, der havde deltaget i Operation Grapple. De havde en fire gange højere forekomst af depression end en alder-matchende kontrolgruppe af tidligere militær- og politifolk, og havde måttet udholde års usikkerhed på grund af vanskeligheden ved at bevise, at deres sygdomme var forårsaget af eksponering for stråling, hvilket i mange tilfælde havde ført til kronisk stress.
De genetiske undersøgelser viste tre gange flere kromosom-omflytninger (translokationer) end normalt. Næsten en fjerdedel havde lidt af kræft, sammenlignet med kun én i kontrolgruppen, mens 40 procent havde kroniske hudsygdomme – tre gange højere end i kontrolgruppen. De havde dobbelt så mange luftvejssygdomme, mave/tarm-sår, tarmsygdomme og infektioner.

Translokationsstudier bedre end epidemiologiske studier
Tidligere undersøgelser havde påvist moderate stigninger i forekomsten af blodkræftformer i de newzealandske veteraner, bl.a. leukæmi bionyt.dk/ref/11313.asp. Men de gammeldags epidemiologiske undersøgelser ville have svært ved at sortere resultaterne af genetiske skader i det store hav af alle andre data. Men ved hjælp af ny teknik blev det muligt at se på de faktiske ­individuelle mænd og deres kroppe og dermed fastslå, om den enkelte person havde et særligt problem i sine kromosomer.
I den oprindelige gruppe fra New Zealand var der 551 personer. Dette er en 'lille' gruppe til epidemiologiske undersøgelser, og eventuelle stråling-inducerede kræfttilfælde vil ikke nemt kunne påvises blandt så få personer på baggrund af forekomsten af de mange forskellige kræftformer, der kan opstå spontant.
For at konstatere hyppigheden af stabile unormaliteter (aberrationer) så mange år efter udsættelsen for radioaktiv stråling, blev deltagernes hvide blodlegemer dyrket i 72 timer. Normalt kan det allerede efter en 46-50 timers vækst­periode ses, hvis cellerne har problemer med at dele sig. Men en 72 timers vækst­periode (svarende til 2-3 cellecyklusser) giver bedre mulighed for at lave en række forskellige analyser.
Da undersøgelsen blev foretaget, var over halv­delen af disse 551 atomprøvesprængnings-veteraner døde (i løbet af de 47-49 år fra atomtestene i 1957-58 til studiet i 2005-2006). Blandt de 250 personer, der stadig ­levede, udvalgte man 50 personer til undersøgelsen. En lille blodprøve (ca. 2 teskefulde) fra armen blev ­udtaget af hver person, kodet med en stregkode og dyrket i 72 timer og derefter undersøgt for kromosom­fejl i celle­delingsfasen. En af disse 50 veteraners lymfocytter lod sig ikke dyrke, så studiet kom til at omfatte 49 veteraner og 50 kontroller.
Disse 49 atomprøvesprængnings-veteraner var nu i gennemsnit blevet 65,9 år, og de 50 matchende kontroller var i gennemsnit 66,5 år. Udvælgelsen af veteraner og kontroller blev geografisk stratificeret på tværs af Nordøen i New Zealand. Hvis en veteran f.eks. boede i en meget nordlig del af New Zealand, chartrede man et fly for at flyve derop for at vælge en person til kontrol, der boede i den samme by. Ligeledes gjorde man meget for at sikre, at kontrolgruppen blev ­matchet ­efter alder, rygevaner, livsstil, medicinsk historie, ­eksponering for giftige stoffer mv. Veteranerne havde tidligere været mere tilbøjelige til at ryge end kontrollerne, men rygning viser faktisk ikke nogen forskel med hensyn til lige netop kromosom-translokationer, som dette studie undersøgte bionyt.dk/ref/11698.asp.
Personerne i kontrolgruppen havde også været i ­militæret eller i politiuddannelse, da de var yngre. De blev udelukket som kontrolpersoner, hvis de havde ­været i flåden, da man kunne risikere, at de involverede fregatter ikke var helt rene efter at være vendt tilbage til New Zealand, og man kunne ikke vide, om disse skibe efterfølgende var blevet bemandet med andre ­besætninger, der derfor teoretisk set ligeledes kunne være blevet udsat for radioaktiv forurening. Også personer, som havde været i flyvevåbenet, blev udelukket på grund af mulig udsættelse for kosmisk stråling. Endvidere blev Vietnam-veteraner udelukket, fordi disse mennesker kunne være blevet påvirket ­negativt ved udsættelse for afløvningsmidler, som også kunne tænkes at give kromosomskader. Også folk, der havde været beskæftiget med røntgenarbejde, eller ­udsat for radioaktive emner, eller fået strålebehandling eller ­kemoterapi, eller som havde været udsat for giftige stoffer som f.eks. asbest, benzindampe, mikrobølgestråling, mutationsfremkaldende kemikalier osv. blev udelukket som deltagere i studiet.
Al Rowland brugte en metode, som kaldes kromosom-maleri. Man studerede de hvide blodlegemers kromosomer, faktisk samtlige kromosomer i disse celler. Metoden er en såkaldt spektral karyotyping for at vurdere kromosomafvigelser. Hvert kromosom blev malet i en bestemt farve. Denne levende farvning af de 23 forskellige kromosompar tillod at studere strukturelle ændringer i hele genomet – og i hver enkelt metafase af de delende blodlegemer i cellekulturen.
Ved at de forskellige kromosomer gives forskellige farver afsløres komplekse kromosomale omlejringer, f.eks. hvis et stykke af kromosom nr. 7 er flyttet over på kromosom nr. 14 osv.
Metoden kaldes mFISH, fordi den er en Multi­colour-FISH-test. Det er altså en cytomolekulær teknik, der går ud på at se på cellerne i molekylære detaljer ved hjælp af mange farver (multicolour). Det fulde navn på denne mFISH-teknik er multi­colour fluorescerende in situ-hybridisering. Med denne teknik blev hver eneste af menneskets kromosom-typer farvet forskelligt. (Mennesket har 22 forskellige kromosompar plus et par af to forskellige kønskromosomer X og Y hos manden).
Et bestemt kromosom (f.eks. kromosom nr. 7) kan farves med en bestemt farve, f.eks. med rød fluorescerende farve, og et andet kromosom (f.eks. kromosom nr. 14) kan farves med en anden farve, f.eks. med en blå fluorescerende farve. Da man kan farve med to eller tre forskellige farver på samme tid, har man tilstrækkelig mange farvemuligheder til, at måleapparatets sensorer kan genkende hver eneste af kromosom-typerne, altså f.eks. skelne mellem kromosom nr. 7 og nr. 14.
I Al Rowlands studie blev alle kromosom-typer altså farvet. Men ofte, når mFISH anvendes i undersøgelser, ­farver man kun f.eks. tre udvalgte kromosomer, der så repræsenterer f.eks. 1/5 af kromosomernes samlede masse (hvis man vælger at farve nogle af de største kromosomer). De største kromosomer er i øvrigt:
Kromosom nr. 1 er det største kromosom med ca. 249 millioner nukleotid-basepar, og udgør ca. 8% af DNA'et med ca. 4220 gener.
Kromosom nr. 2 er det næststørste kromosom, og udgør næsten 8% af DNA'et med 1300-1400 gener.
Kromosom nr. 3 er det tredjestørste kromosom, og udgør ca. 6,5 – 7% af DNA'et med 1100-1500 gener.
Kromosom nr. 4 er det fjerdestørste kromosom med ca. 190 millioner nukleotid-basepar, og udgør ca. 6-6,5% af DNA'et med 1000-1100 gener.
Farverne var ikke billige, men newzealænderne havde penge nok til at købe de dyre farvestoffer til alle de forskellige kromosomer i menneskets kromosomsæt.Dette gav meget præcise resultater.
Cellerne blev dyrket i 72 timer med et stof, phyto­haemagglutinin (PHA), som igangsætter celledelingen af de hvide blodlegemer. (Disse hvide blodlegemer ­deler sig normalt ikke eller kun sjældent, så det er nødvendigt med denne PHA-igangsættelse af ­celledelingen). En time før cellerne skulle høstes, blev 0,05% colchicin tilsat i 1 time. Colchicin stopper alle delende celler i metafasen af celledelingscyklussen. Metafasen er den fase i cellecyklussen af delende celler, hvor kromosomerne lettest ses i et mikroskop.
Colchicin er et alkaloid, som er tilstede i den dødeligt giftige Høst-Tidløs, også kaldet Nøgen Jomfru (Colchicum autumnale) og andre arter af Colchicum-slægten samt visse andre planter af liljefamilien. Stoffet findes både i frøene, den kødfulde stængel og knolden af Høst-Tidløs. Colchicin er en cellegift, hvis virkning først indtræder 2 til 6 timer efter indtagelsen, hvorfor behandling af den forgiftede person er vanskelig, idet giften allerede har virket i lang tid i kroppen, når forgiftningssymptomerne viser sig. Colchicin er et ikke-basisk alkaloid, idet nitrogen-atomet i amid-bindingen ikke kan optage en hydron. Da virkningen af colchicin meget ligner arseniks virkning, kaldes colchicin fra Høst-Tidløs også for “vegetabilsk arsenik”. Forgiftningsforløbet hos forgiftede mennesker er temmelig ubehageligt, idet symptomerne starter med brænden i mund og svælg, tørst, synkebesvær, kraftige opkastninger og trang til vandladning. 1-2 dage senere begynder en kolera-lignende tilstand med smertefuld kolik, slimet og blodig diarré og urin, åndenød, dødsangst og hurtig hjerterytme. Døden indtræder først efter 2-3 dage – efter kollaps og respirationslammelse. På steder, hvor planten forekommer naturligt, har den ofte givet anledning til forgiftning af kvæg. Virkningsmekanismen af forgiftningen er, at stoffet colchicin bindes til cellernes tubulin-molekyler, hvorved tubulin-molekylernes samling til microtubuli hæmmes, og dette får de mitotiske tentråde (mitotic spindle) til at forsvinde, hvorved celledelingen blokeres og stopper i metafasen af celledelingscyklussen.
Opvarmning af cellerne i Al Rowlands studie medførte, at DNA-molekylernes to strenge mistede grebet til hinanden, så de to strenge adskiltes. Det farvede DNA blev derefter tilsat, så det kunne hybridisere til de nu ensomme DNA-strenge, hvis det tilsatte, farvede DNA var fra samme kromosomtype. På denne måde kunne man se alle kromosomerne i mikroskopet, og derved finde alle tilstedeværende translokationer – idet translokationer er udvekslede (swopped) områder mellem forskellige kromosomer.
Hvis et stykke af kromosom nr. 2 ved en fejl er hoppet over på kromosom 1, vil det f.eks. kunne ses ved, at kromosom 1 har et stykke med kromosom nr. 2's farve. Nogle af cellerne i veteranernes ­hvide blod­legemer havde kromosomer med flere translokationer, undertiden talrige translokationer, og altså ikke kun én udveksling, men flere.
Tilstedeværelsen af translokationer øger risikoen for kræft. Dette skyldes, at et proto-oncogen (dvs. et normalt gen, som aktiveres, hvis man får et sår eller anden skade og har brug for, at få såret til at hele) kan omplantes til et nyt sted på kromosomerne. Derved vil det pågældende proto-oncogen komme under indflydelse af en fremmed promoter [en promoter er et regulator-område på DNA'et, der styrer (promote) transskriptionen af et således reguleret gen). Derved kan proto-oncogenet blive til et egentligt oncogen, dvs. at det er blevet til et kræft-gen, fordi det ved koblingen til den fremmede promoter så bliver lettere aktiveret.
Hvis også tumor-repressor-genet i cellen er blevet inaktiveret (af mutationer, som skyldes den radioaktive stråling) er kræft mere tilbøjelig til at udvikle sig.
Mange andre fejl end kræft kan være et resultat af stråling. Under interviewene af veteranerne oplyste folk nogle gange, at deres kone havde haft 5-7 aborter. Dette kan tænkes at skyldes fejl i mandens sædceller som følge af den radioaktive stråling.
Al Rowlands mFISH-studie viste, at der faktisk ser ud til at være en sammenhæng mellem kromosomfejl og tidligere udsættelse for radioaktiv stråling i de new zealandske atomtest-veteraner, som deltog i de britiske atomtest ved Operation Grapple ved øen Christmas i 1957/58. Dette til trods for, at det er så længe siden, næsten 50 år.
Al Rowland konkluderede, at de væsentligt højere translokationshyppigheder hos gruppen af veteraner, sammenlignet med kontrollerne, tyder på, at dette kan være en konsekvens af atomtest-veteranernes deltagelse i Operation Grapple i årene 1957-1958. Undersøgelsen blev lavet i 2005-2006, dvs. som nævnt 47-49 år efter.
Eftersom statistisk sammenhæng ikke nødvendigvis er et bevis for en årsagssammenhæng, må man se efter mulige fejltolkninger (såkaldte konfoundere, confounders). Dog skriver Al Rowland og hans medarbejdere, at eftersom der har været tæt matchning for alder og livsstil i undersøgelsens design, anses disse faktorer ikke for at være forstyrrende variable i undersøgelsen.
Der kan i princippet have været en confounding faktor for specifikt at arbejde på flådefartøjer, men f.eks. frisk maling eller lignende ting, som man kunne forestille sig på et sådant skib, ville ikke medføre ­meget betydelig og 50-år-varig stigning i translokations­frekvenserne.
Der blev lavet et skøn over radioaktiv dosis: Det varierede fra 0 til 0,431 Gy hos veteranerne (middelværdi = 0.170 Gy) og fra 0 til 0,22 Gy i kontrollerne (middelværdi = 0,037 Gy). Forskellen mellem middeldoserne var stærkt signifikant.
I blodcellerne fra veteranerne blev der set en høj frekvens af dicentriske kromosomer og acentriske fragmenter. Mange af disse abnormiteter sås i meget komplekse celler. Sådanne celler blev ikke talt og altså ikke medtaget i studiet. Men dette forhold tyder på, at veteranerne kan være blevet forurenet i deres organer med radionuklider med lang halveringstid og med høj LET-energi. [LET, lineær energioverførsel, er et mål for den konservative kraft, der virker på en ­ladet, ioniserende partikel, der rejser igennem et stof, – generelt målt ved hjælp af partikler med en energi over en bestemt grænse. (Da energitabet er en del af definitionen, er LET et positivt tal). LET afhænger af arten af strålingen, samt af materialet, som strålingen skal rejse igennem. En høj LET-værdi ville betyde, at strålingen hurtigere gøres svag, dvs. at afskærmningen er mere effektiv og indtrængningen tilsvarende er mindre dyb. På den anden side kan den højere koncentration af afsat energi i denne situation forårsage mere alvorlig skade på eventuelle mikroskopiske strukturer nær partiklens rejsespor. LET-tallet hjælper med at forklare, hvorfor der undertiden er et misforhold mellem stråle-skaden og den absorberede dosis. I biologiske celler (samt i mikroelektronik) ses undertiden, at selv en mikroskopisk påvirkning kan give relativ stor skade. Ved dosimetri forsøger man at vurdere denne effekt, nemlig ved at bruge vægtningsfaktorer for strålingen.
Det er velkendt, at stabile translokationer kan ske over tid, men det var ikke kendt, at det kunne ske over så lang tid som 50 år. Der blev engang lavet en undersøgelse fra 2002 som opfølgning på en radiologisk ulykke med gammastråling fra 137-Cæsium i Estland i 1994. Dette studie fra Estland konkluderede, at translokationer bliver mere SJÆLDNE med tiden, med en halveringstid på seks år for translokationer; hvorimod to-vejs-translokationer er mere vedholdende – med en halveringstid på 8 år bionyt.dk/ref/11315.asp. Også celler med komplekse translokationer forsvinder ret hurtigt med tiden. Præparater fra 48-timers metafase-dyrkningskulturerne i dette studie fra Estland blev malet ved hjælp af FISH-teknik i fire forskellige laboratorier, og prøverne fra hvert emne blev analyseret af to forskellige laboratorier.
Så enhver translokation, der er dannet i cellerne fra en atomtest-veteran for ca. 50 år siden, ville sandsynligvis være forsvundet. Derfor er de faktiske translokationer, som Al Rowland så hos atomtest-veteranerne i New Zealand, mest sandsynligt resultatet af enten ­andre permanente signaturer i genomet – eller af en ­aktuel bestråling fra stadig forekommende radio­nuklider i kroppen. Al Rowland er mest tilbøjelig til at mene, at der sandsynligvis stadig er lave koncentrationer af langtlevende radioaktive stoffer til stede i kroppen hos atomtest-veteranerne 50 år efter udsættelsen for atomprøvesprængningerne.

