Search Posts

Videnskabsklubber for børn.

 

OM VIDENSKABSKLUBBEN

Videnskabsklubben giver børn mulighed for at gå til videnskab i fritiden med fokus på leg, læring, nysgerrighed, eksperimenter og samarbejde.

Det er gratis at være med.

ET GRATIS FRITIDSTILBUD TIL BØRN OG UNGE

I Videnskabsklubben går børn i 4.-6. klasse til videnskab efter skole, ligesom andre børn går til ishockey og badminton. Børnene kan enten gå til primatologi, biodiversitet, materialefysik, mikrobiologi eller matematik og datalogi, og fokus er på at have det sjovt sammen og være fælles om at undersøge verden omkring sig ved hjælp af den videnskabelige metode.​

Når man går til videnskab i Videnskabsklubben, kalder vi det at være "miniforsker", fordi man lærer at arbejde med de samme redskaber som rigtige forskere. Indholdet i forløbene er udviklet af nogle af de dygtigste forskere fra landets universiteter og bygger på den nyeste forskning inden for hvert område, så det er faktisk ikke helt forkert at sige, at man bliver en lille forsker på sit felt.​

Forløbene strækker sig over 7 uger. Selve undervisningen løber fra uge 43 til og med uge 49 hvert år og finder sted på gymnasierne. Du kan læse mere om de forskellige forløb her.

​Der er ingen lærere tilstede, når man går i Videnskabsklub. I stedet er det gymnasieelever, som vi kalder seniormentorer, der står for alle de sjove aktiviteter og forsøg, som miniforskerne får lov til at prøve kræfter med. Gymnasieeleverne får hjælp af elever fra 8. og 9. klasse, som vi kalder juniormentorer.​

VIDENSKABSKLUBBEN ER FOR ALLE

Det eneste kriterium for at være med i Videnskabsklubben er, at man skal være nysgerrig på verden omkring sig og have lyst til at prøve kræfter med at undersøge den ved hjælp af naturvidenskab. Man skal også have lyst til at dele sin nysgerrighed med andre børn og unge.​

Efter forløbet modtager alle miniforskere et diplom som bevis på, at de har været med i Videnskabsklubben. Junior- og seniormentorer modtager kompetencebeviser, som de for eksempel kan bruge på deres CV.

​Ud over de faglige forløb arrangerer Videnskabsklubben løbende events for både miniforskere og mentorer – ofte sammen med en eller flere af vores samarbejdspartnere.

Der findes Videnskabsklubber over hele Danmark – find en klub nær dig her.

Hvert år slutter Videnskabsklubbens forløb med en stor afslutningsfest, som livestreames. I 2019 besøgte Teknologipagten en afslutning på Virum Gymnasium og lavede den flotte film du finder nedenfor.

​Fik du ikke svar på dit spørgsmål? Se ofte stillede spørgsmål her – eller skriv en mail til os på info@videnskabsklubben.dk.

 

SAGT OM VIDENSKABSKLUBBEN

FANTASTISK FORLØB OG UGENS HØJDEPUNKT!

– Mor til miniforsker, Roskilde

DE SIDSTE SYV TIRSDAGE HAR VÆRET DE BEDSTE I MIT LIV!

– Miniforsker, Aarhus

VIDENSKABSKLUBBEN HISTORIE

Tanken bag Videnskabsklubben er simpel: Alle børn og unge skal have mulighed for at lære om naturvidenskab, stifte bekendtskab med videnskabelig metode og kritisk tænkning – og opdage, hvor sjov naturvidenskab egentlig er!

​Der er ingen karakterer, konkurrence eller lærere involveret. Kun større børn, der underviser og coacher mindre børn og deler ud af deres begejstring for naturvidenskab. Undervisningen tager udgangspunkt i de naturvidenskabelige forløb, som Videnskabsklubben har ​udarbejdet i samarbejde med nogle af Danmarks dygtigste forskere og naturfaglige formidlere.

​Videnskabsklubben blev skabt i 2014 af Rikke Schmidt Kjærgaard og Petrine Wellendorph, begge topforskere på hver deres felt og medlemmer af Det Unge Akademi under Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

6. april 2017 blev Videnskabsklubben officielt stiftet som ikke-erhvervsdrivende forening i Danmark.