Virkninger 50 år efter
eksponeringen (studie fra 2007)
Der er altså en forsinkelse på 50 år mellem eksponeringen og studiet, og kun få studier af en sådan tidsforsinkelse er nogensinde blevet lavet. Andre forskere har dog rapporteret, at tidligere stråling kan efterlade en permanent signatur i genomet adskillige år efter begivenheden. Dette er set hos plutonium-arbejdere, der blev eksponeret i 1949. Hos disse plutonium-­arbejdere så man, at i gennemsnit 50% af deres knoglemarvs ­plutoniumdosis stadig var til stede i deres væv i 1983, og at 25% stadig var deponeret i deres knoglemarv i 1993 og at 8% stadig var til stede i 1998 bionyt.dk/ref/11730.asp.
Andre eksempler er patienter, der (i et misforstået behandlingsforløb i 1935-1957) behandledes med røntgenbestråling mod Bechterews sygdom (ankyloserende spondylitis), der bl.a. er betændelsesagtige forandringer i senebåndenes tilhæftningssteder til knoglerne som følge af en autoimmun reaktion igangsat af tarmbakterier hos mennesker med en bestemt arvelig vævsfaktor bionyt.dk/ref/11733.asp. Røntgenbehandling mod Bechterews sygdom blev indført i 1930, og brugtes ­ivrigt frem til slutningen af 1950'erne. Der var på ­intet tidspunkt enighed om, hvor høj denne røntgendosis burde være. I 1951 fik en 24-årig mand med ondt i ryggen på grund af Bechterews sygdom røntgen­terapi, og igen i 1956. I 1978 opdagede man så, at han ­havde fået sukkersyge, og ved samme lejlighed opdagede man også basalcelle-hudkræft. I 1955 blev der publiceret en artikel om, at patienterne risikerede leukæmi af behandlingen, nemlig 10 gange hyppigere end normalt, hvorefter man efterhånden ophørte med 'røntgenterapi' mod Bechterews sygdom bionyt.dk/ref/11536.asp.
Senvirkninger efter radioaktiv bestråling kendes fra Hiroshima-bombens overlevende bionyt.dk/ref/11731.asp. Ved at benytte obduktionsprøver, som blev sendt hjem til Japan, har et forskningsprojekt ved Nagasaki Universitets Institut for Atombombesygdomme i 2009 fundet indikationer for, at der stadig er radioaktivitet i celler fra atombombeofre, som døde i 1945 (de ­såkaldte "hibakusha"). Det antyder, at ikke alene blev ofrene udsat for atombombens bestråling udefra, men de radioaktive materialer, som de optog – f.eks. støv og vand – bestrålede også deres celler fra kroppens indre bionyt.dk/ref/11431.asp.
De hvide blodlegemer dannes af stamceller. Disse stamceller har måske ikke delt sig ret mange gange, og hvide blodlegemer kan ikke dele sig, efter at de er dannet. Alligevel så man i den newzealandske undersøgelse, at et stort antal celler fremviste overordentlig komplekse kromosomale omflytninger (translokationer). En statistisk test (Kolmogorov-Smirnoff testen) viste, at fordelingerne af translokationer var væsentligt anderledes i gruppen af atomtest-veteraner sammenlignet med kontrolgruppen. Desuden havde atomprøvesprængnings-veteranerne over 10-20 gange flere ustabile celler, dvs. med deletioner, manglende centromer-fusion eller multi-centromerer i kromosomerne. Ifølge en teori kan dette fremkaldes af virus med endonukleaser (dvs. enzymer, der f.eks. spalter DNA inde i DNA-molekylet og ikke kun spalter fra enderne af DNA-molekylet). I ofre efter Hiroshima-bomben så man i enkelte tilfælde sådanne celler samt JC-virus (et polyoma-virus opkaldt efter det oprindelige virus-­isolat fra en patient med initialerne JC). Så måske har radioaktivitet aktiveret virus med evne til DNA-dobbeltbrud bionyt.dk/ref/11741.asp. Sådanne kromosomalt ustabile celler blev kaldt 'roque'-celler af forskerne Awa og Neel (1986) bionyt.dk/ref/11273.asp. Senvirkninger efter radioaktiv bestråling kendes fra Tjernobyl-oprydningsarbejderne bionyt.dk/ref/11732.asp. Lazutka (1996) rapporterede om fund af roque-celler hos Tjernobyl-oprydningsarbejdere med virusinfektion bionyt.dk/ref/11553.asp. Det er kendt, at immunsystemet kan være kompromitteret ved udsættelse for selv lave niveauer af ioniserende stråling bionyt.dk/ref/11526.asp.
Veteranerne viste signifikant højere (p <0,0001) frekvenser af kromosomafvigelser. Genetikerne fandt 275 translokationer (94 komplette translokationer, 136 ufuldstændige translokationer og 45 såkaldte Robertsonian-translokationer. [Robertsonian-translokationer er en sammensmeltning af to små kromosomer, der hver har en meget kort arm (uden gener), således at den meget korte arm på hvert kromosom er gået tabt, og at centromererne er smeltet sammen]. Man fandt også 12 dicentromerer [kromosomer med to centromerer] iblandt 9360-celler. I kontrollerne blev der kun fundet 96 translokationer og 1 dicentrisk lokation iblandt 9548 celler. Der blev også fundet en væsentlig overskridelse af CCR (komplekse kromosomale omlejringer) i celler fra atomtest-veteranerne. Imidlertid blev disse ikke talt. Årsagen hertil er, at komplekse omflytninger vil kunne fortolkes forskelligt, og vil derfor være mere åben for kritik. Så man talte altså kun de ændringer, som var tydelige at se, og altså ikke de komplekse translokationer. Derfor er det meget sandsynligt, at undersøgelsen var konservativ – dvs. forsigtig - ved ikke at tælle alle de kromosom-abnormiteter, der kunn ses i mikroskopet. En tilfældig stikprøve på ti veteraner viste i alt 37 CCR-celler, mens antallet af CCR-celler observeret i hele kontrolgruppen blandt de tusindvis af celler, der var blevet observeret, udgjorde mindre end ti. Veteranerne havde 29 translokationer pr. 1000 celler bionyt.dk/ref/11742.asp. Kontrollerne havde i gennemsnit 10,05 translokationer per 1000 celler bionyt.dk/ref/11743.asp. Forskerne foreslog lignende undersøgelser af deltagere i Operation Grapple fra Storbritannien og Fiji-øerne, men sådanne undersøgelser bliver ikke lavet. Tilsvarende undersøgelser er aldrig gentaget, fordi landene ikke har nogen som helst interesse i at ribbe op i de gamle sager. Dette ville bare give risiko for at blive mødt med krav om kompensationer for at have udsat folk for radioaktiv forurening. Denne forskning blev i stor udstrækning finansieret af en bevilling på ca. 800 mill. kroner fra den newzealandske regering til Den newzealandske atomprøvesprængning-veteran sammenslutning (NZNTVA). Den britiske regering anså denne finansiering som en ikke-venlig gestus fra New Zealands side! Den del af undersøgelsen, der benytter sig af mFISH-metoden, blev offentliggjort i et peer reviewed tidsskrift. Først blev verdens førende videnskabelige tidsskrift, Nature, bedt om at offentliggøre dette nye og vigtige arbejde. Men Nature afviste det. Al Rowland, der er ekspert i genetiske celleanalyser, bad en kollega i Skotland finde ud af, hvorfor Nature havde afvist at publicere studiet. Han modtog det foruroligende, men egentlig ikke overraskende svar fra denne kollega i Skotland, at redaktørerne af Nature havde fået at vide fra politisk side, at de skulle afvise artiklen! Så ifølge denne information er verdens førende videnskabelige tidsskrift Nature altså under politisk pres for ikke at offentliggøre artikler, hvis resultater kan anvendes i erstatningssøgsmål af atomprøvesprængnings-veteraner. Artiklen blev i stedet offentliggjort i 2008 i et andet tidsskrift, Cytogenetic and Genome Research, som er det førende tidsskrift for studier i cytogenetik. Titlen på artiklen er i oversættelse: Forhøjede kromosom-translokation-frekvenser i newzealandske atomprøvesprængnings-veteraner bionyt.dk/ref/11314.asp. Som den ledende forsker er angivet R. E. Rowland (Roland Elliston Rowland), men han er bedre kendt som Al Rowland fra Institut for Molekylær Bioscience, Massey University's afdeling i Palmerston North på nordøen nær Wellington i New Zealand. (Palmerston North er en by på størrelse med Århus). Undersøgelsen blev foretaget i samarbejde med Institut de Cancérologie Gustave-Roussy, Villejuif (Frankrig). Professor Jean Bourhis gav vigtige råd om matchningen af de to grupper, og Dr. Ilse Chudoba udførte hybridiseringerne. Bortset fra problemet med Nature var et andet problem at få selve mFISH-testen udført. Det førende mFISH laboratorium på dette tidspunkt var tilfældigvis et laboratorium i Skotland. Af en eller anden grund ville den britiske, etiske komité imidlertid ikke give sin accept af undersøgelsen. Muligvis kan dette også have været på grund af et politisk pres. I stedet sendte newzealænderne deres tekniker til at arbejde på laboratoriet i Skotland i to måneder for at lære denne nye mFISH teknik. (Denne teknologi var ikke til rådighed i verden før i slutningen af 1990'erne). Så da teknikeren vendte tilbage til New Zealand, blev denne metode derved introduceret for første gang i New Zealand, for at blive brugt i denne undersøgelse. USA's nukleare test (fra juli 1946) I juli 1946 testede USA i fuld offentlighed de første atombomber, som var udviklet efter krigen. Det skete i et fjernt hjørne af det sydlige Stillehav. Stedet blev i de følgende årtier et af to faste nukleare sprængningssteder for USA bionyt.dk/ref/11409.asp. I marts 1946 evakueredes 167 beboere fra Bikini-øerne til Rongerik-atollen 200 km mod øst. Også folk fra Enewetak, Rongelap og Wotho blev flyttet. Den 1. juli 1946 indledtes Operation Crossroads med en plutoniumbombe, kaldet Able, der blev nedkastet fra et B29-bombefly over Bikini-atollen. Den 15. juli 1946 fortsatte man med sprængning af Baker, en plutoniumbombe, der detoneredes under vandet på ­Bikini-atollen. [Informationsrig video om atomtestene: https://www.youtube.com/watch?v=RMo7jUs0GMs] Marshall-øerne (som var en del af Pacific Proving Grounds) omfatter 30 atoller og 4 separate koral-øer, der ligger spredt over et 2 millioner kvadratkilometer stort område i det sydlige Stillehav. Det er 1200 små øer med et samlet areal på kun 181 kvadrat­kilometer, men med 25 forskellige befolkningsgrupper. Trods deres afsides beliggenhed blev de inddraget i stormagtspolitik, idet Japan besatte øerne i 1914, og der udkæmpedes mange slag under Anden Verdenskrig. I 1986 blev Republic of the Marshall Islands selvstændig. De tidlige atomprøvesprængninger på Bikini var med bomber i Hiroshima-størrelse. Som mål brugtes tomme skibe fra Anden Verdenskrig, placeret i Bikini-lagunen, men sprængningerne afslørede begrænsninger hos dette våben. Man havde forsøgt at sænke 88 tomme amerikanske og japanske krigsskibe med en bombe af Nagasaki-typen. Kun 5 af skibene sank bionyt.dk/ref/11345.asp. Konklusionen var, at atombomben ikke duede til at ramme fjendens militær. Kernevåben kan kun bruges til at terrorisere civile og knuse et lands industri og økonomi - og ødelægge fjendens moral, især ved at ødelægge storbyer, som folk er særligt følelsesmæssigt knyttet til. I juli 1947 blev Marshall-øerne og resten af Mikro­nesien et FN-område, der skulle administreres af USA, som ironisk nok forpligtede sig til at beskytte indbyggerne mod tab af deres jord og ressourcer. I december 1947 valgtes Enewetak imidlertid til endnu en serie sprængninger, og indbyggerne flyttedes til Ujelang. I marts 1948 var Bikini-befolkningen på Rongerik på randen af sult og flyttedes til Kwajalein, hvor de opholdt sig i ½ år, mens et nyt hjem blev fundet til dem. I april 1948 begyndte en ny testserie på Enewetak. ­Bikini-samfundet flyttedes videre til det sydlige Kill, der var en ­enkelt ø uden beskyttende lagune eller ankerplads. Ubegrænset materiale til at lave kernevåben Testforsøgene i Marshall-øerne viste, at en blanding af uran og plutonium kunne bruges til kernevåben. ­Dermed var der ikke mere mangel på sprængnings­materialet til kernevåben. USA gennemførte ikke mindre end 1032 atomprøvesprængninger mellem 1945 og 1992 forskellige steder: På Nevada Test Site, på steder i Stillehavet, på Amchitka øen i Alaska-halvøen, og i Colorado, Mississippi og New Mexico bionyt.dk/ref/11316.asp. Første store brintbombe: Mike-testen (1. november 1952) Den 1. november 1952 testede USA sin første brintbombe med kodenavnet Mike. Det var verdens første succesfulde brintbombe-sprængning. Den havde en eksplosionskraft på 10,4 megaton. Til beregning af Mike-bomben anvendtes en af verdens første elektroniske, digitale computere - bygget i Los Alamos for at udføre de nødvendige beregninger til bombens design. Computeren blev kaldt MANIAC (Matematical Analyzer, Numerical Integrator, Computer). Denne bombe, som havde fået navnet Ivy Mike, fik øen Elugelab i Enewetak (Eniwetok)-atollen til at fordampe, og efterlod sig blot et ca. 2 km bredt og 50 meter dybt krater. Enewetak er en stor cirkel af øer, 80 km i omkreds, bestående af 40 koraløer i den nordvestlige ende af Marshall-øerne (i det nuværende Mikrone­sien). Brintbombe med fast brændsel: Bravo-bomben (1. marts 1954) Den 1. marts 1954 sprængte USA sin største brintbombe nogensinde. Den havde kodenavnet Bravo, og indgik i bombeserien Operation Castle, der begyndte i januar 1954 for at teste en række megaton-bomber ved Bikini-atollen. Selvom vinden blæste i retning af beboede øer, blev Bravo-brintbomben bragt til sprængning. Det var faktisk tanken, at testen skulle være hemmelig, men det lod sig ikke gøre, da radioaktivt støv inden for få timer dalede ned som hvidlig aske over øboere på Rongelap- og Ailinginae-atollerne. Et par timer senere udsattes 28 amerikanske meteorologer for radioaktivt nedfald på øen Rongerik, 250 km øst for sprængningen. Endnu senere var der nedfald på Utrik og andre øer mod øst og sydøst for Bikini. Et areal på over 11.000 kvadratkilometer forurenedes, og radioaktivt materiale sporedes i Australien, Indien, Japan, USA og dele af Europa. De eksponerede personer fik kvalme, opkastning og kløende hud og øjne. Den 3. marts 1954 evakueredes folk på Rongelap, 48 timer efter Bravo-testen. Folk på Utrik evakueredes 72 timer efter testen. Begge grupper blev ført til Kwajalein til observation. Hudforbrændinger på de meget udsatte mennesker begyndte at udvikle sig, og senere faldt deres hår af. Bravo-testen er den værste radioaktive forurening, som USA har afstedkommet, men den amerikanske Atomenergikommission udsendte en presseerklæring, hvor de kaldte Bravo-testen for en rutinemæssig ­nuklear test, hvor nogle amerikanere og Marshall-­beboere uventet var blevet udsat for noget radioaktivitet, men at ingen havde forbrændinger og alle havde det godt. Rongelap-atollen lå 170 km borte i vindretningen. Personberetninger hos Rongelap-befolkningen kan ses i dokumentarfilmen Children of Armageddon. Det var verdens første brintbombetest med fast brændsel (lithium-deuterid). [Det meget lignende lithiumhydrid er en uorganisk forbindelse med formlen LiH, der dannes ved behandling af lithiummetallet med hydrogengas]. USA betragtede det som en stor hemmelighed, at de havde fundet på at bruge lithium-deuterid. Når lithium-6 bombarderes med hurtige neutroner (fra atombombe-delen af brintbomben) produceres tritium, 3T (hydrogen med 2 neutroner), og derefter sker der en hurtig termonuklear fusion mellem deuterium og dette tritium. Det frigør helium-4 samt yderligere frie neutroner foruden en mængde energi bionyt.dk/ref/11502.asp. I dag indeholder termo­nukleare våben typisk stadig lithium-deuterid (LiD) med isotopen lithium-6. Anvendelsen af lithium-6 deuterid, dvs. 6Li2H eller 6LiD som fusionsbrændslet i termonukleare våben kaldes Teller-Ulam designet, hvor en fissioneksplosion medfører sammenpresning, opvarmning og bombardement af lithium-deuterid (LiD) med neutroner, hvorved der dannes tritium i en exotherm, dvs. energiafgivende reaktion. Derefter fusionerer deuterium og tritium (der begge er isotoper af hydrogen), hvorved der bliver dannet ­helium-4, en neutron og 17,59 mega elektronvolt energi. Lithium-7 danner også tritium, men det sker ved en endotherm (energiabsorberende) reaktion. Lithium-7 er en mere almindelig isotop end lithium-6 bionyt.dk/ref/11506.asp. Uran- og plutonium-fissionbomber har en øvre grænse på ca. 500.000 ton TNT-ækvivalent som den maksimale eksplosive energi, de kan udsende. Derimod kan en fusionsbombe udsende meget mere eksplosiv energi og der er faktisk ingen øvre grænse for energiudsendelse. Man forsøgte i starten at bruge flydende deuterium, men det gjorde bomben for tung og vanskelig at bringe frem til målstedet. H-bomber med lithium-deuterid havde ikke dette problem. Som nævnt er den vigtigste reaktion i fusionsbomben dannelsen af ​​tritium ved at lithium-6 bombarderes med neutroner, og at tritium og deuterium fusionerer under frembringelse af 17,59 MeV energi. Lithium-7 (93% af naturligt lithium) producerer også tritium (som er hydrogen med to neutroner) og øger udbyttet af en H-bombe bionyt.dk/ref/12334.asp). Man havde skønnet, at Bravo-bomben ville være på 4-8 megaton.Men eksplosionen blev 2-3 gange større end forventet. Sprængkraften var på 15 megaton TNT (15.000.000 ton) (63 PJ), dvs. ca. 1.000 gange styrken af Hiroshima bomben. USA har aldrig siden bragt en større bombe til eksplosion. Af den samlede kraft kom 10 megaton (42 PJ) fra spaltningen af det naturlige uranindhold. Disse spaltningsreaktioner var snavsede, idet de producerede en stor mængde radioaktivt nedfald. En tilsvarende 15-megaton bombe over Washington ville kunne give alle i Washington, Baltimore og Philadelphia en dødelig dosis radioaktivitet, og indbyggerne i New York ville blive udsat for 500 røntgen, dvs. nok til at dræbe hver anden af byens indbyggere. Selv folk i Boston og ved den canadiske grænse ville kunne blive forgiftet af en sådan bombes radioaktivitet. Kombinationen af uventet højt radioaktivt nedfald og et uventet vindskifte medførte forurening af beboede atoller. Det regnede med koralsten, jord og støv, der var suget op i ildkuglen og gjort intensivt radioaktivt ved kernereaktionen. Bravo-bomben forurenede en japansk fiskerbåd, og mange af besætningsmedlemmerne blev syge. (Der var et dødsfald som følge af en tilstødende infektion). Mange af besætningsmedlemmerne lå på sygehus i otte måneder. Mandskabet havde på morgenen for brintbombetesten fisket efter tun med trawl ca. 150 km øst for Bikini-øgruppen - uden for den fastlagte afspærringszone. Båden havde været 130 km fra eksplosionen. Det meste af skibets mandskab på 23 mand befandt sig på dækket og mændene så lysglimtet. De hev hurtigt deres net ind for at flygte fra området. Men inden der var gået tre timer, begyndte et hvidt radioaktivt pulver at falde ned fra himlen, og i løbet af nogle timer var der kommet så meget på dækket, at man kunne sætte fodaftryk i det. Den uheldige ­fiskerbåd, som ironisk nok hed Den heldige drage nummer fem (Daigo Fukuryu Maru), vendte hjem til Yaizu-havnen 145 km syd for Tokyo efter to ugers rejse (en sejlads på 4000 km). Både tun-fangsten og båden selv var radioaktiv. Dette fik minderne om Hiroshima og Nagasaki til at vælde op i den japanske befolkning og medførte mange protester og demonstrationer. Atomprøvesprængningerne resulterede i et internationalt ramaskrig og skabte japanske bekymringer om strålingen, især med hensyn til den mulige forurening af fisk. USA's atomenergikommission AEC vill ikke oplyse detaljer om våbenet, såsom sammensætningen af det radioaktive stof. Den amerikanske regering nægtede også at give de japanske læger informationer om det radioaktive nedfald, idet dette ville kunne afsløre amerikanernes brug af lithium-deuterid som våbenbrændstof. USA tilbød lægehjælp, men dette blev afvist af Japan, som ikke ønskede, at fiskerne skulle blive genstand for endnu et militært, amerikansk forskningsprojekt om en atombombes virkninger på mennesker. I løbet af de følgende måneder fik flere af mændene leversygdomme med gulsot-symptomer. Lasten af tun blev destrueret, men i hele landet bredte der sig alligevel en frygt for radioaktiv forurening. Andre fisk fra det sydlige Stillehav blev opfattet som forurenede og alt for risikable at spise. Dette var første gang, at japanere uden for Nagasaki og Hiroshima oplevede en konkret frygt for at blive udsat for radioaktiv forgiftning. De følgende to måneder foretog USA ikke desto mindre fem andre brintbombetest ved Marshall-øerne. I september døde radiotelegrafisten på Den Heldige Drage, Aikichi Kuboyama. Han døde dog af smitsom leverbetændelse, som man formodede var forårsaget af infektion i de blodtransfusioner, som han fik som en del af behandlingen, men en medvirkende årsag kan have været nedsat immunforsvar på grund af strålingen. De øvrige besætningsmedlemmer blev udskrevet fra hospitaler i Tokyo i 1955. Der var nu opstået en landsdækkede bevægelse i ­Japan. Meningsmålinger viste, at over 75% af den japanske befolkning var modstandere af alle atomvåbentest. Der blev indsamlet 32 millioner (!) underskrifter på en protest mod brintbomber, hvilket var omkring en tredjedel af hele den japanske befolkning på det tidspunkt. Sovjetunionen udnyttede hændelsen til propaganda ved i FN at kræve stop for atomprøvesprængninger og destruktion af alle kernevåben - men formentlig velvidende om, at det ville USA aldrig gå med til, hvilket Sovjetunionen formentlig heller ikke selv ville. Byen Hiroshima arrangerede i 1955 den første verdenskonference mod atom- og brintbomber. Dette faldt sammen med tiåret for bomben. 30.000 mennesker samledes i byens fredspark, og 3000 personer deltog i konferencen. Nogle hibakusha-atombomberamte var fortørnede over, at der skulle gå ti år - og ske en bestråling af en enkelt fiskerbåd 4000 km væk - før deres land rettede sin opmærksomhed mod de forhold, som de atombombe-overlevende mennesker i Hiroshima og Nagasaki levede under. Men nogle få benyttede lejligheden til at fortælle deres personlige ­historie og appellere om afskaffelse af alle atomvåben. I 1956 afholdtes den anden konference, denne gang i Nagasaki. En antiatombombe-aktivist fra Japan var helt chokeret, da det gik op for ham, hvor mange besværligheder ofrene havde måttet kæmpe med i over ti år uden støtte fra regeringen. En amerikansk præst, der deltog, havde ikke troet, at der overhovedet var overlevende bionyt.dk/ref/11418.asp. USA havde gjort sig afhængig af kernevåben som forsvar, men hændelsen viste, at radioaktivt nedfald langt fra bombestedet kunne være mere farligt, end man hidtil havde tænkt på. Efter Bravo-testen ventede chefen for den amerikanske Atomic Energy Commission, Lewis Strauss, næsten et år med at indrømme, at der ved testen var spredt radioaktivitet over et stort areal. Omvendt sagde chefen for det amerikanske civilforsvar, Federal Civil Defense Administration (FCDA), at alle amerikanere straks burde bygge underjordiske beskyttelsesrum. FCDA havde længe i pjecer og film for børn argumenteret for, at man kunne overleve en atomkrig ved at gemme sig under et bord, lukke vinduer og tage godt med tøj på (!). Under indtryk af brintbombens virkninger ændrede man disse ting, og anbefalede nu at gemme sig i 4-5 dage i betonrør, som man forestillede sig skulle anlægges langs hovedlandevejene i USA. Forurening på Rongelab (1954) Foruden den japanske fiskerbåd, forurenede Bravo-bomben også beboere på Bikini-øgruppen, der er en smal halvmåneformet række af småøer på ca. 7 kvadratkilometer rundt om en stor lagune, og udgør en del af hele Marshall-øgruppen. Radioaktivt nedfald blev spredt mod øst til de beboede atoller Rongelap og Rongerik. I løbet af få sekunder hævede en ildkugle sig 12 km over havet, og inden der var gået 10 minutter, havde der dannet sig en paddehattesky med en diameter på 100 km. Beboerne på Bikini-øgruppen var flere år tidligere blevet evakueret i forbindelse med en anden amerikansk atombombetest i 1946. Ved 1954-sprængningen af Bravo havde de amerikanske styrker ryddet en farezone på 155.000 kvadratkilometer omkring atomprøvesprængningsstedet, men radioaktivt nedfald faldt over et område, der strakte sig godt 18.000 kvadratkilometer ud over farezonen. 239 beboere på fire øer, der var beliggende 120-250 km øst for Bikini, blev udsat for radioaktivt nedfald. Indbyggerne på Rongelab havde set lyset fra atombomben, men vidste ikke at askenedfaldet var farligt. De gik barfodede i det radioaktive askenedfald i timevis, og det radioaktive støv faldt på deres hud. Omkring 80 af indbyggerne fik strålingssyge. Andre fik hudlæsioner og pigmentforandringer af beta-strålingen. De måtte evakueres og blev holdt væk fra øen i tre år. 64 personer fra Rongelap og 157 personer fra Utrik blev evakueret efter Bravo-testen. Tidlige strålings­effekter sås hos mange af de 64 indbyggere på Rongelap og hos 18 på en nærliggende ø, Sifo. I løbet af de næste 2-3 årtier efter ulykken udviklede de fleste børn og mange voksne på Rongelap knuder på skjoldbruskkirtlen, hvoraf nogle viste sig at være ondartede. Antropologen Holly Barker beskrev en epidemi af fosterskader, kræft, mental retardering og selvmord i tillæg til skjoldbruskkirtel-lidelser blandt den lokale befolkning. Høje tal for aborter og dødfødsler blev bemærket hos nogle af kvinderne. Folk fra Los Alamos Scientific Laboratory målte to uger efter eksponeringen fra Bravo-bomben niveauet af radioaktivt jod i urinen hos voksne fra Rongelap og den tilgrænsende atol Ailinginae. Urintest af 131-iod i ugerne efter Bravo-testen var en vigtig indikator for rekonstruktionen af den indre forurening i kroppen. Skjoldbruskkirtlen opkoncentrerer iod, og derfor også det radioaktive iod, og langt mere ender i skjoldbruskkirtlen end i andre organer. Bestråling af de bloddannende celler i den røde knoglemarv skyldes især gammastråling fra radionuklider, som sidder uden på kroppen, men dog også fra radioaktiv strontium inde i kroppen. Dette øger risikoen for leukæmi. Væggen af maven og tyktarmen er meget udsat for radionukliderne, fordi mange radionuklider er meget uopløselige i mave-tarm-kanalen og derfor forbliver i fordøjelseskanalen. Men i forhold til hele marv/tarm-kanalen er der længere ophold i fordøjelseskanalens begyndelse (maven) og slutning (tyktarmen), så derfor er maven og tyktarmen mest udsat i forhold til resten af tarmen. Huden er også et væv, som er særlig udsat for radioaktivt nedfald. På Rongelap blev hud-'forbrændinger' dokumenteret. Især kan partikler med beta-stråling påvirke huden. Dette kan tænkes at medføre hudkræft. Der blev givet 72 kompensationer (i form af udbetalte pengebeløb) for hudforbrænding, men kun 1 for hudkræft. Kronisk indtagelse af radionuklider skyldes indtagelse af føde (seafood eller dyrkede afgrøder). Indre bestråling af denne karakter skyldes næsten udelukkende jern-55 (55Fe), kobolt-60 (60Co), zink-65 (65Zn), strontium-90 (90Sr) og cæsium-137 (137Cs). Den akutte dosis havde størst betydning på Rongelap, og derfor var cæsium-137 den vigtigste af disse fem radionuklider på Rongelap, medens zink-65 var vigtigst på alle andre øer, idet det på alle andre øer var dosis for kronisk indtagelse, der var vigtigst. Rongelap/Ailinginae/Rongerik fik 6-8 gange mere radioaktivitet end Utrik (ifølge tallene for voksne). Unge børn på Rongelap under Bravo-testen 1. marts 1954 fik 3 gange højere dosis end voksne. Blandt alle kræfttilfælde, som skyldtes radioaktivitet, udgjorde skjoldbruskkirtelkræft 20% og leukæmi 5%, hvorimod andre kræftformer hver bidrog med 1% eller mindre. Akut radioaktiv eksponering kan bidrage væsentligt til kræftrisikoen. På afstande af nogle få hundrede kilometer er risikoen derimod typisk meget formindsket på grund af fortynding i atmosfæren, men fortyndingen afhænger af vejrforholdene. Hvis en persons livsstil er afhængig af indsamling af føde i området, er der øget risiko for indtagelse af radionuklider efter radioaktiv forurening bionyt.dk/ref/11552.asp. I juli 1957 blev Rongelap erklæret for sikker, og Rongelap-folk, der midlertidigt havde boet på Eji-øen Majuro, rejste tilbage til Rongelap. Men selvom den radioaktive forurening af Rongelap betragtedes som sikker for menneskelig beboelse, var niveauet af radioaktivitet højere end på andre beboede steder i verden. USA's atomtest på Bikini og Enewetak (1946-1958) USA gennemførte 67 atomprøvesprængninger i perioden 1946 - 1958 på Bikini- og Enewetak-atollerne, som er en del af Marshall-øgruppen. 20 af sprængningerne resulterede i målbart radioaktivt nedfald. Disse 20 forurenende test var Yoke i 1948; Dog og Item i 1951; Mike og King i 1952; Bravo, Romeo, Koon, Union, Yankee og Nectar i 1954; Zuni, Flathead og Tewa i 1956; Cactus, Fir, Koa, Maple, Redwood og Cedar i 1958. Samlet var eksplosionsstyrken på de 67 test ca. 100 millioner tons trinitrotoluen (TNT). Det er 100 gange mere end alle Nevada-testene tilsammen. De sydlige øers befolkninger udsattes for 5 - 12 mGy, de lidt nordligere øer 22 - 59 mGy og de nordligste øer fra hundreder mGy til over 1000 mGy (ydre doser). De indre doser varierede afhængig af alder, sted og organ. Den indre dosis har stor betydning for skjoldbruskkirtlen, hvorimod den ydre dosis er hovedfaktoren for den røde knoglemarv og mavevæggen. Indbyggerne på Utrik og Rongelap (dvs. de nordlige øer) modtog indre doser på fra 20 mGy til over 500 mGy til den røde knoglemarv og mavevæggen. De ­indre doser til tyktarmvæggen var 4-10 gange større end til den røde knoglemarv, og de indre doser til skjoldbruskkirtlen var 20-30 gange større end til den røde knoglemarv. Folk på Utrik og Rongelap fik henholdsvis 760 mGy og 7600 mGy i skjoldbruskkirtlen. Man vurderer, at der opstod 170 ekstra kræfttilfælde blandt 25.000 Marshall-øboere. Det skal sammenlignes med 10.600 kræfttilfælde, som ikke skyldes radioaktiv forurening i samme befolkningsgruppe. I maj 1956 udførtes operation Drift Redwing atomprøvesprængninger ved Enewetak og Bikini. I alt 17 bomber, heriblandt flere brintbomber, ­deto­ne­redes. I maj 1956 afprøvede man for første gang proceduren med at kaste en brintbombe fra et fly - over Bikini atollen. Et B52-bombefly skulle sende 3,8 megaton bomben ned over øen Namu, som indgår i Bikini-øgruppen. Piloten kom imidlertid til at styre efter en anden ø, og bomben ramte 6 km forkert. Igennem 1950'erne oplevede folk fra både Bikini og Enewetak fødevaremangel og nye, gentagne situationer med næsten-sult, fordi deres midlertidige øer var ugæstfrie. I maj 1958 begyndte operation Hardtack ved ­Enewetak og Bikini med 32 atomprøvesprængninger, bl.a. flere brintbomber. Den sidste nukleare detona­tion på Marshalløerne fandt sted den 18. august 1958. I 1963 sås de første skjoldbruskkirteltumorer blandt folk, som på Rongelap havde været udsat for radioaktivitet fra Bravo-testen i 1954. Der sås også en højere end normal forekomst af væksthæmning blandt de unge. I januar 1966 godkendte den amerikanske kongres en betaling på omkring 11.000 dollar (ca. 70.000 kr) per indbygger til de udsatte Rongelap-folk for skader som følge af deres eksponering i 1954. I oktober 1969 erklæredes Bikini-atollen for sikker. Der var ingen mærkbar radioaktivitet i hverken planter eller dyreliv, sagde Atomic Energy Commission (AEC). Bikini-folket var imidlertid skeptiske og besluttede, at de ikke ville vende tilbage til Bikini som et fællesskab, men at de på den anden side ikke ville