I 2018 samarbejdede vi med gymnasier i 7 forskellige danske byer, heriblandt Randers, Aarhus, København og Odense. 2019 bød på Videnskabsklubbens hidtil største vækst, da vi gik fra 7 til 14 samarbejdsbyer. Vi gik samtidig fra 23 til 37 hold, og 800 børn og unge fra hele landet deltog i Videnskabsklubben.

I 2020 gik 700 børn og unge til videnskab på et af vores 45 hold, og vi er i skrivende stund etableret i 18 byer. Målsætningen for 2022 lyder på mindst 20 af Danmarks største byer.

Ambitionen er, at børn fra hele Danmark sammen med Videnskabsklubben skal kunne gå til videnskab, ligesom andre børn går til spejder og fodbold.

Videnskabsklubben er inspireret af det amerikanske initiativ Science Club for Girls i Boston og er økonomisk støttet af Novo Nordisk Fonden og VILLUMFONDEN. Klubben har tidligere modtaget støtte fra Lundbeckfonden og Uddannelses- og Forskningsministeriet. Læs mere under samarbejdspartnere.

HER KAN DU SE DEN FØRSTE VIDEO, DER BLEV LAVET OM VIDENSKABSKLUBBEN

 

Videnskabsklubbens strategi for 2019-2023 sætter retningen og opstiller ambitiøse mål, der skal løfte det personlige, engagerede og livslange forhold til naturvidenskab hos børn og unge i Danmark.

Vi har defineret 4 strategiske mål for en national Videnskabsklub:

 

  1. Videnskabsklub i mindst 20 af de største byer i Danmark fra 2022. I 2017 var vi i 7 danske byer.
  2. Udviklingen af nye naturvidenskabelige forløb, som kan danne ramme om flere videnskabsklubber på landets skoler. I 2023 vil vi gerne kunne udbyde to programmer til hvert klassetrin fra 4. til 6. klasse.
  3. Etableringen af et mentornetværk på universiteter og virksomheder i 2021. I dag bliver vores mentorer kun hentet fra 8. og 9. klasse og gymnasiet. Fremover vil vi gerne bygge et ekstra "mentorlag" i universitetsverdenen, så vores gymnasieelever også kan møde opnåelige rollemodeller.
  4. Etablering af et netværk for tidligere mentorer i Videnskabsklubben i 2020.

EVALUERING AF VIDENSKABSKLUBBEN

Videnskabsklubben gennemførte i 2019 en evaluering af klubbens koncept og forløb med støtte fra Teknologipagten.

Formålet med evalueringen var at skabe overblik over deltagernes erfaringer, motivation og oplevelser fra Videnskabsklubbens forløb samt at producere viden, der kan informere og kvalificere den fortsatte udvikling af klubbens aktiviteter.

Hvert år udgiver Videnskabsklubben et årsskrift, som hurtigt og overskueligt fremhæver de vigtigste og bedste nyheder fra året, der gik i klubben, og som samtidig præsenterer dig for et indblik i vores planer og drømme for det kommende år.

ÅRSSKRIFT 2020

2020. Sikke et år. Mens vi flere gange har ærgret os gule og grønne over aflyste aktiviteter, har vi lige så mange gange haft begge arme langt oppe over hovedet, fordi tilsyneladende kuldsejlede planer alligevel er endt med at lykkes, omend i en anden form end den vi havde tænkt. 

Læs blandt andet om vores store, digitale afslutningsshow og om vores helt nye satsning på YouTube.

ÅRSSKRIFT 2019

I 2019 havde Videnskabsklubben mere end almindeligt vokseværk. Klubben udvidede blandt andet fra 7 til 14 danske byer.

Vi husker først og fremmest 2019 for den fuldstændig overvældende efterspørgsel, som hurtigt resulterede i overfyldte hold landet over. Samtidig var det året, hvor en række nye initiativer blev søsat – heriblandt et nyt mentornetværk og et højaktuelt forløb om biodiversitet.

Leave a Reply