forhindre folk i at vende tilbage. Omkring dette tidspunkt døde John Anjains søn, Lekoj, der var et år gammel, da han udsattes for nedfald på Rongelap i 1954. Han døde af leukæmi på National Cancer Institute i Bethesda, Maryland. Øboerne evakueredes igen I 1972 flyttede over 100 mennesker tilbage til Bikini-atollen, efter at USA (igen) havde erklæret øen for at være radiologisk sikker. Laboratorieundersøgelser i 1978 viste dog, at de tilbagevendende optog uacceptabelt høje doser af cæsium-137 og strontium-90, og de blev igen evakueret fra øen. I 1973 lavede Atomic Energy Commission (AEC) et udkast til en betænkning, der ikke blev offentliggjort. Den konkluderede, at Bravo-nedfaldet havde forurenet 18 atoller og øer, heriblandt Kwajalein og Majuro. I juni 1975 viste radiologisk overvågning af Bikini højere niveauer af radioaktivitet end forventet, og i august 1975 foreslog Atomic Energy Commission (AEC), at nogle brønde var for radioaktive, og at forbruget af Pandanus-frugter, brødfrugt og kokos-krabber skulle forbydes. Forurenede områder af Enewetak er blevet behandlet med kalium. (Kalium konkurrerer med cæsium i kroppen, og cæsium virker f.eks. blokerende på kalium-kanaler i kroppen). Det antages, at det meste af Enewetak vil være beboeligt i 2027 bionyt.dk/ref/11689.asp. IAEA-rapport bekræftede de tidligere forureningstal Som svar på en anmodning fra regeringen på ­Marshall-øerne blev der foretaget en uafhængig gennemgang af de radiologiske forhold på Bikini-atollen, idet Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) sendte et miljøovervågningshold i maj 1997. Holdet udførte en begrænset prøveudtagning for de mest radiologisk signifikante radionuklider i jord og fødevarer. Målingerne bekræftede generelt de data, der var blevet indsamlet tidligere. IAEA anbefalede, at Bikini-atollen ikke skulle være permanent bolig under de nuværende radiologiske forhold. Denne anbefaling var baseret på den antagelse, at personer, der genbosættes på øen, ville spise en kost af helt lokalt producerede fødevarer. De radiologiske data understøttede, at hvis en kost af denne type blev tilladt, ville det føre til en årlig effektiv dosis på omkring 15 mSv. Dette niveau blev anset for at kræve indgriben i form af strålingsbeskyttelse. [Enheden mSv er milli-Sievert. En mSv svarer til den dosis, der er resultatet af at blive udsat for en mGy (milli-Gray) stråling. Fra historiske enheder i dosimetri kan man sige, at ved stråling fra 1 roentgen (R) i røntgenstråling absorberes 1 rad (radiation-absorbed dose), som har en effekt på 1 rem (roentgen-equivalent in man)]. USA-kompensationer: Indledende kompensation for Bikini-indbyggere I 1986 oprettede USA en støttefond til Marshall-øboere på de atoller, der var mest berørt af atomprøvesprængningerne - Bikini, Enewetak, Rongelap og Utrik – bl.a. til sundhedsovervågning. Øboerne har rejst adskillige retssager, også indtil for få år siden. Ifølge nogle skøn har USA siden 1954 givet over en halv milliard dollar (over 3,2 milliard kr.) til Marshalløerne i erstatning, bl.a. til miljømæssig oprydning, restaurering og genbosættelsesprogrammer. I september 2012 skrev FN 's særlige rapportør ­Calin Georgescu en rapport om atomprøvesprængningerne på Marshalløerne ud fra et menneskerettighedssynspunkt, såsom retten til sundhed, til land osv. I april 1951 udførtes ved Enewetak endnu fire sprængninger, og 25 år senere, i juli 1976, godkendte den amerikanske kongres en bevilling på 20 millioner dollars (ca. 130 mill. kr) til oprydning af Enewetak. I maj 1977 begyndte man på den nukleare oprydning af Enewetak-koral-atollen. Omkring 700 amerikanske soldater skrabede og indsamlede 100.000 kubikmeter radioaktivt jord og koraller, og 125.000 kubikmeter uforurenede vragrester og dumpede det i et bombekrater på Runit-øen, og forseglede det med cement. De anslåede omkostninger til oprydning var 218 millioner dollars (ca. 1,4 milliard kr.). Kræftformer tilskrives radioaktivt nedfald, men den tid, der kan gå mellem bestråling og udvikling af kræft, kan være alt mellem 10 og 40 år. En rapport om kræftformer hos Marshall-øernes befolkning efter bestråling blev offentliggjort i september 2004 bionyt.dk/ref/11522.asp. 20 ud af 29 (dvs. 69%) af Rongelap-børnene, der var under 10 år gamle i 1954, udviklede skjoldbruskkirteltumorer. Ifølge den amerikanske Centers for Disease Control var forureningen på Marshalløerne 6,3 milliarder ­Curie af jod-131 alene, hvilket er 42 gange over det, der blev frigivet ved de atmosfæriske atomprøvesprængninger i Nevada. Efter Bravo-testen indeholdt jord og vand på Bikini-atollen radioaktive isotoper af cæsium, kobolt, strontium, americium og plutonium. Ruth Levy Guyer har beskrevet, hvordan radioaktiviteten i lagunen og havet til sidst forsvandt som følge af langsom og støt fortynding til havet. Radioaktiviteten forblev dog på øerne. Kokosnødderne på Bikini er stadig radioaktive, fordi kokospalmer absorberer cæsium-137 og andre radioaktive stoffer fra jorden. Disse stoffer koncentreres i frugten. I 1994 skrev George Miller til præsident Bill Clinton, at Atomic Energy Commission (AEC) efter hans mening forsætligt returnerede Marshall-øboerne til forurenede øer og gennem Brookhaven National Laboratory dernæst gennemførte test efter test på disse mennesker for at studere deres organers reaktion på det forurenede miljø. USA atomprøvesprængninger i Nevada Test Site (1951-1958) Mellem 1951 og 1958 blev omkring 100 atomprøve­sprængninger udført i atmosfæren 100 km nordvest for Las Vegas ved Nevada Test site (NTS), der er et område på 3.500 kvadratkilometer og dermed større end mange små lande. Den gennemsnitlige eksplosionskraft for de atmosfæriske forsøg var svarende til 8600 ton TNT, dvs. som en halv Hiroshimabombe. Den 10. maj 1984 fastslog US District Court dommer Bruce S. Jenkins, at radioaktivt nedfald fra overjordiske atomprøvesprængninger i 1950'erne havde forårsaget, at mennesker var døde af kræft, og at regeringen var skyldig i forsømmelighed i den måde, atomprøvesprængningerne var blevet udført på. Det var første gang, at eksplosionerne på Nevada Test Site (NTS) i en retssag blev noteret for at have forårsaget kræftformer. Dommeren fastslog, at regeringen også havde udvist forsømmelighed ved ikke at advare beboerne i Nevada, det sydlige Utah og nordlige Arizona, der boede i vindretningen, om faren for radioaktiv forurening bionyt.dk/ref/11470.asp. Regeringen havde også undladt at måle fjern stråling, og havde ikke informeret beboerne om, hvordan man kunne have nedsat risikoen for at udsætte sig for radioaktiv forurening. Nevada Test Site (NTS) kaldes nu Nevada National Security Site (NNSS) og er beliggende helt mod syd i staten Nevada i USA. Dette Nevada Proving Grounds blev etableret d. 18. december 1950 af præsident Harry Truman, og befolkningen i området fik besked d. 11. januar 1951 – nemlig om, at man ville kunne komme til skade, hvis man ukontrolleret gik rundt i testområdet, og at testene ikke ville blive annonceret, men at der ikke ville være sundhedsmæssige skadevirkninger uden for testområdet, der omfattede 3500 kvadratkilometer med bjerge og ørken. Mange ikoniske billeder viser sprængningerne, f.eks. et billede fra 1. november 1951 af en 21.000 ton TNTbombe Dog (Operation Buster) med soldater, der ser på fra 9,7 km afstand. Ud af de 928 atomprøvesprængninger på stedet var 828 underjordiske, men der var altså 100 atmosfæriske atomprøvesprængninger på stedet (sidste gang 17. juli 1962), og de kunne typisk ses 160 km væk. Las Vegas ligger kun 105 km nordvest for stedet, og paddehatteskyerne, der kunne ses fra hotelværelser, der vendte i den rigtige retning, blev turistattraktioner. Vindene bar sædvanligvis det radioaktive nedfald til St. George, 217 km fra stedet, i det sydlige Utah. Den 19. maj 1953 kunne beboerne på stedet smage en mærkelig metalsmag i luften efter sprængningen af en 32.000 ton TNTatombombe, kaldt Harry (senere omtalt som Dirty Harry). Da denne forurening skete, optog man tilfældigvis filmen The Conqueror i St. George, og efterfølgende observerede man forekomst af kræftdødsfald blandt deltagerne ved filmoptagelsen – dog har man anført, at i normalbefolkningen får 43% kræft i løbet af deres liv, og 23% dør af kræft, og det er faktisk samme hyppighed som for deltagerne ved filmoptagelsen; dette har dog ikke stoppet spekulationerne. William L. (Bill) Stevens (1953) William L. (Bill) Stevens blev leder af afdelingen for kernevåben-sikkerhed (Nuclear Safety Department) ved Sandia National Laboratories. Medens han havde været soldat i hæren, var han blevet trænet i at samle atomsprængladninger i taktiske våbensystemer. I maj 1953 deltog han sammen med resten af sin gruppe i en test i Nevada-ørkenen 150 km fra Las Vegas. Det var en test af en atom-kanon, der kunne skyde 30 km og forårsage en eksplosion som en Hiroshima-bombe. William L. (Bill) Stevens skulle ligge i en grøft kun 5 km fra nedslagsstedet. Soldaterne indgik i et studie af de psykologiske virkninger af kernevåben, og havde fået ordre om, at de efter atombombeeksplosionen skulle kravle op af grøften og marchere imod paddehatteskyen. Hærens Army Field Forces Human Research Unit håbede at finde ud af, hvor godt soldaterne fulgte denne ordre, f.eks. om de adlød, og om gruppen kunne holde sammen. De havde fået ordre om at komme op af grøften så tidligt efter eksplosionen, at de kom til at føle trykbølgen. Da soldaterne rejste sig, blev de mødt af en precursor wave - en shock-bølge, som ikke var forventet. En meget sammenpresset luftbølge var kommet ned mod jorden fra eksplosionscentret og havde, da trykbølgen ramte jorden, fortsat ud til siderne, så den nåede frem før selve eksplosionsbølgens tryk. Soldaterne mødtes af en tæt sky af støv, så de ikke kunne læse deres radioaktivitet-dosimetre. Dette fik dem til at gå tættere på eksplosionsstedet end planlagt. William L. (Bill) Stevens gemte noget af støvet i en dåse, da han kom tilbage til basen. Da han to år senere fik støvet testet i Sandia, var det stadig radioaktivt. En AEC-rapport fra 1962 fandt, at børn i St. ­George kan have modtaget 120-440 rad (1,2 – 4,4 Gy) radioaktivt iod, og et studie fra 1979 i New England Journal of Medicine konkluderede, at der var signifikant øget forekomst af leukæmi-dødsfald i børn op til 14-års alderen, som levede i Utah mellem 1959 og 1967, især i børn, der var født mellem 1951 og 1958. Andre har rapporteret om forøgelser af bl.a. leukæmi, lymfom, skjoldbruskkirtelkræft, brystkræft, melanom, knoglekræft, hjernetumorer og mave/tarm-kræft, rapporteret fra midten af 1950'erne til 1980. I november/december 1997-udgaven af Bulletin for the Atomic Scientists skrev Pat Ortmeyer og Arjun Makhijani, at den amerikanske regering havde undladt at dele resultaterne af forskning, der var foretaget i 1950, og som indikerede, at mælken ville blive forurenet af nedfald. Den sidste atomprøvesprængning på stedet (en underjordisk test) var d. 23. september 1992, men subkritiske test (dvs. under den kritiske masse) fortsætter på stedet. Man havde planer om at udføre en 1.100 ton TNTkonventionel (altså ikke-nuklear) sprængning i juni 2006 (efter lokale politikeres protester udskudt til 2007), men det blev helt aflyst. (Det er tænkeligt, at bomben var tænkt som et alternativ til nukleare bunker-ødelæggende bomber). Den 7. december 2012 udførtes en underjordisk, subkritisk test med plutonium. Da de underjordiske sprængninger ophørte i 1992, vurderedes det, at der var 300 megaCurie radioaktivitet i miljøet på stedet, og i det mest forurenede grundvand fandt man millioner af picoCurie pr. liter. (USA-standard for drikkevand er 20 picoCurie pr. liter, dvs. 0,74 Becquerel/liter). Mennesker, som kunne tænkes at ville bosætte sig på stedet inden for de næste titusinder år, vil risikere radioaktiv forurening. Der afholdes månedlige offentlige ture, hvor deltagerne ikke må tage sten fra området med hjem. Stedet bruges til at træne folk, der skal sættes ind i tilfælde af terrorangreb med radioaktive stoffer. En vigtig undersøgelse med vurderinger af strålingsdoserne fra jod-131 i skjoldbruskkirtlen som følge af Nevada-atomprøvesprængningerne blev frigivet af National Cancer Institute (NCI) i oktober 1997. Den konkluderede, at den mest alvorlige sundhedsmæssige konsekvens var intern eksponering af jod-131, der har en halveringstid på otte dage, dvs. længe nok til at betydelige mængder af radionuklidet kan deponeres på græs og via mejeriprodukter overføres til mennesker. Når det indtages eller indåndes af ammende mødre, overføres jod-131 til spædbørn via moderens brystmælk. NCI fandt, at forureningen i mælk fra disse atomprøvesprængninger i sidste ende kunne medføre mellem 11.000 og 212.000 tilfælde af skjoldbruskkirtelkræft. De, der havde været børn i testperioden, var særligt sårbare. Piger havde en dobbelt så stor risiko som drenge. Børn, der havde drukket en masse frisk mælk, fik de højeste doser. I 1990 vedtog man en lov om kompensation for bestråling (RECA) (også kendt som downwind-­loven). Denne lov krævede, at den amerikanske regering skulle give kompensation til personer, der udviklede sygdom på grund af utilsigtet eksponering for stråling fra atomprøvesprængningernes nedfald. RECA-loven opstillede en liste over betingelser for at få kompensation og en liste over kræftformer, der kunne tilskrives atomprøvesprængninger. Frem til januar 2006 var der blevet udbetalt 525 millioner dollar i kompensation til downwinders. I juli 2010 var over 1500 millioner dollar blevet godkendt til 22.716 ofre og deres familier som følge af helbredsproblemer efter eksponering for nedfald fra udvikling og afprøvning af atomvåben i bl.a. Nevada, Utah og Arizona. Nogle betalinger gik til arbejdere, som deltog de i overjordiske atomprøvesprængninger eller var uranminearbejdere. Frem til maj 2014 var der indgivet 28.880 krav, som var blevet godkendt, med en samlet kompensation på 1900 million dollar. Folk, som havde arbejdet i forbindelse med atomvåben­testene, kan få en fast kompensation på 75000 dollar, (eller 100.000 dollar hvis de arbejdede med uranmalme) ifølge Radiation Exposure Compensation Program bionyt.dk/ref/11516.asp. En analyse fra 2002 af det amerikanske Institut for Energi- og Miljø-Forskning, anslog, at over 15.000 skjoldbruskkirtel-tilfælde, der var forårsaget af atomprøvesprængninger, ville være dødelige. USA: Operation Fishbowl (sprængninger i stor højde) (1962) Operation Fishbowl var en amerikansk serie af ni nukleare prøvesprængninger i stor højde som svar på Sovjetunionens pludselige annoncering d. 30. august 1961 om, at de nu ville starte på prøvesprængninger igen, og dermed afslutte et treårigt moratorium for kernevåbentest før tiden. (I 1958 havde USA gennemført seks test i stor højde). Den hurtige planlægning betød mange ændringer i projektets komplekse operationer. Alle test skulle ske i stor højde, opsendt med missiler fra ­Johnston Island i Stillehavet vest for Hawaii. I 1958 havde chefen for den amerikanske Atomic Energy Commission, Lewis Strauss, modsat sig, at man brugte de tidligere teststeder af frygt for, at lyset fra test om natten i stor højde ville blænde beboere på nærliggende øer (man ønskede test om natten for at studere partiklernes nordlys-dannelser). Sovjetunionen foretog prøvesprængninger i stor højde (Projekt-K nukleare test) over befolkede områder af det centrale Kasakhstan, og de måtte udføres om dagen for at undgå øjenskader på grund af det meget kraftige lys. USA havde planlagt en testrække, som de kaldte Bluegill. Den første Bluegill-test, d. 2. juni 1962, mislykkedes, da radarsystemet ikke kunne følge kursen af det interkontinentale Thor-mellemdistancemissil med dets W-50 kernevåben med en atomsprængladning svarende til 400.000 ton TNT. Missilet ville være til fare for skibstrafikken i området, hvis det kom ud af kurs, og med den svigtende radarsporing kunne missilets bane som sagt ikke følges. En sikkerhedsofficer besluttede derfor at afbryde opsendelsen med en destruktions­mekanisme, der fik missilet til at eksplodere efter 35 km rejse. Den 25. juli 1962 gjordes et nyt forsøg på en Bluegill-test. Denne gang med en atomsprængladning svarende til 1,4 megaton TNT. Men en ventil i missilet satte sig fast og forhindrede LOX-brændslet i at nå frem til forbrændingskammeret. En brand udvikledes, og sikkerhedsofficeren besluttede, at destruktions­mekanismen skulle lade missilet eksplodere, selvom missilet stadig stod på jorden. Også dets sprænghoveder eksploderede, dog ikke med en atomeksplosion, men der skete radioaktiv forurening. Efter en oprydningspause på 3 måneder udførtes et tredje Bluegill-testforsøg d. 15. oktober 1962. Thormissilet svigtede efter 85 sekunders flyvning og blev destrueret kort efter, fordi missilet fik en forkert bane. Endnu engang spredtes plutonium over Johnston-øen. Den 25. oktober 1962 lokal tid gennemførtes en Bluegill-test nr.4 med sprængkraft svarende til måske 200-400.000 ton TNT. Testen lykkedes, men to militærpersoner fik øjenskader bionyt.dk/ref/11690.asp. To tredjedel af de Thor-missiler, der blev brugt i forsøgs­opsendelserne, måtte destrueres. I Starfish-testrækken lykkedes testen d. 9. juli 1962, som blev kaldt Starfish Prime. Thor-missilet nåede op i en maksimal højde på 1100 km, og sprængningen skete på vej ned, da det var i 400 km højde. Imidlertid medførte den en elektromagnetisk pulse, der igangsatte talrige tyverialarmer på Hawaii 1445 km væk og ødelagde 300 gadelygter i Honolulu samt skadede et telefonselskabs mikrobølge-link. Radioaktive partikler holdt sig i stor højde i mange måneder og ødelagde fuldstændig funktionen af de amerikanske satellitter Traac, Transit-4B, Injun-1, Telstar-1 samt den britiske Ariel-satellit og den sovjetiske Cosmos-5 satellit. Tre andre satellitter (Explorer-14 og -15 samt satelitten Relay-1) blev måske også skadet. Oprindelig var der planlagt tre testserier, kaldet Bluegill, Starfish og Urraca. Sidstnævnte blev opgivet. Urraca-testene var planlagt til at ske i ca. 1000 km højde og være på 1 megaton. Det var kontroversielt og blev opgivet, da allerede Starfish Prime testen havde skadet satellitterne. I stedet for Urraca-testen blev tre mindre test tilføjet. Sedan-testen (for at omgå et kommende testforbud) (1962) En række underjordiske forsøg blev udført fra september 1957. [Efter 1962 skete alle test under jorden]. Den 6. juli 1962 udførtes Sedan-testen (i Storax-testrækken). Bomben var placeret under jorden i ­Nevada-­ørkenen, måske i håb om, at ingen ville opdage den. Men ved sprængningen fremkaldte den et jordskælv og sendte 5 mill. kubikmeter radioaktiv jord op i ­atmosfæren og dannede et 400 m bredt krater bionyt.dk/ref/115345.asp. Denne 104.000 ton TNTbombe skabte det største menneskeskabte krater i USA, idet den fortrængte over 12 millioner tons jord, hvilket skabte et krater, der er 390 meter bredt og 100 meter dybt, og som stadig kan ses i dag. Testen medførte mere radioaktivt nedfald end ­nogen anden atomeksplosion, som USA havde gennemført. Sedan-bomben frigav f.eks. ca. 880.000 Curie af jod 131 i atmosfæren. Radioaktiviteten var især høj i dele af Iowa, Nebraska, South Dakota og Illinois, og millioner af mennesker blev udsat for radioaktivt nedfald. En betydelig mængde stråling blev også frigivet ved omkring 30 andre underjordiske sprængninger. Sedan-sprængningen var en del af Operation Plovskær programmet - som var den amerikanske regerings samlende kodenavn for fredelig brug af atomvåben – hvilket tænktes at skulle vise kernevåbens egnethed til at lave kanaler, bugte og andre ønskede ændringer af landskabet. Et idé var at udgrave en ny Panama-kanal med 26 atomvåben på linje. Andre ideer var at bruge atombomber til minedrift. I 1958 blev anvendelsen af en atombombe til at indsamle oliesand i Alberta godkendt af Albertas regering, men den canadiske premierminister John Diefenbaker nedlagde veto. I virkeligheden var planen blot et forsøg på at omgå den kommende Nuclear Test Ban Treaty [vedtaget i 1963], som gjorde det ulovligt at sprænge atombomber i luften og havet bionyt.dk/ref/115345.asp. [Betegnelsen plovskær henviste til Det Gamle Testamente, hvor fjender får ordre på at omdanne deres våben til landbrugsredskaber og dyrke jorden sammen i stedet for at bekriges]. Sovjetunionen testede om A-våben kan lave søer (1965) I 1965 udførte Sovjetunionen en atomeksplosion ved udspringet af Chagan-floden for at teste, om atombomber kunne bruges til at lave søer. Der dannedes et krater, der var over 300 m bred og 100 m dybt. Søen eksisterer stadig. Den er radioaktiv, men russerne svømmer i den bionyt.dk/ref/115345.asp. Miljøforurening ved nukleare anlæg Der er eksempler på stigende antal leukæmitilfælde i mennesker, der bor i vindretningen fra forskellige nukleare anlæg ifølge 1982-publikationen Killing Our Own: The Disaster of America's Experience with Atomic Radiation af Harvey Wasserman og Norman Solomon. Harvey Wasserman var seniorrådgiver i Greenpeace og har været organisator af antiatombevægelsen i over 30 år, og redaktør af Columbus Free Press. Han var med til at skabe udtrykket No Nukes i 1974. Bogen fortæller om mennesker og dyr, der lever nær de amerikanske atomvåben-produktionssteder, uranminer, uranoparbejdningsanlæg, atomreaktorer og atomaffaldspladser. Der skal også være konstateret sygdomme hos husdyr fra landejendomme, som bor nær Rocky Flats plutoniumfabrikken i Colorado og nær West Valley Reprocessing Plant i staten New York. West Valley Reprocessing Plant er et genindvindingsanlæg for brugt atombrændsel, og anlægget blev lukket i 1980, men der foregår stadig oprydnings­arbejde på stedet, trods over 30 års oprensning, der har kostet milliarder af dollar. På hjemmesiden ippnw.org for Internationale læger til forebyggelse af kernevåbenkrig omtaltes i en periode en foreløbig undersøgelse af mennesker, der boede i vindretningen fra Hanford Nuclear Reservation, der er det største atomvåben-produk­tionsanlæg i USA. Undersøgelsen konkluderede, at over 20.000 børn kan have været udsat for jod-131, bl.a. gennem forurenede mælkeprodukter og føde­varer; blandt 270.000 mennesker, der boede i området, kan 13.500 havde modtaget over 33 rad over en 3-årig ­periode (det er et godt stykke over de 5 rad, som foreslås som maximal årlig grænse); babyer kan have modtaget en 2900-rad eksponering i deres skjoldbruskkirtel bionyt.dk/ref/12345.asp. Internationale læger til forebyggelse af kernevåbenkrig (International Physicians for the Prevention of Nuclear War) har en dansk afdeling Danske Læger mod Kernevåben. IPPNW blev oprettet i 1980 af russiske og amerikanske læger med henblik på oplysning af befolkninger og politikere om de faktiske konsekvenser af kernevåbenkrig: Især at behandling af ofre vil være håbløs, hvorfor forebyggelse er helt afgørende. Det lykkedes at skabe massiv dialog over “jerntæppet”, og at engagere læger i 84 lande. Organisationen fik ­Nobels fredspris i 1985. IPPNW udsender tidsskrifterne Vital Signs, Medicine & Global Survival, Nuclear Weapons Convertion Monitor og Global Health Watch. Sovjetunionens atomprøve­sprængninger (fra 1949) Tre år efter 1946-Berlinkrisen sprængte Sovjetunionen selv en atombombe d. 29. august 1949. Det var Sovjetunionens første prøvesprængning, og dermed blev Sovjetunionen den anden nation i verden med kernevåben. USA døbte bomben Joe 1 efter den daværende sovjetleder Josef Stalin. Testen foregik i Semipalatinsk, Kasakhstan. Det var en plutoniumbombe, der havde 22.000 ton TNTeksplosiv kraft. Det var en kopi af den amerikanske Fat Man, indsamlet af spionerne Klaus Fuchs, Theodore Hall, og David Greenglass bionyt.dk/ref/11351.asp. Denne sovjetiske atomprøvesprængning fik præsident Harry S. Truman til d. 31. januar 1950 at annoncere, at USA ville bygge en brintbombe (fusion­bombe). Sovjet havde også transportfly til atombomben. I 1944 var tre amerikanske B-29 bombefly nemlig nødlandet i Sibirien efter at have angrebet japanske styrker i Manchuriet. De 105.000 dele i et af flyene blev kopieret omhyggeligt, så Sovjet to år senere havde lavet en fuld kopi af det langtrækkende fly, der kunne medbringe en atombombe. Mellem 1949 og 1989 sprængte Sovjetunionen 456 kernevåben på Semipalatinsk-teststedet, både ved jordoverfladen og i atmosfæren bionyt.dk/ref/11317.asp. Stedet var blevet udvalgt i 1947 af Lavrentiy Beria, som var politisk chef for Sovjetunionens atombombeprojekt, og som fejlinformerede om, at denne 18.000 km2 steppe var ubeboet, ligesom han nægtede at lade de nærliggende småbyer evakuere, da den første atomprøvesprængning gennemførtes i 1949. Fem atomprøvesprængninger mislykkedes, og plutonium spredtes i miljøet. Ved den første test d. 29. august 1949 forurenedes landsbyer nordøst for Semipalatinsk. Området ved Semipalatinsk var nemlig altså ikke ubeboet. Officielt var de eneste mennesker, der boede i umiddelbar nærhed, beboerne i den nærliggende by Kurchatov, hvis formål var at servicere stedet, samt to små bygder langs den nordlige kant af teststedet. Men lokale embedsmænd fastholder i dag, at hundredtusinder af mennesker levede inden for en 80 km radius af teststedet. Inden for 160 km lever nu en befolkning på en million mennesker. Folk i byen ­Semipalatinsk samledes for at se paddehatteskyerne blive dannet på den vestlige himmel, og historiske optegnelser viser, at skole­børnene før 1962 vidste, at skolens vinduer kunne blive knust af eksplosionerne bionyt.dk/ref/11327.asp. I et nummer af National Review fra september 2002 beskrev Robert Elegant, hvordan beboerne i lands­byen Sarjal blev evakueret, før man sprængte en bombe med et ekstremt kraftfuldt eksplosionstryk, men beboerne blev returneret efter ti dage. Folk blev typisk bedt om at afstå fra at tænde deres jernkomfurer, eftersom testene kunne få ilden i komfuret til at blusse tilbage ind i huset. De blev også advaret om, at eksplosioner kunne vælte deres hus. En række genetiske defekter og sygdomme i regionen, bl.a. kræft, fosterskader og deformiteter, er blevet tilskrevet atomprøvesprængninger. Der har også været en epidemi af babyer, der blev født med alvorlige neurologiske defekter og store knogledeformationer eller uden lemmer. Der har endvidere været mange tilfælde af leukæmi og andre blodsygdomme. Den øgede risiko for leukæmi er detaljeret beskrevet blandt en gruppe personer, der var blevet udsat for ioniserende stråling fra atomprøvesprængningerne i Kasakhstan (1949-1963). Undersøgelsen var den første epidemiologiske undersøgelse, der udførtes i regionen, og 10.000 eksponerede personer følges stadig bionyt.dk/ref/11688.asp. Direktøren for kræfthospitalet i Semipalatinsk vurderede, at mindst 60.000 mennesker i regionen døde af stråling-induceret kræft. (Men officielt har området den laveste kræftforekomst i Kasakhstan). Der er endda et museum for mutationer på det regionale medicinske institut i Semey, som er den største by nær atomprøvesprængningsstedet. Museet viser beholdere med misdannede fostre og organer, og døde dyr, der næsten ikke er genkendelige. Læger har advaret om kromosomafvigelser i tredje generation efter eksponeringen. Nogle børn fik hudkræft, hvilket er meget sjældent hos børn. Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) afholdt en undersøgelse af den radiologiske situation i regionen mellem 1993 og 1994. Selvom man fandt, at det meste af området havde lidt eller ingen resterende radioaktivitet fra atomprøvesprængningerne i Kasakhstan, konkluderede de, at et par områder havde forhøjet rest-radioaktivitet. Rapporten anbefalede ­derfor at ­begrænse adgangen til testområdet. I december 1997 rejste repræsentanter for FN og ­Kasakhstans regering til Semipalatinsk for at undersøge de økonomiske, miljømæssige og sociale konsekvenser af de sovjetiske atomprøvesprængninger på STS-stedet. Delegationen fandt, at de psykosociale konsekvenser af testene havde været meget omfattende. Befolkningen følte sig som offer og bedraget af regeringen. Den lokale økonomi var blevet påvirket af det negative billede af regionen, som afskrækkede indenlandske og internationale investorer. Landbrugsjord var blevet forurenet gennem årene, og lokale vandkredsløb var blevet påvirket. FN's repræsentanter konkluderede, at: "Det er vigtigt at huske på, at en række tidligere, nuværende og fremtidige virkninger af atomprøvesprængninger fortsat er usikre. Det gælder f.eks. de sundhedsmæssige virkninger af den såkaldte lav-dosis-stråling og risici for forurening af miljøet med plutonium, der er ekstremt skadeligt, hvis det kommer ind i kroppen". Ifølge forskning udført af Susanne Bauer m.fl. (offentliggjort i 2005 i bind 164 i Strålingsforskning) fandt man en signifikant sammenhæng mellem forekomsten af faste tumorer og den modtagne stråledosis i en (historisk) undersøgelse af befolkningen ved ­Semipalatinsk. Senere blev Sovjetunionens atomprøvesprængninger flyttet til afsidesliggende steder, såsom den bjergrige russiske øgruppe Novaja Zemlja og til Uralbjergene. På et atomprøvested Totsk i det sydlige Ural udførtes f.eks. en sprængning d. 14. september 1954, der fortsat gav sundhedsmæssige og miljømæssige virkninger årtier senere. Efter 1961 udførtes over 300 prøvesprængninger under jorden, hvilket ikke var blevet forbudt. Ved Semipalatinsk findes i Degelen-bjergene verdens største underjordiske atomprøvesprængningssted med 181 separate tunneler. Mellem oktober 1961 og oktober 1989 udførtes her 224 atomprøvesprængninger, det sidste d. 12. februar 1989. Netop denne test resulterede i udsivning af store mængder af de radioaktive ædelgasser xenon og krypton-0 bionyt.dk/ref/11326.asp. Novaja Zemlja (Fra 1954 til 1990) Sovjetunionen udførte også atomprøvesprængninger på øgruppen, der tilsammen kaldes Novaja Zemlja (Novaja Semlja), hvilket betyder nyt land på russisk. Der er to hovedøer. På dette sted, kun ca. 450 km fra polarcirklen, boede en indfødt befolkning på ca. 500 mennesker. De blev forflyttet på grund af testprogrammet. Testene på Novaja Zemlja er den største enkeltkilde til kunstig radioaktivitet i Arktis. I alt 130 atomprøvesprængninger blev udført i dette område mellem 1954 og 1990. 15 brintbomber detoneredes i atmosfæren over Novaja Zemlja. De første underjordiske test fandt sted fra 15. september 1964. Under en underjordisk test den 14. oktober 1969 var eksplosionen på 540.000 ton TNT, og omkring en time efter testen blæste en gasfane ud af en af tunnelerne. Flere hundrede personer var i nærheden og blev først evakueret ca. en time senere. Over 80 personer modtog doser på 40 til 80 rad. Den 12. september 1973 sprængte Sovjetunionen fire brintbomber underjordisk på Novaja Zemlja. Sprængningskraften var 4,2 megaton i alt, hvilket førte til naturlige jordskælv, der nåede 6,97 på Richterskalaen og som startede laviner på 80 millioner ton sne og is og sten, der blokerede to gletscherfloder og skabte en 2 km lang sø bionyt.dk/ref/11480.asp. Selvom Novaja Zemlja tegner sig for kun 25 procent af alle sovjetiske test, er den samlede eksplosionskraft af testene på Novaja Zemlja anslået til 273 megaton TNT, hvilke er ca. 94 procent af den samlede eksplosionskraft for alle sovjetiske atomprøvesprængninger. Til sammenligning udgjorde al sprængkraft, som blev benyttet under Anden Verdenskrig inklusiv de to atombomber kun ca. 2 (-5?) megaton TNT. De nukleare eksplosioner på Novaja Zemlja i 1987 frigav fissionsprodukter over hele Sverige, og producerede de højeste niveauer, der er set i det nordlige Sverige i 15 år bortset fra Tjernobyl ulykken. Den sidste atomprøvesprængning på Novaja Zemlja var i 1990, hvilket også var den sidste i Sovjetunionen og Rusland. Men siden 1998 har det russiske atomenergiministerium foretaget årlige undervands-atomforsøg med op til 100 gram våben-plutonium, men under kritisk masse. Disse forsøg foretages nær Matochkin Shar ved strædet mellem de to øer af Novaja Zemlja bionyt.dk/ref/11508.asp. 42 underjordiske kernevåben-eksplosioner blev udført her frem til 24. oktober 1990. Norge ligger kun 900 km fra øerne, og har modtaget betydelig radioaktivt nedfald og blev meget bekymret for Barentshavet, som er en af norske fiskeres vigtigste fiskeområder. Nedfald fra tidligere atmosfæriske testsprængninger er stadig en væsentlig kilde til plutonium-forurening i de arktiske farvande. Store mængder af radioaktivt materiale er blevet dumpet i Barentshavet og Kara havet. Novaja Zemlja er også blevet brugt som en kirkegård for forskellige kernevåben, ubåde, og reaktorer, der er blevet sænket i havet, og mange fartøjer havde stadig deres radioaktive materialer om bord. Når containerne nedbrydes og ubådene korroderer, vil materialerne forurene det marine liv og sprede radioaktivitet i økosystemet. Stærke strømme kan bære forureninger til fiskepladser og ind i fourageringsområder for havpattedyr og fugle. En satellitundersøgelse foretaget af forskere ved det norske Institut for Internationale Anliggender har påvist geologiske problemer på Novaja Zemlja, hvor der er dannet kratere i jordens overflade og destruktion af permafrost-lag, så radioaktive restprodukter har mulighed for at lække fra huler, der er forårsaget af prøvesprængninger, og nå grundvandet og havet. Det russiske akademi for medicinske videnskaber har bemærket, at kræftdødeligheden i Tjukotka sprang fra 10 procent af befolkningen i 1970 til 27 procent i 1988. Repræsentanter for Sovjetunionens 26 oprindelige folk hævder, at den indfødte inuit-befolkning er ved at blive syge af radioaktiv forurening i miljøet. Et forening for veteraner med særlig risiko har 6.000 medlemmer. Disse folk var involveret i produktion af atomvåben eller overvågning af atomprøvesprængninger ved testområderne i Semipalatinsk og Novaja Zemlja eller på andre, mindre kendte steder. Halvfems procent af foreningens medlemmer er invalider og mange tusinde veteraner er allerede døde. De har modtaget lægehjælp til sygdomme forårsaget af atomprøvesprængninger, men har ikke fået økonomisk kompensation. Frankrigs atomprøvesprængninger (fra 1960) Den 13. februar 1960 testede Frankrig sit første atomvåben. Den skete i Sahara-ørkenen i det sydlige Algier. Bomben havde en styrke på 60-70.000 ton. Men allerede i 1958, to år før den første Sahara-test, begyndte Frankrig at søge efter nye teststeder på grund af potentielle politiske problemer med Algeriet og muligheden for et kommende forbud af atomtest over jorden. I 1962 håbede Frankrig under forhandlingerne med den algeriske uafhængighedsbevægelse at kunne bevare Sahara som teststed for kernevåben indtil 1968, men besluttede, at man skulle være i stand til at udføre overjordiske test af de store brintbomber, hvilket ikke kunne gøres i Algeriet. Mange oversøiske franske øer blev undersøgt, og muligheden for underjordiske test i Alperne, Pyrenæerne og Korsika blev overvejet, men forkastet på grund af nærheden til større byer. Man valgte øerne Moruroa og Fangataufa i Fransk Polynesien. Præsident Charles de Gaulle annoncerede valget den 3. januar 1963, og sagde i den forbindelse, at det ville være en fordel for Polynesiens svage økonomi. De polynesiske folk og ledere støttede i store træk valget, selvom forsøgene blev kontroversielle efter at de begyndte, især blandt de polynesiske separatister. Den franske regering besluttede at bygge Faa'a International Airport i Tahiti, og brugte langt flere penge og ressourcer, end den officielle forklaring om turisme kunne begrunde. Testene i det sydlige Stillehav fortsattes indtil 1996 bionyt.dk/ref/11318.asp. Frankrig gennemførte 17 atomprøvesprængninger to steder i Algeriet. Fire var atmosfæriske prøver og 13 var under jorden. En rapport fra 2005, offentliggjort af Det Internationale Atomenergiagentur, beskrev en atomprøvesprængning d. 1. maj 1962 på den nordøstlige side af test-stedet Taourirt Tan Afella, hvor en spiralformet tunnel, som førte ind til affyringskammeret, var designet på en sådan måde, at den i teorien skulle lukkes automatisk af trykbølgen. Men det skete ikke, og mellem 5 og 10 procent af de radioaktivt stoffer, aerosoler og gasformige produkter slap ud. Da de ubeboede øer Moruroa og Fangataufa i det sydlige Stillehav blev valgt som teststeder, var det vigtigste argument for udvælgelsen, at der kun boede 5.000 indbyggere inden for en radius af 1000 km. Men atollen Tureia med omkring 60 indbyggere, var kun 100 km fra Moruroa og dermed inden for den zone, der var udpeget som farlig. Frankrig etablerede i 1966 Centre d'expérimentation du Pacifique (CEP) ved Moruroa, og dette "forsøgscenter" udførte i alt 193 atmosfæriske og underjordiske atomprøvesprængninger i regionen i løbet af de følgende 30 år (2. juli 1966-1996) bionyt.dk/ref/11575.asp. Frankrig var ikke medunderskriver af det delvise forbud mod atomprøvesprængninger (PTBT) bionyt.dk/ref/11568.asp. Der har været flere rapporterede tilfælde af nedfald af regn dannet af partiklerne fra kernevåben-eksplosioner i testperioden - beskrevet i en rapport fra De Internationale Læger for Forebyggelse af Atomkrig (IPPNW). En sådan hændelse fandt f.eks. sted ved Samoa, 3.610 km fra Moruroa, den 12. september 1966. Det var en konsekvens af Betelgeuse-testen den foregående dag, hvor en 120.000 ton TNT bombe, hængende under en ballon, eksploderede i en højde af 600 meter under vanskelige vindforhold. Efter to forsøg inden for 17 dage i 1966 måltes strålingen på de nærliggende Gambier-øer til fem gange den tilladte årlige dosis. Atollen Tureia blev udsat for virkninger efter en testserie i juni/juli 1967, og to franske meteorologer på Tureia blev evakueret to dage efter en test, og overført til hospital. En fuldstændig evakuering af Tureia fandt sted i 1968. En anden hændelse fandt sted på Tahiti den 19. juli 1974 efter en test af ukendt eksplosionskraft et par dage tidligere. Stråling svarende til tilladt årlig dosis blev målt på Tahiti. Den samlede mængde plutonium-239, der spredtes ved de 45 franske atmosfæriske atomprøvesprængninger, herunder de fire i Algeriet, ville være ca. 6750 Curie, hvis man antager 150 Curie per test. Mængden af cæsium-127 og strontium-90, der blev spredt i atmosfæren, var henholdsvis 1,7 millioner Curie og 1,1 millioner Curie. Omkring halvdelen af cæsium og strontium forbliver i atmosfæren, på jorden og i vandområder. Fra 1975 blev alle nukleare eksplosioner udført ­under jorden. Det medførte knusning af atollermes overflade samt udsivning af fissionsprodukter til biosfæren og overførsel af opløst plutonium fra lagunen til havet og i fødekæden. Skaderne omfattede sprækker i kalken. New Zealand tog i 1978 Frankrig til Den Internationale Domstol i Haag vedrørende spørgsmålet om atmosfæriske atombombetest i Fransk Polynesien. Den Internationale Domstol domfældte til New Zealands fordel, men Frankrig ignorerede bare dommen. Den 25. juli 1979 var sprængningen af en 120.000 ton TNT bombe årsag til et undersøisk jordskred på en million kubikmeter af koralklipper, der skabte et stort hulrum og producerede en tsunami-bølge, der spredtes gennem Tuamotu-øgruppen og medførte tilskadekomne på den sydlige del af Moruroa. De underjordiske forsøg på Moruroa forvandlede stedet til en langtids-losseplads. Nukleart affald eksisterede under atollen, uden at overholde de almindelige bestemmelser, der gælder for et opbevaringssted for atomaffald. Arealet blev også brugt til at gemme radioaktivt affald (herunder metalskrot, træ, plastposer og beklædning) på nordkysten af atollen, der dækker 30.000 kvadratmeter. En bombe gik itu på overfladen af Moruroa den 21. juli 1966, og spredte plutonium-239, og man valgte at dække området med et lag af bitumen-asfalt. Cykloner ramte Moruroa i 1981 og vaskede radioaktivt affald ud i lagunen, herunder det plutonium-holdige bitumen. Denne 'affaldshåndtering' har resulteret i, at sedimentet i lagunen indeholder omkring 20 kg plutonium. Moruroa blev brugt i forsøg på at se, om en atombombe ville eksplodere, når den faldt på en hård overflade. Tilman Ruff skrev i en artikel fra 1989 ('Ciguatera i Stillehavet'), at plutonium-239 akkumuleres i fødekæden. Mellem 1966 og 1996 fik fire uafhængige forskergrupper lov til at foretage undersøgelser: En fransk videnskabelig mission i 1982; en gruppe fra Australien, New Zealand og Papua Ny Guinea i 1983; Cousteau i 1987; og sammenslutningen af franske Læger for forebyggelse af atomkrig (AMFPGN) i 1990. Alle disse besøg var på kun 3-5 dage, og de havde kun begrænset adgang til relevante oplysninger, og fik kun lov til at foretage prøvetagninger af koraller og sedimenter fra specifikke områder af atollen. I 1983 fik forskere fra Australien, New Zealand og Papua Ny Guinea som sagt lov til at komme til Moruroa. De påviste usædvanlige koncentrationer af jod-131 i marine organismer. Krypton-85 og tritium blev påvist i luft og vand. Plutonium-239-koncentrationen i luften var fire gange større end i det kontinentale Frankrig. I 1987 fandt videnskabsmanden og forskeren Jacques Cousteau forhøjede niveauer af jod-131 i alle sedimentprøver og plankton. Da jod-131 har en kort halveringstid på 8,05 dage er dets tilstedeværelse tegn på nylig dannelse. Efter den sidste atomprøvesprængning i 1996, bad den franske regering Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) vurdere radiologiske undersøgelser, som udførtes 1996-1998. IAEA konkluderede, at der ikke var behov for yderligere overvågning på atollerne med henblik på strålebeskyttelse, men at et program for måling af radioaktivitet i miljøet kunne være nyttigt som forsikring. En artikel af Sandra Radu i Harvard International Review i 2001 kritiserede IAEA's konklusion: Meget af den information, der anvendtes i rapporten, blev leveret af den franske regering. I de tilfælde, hvor prøveudtagning havde været uvildig, var det sket i samarbejde med de franske myndigheder. De franske atomtestveteraners sammenslutning, Aven, gennemførte en undersøgelse i 2008 af over 1.000 veteraner og fandt, at 35 procent havde en eller flere former for kræft, og én ud af fem var ufrugtbar. Ifølge Aven, har veteraner lidt af en række sygdomme, herunder kræft i blodvæv og hjerte-kar-problemer, og deres børn og børnebørn har haft sundhedsmæssige komplikationer. En undersøgelse foretaget mellem 2002 og 2005 af kræft i skjoldbruskkirtlen hos syge på Tahiti, som var blevet diagnosticeret mellem 1984 og 2002, viste signifikant statistisk sammenhæng mellem kræfttilfælde og udsættelse for radioaktivt nedfald fra franske atomprøvesprængninger. En anden undersøgelse foretaget af Inserm i september 2006 fandt en lille, men klar stigning i kræft i skjoldbruskkirtlen hos mennesker, der boede inden for 130 mil for atomprøvesprængningerne på de fransk-ejede polynesiske atoller mellem 1969 og 1996. Skibet Rainbow Warrior Greenpeace har haft tre skibe med navnet Rainbow Warrior. Det mest kendte af disse blev sænket med ­miner af ­Frankrigs efterretningstjeneste DGSE den 10. juli 1985 i Auckland, New Zealand. Skibet var på vej mod Moruroa for at protestere mod de ­franske atomprøvesprængninger, da det blev sprængt i en agent-operation godkendt af den franske præsident. En foto­graf ombord døde. 30 år efter gav en af de franske agenter, Jean-Luc Kister, en offentlig undskyldning. Tre agenter udgav sig for at være turister og kom om bord på skibet, da dette holdt åbent skib for interesserede. Christine Cabon udgav sig for miljøaktivist under navnet "Frederique Bonlieu", og blev accepteret som frivillig på Greenpeace's kontor i Auckland, hvor hun samlede oplysninger om skibet og dets rute. Tre agenter ­ombord på en yacht ved navn Ouvéa medbragte magnetiske limpet mines (albueskæl-miner opkaldt sådan fordi de ligner dyret albueskæl, limpet). To andre agenter, Dominique Prieur og Alain Mafart, udgav sig for at være et nygift par, "Sophie og Alain Turenge". De hentede minerne og gav dem til dykkerne Jean ­Camas ("Jacques Camurier") og Jean-Luc Kister ("Alain Tonel"). Skibet lå ved Marsden Wharf i Auckland havn, og her placerede dykkerne de to miner under skibets vandlinje, som sprængtes med 10 minutters mellemrum. Den første sprængning lavede et 2x2½ meter hul, hvorefter besætningen forlod skibet, men fotografen vendte tilbage for at hente sit ­fotoudstyr. Han druknede, da den anden bombe sprang medens han var i skibet. Resten af besætningen reddede sig væk fra skibet ­eller blev kastet i havet af den anden eksplosion og blev samlet op. Skibet sank 4 minutter senere. Der var tale om statsterrorisme, planlagt med godkendelse af den franske præsident Mitterrand. Det franske kodenavn var Operation Satanic. Den franske regering nægtede fornærmet at have noget med sprængningen at gøre. Det lykkedes imidlertid New Zealands politi at pågribe to agenter, kaptain Dominique Prieur og kommandør Alain Mafart med falske schweiziske pas. De indrømmede efter længere tid at have medvirket til manddrab, og blev dømt 10 års fængsel. Men Frankrig truede New Zealand med økonomisk ­embargo til EEC (senere EU), hvilket ville have ødelæggende virkninger for New Zealands økonomi, som var helt afhængig af landbrugseksporten til Storbritannien. I juli 2005 udgav David Robie, som var ombord på det bombede skib, bogen Eyes of Fire: The Last Voyage of the Rainbow Warrior. Frankrig undskyldte overfor New Zealand i 1986 og gav i 1987 økonomisk kompensation til konen, børn og forældre til den dræbte portugisisk-hollandske fotograf Fernando Pereira, og til Greenpeace, som brugte pengene til et nyt skib. De to dømte agenter Dominique Prieur og Alain Mafart endte med at tilbringe 2 år på en fransk tropeø, Hao-atollen. Dominique Prieur fik sin mand over til tropeøen, og var gravid da parret returnerede til Frankrig i 1988. De to agenter blev begge forfremmet, og det var imod aftalen med New Zealand, at de blev løsladt så tidligt (omend deres tropeø-tilværelse sikkert ikke var så dårlig). Det sænkede skib er nu flyttet ud til en lokalitet øst for havnebyen Paihia, hvor vraget fungerer som kunstigt rev og dykkerattraktion [på position 34.9748°S 173.9349°E i Matauri Bay, nær Cavalli Islands]. Kinas atomprøvesprængninger Den 16. oktober 1964 gennemførte Kina sin første atomprøvesprængning. Det skete på Lop Nor teststedet i Sinkiang-provinsen. I alt gennemførte Kina efterfølgende 23 atmosfæriske test og 22 underjordiske test på stedet. Disse 45 atombomber blev altså bragt til eksplosion på Lop Nor teststedet, cirka 265 kilometer sydøst for Urumqi i Xinjiang-regionen i det vestlige Kina. Xinjiang-regionen er den største kinesiske administrative region, og over 1,6 millioner kvadratkilometer stor. Her bor 20 millioner mennesker fra en række forskellige etniske grupper, bl.a. Uyghur, Han, kasakhisk, Hui, kirgisiske og mongolske. Atomprøvesprængningerne varierede fra ca. 1.000 ton til Kinas største atmosfæriske test, som var på 4 megaton den 17. november 1976. Kinas største underjordiske test var på 660.000 ton (21. maj 1992). Organisationen "Internationale Læger for Forebyggelse af Atomkrig" (IPPNW) udgav i 1991 en bog med titlen Radioaktiv Himmel og Jord, der angav radioaktiv forurening fra Lop Nor: Den samlede mængde plutonium-239, der er blevet frigivet til atmosfæren som følge af de 23 atmosfæriske atomprøvesprængninger på Lop Nor atomteststedet i Kina, anslås til 3.300 Curie, - ca. 48 kg plutonium-239 i vægt. En milliontedel af et gram plutonium-239 kan forårsage kræft ved indånding. Mængden af plutonium-239, der stadig er på stedet Lop Nor som følge af underjordiske atomprøvesprængningerne, vurderes til at være1.800 Curie (25 kg). Ca. 2 millioner Curie cæsium-137 og 1,3 millioner Curie strontium-90 blev frigivet til atmosfæren. Virkningerne af Kinas atomprøvesprængninger på menneskers sundhed, dyr og miljø er stort set uudforsket på grund af manglen på tilgængelige officielle data. Kina har ikke tilladt nogen uafhængig vurdering af de miljømæssige eller sundhedsmæssige konsekvenser af sine atomprøvesprængninger. Kina hævder, at de atmosfæriske test ikke forvoldte radioaktiv skade i nabolandene eller i regionerne Beijing, Lanzhou eller Dunhuang, baseret på over 20 års undersøgelser. En artikel i juli 2009 i Scientific American fremhævede en undersøgelse, der udførtes af Dr. Tohti, en kinesisk læge, der påstod, at der havde været dødstal fra atomprøvesprængningerne, som udførtes nogle årtier tidligere i Kinjian (Xinjiang) regionen, der har 20 millioner indbyggere, og Dr. Tohti mener, at dette giver en unik indsigt i de langsigtede virkninger af stråling, herunder de genetiske virkninger, der kan vise sig igennem flere generationer. Sverige opgiver sin atombombe (1964) En paddehattesky over det nordlige Sverige i 1957 var det mest synlige bevis på, at Sverige gennem 25 år brugte et ticifret milliardbeløb for at udvikle svenske atomvåben. I 1960'erne havde Sverige planer om at bygge et atombrændsel-oparbejdningsanlæg til produktion af våbenplutonium i Sannäs, et bosted, der i dag har 57 indbyggere. [Stedet opstod i Bohuslän, i forbindelse med en produktion af gravsten]. I 1965 var svenskerne i stand til at producere atombomber med kort varsel. En trykbølge spredte sig d. 28. august 1957 flere kilometer hen over den nordsvenske ødemark, ødelagde elektronik og rystede bygninger. En paddehattesky på sensommerhimlen afslørede formålet: at gøre Sverige til et land med hundredvis af atomvåben. Sprængningen havde kodenavnet Vega og var den anden af to sprængninger, der skulle bane vejen for et svensk atomvåbenarsenal, skriver Ny Teknik i en grundig gennemgang af historien bag 'den svenske atombombe'. Uden bomben var man som en kylling i en hundegård. Sverige var i besiddelse af stor teknisk kompetence, en industri og infrastruktur, der var upåvirket af krigen, samt massive forekomster af uran. I første omgang forsøgte Sverige dog at købe atomvåben og beriget uran fra USA. Amerikanerne krævede kontrol over, hvordan våbnene blev anvendt, og salg af beriget uran krævede, at det skete gennem præsident Eisenhowers program 'Atoms for Peace', der kun omfattede uran til civilt brug, hvilket indebar krav om inspektioner fra amerikanere. De svenske socialdemokrater besluttede 'Den svenske linje', dvs. egen uranbrydning og bygning af egen atombombe. I 1956 blev 'Den svenske linje' besluttet i rigsdagen, men det hemmelige program havde været i gang længe. Siden 1954 havde en reaktor 30 meter under den tekniske højskole i Stockholm oparbejdet uran til plutonium, og flere værker, bl.a. Alfred Nobels gamle svovlsyrefabrik i Vinterviken i Stockholm, havde i lang tid produceret uran til atomvåben. Rigsdagen godkendte bare noget, som havde været hemmeligholdt længe. Försvarets forskningsanstalt Foa og AB Atomenergi var klar til at lave en primitiv bombe. I 1956 gennemførte Sverige en prøvesprængning af en bombe med konventionelt sprængstof ved Jokkmokk. Arbejdet med at omdanne uran til plutonium skabte dog problemer, og flere planer for fabrikker med reaktorer til udvindingen blev droppet. Det lykkedes teknikere hos AB Atomenergi at udvinde de første gram plutonium i 1954, men først flere år efter havde man nok plutonium til at lave eksperimenter. I 1954 var bombebyggerne klar til at producere en primitiv atombombe med kort varsel, og i 1965 var man klar med alle dele og al viden til at lave en stor avanceret atombombe. Hos Försvarets forskningsanstalt Foa i Ursvik og Grindsjön havde man teoretiske beregninger, simuleringer og modelprøver, der var så klare, at man ikke behøvede prøvesprængninger. Der manglede kun en politisk beslutning og ti kilo plutonium. Men så opstod der stigende folkelig og politisk modstand. Noget skete i 1964, som fik Sverige til at forlade sin satsning på egne atomvåben. Tidsskriftet Ny Teknik gætter på, at USA udvidede sit atomvåbenskjold til at omfatte Sverige og tilbød at beskytte Sverige i tilfælde af en atomkrig. Sverige begyndte nemlig i 1964 en pludselig udbygning af flybaser, som kunne modtage store strategiske bombefly fra f.eks. USA, og studserne på brændstofslangerne fra de flyvende optankningsfly blev skiftet til NATO-standard. Desuden begyndte de amerikanske efterretningsrapporter, der før havde advaret mod Sveriges atomvåbenprogram, at nedtone risikoen. I februar 1972 brugte Sverige resterne af sin plutonium-produktion til en serie prøvesprængninger, der skulle give en sidste indsigt i, hvordan plutonium opfører sig. Herefter blev det meste af det svenske plutonium sendt til Storbritannien, og resten sendtes senere til USA, skriver Ny Teknik bionyt.dk/ref/11580.asp. Sendingen er i øvrigt første gang, at et land afleverer plutonium som led i det amerikanske Globale-Trussels-Reduktions-Initiativ (GTRI), der blev iværksat i 2004 og fik nyt liv og penge under Obama-administrationen. GTRI er en organisation under det amerikanske energiministerium. Det arbejder for at indsamle højt beriget uran over hele verden. Rusland har et lignende program og har modtaget atomvåben-brændsel fra Ukraine. Det svenske atomvåben-brændsel var oprindelig indkøbt fra USA. 2,6 kilo plutonium var oparbejdet brændsel fra Ågestaværket uden for Stockholm, der var i drift mellem 1963 og 1974. Svenskerne undersøgte muligheden for at omdanne plutoniummet til mox-brændsel til brug i Belgien og Storbritannien, men mængderne var for små til, at det gav mening. Beslutningen om at sende brændslet til USA var en afvejning af to argumenter. På den ene side har Sverige i mange år stået stejlt på en holdning om, at ethvert land selv må tage hånd om atom-brændsel. Men omvendt er Sverige også omfattet af ikke-sprednings aftaler, der forpligter dem til at opbevare brændsel, så det er bedst muligt sikret mod at ende i 'forkerte hænder'. AB Svafo stod for opbevaringen af det svenske uran og plutonium og byggede et særligt laboratorium til at bearbejde og pakke materialet til transporten over Atlanterhavet. Efter ankomsten til South Carolina i USA blev brændslet sendt til Savannah River Site, hvor USA i forvejen opbevarer 13.000 kilo plutonium. Det svenske 3,3 kilo plutonium og ni kilo våben-uran skal slutopbevares i USA eller eventuelt laves til mox-brændsel til atomkraftværker. Regeringen har udtalt, at man stoler på, at USA ikke anvender brændslet til våbenformål bionyt.dk/ref/11579.asp. Tankerne om kernevåben i Vesttyskland og Italien I 1957 blev Euratom (Den europæiske Atomenergikommission) oprettet, og under dække af den fredelige udnyttelse af atomkraft udviklede Frankrig hemmelige aftaler med Tyskland og Italien om at arbejde sammen om udvikling af atomvåben. Den vesttyske forbundskansler Konrad Adenauer fortalte sit kabinet, at han så hurtigt som muligt (gennem Euratom-samarbejdet) ønskede at opnå muligheden for, at Tyskland kunne producere sine egne atomvåben. Ideen var kortvarig. I 1958 blev Charles de Gaulle præsident i Frankrig, hvorefter Tyskland og Italien blev udelukket fra dette samarbejde bionyt.dk/ref/11503.asp. NATO opstillede atomraketter i Vesttyskland, og Sovjetunionen opstillede atomraketter i Østtyskland. Da de to tysklande blev genforenet i 1990 blev det tidligere Østtyskland et kernevåben-frit område. I 1960'erne var der en episode, hvor en senior­medarbejder fra Los Alamos Laboratory, Harold ­Agnew, anbefalede en amerikansk soldat at skyde på atombomberne på de tyske fighter-bombefly, hvis soldaten på et tidspunkt skulle blive bekymret for, om de ville blive brugt uautoriseret [oplyst i den 143 minutter lange dokumentarfilmen Always/Never: The Quest for Safety, Control and Survivability fra 2010; filmen kritiseres for at fortie visse kritisable forhold ved atombombers sikkerhed bionyt.dk/ref/11748.asp. Filmen kan ses via linket her: bionyt.dk/ref/11749.asp]. Vesttyskland underskrev ikke-spredningsaftalen (Nuclear Non-Proliferation Treaty) d. 2. maj 1975. Det har været diskuteret, om Tyskland overtræder denne aftale ved at tillade kernevåben i landet. Det er amerikanske kernevåben, men det er tyske piloter, der håndterer bomberne. Der er ca. 60 taktiske B61-kernevåbenbomber ved Büchel- og Ramstein-luftbaserne i Tyskland. Tyskland vil i praksis have mulighed for at bygge kernevåben relativt hurtigt. I 2006 udtalte tidligere forsvarsminister Rupert Scholz (fra kristendemokraterne), at Tyskland burde blive en atommagt bionyt.dk/ref/11503.asp. Den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy tilbød i september 2007, at Tyskland kunne deltage i kontrollen over det franske atomarsenal bionyt.dk/ref/11503.asp, men dette tilbud ville Tyskland (forbundskansler Merkel) dog ikke tage imod. Frankrigs atomvåben Frankrig udviklede sine atombomber og brintbomber uden hjælp udefra. USA begyndte at yde teknisk bistand i begyndelsen af 1970'erne og op gennem 1980'erne. Denne støtte var hemmelig, i modsætning til forholdet til det britiske atomprogram. I modsætning til tidligere præsidenter, ville Nixon-administrationen ikke modsætte sig, at USA's allierede fik atomvåben, og han mente, at det ville gøre det vanskeligere for Sovjetunionen, hvis der var flere atombevæbnede vestlige modstandere. Fordi loven af 1946 om Atomic Energy forbød udveksling af oplysninger om atomvåbendesign, anvendte USA den metode, der kaldes 'negativ vejledning' eller 'tyve-spørgsmål-til-professoren-­metoden. Franske forskere kunne beskrive deres forskning for deres amerikanske kolleger, og fik så at vide, om de var på rette spor. Frankrig modtog hjælp vedrørende strålingshærdning, missildesign, efterretninger om sovjetisk anti-missilforsvar og avanceret computerteknologi. Fordi det franske program tiltrak 'de bedste hjerner' kunne amerikanerne nyde godt af den franske forskning. Forholdet forbedrede de to nationers militære bånd. Frankrig udviklede to separate atomkrigsplaner, den ene var national med udelukkende fransk afskrækkende målsætning, og den anden plan var koordineret med NATO. Frankrig har tidligere testet neutronbomber (i 1980) og bomber med forhøjet dannelse af radioaktivitet. Frankrig foretog 210 atomprøvesprængninger fra 1960 til 1995. Sytten af disse blev gjort i det ­algeriske Sahara mellem 1960 og 1966 (med start midt i Algier-krigen), og 193 blev senere foretaget i Fransk Polynesien fra 1966 til 1990 bionyt.dk/ref/11568.asp. Flere sprænghoveder (MIRV) Frankrig fik også oplysninger om ballistiske missiler med flere sprænghoveder, der styres mod forskellige mål - den såkaldte MIRV-teknologi: multiple independently targetable reentry ­vehicle. Eksempler: USA's Peacekeeper-missil, Minuteman-3 missilet og Trident-2 missilet, der medbringer 14 spræng­hoveder bionyt.dk/ref/11571.asp. Det svarer til klynge­bombning med kernevåben. Kun USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina menes at have disse MIRV-atomklyngemissiler. De er langt vanskeligere at forsvare sig mod, idet de anti-ballistiske missiler så ville skulle ramme hvert enkelt sprænghoved, og desuden kan man anvende snyde-sprænghoveder og aluminiumbelagte balloner, som forvirrer radar­systemer. Da USA fra 1970 fik Minuteman-3 missiler, som var verdens første MIRV-missil, åbnede dette for den mulighed, at USA ville få så mange kernevåben, at det ville kunne ødelægge alle Sovjetunionens kernevåben og dermed forhindre et sovjetisk modangreb, hvis USA foretog et første-angreb. Senere frygtede USA, at Sovjetunionens MIRV-missiler kunne gøre netop ­dette, altså at Sovjetunionens MIRV-missiler kunne forhindre et amerikansk modangreb, hvis Sovjetunionen foretog et første-angreb. USA kom til at frygte dette, fordi de sovjetiske missiler kan løfte mere og derfor kan have flere sprænghoveder på hvert missil end de amerikanske missiler kan. Derimod havde USA flere ubåde, som ville kunne udstyres med MIRV-missiler. MIRV-missilet medbringer en raketmotor, som ­[efter at være nået op i en bane (under satellit-kredsløbsbanernes højde)], indstiller sig på en rejserute og afsender et sprænghoved; derefter indstiller raketten sig på en anden rejserute, og afsender næste spræng­hoved; og gentager dette for alle sprænghoveder. Præcision øger ødelæggelsen markant (f.eks. med en faktor 8), og Trident-2 og Peacekeeper-missiler har en præcision, så de kan ramme inden for 100 meter med 50% sandsynlighed. USA havde færre missiler end Sovjetunionen, men flere kernevåben - ud fra tankegangen om, at det var billigere at gøre missilerne i stand til at bære flere kernevåben, end at bygge flere missiler. De mange missiler skulle kunne overvælde det sovjetiske antimissil-forsvar og desuden ramme flere mål. Minuteman-III missilet fra 1970 kunne bære tre kernevåben-hoveder. Dette var muligt ved, at missilet medbragte en såkaldt bus, som på et tidspunkt - efter at være blevet frigjort fra raketmissilet - ville affyre sine våben, det ene efter det andet, rettet mod forskellige forud-udpegede mål. Poseidon-ubådsmissilet fra 1971 kunne på samme måde medbringe 14 kernevåben-hoveder. USA: Strategiske våben 1975 I slutningen af 1970'erne gjorde USA sine strategiske våben stærkere. Hver af de 550 Minuteman-missiler blev udstyret med tre uafhængigt-målsøgende sprænghoveder. Polaris-missi­lerne, der kun medbragte ét sprænghoved, blev udskif­tet med Poseidon-missiler, som kunne have 10-14 sprænghoveder. Fra 1975 byggedes Trident ballistisk-missil ubåde, og man begyndte på et nyt amerikansk interkontinentalt ballistisk missil, kaldet MX, samt en modernisering af de gamle B-52 bombefly og udvikling af et nyt strategisk bombefly, kaldet B-1. Det blev taget i brug af Strategic Air Command i 1986. Hvad ville et atombevæbnet Ukraine have betydet? Efter 1945 blev atomvåben opfattet som af enorm værdi - både som en garanteret sejr i krig og ved de efterfølgende forhandlinger, samt som prestige og sikkerhed for deres ejermand. Men der er en række historiske eksempler, der udfordrer sådanne overbevisninger. Sydafrika, Tyskland og Japan har ligefrem styrket deres sikkerhed ved at opgive deres atomvåben-­programmer. At besidde atomvåben er ikke noget, som automatisk giver indflydelse. Ward Hayes Wilson, der er leder af tænketanken om atomnedrustning Rethinking Nuclear Weapons Project ved British American Security Information Council, er uenig i påstanden om, at et atombevæbnet Ukraine ville kunne have afskrækket Rusland mod at annektere Krim. I så fald skulle Ukraine have angrebet det russisk-besatte Krim med atomvåben eller forsøgt at forsvare sig mod Rusland ved at bruge atomvåben på Ukraines østlige grænse. Det ville sandsynligvis have medført store civile tab i både Ukraine og Rusland på grund af spredningen af den radioaktive stråling. Ward Wilson fremførte også, at den nukleare ­afskrækkelse ikke ville have ændret noget, fordi dette i sagens natur er noget psykologisk, og Ruslands leder Putin forstår de psykologiske begrænsninger af atomvåben. Derfor ville Rusland næppe være blevet afskrækket af Ukraines besiddelse af atomvåben, ­mener Ward Wilson. Da Ukraine løsrev sig fra Sovjetunionen var Krim-halvøen med flådebasen Sevastopol fulgt med til Ukraine. Den 1. marts 2014 ankom grønne mænd - med sorte skimasker og kamouflageuniformer uden nogen militære distinktioner - til Krim-halvøen og umuliggjorde hurtigt en militær modstand fra de tilstedeværende ukrainske soldater. To uger senere ­afholdt Rusland folkeafstemning, med hidtil uset ­effektivitet. Ruslands krænkelse af et suverænt naboland indvarslede en ny verdensorden. Krisen udløste ikke en storkrig, men Rusland sendte også soldater uden kendemærker til det østlige Ukraine. Her er indtil 2016 omkring 10.000 mennesker blevet dræbt i militære konfrontationer. Rusland var under Putin igen blevet et totalitært regime - hjulpet af en velstandsstigning, fordi der var sket en mangedobling af prisen på olie og gas, som var Ruslands afgørende eksportvarer. Putin havde haft sin karriere i KGB, og blev den øverste chef for KGB (under tjenestens nye navn FSB) - og størstedelen af hans politiske rådgivere og folk på nøgleposter i administrationen er også kommet fra KGB. Da muren faldt, var Putin udstationeret for KGB i Dresden (det tidligere Østtyskland), og kollapset af det sovjetiske imperium blev et varigt traume. 25 år efter murens fald, og 23 år efter Sovjetunionens kollaps - og med en lynkrig i Georgien i august 2008 som generalprøve - udkrystalliseredes de politiske mål i Putins nye Rusland med netop invasionen af Krim og stedfortræder-krigen mod Ukraine i Donbass (de to østlige regioner Lugansk og Donetsk), dvs. at ­Moskva ikke sendte regulære tropper, men skjulte deres identitet - og udførte den første militære erobring af et større landområde i Europa siden Anden Verdenskrig. Da lederen af Ruslands Statsarkiv, historikeren ­Sergej Mironenko, i et interview i avisen Kommersant i april 2015 sagde, at Molotov-Ribbentrop pagten var en strategisk fejltagelse, for ikke at sige en forbrydelse begået af den sovjetiske regering og kammerat Stalin personligt, blev han afskediget. Molotov-Ribbentrop pagten blev formentlig indgået af Stalin for at undgå at give Hitler noget som helst påskud til at angribe Rusland - idet Stalin havde ødelagt landets hærledelse ved at henrette de fleste militære ledere, og Stalin troede så blindt på denne aftale, at han afviste omkring 90 klare efterretninger om tysk forberedelse på angreb. Hitler bildte ham ind, at troppeopbygningen blot var en skin­manøvre for at snyde de allierede); samtidig havde diktatoren Stalin i en hemmelig delaftale aftalt, at Rusland skulle overtage Polen og andre østlande, som diktatoren Hitler ville afstå fra at invadere. (Stalin havde fået mange myrdet for langt mindre forseelser end den kæmpefejl og selvforblændelse, som han selv begik ved at tro på Hitler, og han - der var blevet styret af sin egen indre besættelse og ikke var lydhør for selv de tydeligste advarsler - var rystet og handlingslammet i adskillige dage. Hans fejltolkning kom til at koste Sovjetunionen 20 millioner døde, og 70.000 ødelagte byer og landsbyer. Han havde end ikke brugt den købte tid til at forberede Den Røde Hær på invasionen, der kom til at koste næsten to millioner mand i krigens første halve år bionyt.dk/ref/11830.asp s.77. Ifølge Putin var det en udmærket pagt mellem ­Stalin og Hitler, og tegn på fredsvilje fra Stalins side. Putin vil gerne fordele og fastlægge interessesfærer - som ­Stalin gjorde med Hitler i den hemmelige tillægsprotokol ved Molotov-Ribbentrop pagten, og som han gjorde med skjulte hensigter ved Jalta-konferencen med ­Vesten. I sommeren 2016 blev der efter ordre fra Putin oprettet en ny nationalgarde med en styrke på 350.000 -400.000 mand, der er direkte underlagt præsidenten og udstyret med særlige beføjelser til at beskytte den offentlige orden og sikkerhed med ret til at opløse ­demonstrationer, gribe ind mod uroligheder og skyde ind i folkemængder bionyt.dk/ref/11829.asp s.482. Forholdet mellem Rusland og USA tog en alvorlig drejning i efteråret 2016 på grund af uophørlige bombninger af civile mål i den belejrede by Aleppo - bl.a. med målrettede ødelæggelser af alle byens hospitaler. Færdigforhandlede våbenhviler blev ikke overholdt, og USA besluttede at trække sig ud af freds­forhandlingerne med Rusland. Det fik øjeblikkelig Putin til at stille USA et ultimativt krav om, at amerikanerne skulle indstille de sanktioner, der blev indført efter annekteringen af Krim - og betale for de tab, som Rusland havde lidt på grund af sanktionerne - og samtidig skulle USA ophæve alle restriktioner mod de russiske borgere, der var blevet sortlistet af de amerikanske myndigheder - i modsat fald ville Rusland ikke længere overholde sin del af den amerikansk-russiske aftale om at nedbringe de to landes lagre af plutonium til militært brug. Putin havde samme dag meddelt, at Rusland ensidigt trak sig ud af den aftale bionyt.dk/ref/11829.asp s.483. Rusland har også stimuleret de flygtningestrømme, som har været med til at destabilisere Europa, skriver Samuel Rachlin i sin bog fra 2016 bionyt.dk/ref/11829.asp s.483. Ruslands økonomi er mindre end Canadas, Syd­koreas, Spaniens og Australiens. Uden kernevåben og høj investering i landets militærvæsen og kun målt på økonomi ville Ruslands status svare til Bulgariens. Landet overlever takket være sine råstoffer. Det er et gennemkorrupt kleptokrati, og det går ud over den russiske befolkning og er en risiko for verdensfreden, skriver Samuel ­Rachlin. Da Sovjetunionen brød sammen, gjorde det ondt på den sovjetiske befolkning at se Vesten triumfere og hovere over at have sejret i den kolde krig og at Sovjetunionen blev behandlet som en tabernation. I Jeltsin-årene brød økonomien sammen - foruden at det sociale sikkerhedsnet var forsvundet. Omkring 40% af befolkningen kom til at leve under den officielle fattigdomsgrænse bionyt.dk/ref/11829.asp s.475. Situationen med Krim og Ukraine (som ikke var medlem af nogen militæralliance) kan ikke sammenlignes med situationen i de baltiske lande. Den amerikanske tænketank Rand Corporation udførte fra sommeren 2014 til foråret 2015 simuleringer af en russisk invasion af de baltiske lande. Disse krigsspil viste, at det ville tage under 60 timer, før russiske tropper ­nåede hovedstaden Tallinn i Estland eller Riga i Letland. Den amerikanske militæranalytiker Michael Kofman kalder RAND's krigsspil fra 2014/2015 for uden mening, idet det ikke giver mening for Rusland at invadere de baltiske lande blot for at demonstrere NATO's svaghed. Humanitære konsekvenser På den tredie internationale konference om humanitære konsekvenser af atomvåben, afholdt i Wien 2014, deltog for første gang repræsentanter for atommagterne Kina, Storbritannien og USA. De benyttede lejligheden til at kritisere hinanden, men er fortsat modstandere af et generelt forbud, og ønsker kun en “realistisk og gradvis nedrustning”. Mange deltagere ved konferencen var bekymrede over, at den nye generation i post-koldkrigsalderen ikke længere ser atomvåben som en reel fare, og derfor i ringere grad bekæmper truslen. Danmark opfordrede alle stater til at undertegne, ratificere og overholde Traktaten om Ikke-spredning af Kernevåben (NPT), der blev indgået i 1968: “Tiden er inde til at alle viser det nødvendige mod og vilje til at sikre atomnedrustning gennem garantier og strenge ikke-spredningsaftaler. Vi opfordrer derfor alle stater, der endnu ikke har gjort det, til at undertegne og ratificere NPT, og medlemsstater til at overholde dem i fuld udstrækning”, erklærede den danske delegation ved konferencen i Wien. Delegationen understregede, at det fælles mål er en verden fri for atomvåben, men var bekymret over det stigende antal konflikter, der raser over hele kloden: “Verden af i dag er desværre præget af uro og mange konflikter i og mellem stater. Krisen i Ukraine er mere end en krusning på overfladen. Her er det vigtigt at opbygge tillid og at fokusere på det fælles.” Konferencen er et norsk initiativ for at omskrive den måde, som atomvåben omtales på. Argumentet for atomvåben er ofte en parole om, at “de skaber fred og stabilitet i verden”. Men alle tilgængelige data fra eksperter og staterne selv viser klart, at dette ikke passer, og at atomvåben-stater ikke har færre internationale konflikter end andre stater bionyt.dk/ref/12359.asp. Historiske datoer: Bestræbelser på at begrænse A-våben August 1942. Manhattan Project startes i USA. Kommer til at omfatte 130.000 mennesker og koste 2 mia. dollar (25 mia. 2012-dollar). 16. juli 1945: USA's første atomprøvetest (og 1. atomprøvetest i verden). New Mexico i USA. 6. august 1945: Hiroshima-bomben kastes i Japan. Over 140.000 dør straks, og mange dør senere. 9. august 1945: Nagasaki-bomben kastes i Japan. 74.000 dør straks. Mange overlevende lider resten af livet. 24. januar 1946: IAEA oprettes på initiativ af USA, UK og Canada. 24. jan.1946: FN opfordrer til at atomvåben elimineres. FN's første resolution, UN General Assembly. 29. aug. 1949: Sovjetunionens første atomprøvetest. (Semipalatinsk i Kazakhstan). 3. okt. 1952: Storbritanniens første atomprøvetest. Udføres i Australien: Montebello Islands og senere Maralinga og Emu Fields i Sydaustralien. 1. nov. 1952: USA's første brintbombe-test. (Enewetak Atoll i Marshall Islands). 12. aug. 1953: Sovjetunionen's første brintbombe-test. 1954. Sovjetunionen har nu bombefly med atomvåben (strategiske våben). 1. marts 1954: USA udfører Bravo-testen på 17 megaton. Bikini Atollen. 9. juli 1955: Russell–Einstein manifestet. Bertrand Russell, Albert Einstein og andre førende forskere advarer mod atomkrig. 1955: Sovjetunionen har nu mellemdistanceraketter (SS-3) med atomvåben (strategiske våben). 1956: Sovjetunionen har nu ubåde med atomvåben (SS N-4) der kan nå 600 km. 15. maj 1957: Storbritannien's første brintbombe-test. 19. dec. 1957: NATO's regerings­ledere beslutter at placere atomvåben i Europa. 17. feb. 1958: Anti-atomkampagne startes i Storbritannien. Atomsymbolet laves. The Campaign for Nuclear Disarmament in the UK. 1958: Konference om stop for atomprøvesprængninger. Genève. 1. dec. 1959: The Antarctic Treaty. Der åbnes for underskrifter. Atomfrit Antarktis. 1959: USA placerer Thor-mellemdistanceraketter i UK og Sovjetunionen udstationerer SS-4. 13. feb. 1960: Frankrigs første atomprøvetest. (Sahara, senere i det sydlige Stillehav). 1960: Jupiter-raketter udstationeres i Italien og Tyrkiet. 9. juli 1960: Den sovjetiske leder Nikita Khrusjtsjov truer med atomvåben, hvis USA angriper den nye Castro-regering på Cuba. 1960: USA-atomubåd får Polaris-raketter der kan nå 2200 km. 30. aug. 1961: USSR genoptager atomtest. 15. sep. 1961: USA genoptager atomtest under jorden. 30. okt. 1961: Sovjetunionen sprænger verdens største brintbombe, Tsar Bomba (RDS-220) på 58 megaton. Novaja Zemlja. 16-29. okt. 1962: Cubakrisen fører næsten til krig. USSR trækker atomraketter tilbage fra Cuba. USA trækker Jupiter- og Thor-raketter tilbage fra Europa. 5. aug. 1963: Partial Test Ban Treaty åbner for underskrifter. 10. okt. 1963: Aftale mellem USSR, USA og UK om stop for atomtest i atmosfæren og havet. 16. okt. 1964: Kinas første atomtest. (Lop Nor, Sinkiang Province). 14. feb. 1967: Latinamerika erklærer sig atomfrit. Treaty of Tlatelolco. 17. juli 1967: Kina's første brintbombe-test. 1. juli 1968: Ikke-sprednings­aftalen (NPT) underskrives. The Non-Proliferation Treaty. Lande uden a-våben forpligter sig til ikke at få a-våben. Lande med a-våben skal nedruste. 24. aug. 1968: Frankrigs første brintbombe-test. 17. nov. 1969: Forhandlinger om begrænsning af strategiske atomvåben (SALT) starter. 5. marts 1970: Ikke-spredningsaftalen (NPT) træder i kraft. 1970: Frankrig har nu ubåd med atomvåben. 1971: Frankrig opstiller mellemdistanceraketter på land. 18. maj 1974: Indien’s første atomtest (underjordisk i en ørken). 22. sep. 1979: Atomtest i det Indiske ocean. Formentlig udført af Sydafrika med støtte fra Israel. 1981: USA og USSR begynder forhandlinger om at begrænse mellemdistanceraketter i Europa. 12. juni 1982: En million mennesker samles i New York’s Central Park til støtte for Second United Nations Special Session on Disarmament. 10. juli 1985: Rainbow Warrior skibet fra Greenpeace på vej til Murorua Atoll sænkes af franske agenter i New Zealand. En Greenpeace-fotograf dør. 6. aug. 1985: Det sydlige Stillehavsområde erklærer sig atomfrit. 10. dec. 1985: Læger mod atomvåben får Nobels fredspris. The International Physicians for the Prevention of Nuclear War. 30. sep. 1986: Israels atomvåbenprogram (formentlig 200 atombomber) afsløres af en tekniker, Mordechai Vanunu. 11.–12. okt. 1986: USA’s præsident ­Ronald Reagan og Sovjetunionens Mikhail Gorbachev mødes i Reykjavik om atomnedrustning. 8. dec. 1987: USA og USSR underskriver Intermediate-Range Nuclear Forces Treaty. Forbyder de to lande at opstille land­baserede kort- og mellemdistancemissiler. 10. juli 1991: Sydafrika tilslutter sig Non-Proliferation Treaty. Destruerer seks atombomber. 15. dec.1995: Sydøstasien erklærer sig atomfri. 11. apr. 1996: Egypten. Afrika erklærer sig atomfri. 1. juni 1996: Ukraine bliver atomfri. ­Afleverer sine atomvåben til Rusland til destruktion. 8. juli 1996: World Court betegner atomvåben ulovlige. The International Court of Justice. 24. sep. 1996: The Comprehensive Nuclear Test Ban Treaty åbner for underskrifter i FN. Indien vil ikke underskrive. 27. nov. 1996: Hviderusland afleverer deres atommissiler til Rusland til destruktion. Ukraine og Kazakhstan har gjort det samme. Maj 1998: Indien og Pakistan udfører atomtest. For Indien er det landets første i 24 år, og en af bomberne er en brintbombe. 9. okt. 2006: Nord-Korea udfører første atomtest. 30. april 2007: ICAN grundlægges. The International Campaign to Abolish Nuclear Weapons. 4.-5. marts 2013: Oslo. The First Humanitarian Conference on the Humanitarian Impact of Nuclear Weapons. 14. feb. 2014: Mexico. The Second Conference on the Humanitarian Impact of Nuclear Weapons. 9. dec. 2014: Wien. Conference on Humanitarian Impact of Nuclear Weapons. 27. marts 2017: Forhandlinger om traktat om total forbud mod kernevåben begynder i FN. 7. juli 2017: FN tiltræder UN Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons (om forbud mod kernevåben).

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *


CAPTCHA Image
Reload Image